Forfatter: Joakim Hjorth

Hvis du går med slips, har du måske, ligesom jeg, stået foran spejlet og kæmpet med den formelle verdens svar på en labyrint. Måske har du i den situation, ligesom jeg, oplevet at blive ramt af et stille indre spørgsmål i retning af: ”Hvorfor i alverden har vi dog bestemt os for, at en lang klud bundet om halsen skulle være noget særligt fint?” Det spørgsmål ramte mig for nylig og jeg valgte at lufte tanken for Missionspiloterne. Timingen viste sig ikke at være den bedste, for de gode piger kunne ikke helt følge min spontane interesse i fest-tilbehørs ophav. Det forstår jeg egentlig godt. Men efter flere ihærdige forsøg på at overbevise dem om mit spørgsmåls ret til at blive taget bare en smule seriøst, forbarmede en af dem sig og googlede sig frem til et svar. Det var faktisk en smule overraskende. Slipset har sit udspring i en fransk konges fascination af en snes kroatiske soldaters nydelige halsklud engang i 1600-tallet. Selvfølgelig. Som mange andre danskere, tænkte jeg at slipset havde en stolt og muligvis temmelig lang fortid i dansk, eller i hvert fald vestlig kultur, og at det endnu mere sandsynligt var en flok snobbede embedsmænd, som engang bestemte sig for, at det da egentlig kunne være meget pænt at binde lidt pynt om halsen, inden de gik til bal. At slipset i virkeligheden har sin vugge på Balkan, langt fra de vestlige hof, havde jeg aldrig gættet.

Nu tænker du måske (eller nærmere, forhåbentlig): ”Hvad har dette let kedelige stykke historie at gøre med at du er i Israel?” Nærmest ingenting. Men det siger noget om, hvordan vi mennesker mister blikket for vores fælles historie, vores kultures udspring og at vi i virkeligheden er meget mere ens end forskellige. Det er et udgangspunkt, som dukker frem mit hoved på daglig basis her i Jerusalem – på godt og ondt.

Der er nemlig så meget der taler imod. Særligt tænker jeg på det absurde og forfærdelige kemiske angreb Syrien, som skete få hundrede kilometer fra min hoveddør, men selvfølgelig også den endnu nærmere konflikt her i landet. Krig, konflikt og frygten for andre, har fyldt mig meget de sidste par måneder. Det er helt uundgåeligt ikke at blive påvirket af de mange skæbner, historier og møder man får her, langt fra Aarhus’ fredelige stræder. Verdens forfald står pludselig dundrende klart og det frustrerer mig, fylder mig med sorg..

I skarp kontrast til Jerusalems intense spænding og den buldrende krig i Syrien, står mødet med Gud i hans rolige og harmoniske natur. For ikke mange timer siden, sad jeg på klippefæstningen Masada og så solen rejse sig over Jordans bjerge. For endnu færre timer siden, vandrede jeg rundt i en frodig kløft, med en flok norske teologistuderende og udvidede mit noget begrænsede norske ordforråd. Kontrasten mellem Guds kærlighedsspækkede skaberværk og den intense uro og ufred der findes i Israel, kan være svært helt at begribe. Jeg kæmper i hvert fald.

Billedet på forsiden af blogindlægget, illustrerer det faktisk meget godt: Stedet er Gamla, beliggende i det omstridte Golan område, som på denne side er et fantastisk naturområde, men samtidig er en påmindelse om fortidens og nutidens stridigheder i dette lille land.

Noget af det der gør størst og mærkende indtryk, er som sagt møderne med mennesker. Mennesker som manden fra Eritrea, som jeg mødte ved stranden i Tel-Aviv. Han havde intet job, ingen familie, ingen fremtid. Han havde bare én tør kommentar: ”Life is fucking hard man.”(beklager sproget – men sådan sagde han altså). Eller mødet med den messianske jøde, som følte sig mere sikker i Israel end i Europa, fordi hun frygter muslimernes voksende indflydelse. Hun har mistet to venner i et palæstinensisk terrorangreb. Eller den solrige torsdag i sidste uge, hvor jeg fik lov at bruge en eftermiddag med en flok fantastiske muslimske drenge i Jeriko, på Vestbredden, og fortælle dem om vigtigheden ved ærlighed og tillid, hvorefter de bød på friskgrillet kylling på spyd. Eller mødet med en flok danske teenagere fra Grejsdalens Efterskole, som fik lov at smage på en anden verden en den de kender fra Vejles trygge ådale, og som tydeligt blev mærket af at sætte deres ben i Jerusalem.

Alle disse møder og mennesker sætter spor i mig. Får mig til at glædes, at græde, at frygte og at håbe. Men mest af alt at indse, at verden har brug for Jesus, måske mere end nogensinde. Faktisk er det en af de få ting, hvis ikke den eneste, som kristne på begge sider af konflikten kan enes om: Jesus er den eneste løsning!

I denne uge afsluttede mine dygtige kolleger Asbjørn kirkevolontør, Pastor David – ”Den Danske Patriark af Jerusalem”, og jeg selv, et undervisningsforløb om kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne.

 

Jeg havde den store fornøjelse at undervise i Løvhyttefesten, som for mig er blevet enstemmigt med essensen af vigtigheden i at lære mere om vores jødiske rødder. Hold fast, hvor bliver Guds geniale frelsesplan dog bare malet på væggen, når man graver lidt i de gamle fester! Selvom kalenderen næsten siger påske, og hvert øjeblik i den kommende uge kommer til at kredse om Jesus og hans fantastiske gerninger her i Jerusalem, så er det alligevel også Løvhyttefesten, som giver mig håb. Håb for denne faldne verden. For Løvhyttefesten indeholder nemlig to perspektiver – et ”allerede” og et ”endnu ikke”. Kort sagt så handler festen om at mindes ørkenvandringen og hvordan Gud sørgede for Israels folk, ja faktisk at idealtilstanden fandtes der, midt i sandet og varmen, for Gud var hos dem og de var afhængige af ham! Samtidig peger festen, gennem en ordentlig bunke profetier, frem mod den kommende sabbatshvile hjemme hos Gud. I en kristen kontekst, taler vi om at Løvhyttefestens ”allerede”, fik sin opfyldelse med inkarnationen og Jesu første komme til vores lille klode. Guds rige er nær, Gud kom selv helt nær! Men samtidig peger den fremad mod et ”endnu ikke”, frem mod den evige Løvhyttefest på den nye jord – der hvor Gud ”skal rejse sit telt(eller sin hytte) over dem” (Åb 7,15). Dér vil freden endelig være fuldendt og al smerten, krigen og bomberne vil ophøre! Det trøster mig, midt i ”krigslarmen og rygterne om krig” (Mark 13,7). Så jeg ser frem til at fejre påske i Jerusalem. En påske som gør at jeg kan tage med til Guds evige Løvhyttefest! Gud er god.

Jeg er ved at blive gammel. Eller, sådan kan jeg godt tænke, efter igen at have sendt de tre Missionspiloter ud i landet, denne gang til en forstad til Tel Aviv, hvor de skal deltage i en FCSI (KFS) konference, hvorefter de ruller videre til Haifa og det kristne plejehjem EbenEzer. Årsagen til følelsen er, at jeg som det sidste beordrer dem til at sende en sms så snart de er fremme i god behold. Det skete også sidste gang. Jeg tænker ikke engang over det, det ryger bare ud af mig.Helt ærligt – kan jeg blive mere hønemor? Sandsynligvis. Men humlen er, at jeg efterhånden er faldet godt ind i rollen som kirkevolontør, hvor min vigtigste opgave består i at piloterne har det godt, så måske er det ikke så slemt igen at være hønemor/far. Heldigvis er de nogle gæve piger, med ben i næsen (selvom jeg stadig ikke er helt med på hvad det egentlig skal betyde..?) og de skal nok klare sig. Det er en kæmpe velsignelse at opleve hvordan Gud leder dem, bruger dem, inspirerer dem og udfordrer dem, og samtidig at opleve hvordan de tager imod det, på hver deres måde!

Det er heller ikke så dumt, at have nogle kreativt-tænkende piger i baghånden, når vi i Den Danske Kirke inviterer til fastelavnsgudstjeneste og efterfølgende tøndeslagning, og jeg bryder min hjerne for at finde på en udklædning. Inden jeg kunne nå længere end til Batman, havde de allerede bestemt at de skulle være Rip, Rap og Rup og at jeg selvfølgelig skulle være Joakim Von And. Hvordan den tanke aldrig har slået mig selv, er mig nu temmelig uforståeligt.. Efter en spændende uge med konstruktion af en tønde uden træ, havde vi en fantastisk eftermiddag i Ascension Church, på toppen af Oliebjerget, med en flok glade børn og om muligt endnu mere glade forældre, jødiske såvel som kristne. Det er fantastisk at se, hvordan vi som kirke kan være med til at give børn og voksne en bid af Danmark, samtidig med at vi kan dele troen på Jesus Messias!

Generelt får jeg lov at være en del af en masse store ting i disse måneder – som i sidste uge, hvor jeg tog med piloterne til Eilat, en turistfælde beliggende i det sydligste Israel, hvor jeg ikke før har sat mine ben. Efter en utroligt flot 5-timers bustur gennem Negev-ørkenen, ramte vi byen, som mest af alt kan sammenlignes med en blanding af Lalandia og Løkken, dog i en noget større skala. Overdådige hoteller, lækre strande og et væld af spisesteder som tydeligvis var klar over at turister har penge nok, og en lufthavn – midt i byen! Jeg fik lov at være missionspilot for et par dage, og hjælpe til ved en model af det bibelske tabernakel, som israelitterne byggede i ørkenen. Missionspiloternes uddybning af oplevelserne der, kan læses her på fællesbloggen. Jeg vil blot anbefale enhver der bevæger sig i nærheden af Eilat og Timna park, som stedet hedder, at stikke næsen forbi. Det er helt utroligt lærerigt og Guds store og geniale frelsesplan bliver vist frem for fuld kraft. Utroligt stærkt sted.

En anden spændende oplevelse, var at Eilat blev ramt af den størst regn/torden/haglbyge i flere år – faktisk har det ikke haglet i Eilat siden før jeg blev født! Sådan en byge er jo spændende nok i sig selv, men da jeg samtidig havde fået fornøjelsen af at måtte sove udenfor, da vores hostel ikke havde flere pladser, fik jeg lov at opleve bygen på helt tæt hold. Heldigvis var der en presenning, som gav en smule beskyttelse. Det mindede mig om at mange af de steder i Bibelen, hvor Gud beskrives som en der skjuler, beskytter og gemmer os for naturens rasen, bla i Salme 27,5: ”Han gemmer mig i sin hytte på ulykkens dag, han skjuler mig i sit telt.” Midt i haglstormen kunne jeg smile, ved tanken om at Gud er min beskytter. Han er med i alt – og har ikke huller, ligesom den slidte presenning der dækkede mig den nat. Hvor er det vildt at Gud bruger sit eget skaberværk, til at lære os mere om ham!

Det blev endnu tydeligere et par dage efter, da jeg pludselig befandt mig i ørkenen, med min rygsæk, 4 liter vand og en bagende sol, som nærmest virkede til at le af os. De tre piloter, den anden kirkevolontør Asbjørn og vores nyeste bekendtskab Zoe som er i landet for at studere, begav os ud på en tre-dages vandring i Maktesh Ramon, et nådesløst og bjergrigt krater midt i Negev-ørkenen, bevæbnet med pitabrød, müslibarer og gode sko. Tre dage, 70 kilometer, to iskolde nætter og adskillige vabler senere, kravlede jeg op ad krateret igen og kollapsede på en parkeringsplads. Fuldstændig kvæstet, men fyldt af taknemmelighed. Taknemmelighed over Guds skaberkraft, hans omsorg og det sammenhold vi havde oplevet, også når hver især ramte muren – hvilket bestemt skete! På hebraisk er der en sammenhæng mellem ordene ”tale” og ”ørken”, hvilket blev tydeligt for mig, midt i mellem klipper, lange grusveje og flotte udsigter. Guds tale bliver forstærket i den bare og golde natur og mine hørelse skærpes af den dybe, nærmest skræmmende stilhed der regerer i ørkenen. Det var som naturen lovpriste Gud sammen med os, lidt ligesom det beskrives i Esajas 55,12: ”Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer, alle markens træer klapper i hænderne.” Der var godt nok en del flere bjerge end træer, men verset blev utroligt livligt for mig undervejs. Hold fast, hvor er Gud dog bare stor.

Jeg er nu hjemme i Jerusalem. Her taler Gud heldigvis også, blandt andet på Israelsmuseet, det nærmeste man kommer et nationalmuseum i Israel, som for tiden kører en udstilling med navnet ”Behold the man”, hvor forskellige jødiske kunstnere portrætterer Jesus og identificerer sig med ham. Sådan en udstilling havde været helt utænkelig for blot få år siden, i en kultur hvor Jesus hellere skal glemmes end mindes, så det var kæmpe stort at dykke ned i de ”farlige” værker. Et fællestræk for kunstnerne var, at de alle på en eller anden måde omfavnede Jesus som en jødisk broder, og den smerte han gennemgik. Det kom til udtryk på mange måder, men stærkest gennem Moshe Castels værk ”The Crucified.”

Castel, som voksede op i det der i dag svarer til Israel, mistede i 1948 sin kone, som døde under fødslen af deres datter og tre år efter døde datteren. Han lukkede sig inde i et kloster, hvor han malede dette billede af Jesus, der hænger på korset, men med sit eget ansigt på kroppen og med teksten: ”Jøden Castel” skrevet øverst. Castel identificerer sig helt tydeligt med Jesus og den lidelse han gennemgik på korset. Det stærke er at Castel ikke var påvirket af vestlig kunst, i samme grad som de andre kunstnere i udstillingen, hvilket gør værket meget dristigt i hans samtid. Udstillingen bliver besøgt af mange jøder, både religiøse og sekulære, som får et møde med den Jesus de ikke ved noget om – Gud arbejder virkelig på mangfoldige måder!

Jeg har det egentlig lidt som Johannes skriver i Joh 21,25: “Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.”  Jesus gør så mange ting, og selvom jeg nok ikke får skrevet dem alle ned, så fylder et blogindlæg heldigvis væsentligt mindre end en bog, så forvent mere herfra. Gud er god!

Det regner. Ikke meget, men nok til at der ligger et tyndt vandspejl på Jerusalems gader. Selvom jeg har besøgt ”den gyldne stad” et par gange, kan den stadig overraske og vise nye sider af sig selv. Heldigvis giver det mig en oplagt mulighed for at sidde indenfor, i min lille lejlighed, og dele lidt tanker fra mine første uger som kirkevolontør ved den danske kirke. Der er nok at tage fat i!

Jeg havde fornøjelsen af at følges fra Fredericia og helt til Jerusalems porte med tre gæve missionspiloter, der ligesom jeg er udsendt af Israelsmissionens Unge. Missionspiloterne er et enormt spændende og bredt volontørprogram, som har til formål at udruste unge danskere til at være i Guds mission og finde deres plads i den. Det sker gennem et 3 måneders ophold i Israel med undervisning, oplevelser og vigtigst af alt gennem mødet med en lang række af Israelsmissionens partnere i Israel og på Vestbredden, hvor de får lov at møde en masse vidt forskellige mennesker, med vidt forskellige fokusområder og evner, men som har det tilfælles at de ønsker at tjene Gud og mennesker gennem de evner de har fået givet. Det lyder godt, ikke? For 3 år siden var jeg selv en del af missionspilot programmet og det kan varmt anbefales. Hvis nysgerrigheden bliver ubærlig, kan deres blog også findes her på blog.israel.dk.

Nå, men tilbage til sagen. Vi ankom sikkert til Jerusalem, blev mødt af David Serner, den danske præst og fik anvist vores lejligheder, beliggende dybt inde i det kristne kvarter i den gamle bydel. Jeg har mit eget lille sted med piloterne (som de for nemhedens skyld vil blive kaldt på denne blog fremover) boende et stenkast herfra. Det er fantastisk at bo så centralt i det der af mange kaldes verdens centrum. Gravkirken ligger et par hundrede meter fra min hoveddør og Tempelpladsen, Grædemuren og den postkortvenlige klippehelligdom, hvor flere tusind års historie har sit udspring, er hurtigere at besøge end den nærmeste biograf. Det er sjovt at tænke på, hvor mange herskere, konger og andre ildsjæle som brugte et helt liv på at længes efter et sted, som i princippet kunne betegnes som min baghave.

Som sagt er jeg kirkevolontør i den danske kirke. Titlen dækker over en lang række forskelligartede opgaver, som dog stort set alle har noget at gøre med piloterne. Det drejer sig om at forberede gudstjenester i kirken, som belejligt også ligger i den gamle by, at guide piloterne og andre rundt i byens mange religiøse og historiske seværdigheder, og undervisning i mission og det vi kalder ”Kristendommens jødiske rødder” – mere om det senere. Derudover er der en masse småopgaver, som at flytte madrasser rundt i byen, betale huslejer og meget andet.

Da jeg i sidste uge fik lov at undervise piloterne i Guds mission, sammen med min gode og rare kirkevolontørkollega Asbjørn, slog det mig pludselig: Hvor er det fedt at få lov at tage Bibelen med på arbejde – hver dag! Det er en kæmpe velsignelse at have Bibelen som det største og vigtigste arbejdsredskab, der hvor det meste af den foregår og er skrevet. Samme oplevelse fik jeg da en gruppe på 30 KFSere samlet fra gymnasier på Sjælland og Bornholm, som led i en tur arrangeret i fællesskab af Israelsmissionens Unge og KFS, i denne uge besøgte Israel. Jeg fik lov at guide gruppen i Jerusalem og en dag i Galilæa, som på to vidt forskellige måder giver anledning til masser af refleksion og taknemmelighed til Jesus, som sagde og gjorde så mange forunderlige ting på de steder. Samtidig var det utroligt rørende at opleve KFSernes nysgerrighed, ikke efter sten og årstal, men efter Gud og hvad han har at sige til dem i dag!

Det fylder mig taknemmelighed, også for alle de gaver fra familie og venner, Missionsfonden og Indre Mission, som har gjort det muligt for mig at være her, og ikke mindst Israelsmissionen som har turde at sende mig afsted. Af hjertet tak!



På en stroppetur gennem den gamle by, fandt jeg dette skilt ved en, tilsyneladende desperat, sælgers bod. Det fik mig til at tænke. Går jeg den rigtige vej i forhold til Gud? Leder jeg andre, i dette tilfælde piloterne og KFSerne, den rigtige vej? Det blev især stærkt da jeg besøgte Grædemuren for at bede for jøderne og at de må tage imod Jesus som deres Messias. Her bliver det (igen) tydeligt for mig, at mange af dem ikke er på ”the right way.” Derfor vil jeg slutte med et vers som på mange måder er overskriften i arbejdet i Israelmissionen og mit arbejde som kirkevolontør: (Rom 10,1) ”Brødre, af hele mit hjerte ønsker jeg og beder til Gud om, at de [jøderne] må frelses.”

Shalom!