16. juni 2017
Arne Pedersen, kommunikationssekretær
Michelle Tolentino kommer frisk fra Wittenberg, hvor Lausanne-bevægelsen, som Israelsmissionen er en del af, i anledningen af reformationens 500 års jubilæum, de seneste dage har samlet 90 ledere fra hele verden, som alle har fingeren på pulsen hvad angår mission indenfor områder som forretningsverdenen, muslimer osv. Michelle arbejder på Filippinerne med at bringe evangeliet til børn, som kommer ud af trafficking, er udsat for vold eller misbruges på andre måder. Derfor er hun også leder af den Lausanne-interessegruppe, som har med udsatte børn at gøre. Hun er optaget af spørgsmålet: Hvordan bringer vi det hele evangelium til udsatte børn?
Michelle Tolentino
”Det bedste ved at være med på konferencen var helt klart den ånd af fællesskab og samarbejde, der var. Det var ikke sådan, at de ældste påberåbte sig anciennitet og sagde ”Lyt til os!”. Vi, der er unge, blev virkelig lyttet til og vores perspektiv blev værdsat,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg mener, Chris Wright, der jo nærmest er arkitekten bag Lausanne sammen med John Stott, sad sammen med mig til vores rundbordsdiskussion, og han lyttede til mig på samme måde, som jeg lyttede til ham. Det var stærkt, for det viste samtidig hvilken ydmyghed, der prægede konferencen.”
Konferencen havde ikke noget egentligt program fastlagt – ud over bibeltimer og bøn om morgenen. Man havde inviteret de 90 mennesker fra hele verden i en differentieret alders- og interessegruppe. Konferencen begyndte med spørgsmålet: Hvad ser du som den væsentligste faktor for, at der kan komme gennembrud i verdensmission netop nu? Ud fra svarene blev der så dannet forskellige interessegrupper, hvor man kunne snakke, inspirere og forpligte hinanden og komme med forslag til Lausanne-netværket om konkrete tiltag.
”Jeg var mest optaget af spørgsmålet om partnerskaber,” fortæller Michelle, som har været en del af Lausanne-bevægelsen siden 2010 i Cape Town. ”Vi har en helt enorm vigtig opgave i at bruge vores ressourcer på den bedst mulige måde – på tværs af kristne retninger, sprog og kultur. Vi skal lade os inspirere af andre!” mener Michelle og fortæller, at der ikke er særligt mange evangelikale kirker, som arbejder inden for hendes ekspertiseområde. ”Dem på kanten af samfundet mener ret ofte, at de evangelikale kirker ikke er for dem,” fortæller hun og fortsætter: ”Derfor er jeg virkelig optaget af – ikke bare hvordan vi kan gøre kirken relevant eller kontekstuel for denne gruppe af mennesker, men hvordan kan vi gøre kirken inkarnatorisk? Gud blev menneske – kød og blod – for at gøre evangeliet tilgængeligt for os. Vi må konstant lade os udfordre til, hvordan vi gør det, der hvor vi er, og indenfor det område vi selv arbejder med,” mener hun.
Michael Oh, leder af Lausanne-bevægelsen, mener der primært er to områder, som konferencen har været med til at gøre tydelig: ”Et profetisk kald går ud fra dette sted til kirken i hele verden om at bede og arbejde mere sammen. Der er ingen større barriere til global mission end attituden: ’Jeg har ikke brug for dig.’ I Lausanne kender vi til over et halvt tusind netværk, som arbejder på at sprede evangeliet i verden. Hvad ville der ske, hvis disse netværk arbejdede sammen og stillede helt skarpt på global mission?” spørger han.
Og det var præcis det, der skete i Wittenberg i disse dage på konferencen. 90 mennesker, unge som gamle, fra vidt forskellige arbejdsgrene fra vidt forskellige steder i verden, fandt sammen for at inspirere hinanden – og kirken i resten af verden – og for at stille sig selv spørgsmålet: Hvordan bliver jeg og min kirke gode nyheder for de mennesker, jeg lever sammen med?
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Mange messianske jøder har oplevet at blive latterliggjort, chikaneret og endog overfaldet af deres israelske landsmænd. Men hvordan har medierne dækket de messianske jøder gennem årene? Det har Lea Bendel undersøgt i en artikel i tidsskriftet Mishkan, der udgives af Caspari Centeret i Jerusalem. Hun har analyseret medieuddrag helt tilbage til 1979, og tegner herigennem nogle klare tendenser i portrætteringen og opfattelsen af messianske jøder i de israelske medier.
Kristen eller jøde?
Mange messianske jøder oplever at stå i et spændingsfelt, når det kommer til deres identitet. På trods af, at de deler overbevisningen om at Jesus er messias med ”hedninge kristne”, adskiller messianske jøder sig ved at omfavne deres identitet som jøder. Dette har distanceret dem til både den kristne kirke, der ikke forstår, hvorfor de holder fast i de jødiske traditioner, og det israelske samfund, der oplever deres tro som direkte forkastelig og forræderi. I forlængelse heraf har det hebraiske ord for kristne notzrim en meget negativ klang i Israel, da det forbindes med en tragisk historie fyldt med antisemitisme i form af korstogene og holocaust. Joseph Shulam, messiansk jøde, har opsummeret dette spændingsfelt i en enkelt sætning: ”Vi er ofte for jødiske for de kristne, og for kristne for jøderne.”
Sproget former holdninger
Sprogbruget spiller en stor rolle, når den offentlige mening om en minoritetsgruppe bliver dannet. Lea Bendel fremhæver forskellige artikler, hvori der er brugt meget farvede udtryk og personlige holdninger.
Det er heller ikke ualmindeligt, at Holocaust bliver nævnt i forbindelse med messianske jøder. Udtalelser som ”Hitler dræbte vores legemer for os og de dræber vores sjæle,” og ”messianske jøder er ansvarlige for mordet på seks millioner under Holocaust” er holdninger, som præger debatten. På samme måde er paralleller til terroristgrupper heller ikke ualmindelige.
Mange medier har igennem årene også spredt falske informationer om messianske jøder og deres trospraksis. Det er for eksempel ikke usædvanligt, at messianske jøder bliver forvekslet med andre trossamfund. Lea Bendel giver flere eksempler på artikler, hvori messianske jøder bliver ligestillet med kristne sekter såsom Moon-bevægesen, Scientology eller Children of God, eller hvor organisationen Jews for Jesus bliver brugt som synonym for hele bevægelse.
Yad L’Achim og anti-mission
Yad L’Achim er den mest velkendte anti-missionske organisation i Israel. Den er grundlagt i 1950, og et af dens hovedformål er at kæmpe i mod ”den missionske trussel”. Yad L’Achim har mange tusinde agenter placeret rundt om i Israel, som holder øje med blandt andet messianske jøder. Organisationen har også fået fyret messianske jøder på baggrund af deres tro. En lille del af deres budget kommer fra blandt andet udenrigsministeriet og uddannelsesministeriet i Israel.
Debatten om, at messianske jøder er missionærer, som vil have jøder til at omvende sig fra deres tro og døbe dem ind i kristendommen, førte til, at der blev lavet en anti-missionærlov. Det er ikke alle, der er helt klar over, hvad denne lov indebærer, og mange evangelister bliver skræmt væk, når anti-missionærer prøver at overbevise dem om, at det er ulovligt at sprede evangeliet. Egentlig er det lovligt, så længe man ikke tilbyder folk penge eller materielle goder for at ændre deres religion.
Er den jødiske demokratiske stat demokratisk?
Regeringens rolle i den jødiske demokratiske stat er meget omdiskuteret. Nogle argumenterer, at fokus på jødedommen er stærkere end nødvendigheden af at være et demokrati. Det er utvivlsomt, at religiøse autoriteter har stor indflydelse på politiske beslutninger, og det kommer også til udtryk i debatten om messianske jøder. Medlemmer af staten lægger ikke skjul på deres holdninger, og med deres position har de ligeledes indflydelse på deres israelske medborgere. Det religiøse råds overhoved i Eilat har for eksempel udtalt, at han ”er alt for godt bekendt med messianske jøder” og at han ”personligt vil sørge for, at de ikke vil overleve her.” Udviklingen er positiv
Der er ikke noget enstemmigt perspektiv på messianske jøder i Israel. Nogle journalister skriver til fordel for, eller i det mindste upartisk om de troende. Andre skriver i en mere provokerende stil. Gennem de seneste år oplever flere og flere messianske jøder, at medierne giver dem en platform, hvor de i stigende grad får lov til at sætte egne ord på deres tro. Det har mange messianske jøder brugt som en mulighed for at fortælle deres personlige historie.
Lea Bendel afslutter sin undersøgelse med at konkludere, at der generelt set er sket en positiv udvikling i offentlighedens anerkendelse af de uretfærdigheder, messianske jøder oplever fra både ekstreme ortodokse grupperinger og fra regeringens side.
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Det var en lun sommeraften. Bølgerne skvulpede roligt ind mod bredden, mens jeg gik med fødderne i det bløde sand langs stranden. I horisonten lyste den gamle bydel Jaffo op, og jeg fik fornemmelsen af at befinde mig i en anden tidsalder.
Jeg havde ofte set ham sidde der bag sin beskedne bod på strandpromenaden. Brune milde øjne og latinamerikanske træk. Han var ung, men lignede én, der havde gennemlevet langt mere end sin alder.
Egentlig ville jeg have fortsat videre, hvis ikke vejen havde været afspærret, men de blå blink længere fremme fik mig til at stoppe op.
Han bød mig om bag boden, og fandt en beskidt plasticstol frem, som jeg kunne sidde på. Vi snakkede lidt om alt og intet, men han åbnede ret hurtigt op. Det var som om, vi havde en særlig fortrolighed.
Michael var hans navn. Han havde levet et udsvævende liv, forelsket sig i en israelsk pige og var nu endt her uden penge og et knust hjerte. Jo mere vi snakkede, desto tydeligere blev det, at noget var gået i stykker i ham. Det var svært at sige, om han var helt ved sine fulde fem, men jeg fik alligevel indtrykket af, at han inderligt søgte Guds nærvær.
Vi snakkede lidt om tro, og jeg delte min glæde i Jesus med ham. Han virkede et øjeblik interesseret, men lukkede hurtigt i. Han kunne måske tro på en Gud, men denne Jesus var ikke noget for ham. Følelsen af utilstrækkelighed vældede op i mig. Hvordan kunne jeg formulere mig, så han kunne forstå nåden?
Da vi afsluttede samtalen, gav han mig en halskæde, som han selv havde lavet. Jeg forklarede ham, at jeg ikke havde nogen penge, men det var han tilsyneladende ikke interesseret i. Den bestod af tre perler: to i perlemor og én i sort. Jeg blev mindet om Kristuskransen, hvor den sorte symboliserer kriserne, døden og mørket i livet. Hvor jeg dog ønskede, at jeg kunne få lov at give ham opstandelsesperlen.
På vejen hjem var det som om, jeg blev overvældet af Helligånden. Jeg måtte simpelthen bede for ham. Det blev klart for mig, at Gud havde haft en plan med dette møde fra start til slut. Midt i al min utilstrækkelighed, mindede han mig om, hvem der var i kontrol. Bønnen vendte meget konkret mit blik fra mig selv og hen på Gud.
Paulus skriver sådan her i Første Korintherbrev kapitel 3 vers 6 og 7:
”Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.”
Hvor er det frisættende. Gud kalder mig til at følge ham betingelsesløst, og jeg får lov at være en del af hans planer og plante frø. Men jeg kan ikke give vækst. Møder jeg mennesker med dette udgangspunkt? Eller vil jeg klare det hele selv?
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
I anledning af Hanukkah afholdte “Tents of Mercy”, et netværk af messianske menigheder i det nordlige Israel, en lejr for mere en 80 teenagere. Flere deltagere deler opmuntrende vidnesbyrd om deres møde med Jesus og det indbyrdes fællesskab.
Det er en stor udfordring for mange unge i dagens Israel at tro på Jesus. De oplever, hvordan det at identificere sig selv som messiansk jøde, skaber uønskede barrierer mellem dem og deres klassekammerater, og at det har konsekvenser for deres sociale liv. Selvom det er alment accepteret, at livet som jøde kan leves på mange måder, er det endnu ikke acceptabelt at tro på Jesus.
Til trods for de mange udfordringer, fortæller ungdomskonsulenten Sarah om store opmuntringer fra lejren. Hun beretter blandt andet om pigen Muriel:
”Muriel kæmpede. Hun var blevet stemplet som en ”outsider” af sine klassekammerater, og troede, at hun var den eneste troende på skolen. Men, bare et par timer efter at vi havde bedt Gud om at sende en anden troende, mødte hun en ny ven på lejren, som viste sig at gå på sammen skole.”
… Og andre unge, der delte deres vidnesbyrd:
Ester (18 år): ”Den første nat rørte Gud virkelig ved mig. Jeg kunne ikke presse mere lovsang ud. Jeg eksploderede indvendig af Guds kærlighed.”
Eli (rådgiver): ”Det var min første gang på lejren. På den første aften under lovsangen, følte jeg Guds nærvær meget stærkt! Det var én af de dybeste oplevelser, jeg havde haft i Israel. Jeg takker Gud for muligheden for at være en del af lejren.”
Elior (17 år): ”Jeg kendte ikke nogen. Jeg følte mig malplaceret. Men I tog i mod mig og jeg fik nye venner. Det var en stor velsignelse.”
Rebekka Zoll Nielsen, netværkskoordinator i Israelsmissionens Unge
I sommers havde jeg fornøjelsen af at være i Israel med fem tidligere missionspiloter. På turen gennemlevede vi vores volontørprogram igen, da vi besøgte flere af de organisationer, som vi tidligere har arbejdet for, herunder Ebenezer-hjemmet i Haifa. Under arbejdet kom en af de ansatte, Fred, forbi, og vi holdt en pause, hvilket Fred benyttede til en spontan lille andagt.
Han kom ind på, hvordan det er vigtigt at have den rette attitude i det arbejde, man laver. Han fortalte, at det er lige meget, hvad man laver. Om man fx bruger sin dag på hygiejnemæssige opgaver, så længe man har den rette attitude – at man vil gøre sit bedste og elske sine medmennesker i det, man laver.
Han betonede, at Jesus kun prædikerede offentligt en lille del af sit liv, og at han resten af sit liv arbejdede som tømrer og fokuserede på sit hverdagsliv. Det var ikke noget særligt arbejde, men Jesus tjente og ærede alligevel Gud i det og ønskede at elske menneskene omkring sig. Fred påpegede, at Jesus godt kunne have startet sit offentlige virke tidligere, men at han blandt andet ønskede at tjene Gud og mennesker ved at leve et normalt liv og at bruge det som forbillede.
Jeg kan nogle gange tænke, at mit liv først rigtigt begynder, når jeg engang er færdig med min uddannelse, og at ’fromme’ gerninger kan vente til, jeg bliver ’voksen’. Fred sagde om Jesus, at han ikke ventede med at tjene og ære Gud, til han begyndte sit offentlige virke. Han gjorde det igennem hele sit liv, dér hvor han var.
Hvis du ligesom jeg, kan tænke, at mission kan vente, så er det nok en påmindelse værd at minde om, at dit liv allerede er i gang, og at du er kaldet til mission også nu. Hvis du modsat mig tænker, at du er for gammel til mission, og at det er tid til, at de unge tager over, vil jeg udfordre dig på at tage en snak med Gud om, hvorvidt han er færdig med dig. Det er han næppe!
Skal vi ikke elske og tjene de mennesker, vi er iblandt? Bruge tid med vores kollegaer og studiekammerater og danne relationer til dem? Hilse på vores naboer og hjælpe dem, hvis nødvendigt?
Der på græsplanen i Ebenezer-hjemmets have opfordrede Fred os og alle andre med til at ære Gud med vores liv. Lige meget om vi er studerende, arbejdsløse, på arbejdsmarkedet eller pensionister. Jeg læste engang i en bog, at vi som kristne skal leve gennemsigtigt. At vi skal lade mennesker se mindre af os og mere af Gud, når de ser på os. Jeg tror, Jesus med sit liv forsøgte at vise os et eksempel, også da han var tømrer, som vi skal efterligne.
I Hebræerbrevet 13,16 står der: ’Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i’. Det er et vers inspireret af Esajas 58, 6-7 om en faste med fokus på næstekærlighed. Mon ikke Jesus blandt andet har haft Esajas’ ord i sit hoved, da han som ung mand tjente Gud som tømrer i Nazaret?
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Lausanne-bevægelsen afholdte i august deres tredje ungdomskonference i Indonesiens hovedstad Jakarta, som omkring 1000 kristne fra mere end 140 lande tog del i. Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen, deler indtryk og udfordringer fra ti begivenhedsrige dage.
Den mangfoldige kirke
Konferencen afspejlede på mange måder kirkens mangfoldighed på verdensplan. Det kom blandt andet til udtryk gennem lovsangen, hvor rytmer, ord og kropssprog blev brugt til at lovprise Gud. Konferencen bød også på både opmuntringer og udfordringer.
”Vi fik fortalt om de herlige og forunderlige ting, der sker for Guds rige på de mest overraskendende steder i verden”
Bodil fortæller om, hvordan de blev udfordret til at fortælle deres egen historie i lyset af Guds frelsende og fornyende kærlighed. Ikke kun, som den kommer til udtryk i den bibelske fortælling, men også sådan som Gud ved sin Ånd fortsat virker og kalder i dag.
Troen må afspejle sig i livet
Temaet for konferencen var ”Forenet i den store historie”, og blev indledt med en dramatisering af Bibelens fortælling fra skabelse til nyskabelse. Gennem bibeltimer, foredrag og andre indlæg blev Bibelens store kapitler sat i fokus under mindre overskrifter: skabe, bekende, reflektere og meditere, elske, forsone og tilbede. Temaerne var formuleret som handlinger med fokus på, hvordan Gud handlede og fortsat handler i verden. Vores respons på dét Gud gør må nødvendigvis føre til handlinger og komme til udtryk i en tro, som er aktiv, og som afspejler sig i måden vi lever på – i den verden som Gud fortsat kalder for sin.
20 000 kinesiske missionærer
200 unge kinesere deltog i konferencen, og de havde et helt særligt fokus på mission. De planlægger at udsende 20 000 kinesiske missionærer inden 2030. Særligt har de fokus på muslimske områder mellem Kina og Jerusalem under overskriften ”tilbage til Jerusalem”. I dag bor der også mere end en million kinesere i Afrika, så tiden blev brugt strategisk på at skabe kontakter og finde nye samarbejdspartnere.
Nyt hospital i Nazareth
Sammen med Tuvya Zaretsky fra Jews for Jesus stod Bodil for to mindre samlinger, der havde særligt fokus på jødemission. Her dukkede mennesker fra vidt forskellige steder op: Korea, Kina, Pakistan, Israel og Afrika. Der var blandt andet én, hvis organisation netop havde begyndt et hospitalsarbejde i Nazareth. Han ville have hjælp til at forholde sig til situationen mellem israelere og palæstinensere. Det var vigtigt for ham og hans organisation, at deres indsats for især børn med fysiske problemer med behov for operationer blev til et holistisk missionsarbejde.
Navn eller stemme?
Konferencen havde et dynamisk program med gode bibeltimer og ærlige og udfordrende indlæg fra ældre ledere i mission. De fortalte om de mange erfaringer, de havde gjort sig som ledere gennem de fejl og fristelser, de havde stået i gennem deres tjeneste.
Bodil husker især et citat af Mutua Mahiani fra Kenya, der er international præsident for navigatørerne:
”Som leder må du vælge, om du vil være et navn eller have en stemme”
I mødet med et menneskes personlige historie, bliver vi både udfordret og velsignet.
Mødet med den forfulgte kirke
Mødet med en ung pige fra Tunesien gjorde et stort indtryk på Bodil. Pigen fortalte om, hvordan muslimske kvinder, der var kommet til tro, oplever forfølgelse tæt ind på livet. Selv havde hun levet med dødstrusler fra sin egen familie. Hun var blevet gift med en kristen egypter i Tunesien, men da myndighederne fandt ud af, at hun var konverteret, blev manden udvist af landet. De bor nu i hver deres land. Som konvertit kan hun ikke flytte til Egypten. Pigen udtrykker dog klart:
”Men jeg er ikke et offer. Sådan må I ikke se på mig. Det er ikke min identitet. Jeg er en, som følger Jesus. Det koster, men det er prisen værd.”
Flygtninge er kirkens håb
Den næstsidste aften stillede Os Guinness spørgsmålet:
”Kan der skabes vækkelse i kirken i Europa?”
Spørgsmålet står stadig klart i Bodils hukommelse. Guinness var ikke selv så sikker på det, men skal det ske, fastslog han, må vi have hjælp fra kirken i Afrika og Asien.
”Men det er også dem, der nu kommer til os som flygtninge eller immigranter. De er ikke kirkens problem i Europa. De er kirkens håb.”
Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge
En ældre mand i blå crocs rykker tættere og tættere på os. Han har fulgt med på sidelinjen en 10 minutters tid. Lyttet til vores lovsang og suget stemningen til sig her på Abramham Hostels tagterrasse i hjertet af Jerusalem.Han virker nysgerrig og rykker helt tæt på. Til sidst hiver han sin guitar frem og synger for os:
”Oh Jerusalem. You’re the place on earth where we find the light. We can take the world and make it shine so bright,” synger han med smukke melankolske toner, mens hovedet svinger fra side til side i takt til fingerspillet. Den blomstrede kippa på hans hoved følger med. Bedesnorene i trøjen dingler frem og tilbage.
Det var en stærk tekst, som jøden Glenn præsenterede for os en lun sommeraften. Hans publikum var et par håndfulde IUere, der i juli rejste til Israel i 14 dage. Og måske virkede teksten så stærk på os, fordi den frimodige jøde havde ret. Jerusalem er noget særligt. Her er lyset, kunne vi blive enige om trods hver vores tro. Vi danskere tænkte på Jesus. Glenn så et andet lys.
Da sangen ebbede ud, delte Glenn sin historie. Han viste sig at være lige så gammel som staten Israel – og insisterede lige så meget på at jødedommen er sandheden, som Israel gør på at eksistere. Måske var det derfor, samtalen gik i hårknude.
Efter Glenn havde delt sin historie, var dialogen åben. Han stillede spørgsmål til os og vores tro – og vi gjorde det samme til ham. Men kort efter blev det særlige rum brudt. Èn stillede et spørgsmål til den standhaftige jøde, som kom lidt for tæt på. Glenn gik i forsvarsposition og forklarede sit synspunkt i en aggressiv tone. Sådan fortsatte det begge veje, selvom vi sammen forsøgte at finde tilbage til udgangspunktet. Der var clash og mure af store ubesvarede spørgsmål overalt.
Til sidst gik jeg i frustration. Et par dage tidligere var jeg med organisationen Jews for Jesus rundt i Tel Aviv for at dele flyers ud i nabolaget. I hver postkasse, jeg kom til, hang der allerede en reklame for et lokalt tøjrenserfirma med ekstra gode tilbud. Jeg følte, jeg lavede samme PR-stunt ved at smide en flyer med Jesus, der også vil vaske ren. Han vil bare vaske lidt mere end tøjet – og gratis. Sikke et tilbud. Med de tanker besluttede jeg mig for, at tøjrenser-stilen ikke var den rigtige måde at dele sin tro på. Kontakten til selve mennesket måtte være vigtig.
Men da jeg gik i frustration fra samtalen med Glenn, blev jeg alligevel i tvivl. For her stod jeg med et menneske, der delte frimodigt. Og alligevel gik det galt.
Hvordan møder vi bedst jøder med evangeliet? I dialog, eller når vi efterligner den lokale tøjrenser? Jeg er i tvivl. Flere tusinde fik muligheden for at læse om det gode tilbud, da jeg delte flyers ud. Jeg brugte cirka lige så meget tid med Glenn, før jeg gik.
Uanset hvad er det som om, evangeliet nemt går i hårknude. Heldigvis er det i sidste ende Gud og ikke mig, der skal vise vejen til Jerusalems lys. Men det er stadig værd at overveje: Hvordan leder jeg bedst folk til Jerusalems lys?
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 14. september 2016
”Det bliver spændende at finde ud, hvad Gud gerne vil med os,” fortæller Louise Breindahl, som i slutningen af august rejste til Jaffo og Immanuelkirken sammen Rasmus. De har været gift siden november sidste år og ser det halve år i Israel, som lidt af et eventyr hvor Gud måske vil løfte lidt af sløret for sit kald til dem som ægtefolk.
”Naturligvis glæder vi os også til bare at opleve en helt masse,” afslører Rasmus og fortsætter: ”Jeg glæder mig helt vildt til at lære Israel, kulturen og det jødiske folk bedre at kende, for jeg tror, det kan øge min forståelse af Bibelen.”
For Louise er det først og fremmest kulturmødet og de mennesker, der er i kirken, hun glæder sig til: ”Det er virkelig spændende at møde andre kulturer og forsøge at forstå mere af, hvad der egentligt sker, når jeg møder mennesker, som er anderledes end mig,” fortæller hun og afslører, at netop Immanuelkirkens meget forskelligartede menighed var en af grundene til, at hun netop gerne ville der til.
Både Louise og Rasmus har været af sted på volontørophold før – Louise i Cameroun og Rasmus i Honduras. Men det er første gang de skal af sted sammen. ”Det bliver spændende at finde ud af, om vi kan arbejde sammen,” griner Louise. Parret har i fællesskab ansvaret for kirkens ungdomsarbejde i det halve år de er af sted. Rasmus har også andre pastorale opgaver som forkyndelse og undervisning, mens Louise også får ansvaret for kirkens kommunikation. Derudover skal hun undervise etiopiske flygtninge i engelsk. ”Men mest af alt handler det om, at vi skal være tilgængelige for de mennesker, der kommer i menigheden,” mener Rasmus.
Begge kan bruge opholdet som praktik – Louise på 3K-uddannelsen og Rasmus på teologi. ”For mig bliver opholdet også en slags præstepraktik,” fortæller Rasmus. ”Det bliver en mulighed for at finde ud af, hvad det vil sige at være præst, og om det er noget, jeg kan holde til,” siger han. ”Det er heller ikke en helt fremmed tanke for os måske at skulle ud som missionærer på et tidspunkt, så opholdet i Israel er en fin måde at afprøve det på,” afslører Louise.
Louise og Rasmus’ primære opgave i Immanuelkirken er at hjælpe Marit og Bradley Long, som er det nye præstepar ved kirken. Vi håber, at Israelsmissionens venner vil huske både Louise og Rasmus samt Marit og Bradley og deres familie i forbøn.
Jakob Wilms Nielsen, sognepræst i Kvaglund og medlem af Israelsmissionens landsstyre
En søndag i juli havde vi dåb i kirken, hvor jeg er præst. En tidligere muslim fra Iran, vi kan kalde ham Said, fik et møde med Jesus og ville gerne døbes.
Said har været en del af menigheden de sidste par måneder og noget af det, som har gjort indtryk på ham, er, at vi som en del af kirkebønnen beder for Israel og for Jerusalems fred.
Han har været vant til fra moskeen i Iran at høre forbandelser over Israel og det jødiske folk, og det gjorde derfor stort indtryk på ham, at høre os bede for Israel og for fred.
Jesu folk, det jødiske folk, og Saids folk, iranerne er traditionelt ærkefjender. Præstestyret truer med at drive jøderne tilbage i havet, og Israel truer til gengæld med militære aktioner, hvis ikke Iran dropper deres ambitioner om atomkraft.
Men Saids nyfundne tro på jøden Jesus har gjort noget ved hans syn på det jødiske folk. Han kan nu af hjertet bede med på forbønnen for Israel og for fred i Jerusalem. Han ønsker brændende at kunne besøge Israel for at se de steder, de bibelske beretninger udspillede sig.
Said er på en måde et levende eksempel på det, Paulus taler om i Efeserbrevet:
Husk derfor, at I, der var født som hedninger […] dengang var adskilt fra Kristus, udelukket fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Men nu, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, ved Kristi blod kommet nær. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os. (Ef 2,11-14)
Iraneren Said er blevet venner med jøden Jesus, og det har fået konsekvenser for, hvordan han ser på hans nye vens folk, jøderne.
Som en del af Israelsmissionens landsstyre var jeg for nyligt med på en rundrejse i Israel for at mødes med vores partnerorganisationer.
Det var på den ene side opløftende at mødes med mine jødiske brødre og søstre og erfare, hvordan vi, selvom vi kommer fra vidt forskellige sammenhænge, er forenet i vores fælles tro på Jesus, men samtidigt var det nedslående at høre, at der stadig er konflikt mellem messianske jøder og palæstinensiske kristne.
Der er stadig brug for forsoningsarbejde. Et arbejde som er nært forbundet med Israelsmission, for der findes ikke noget stærkere vidnesbyrd om evangeliets sandhed end enheden mellem to, som burde være fjender. Jesus selv beder i sin ypperstepræstelige bøn i Johannesevangeliet kap 17 om, at hans efterfølgere må være ét, for at verden kan se, at Gud har udsendt ham.
Hvor palæstinensiske kristne og messianske jøder mødes i fred og enhed, er det et stærkt vidnesbyrd for deres respektive folk om evangeliets sandhed, og derfor må vi, der er engageret i Israelsmission, være de første til at støtte forsoningsarbejdet i Israel.
Så mange flere jøder såvel som palæstinensere, ligesom min ven Said, kan møde den jødiske Messias og give deres liv til ham.
Messiansk jødisk deltager i Musalaha, 31. august 2016
Kan du lide at arbejde med børn? Det kan jeg. Jeg elsker at se forundringen i børns ansigter, når de møder noget nyt for første gang. Jeg husker, at jeg som barn blev forundret af en smule olie, som blev hældt i noget vand. Jeg blev ved med at røre i blandingen. Hurtigere og hurtigere – for at se om olien blev opløst. Men hver eneste gang skubbede de små bobler af olie sig igennem vandet. Olien vendte tilbage til den samme tilstand som før – et lag olie i toppen af glasset adskilt fra vandet.
Man kan simpelthen ikke blande olie og vand uden hjælp.
Det samme gør sig gældende for jøder og arabere, selv messianske jøder og kristne palæstinensere. Vi kan ikke blandes. Jeg siger ikke, at vi ikke deltager i hinandens gudstjenester eller beder sammen til diverse konferencer. Selvfølgelig gør vi det. Men vi sænker ikke paraderne. Vi taler ikke om de svære spørgsmål, og vi lukker ikke hinanden ind i vores liv.
I disse dage med terrorisme og besættelse er det ikke overraskende at mange af os – hvis ikke de fleste – giver efter for mediernes og politikernes retorik. Vi tænker det værste om hinanden og forlanger af ”de andre”, at de tilpasser sig vores synspunkter, før vi er villige til at indgå i en samtale. Vi vil have olien til at foregive, den er vand, og når den ikke gør det, kritiserer vi den for at være olie.
Som messianske jøder er vi nødt til at kæmpe, ikke kun med den israelsk-palæstinensiske konflikt, men vi må kæmpe med alt det, som det indebærer at være israeler. En lang værnepligt, kærligheden til vores land og vores usikre placering i det israelske samfund. Det hele bliver mere kompliceret, når vi tænker på den virkelighed, som vores palæstinensiske brødre og søstre lider under. Hvis vi valgte at holde fast i majoritetens holdning i Israel, ville vi ikke engang overveje at være i samme rum som dem, der tilslutter sig palæstinensisk teologi eller politik.
Under de seneste års politiske krise, har Israel tenderet til at orientere sig mod højre. Vi drejer ud på højrefløjen, når vi er bange, og mod venstrefløjen når vi ikke er. Særligt efter vores seneste sving mod højre bliver venstrefløjen stigmatiseret. Dem som ser sig selv på venstrefløjen, bliver kaldet ting som ´forræder´ og tilmed ´anti-semit´. Hver eneste gang en jøde mødes eller associeres med en palæstinenser, bliver de stemplet som venstreorienteret, især hvis det er for at frembringe enhed og lighed. Det er udmattende, at man som messiansk jøde prøver at være en del af et land, som afviser vores tro, og som stigmatiserer vores politiske holdning som venstreorienteret. De fleste Jesus-troende jøder undgår derfor enhver association med palæstinensere, kristne og mange andre.
Omstændighederne bliver endnu mere ubehagelige, når vi tænker på vores tjeneste i det israelske militær. Situationen i Mellemøsten kræver soldater. Som messianske jøder er vi stolte af at aftjene vores værnepligt og støtte sikkerheden i landet. Det er en sikkerhed, som vores bedsteforældre ikke kunne nyde i 40’ernes Europa. Når vi så møder palæstinensere, møder vi ofte nogle, som kun har mødt jødiske soldater ved checkpoints, i patruljer eller i endnu værre sammenhænge. De kommer med en uundgåelig frustreret reaktion. Unge messianske jøder er efterladt med en følelse af skyld for forbrydelser eller handlinger, de ikke er skyldige i. Det giver unge jøder en følelse af irritation og nogle gange et højt pres.
Mange Jesus-troende jøder er derfor nødsaget til at sige til sig selv: ”Hvis jeg ikke vil kategoriseres som en af de røde, og jeg ikke er skamfuld over at have tjent mit fædreland, hvorfor i alverden skulle jeg så tale med mine palæstinensiske brødre og søstre i Musalaha?” I de fleste tilfælde er det her forsoningsprocessen stopper. Men i nogle tilfælde er der noget, der fører os videre – nemlig håb.
Den eneste grund til at vi engagerer os i relationer på tværs af grænser, er håb. På trods af alle knivene, geværerne, hadet og frygten tror vi på, at der er et håb for dette land og dets folk, som kan ændre selv det hårdeste hjerte. Det håb er evangeliet! Da Jesus blev menneske, lærte han os at se os selv med vores fjenders øjne – på samme måde som han selv blev menneske. Hans død lærer os at høre hans kald om at sætte os selv villigt til side og leve for andre først. Hans opstandelse viser os, at uanset hvad der sker, kan Gud forløse hvem som helst.
Hvordan vil det forandre vores land? Jesus forandrer relationer, fordi han er sæbe. Sæbe får olie og vand til at blandes. Sæbe sætter sig på hydrofobe væsker – olie, og det sætter sig på hydrofile væsker – vand. Dog, når sæbe gør dette, efterlader det ikke olie og vand i samme form, som de befandt sig i før. Jesus kan forandre vores folk, hvis vi er villige til at møde ham. Vi skal lade ham forandre os gennem forsoningsprocessen, så vi kan være hans forende legeme.
Hvordan skal det ske i praksis? Det kan jeg ikke fortælle dig. Men jeg kan sige, at jeg er spændt på at se Jesus gøre det.
Jeg håber, du vil være med til at bede for Musalaha og for alle de mennesker, som ønsker at bringe evangeliets kraftfulde budskab om frelse og forsoning videre i dette brudte land.
