Johnny Khoury havde ingen planer om at arbejde på Ebenenezerhjemmet eller for den sags skyld at blive leder for noget som helst. Men nu har han været leder for hjemmet i 16 år, og selvom det er svært at lede et plejehjem, når der er coronavirus i luften, så minder han sig selv om det kald og den mission, som Ebenezerhjemmet er for ham og for mange andre.

Men lad os begynde ved begyndelsen – i 1990’erne, hvor Johnny Khoury hver dag mødte op på sit arbejde på en aluminiumsfabrik i Israel indtil den dag, han ikke kunne klare det mere.

”Det var lange vagter og hårdt fysisk arbejde, og jeg kunne ikke holde til det, så jeg blev syg og var tvunget til at sige op på grund af arbejdspresset. Men hvad skulle jeg så? Jeg begyndte at bede til Gud for at finde ud af, hvad han syntes, jeg skulle,” fortæller Johnny Khoury, der havde arbejdet i mange år på aluminiumsfabrikken.

Ebenezerhjemmet søgte på det tidspunkt en leder, der var lokalt forankret, og det blev et vendepunkt for Johnny:

”Jeg oplevede et meget tydeligt kald fra Gud til, at jeg skulle banke på Ebenezerhjemmets dør, så jeg ansøgte, selvom jeg ikke følte, jeg havde meget at bidrage med. Jeg var lokal og kendte sproget og kulturen, men jeg vidste ikke meget om hverken ledelse eller sundhedssektoren,” fortæller han. Alligevel faldt tingene på plads for ham. Han fik et studielegat, så han kunne få undervisning i ledelse og sundhed, og det var perfekt for ham på det tidspunkt:

”På grund af uddannelsen kunne jeg hvile ud fysisk, som jeg havde brug for, samtidig med, at jeg blev forberedt til stillingen på Ebenezer. Omkring tre år senere begyndte jeg at arbejde deltid på hjemmet som viceleder sammen med den norske leder, der var der på det tidspunkt,” fortæller Johnny. Det var i 1998, og i 2004 blev han selv leder efter at have færdiggjort en kandidat i gerontologi (gerontologi er læren om aldring og ældre red.). Og det har han været lige siden.

For Johnny har det været en stor velsignelse at arbejde på hjemmet, og han ser det ikke bare som et arbejde, men også som Guds kald til ham. Hver morgen begynder Johnny med andagt for beboerne og derefter bøn med ansatte og volontører, og det er en stor glæde at kunne dele troen med sine medarbejdere.

Lige nu er der dog også en del udfordringer, der fylder i arbejdet og efter morgenens andagt og bøn ved Johnny på ingen måde, hvordan dagen kommer til at se ud. Corona-virusset har ramt Israel, og det har på vendt op og ned på beboernes og de ansattes hverdag.

Pres fra flere fronter

Ebenezerhjemmet er gået fra at have seks volontører til kun en enkelt, og de ansatte og beboerne er ramt af kontinuerlige reguleringer fra både myndighedernes side og i et håb om, at hjemmet kan holde sig fri fra smitte. Det er heldigvis lykkedes indtil nu:

”Min værste oplevelse i den sidste måned, var, da en besøgende til en af beboerne blev testet positiv med corona. En beboer blev nødt til at gå i isolation i 14 dage, men heldigvis kunne vi se, at vores restriktioner med mundbind og afstand havde gjort, hvad de skulle; der var ingen på hjemmet, der var blevet smittet med sygdommen,” fortæller Johnny. Som leder må han hele tiden balancere mellem, at beboere og ansatte skal have en hverdag så normal som muligt og samtidig skal undgå smitte. Det kan godt være svært.

”Det ville være det værste mareridt, hvis en eller flere af beboerne bliver syge, og derfor må vi være meget vedholdende, når det kommer til at overholde de regler, der skal overholdes for at undgå smitte. Beboerne må kun have besøg af én gæst ad gangen, og de kan ikke gå i kirke eller til aktiviteter uden for hjemmet. Det betyder, at vi prøver på at lave så mange aktiviteter her som muligt. For eksempel kan de følge deres normale gudstjenester online, vi har nadver her på stedet, og beboerne spiller musik for hinanden,” fortæller Johnny. Juan, en af hjemmets beboere, der tidligere har været organist i Immanuelkirken i Tel Aviv, har fået en særlig plads i ugens program: ”Juan spiller musik for os hver uge. Jeg kan fortælle dig, at han har sådan et talent, og det er sådan en glæde for alle her,” fortsætter Johnny.

Alt i alt lægger corona-virusset dog et stort pres på de ansatte:

«Vi bliver nødt til at have strenge rejserestriktioner for vores ansatte, og da vi mangler volontører, og der ofte er medarbejdere i isolation, så må resten af flokken tage en større arbejdsbyrde, end de plejer. Det er meget trættende mentalt. Samtidig skal de hele tiden forholde sig til nye regler og fremgangsmåder,” fortæller Johnny og fortsætter:

”I begyndelsen gik vi igennem Corona-krisen på adrenalin. Vi løb, løb og løb. Men hvis vi fortsætter sådan, ender det med, at vi kollapser. Så vi bliver ved med at minde os selv om, at det, vi gør, er et kald. Vi har bibelstudie hver dag med medarbejderne, og her bliver vi ved med at tale om, hvorfor vi gør det, vi gør.”

Et kald, en vision og Guds mission

”Ebenezerhjemmet blev bygget på en vision. Det er ikke et projekt, for et projekt har en begyndelse og en afslutning. Ebenezerhjemmet har derimod en begyndelse, og så er det Gud, der bestemmer, hvordan processen og afslutningen skal være,” fortæller Johnny. Han er ikke i tvivl om, at hjemmet er en del af Guds mission:

”For det første vil vi gerne respektere Guds hjerte ved at følge missionen om, at vi skal tage os godt af vores fædre og mødre,” beskriver Johnny og fortsætter: ”Og for det andet, så oplever vi, at hjemmet er et vidnesbyrd for andre. Vi er kendt i det israelske sundhedsministerium, og de ved, vi er messianske (Jesustroende red.). Og alligevel har jeg hørt, at de ser vores hjem som et forbillede for andre plejehjem i Israel. De ser vores tro gennem den måde, vi behandler beboerne her på, og på den måde tror jeg, vi er et vidnesbyrd, selvom vi er sådan et lille plejehjem i forhold til andre hjem i Israel.”

Johnny ser også en opgave i at tjene medarbejdere og volontører på hjemmet og sørge for deres åndelige behov:

”De fleste medarbejdere er troende, og vi beder for hinanden. Og når jeg kigger tilbage, så kan jeg også se, at mange af de volontører, vi har haft her, er kommet hertil på et tidspunkt, hvor de har været i en slags livskrise, som de er flygtet fra. Deres tid her har givet dem en retning i livet. Det kan vi selvfølgelig først se bagefter, men vi er rigtig glade, når det sker,” fortæller Johnny.

”Jeg er her,” siger Gud

Det er en hård tid at være medarbejder og leder for Ebenezerhjemmet i Haifa, men der er også lyspunkter:

”Det, der er meget opmuntrende, er, at der er så mange mennesker over hele verden, der støtter op om os og beder for os. Vi er sådan et lille sted, men alligevel kan vi se, at vi virkelig betyder noget for mennesker. Og gennem det, er det som om, Gud siger til mig: ’Jeg kender dine udfordringer, dine kampe og alt det svære, men jeg er her,’” fortæller Johnny.

Og lad det være en opmuntring herfra til at folde hænderne og sende en tanke og bøn til og for de beboere og medarbejdere, der er på Ebenezerhjemmet.

Artiklen er et uddrag fra FCSI’s nyhedsmail og oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm Risbjerg

Læs med og få et glimt af, hvad der rører sig i den israelske studenterbevægelse.

Evangeliet… Vi elsker det, og det har forandret os. Men hvorfor er det så svært at dele med andre? Vi er ofte bange for at fortælle det videre, og selv når vi får chancen for det, så kæmper vi med at forklare det – især på en måde, som ikke-troende kan forstå. Vores studerende i den israelske studenterbevægelse har de samme udfordringer, når de deler evangeliet med venner, familie, klassekammerater og laboratoriemakkere.

Det satte vores internationale ansatte Kevin fokus på, da han holdt to oplæg for studerende i Jerusalem og Rehovot under titlen ”At gøre evangeliet letforståeligt – i hvert fald en smule”.  Titlens afslutning ”i hvert fald en smule” – skulle understrege, at der altid vil være svære spørgsmål at svare på og svære samtaler, der vil følge vores vidnesbyrd. Men Kevin ønskede at give de studerende en praktisk værktøjskasse til at forstå og dele evangeliet på en måde, som var tilgængelig for ikke-troende.

”Det er sjældent, at vi i vores træningssessioner får mulighed for at afprøve vores nye færdigheder med det samme,” deler Kevin og fortsætter: ”Men netop i vores gruppe i Jerusalem, kom en kinesisk studerende til vores møde, den dag, vi havde fokus på at dele evangeliet. Han følger ikke Jesus endnu, men var kommet med i gruppen, da nogle af hans venner fra Indonesien og Japan havde inviteret ham. Da jeg spurgte gruppen: ”Hvad er evangeliet”, og vi prøvede at forklare det på en måde, ikke-troende kunne forstå, blev jeg meget opmærksom på, at vi faktisk talte direkte til ham og alle vores venner som ham. Da vi delte os op i par for at øve os, bad jeg en af vores troende studerende fra Singapore om at være sammen med ham. Hun delte evangeliet på mandarin (kinesisk), og brugte de værktøjer, vi lige havde lært. For nogle af de studerende var det bare en øvelse – for hende var det netop den mulighed, vi søgte!”