Skip to main content

Tilbageblik på julen i Immanuelskirken

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Julebazar, julegudstjenester og julekoncerter. December i Immanuelskirken var en travl, men dejlig måned. Vi havde en del juleevents i kirken, som krævede noget ekstra forberedelse. Men det var al forberedelsen værd, for det var en kæmpe glæde at kunne invitere så mange mennesker ind i kirken. Der var mindst 1300 mennesker i kirken i løbet af december, hvoraf en stor del ikke var kirkevante. Folk fejrer ikke så meget jul her i Tel Aviv. Dog synes mange, det er meget hyggeligt med lidt juletræer og julekugler, så julebegivenhederne tiltrak alligevel en del lokale. Håbet og bønnen er, at nogle af dem gik herfra ikke kun fyldt af juletræsstemning og gløggglæde, men fyldt af interesse for hvem Jesus er, og hvordan han er relevant i deres liv.
Cookie decoration event for børn med forældre
Et personligt højdepunkt var en lang snak, jeg havde med et ungt par, som kom til vores Christmas Carols aften. De troede ikke selv på Jesus, men var meget begejstrede for eventet og havde bare lyst til at blive og snakke. Manden kom fra en ortodoks jødisk familie, men var selv rimelig sekulær. Særligt han var meget interesseret i at snakke om religion og høre om, hvad det betyder for mig at tro. Vi delte tanker om, hvor håbløse israelitterne i GT – og vi mennesker i det hele taget – er til at tro på Gud, men hvor barmhjertig Gud er midt i det. Og jeg fik lov til at dele, hvordan jeg tror, Jesus er fuldendelsen på det, og hvordan det konkret forandrer mit liv og min hverdag. At se lyset i deres øjne, da jeg fortalte om min frihed i Jesus, var noget af det bedste, der skete i min december måned. Et andet højdepunkt var, at Bekah snakkede en del med en søgende kvinde, som kom til et par juleevents. Snart skal de mødes og snakke videre om tro. Det er sådan noget, der virkelig opmuntrer og gør, at det er hele molevitten værd at lave gløgg og varm kakao flere gange om ugen og bage 1200 figurkager; at invitere folk ekstra meget ind i vores kirker i juletiden!

Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Shalom! For halvanden måned siden begyndte jeg som kirkevolontør i Immanuelskirken i Tel Aviv. Jeg er ved at være faldet til hernede, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af menigheden. I løbet af en uge, har jeg mange forskellige opgaver, både praktiske og sociale. Jeg snakker med mennesker, laver havearbejde, gør rent, laver kaffe, står for aftener i ungdomsgruppen, og snakker mere med mennesker.

Arbejdsglæden er stor hos mig og de to andre tyske volontører, Lukas og Kilian. Jeg tror, det bl.a. skyldes, at præsten Yoel og Bekah (som arbejder i kirken og også er en slags leder for os volontører) tør give os ansvar. De kunne have valgt på forhånd at bestemme, at dét og dét skal udføres sådan og sådan. Så ville de have kontrol og sikkerhed. Men tilgangen er i langt højere grad: ”Her har du ungdomsgruppen. Der skal planlægges nogle aftener. 3, 2, 1, frit spil! Jeg stoler på, at dine idéer er gode, og at resultatet bliver godt. Spørg endelig om alt. Hvis noget fejler, er det altså ikke jordens undergang. Så prøver vi bare noget andet næste gang.” Yoel og Bekah giver slip på kontrol, men de giver plads til nye visioner, plads til at tænke kreativt, og plads til at kirken kan vokse. At give mig ansvar er at vise mig tillid. At give mig ansvar gør, at mit arbejde opleves langt mere meningsfuldt.

Fra venstre: Lærke, Lukas, Bekah, Kilian


Desuden tror jeg, arbejdsglæden er stor, fordi Yoel og Bekah brænder for, at vi hver især skal lave noget, vi kan lide og er gode til. Det ville jo være skørt at sætte mig til at oprette et system i kirkens cloud, hvis Kilian er god til det og synes det er sjovt, mens jeg ville bruge tusind år på det og kede mig ihjel imens. I kirkens lille staff-team skal der ikke så meget til for at få øje på mange af hinandens styrker og svagheder, evner og nådegaver. Men det er jo også nemt nok, når vi ser hinanden ”in action” hele tiden. Det kan jeg også huske fra mit år på KFS’ (Kristeligt Forbund for Studerende) bibelskole/Leder Trænings Center, LTC, sidste år. Vi var 15 elever, der var inddelt i 3 teams, som vi tog på teamperiode med 6 uger fordelt ud over året. På teamperioderne havde vi KFS-stande og religionstimer, hvor vi snakkede med gymnasieelever om tro. Og vi brugte tid med KFS’erne rundt i landet. Gennem alle de opgaver, vi skulle løse som team, blev styrker og svagheder hos os hver især meget tydeligere. Og vi lærte at bruge hinanden. Da LTC-året var omme, kendte jeg langt flere styrker og svagheder hos de fire personer på mit team end på resten af LTC-holdet. Det var godt at kunne bruge hinanden på teamet på LTC, og det er godt – og opmuntrende – at kunne bruge hinanden i staff-teamet i Immanuelskirken. MEN det kunne være endnu federe, hvis hele Immanuelskirkens menighed i højere grad kunne bruge hinanden. Det var jo ikke til et staff-team, Paulus sagde: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27), men til hele menigheden! Spørgsmålet er bare: Hvordan kommer vi i gang med at bruge hinandens styrker, evner, nådegaver mere i menigheden?

Det spørgsmål har Yoel og Bekah arbejdet med, hvilket har ført til, at der tre lørdage i september har været en halv times undervisning i nådegaver efter lørdagsgudstjenesten. Gudstjenesten har til gengæld været forkortet en halv time, så alle har haft tid til at deltage. Det har nemlig været vigtigt, at så mange som muligt er kommet. For målet er ikke blot at menigheden skal vide mere om nådegaver. Målet er, at vi forhåbentlig i langt højere grad skal bruge dem i praksis. Den første lørdag var en introduktion til nådegaver. Den anden lørdag svarede alle på et nådegavespørgeskema, så man kunne få en idé om, hvilke nådegaver, man måske har – og som man i hvert kan begynde at prøve sig frem med i menigheden. Den tredje lørdag gennemgik Yoel og Bekah de nådegaver, som var med i spørgeskemaet, og kom med idéer til, hvordan man konkret kan bruge sine nådegaver/mulige nådegaver i menigheden.

Undervisning i nådegaver v/ Yoel


Yoel og Bekah har et ønske om, at vi virkelig skal udnytte det legeme, menigheden er; at lemmerne skal komme i spil. Så kirken kan vokse sig stærkere og sundere, og vi kan se mere discipelskab i praksis. Ved at kende resultaterne af folks besvarelser af nådegavespørgeskemaet kan Yoel og Bekah lettere anerkende folks nådegaver og opmuntre dem til at bruge dem i menigheden, så folk kan vokse i deres nådegaver. Desuden fortæller Yoel og Bekah, at det måske kan gøre det nemmere at opstarte smågrupper, hvis de har lidt mere en idé om, hvem der kan være ledere, hvem der kan være værter, hvem der kan lide at bede osv. Bønnen er, at menigheden vokser i kærlighed og opbygges i tro og håb.

”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det.” (1 Kor 12,18) Det vers sætter mig fri, men det forpligter også. Det sætter mig fri fra at skulle være god til det hele og jonglere med ti nådegaver på én gang. For Gud har givet mig en plads på legemet, som han ville det. Men at jeg fået en plads på legemet kalder mig også til at forholde mig til den plads. Det er jo en gave, som har til formål at blive brugt, ikke til at blive glemt. Formålet er ikke at sige ”pyt, mon ikke der er en anden, der kan tage min plads?” eller ”min plads er alligevel ikke så vigtig. Så længe vi har en god prædikant og en god lovsangsleder er alt jo fint.” Formålet er, at jeg kan bruge mine evner og nådegaver til noget virkelig godt! Jeg kan få lov at tjene andre og tjene Gud. Gud vil bruge mig til at formidle sin nåde – det er stort! Jeg må altså forholde mig til, hvordan jeg kan tjene i min menighed – nu i Immanuelskirken, men også når jeg en dag kommer hjem til en menighed i Danmark. Svaret på hvordan det så er, kommer sjældent som et lyn fra en klar himmel, har jeg erfaret. Men det skal nok komme, hvis jeg stiller mig til rådighed og prøver mig frem med forskellige ting. Og beder Gud om vejledning, udrustning og kærlighed i tjenesten.

Nyt ansigt i det israelske studenterarbejde: ”Kom ud af din komfortzone!”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 18. september 2019

Reem Khaled er netop blevet ansat i FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel) som ny koordinator for den arabisktalende gren af bevægelsen.

”Jeg glæder mig utroligt meget til at arbejde side om side med de arabiske studerende i denne nye fase i mit liv!” Fortæller den unge kvinde om sin nye stilling.

Reem er vokset op i Kfar Yassif, som ligger i det nordlige Israel. Hun har studeret lingvistik og politik på Ben Gurion Universitet i Beer Sheva, og i løbet af studietiden har hun været en aktiv del af det israelske studenterarbejde.

Del det gode budskab!  

Reem brænder for at tjene de studerende. Hun oplever, at Gud har lagt hende på hjerte, at hun skal opmuntre dem til at komme ud af deres komfortzone, og dele det budskab, de bærer på om frelsen i Jesus – også selvom det er udfordrende.

Gennem sin nye stilling skal Reem koordinere den arabiske del af studenterarbejdet, som blandt andet indebærer at tage sig af de studerende, motivere dem og opmuntre dem til at dele deres tro og tage sig af diverse detaljer.

Fællesskab på tværs – israeler, araber og international

FCSI blev grundlagt omkring 1980, og er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende.

Organisationen har det formål at undervise i Bibelen, styrke de studerende i troen, hjælpe dem med at leve deres tro ud i hverdagen, koordinere og organisere aktiviteter og bibelstudiegrupper – og til sidst at opmuntre de kristne studerende i Israel til at dele evangeliet med deres medstuderende.

Vær med til at bede for:

  • De unge ledere i FCSI
  • De studerende – både nye og gamle
  • Reem, og hendes nye arbejde
  • Forsoning og vækkelse i Israel

Du kan støtte det israelske studenterarbejde her.

Vend ikke ryggen til

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Artikel skrevet af Andreas Johansson og Guro Kvakestad bragt i det norske magasin ”Først”. Teksten er oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm d. 12/9 2019

//LONG READ//

En weekend i sensommeren 2004 blev der afholdt en konference på klosteret Latrun, der ligger ved foden af højdedragene, som leder op til Jerusalem. Temaet for konferencen – familievold og kvindemishandling i det messianske miljø i Israel – stod i stærk kontrast til de ellers dejlige og fredfyldte omgivelser.

Initiativtager Lena Levin havde gennem længere tid forsket i fænomenet som en del af sine studier i pastoral vejledning på den israelske bibelskole ”Israel College of the Bible.” En af hendes opgaver bestod i at sammensætte et terapiprogram for enlige mødre i messianske menigheder.

Tabubelagte emner skaber uro

Arbejdet skulle vise sig at afdække et sårbart og tabubelagt område i det messianske landskab. Af de ti deltagere i gruppen, hun forskede i, fremgik det, at hele syv var blevet skilt på grund af vold og misbrug, én på grund af utroskab og en tredje fordi det viste sig at manden var homoseksuel. Da hun præsenterede fundene for resten af klassen, blev hun dog overrasket. ”Gud hader skilsmisse.” ”Det er bedst ikke at snakke om det.” ”Det er en gråzone.” ”Det tilhører privatlivet.” Dette var argumenterne. De mente, at hun ikke burde gå videre med studierne, men i stedet lade det hele ligge.

Men Lena mente dog noget andet. Hun kunne ikke bare lade det, kvinderne havde fortalt hende, ligge. Hun følte, at hun havde et ansvar for at forvalte historierne på en måde, der kunne give kvinderne, der havde oplevet så meget ondt, oprejsning og respekt. Derfor bestemte hun sig for at fortsætte sit eget studie af vold i hjemmet.

En ny start – Machaseh bliver til

Det viste sig faktisk, at op til flere messianske præster var interesseret i de fund, hun havde gjort, og de inviterede hende til en konference, som blev den første af sin slags. Her samledes præster, ledere og professionelle fra sundhedssektoren samt kvinder, der havde levet årevis med mishandling, og som havde lyst til at dele deres historier.

Det blev et gennembrud, som gjorde det muligt at starte et feltarbejde med forskellige kvinder, der havde besluttet sig for at bryde tavsheden. Dette blev også starten på Machaseh, organisationen Lena senere grundlagde, der betyder ”tilflugt”, og som hjælper marginaliserede mennesker i samfundet – blandt andet voldsramte kvinder.

15 år senere sidder international leder Elisabeth Levy på sit kontor på Caspari Centeret i Jerusalem, da hun får en forespørgsel om at samarbejde med Lena om tabubelagte temaer i messianske miljøer med fokus på kvindemishandling og vold i hjemmet.

Dette var ikke helt indenfor Casparis specialefelt og kompetenceområde – en udgivelse af en bog om børneopdragelse, var det nærmeste de kom – men Elisabeth var alligevel overbevist om, at det var noget, hun gerne ville være med til, så hun takkede ja til invitationen.

Gamle bibeltekster får nye perspektiver

Hvad fik Elisabeth til at takke ja? Hun så en sammenhæng mellem tolkningen af forskellige bibeltekster og kvindemishandling og familievold i menighederne. Selvom Caspari ikke havde de samme praktiske kompetencer som Machaseh i forhold til, hvordan man hjælper disse kvinder, så kunne Caspari belyse temaet fra nye vinkler, og på den måde skabe en bevidsthed om problemet. I mange af de tilfælde, der var snak om, var der netop blevet brugt enkelte bibelvers til at retfærdiggøre og forsvare voldelige handlinger.  

Flere af de præster, Elisabeth havde snakket med, syntes, at det var i orden at slå børn i forbindelse med opdragelsen. Der står jo i Bibelen, at det er i orden, ja det bliver ligefrem opmuntret. At det ikke er i orden i forbindelse med den israelske lov, kom i anden række. Her kunne Caspari Centret byde ind med sine teologiske kompetencer og sætte fokus på, hvordan vi læser Bibelen.

Det norske magasin ”Først” interviewede Elisabeth om det nye samarbejde. Vi møder hende på kontoret i toppen af bygningen, hvor Caspari holder til.

Hvordan blev Caspari Centret involveret i samarbejdet om tabubelagte emner i det messianske miljø, som nogle vil hævde, er lidt ved siden af det, I normalt arbejder med?

Samarbejdet blev faktisk påbegyndt af Rolf Gunnar Heitmann, generalsekretær i Den Norske Israelsmission. Han spurgte både Lena Levin på Machaseh og os på Caspari, om vi kunne tænke os at tage arbejdet op. Jeg kendte Lena og det arbejde, hun var i gang med, godt, og ved, at det har hjulpet mange. De har vist over tid, at de er en solid organisation, som ved, hvad de har med at gøre, og som kender det messianske miljø fra indersiden.

Er familievold og kvindeundertrykkelse ikke lidt ved siden af det, Caspari Centret ellers arbejder med? Hvordan kan du bidrage?

Det er rigtigt, at Caspari Centret traditionelt set beskæftiger sig med teologisk oplæring og undervisning frem for familieterapi, og det skal vi helt sikkert fortsætte med. I dette samarbejde er der imidlertid snak om undervisning og diskussion af bibelsynet i mange messianske menigheder, og der har Caspari kompetencer at byde ind med. Jeg har selv arbejdet meget med bibelteksterne i forbindelse med oversættelsen af Bibelen 2011, hvor jeg var en af oversætterne. Denne udgave er oversat direkte fra grundsproget til moderne norsk, og det gav os et grundigt og indgående kendskab til bibelteksterne på detaljeniveau, samtidig med at det gjorde os ydmyge overfor kompleksiteten i teksterne.

Vi diskuterede for eksempel Ordsprogenes Bog kapitel 3 vers 12 grundigt – det vers, som ofte bliver brugt til at retfærdiggøre fysisk afstraffelse af børn. Her kiggede vi på, hvilke ord, der var rigtige at bruge. Skulle vi bruge ”slå”? Eller ”tugte”? Eller måske ”revse”? Mange læser Bibelen meget konkret, og så kan udfaldet blive uheldigt. Jeg mener, at der findes tekster i Bibelen, som ikke uden videre kan læses direkte ind i vores kultur. Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Elisabeth Levy


Hvordan skal vi så læse teksterne? Findes der flere måder at forstå dem på? Hvad siger grundteksten? Er det ord, som er brugt, entydigt? Det er flere tusinder af år siden mange af teksterne blev skrevet ned. Det er virkelig vigtigt at tage hensyn til.

Hvordan kan man begynde at sætte fokus på et så ømtåleligt tema? Alle mener jo, at de læser Bibelen ”rigtigt”?

Det er et meget ømtåleligt emne, og jeg tror ikke, at vi opnår noget ved at fortælle mennesker, hvordan de skal læse Bibelen. Én måde at behandle emnet på, kan være at planlægge paneldebatter. Det er en ”ufarlig” form, som kan få forskellige synsvinkler frem på en respektfuld måde.

Hvor stort er problemet egentligt?

Det er nok større i Israel end i Norge. Generelt set er kulturen mere aggressiv her. Og ofte ser vi det mere i den arabiske kultur end i den jødiske. Men også hos jøder fra arabiske lande. Her snakker vi ikke bare om fysisk afstraffelse i børneopdragelsen, men også om kvindeundertrykkelse og mandsdominans i parforhold. Psykisk såvel som fysisk. Ud fra den ene af skabelsesberetningerne i 1. Mosebog, hvor manden bliver skabt før kvinden (men efter dyrene…), bliver det forventet, at kvinden skal underordne sig manden. Derfra er vejen til fysisk og åndelig manipulation kort for nogen.

Men hvem er det, som afgør hvad der er en rigtig tolkning af disse vers?

Der vil altid være forskellige opfattelser af bibelsyn og hvordan man skal forholde sig til teksterne. Men er der for eksempel snak om kvindemishandling, mener vi, at det menneskelige hensyn må komme i første række, selvom der aldrig står hvor meget, hun skal underordne sig. Han har jo misbrugt sin myndighed og udøvet vold. Men dette er ofte tabuiseret.

Bliver man beskyldt for at være relativistisk? Man udplukker kun de bibelvers, man kan lide, og smider dem ud, man ikke kan lide?

Bibelen er meget ofte i dialog med sig selv, og snakker ikke altid med én stemme. De som siger, at alt der står i Bibelen er utvetydigt, må genoverveje deres standpunkt. Der er for eksempel to skabelsesberetninger. Men det er indiskutabelt, at der eksisterer et mandsdomineret syn i Bibelen. Det var jo et patriarkalsk samfund på den tid. Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang. Vi kan ikke bare tage hele Bibelen og anvende den i vores kultur uden at differentiere. Meget af det, der står, er evige sandheder, mens andre ting er historisk eller kulturelt betinget. Vi plukker ikke efter godt befindende, men må finde ud af kriterierne for, hvorfor nogle bibelvers er relevante i dag og andre ikke. Hvordan kan man begrunde at følge nogle bibelvers, men andre ikke, uden at blive beskyldt for at være relativist? Er det noget alle gør – bevidst eller ubevidst?

Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang.

Elisabeth Levy

Det er her Caspari Centret kommer ind. Hvordan kan vi belyse tabuiserede emner på en konstruktiv måde? Her kan en paneldebat fungere godt. Hvordan læser vi Bibelen? Vi trænger til at blive bevidstgjort i forskellige bibelsyn.

Tidligere udsendt af Den Norske Israelsmission, Andreas Johansson, er en af dem, der i samarbejde med Machaseh har været med til at udforme et ressourcehæfte for de messianske menigheder, der sætter fokus på håndtering af vold og misbrug i hjemmet. Hæftet udkom på hebraisk i 2015, og har overskriften ”Du må ikke vende ryggen til.” Verset stammer fra 5. Mos 22,3:

”På samme måde skal du gøre med hans æsel, på samme måde med hans tøj og med hvad som helst, din landsmand har mistet, hvis du finder det. Du må ikke vende ryggen til.”

5. Mos 22,3

Her refereres der til materielle tab og skader på dyr. Men hvor meget mere må de samme principper ikke gælde, når der er snak om mennesker, der bliver udsat for vold – åndeligt og fysisk? Vi må ikke vende ryggen til, når et andet mennesker lider.

Andreas uddyber:

Hovedgrunden til at Machaseh startede for lidt over ti år siden er, at der var flere kvinder, der led under familievold. De kom og havde brug for hjælp. Siden da er organisationen vokset og har engageret sig i mange forskellige problemstillinger og skæbner. Men Machaseh har ikke forladt sit første kald.
Undervejs i arbejdet med at tage vare på voldsramte kvinder og i processen med at tage problematikken op i menighederne og blandt ledelser, blev det klart, at temaet ”familievold” i stor grad er tabubelagt i den messianske bevægelse.

Det handler blandt andet om, at det er for smertefuldt og om, at kendskabet til, hvad der bør gøres, er for lille. I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse? Siger Andreas.

I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse?

Andreas Johansson

For at give større viden og skabe større refleksion om emnet, arrangerede Machaseh i flere år seminarer om familievold, hvor sundhedspersonale, jurister og præster blev inviteret til at belyse problematikken – og lære af hinanden. Nogle gange var der også vidnesbyrd fra dem, som selv havde oplevet at blive mishandlet og slået. Jeg har selv været med på nogle af disse seminarer og lyttet til fortællingerne. Hvordan finder man passende ord for det, som sker? Består familievold altid af fysisk vold? Hvad siger Bibelen egentlig om ægteskab, skilsmisse, underordning? Og hvad er misbrug af bibelteksterne? Hvad siger israelsk lov? Hvad bør og må en menighed gøre, når nogle af dem, som kommer i menigheden, lider under familievold eller selv udøver den? Hvordan bliver børn præget af at vokse op med vold i hjemmet? Hvordan forebygger man familievold? Findes der muligheder for opgør og forsoning? Det er bare nogle af de temaer, der bliver diskuteret, siger Johannson.

Samtalerne i de forskellige fora og seminarer om familievold var med til at bringe ting frem i lyset, som var blevet ”fejet under tæppet”. Flere af dem, der i udgangspunktet reagerede med at bekende problemet, indså, at det ikke bare forsvandt, fordi der ikke blev snakket om det. Det, at lytte til hjerteskærende fortællinger fra kvinder, som er blevet psykisk nedbrudt af måden, deres ægtemand har behandlet dem på, udfordrer så meget, at man ikke er den samme efterfølgende.

Det blev klart, at de erfaringer, som kom ud af disse seminarer og de praktiske hjælpetiltag, som blev iværksat, måtte samles og skrives ned – for at nå endnu flere af menighederne i den messianske bevægelse, forklarer Johansson.

En af medarbejderne i Machaseh, Dana Chason, er jurist og fik hovedansvaret for at udarbejde et ressourcehæfte, som skulle belyse både teologiske, psykologiske, juridiske og praktiske sider ved problemstillingerne.

De kvinder, som gik i gang med at skrive, er modige, for hvordan skulle de blive hørt og respekteret blandt de messianske præster, som er mænd? En ting var at få præsterne i tale angående enkeltsager i den enkelte menighed, men hvordan ville et hæfte på tryk blive modtaget bland præsterne? Ville de reagere ved at fornægte fænomenet og på den måde skade Machaseh’s rygte?

De messianske præster, som har været tættest på Machaseh i denne proces, tøver ikke med at sige, at den ægtemand, som slår sin kone, skal meldes til politiet. Men det har ikke altid været sådan. Det er let at se, at det er et stort nederlag og prestigetab for en messiansk præst – vi snakker om en meget lille og delvist ikke vellidt minoritet i Israel – at melde sine egne medlemmer til politiet. Og jeg ved hvem, der har taget mange af de lange og ophedede diskussioner, som gjorde, at disse præster kom til et sådant standpunkt.

Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned.

Dana Chason

Titlen på hæftet er ”Du må ikke vende ryggen til.” Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned. De fleste vil ikke tage fat i problematikken. Det er ubehageligt, men hvis Gud siger, at vi ikke må vende ryggen til, når oksen og æslet er blevet væk, hvor meget mere må vi så ikke gribe ind, når det er mennesker, der er blevet brudt ned?

Israelske studerende: “Vi må være frontlinjen for forsoning”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder 30/5 2019

Hen over påsken besøgte Avery og Samia fra det israelske studenterarbejde (FCSI) Danmark. Israelsmissionen havde inviteret pigerne med på Kristeligt Forbund for Studerendes Påskelejr, hvor mange hundrede gymnasieelever og studerende fra hele landet mødtes i fællesskab om tro og eksistens. Udover at det var første gang, pigerne besøgte Danmark, var det også første gang, de mødte hinanden. Pigerne kommer nemlig fra hver deres gren af studenterarbejdet – Avery fra den hebraisktalende gren og Samia fra den arabisktalende.

Den intense summen af snak, larmende stole og klirren af bestik og tallerkener, der opstår, når man klemmer 500 unge ind i samme rum, forstummer. Vi har fundet os en fredfyldt plet grønt græs i, hvad der synes som orkanens øje. Jeg er mødtes med pigerne for at tale lidt om hverdagslivets udfordringer som både ung studerende og troende i en israelsk kontekst.

”I FCSI støtter vi hinanden”

Fælles for begge piger er, at de er en del af det israelske studenterarbejde (FCSI) og er bosat i byen Haifa nord for Tel Aviv. Avery læser til kemiingeniør på det tekniske universitet og Samia læser psykologi. Begge piger oplever, at studenterarbejdet danner ramme for en vigtig del af deres hverdagsliv.

Avery er vokset op med fortællinger om studenterarbejdet, og da en veninde en dag spurgte, om hun ikke også skulle være en del af en hebraisktalende gruppe, tog hun med og er sidenhen blevet hængende.

”Det er afgørende for mig, at jeg har fundet et sted med ligesindede, som på en særlig måde er interesserede i en akademisk tilgang til bibelen, og som ønsker at tale om forskellige problemstillinger i forbindelse med troen. Her bliver jeg taget seriøst, og det er meget opmuntrende,” fortæller hun.

Samia oplevede, at da hun startede på universitet, blev hun præget af en masse nye tanker og principper, som udfordrede hende.

”Jeg studerer psykologi, og det er ikke det mest trosopmuntrende fag. Her var det vigtigt for mig, at jeg mødtes med andre studerende i FCSI hver uge. Så bad vi for hinanden og læste i bibelen – det var bare utroligt godt for mig,” forklarer hun.

Det kan Avery nikke genkendende til, og hun tilføjer:

”Når man begynder på universitet, møder man en masse ikke-troende. Her har FCSI hjulpet mig med at balancere mine relationer på en sund måde. Vi støtter hinanden. Selvom det kun er en ugentlig ting, lærer man langsomt hinanden at kende. Vi er alle i samme båd. Der er en fælles forståelse for det pres, man kan opleve som både studerende og troende. Jeg ved, at jeg har et fællesskab, som kan bede for mig og støtte mig, når jeg har brug for det.”

”Gud, hvorfor er der så mange, som ikke tror dig?”

Til dagligt bor Avery på et kollegie med andre studerende. Det er både en glæde og en udfordring for hende.

”Det er udfordrende at bo så tæt med mennesker, som ikke tror på det samme, som man selv gør,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg oplever ofte, at jeg har en stærk relation til nogen, men fordi vi lever på så forskellig vis, kan det være svært at tale ind i deres liv. Jeg ser dem måske gå igennem nogle svære perioder, hvor de håndterer problemer på en uhensigtsmæssig måde,” siger hun og fortsætter:

”At elske nogen, som ikke tror, er smertefuldt. Jeg kan ikke lade være med at spørge Gud: ”Hvorfor er der ikke flere, som kommer til tro på dig? Disse mennesker, jeg elsker så højt, hvorfor frelser du ikke dem?”

Avery oplever det som et spændingsfelt at leve sammen med mennesker, der er forskellige fra hende selv med alt, hvad det indebærer. Hun vil gerne være en del af deres verden, men samtidig sætte de nødvendige grænser.

Israeler, araber og venskaber på tværs?

FCSI er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende. Men selvom organisationen rummer mange

forskellige mennesker, kan det alligevel være svært at modarbejde nogle af de forestillinger, man vokser op med på tværs af etniske skel.

Avery er selv vokset op på en tosproget skole, hvor hun både har lært hebraisk og arabisk, men det er langtfra tilfældet for den gængse befolkning. ”Jeg er en anormalitet. De fleste israelere møder først arabere, når de kommer på universitetet,” fortæller hun og tilføjer: ”Jeg bliver ofte mødt med undren: ’Jamen du er israeler, og hun er araber? Og I er venner?’ I Israel er det faktisk en helt legitim undren. Selv i Haifa, som er en af Israels mest integrerede byer, er der stadig lang vej igen.”

I Israel skal både mænd og kvinder tilbringe tid i hæren, og her har Avery mærket det etniske skel på egen krop. ”Jeg er ærligt taget stadig en smule rystet efter hæren. Her bliver arabere set som fjenden. Sådan må man tænke. Men at være i et miljø med den tankegang, samtidig med at jeg har arabiske venner hjemme i min hverdag, har været hårdt.”

På trods af den oplevelse holder hun stadig fast i ønsket om at skabe enhed:

”Fællesskabet på tværs er en af de vigtigste aspekter af FCSI for mig. Jeg har længe ønsket at se et stærkere samarbejde. Ikke at der er fjendtlighed imellem de studerende, men mit ønske er at se flere venskaber blomstre – at vi besøger hinanden, hænger ud sammen og skaber ægte relationer. Jeg ønsker, at vi må være frontlinjen for forsoning på et nationalt plan. At vi må være eksemplet, som får mennesker til at ændre deres adfærd.”

Fælles konferencer danner grobund for relationer

Selvom de ugentlige møder i FCSI er opdelt efter sprog, mødes de studerende flere gange i året til fælles flersprogede konferencer, som giver dem mulighed for at tilbringe tid med hinanden:

”Jeg er araber,” fortæller Samia og fortsætter: ”Og for det meste hænger arabere ud med arabere, og jøder hænger ud med jøder. Sådan er det også, når man kommer på universitetet. Her kan de fælles konferencer være et godt udgangspunkt for at skabe relationer på tværs.”

Avery mener også, at de fælles konferencer er et godt sted at starte, men hun synes, at der er lang vej igen: ”Det kan være svært at skabe forbindelser på tværs af kulturelle og teologiske skel. Hvis jeg skal være helt ærlig, så oplever jeg også, at den hebraisktalende del af FCSI ikke er så gode til at komme til de fælles konferencer. Det kan der være mange grunde til – jeg tror ikke at det nødvendigvis er fordi de tænker, at de ikke vil hænge ud med de andre, men jeg tror, det er et spørgsmål om prioritering. Hvor man vælger at gå hen først og hvorfor.”

”Vores tro er bygget på kærlighed og fred. Og det er smukt, at vi får lov til at praktisere det så konkret til de her konferencer – også selvom vi endnu ikke interagerer så meget med hinanden,”

konstaterer Samia.

Håbet viser sig i glimt

Da snakken falder på fremtidsdrømme, rammer det både sorg og glæde i pigernes liv.

”Som araber,” fortæller Samia ”kan jeg ikke håbe på meget i vores land. Jeg mener, jeg kan håbe, men i sidste ende vil jeg blive skuffet.”

Der er stille et øjeblik, før hun fortsætter. Tyngden og alvoren af hendes ord rammer en kompliceret virkelighed, som ikke sådan lige lader sig besvare.

”Men jeg har et ønske om, at der vil blive skabt en øget forståelse mellem begge sider, og at vi vil se på hinanden med respekt og ligeværd,” afslutter hun.

Avery håber på, at FCSI vil vokse sig endnu større, og at alle troende studerende vil deltage i fællesskabet, så der kan blomstre tætte venskaber på tværs.

”Jeg ønsker, at vi, på grund af vores kærlighed i Kristus og til hinanden, må være i stand til at tilsidesætte vores forskelle og være et forbillede for resten af Israel,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg ønsker, at mennesker må blive draget til os på grund af vores kærlighed til hinanden og vores enhed. For det er jo, hvad Jesus siger, ikke? At mennesker kan vide, at vi er hans, fordi vi har kærlighed til hinanden. Denne kærlighed er ikke begrænset til en særlig kultur eller politisk overbevisning.”

Ude i ørkenen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere, Refleksioner.

  Hvis du lige som jeg er opvokset ved den sydvestlige kyst, kan en tur i Timna park være lidt skræmmende – sådan havde jeg det i vært fald. Jeg var skræmt over, at jeg ikke kunne se langt, at der i stedet for fladt land var bjerge og klipper. I starten kunne det næsten blive til en kvælende fornærmelse, at være fanget mellem bjerge og klipper uden at kunne se, hvad der var bag dem. Men det er sjovt at tænke på, at det, der var fremmed og ukendt for mig, var jødernes hverdag, da de vandrede i ørkenen. Mens vi sled og stred med arbejdet i Timna Park, hjalp disse tanker mig til at se ørkenens skønhed. Turene op ad de omliggende bjerge, styrkede også min spirende krælighed til stedet.

Det, at sidde på klipperne, mærke de ru sten under mine fingre, se ned på turisternes kommen og gåen, mærke vinden og solen mod mit ansigt, den ene kold, den anden varm. Følesen jeg fik, da jeg sad der, var ubeskrivelig

 

Her på klippen, blev jeg også mindet om lignelsen, Jesus fortalte om huset på klippen og det på sandet. Man forstår den måske lidt bedre, hvis man har oplevet et rigtigt uvejr i Eilat. På få minutter var vejene oversvømmede og bilerne måtte kæmpe en brav kamp for at komme frem. Her bliver det klart, at sandet ikke kan holde, men klippen kan – og dog. Da jeg kravlede i klipperne, skete det flere gange, at stene var løse og nogle gange kunne rives helt løs. Klippen smuldrer altså også med tiden, men Gud er den samme i dag, som han var for 3000 år siden og om 3000 år er han stadig den samme.



Nogle gange kan livet godt føles lidt som at bestige Masada, hårdt og ensformigt, men i disse situationer er det en tryghed at vide, at Jesus ikke blot ved min side – han tager mig i hånden og løfter mig op på sine skuldre, også selvom det ikke altid føles sådan. Han er der også, når jeg fuld af underen, lytter til spændende fortællinger om Masada, der giver stedet liv igen. Når mure og ruiner kommer til live og fortæller deres historie om konger og oprør, om storhed og fald, da er hyrden stadig ved din side og giver sin fred og lærdom med. Han løber også med mig ned igen og med stille formaning husker mig på at være forsigtig på vejen ned, så jeg ikke slår mig i farten.

 

Jeg kan ikke være sikker på, hvad det var, Gud ville lære mig på denne tur, men jeg ved, at han har været med os hele vejen både i sol og regn, i arbejde og fritid, på toppen af Masada og i det døde hav.

Må han fortsat velsigne os på denne tur og må han også velsigne jer der læsser dette.

Forsoningskonference satte fokus på identitet og konflikt

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Af Joakim Hjorth, 8. marts 2019

D. 14.-17. februar mødtes messianske jøder og palæstinensiske kristne i Antalya i Tyrkiet til en konference arrangeret af Lausanne Initiative on Reconciliation in Israel/Palestine (Lausannes netværk for forsoning i Israel/Palæstina).

Netværkets formål er ”at fremme forsoning både indenfor kirken og de bredere samfund i Israel og Palæstina, ved at skabe et netværk, med tilknytning til Lausanne bevægelsen, der opmuntrer til fredsmodeller, som er baserede på evangeliet og centreret i Kristus og som vil få profetisk indflydelse i forhold til Israel-Palæstina konflikten.”

Konferencen var den femte af sin slags og blev blandt andet støttet økonomisk af Den Danske Israelsmission.

27 deltagere fra Israel, Vestbredden og Gaza mødtes henover tre dage med bøn, bibelstudie og diskussion på programmet. Konferencens fokus var, hvordan man, på tværs af de skel og tilsyneladende uforsonlige mure konflikten i området skaber, kan gøre en forskel gennem den forsonende kærlighed Jesus elsker os med.

Ærlige og sårbare samtaler

Under overskriften ”Exploring our conflicting identities” (At udforske vores konfliktfyldte identiteter) havde forskellige deltagere forberedt oplæg om israelske og palæstinensiske identiteter og deres forsonede identiteter i Kristus.

Emnerne var blandt andet identitetsteori, palæstinensisk identitet i Israel, kristent fokus på palæstinensisk nationalisme, en undersøgelse af zionisme, betændte temaer i det palæstinensiske samfund, militærtjeneste i Israel og ikke mindst livet som palæstinenser i Israel under den nye nationalitetslov i Israel (en tilføjelse til den israelske grundlov, der specificerer staten Israels grundlag som det jødiske folks hjemland).

De juridiske og praktiske konsekvenser af denne nyligt vedtagne lov blev diskuteret i direkte, ærlige og til tider ophidsede vendinger, men med respekt for de forskellige positioner, der blev fremført.

Lisa Loden, der er medformand for netværket, oplevede reel enhed mellem de splittede parter: ”Vi ser hinanden på tværs af murene og barrikaderne mellem to adskilte samfundsgrupper. Vi er splittede internt og på tværs af de samfund vi er en del af, men alligevel er vi samlet her for at søge fred og stræbe efter forsoning. Vores tro på Jesus som Messias og verdens frelser forener, styrker og kalder os alle til at handle.”

Disciple i et splittet område

Konferencens tre grupper – palæstinensere som bor i Israel, palæstinensere fra de palæstinensiske områder og messianske jøder fra Israel – diskuterede, hvordan deres egne identiteter udfordrer dem til at være mere anerkendende og forstående overfor andres og til at genkende de problemer, som har brug for at blive taget hånd om i konstruktionen af deres egen identitet.

De tre grupper mødtes hver for sig for at diskutere deres egen gruppes svagheder og hvilke svagheder de så hos de andre grupper, hvorefter grupperne præsenterede tankerne for hinanden. Det førte til udfordrende men også åbne og respektfulde samtaler.

Den anden medformand for netværket, Botrus Mansour, mener, at konferencen har en vigtig plads i konflikten: ”Som Messias’ disciple i det hellige land er vi kaldede til at være en profetisk stemme i konfliktens centrum, der taler for retfærdighed og lighed, uanset vores konfliktfyldte identiteter. Vi har delt oprigtigt og med empati, hvordan vi kan gøre det i praksis.”

Konferencen byggede videre på positive erfaringer fra de tidligere samlinger og fremtidige konferencer er allerede i støbeskeen, hvor gruppen planlægger at adressere de mange teologiske, sociale og praktiske udfordringer, der opstår i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

En ny tid?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Den anglikanske kirke er inde i en brydningstid og en større gruppe forsøger at sætte en kurs, der er tro mod Kristus, mod kirkens egne beslutninger og samtidig farbar i en evigt ændrende verden. Det har udmøntet sig i en større samling sammenslutning af Anglikanske kirker og biskopper kaldet Gafcon (the Global Anglican Futures conference), der består af ca. 2/3-dele af den anglikanske verden (ca. 60 millioner mennesker). I Jerusalem i Juni måned mødtes over 300 biskopper og over 600 anglikanske præster sammen med mere en 900 anglikanske lægmænd for at diskutere fremtiden for den anglikanske kirke. De præsenterer sig selv således gennem Dr. Peter Jensen: ” [vi er] en stor bevægelse af Guds ånd på verdensplan blandt anglikanske kristne overalt. Vi lever i svære tider, hvor Bibelen er blevet sat til side – selv i kirkerne – og hvor evangeliet er på spil. Anglikanske kristne over hele verden har set denne krise og er kommet sammen via GAFCON for at stå op for Bibelen, være bibeltro, funderet i Bibelen og for at prædike evangeliet ufordrejet og ufortyndet. Det hele evangelium om Kristus Jesus. Vi hjælper hinanden med at gøre det og vi hjælper hinanden på de mange steder, hvor kirken fejler med den opgave. ” (min oversættelse. Se www.Gafcon.org)

Om end konferencen er interessant i sig selv i forhold til den anglikanske verden og de udfordringer vi som kirke står i til alle tider, så foregik der en lille begivenhed i kølvandet på konferencen, der har indflydelse på Immanuelkirken i Tel Aviv og – måske – i en lille del af den messianske bevægelse i Israel.

Yoel Ben David og Bradley Long har begge vandret mod at blive ordineret i forbindelse med deres tjeneste i Immanuelkirken i Jaffo, TLV. Denne vandring har fået dem til at kigge mod den anglikanske kirke og spurgt til mulighederne for at komme under anglikanske biskoppers ordination. Dette har potentialet til at være problematisk, da Immanuelkirken og de 2 præster ikke er interesseret i at komme under direkte opsyn af den lokale biskop, Sulei Dawani. Potentielt set ville biskop Sulei Dawani kunne skabe problemer ved at en ”fremmed” biskop blander sig i hans biskoppelige stift og sætte en stopper for en sådan ordination. Gafcon skabte den nødvendige platform for, at den ønskede biskop kom til Israel og kunne snakke det igennem med den lokale biskop, der accepterede en given ordination og gav grønt lys for at afgive opsyn med Yoel og Bradley til sin biskoppelige kollega. Nu var banen ryddet for at ordinere begge to, hvilket følgelig også skete i Jews for Jesus’ lokaler i Moishe Rosen centeret i Tel Aviv.

Det var et stort øjeblik og kan stå som et lysende øjeblik på bønnens og enhedens vej. Det blev lysende klart, hvor stort nadver-fællesskab og samarbejde kan betyde på et kirke-politisk barometer for den lokale menighed. Den anglikanske kirke og den lutherske kirke har fuldt nadverfælleskab – på sådan en måde at anglikanske præster kan indstifte nadveren i lutherske kirker og omvendt. Så med den anglikanske ordination kan både Yoel og Bradley nu indstifte nadveren i den lutherske Immanuelkirke og derved betjene den lokale og internationale tilstrømning, der er i til kirken.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at den anglikanske kirke er en del af den apostolske succesion, som kort sagt betyder, at man ifølge traditionen kan føre sin håndspålæggelse ved ordinationen tilbage til disciplen Peter. Det kan man mene om, hvad man vil, men der har ikke været mange ordinerede jødiske-Jesus-troende præster i landet igennem kirkehistorien. Selv siden Alexande Solomon i Christ Church i 1800-tallet har det være småt med dem. Nu er Yoel Ben David gået ind i den lange række af personer, der i de større kirkesamfund har forkyndt evangeliet, og nu også vidner om de Jesus-troende jøder. Bringer de lokale stemmer i spil med deres jødiske rødder, som han i lang tid har gjort, og forkynder, at evangeliet oprandt i en jødisk kontekst og det må vi have in mente i vores læsning af Bibelen. Ikke forkaste at evangeliet også må rækkes til det jødiske folk og at kirken ikke må forfalde til anti-semitisme igen.

Immanuelkirken har fået sin præst, der har allerede har ledt kirken i lang tid og er blevet et vidnesbyrd om, at ved bøn og hårdt arbejde – så er alt muligt – hvis Gud vil.

Lad os bede for Bradley, Yoel og deres familier om, at de må få frimodig og styrke til at stå i den tjeneste som Gud har kaldet dem til og være et vidnesbyrd for det land, der længes efter deres messias.

Jesus-kampagne i Jerusalem blev den største nogensinde

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Joakim Hjorth, Kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 22. juni 2018

Maj måned i Jerusalem blev en særlig måned for den messianske organisation Jews for Jesus, da den største kampagne i organisationens historie løb af stablen i Jerusalem under overskriften ”Behold Your God Jerusalem” (Se din Gud Jerusalem).

Et væld af samtaler

De over 200 kampagnedeltagerer og volontører fra hele verden talte med over 5000 mennesker om Jesus og 200.000 mennesker så deres opslag på de sociale medier. Desuden fik de kontaktoplysninger på 1747 israelere, som ønsker at lære mere om Jesus. Gennem den fire uger lange kampagne tog 58 israelere imod Jesus som deres personlige frelser, og Jews for Jesus forventer at det tal vil stige, eftersom deres tilstedeværelse i byen fortsætter fremover. Jerusalem er hjem for omkring 750.000 jøder og er et af verdens største brændpunkter, både politisk og religiøst, især set i lyset af den nyligt åbne amerikanske ambassade i byen og fejringen af Israels 70 års jubilæum tidligere på året.

Den store finale og nye begyndelse

”Behold Your God” er et projekt som Jews for Jesus har arbejdet med i 18 år. Konceptet har haft som formål at gennemføre dybdegående evangelisationskampagner i hver eneste by i verden, som har en jødisk befolkning på 25.000 eller mere. Af de 77 kampagner som er blevet afholdt gennem årene, var Jerusalem udråbt som ”den store finale”, men David Brickner, den administrerende direktør for Jews for Jesus, siger: ”Dette er kun begyndelsen på en ny epoke med opsøgende evangelisation for vores 45 år gamle organisation. Vi opsøger alle typer mennesker i byen: Universitetsstuderende, kunstnere, sportsentusiaster, russisktalende, dem der sidder fast i afhængighed og misbrug, fattige og ortodokse jøder. Vi har mødt relativt beskeden modstand og masser af entusiasme og engagement.” Brickner siger også at ”da Jesus gik i Jerusalems gader havde han også kontakt med et meget forskelligt publikum, fra toldere til tiggere, lovkyndige og velhavende forretningsfolk. Vi tænker at han satte standarden for os i 2018 og videre frem.”

At gå med Messias’ mandat

Til kampagnen i Jerusalem brugte Jews for Jesus nye måder at gå til denne komplekse by og dens indbyggere på, i forhold til hvad man har gjort i tidligere kampagner. Som de fleste der har aflagt byen et besøg ved, er Jerusalem præget af konflikt mellem religiøse og sekulære jøder, mellem jøder og palæstinensere samt mellem jøder, kristne og muslimer. Men det som mange måske ikke er klar over, er at af alle Israels byer så har Jerusalem den højeste grad af fattigdom og er fyldt med et væld af sociale udfordringer. En del af kampagnens tilgang var derfor at tjene byen og også at opfordre andre til at gøre det samme. ”Som Jesustroende ser vi hvordan Jesus levede for andre og vi ønsker at følge i Hans fodspor. Vi giver mad til fattige, rydder parker, istandsætter huse og dermed viser vi at Ham, som vi tror på, ønsker at hele det som er brudt eller som trænger til hjælp” siger Dan Sered, direktør for Jews for Jesus i Israel. Samtidig understreger David Brickner at Jews for Jesus bestemt ikke er færdige med arbejdet om at nå hele verdens jøder med budskabet om Jesus Kristus: ”Lad mig forsikre jer – der er masser at gøre endnu! Det bedste ligger stadig foran os. På en måde begynder Jews for Jesus nu igen fra Jerusalem og til verdens ende, idet vi bærer Messias’ mandat med os.”

Jews for Jesus har kontor i Tel Aviv og i 27 byer byer rundt om i verden. Det næste kontor vil komme til at ligge i Jerusalem.

Se David Brickner forklare kort om kampagnen i Jerusalem i denne video: https://jewsforjesus.org/category/publications/realtime/realtime-may-2018?utm_campaign=rte1805&utm_source=mailchimp&utm_medium=email

Denne artikel er en redigeret udgave af en artikel fra det messianske nyhedsmedie Kehila News. Læs den oprindelige artikel her: https://kehilanews.com/2018/06/07/the-most-comprehensive-jews-for-jesus-campaign-ever-takes-place-in-jerusalem/

Kvinder samledes om et håndgribeligt fredsbillede

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Joakim Hjorth, Kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 1. juni 2018

For nyligt samledes 45 kvinder i den nordlige israelske by Nazareth for at dele deres historier, lytte til hinanden og hinandens drømme for fremtiden. Kvinderne, som både bestod af palæstinensere og israelere, der taler forskellige sprog og har forskellige baggrunde, var i en weekend forenet i deres kærlighed til Jesus Kristus og deres brændende ønske om fred. For kvinderne og arrangørerne blev denne weekend et tydeligt og håndgribeligt billede på fred og forsoning.

Weekenden, som havde fået titlen Musalaha’s Women’s Narrative Training Conference, var arrangeret af Israelsmissionens samarbejdspartner Musalaha, der arbejder for forsoning og heling mellem jøder og palæstinensere, midt i konfliktens epicenter – Israel. At samle så mange kvinder med et fælles ønske om at skabe bedre relationer og forsøge at give perspektiv til hinandens fortællinger er helt afgørende for freden i området ifølge en af arrangørerne: ”På trods af de forskellige fortællinger som hver af kvinderne lever i, så har vi alle en fælles fortælling. Israeler og palæstinenser er kun et midlertidigt stempel, for vi er alle et folk i Kristus. Disse kvinder er forenet i en evig fortælling om enhed og fred i Jesus.”

En Gud for alle folkeslag

Kvinderne begyndte konferencen med at spore sig ind på hinanden igennem indledende løse samtaler, for at bringe dem tættere sammen, gennem latter og fællesskab, før de dykkede ned i de svære emner. Derefter tog kvinderne sammen på restaurant, fordi det at spise sammen, som de fleste formodentlig vil nikke genkendende til, har en særlig evne til at skabe fællesskab og samhørighed. Da aftenen nåede sin ende, skulle hver kvinde dele hotelværelse med en af de andre kvinder, som hun ikke kendte. På trods af den umiddelbart ukomfortable situation var der allerede næste morgen dannet nye venskaber. Et af konferencens højdepunkter opstod, da morgenen blev indledt med fælles lovsang, både på engelsk, arabisk og hebraisk, for at komme alle til gode, men også for at dele hinandens udgangspunkter og hjemmebaner. Her blev det tydeligt for deltagerne, at Gud virkelig er en Gud for alle folkeslag og nationer, for alle racer og alle tungemål.

De svære fortællinger

Efter lovsangen delte to af kvinderne den fortælling, eller det narrativ, som henholdsvis israelere og palæstinensere deler. Kvinderne delte den mest grundlæggende form af deres folks fortælling og tilføjede så udfordringer til fortællingen, for at skabe et mere nuanceret helhedsindtryk. Det gav en mulighed for kvinderne, til at træde et skridt tilbage og se, at ingen har 100 % ret i deres narrativ, og at man faktisk kan acceptere dele af den anden sides historie uden at være enig med alt i den. ”Kvindernes mod til at lægge deres fordomme og forestillinger væk, til at overgive deres ret til at påtage sig en offerrolle eller overlegenhed og til at give den anden side en chance for at blive hørt og forstået var virkelig forbløffende og opmuntrende. Jeg beundrer deres villighed til at knytte bånd og være kvinder i et forenet Gudsrige med en fælles mission om at bringe fred og forsoning til Guds folk” siger en af deltagerne. Efter oplæggene blev kvinderne delt i grupper, for at skabe nye fortællinger i form af visioner om håb og en forenet fremtid.

Nyt håb

Da konferencen sluttede, tog hver af kvinderne hjem med nye venskaber, nye perspektiver og håb i hjertet. Og håb var faktisk præcis det, kvinderne skulle sendes hjem med, fortæller arrangørerne: ”Vi tror på at deres deltagelse her, på trods af deres forskelle og anklager mod hinanden, er et kraftfuldt skridt mod fred. Disse kvinder er forandringsgeneratorer. De er fredskabere. Disse kvinder giver håb for fremtiden.”   Læs mere om Musalaha og deres arbejde her: http://www.musalaha.org/