Det var egentlig ikke noget nyt koncept. Der havde været en gruppe Young Adults (UngeVoksne) i Immanuelkirken de seneste 5 år, men udskiftningen hen over sommeren havde reduceret gruppen til bare ét tilbageværende medlem.
Janni og Ruben Tychsen; 28. januar 2013
Det var udgangspunktet, da vi, tre nybagte volontører, skulle videreføre Young Adults. Derfor var forventningerne også beskedne og spændingen stor op til det første møde.
Vi havde selvfølgelig gjort vores forarbejde og talt med alle i målgruppen, som havde kontakt med kirken, og alle bekymringer blev gjort til skamme. 11 unge fra 10 lande dukkede op, og vi havde en fremragende aften.
Herefter tog tingene fart. Studiestart nærmede sig på universiteterne og mange udenlandske studerende, som hjemme var vant til at være en del af et menighedsfælleskab, lagde vejen forbi Immanuelkirken og blev inviteret. Vores facebook-gruppe voksede, medlemmerne tog deres venner med og til julefesten toppede vi med 25 deltagere.
Det er en fornøjelse at se, hvordan gruppen tager aktivt del i menighedsfællesskabet og efterhånden også løfter en betragtelig del af de praktiske opgaver. For eksempel bestod halvdelen af det praktiske team omkring julegudstjenesterne af unge fra gruppen. Ud fra Young Adults er der blevet startet en bibelstudiegruppe op på Tel Avivs universitet, og gruppen er blevet medlemmernes primære sociale netværk ugen igennem.
Vi havde nok ikke drømt om at skulle opleve så stor velsignelse, da vi startede op, og det er svært at sætte fingeren på, hvorfor det er blevet så stor en succes, men det hele er bare faldet i hak.
Annette og Kristina skal for alvor bruge deres pædagogiske kompetencer blandt andet hos anorektiske piger og og traumatiserede etiopiske børn. De tager deres henholdsvis almene og afsluttende praktik i Jerusalem. ”Det er fantastisk at få lov til at kombinere sin rejselyst og sin praktik” smiler Annette.
Dinna Bjerrum Swartz; 23. oktober 2012
Kristina på 23 år bliver pædagog fra University College i Esbjerg til sommer. Annette på 22 startede på Peter Sabroe i Århus i sommers. Kristina fortæller: ”Det er virkelig lærerigt at være i praktik i en organisation frem for en institution, da vi kommer til at stå for mange forskellige opgaver.” Pigernes praktik er i den israelske organisation Machaseh, som ønsker at hjælpe, der hvor staten ikke slår til. Dette er et stort projekt i Israel, så der er mange muligheder for de to pædagogstuderende. ”Vi er blandt andet med i en etiopisk børnegruppe, der består af børn, som kun har deres mødre. Mens mødrene får rådgivning og støtte skal vi lave teapi med børnene. Vores vejleder står med ansvaret mens vi hjælper til med gruppen.”
Anorektisk pigegruppe
Annette og Kristina skal starte en gruppe, for piger med anoreksi. Der bliver omkring 4-5 piger. ”De skal have et realistisk selvbillede” fortæller Kristina. ”De skal se sig selv med realistiske øjne og ikke anorektiske øjne” Det er altså især selvbillede og identitet de skal snakke med pigerne om. ”Vi skal starte op efter den jødiske højtid, løvhyttefesten,” siger Annette, ”For så længe der er helligdage i Israel, så er alting bare gået i stå.” smiler hun. ”Vi ønsker at hygge med de anorektiske piger og danne en tryg ramme, hvor der kan opstå fortrolighed.”
Machaseh, statens højre hånd
Machaseh er en messiansk organisation med mange projekter, de yder både juridisk hjælp, sjælesorg og teapi. De siger selv: ”Vi tager alle de opgaver som staten burde yde.” Det er en stor opgave for den lille organisation.
”En af styrkerne er at alle arbejderne er forskellige. Vi havde første personalemøde, hvor der var ni mennesker fra syv forskellige lande og med meget forskellige uddannelser. Alle har sit at bidrage med” fortæller Annette. Kristina og Annette oplever at de har kompenente kollegaer netop på grund af de forskellige uddannelser. ”Vi har mennesker med teapeutisk baggrund, som vi altid kan kontakte. Det kan fx blive relevant når vi starter pigegruppen op for anorektikere. Organisationen kan bruge netop vores kompetencer til at udvikle gruppen, hvilket er udfordrende og spændende!” siger Kristina.
Ansvar i nye rammer
”Vi får så meget ansvar” siger Annette begejstret, ”Vores kollegaer er overbeviste om at vi kan klare det.” Annette og Kristina er allerede blevet kastet ud i mange nye opgaver. Blandt andet mad og tøjuddeling til trængende brugere. Uddelingen er et projekt, der er helt anonymt, hvor du kan komme lige meget om du er jøde eller araber. Da det er en messiansk organisation tilbyder de også forbøn for brugerne. ”Vi har flere gange prøvet at bede for dem, som kommer” fortæller Kristina.
De er også blevet en del af et rehabiliseringsprojekt for østeuropæere, der skal lære engelsk. ”Her hjælper vi en amerikaner med at undervise dem i engelsk,” fortæller Kristina, ”Men det er på et meget lavt niveau så det er ikke sproget der udfordrer. Men mange af eleverne har været igennem mange hårde oplevelser og ser hårde ud. Jeg tror jeg ville være bange hvis jeg mødte dem på gaden, men nu kender jeg dem og de er så taknemmelige!” ”Det er godt at bryde fordomme!” Tilføjer Annette.
Praktikanter på en anden måde
Annette og Kristina skal også både arbejde med overlevere fra holocaust, en messiansk jødisk børnegruppe og en ungdomscafé på Vestbredden. Det er mange opgaver at tage sig af i en halvårlig praktik, men pigerne er begejstrede. ”Jeg synes at jeg havde opnået de kompetencer jeg gerne ville i Danmark, så jeg er glad for at jeg her kan komme til at lave noget helt andet” fortæller Kristina. Begge piger har før været volontører i henholdsvis Uganda og Tanzania. Dette vakte deres rejselyst. ”Det er så godt at kunne kombinere rejselyst og kompetenceudvikling!” afslutter Kristina.
Ønsker du at være praktikant eller volontør i israel, så læs mere her.
Læs mere om Annette og Kristina på deres blogs her: Annettes blog og Kristinas blog.
De to teologistuderende, Pelle og Martin, har været to uger i Israel i deres præstepraktik. Her var de på ørkentur i Negev, i kirker i både Jerusalem og Jaffo og de smagte på livet som præst uden for Danmark.
Dinna Bjerrum Swartz; 12. november 2012
”Vi forventede at se hinanden vokse” fortæller Martin, ”Og at vi kunne få indblik i præstetilværelsen i Israel. Jeg forventede nok at præstegerningen i Israel ville være meget forskellig fra den i Danmark, men der var mange ligheder. For eksempel at præsten skulle engagere menigheden og være der for dem, der har brug for det.” tilføjer Martin ”Jeg så også meget frem til mødet med det bibelske Israel,” indrømmer Pelle, ”for alle de andre teologistuderende har jo været nede og se de vigtige steder i kristendommens historie. Men min fod forhindrede det desværre en anelse, da jeg kom til skade på en klatretur på ørkenturen.”
At møde mennesker
Heldigvis fik Pelle og Martin mulighed for at opleve meget andet. ”Det var rigtig dejligt at være der,” er de enige om. Martin tilføjer: ”Det var godt at se præsternes arbejdsopgaver. Jakob og Christian, de to danske præster, er meget forskellige, men de fungerer i deres opgaver. Det var også fedt at møde mennesker. Vi mødte mange danskere, men havde også mulighed for at møde folk fra andre lande. Blandt andet i Imanuelkirken i Jaffo.” Pelle fortsætter: ”Vi mødte en sej mand fra Uruguay, der hedder Juan og kommer i Imanuelskirken. Han er ca 70 år og er kirkens gamle organist. Han er i kirken hele dagen, så han kan vise nysgerrige gæster rundt og fortælle dem om Jesus. Han er altså også kirkevært. Det var utroligt at han var så engageret samtidig med at han var så syg at han knap kunne gå. Det var inspirerende!”
At arbejde som præst
Martin og Pelle nød at møde mennesker, men de havde mange opgaver, som tog en stor del af deres tid. De skulle hver holde en prædiken i Imanuelskirken og sammen skulle de holde én i Den Danske Kirke i Jerusalem. Udover det skulle de holde flere andagter og undervisning for missionspiloterne. ”Det overraskede os at det ikke var alle voluntørene, som havde en kirkelig baggrund. Det var ret spændende pludselig at indrette vores andagter, så alle kunne være med. Det var en positiv overraskelse at der var så stor diversitet i voluntørgruppen og samtidig så meget sammenhold.” fortæller Pelle. ”Jakob er som præst også rigtig glad for holdet og det er godt at mærke.”
Top tre
Hvis Pelle og Martin skal nævne de tre bedste ting ved opholdet er de begge enige om den første: At undervise missionspiloterne. ”Vi fortalte dem om vores tro og vores livshistorier og missionspiloterne ville rigtig gerne fortælle om sig selv også. Vi fik en god eftermiddag med dem, og vi kunne mærke at det rykkede.” Martin tilføjer en ørkentur med voluntørene som noget af det bedste på turen. ”At have tid til at være stille sammen med Gud og til at lære de andre at kende var bare rigtig godt. Det er dejligt at have nogle dage, hvor man har god tid. Mødet med præsterne var også rigtig godt! Det var inspirerende at se hvordan de løser deres opgaver.” Pelle nævner et nystartet ungdomsfællesskab som noget af det bedste. ”Vi var nok 10-15 unge fra vidt forskellige lande og kirker, da vi mødtes i Jaffo. Det var stærkt at bede sammen på trods af vores forskelligheder.” Derudover nævner Pelle mødet med menigheden i Imanuelskirken som et højdepunkt. ”Det var spændende at se en så mangfoldig menighed.” synes han.
Mellemøsten
De to medstuderende ville måske tage af sted igen, hvis de fik muligheden for det. Men Martin synes nu at mødet med det mellemøstlige temperament godt kunne være lidt overvældende, da han ser sig selv som en ”tilbagelænet skandinav.”
Men de er ikke i tvivl om at de vil anbefale andre teologistuderende at tage af sted til Israel på praktik. Pelle afslutter: ”Som teologistuderende var det virkelig gavnligt at se de bibelske beskrivelser blive levende.”
I efteråret 2012 var Helene og Knud Erik Erbs udsendt af Israelsmissionen som seniorvolontører til Ebenezer-hjemmet i Haifa. Derudover rejste de også nogle dage til Jerusalem for at arbejde i det israelske bibelselskabs butik. Her under kan du læse mere om deres volontørophold.
Helene og Knud Erik Erbs; 26. november 2012
Ebenezer Home blev også basen eller udgangspunktet for vores volontørophold i Israel her i efteråret 12. Vi boede dog ikke på selve hjemmet, men i en ejendom som tilhører Ebenezer Home, og som ligger 5 minutters gang derfra. Vores opgave var at være” besøgsvenner” for nogle af beboerne.
Det blev først og fremmest de meget svage, vi kom til at have kontakt med. De var meget overladt til sig selv, når de først var kommet op. Nogle var så dårlige, at vi bare kunne sidde og være sammen med dem, andre kunne vi snakke med, læse et andagtsstykke eller et stykke fra bibelen for og bede en bøn med. Der var også nogle, som gerne ville gå ture, men som ikke selv måtte gå ud –dem gik vi så ture med.
Mødet med spændende skæbner
Vi stiftede på den måde bekendtskab med nogle meget spændende skæbner. En slap på forunderlig vis ud af Hitler-Tyskland, en anden gemte sig med sin mor i en udgravning under et køkken i Holland. Et eller andet sted så mindede det os om Guds løfter om, at en rest af det israelske folk skal blive tilbage, og så skal de vende tilbage. Vi syntes også, at det at vi i dag har staten Israel er et kæmpe tegn på, at Gud holder sine løfter!
En anden del af vores volontøropgave var at tage til Jerusalem hver anden uge og hjælpe på Bibelselskabet. Der hjalp vi til med alt forefaldende arbejde. For Helenes vedkommende blev det meget at hjælpe i butikken, og for Knud Eriks blev det til at lave et skab til plakater, lakering af gulve og maling af en trappe. Vi fik der et indblik i det arbejde, der gøres med udgivelse og salg af kristne bøger. Det gav også en god kontakt med de mennesker, som kom i butikken, og der blev aflagt mange vidnesbyrd for dem. Man havde også noget outreach derfra.
Taknemmelighed og engagement
Vi har begge steder mødt nogle meget engagerede mennesker. De gør et uvurderligt stykke arbejde, som vi har den allerstørste respekt for. Der bliver flere og flere messianske menigheder, alene i Haifa er der tre. Samtidig oplevede vi den spænding, som de mere eller mindre konstant lever under – med Hizbollah der er massivt tilstede i Libanon, og Iran der er tæt på at kunne fremstille en abombe, Gaza hvorfra der næsten dagligt affyres raketter mod Israel. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det land, som de har bygget op, igen skal ødelægges af krig og ufred.
Selv er vi meget taknemmelige for den tid vi fik i Israel, og den kæmpe oplevelse det blev. Det var stort for os at kunne opleve Israel og så samtidig give en hånd med som frivillige, hvor det var muligt. For os har 65+ og pension givet nogle nye fantastiske muligheder for at komme ud og opleve nyt, samtidig med at vi kunne være til nytte.
Overskriften er samtidig titlen på Rikke Grinderslevs blog. Og fred er der brug for…
Dinna Bjerrum Swartz; 29. oktober 2012
Hun arbejder nemlig i Jerusalem på at skabe fred mellem jøder og palæstinensere. Sammen med Ane Nord arbejder hun i organisationen Musalaha, der netop ønsker at skabe mulighed for dialog mellem de to grupper. Israelsmissionens Unge har udsendt Rikke og Ane fra Danmark. De to unge danskerehar været i Jerusalem en måned og fortæller om hverdagen i denne komplicerede konflikt.”Vi bor i en konfliktzone, men overraskende nok mærker vi det ikke,” bemærker Ane, ”Man skal bare vænne sig til at der er soldater med maskinpistoler overalt.” I deres arbejde oplever de dog praktiske udfordringer i mødet mellem grupperne. ”Der er kun få steder, hvor både kristne, jøder og muslimer kan mødes” fortæller Ane, ”Det gør projektet rigtig besværligt! Lidt ligesom hvis vi jyder ikke måtte krydse Fyn på grund af vores etnicitet og derfor altid skulle tage færgen til Sjælland. Alt er lidt mere upraktisk på grund af kløften mellem folkene.”
Fredsskabende kontorarbejde
Rikke og Anes hovedopgave er at skrive ledertræningsmateriale til ungdomsledere i Israel/Palæstina. Musalaha tror på, at en fælles tro på Jesus kan føre jøder og palæstinensere sammen. Derfor mødes unge messianske jøder og kristne arabere om deres fælles livsgrundlag, hvor bøn og lovsang binder dem sammen. Men der er mangel på ledertræning, der er tilpasset den israelske/palæstinensiske kontekst. Derfor skriver Rikke og Ane nu en 200-sider lang ledertræningsbog, der tager udgangspunkt i ungdomskulturen i regionen. ”Jeg skriver lige nu om hvad en god kristen leder er,” forklarer Rikke, ”Man skal blandt andet have en vision, motivation og en funderet tro på Gud.””Da vi begge er antropologer havde vi håbet, at vi skulle ud og lave feltarbejde blandt befolkningen.” fortæller Ane. ”Men arbejdet ser anderledes ud hernede end vi fik at vide hjemmefra.” ”Det er det hårde møde med mellemøstlig arbejdskultur,” smiler Rikke, ”Vores kollegaer er ikke en gang selv helt sikre på, hvor akademisk materialet skal skrives.”Men på trods af de forvirrende arbejdsrammer nyder de at være der. ”Vi er blevet taget utroligt godt imod her på kontoret” bekræfter Ane. ”Og meget af det introducerende læsning har været spændende og lærerigt.”Mødet med jøden og araberen”Vi er heldige at vi har en dansk kirke og et godt netværk af unge danskere her i byen,” siger Ane. ”Vi har kontakt til mange mennesker, der bor her midlertidigt, men vi vil rigtig gerne lære de lokale at kende.” Dette fik de mulighed for i weekenden, hvor Musalaha arrangerede en campingtur for unge arabere og jøder. ”Det tog lidt tid før folk blødte op og talte om dybere ting, blandt andet deres emigrationshistorier.” fortæller Rikke, ”Det må være hårdt at forlade alt, men samtidig fantastisk at kunne føle sig hjemme i et nyt land.”Ønsket om at møde flere lokale i landet bliver måske lettere at opfylde, når den planlagte arabiskundervisning to gange om ugen snart begynder.
Hold hviledagen hellig – og gør det ordentligt!
Efter en måned har Ane og Rikke allerede oplevet flere kulturchok. Blandt andet kræver det meget planlægning at alt lukkes ned på sabbatten. ”Da vi lige var kommet til Israel tog vi en tur til Haifa, en større kystby i Israel” fortæller Rikke. ”Vi havde ikke tænkt på at det var Yom Kippur, den store forsoningsdag, som er en vigtig helligdag for jøderne.” Ane fortsætter: ”Da vi kom derop kunne vi ikke finde noget sted i hele byen, hvor vi kunne få aftensmad. En araber forbarmede sig over os og lavede et par kyllingehotdogs til os. Vi kunne ikke se templet og haverne i Haifa fordi der var lukket og vi var nær ikke kommet hjem fordi togstationen var lukket og låst af. Her tager man helligdagene meget alvorligt! Og det bliver man nødt til at planlægge efter! Ellers kan man ende i en uheldig situation!”
Konflikt og had som hverdagskost
”Jeg savner da min familie og venner” indrømmer Ane, ”og det kan godt være frustrerende at alt hernede kredser om konflikten. Jo mere vi lærer om den, jo mere håbløst virker det. Mange hader virkelig hinanden og det er rigtig svært at bygge bro. Nogle gange længes jeg efter at den største nyhed er, at jordbærhøsten slog fejl eller at en politiker dummede sig i medierne. Hernede er alt så indviklet og politiseret. Man skal konstant være opmærksom på ikke at bruge de forkerte ord og definitioner om noget, da det kan være værdiladet og henvise til en holdning i konflikten. Det kan bare være svært at bevare håbet!” Det er en tyngende stor konflikt, der konstant ligger over landet. Rikke tilføjer: ”Måske vil vi forstå menneskers vilkår lidt bedre hernede efter et halvt år hvor vi arbejder med forsoning og konflikt.”Læs mere om Musalahas forsoningsarbejde her: www.musalaha.orgVil du vide mere om pigernes oplevelser kan I læse deres blogs: Rikkes blog; kanvisafafred.blogspot.dk , og Anes blog; anenord.blogspot.dk
En tidlig morgen – lige da vi var ved at åbne butikken – kom der en ung mand med en øl i hånden og stinkende af alkohol ind gennem døren.
Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab; 23. januar 2013
”Jeg vil gerne købe et kors og en billig bibel,” annoncerede han. Da vi viste ham vores udvalg af kors, udbrød han: ”Jesus er ikke på jeres kors. Jeg vil gerne have et rigtigt kors, hvor Jesus er på!” ”Beklager,” sagde vi forklarende, ”Jesus er ikke på nogen af vores kors.” ”Hvorfor ikke?” ville han vide. ”Men ved du ikke, at Jesus ikke længere hænger på korset?”, spurgte vi. ”Nej, jeg vil have et kors, hvor Jesus er på,” gentog han. Så havde vi en lang snak om, hvad der egentligt skete på korset – om de fantastiske nyheder, at Jesus opstod fra graven, og om at det er så godt at se et tomt kors for at blive mindet om, at Jesus ikke længere hænger dér.
Efter en lang snak spurgte jeg ham, hvorfor han begyndte sin dag med være fuld, og hvorfor han kom for at købe et kors og en bibel. Han sagde: ”Jeg fik bare sådan lyst til det. Gud har glemt mig, og jeg vil gerne læse i Bibelen. Så kan mit liv måske ændre sig.” Vi følte, at han virkelig gerne ville forandre sit liv og var træt af det gamle. Siden han ikke havde penge nok til at købe en bibel, besluttede vi os for at give ham en pæn én, men på en betingelse: At han lovede at læse i den. Det lovede han og begyndte at græde: ”Jeg har ikke mødt så meget kærlighed i meget lang tid. I har lyttet til mine problemer uden at kritisere mig, og I har givet mig sådan en pæn gave. Jeg lover at læse i Bibelen. Nu ved jeg, at det var Gud, som sendte mig til jer, og at Gud ikke har glemt mig, men at jeg har glemt ham.”
Hver anden eller tredje dag kommer han forbi butikken for at fortælle, hvad han har læst, og vi får os en lille snak om det. Vær med til at bede om, at hans liv virkelig må blive forandret, mens han læser i Bibelen, og at sløret over hans øjne må blive fjernet.
En gammel oliekrukke, der måske kan rumme 50 liter, står i et hjørne af Rhemas stue og minder om tiden før 1948, hvor hendes familie havde et landområde på hyrdernes mark ved Betlehem.
Jørgen Hedager Nielsen
“Min familie dyrkede oliven, og vi pressede dem selv. Det var det, vi levede af. Nu ligger der en israelsk bosættelse,” forklarer Rhema. Jeg besøger hende i forbindelse med et oplysningsprojekt om Musalaha. Louise Vibjerg Thomsen, der er ansat af Musalaha som leder af kvindearbejdet, har lavet aftaler for mig med næsten 20 forskellige personer, der alle har oplevet, at Musalaha har forandret deres liv. Musalahas betydning kan sættes op i tal. De er årligt i kontakt med mere end tusinde jøder og arabere, som de bringer sammen til samtaler om forskelligheder og forsoning. Men betydningen af organisationen Musalaha forstår man bedst ved at høre personlige beretninger som Rhemas.
Skudhul i krukken
Rhema fjerner en træklods, som er stukket i et hul i krukken. “Under den første intifada stod krukken i vores have,” forklarer hun. “Det her er et skudhul.”
Hun peger ud ad vinduet, hvor vi kan se sikkerhedsmuren. “Før muren kom, skete det, at kuglerne fra de israelske geværer fløj gennem huset, men Gud ske lov, er ingen blevet ramt.”
Rhema fortæller om den dag, hvor nogle palæstinensiske drenge stod ude i haven og kastede sten mod de israelske soldater. Da soldaterne var blevet tirret tilstrækkelig længe, svarede de igen med skarpe skud.
“En fyr blev ramt lige for øjnene af mig. Jeg så, hvordan hans hjerne sprøjtede ud af hovedet på ham,” fortæller hun synligt berørt. “Bortset fra et par timers udgangstilladelse var vores hjem som et fængsel for os.”
Hun er ikke bitter
I Østjerusalem – nogle få minutters kørsel herfra – bor nogle af Rhemas børn og børnebørn. “Jeg kan ringe til dem, men jeg kan kun besøge dem to gange om året. Jeg har et barnebarn, som bliver otte år i dag. Jeg har tilladelse til at besøge hende, men checkpointet er lukket på grund af jødernes påske,” forklarer hun.
Listen over de besværligheder og nedværdigende oplevelser, hun har haft, er lang. Jeg har kritiske spørgsmål til nogle af hendes skildringer, men holder dem for mig selv, for hendes oplevelse af begivenhederne kan jeg ikke tillade mig at drage i tvivl. Og det er oplevelser, hun må leve med hver dag. Det ville være helt naturligt, hvis hun var en bitter kvinde. Men det er hun ikke. Der er nemlig sket noget stort i hendes liv.
Under den anden intifada kom Rhema til tro på Jesus Kristus.
“Det var stort, og ved at læse i Bibelen fik jeg lyst til at møde jødiske, troende kvinder og bede sammen med dem. Så kunne vi gå til Herren og bekende og forsone os. Da jeg hørte om Musalaha, vidste jeg straks, at det var noget for mig.”
Jøder er mennesker
“I Musalaha har jeg lært at se, at jøder også er mennesker. De er mødre, og de frygter for deres børns liv. Vi diskuterer, hvem landet tilhører, men vi er søstre i Herren. Når vi hører om uroligheder og bomber, ringer vi sammen for at få sikkerhed for, at alle har det godt,” siger Rhema.
En væsentlig del af Musalahas arbejde er en række kvindegrupper, hvor der både er jøder, arabere fra Israel og arabere fra de palæstinensiske områder. De mødes halvårligt i den lille gruppe. Der er også en halvårlig samling, hvor kvinder fra alle de små grupper er med. Lige før påske var der en sådan samling på Cypern.
Der er store problemer forbundet med at mødes, for indbyggerne på Vestbredden kan normalt ikke rejse ind i Israel, og det er ulovligt for israelere at rejse ind på Vestbredden. Derfor må især de store samlinger finde sted på neutral grund. Det kan være i Jordan eller på Cypern.
DIM og araberne
Det er enkelt for en israeler at sætte sig i et fly og så i løbet af en time lande på Cypern. Men fra Vestbredden må man først til Jordan og derfra videre med fly til Cypern. Den rejse tager det meste af den dag. Og det koster mere, end de fleste har råd til. Her kommer Den Danske Israelsmission (DIM) ind i billedet.
Men DIM’s opgave er at fortælle jøder, at Jesus er Messias, så hvordan hænger det sammen, at DIM har noget at gøre med en araber i Betlehem? Det er et godt spørgsmål, og som medlem af DIM’s landsstyre har jeg gjort mig en del tanker om det.
Man kan ikke være i Israel med den opgave, som DIM har, uden at støde på Musalaha. Flere af de messianske jøder, vi er i kontakt med, har en eller anden berøring med Musalaha. Måske er de endda medarbejdere. Det viste sig, at DIM kunne være med til at formidle nogle Danida-penge til Musalaha. Og det gjorde vi.
Penge fra Danmark
Palæstina hører til de udviklings-områder, som Danida kan yde støtte til. Musalaha beskrev et projekt, som Israelsmissionen gik til Dansk Missionsråds Udviklings-afdeling med. Det udløste en god del Danida-penge til Musalaha. Denne øvelse er gennemført flere gange, så der nu efterhånden er formidlet et ret anseligt beløb.
I forbindelse med sådanne projekter kan man søge om støtte til oplysningsarbejde i Danmark. Det er derfor, jeg er i Betlehem. Min opgave er som journalist at indsamle stof til artikler, og hvad det ellers kan blive til, i Danmark.
Der har været øremærkede indsamlingsprojekter til Musalaha, men ellers bruger DIM ikke indsamlede penge til det. Musalahas arbejde er værdifuldt, og de jøder, der er engagerede i det, ligger i centrum af DIM’s formål. Derfor er vi glade for, at vi har kunnet bakke forsoningsarbejdet op på denne måde.
Danida-pengene bruges til den sociale side af Musalahas arbejde. Den forkyndelsesmæssige kan ikke støttes med offentlige midler.
Landet er vores
Nogle dage senere finder jeg mig selv i en kibbutz i Israel nord-øst for Gaza. Her møder jeg Orit, der er en smart forretningskvinde, som arbejder på et af de messianske jøders forlag.
“Jeg er syvende generation af jøder, som bor i landet,” fortæller hun. “Min far var befalingsmand i hæren. Jeg var selv befalingsmand, og jeg har nu to sønner i hæren.”
Orit er overbevist om, at Guds løfter til Abraham om landet stadig står fast. “Jeg er ikke enig med de palæstinensere, der siger, at vi har taget deres land. Men som Jesu disciple kan vi godt have fællesskab, selv om vi er uenige politisk,” understreger hun.
“Jeg ser frem til en tid, hvor der ikke mere skal være jøde eller græker, træl eller fri, men vi alle er ét i Kristi blod. Der vil ikke være Israel eller Palæstina. Vi vil bo i Guds rige, og måske vil min gode veninde Rhema fra Betlehem være min nabo. Men indtil da vil vi samles i Musalaha, selv om grænserne kan være meget besværlige at passere.”
Orit fortæller en oplevelse fra et kvindearrangement. På den sidste aften skulle de på skift fortælle, hvad der havde gjort størst indtryk på dem. Da sagde en kvinde fra Vestbredden med et glad smil: “Det er gået op for mig, at der også vil være jøder i himlen!”