Skip to main content

Teologistuderende i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Arbejdet i Danmark, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Kristoffer Simonsen er lige nu udsendt som menighedsmedarbejder til Den Danske Kirke i Jerusalem. Her kan du læse om hans begejstring over at kombinere et studie i teologi med praksis i det Hellige Land.

Kristoffer Simonsen, april 2014

Kalenderen har kun lige budt marts velkommen, men alligevel sidder jeg i bar mave og solbriller på min altan i Jerusalem, med udsigt ud over ørkenen i det fjerne, og en lille flig af “muren” – som en vigtig påmindelse om, at alt ikke er fred og idyl.

Hjemme i Danmark er jeg kandidat-studerende i teologi på Aarhus Universitet. Men i det første halve år af 2014 har jeg fået muligheden for at være i praktik i Den Danske Kirke i Jerusalem. Og hvilken mulighed! Det har ganske enkelt udviklet sig til et hel drømmescenarium: 5 måneders oplevelse og tjeneste i Israel – suppleret med SU og 30 ECTS point!

Inden afrejse spekulerede jeg meget over alt det trygge og rare hjemme i Danmark, som jeg ville gå glip af. Kan man godt tage af sted 5 måneder uden spolere alt det, som man er en del af? Mit svar efter knap to måneder på rejsen er entydigt JA! En udlandspraktik kaster så mange oplevelser og erfaringer af sig, som man umuligt kan læse sig til – og så gør det ikke så meget, at man glipper en enkelt sæson med fodbold-holdet eller en fødselsdags-fest for en god ven.

I min praktik fungerer jeg som kirkevolontør i Den Danske Kirke i Jerusalem. Det indebærer opgaver ift. gudstjenester, guidede ture for volontørerne, koordinering og undervisning for Missionspiloterne og ikke mindst tæt berøring med mange forskellige mennesker.

I det følgende vil jeg give et lille udpluk af mit program i denne tid for at give et lille indblik i, hvordan tro, studier og oplevelser smelter sammen på en genial måde:

–   I forrige uge mødtes jeg med en MBB’er (Muslim Background Believer) i Ramallah på Vestbredden. Aldrig før har jeg mærket en så stor taknemmelighed for at tilbringe lidt tid i fællesskab med andre Kristus-efterfølgere. Det blev (endnu!) et møde, som berørte mig dybt.
–   I sidste uge underviste jeg i kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne. Det forløb har givet mig en helt ny forkærlighed og forståelse for Det Gamle Testamente. Det vil jeg helt sikkert bruge mere tid på i mine studier…
–   I denne uge skal jeg guide volontørerne på en ultra fed action- og rebtur gennem en kløft i ørkenen. På turen skal vi selvfølgelig også bade i Det Døde Hav, bestige Masada og lære mere om ørkenfolket fra Qumran.
–   Og inden længe banker påsken på døren… Tænk at opleve det på nært hold i Israel!

Til tider er det hårdt at være i udlandspraktik. Særligt fordi der er så mange indtryk, som man skal bearbejde. Men en udlandspraktik giver studierne i de tunge bøger en vinkel, som man bare ikke kan læse sig til.

Jeg kan roligt sige, at jeg kommer hjem som en anden. Jeg har fået større perspektiv på verden, på mit fag og på min tro.

Derfor vil jeg opmuntre enhver til at investere i et udlandsophold, uanset hvor i verden det måtte være. Det er en unik mulighed for at tage afsted, inden man bliver alt for bundet til forpligtelser i Danmark. Det er en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for andre mennesker.

PS – Der findes et hav af fonde, som vil støtte udlandspraktikker. Èn dags arbejde med ansøgninger kan således kaste gode økonomiske midler af sig, som vil hjælpe dig til at komme af sted…

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

I 38 år har stedet været et fredeligt åndehul i Haifa. Her deler jøder og arabere deres alderdom med hinanden og med Jesus. Ebenezer-hjemmet er ikke som de andre plejehjem, for her er Jesus i centrum.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 28. marts 2014.

”De sidste to uger har der været en ikke-troende læge på hjemmet som ferieafløser. Hvad, han så i Ebenezer-hjemmet, var anderledes end det, han ellers havde set, og det fik ham til at spørge ind til vores tro. Han mente, at beboerne her på hjemmet er heldige på grund af den kærlighed og pleje, som de får. Og jeg havde mange gode samtaler om biblen med ham. Det er da til Guds ære!” smiler Johnny Khoury, som har været leder for stedet i 10 år.

Hjemmet er helt unikt. Ikke bare, fordi beboerne både er jøder, arabere og af andre nationaliteter, men fordi de har troen på Jesus til fælles.

Også hjemmets historie er helt unik. Normanden Magne Solheim fik idéen til hjemmet, som blev grundlagt i 1976. Allerede dengang var den Danske Israelsmission med i projektet. Magne Solheim ønskede, at mennesker kunne fortsætte deres åndelige liv i deres alderdom – uanset deres baggrund. På det tidspunkt interesserede man sig ikke for gamle mennesker i Israel. Man fokuserede på de unge – den ny stat skulle jo bygges op af de unge! Så idéen om at give noget særligt til de ældre var ganske kontroversiel på det tidspunkt.

Forsoning med kærlighed – uden politik
Ligesom dengang er hjemmet i dag kontroversielt. Blandt andet på grund af den forsoning, som leves på hjemmet. ”Her taler vi ikke om forsoning, vi lever forsoning,” fastslår Johnny Khoury. ”Forsoningen er her allerede, vi skal bare vælge at leve i den. Gud befaler os, at vi skal være vidner gennem vores indbyrdes kærlighed. Disciplene havde uenigheder, og selvfølgelig har vi også uenigheder af større dimensioner med både jøder og arabere, men vi finder fælles fodfæste i Jesus.”

Netop på grund af disse uundgåelige uenigheder må man ikke diskutere politik på hjemmet. Til de nationale valg kan de ældre og personalet stemme på dem de vil, men der er ikke nogen grund til politiske diskussioner. ”I biblen står der, at vi skal bede for vores ledere lige meget, om vi er enige med dem eller ej. Så det gør vi.”

Forskellig baggrund, samme fællesskab 
Johnny Khoury erkender, at det ikke kun er de politiske forskelligheder, der kan føre til udfordringer. Også de kirkelige forskelligheder er tydelige blandt beboerne og personalet.

”Vi kommer alle fra forskellige menigheder. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, hvis vi skal kunne dele troen med hinanden.” Mange fejrer for eksempel julen på forskellige måder. Ebenezer-hjemmet fejrer derfor begivenheden og hæfter sig ikke så meget ved den korrekte dato eller de korrekte traditioner.

”De ældre er modne nok til, at de ikke gør et problem ud af vores forskellige menighedsbaggrunde,” understreger Johnny Khoury. ”Man kan altid finde en løsning.”

Russiske præster og de sidste dage i bøn
Som andre plejehjem laver Ebenezer-hjemmet forskellige aktiviteter som udflugter og håndarbejde, der er pålagt af socialministeriet.

Men de åndelige aktiviteter er noget helt særligt for dette hjem. En gang om ugen er der bibelstudiegruppe, så det er lettere for de ældre at deltage, end hvis det foregik i menigheds-lokalerne. En gang om ugen besøger en russisk præst de russiske beboere. Hver morgen er der andagt for beboerne, og hver formiddag holder alle de ansatte andagt sammen.

”Bøn og bibellæsning er helt centralt for hjemmet,” konstaterer Johnny Khoury, ”Og når vi ved, at en beboer skal dø inden for de næste dage, prøver vi at have mennesker rundt om dem hele tiden, der kan bede og synge med den døende. Det skete sidst for to uger siden.”

Ebenezer-hjemmet har fået sit navn efter et bibelvers om Guds trofasthed – nemlig 1. Sam. 7v12, hvor Samuel navngiver Eben-ha-Ezer, for: ”Så langt har Herren hjulpet os.”

Også i dag lever Ebenezer-hjemmet i visheden om Guds trofasthed.

For jøde først – Amen! men fortæl mig hvordan…?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

At det jødiske folk har brug for at høre Guds gode nyheder er heldigvis klart for mange af Israels tilhængere. Spørgsmålet er så, hvordan jøderne vil høre det. Eller rettere: Hvordan præsenterer vi evangeliet på sådan en måde at vores publikum rent faktisk vil modtage det i deres hjerter?



Alec Goldberg, israelsk leder af Caspari Centret. Oversat af Dinna Bjerrum Swartz

Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.
Alec Goldberg er israelsk leder af Caspari Centeret og er blevet begejstret for Alpha-kurset som en måde at nå det jødiske folk med evangeliet.
Det ovenstående spørgsmål er vigtigt for enhver formidler, men når det kommer til at dele Yeshua (Jesus) med mit folk, bliver det mere end bare en god historie. Hvordan taler du om Gud til holocaust overlevere, deres børn og børnebørn? Hvad siger du, hvis de spørger dig, hvor denne gode og almægtige Gud var, da mænd, kvinder og børn, gamle og unge blev gasset i Auschwitz i mængder bare fordi de var jødiske? Hvordan taler du om den elskende messias med dem, hvis genetiske hukommelse bærer smerten af korsfarernes mord og inkvisitionen, af tvungne omvendelser og blodige krænkelser? Hvordan kommunikerer du et religiøst budskab til mennesker, der generelt har allergi for prædikener og især religiøs prædiken?

I jagten på svar må jeg begynde med det negative – ting jeg ikke vil gøre. Jeg vil ikke prøve på at købe sjæle, mens jeg giver humanitær hjælp med den ene hånd og en evangelisk traktat i den anden. I stedet vil jeg ganske enkelt vise omsorg og kærlighed lige meget, hvad der kommer ud af det. Jeg vil ikke prædike – jeg vil hellere invitere til snak og diskussion. Jeg vil ikke retfærdiggøre kirken – i stedet vil jeg indrømme dets skyld, indse og føle smerten og græde med dem, der græder. Men hvad kalder du denne tilgang? Er den uhørt? Er jeg ved at opfinde den dybe tallerken?

På en måde er det at dele evangeliet med det jødiske folk stadig ukendt land. I løbet af de sidste 200 år har der været oprigtige forsøg, nogle mere succesfulde end andre. I de sidste 30 år har man set en opblomstring og stadig vækst af den messianske bevægelse – en anden spændende udvikling. Men i det store hele er det jødiske folk stadig i overvejende grad unåede. Så ja, vi må stadig spørge, søge og banke på i vores stræben efter Guds vej, eller veje, til at dele troen med jøder.

Men ideen om at opgive autoritativ prædiken for samtaler med rigeligt plads til indvendinger og svære spørgsmål, er ikke ny. En tiltrækkende måde at gøre det på, er det velkendte alpha-kursus, der først begyndte i de sene halvfjerdsere i et anglikansk sogn i London (Holy Trinity Brompton, for at være helt præcis). Alpha er nu succesfuldt brugt i over 160 nationer af mange forskellige kirkeretninger, fra ortodoks og romers katolsk kirke til baptist og pinsekirke.

Det, at Alphas tilgang ser ud til at virke i så mange forskellige kulturer udfordrede mig til at tænke på, om Israel stadig er for anderledes til at prøve det her. For flere år siden, da jeg spurgte et par af Jerusalems præster om det, var deres svar negative. Hvorfor? Israelere vil ikke diskutere Yeshua offentligt, var forklaringen. Det var på en måde nedslående, men senere, da præsten Christian Rasmussen fra Immanuelkirken i Tel-Aviv ringede til mig og foreslog at jeg selv skulle undersøge Alpha – noget jeg aldrig rigtig havde gjort i dybden – gjorde jeg det med glæde. Og omkring et år senere fik jeg et telefonopkald fra en anden præst.

Michael Beener fra Sderot (en messiansk menighed, red.) spurgte Caspari om at introducere troen til en gruppe russisktalende israelere. Resten af vores historie er fortalt af ham i det kommende interview, men resultatet er dette: Vi ved at Alpha virker, selv i Israel. For tiden bliver det brugt til russiske indvandrere, som er mere åbne for Yeshua og ikke har noget imod at diskutere ham i en gruppe. Helt oprindelige israelere foretrækker stadigt samtaler på tomandshånd, men det er okay: Gud er ansvarlig for timing, så vi har ikke travlt. Hvor et net ikke er nødvendigt endnu, kan vi fortsætte med at fiske med en almindelig fiskestang. I mellemtiden planlægger Caspari at bearbejde vores erfaring med at overføre Alpha til den jødiske kontekst og at dele den med alle, som er villige til at lære. Når alt kommer til alt, så gør vi Guds arbejde, ikke?

Alpha på israelsk

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Caspari Centret er sammen med en lokal messiansk menighed med succes begyndt at holde Alpha-kurser for russiske jøder i Israel. Her kan jøder frit diskutere og undersøge Jesus sammen, og flere af deltagerne er begyndt at komme i menigheden. Michael Beener fra menigheden og Alec Goldberg fra Caspari Centret fortæller om, hvorfor og hvordan de har gjort det.



Dinna Bjerrum Swartz, 4. februar 2014

Jøder i Israel er et udfordrende publikum at fortælle om Jesus til. Mange mennesker har forsøgt gennem historien, men udfordringer som holocaust og politiske spændinger kan hurtigt blive en barriere, når man gerne vil give jøderne evangeliet om Jesus. Israelsmissionen har støttet Caspari Centret siden 1980erne i at give messianske menigheder bibelundervisning og ledertræning. Nu er de begyndt at holde Alpha-kurser gennem en af disse menigheder.

Der skal være plads til debat
”Alphas form, der tillader diskussion, uenighed og svære spørgsmål, er meget god for et jødisk publikum. Vi jøder elsker at debattere og argumentere. Man siger, at to jøder har tre meninger,” fortæller Alec Goldberg, der har undervist på Alpha-kurset i efteråret.

Michael Beeners menighed, Sderot, har i længere tid lavet evangeliserende arbejde gennem guidede ture i Israel. Nogle mennesker er gennem dette arbejde blevet rørt af evangeliet, og de har taget imod Jesus i deres hjerter.

”Vi begyndte at søge efter en måde, vi kunne følge op på vores arbejde med dem. Vi indså, at vi var nødt til at undervise disse mennesker og give dem et fundament for deres tro,” fortæller Michael Beener.

Da mange af disse mennesker er højtuddannede, ville menigheden gerne give dem en god og professionel undervisning. Derfor kontaktede de Alec Goldberg fra Caspari Centret. Det har været et godt samarbejde.

Michael Beener fortæller:

”Til det første møde havde vi 15 deltagere. Og det blev hurtigt meget tydeligt, at deres interesse var oprigtig. Det format, vi bruger, giver dem frihed til at stille alle slags spørgsmål, være uenige og argumentere, og det er en af grundene til, at de kan lide at komme. Vi besluttede os for at fortsætte møderne uden at vide, hvad det ville føre til. I dag (et år senere) er der fire, der er begyndt i menigheden ud af de 15 deltagere. Dem, der endnu ikke er begyndt i menigheden, vil gerne fortsætte møderne.”

Helligånden arbejder i diskussionen
Inden hvert møde lægger Michael Beener og Alec Goldberg aftenen over til Gud.

”Vi beder om, at Helligånden vil blive nærværende iblandt os og give en god atmosfære til mødet. Så føler deltagerne sig velkomne, afslappede og frie til at være sig selv og til at respondere på, hvad de hører. Vi behandler hver person med respekt og varme, og samtidig tøver vi ikke med at være ærlige om, hvad vi tror på og hvorfor. Vi spiller med åbne kort,” fortæller Alec.

Om fremtiden fortæller Michael Beener:

”Vi skal fortsætte med møderne, fordi interessen stadig er der, og enkelte mennesker har sluttet sig til. Deltagerne tager deres venner med, og vi anbefaler også kurset på vores guidede ture. Vi er nu efterhånden kommet omkring mange emner, så vi vil snart begynde en ny omgang. Vi håber på at få nogle nye mennesker med efter de næste guidede ture.”

Alpha-kurset har givet et åbent og frit rum, hvor jøder kan diskutere Jesus og stille alle deres spørgsmål. Netop denne mulighed har åbnet en usædvanlig dialog med jøder, der ellers ofte forbinder kristendommen med holocaust og forfølgelse. Caspari Centret har oplevet, hvordan god undervisning kan åbne publikums øjne for, hvem Jesus er. Men diskussionen skal være ærlig og intens for det argumentationslystne folkefærd.

”Et klassisk Alpha-kursus kan ikke være så intenst, men et jødisk Alpha bør være intenst, hvis det skal give resultater,” afslutter Alec Goldberg.

Missionær fængslet i Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Israel: Engelsk missionær i Jews for Jesus blev onsdag den 20. november anholdt og sat i fængsel, da han fortalte om sin tro. Først fire dage senere blev han løsladt mod kaution. Jews for Jesus er chokeret.



Dinna Bjerrum Swartz; 29. november 2013

Barry Barnett deltog i en evangelisations-kampagne for Jews for Jesus i Israel og holdt et banner mens han fortalte forbipasserende om Jesus. Under kampagnen kom seks migrationsarbejdere og anholdt Barry Barnett. Uden sigtelse blev han først sendt i arrest i flere timer og derefter blev han flyttet til Ramle fængsel udenfor Tel Aviv. Da han var den eneste missionær i gruppen, der ikke var israelsk statsborger, var han også den eneste, der blev anholdt. Efter fire dage i fængsel blev han løsladt mod kaution.

Retfærdigheden ske fyldest
”Jeg er chokeret over denne uhørte opførsel,” udtaler Dan Sareed, leder af Jews for Jesus i Israel. ”Som israeler har jeg være stolt af, at vores land har religionsfrihed. Vores opsøgende arbejde i Israel er 100% lovligt og Barry, der er engelsk statsborger, er ikke en illegal arbejder i Israel. Med sit B2 turistvisa er det tilladt ham at udøve sin tro, som han gjorde.”

I øjeblikket kører Jews for Jesus en sag for Barry Barnett for at omstøde den udvisning, som Barnett ellers står til den 3. december. Hvis han bliver udvist vil han ikke kunne vende tilbage til landet i ti år.

Dan Sareed understreger, at denne sag ikke blot bliver kæmpet for Barry Barnett, men for enhver kristen, der ønsker at tage til Israel og dele evangeliet med jøderne. ”Vi ønsker retfærdighedheden ske fyldest,” påpeger den israelske leder.

Det er fuldt ud lovligt at udtrykke sin tro som turist i Israel og på det israelske turistministeries hjemmeside står der, at de har underskrevet det globale etiske kodeks for turisme, hvori det nævnes at udveksling af religiøse idéer er lovligt og det bliver endda tilskyndet til fordel for turisterne.

Frygteligt at være fængslet
”Jeg er meget træt. Det var frygteligt.” Fortæller Barry Barnett om Ramle fængsel efter han blev sat fri. ”Det værste var at føle sig som et indespærret dyr. Vi havde kun en cirka 20 meter lang gård. Der var lige nok plads til et bordtennisbord. Og det er alt hvad vi havde at gå rundt i tre gange om dagen i 45 minutter.”

Barry Barnett oplevede dog Guds kærlighed og trofasthed i den tid han sad i fængslet.

”Jeg delte celle med ni andre. Efter 24 timer, hvor jeg følte mig alene, viste Gud mig, at der var seks andre kristne og en præst. Præsten havde været der i lang tid og han holdt bønnemøde hver dag klokken 14. Jeg oplevede, at Guds kærlighed holdt mig oppe og forbønnen jeg fik, rørte mig.”

Forbønnens kraft
Mange mennesker bad for Barry Barnett. I England arbejdede Julia Pascoe, engelsk leder for Jews for Jesus, for at mennesker I hele landet skulle huske Barnett.

”Vi sendte en pressemeddelelse ud til alle vores støtter for at bede for Barry. Jeg brugte mange timer på telefonopkald, mails og medier. Vores kristne venner og støtter var meget chokerede. Det gav os helt sikkert en mulighed for at stå sammen som Kristi legeme i en akut situation.”

Julia Pascoe oplevede, at Gud hjalp hende gennem hele Barnetts fængsling. ”Jeg mærkede Guds hjælp, selv da jeg skulle give et interview til en sekulær avis, viste reporteren sig at være kristen! Vi så helt sikkert at Gud brugte sit folk til at opmuntre os.”

Det er første gang, at Jews for Jesus oplever, at en deltager på en kampagne er blevet anholdt.

Jews for Jesus kæmper stadig for, at Barry Barnett ikke må blive udvist af Israel. Bed gerne for, at sagen må blive dømt retfærdigt, og at dette ikke vil forhindre Jews for Jesus i at fortælle om Jesus i fremtiden.

At give Bibelen tilbage til Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Det Israelske Bibelselskab har en drøm: At give Bibelen tilbage til det israelske folk. Den daglige leder, Victor Kalisher er på besøg i Danmark for at fortælle om bibelarbejdet.



Dinna Bjerrum Swartz, 4. september 2013

Victor Kalisher, direktør i Det israelske Bibelselskab, har været i Danmark for at fortælle om arbejdet.
Victor Kalisher sidder på stolen og fortæller med store, mellemøstlige armbevægelser. Eller han tipper lidt på stolen. De blå øjne lyser. Det her er vigtigt. Han fortæller, hvordan mennesker i Israel har mødt Jesus gennem biblen.

Jøder, arabere og turister bliver berørt når de træder ind i bibelforretningen for at se, hvad det er for et sted. Det er ikke overraskende, at Guds ord virker i Guds land, men der er netop her en enorm modstand mod biblen. Og en enorm nysgerrighed.

Vi kender landet
Bibelselskabet har eksisteret siden 1949 i den form den har nu. I 64 år har I delt bibler ud til mennesker og fortalt, hvordan man kan læse i den. Hvad er jeres vigtigste erfaring?

”Vi har opbygget en særlig forståelse for, hvordan israelere og jøder ser på biblen og vi forstår, hvordan vi kan åbne biblen for dem,” forklarer Victor.

I Israel betyder biblen kun det gamle testamente, og det nye testamente er noget for de kristne.

”Mange israelere ved godt, at biblen er den største arv fra Israel, men de studerer den ikke. Ortodokse jøder læser kun kommentarer til det gamle testamente, for de mener ikke, at almindelige mennesker kan forstå biblen. De sekulære jøder vælger bare slet ikke at læse i biblen. Derfor er det en udfordring for os, hvordan vi gør biblen relevant i dag.”

Vi skal se behovet
Siden 1949 har mange ting forandret sig i Israel. Bibelselskabets fornemmeste opgave er, at se de behov, der er i landet. De har oversat det nye testamente til moderne hebraisk, hvilket gør enhver hebraisktalende jøde i stand til at læse både det gamle og det nye testamente.

”Vi udgiver bibler på de nødvendige sprog. Vi er lige blevet færdige med en russisk-hebraisk bibel, der kan hjælpe de russiske jøder til at være en del af de lokale menigheder,” fortæller Victor Kalisher.

Det Israelske Bibelselskab har også produceret det nye testamente som lydbog.

”Jeg blev ringet op fra en af mine bekendte fra Korea den anden dag,” fortæller Victor. ”Han sagde: ”Tusind tak Victor! Jeg sidder nu i en trafikprop!” Jeg svarede: ”Hvorfor takker du mig for at sidde fast i trafikken?” ”For nu spilder jeg ikke længere tiden i trafikken. Jeg kan lytte til det nye testamente. Tak for det.” Det er historier som den, der får vores arbejde til at give mening!” smiler Victor.

At se frugten
I Bibelselskabet deler I rigtig mange bibler ud til mennesker i Israel. Men ser I frugten af jeres arbejde?

”Ja, det gør vi i høj grad. Vi ser ikke altid frugten med det samme. Men jeg er altid overrasket over, hvor meget frugt der kan komme ud af et frø,” fortæller Victor.

”For eksempel var vi for flere år siden med på en New Age festival, hvor vi slog et telt op og sang smukke lovsange. Vi delte også det nye testamente ud. To år senere tog jeg på en tur med andre troende fra menigheden. Der var en ung mand, som jeg ikke havde mødt før. Han fortalte mig, at han for to år siden havde talt med nogle messianske jøder til en New Age festival. En af dem havde givet ham et nyt testamente.

Han læste i det, selvom det var lidt skræmmende. Bjergprædikenen gjorde et stort indtryk på ham, og han kom i kontakt med en messiansk pige fra sin parallelklasse. Pigen kunne ikke svare på alle hans spørgsmål, så hun sendte ham hjem til sin far, der var dekan på et ”Bibelcollege”, en bibeluddannelse. Faren underviste ham i den kristne tro og efter lang tids studier af biblen, kom den unge mand til tro på Jesus.

Vi ser som sagt ikke altid frugten med det samme, men vi ser frugten.”

 
Bibelbutikken på Yaffa Road i Jerusalem er ikke blot en butik, men giver os anledning til mange samtaler - også med ortodokse jøder.
Bibelbutikken på Yaffa Road i Jerusalem er ikke blot en butik, men giver os anledning til mange samtaler – også med ortodokse jøder.
Bibelforretning til dialoger
Bibelselskabet har en bibelforretning i Jerusalem. Her oplever de meget stor interesse og mulighed for dialog.

Hvad er det vigtigste ved jeres bibelforretning?

”Jeg vil sige, at det vigtigste er muligheden for dialog. Vores bibelforretning er lokaliseret tæt på den gamle by, men stadig i den nye by. Vi ligger få gader fra det ultraortodokse kvarter midt på en hovedgade, så vi har mulighed for at henvende os til mange forskellige mennesker.

Turisterne kommer ofte ind for at snakke. Mange af dem er unge turister, der rejser rundt for at finde sig selv. Det giver mange gode samtaler. Vi har også sat et Tv-skærm i vinduet, der viser smukke billeder fra Israel og bibelvers. Det tiltrækker mange. Vi har faktisk så meget samtale med mennesker, at vi gerne vil bygge et dialogcenter, hvor der er gode rammer for samtaler.”

Bibelselskabet har drømme og håb for Israel. De håber, at biblen må påvirke samfundet og bringe tro i flere menneskers hjerter.

Bønhørelse
Victor vil gerne slutte af med en tak til de mennesker, der støtter og beder for arbejdet. ”Vi beder for alle jer. Vi beder om, at Gud må velsigne jer ligesom I velsigner os. Vi er så taknemmelige for det arbejde vi får lov til at lave i Israel.”

Passioneret leder til Jews for Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Julia Pascoe trådte ind i stillingen i april. Som leder af Jews for Jesus’ afdeling i London, arbejder hun for, at andre jøder må møde Jesus. Men rejsen dertil har været lang.



Dinna Bjerrum Swartz, 11. juli 2013

Julia på gaden for at dele traktater ud.
Julia på gaden for at dele traktater ud.
”Vent lige, skal vi ikke bede sammen, inden vi begynder interviewet?” Spørger Julia Pascoe, som det mest naturlige i verden. ”Lad os bede om, at dette interview kan være en del af Guds riges arbejde og at det kan ære Ham.” Vi beder sammen inden interviewet går i gang.

Julia er vant til at fortælle om sin tro. I sit arbejde går hun ud på gaderne i London og fortæller mennesker om Jesus. I begyndelsen af juni var hun i fjernsynet på den sekulære Kanal Fire, for at fortælle sit vidnesbyrd og i August talte hun på en kristen radiostation. Det er tydeligt at mærke, at ordene er velvalgte og kommer hurtigt til hende. Som missionær er hun nu på hjemmebane.

Frimodigt fortæller Julia Pascoe sin historie om, hvordan hun for 15 år siden kom til tro på Jesus. Det skete efter hendes mors pludselige død da Julia stadig var teenager. En kristen veninde begyndte at lære Julia om Jesus og efter mange overvejelser valgte hun at følge Ham. Da Julia begyndte i en baptistkirke i Nordlondon, blev hun hurtigt en del af lovssangsbandet.

Mødet med Jews for Jesus
”Kort efter jeg kom til tro, fik kirken besøg af en taler fra Jews for Jesus. Jeg var meget spændt på at møde ham, for tænkt at der var en person, der ligesom mig var jøde og troede på Jesus!” Taleren bad Julia spille den aften.

Fra den dag blev hun ved med at spille for Jews for Jesus. Hun spillede jødiske højtidssange til forskellige offentlige begivenheder.

”Det er for mig et privilegie at tjene med musikken. Musik er for mig en kanal til at lovprise Gud, det er en intens kanal, og det er tilfredsstillende for mig at synge og spille guitar til Guds ære.” Fortæller Julia.

Julia Pascoe carDerfor har Julia også været med i bandet Blue Mosaic, der er en del af Jews for Jesus’ arbejde. De rejste rundt i USA i et år og brugte musikken til mission. De spillede jødisk musik på caféer, restauranter, barer og universiteter, og fortalte om Jesus gennem sang og musik. ”Jeg elsker musik” gentager Julia. ”Hvis jeg kan opmuntre andre til at bruge kreativiteten i mission, så vil jeg gøre det!” Men Julia har ikke kun tjent gennem musikken, selvom det var hendes indgang til mission.

At være med i mission
Det var ikke før en kristen veninde skrev en mail til Julia om, at Jews for Jesus laver sommer-evangelisation, at hun overvejede at tage med på gaden. I 2003 var Julia med i London, hvor de i fire uger hver dag tager ud på gaden for at opsøge jøder og fortælle om Jesus.

”Efter den oplevelse blev jeg tilbudt at blive ansat i staben i London. Jeg fik jobbet og begyndte at arbejde fuldtid med mission.” fortæller hun.

”Der gik i alt seks år fra jeg kom til tro på Jesus til jeg blev ansat i Jews for Jesus. Det var en tid, hvor min tro kunne modnes.”

Mange lande, én kultur
Som missionær har Julia været vidt omkring. Siden hun blev ansat har hun både været i Berlin, London, New York og Sidney.

”Selvom jeg har været mange steder, så er arbejdet stadigvæk det samme. Vi bruger samme metode til at komme i kontakt med jøderne. Jeg synes egentlig at den største forskel mellem New York og London er, at der er sværere at finde jøderne i London.”

Der er 2,5 mio. jøder i New York og kun 250.000 jøder i hele England. De kulturelle forskelle synes Julia heller ikke er store.

”De fleste jøder i verden deler samme historie. De tager de samme forholdsregler overfor evangeliet. Lige meget, hvor vi er i verden, så er holocaust meget smertefuldt. Jeg er ofte blevet spurgt: Hvordan kan Jesus være for jøder, når de kristne dræbte så mange jøder under holocaust?”

Der er altså ikke ekstreme forskelle på, hvordan jøder i forskellige lande reagerer på evangelisation. Men evangeliet bliver delt med jøder i hele verden. Og jøder tager også imod evangeliet, ikke i store tal, men det sker.

Tak, Danmark
“I vores arbejde i Jews for Jesus er vi taknemmelige for jeres støtte i Danmark. Som Jesu legeme har vi brug for hinanden, og jeres trofaste støtte og gavmildhed vil vi gerne sige tak for.”

Netop nu har teamet i London haft en kampagne med gadeevangelisation i det centrale London og i Wimledon. Her har 24 ikke-jøder og 1 jøde modtaget Jesus.

“Vi oplever Guds godhed og at han viser os muligheder for at møde mennesker med evangeliet. Bed gerne for, at Gud fortsat vil åbne muligheder for os, så vi kan nå det jødiske folk.”

Immanuelkirken – vendt ud imod verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Parret, som træder ind i kirkens forgang denne formiddag, er først i 40’erne. De hilser, får en brochure om kirken og dens bibelske mosaikker og går selv på opdagelse i kirkerummet.



Mette Lysholm Hornstrup, volontør ved Immanuelkirken, 30. maj 2013

På vej ud fortæller manden, at han hver dag igennem 30 år har gået på den nærliggende ”Elifelet Street” og har lagt mærke til kirketårnet, og i dag blev så dagen, hvor han for første gang besøgte kirken sammen med sin kone.

Juan Onasis står for "Open Church" i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet.
Juan Onasis står for “Open Church” i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet.
Ifølge Juan er dette par et typisk eksempel på folk, som kommer til ”Open Church” (åben kirke): ”Omkring 80 % af de besøgende har ikke planlagt at besøge kirken – de kommer blot tilfældigt forbi. Det er, hvad virkelig er meningen med Open Church.”

Juan Onasiss er ansvarlig for Open Church og tropper op fire dage om ugen for at byde folk velkommen i Open Church trods sine nu 73 år og dårlige ben. I 1980 begyndte han at spille orgel for grupperne, som besøger Open Church, og lige siden har han været en del af konceptet.

Kirkens udadvendte aktiviteter
Kirkens præst, Christian Rasmussen, fortæller, at Open Church uden sammenligning er Immanuelkirkens mest udadvendte aktivitet. Udover det er der en gang om måneden en koncert, hvis primære formål er at gøre kirken kendt og accepteret i lokalområdet – ”at gøre tærsklen til kirken mindre”, som Christian udtrykker det.

Og når man snakker med folk i byen, har mange faktisk kendskab til kirken, fordi de engang har været til en koncert. Dertil kommer den årlige julefejring, hvor en del nysgerrige jøder tager del i to specialgudstjenester, samt det nærtforestående arrangement ”Houses from Within” (huse indefra), hvor kirken ligesom mange andre steder i Tel Aviv inviterer folk indenfor. Her præsenteres de for kirken og lørdag også for korte, åbne gudstjenester. Ligeledes er der for tiden også Alphakursus i kirken om det grundlæggende i kristentro.

Jøder kommer til kirken
Om kirkens udadvendte profil siger Christian: ”Når man normalvis tænker på ”outreach”, tænker man på at gå ud et eller andet sted og henvende sig til folk. Vores Open Church virker den modsatte vej. Vi kalder det ”Inreach”, da folk selv kommer – vi behøver ikke engang spørge dem om at komme.”Men hvad er det, der gør, at jøder faktisk kommer til kirken?

I Danmark er vi jo ikke ligefrem vant til, at folk valfarter til kirkerne. Ifølge Juan kommer folk spontant forbi hovedsageligt på grund af kirkebygningen og orglet: ”Folk hører orglet på lang afstand, før de egentligt ser kirken.” Et nyt orgel i 1977 gav nyt liv til Open Church, da det er en attraktion i sig selv. Det kan være lidt svært at sætte sig ind i for os orgelvante danskere, men anderledes virker det altså i Israel.

Andre kommer til kirken, fordi de er på en guidet tur i den tyske/amerikanske koloni, fordi de er med en skoleklasse, er kunststuderende eller med i et kor.  Sagens kerne er, at næsten alle er jøder, da der er meget få pilgrimssteder for turister i Tel Aviv. ”Det er derfor, Open Church er så vigtig”, understreger Juan.

At starte en kommunikation
Juan har gennem sine mange år i Open Church lært at fornemme, hvor meget og hvordan han skal gå til de mennesker, som besøger kirken: ”Det vigtigste er at starte en kommunikation”. Folk kan vælge at tage gratis bøger om Jesus og et Ny Testamente med hjem. 

Når grupper kommer, får de imidlertid altid en præsentation af kirkens historie, bygningen og mosaikkerne, orgelmusikken og den kristne tro. Alt dette er værktøjer til at nå det egentlige: en præsentation af kirkens mest centrale mosaik, som er placeret over alteret. Her visualiseres Guds kærlighed i form af en hånd fra himlen, som rækker ned til menneskeheden og forenes med en dråbe af blod, som indeholder Jesu tornekrone udformet som en Davidsstjerne. I denne mosaik forenes jødedom og kristendom på unik vis.


Juan lader grupperne selv komme med den erkendelse ved at sige, at meningen med mosaikken er at huske og at minde om, at Jesus var….. Her svarer folk ”jøde”, og svaret bliver altid fulgt af et øjebliks stilhed. ”I dette øjeblik er Han (Jesus) med os – det er det afgørende øjeblik”, forklarer Juan og fortsætter: ”Du ved aldrig, hvad de efterfølgende konsekvenser bliver. Det er i Guds hænder”.

Kirkebygningen – provokerende og tiltrækkende
Det ligger dybt i mange jøders bevidsthed, at kirken er noget andet og fremmed – noget, der ikke har noget med dem at gøre qua kristnes forfølgelser af jøder op igennem historien. Kirkebygningen ”lugter så at sige langt væk af kristendom”, som Christian udtrykker det. På den anden sider forventer folk derfor også at høre noget om kristendom derinde. Der er på den måde både fordele og ulemper ved kirkebygningen, men mest af alt er erfaringen i Immanuelkirken, at den giver en platform for et møde mellem jøder og kirken.


Christian og Juan er imidlertid enige om, at der kræves stor forsigtighed i omgangen med det, at vi er kristne. ”Vi overfalder dem ikke”, siger Juan: ”Vi må have en vis forsigtighed i vores præsentation”.


En åben kirke
Klokken er lidt over to, og Juan låser døren til kirken. På spørgsmålet om, hvordan denne dags Open Church var, svarer han som oftest: ”Det var meget åbent”.


Fakta:
– Der er Open Church hver tirsdag-fredag fra kl. 10-14
– I 2012 besøgte omkring 3300 Open Church
– Derudover 320 til jul og 1440 til Houses from within
– Open Church begyndte i 1970´erne. Siden 1980 har Juan været en del af konceptet.

Dåbens pris

Skrevet af Christian Rasmussen d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Man har ind imellem hørt om danskere, der har begrundet deres ønske om dåb med, at det ville familien sætte pris på. I Israel har familien til en jøde, der ønsker at blive døbt, i nogle tilfælde allerede sat en pris på den – nemlig dem selv. For nogle er prisen familien, og her følger nogle oplevelser, som jeg har haft i Immanuelkirken.

Christian Rasmussen, præst i Immanuelkirken, 30. maj 2013

Jeg havde en overgang adskillige samtaler med en midaldrende kvinde, som var kommet til tro, mens hun var ved at gøre rent i sit hjem. Hun havde nemlig samtidig fjernsynet kørende på en amerikansk, kristen satellit-tv-kanal, og med voksende opmærksomhed lyttede hun til forkyndelsen.

Pludselig var det som om, at alle brikker faldt på plads, og hun vidste, at det var Jesus, hun manglede i sit liv. Hun fandt Immanuelkirken via Google, tog kontakt til mig, og de næste to måneder mødtes vi jævnligt og fastsatte til sidst en dato for hendes dåb.

Tre dage før dåben skrev hun i en mail, at hendes mand og døtre, som ellers var klar over hendes nye tro, havde sat hende stolen for døren og sagt, at hun ville splitte familien ad, hvis hun tog det skridt at blive døbt. Det blev hun derfor ikke, hun stoppede med at komme i kirken, og al kontakt er nu på mit initiativ.

Open Church førte til Jesus
En anden gang havde jeg også i løbet af et par måneder samtaler med en ung fyr, som jeg fik kontakt med igennem vores ”Open Church”. Han læste i Det nye Testamente og blev overbevist om, at Jesus er Messias og ønskede at blive døbt. Da han fortalte sine forældre dette, svarede de, at de kunne acceptere, at han læste i Det Nye Testamente, men hvis han blev døbt, ville de ikke se ham igen. Det blev han derfor ikke, og modstanden fra hans forældre tog meget af modet fra ham, men vi har stadig lidt kontakt.

Jeg må indrømme, at bl.a. erfaringer som ovenstående får mig til at holde lidt igen, når samtaler med nye Jesus-troende jøder falder på dåb. Hvis troen ikke er grundfæstet godt nok, kan familiens modstand mod dåben blive netop det, der tager modet fra dem til fortsat at søge kirkens fællesskab. Og selvom vi nok frelses ved troen alene, så kan vi let miste den, hvis vi er alene i troen. 


Der er glædelige tilfælde
Andre gange går det godt. Jeg fik fx i går en mail fra en, som er blevet døbt her, og hun beskrev hendes mors reaktion således:

”’Jeg er virkelig glad på dine vegne. Du ligner en, der er forelsket.’

Og da min mor sagde det, mindede det mig om, hvad vi har snakket om – at det faktisk ikke så meget er en religion, men mere en relation, så min mor har jo ret: Jeg er i et forhold.”

Bed gerne for disse mennesker og for andre i lignende udfordringer. Og bed også gerne om visdom til os, som forvalter dåben. Der er jo ikke noget skønnere end at se mennesker komme til tro og blive døbt til at tilhøre Jesus, men det er også en utrolig sensitiv og sårbar situation for flere.

“Mødet med Jesus forandrede mit liv!”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

“Tamar” er jøde og for fire måneder siden kom hun til tro på Jesus. Det har ændret hendes liv til at være fyldt med kærlighed og mening. Tamars historie er historien om at finde hjem

Dinna Bjerrum Swartz; 24. april 2013

At sidde over for Tamar på en parkbænk i Tel Aviv er som at lade shabbatsfreden bredde sig i hele kroppen. Hun udstråler fred. Hendes øjne stråler og hendes hænder bevæger sig entusiastisk på israelsk vis, mens hun fortæller historien om, hvordan hun fandt freden og kærligheden i Jesus:

”Jeg er født jøde, jeg gik på en religiøs skole og jeg kom i synagogen. Jeg var meget jødisk og kendte ikke andet. Men jeg vendte ryggen til det for flere år siden. Det sagde mig ikke længere noget, det var på en eller anden måde tomt.”

Balsameren i kirken
Historien om Tamars møde med Jesus, begynder et helt andet sted. En aften så hun en amerikansk film, hvor en af karaktererne var balsamer af profession. Altså en, der balsamerer lig. Tamar blev betaget af det og ville undersøge mere om det. Men det er ikke en tradition, der praktiseres i jødedommen, så hun ville finde en kirke og høre mere.

”Det gik så hurtigt. Jeg kontaktede præsten i Immanuelkirken, Christian Rasmussen. Vi talte om Jesus og jeg fik Det Ny Testamente. Det er mærkeligt. Jeg søgte viden om noget, som jeg havde set i en film, men i stedet fandt jeg Gud.”

Tamar læste i Det Ny Testamente og opdagede, at alt hvad hun læste også fandtes i Det Gamle Testamente, som hun kendte så godt. Hun ville være tættere på Gud og renere for Gud. Sandra, en kvinde fra kirken, inviterede Tamar med i ungdomsarbejdet. Her oplevede Tamar at folk var fyldt med kærlighed. Dette fællesskab tog imod hende og hun kommer der nu hver uge. Hun synes at der er så hjemligt.

”Jeg er så taknemmelig. Jeg vil bare gerne tale med Gud og det kan jeg nu. Og Han svarer mig. Det er en helt simpel kærlighed, som den kærlighed små børn har til deres forældre. De stiller ikke så mange spørgsmål, de elsker bare deres forældre.

Jeg forstår langsomt mere og mere af Gud. Det er utroligt at der er så meget kærlighed.” Smiler Tamar.

Familien er glad
Tamar er vokset op i en kærlig, jødisk familie. Hendes mor blev glad for, at hun begyndte i en kirke, da hun ikke havde været tilknyttet noget religiøst i lang tid. Tamars søster har været med i kirke flere gange. Tamar bor med sin søster og for en måned siden flyttede de tættere på kirken. En dansk volontør og en mand fra kirken hjalp dem med flytningen.

”Gud hjalp mig,” forklarer Tamar og fortsætter, ”Jeg er begyndt at elske weekenden, for så skal jeg i kirke. Jeg nyder hvert minut af gudstjenesten. Generelt har jeg fået meget mere indhold i mit liv. Jeg ser ikke længere fjernsyn, for jeg har så meget mere.”

Tamar glæder sig til at blive døbt og til at kunne starte på en frisk. ”Når jeg tænker på min dåb får jeg gåsehud,” siger hun med et smil på læberne.

En kærlighed til Israel
Tamar har aldrig brudt sig særlig meget om Israel som land, men det har ændret sig efter hun har lært Jesus at kende.

”Tænk engang at Jesus har gået her! Jeg troede ikke at jeg skulle komme til at holde så meget af landet, som jeg gør nu.”

Troen på Jesus har altså ikke blot givet hende en kærlighed til Gud og til kirken, men også til hendes eget land, der pludselig har fået en ny dimension: Her levede frelseren.

Til spørgsmålet om hun har en speciel hilsen til Danmark, svarer hun prompte:

”I må ikke lukke kirken! I skal sende flere gode folk herned.” Hvorefter hun tilføjer: ”Og I må gerne bede for os.”

Tamar ønsker stadig at blive balsamer, men lige nu venter hun på at Gud viser hende, hvad hun skal med sit liv. Hun arbejder i et udlejningsfirma og tager i kirke fire dage om ugen.