Skip to main content

Gademission i Moskva

Efter 11 dages gademission i Moskva kan Jews for Jesus med glæde se, hvordan Gud har mødt mange mennesker med sin kærlighed. 40 mennesker er kommet til tro på Jesus, og 787 vil gerne vide mere om Jesus. 19 af de nye troende er jøder og 451 af de ”søgende” er også jøder.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 20. juni 2014.

De høje tal fra Jews for Jesus‘ missionskampagne i Moskva kan virke overvældende for os danskere, der ikke normalt ser omvendelser i så store mængder. Arne Pedersen var med på Moskva-kampagnen sidste år og fortæller her, hvorfor han tror, at kampagnen er så effektiv.

”For det første elsker de Jesus. Missionærerne har virkelig en begejstring over at være med i Guds mission. De har en kærlighed til Gud og en afhængighed af Ham. De var så meget på gaden, at de havde brug for bøn og lovsang midt på dagen inden de gik ud igen. Jeg tror at der er noget sandt i, at når det er hårdt at følge Jesus, så har vi brug for at bede mere. Vi må søge ind til kilden på grund af en spontan kærlighed, der kommer fra afhængighed til Gud.

For det andet er missionærerne i Moskva udholdende i deres kald. De går på gaden i 10-12 timer hver dag. Det er en stressende situation, hvor de møder modstand fra politi, højrefascister og ortodokse kristne. Der er næsten ingen venner på gaden, men alligevel går de udholdende ud for at fortælle om Jesus.

For det tredje er missionærerne modige. De tager Gud på ordet, når Han siger: ”Jeg vil være med jer”. Det er 23 trofaste missionærer. Jeg ved, at der er mennesker, der siger nej til kampagnen fordi de er bange. Det er ikke ufarligt at være missionær i Moskva og derfor er de, som er det modige.”

Muslim kom til tro
Der er mange glædelige historier fra årets kampagne. Blandt andet var der en 18-årig muslim, der tog imod et Nyt Testamente på Arabisk og som dagen efter igen opsøgte en missionær for at vide mere om, hvordan man skal leve som kristen.

Under kampagnen blev der delt 222.034 foldere ud, der handlede om Jesus. Men for Arne Pedersen er det ikke så meget tallene, som metoden, der er værd at bide mærke i.

”Jeg synes, at det er godt, at missionærerne tør insistere på, at man kan konfrontere folk med valget om at følge Jesus. Det valg taler det Nye Testamente også om. Det kan vi godt blive bedre til i Danmark,” mener Arne Pedersen, ”selvom der også skal være plads til at vokse langsomt i troen ligesom apostlen Peter eller disciplen Thomas,” tilføjer han.

Kampagnens leder, Ilya, siger om den netop afsluttede kampagne: ”Jeg er taknemmelig for jeres forbøn. Deltagerne på kampagnen oplevede sig meget velsignede. Gud være lovet!”

Et lys for verden – gennem samarbejde

Af Signe Thorup, volontør ved Immanuelkirken

I maj måned var der fælles studenterkonference i det kristne studenterarbejde i Israel. Signe Thorup og Conrad Elmelund var med.

FCSI-artikel3
Konferencen bød på hebraisk, arabisk og engelsk lovsang.
Det er høj solskin. Udenfor bygningen hvor møderne på konferencen skal afholdes, er der stillet et par borde op under et halvtag. Bag bordet sidder en ung kvinde med mørkt hår bundet i en knold og et forventningsfuldt smil. Hun er en af de universitetsstuderende, som er kommet før for at hjælpe til. Hun udleverer nøgler til værelser og tager imod betaling. I takt med at folk ankommer, stiger en summen af snak og latter. Jeg selv erfarer også en stigende forventning til weekenden, som ligger foran mig. Den starter i en god stemning. Vi trækker indenfor og spiser sandwichs. Vi er allerede bag tidsplanen, men ikke mange virker til at tage notits af det. Folk stimler sammen på rækkerne og fylder mødesalen. Jeg ved at vi i løbet af konferencen skal være ca. 150 studerende. De fleste er arabere, men der er også en del jøder samt en mindre gruppe internationale studerende. To unge mænd træder nu frem forrest i salen, og tager hver en mikrofon. Den ene taler arabisk, den anden hebraisk. De oversætter for hinanden. De byder velkommen, begge med et varmt smil. Den måde de taler sammen afslører at de holder af hinanden. ”Denne konference vil jøder og arabere gå en ny fremtid i møde, hvor vi vil være et lys for verden, gennem samarbejde.” lyder det bl.a. og jeg mærker at de mener det. Tonen slås således an og forsætter weekenden igennem.  Til glæde for hele forsamlingen kan de to mødeledere også fortælle at vi har fire brødre og søstre med os fra Rammalah. Lovsangsbandet træder frem. Der er klap og fest på de to hovedsprog for konferencen arabisk og hebraisk. Der er oversættelse til de internationale studerende. Denne første aften hører vi om, hvordan spirituel modenhed handler om at elske. Kraften til denne modenhed kommer af, at være tæt knyttet til Jesus. Efter mødet er det tid til at blive rystet sammen. Det involverer både balloner og folkedans. Humøret når sit højeste og ikke alle får så meget søvn, som generalsekretæren ville have anbefalet.

Udrustning, inspiration og fællesskab

Ved fredagens første møde bliver vi igen ledt godt ind i dagen. Neeman, som netop har været i Danmark, kigger på sin arabiske bror og udbryder ”Jeg har sådan lyst til at bede for dig”. På den måde begynder vi alle dagen med at bede for dem omkring os.  Talen herefter handler om intimitet med Gud og efterfølges af en times individuel stilletid. Jeg går ud i den store grønne have, der er en del af Baptist Village, hvor konferencen finder sted. Her har studerende spredt sig ud over den solbeskinnede plæne. Nogle har bibelen åben, andre ser ud til at bede eller nyde stilheden. Der er ro.
Stilletid i den store have i Baptist Village.
Stilletid i den store have i Baptist Village.
I frokostkøen fredag falder jeg i snak med en kvinde. Hun har en rød t-shirt på, og har en god udstråling. Hun fortæller mig at hun kommer fra en lille by nær Akko i det nordlige Israel. Her er den største del af befolkningen muslimer. Hun giver udtryk for, at en af hendes store udfordringer er dialogen med dem.  Hun oplever den bliver mere og mere anspændt. Derfor har hun meldt sig på eftermiddagens seminar om evangelisation for muslimer. Hun er glad da jeg møder hende senere på dagen, efter seminaret. Hun føler at hun har lært noget nyt om Islam, som kan gøre hende mere tryg og klar i samtalen med hendes muslimske venner. Der var også enkelte muslimer med på konferencen. Eftermiddagen bød desuden på seminarer om evangelisation for henholdsvis ortodokse jøder og ateister. Disse tre seminarer blev gentaget senere samme eftermiddag, hvor man kunne vælge et nyt spor. Således var der sat fokus på udrustning til at gå i dialog med de forskellige verdensbilleder, som de studerende møder i deres hverdag på studiestederne. Dette var med til at afspejle konferencens hovedtema ”Lys og salt”. Jeg sætter mig ned spiser mig frokost med to arabiske piger. Jeg spørger dem hvordan de synes konferencen er. ”Fantastisk” svarer den ene. Hun går i hvad der svarer til gymnasiet. Hun giver udtryk for at hun er særligt glad for fællesskabet og de relationer der skabes. ”Jeg glæder mig altid til at møde dem igen på næste konference.” Al maden laves af tre hjertelige og arbejdsomme arabiske damer som frivilligt hjælper under hele konferencen. Efter hvert måltid hjælper en lille gruppe af de studerende hinanden med at vaske op. Et medlem fra lejrkommitéen fortæller mig at det er et nyt tiltag, som et forsøg på at få folk i snak med nogle de ikke kender i forvejen. Udover seminarer byder fredag eftermiddag også på generalforsamling for FCSI. Her møder en mindre gruppe af de særligt engagerede studerende op. Jeg møder generalsekretæren, Zaher da mødet netop er afsluttet. Han er glad og fortæller at der var mange interesserede spørgsmål. Aftenens program er lejrbål og mulighed for at dele vidnesbyrd. Jeg hører efterfølgende flere tale om hvordan de forskellige personlige historier har gjort indtryk.

Walk’n Talk

Den store happening Lørdag er en vandretur i det naturskønne område ’Yarkon Springs’. Vi trasker alle af sted i det meget frodige landskab langs vandløbet. Undervejs får vi rig mulighed for at få en god snak og et par mudrede sko. Jeg falder i snak med Bshara. Han er nylig hjemvendt fra en DIM tur til Danmark sammen med Neeman. Måske har dette været med til at opmuntre ham til at tage mere ejerskab i hans lokale studenterarbejde. I hvert fald har han netop valgt at træde ind i den studenterkomité, der bl.a. står for at arrangere konferencer. Han er glad for denne konference, særligt for at der er både arabere, jøder og internationale. Han fortæller også, at han har fået et par idéer i Danmark, som han vil prøve at implementere, når han nu træder ind i komitéen. Denne konference tog han del i lovsangsbandet og var med sin personlige ro og positivitet med til at skabe en god stemning omkring sig. Det sidste som sker inden vi alle vender hjem, er at vi mødes i grupper alt efter hvilket sted vi studerer. Conrad og jeg mødes med grupperne fra Tel Aviv, som vi besøger med jævne mellemrum. Her deler vi lidt indtryk fra weekenden som er gået. Der er stor vilje til at arrangere flere aktiviteter på tværs af den arabisk- og hebraisktalende gruppe i byen. Der udveksles mailadresser. Jeg vender meget opmuntret hjem fra tre dage med det israelske studenterarbejde.

Vær med til at bede om:
–          At de studerende må få integritet i deres relation med Gud, og mod til at gå i dialog med deres medstuderende
–          At ønsket om enhed blandt de arabiske og jødiske troende må komme til udtryk i konkrete aktiviteter, samt at flere jøder må deltage i de kommende fælles konferencer

Sport og leg skal forene palæstinensere og danskere på kryds og tværs

Ni tidligere elever fra Indre Missions Bibelskole skal til Betlehem for at afholde en sommercamp i samarbejde med unge lokale palæstinensere. Det vil skabe sammenhold, ansvarsfølelse og succes-oplevelser håber Anders Erbs, leder på turen og af IMBs adventure-linje.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 12. juni 2014

”Hvert halve år tager Børkop Højskole på studietur til skiftevis Etiopien og Israel. I Etiopien møder vi mange lokale unge og det er rigtig lærerigt. Denne mulighed kunne også være spændende at tilbyde vores elever på Israelsturen. ” forklarer Anders Erbs. Dette bliver nu i første omgang til virkelighed for en gruppe tidligere højskole elever.

Det Palæstinensiske Bibelselskab, Børkop Højskole og Israelsmissionen arrangerer en summer-camp, hvor sport og leg skal få danskere og palæstinensere til at mødes og samarbejde. Det er et ønske, at de lokale palæstinensere kan få lov at møde hinanden på tværs af religion og kirkeretninger, gennem den uge hvor sommercampen vil løbe af stablen.

”Sporten og legen kan noget helt særligt. Det er populært og kan derfor tiltrække børn og unge, og så er det en neutral platform, hvor man for en stund kan glemme etniske og religiøse tilhørsforhold.”

”Jeg har læst en artikel om et lignende koncept i Nord-Israel, hvor børn skulle dyrke sport sammen. I starten af arrangementet delte børnene sig op i deres vante grupper, men i slutningen af ugen var grupperne splittet op og børnene legede med hinanden på kryds og tværs. Vi håber, at noget lignende kan ske i Betlehem,” fortæller den forventningsfulde højskolelærer.

Anders Erbs understreger dog også, at sport ikke nødvendigvis skaber samhørighed. Fodboldvold er for eksempel et velkendt fænomen, der ikke fører til dialog. Derfor ønsker Anders at tale om værdier med de lokale unge og derfor skal sportsholdene fx også opdeles på tværs af palæstinensiske grupperinger.

Som en gadefest
Der er tre grupper, som vil få glæde af denne summercamp. Der er de ni danskere og en gruppe på samme størrelse af engelsktalende palæstinensere, som i samarbejde vil arrangere de forskellige lege og sportsaktiviteter. Disse grupper vil kunne dele den kristne tro med hinanden og få lov til at stå som ledere af dette spændende arrangement sammen.

Den tredje gruppe er de lokale børn og unge i Betlehem, der vil deltage i aktiviteterne, og som forhåbentlig vil få en oplevelse af, at de gennem leg og sport kan mødes på tværs af grupperinger, og derigennem skabe nye venskaber og nedbryde gamle fordomme.

Som en gadefest, der samler de lokale på tværs af opdelinger, vil sport og leg blive et mødested for Betlehems børn og unge håber Anders Erbs.

Samarbejde i det lange løb
Anders Erbs håber, at samarbejdet kan blive langsigtet, hvis det bliver godt. Måske vil det endda allerede være muligt for Børkop Højskole at besøge de lokale i Betlehem til næste rejse i efterårsferien. Ønsket er desuden at summer-campen må være en årlig tilbagevendende begivenhed.

Gennem et cykelsponsorløb har de ni danske deltagere samlet penge ind til bolde, bat, frespees og kasketter, som de kan tage med til Betlehem. De er ved at være klar til at rejse den 20. juni, hvor håbet er at sport kan være med til at opbygge nye venskaber.

Anders Erbs glæder sig til at komme af sted, ”Det er et spændende projekt fordi idéer og erfaringer omkring brugen af sport og leg i relations arbejde bliver udvekslet og opbygget. Vi håber på, at kunne lære meget af denne tur” fastslår han.

2014-05-25 14.46.30  

De entusiastiske højskoleelever på cykelsponsorløb

Helligåndens arbejde

I forbindelse med pinsen skrev Caspari Centret dette vidnesbyrd om, hvordan Helligånden kan gribe ind i menneskers liv gennem undervisning. Artiklen blev offentliggjort på Casparis hjemmeside den 3. juni 2014.

Skrevet af Casparis personale, oversat af Dinna Bjerrum Swartz, 13. juni 2014

Som vi nærmer os højtiden pinsen, kommer jeg igen til at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvad var Guds mening med at sende Ånden? Har vi stadig denne kraft – den selv samme overnaturlige kraft, som den tidlige kirke modtog på den dag? Og hvis vi har, hvordan manifisterer Ånden sig så gennem Casparis arbejde? Jeg tror på Helligånden, beder i tunger og jeg lægger mine hænder på de syge, som nogle gange faktisk bliver helbredt. Og stadig er det ofte som om Åndens enestående arbejde let kan blive overset eller blive forvekslet med almindelige menneskelige evner og aktiviteter. Så vi må stille et spørgsmål mere: Hvordan skelner vi mellem Åndens arbejde og hvordan ved vi at vi ikke spilder ressourcer på menneskelig stræben, men i stedet ærer Gud ved at lade Hans Ånd være vores guddommelige hjælper? Hvis Caspari Centret havde et evangelistisk arbejde ville det være lettere at skelne. En oprigtig omvendelse fra vantro til tro på Jesus ville være et vidunderligt tegn på, at Ånden kunne udrette dette. Det samme ville gøre sig gældende i dæmon-uddrivelse. I Matt 12, 28 siger Jesus, at det var ved Guds Ånd han uddrev dæmoner.

Men Casparis vigtigste opgave er hverken evangelisation eller uddrivelse, det er undervisning. Vi underviser og optræner troende, normalt uden nogle dramatiske manifestationer, fordi i en undervisende tjeneste forvandler Ånden hjertet og sindet stille i det usynlige. Men siden Gud blev til menneske i Kristus er Åndens arbejde blevet synligt – også i tilfældet med ”Grethe”, mor til ”Heidi” og deltager i vores sabbatskole-seminar. Hun fortæller:

”Jeg var til hovedforelæsningen og lyttede til præsten Daniel Yahavs budskab om at elske børn, som er anderledes. Da han delte sine personlige kampe med at være tålmodig overfor sin adopterede søn, der har Down syndrom, blev jeg ved med at tænke min datters ADHD. Selv efter jeg havde fået kendskab til syndromet og indså, at Heidi ikke ønsker at være på tværs, var mit temperament ofte for stort og jeg var ofte efter hende. Da jeg lyttede til Daniel, delte han et bibelord, som jeg kendte, men aldring havde forstået i mit hjerte: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hægt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18, 6).

Da jeg læste det, følte jeg, at Gud talte til mig og advarede mig mod den seriøse fare, som min datter og jeg var i. Gudsfrygten ramte mig, da jeg indså at min uretfærdige vrede kunne blive en forhindring for Heidi og kunne lede til katastrofale konsekvenser. Lige der midt i forelæsningen begyndte jeg at bede indvendigt med en passion, som jeg ikke havde kendt før. Jeg skreg efter Guds nåde mod min utålmodighed og jeg fortsatte denne bøn i måneder. Når jeg ser tilbage fra i dag, kan jeg se at Daniels budskab var et vendepunkt i min lange kamp. Jeg er stadig langt fra perfekt, hvilket hjælper mig ned på mine knæ, men der er en tydelig forandring i min kommunikation med Heidi, og det kan hun også se.”

Læs den engelske tekst her.  

Konferencestatement fra Kiev

Jesus ­- et lys for sit folk også i dag i tiden efter Holocaust

Udtalelse fra den 10.europæiske LCJE konference (Lausanne Consultationon on Jewish evangelism)

Over 80 deltagere fra 19 forskellige lande, herunder Israel, mødtes i Kiev, Ukraine, fra den 28. april til den 1. maj 2014, for at dele information og sammen reflektere over betydningen af Jesus som den unikke i forhold til det jødiske folk. Ved konferencens afslutning udsendte deltagere følgende udtalelse:

Vi, deltagere i den 10. europæiske LCJE konference, jøder og ikke­jøder fælles i troen på Jesus Messias, glæder os over, at mange jøder kommer til tro på deres Messias i områder, som har  været vidner til de værste overgreb under Holocaust.

Vi takker Gud for det stigende antal europæiske og ukrainske jøder, som bekender Jesus som Messias og fortsætter med at se sig selv som en del af det jødiske folk. En væsenligt årsag til at konferencen blev afholdt i Kiev var ønsket om at bekræfte og opmuntre disse Jesus­troende jøder.

Vi, deltagere i konferencen, bekræfter sammen med den globale Lausanne bevægelse, at Messias har forenet ”den delte verden af jøder og hedninger” ved sin død på korset.  Vi bekræfter også:
  • At vores frelser Jesus, Israel Messias og forløser, var jøde i forhold til sin menneskelighed.
  • Jesus som eneste vej til Gud for både jøder og ikke­jøder.
  • Den kristne tros jødiske rødder og Det Gamle Testamentes forståelse af et stedfortrædende offer som vejen til forsoning.
  • Guds fortsatte kald til Israels folk om at være et lys for folkene
  • Nødvendigheden af at bekæmpe alle former for antisemitisme
  • Kirkens pligt til at række evangeliet til det jødiske folk og til at acceptere, opmuntre og bede for Jesus­troende jøder og deres vidnesbyrd blandt deres eget folk.


LCJE er en del af den globale Lausanne bevægelse. Det var betydningsfuldt, at konferencen blev holdt i en by, som er hjemsted for halvdelen af Ukraines jødiske befolkning, og hvor det jødiske folk ­ sådan som historien bevinder det ­ har lidt så umådeligt meget, og hvor det mindre kendte “Holocaust med kugler” fandt sted, hvor 1,5 millioner jøder blev myrdet.

De forskellige indlæg på konferencen behandlede på hver deres måde konferencens tema. Et stort antal af Jesus­troende jøder døde under Holocust. Det var derfor en særlig glæde, at ledere fra den voksende messianske bevægelse i Ukraine deltog i konferencen. Mødet var en demonstration af solidaritet og opmuntring fra kristne organisationer i resten af Europe til den voksende messianske bevægelse i en tid præget af national krise og usikkerhed i Ukraine.

Artikler fra konferencen vil blive offentliggjort på LCJEs hjemmeside (www.lcje.net)

Se endvidere The Willowbank Declaration on the Christian Gospel and the Jewish People (www.lcje.net/wilowbank.html).

40 år med Lausanne-bevægelsen

Bodil Skjøtt, generalsekretær

I den første uge af maj markerede Lausannebevægelsen sit 40 års jubilæum med en konference, som blev holdt i nærheden af Lausanne, hvor det hele begyndte.

Et par citater har sat sig fast. Det ene blev sagt af Lindsay Brown, international leder af Lausanne og kendt i Danmark for sit europæiske engagement i studenterarbejdet. Han sagde – med henblik på udfordringer til os i Europa: “Som kristne er vi kaldet til at være radikalt anderledes, men ikke mærkelige” (radically different, but not strange). Citatet blev understøttet af et 40 år gammelt, men stadigvæk relevant citat af John Stott, den teologiske arkitekt bag Lausanne-bevægelsen: ”For at påvirke det samfund vi lever i, må vi som kristne være moralsk anderledes, men ikke socialt isolerede.”

Det andet citat af John Stott blev også gengivet med henblik på de udfordringer, kirken står over for i Europa i dag: ”Vi har dobbelt synd at bekende: Vores kompromis med evangeliets sandhed og vores pessimisme omkring evangeliets fremtid.”

Konferencen satte især fokus på de udfordringer, der møder os i Europa (og i Danmark) i dag, hvis vi vil være anderledes uden at isolere os. Det er bl.a. vores muslimske (og jødiske) naboer, religionsfrihed i et stadigt mere sekulariseret samfund, human trafficking, kristnes rolle i Ukraine og vores forhold til homoseksuelle ægteskaber og ikke mindst homoseksuelle mennesker. Uanset vores syn på homoseksuelle ægteskaber, må vi fastholde et budskab om håb –  også for homoseksuelle.

Vi hørte ærlige og vanskelige rapporter fra kristne søstre og brødre, som arbejder med disse spørgsmål ud fra et ønske om at gøre evangeliet relevant og tilgængeligt. Det var let at blive pessimistisk, for indlæggene havde flere spørgsmål end svar, og jeg tror, de fleste af os føler os inkluderet, når John Stott taler om behovet for at bekende vores pessimisme på vegne af evangeliets fremtid i Europa. Derfor var det så godt at høre andre rapporter om, hvad der også sker i Europa. Rafael, en af lederne i den evangelikale bevægelse i Frankrig, fortalte, at antallet af evangelikale kristne i Europa de sidste 40 år er gået fra 40.000 til 650.000. Meget skyldes indvandring, men også 2. generationsmuslimer i Frankrig kommer til tro på Jesus og tæller med. Zefjan fra Albanien fortalte, at der i dag – godt 20 år efter landet åbnede op efter at have været det mest lukkede land i Europa – er mere end 20.000 evangelikale kristne i Albanien. Selv kom han til tro i 1991 og er i dag præst og generalsekretær i det albanske studenterarbejde. Det, som den aften gjorde størst indtryk, var alligevel, da Maliuta fra Ukraine og Pavel fra Rusland stod sammen på scenen, og Samuil fra Serbien bad for dem –  bad for fred mellem deres to lande og for, at de måtte være Kristus­vidner om håb og fred midt i den vanskelige situation. Pavels sidste bemærkning, inden han forlod scenen, var: ”Når I næste gang lytter til nyhederne om situationen i vores to lande, så sluk og brug i stedet tiden til at bede for os. Det kan gøre en forskel, for Gud kan gøre en forskel.”

Lausanne-bevægelsen står på to ben. Det ene er analyse og strategier for, hvordan vi kan være mennesker og organisationer i Guds mission i dag. Det andet ben er netværk og partnerskab. Det sidste falder godt i tråd med Israelsmissionens vision, hvor vi de næste år har særligt fokus på partnerskab. Programmet var tæt, men der var også mulighed for at netværke og både få og give inspiration til andre: til vores engagement i studenterarbejdet, til evangelisation, til forsoningsarbejde og til hvordan vi rækker ud til mennesker, der lever i diaspora­miljøer. Der er faktisk mange israelere i Danmark, og der er mere end 20.000 alene i Berlin. Hvordan bringer vi et vidnesbyrd til dem om Jesus som deres Messias? Er den største udfordring for os måske vores egen manglende tillid til, at Bibelen taler sandt, når den siger: ”Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”(ApG. 4,12)?

Leder med kald, kærlighed og konflikter

Ebenezer-hjemmet har en klar vision: at jøder, arabere og andre nationaliteter kan leve sammen i deres alderdom og dele troen på Jesus. Johnny Khoury har ledt dette sted i 10 år. Det er hans kald. Et kald fyldt med konflikter og velsignelser.

Dinna Bjerrum Swartz, 20. maj 2014

Johnny Khoury”Det er et kald fra Gud at lede Ebenezer-hjemmet,” slår Johnny Khoury fast. ”Nogle gange føler jeg mig som Moses, der altid kunne råbe til Gud i svære tider, fordi han vidste, at han levede i Guds plan.”

Og svære tider er ofte en naturlig del af arbejdet på plejehjemmet. Bare det at arbejde med mennesker generelt kan være en udfordring, men her er der også både ældre og pårørende, tilknyttede menigheder og økonomi. ”Der er mange ting, du bliver nødt til at gøre i tro. Her lærer man virkelig at stole på Gud,” understreger Johnny Khoury, der kalder Ebenezer-hjemmet for et tros-universitet.

Fra dyrevidenskab til ældre


Det var ikke planen at ende som plejehjemsleder. Johnny Khoury studerede dyrevidenskab på universitetet, men da han blev færdig, måtte han arbejde nogle år på en fabrik. Her blev en kollega omvendt, og Johnny mærkede tydeligt Guds nærvær.

Men Johnny Khoury blev smittet af en alvorlig virus og var nødt til at forlade sit arbejde. Han måtte ikke lave fysisk aktivitet i to måneder, og han gik arbejdsløs i et halvt år. På det tidspunkt havde han en kone og to små børn, som han skulle forsørge.

”Det var en meget stressende situation,” husker han.

På dette tidspunkt søgte Ebenezer-hjemmet en ny leder. Gennem bøn og bibellæsning oplevede Johnny Khoury, at Gud ville have ham til at søge stillingen. I Jeremias´ bog kapitel 1 læste han om den unge Jeremias, der trods sine manglende evner og erfaringer fulgte Guds kald.

”Det var fuldstændigt ulogisk i forhold til min baggrund,” erkender Johnny Khoury, ”men jeg besluttede mig for at adlyde og sende en ansøgning”. Johnny talte også med en af lederne i den lokale menighed for at tale om situationen. ”Den samtale var overraskende. Jeg forklarede ham om stillingen, men det gik op for mig, at han allerede havde talt med Ebenezer-hjemmet om mulige kandidater til jobbet, og han havde anbefalet mig. Vi anede ikke, at vi begge havde kigget på stillingen.”

Gud viser vejen


Igen og igen viste Gud tydeligt, hvordan han ledte Johnny Khoury på rette vej. Først blev Johnny bevilliget tre års studie, inden han skulle begynde på arbejdet. Så gav universitetet Johnny lov til at sammensætte fag, der ellers ikke kunne sammensættes i studieordningen.

”Gud blev ved med at bekræfte, at det her var hans vilje. Han sørgede meget tydeligt for mig hele vejen igennem. Hvis jeg skulle fortælle om alle de oplevelser, som jeg havde med Gud i den tid, så kunne jeg tale i dagevis,” smiler Johnny.

En udfordrende stilling


Hvordan er det så at arbejde som leder på Ebenezer-hjemmet? ”Det er en stor velsignelse. Og samtidig er der både åndelige og sociale udfordringer,” erkender Johnny Khoury. Der er nye udfordringer i fremtiden, fordi samfundet ændrer sig. I 38 år har hjemmet givet den samme pleje til de ældre. Men nu er der i højere grad behov for sygepleje, og det kræver de rette faciliteter, så ombygning og udbygning er de næste mål for hjemmet.

”I dag bliver beboerne ældre og ældre. Og det betyder, at de også bliver svagere. Nogle bor her i tyve år, så plejen bliver langsomt mere omfattende.”

Hjemmet er lige nu i kontakt med en arkitekt, men ligesom i Danmark tager byggetilladelserne lang tid at få.

Bøn forandrer


Johnny Khoury ønsker mere end noget andet, at mennesker vil bede for hjemmet. ”Det vigtigste for os er den åndelige vejledning fra Gud. Vi har mest af alt brug for visdom i alle de valg, vi står i,” fortæller han.

Den politiske situation i Israel er også en stor udfordring, da landet bliver mere og mere isoleret på grund af den politik, der bliver ført. ”Det er trist, at flere kritiserer Israel i dag. Folk vælger side, men vi har et hjem, hvor siderne kan blive forenet i Kristus.”

Johnny Khoury erkender, at landet ikke er perfekt, og at den politiske situation er udfordrende. ”Her er klare problemer, men når mennesker leder efter det perfekte, så kigger de det forkerte sted. Vi må læse Guds ord og derudfra tage et standpunkt,” mener han.

Ebenezer-hjemmet har desværre mistet en donor-organisation, blandt andet fordi den valgte at være mere pro-palæstinensisk.

Men på trods af udfordringer så har Johnny Khoury håb for dette tros-universitet. ”Gud befaler os at være vidner på hans kærlighed. Og det er en velsignelse i sig selv.”

Immanuelkirken åbner igen dørene for byens folk

I syv måneder har Immanuelkirken været pakket ind i plastik på grund af renovation. Derfor har kirken i løbet af ugen været lukket på grund af håndværkernes arbejde. Men i tirsdags åbnede de igen Åben Kirke, så mennesker kan blive vist rundt og få fortalt evangeliet om Jesus mens de ser en rigtig kirke indefra.

Af Dinna Bjerrum Swartz

Det var en stor glæde, da Juan fra Immanuelkirken kunne vise en gruppe rundt i kirken i tirsdags. Disse rundvisninger er en mulighed for at vise lokale israelere, hvad en kirke er, og hvorfor den ser ud som den gør. De første reaktioner var meget positive. En af guiderne skrev:

”Kære Juan!

Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dit fantastiske værtskab. Jeg er glad for, at kirken er åben igen. Der er ingen tvivl om, at grunden til, at hele vores tur var en succes, var på grund af besøget i kirken.

Jeg må dele med dig, at efter din fine præsentation og orgelspil, udtrykte mange fra denne gruppe højtuddannede folk, hvor imponerede de var, og hvor godt det havde været. Jeg er en erfaren tour-guide, men du giver noget nyt hver eneste gang. Jeg håber, vi kan fortsætte på denne måde.”

Det var en rigtig god start og kirken glæder sig over at kunne åbne dørene for nysgerrige. Normalt kommer cirka mellem 100 og 150 til kirken om ugen.

Kontroversiel film fra Jews for Jesus

Arne Pedersen, 25. april 2014

Scenen er sat. Polen anno 1943 i skovene omkring Kraków. En gruppe mennesker gennes hårdhændet frem af den tyske vagt med svastika på jakkeærmet. Grædende og med angsten lysene ud af øjnene kommer den lille gruppe jøder tættere på det ikoniske skilt over arbejdslejren Auschwitz: ”Arbeit macht frei”. Foran porten står to tyske officerer og vælger om de enkelte skal arbejde eller i ”brusebad” – om de skal leve eller henrettes i de fiktive brusebade, hvor vandet er byttet ud med gas.

Pludselig brydes rækken af mennesker af en langhåret mand i kjortel med et stort trækors over skulderen, som han slæber på. Officeren tænker sig om et øjeblik og siger så: ”Brusebad” og den langhårede mand med korset trasker lydig af sted mod døden.

Filmen, som er produceret af organisationen Jews for Jesus, afsluttes med ordene: ”Denne jøde døde for dig” og en alternativ oversættelse af Esajas kapitel 53. (Se filmen her under.)

”Vi ønsker, at ”Denne jøde døde for dig” skal dele et budskab om håb med det jødiske folk,” fortæller Susan Perlman fra Jews for Jesus og fortsætter: ”Vi ønsker at fortælle, at Jesus er på jødernes side, og ikke på nazisternes. Vi vil gerne gøre jøder opmærksomme på, at de lidelser som nazisterne påførte vores folk, ikke har sit grundlag i det budskab Jesus kom med. Faktisk led han og døde for vores skyld for at vise os Guds kærlighed til os,” fortæller hun.

Susan Perlman
Susan Perlman fra Jews for Jesus. Foto: Bob Mendehlson
I skrivende stund har over 1,2 mio. mennesker set filmen, som ligger på Youtube, Vimeo og andre sociale medier. Og ikke alle er begejstrede.

Den jødiske blogger Jay Michaelson skriver på ”The Jewish Daily”: ”Det er svært at begribe, hvem der synes dette er en god idé. Enhver jøde med personlige, familiære eller blot historiske minder fra Holocaust vil finde filmen frastødende. Muligvis fastslår jeg det åbenlyse, men filmen vanærer mindet om seks millioner jøder, fordi den bruger deres lidelser som middel til at konvertere jøder til kristendommen.”

Han afslutter med at overveje, om filmen i virkeligheden er så kontroversiel, at den får den stik modsatte effekt end hensigten: ”Ironisk nok så tror jeg, at filmen er så frastødende, at den hjælper til med at fastholde jøder, som jøder,” slutter Jay Michaelson.

Også The Jerusalem Post har fundet frem til videoen, og de fastslår, at hvis formået har været at skabe en kontroversiel video, så har Jews for Jesus  taget udgangspunkt i det mest kontroversielle emne overhovedet.

Det har dog aldrig været organisations hensigter at gøre folk vrede eller kede af det, men at begynde en samtale om, hvem Jesus er, for ”vi mener, at samtalen om, hvem Jesus er, er vigtig for både jøder og ikke-jøder,” fortæller Susan Perlman. ”Særligt på denne tid af året, hvor det er påske og mindedag for Holocaust [28. april],” siger hun. ”Både jøder og ikke-jøder er optaget af emner som forsoning og håb, og der findes ingen bedre fortælling om forsoning end den om Jesus, som kommer og dør for vores synder og opstår, så at vi alle kan nyt liv i ham,” afslutter Susan Perlman.

Hun forklarer videre, at formålet med at tage udgangspunkt i Holocaust er at understrege, at Jesus faktisk var jøde – et faktum som ofte forbigås i stilhed af dem som misbruger kristendommen til antisemitisme. ”Guds ord lærer kærlighed til det jødiske folk – ikke had,” siger Susan Perlman.

Spørgsmålet vi alligevel efterlades med er, om bloggeren Jay Michaelson ikke trods alt har en pointe? Ikke i at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Men i at sætte spørgsmålstegn ved, om det er særligt klogt at bruge et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie som afsæt til at fortælle evangeliet om jøden Jesus, som er de bedste nyheder noget menneske nogensinde har lagt øre til.

Læs mere om filmen her.

Strandbibler i Tel Aviv

Andy Ball er ansat i Det Israelske Bibelselskabs butik i Tel Aviv. Her fortæller han om den seneste kampagne på stranden i Tel Aviv.

Andy Ball, april 2014

Strandbibler2Efter et stykke tids pause, hvor vi ikke har lavet nogle kampagner, besluttede vi at lave en på stranden i Tel Aviv. Til at begynde med var vi meget begejstrede over idéen, og der var over 60 unge mennesker, som meldte sig til at være med. Men så begyndte vi at blive lidt nervøse. Det var første gang vi skulle lave en kampagne på stranden, og vi var usikre på, hvordan de lokale ville reagere. Efter at have tilbragt meget tid i bøn følte vi fred til at fortsætte. Endelig kom dagen, og vi gik alle ned til stranden.

Vi begyndte med at stille borde op, hvor vi lagde bøger, Det nye Testamente på hebraisk, russisk og arabisk samt noget andet materiale. Vi havde også børnebibler og bibler på engelsk. Lige så snart vi havde lagt bøgerne på bordene og hængt skiltet med “Gratis bøger” på plads, stimlede folk sammen for at se på materialet.

Vores dramagruppe begyndte også deres show, og det tiltrak mange unge mennesker. Familier med børn på vej til stranden standsede også op og var meget interesseret i bøgerne. De mest populære bøger var børnebiblerne, Ny Testamente og Salmerne.

Som musikken fra dramagruppen fortsatte med at spille, begyndte nogle af de unge at danse, og vi fik mulighed for at snakke med mange af dem – der var rigtig meget god respons!

Et ortodokst jødisk par med børn gik forbi det sted vi delte bøger ud, og efter et øjeblik kom de tilbage og stillede en mængde forskellige og nysgerrige spørgsmål. Det overraskede os, hvor åbne de var. En anden ortodoks mand deltog også i dansen og blev først bagefter klar over, hvem vi egentligt var. Alligevel ville han gerne have en af vores bøger med hjem.

Efter ca. tre timer på gaden samlede vi de unge mennesker for at høre, hvordan de havde det og deres første svar var: Hvornår skal vi af sted igen?!