Nyheder fra samarbejdspartnere Arkiv - Side 12 af 15

Bibelselskaber for forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 13. august 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Arne Pedersen, 13. august 2014

Gennem Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U) har Israelsmissionen netop fået en nødhjælpsbevilling på 250.000 kr. til det nødhjælpsarbejde som Det Palæstinensiske Bibelselskab gør i Gaza. Målgruppen er i første omgang de omkring 2000 flygtninge som har søgt tilflugt i en af kirkerne i Gaza.

”Vi er glade for at vi qua vores medlemskab af DMRU har mulighed for på denne måde at hjælpe vores partner i bibelselskaberne i Israel-Palæstina”, siger Bodil F. Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen.

“De tre bibelselskaber i området har et stærkt ønske om med deres samarbejde at flytte fokus væk fra de forfærdelige stridigheder og den vold og ødelæggelse som begge befolkningsgrupper er udsat for og i fællesskab pege på en vej fremad, hvor bibelens budskab om fred og forsoning, håb og trøst kommer i fokus. De fortjener virkelig vores opbakning i dette svære arbejde. Derfor er vi glade for muligheden for at kunne formidle denne nødhjælp lige som vi ønsker at støtte de øvrige initiativer som de tre bibelselskaber har taget i den nuværende situation. Nødhjælpspuljen hjælper på kort sigt, og det er der brug for. Men det arbejde bibelselskaberne i fællesskab gør for at skabe fred og forsoning, er der brug for på lang sigt. Vi ønsker at støtte dem i deres arbejde med at fortælle en anden historie end den, der kun handler om vold og ødelæggelse,” slutter hun.

Det Israelske Bibelselskab vil også gerne være med til at bidrage til en anden fortælling. Viktor Kalisher, der er generalsekretær siger: ”Det er så destruktivt for sjælen. Folk er opfyldt af bitterhed og had. Der er brug for at sende tankerne i andre retninger. Derfor har vi uddelt CD’er med bibelhistorier til børn på forskellige skoler.”

Det Arabisk-Israelske Bibelselskabs leder, Dina, er på banen med et nyt initiativ, ”Fredsbibelen”, og det er der virkelig brug for, fortæller hun: ” Hadet er lige her foran min dør. Vi er ude så lidt som muligt, og børnene skal helst ikke tale arabisk, for vi frygter, at de bliver kidnappet, eller der sker andre forfærdelige ting.”

Der er brug for at opmuntre de Jesus-troende jøder og kristne palæstinensere, som sammen arbejder for at hjælpe dem, der er påvirket af denne krig på begge sider. Ved at give en gave hjælper du ikke bare konkret med penge, men du sender også en besked til disse mennesker om, at du står sammen med dem, beder for dem og tænker på dem i den situation, de er i.

Tak fordi du med din gave både er med til at lindre nøden og opmuntre mennesker.

Klik her for at støtte

Fra Børkop til Betlehem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. august 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Det var en gruppe meget trætte, men også glade og tilfredse otte unge danskere jeg mødte i Betlehem om morgenen den sidste lørdag i juni. De havde aftenen forinden afsluttet en uge med aktiviteter, samarbejde og fællesskab med andre otte unge kristne fra Betlehem alle med tilknytning til det ungdomsarbejde, som ledes af Det Palæstinensiske Bibelselskab.

Bodil Skjøtt, 4. august 2014

Børnene var fanget af aktiviteterne i Betlehem.

De otte danskere var alle medlemmer af IU og elever fra Indre Missions Bibelskole, IMB, og tilsammen havde de 16 unge fra Betlehem og Børkop under ledelse af Anders Erbs, lærer på IMB, gennemført tre aktivitetsdage for børn og unge i henholdsvis Beit Yala, Beit Sahour og Jenin. Ugens første dage var blevet brugt til at forberede aktiviteterne og lære hinanden at kende og den sidste aften var blevet brugt til at fejre fællesskabet og dele tro og liv.

Da jeg mødte gruppen og deres ledere – foruden Anders var det Issa og Elias fra Betlehem og Simon og Mette fra Aarhus – var det tid til at gøre status:

Mette og ét af børnene i engageret samtale.

De unge fra Betlehem lagde vægt på, at de havde lært vigtigheden af at lægge planer – også selv om ikke alle bliver gennemført. De unge fra Børkop indrømmende, at ugen havde været en stor udfordring for dem. Simon Krüger uddyber: ”Den største udfordring var kulturforskellene. Danskere planlægger. Palæstinensere er for det meste impulsive og sprængfyldte af energi,” smiler Simon og fortsætter: ”Danskere ønsker meget fast struktur og orden. Palæstinensere er omstillingsparate og vandt til at tage tingene som de kommer. De danske frivillige blev udfordret på deres åbenhed og gå-på-mod og samtidig blev palæstinensernes tålmodighed testet. Dog lærte de, at man ved at ændre på strukturer kan effektivisere og gøre fremskridt. På den anden side fik danskerne tro på sig selv og egne evner.”

Glæden er ikke til at tage fejl af... — Glæden er ikke til at tage fejl af…

I det hele tage syntes deltagerne fra Danmark, at de lærte rigtigt meget om sig selv og af deres nye venner fra Betlehem. Simon fremhæver forskelligheden: ”Kulturmøder er fantastiske. Fordi vi er forskellige kan vi lære så meget af hinanden. Det, at vi har samme udgangspunkt og mål, skaber en fantastisk ramme for, at et sådant møde bliver udbytterigt for begge parter,” mener Simon og fortsætter: ”Jeg lærte, at denne potentielle læring er betinget af, at begge parter tør gøre sig sårbare. Hvis ikke man aktivt sætter noget af sig selv på spil og tør lade sig udfordre af den anden part, ender begge grupper med at stå i hver sin ende af en sportsbane og køre deres eget show. I sidste ende vil man direkte modarbejde hinanden. Begge grupper af unge turde sætte dele af deres verdenssyn og selvbillede på spil, så der blev skabt grobund for helt unikke venskaber, som vi glæder os til at bygge videre på.”

Simon lægger også vægt på, at sådan en tur er med til at nedbryde fordomme om, hvordan unge palæstinensere er og hvad de er optaget af: ”For disse unge er konflikten en, ja nærmest naturlig, del af hverdagen. Ikke på den måde, at de ikke ønsker at være den foruden,” pointerer Simon og tilføjer: ”Men deres livsglæde og brand for andre unge mennesker og for at bringe evangeliet videre brød med den mentalitet, som medierne i Danmark tit lader fremstå hos det palæstinensiske folk. Det gjorde enormt indtryk at se, at de er ”normale” unge, der er på Twitter, har karrieredrømme, diskuterer kæresteproblemer på caféer og samtidig har samme dagsorden som os: At bringe evangeliet videre,” slutter han.

Da vi efter en dag med evaluering skulle gøre status blev der summeret op på følgende måde:

1) Vi har lært så meget i løbet af denne uge – om hinanden, om os selv og om hvordan vi kan gøre vores samarbejde meget bedre næste gang. Derfor skal der være en ”næste gang” næste sommer.
2) Vi skal holde fast i og udbygge vores venskab, så vi lærer mere om den Guds menighed, vi alle er en del af. Det kan ske via mails og Facebook, men skal også ske gennem besøg både i Betlehem og på IMB i Børkop.

Det skal blive spændende at se, hvor meget af dette, der kan blive til virkelighed i løbet af det næste år, og om vi også i sommeren 2015 kan støtte Det Palæstinensiske Bibelselskab ved at sende en gruppe unge IU’ere fra Danmark af sted for at lave sommerlejr for børn og unge i samarbejde med deres kollegaer fra Betlehem.

Konflikten og studenterarbejdet

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. august 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Den igangværende krig mellem Israel og Hamas påvirker også det kristne studenterarbejde i Israel, FCSI. Arbejdet er til daglig delt op i de to sproggrupper, hebraisk og arabisk, da det simpelthen er mere praktisk. Men både bestyrelsen og den arbejdsgruppe, som planlægger årets program og de fælles konferencer, består af både jøder og palæstinensere.

Arne Pedersen, 4. august 2014

Zaher, der er generalsekretær for FCSI, siger følgende om situationen:

”Det er et meget svært emne at fortælle om, da hele landet den sidste måned har været igennem en meget hård tid. Der er mere vold og mere had mellem arabere og israelere i Israel nu. Vi hører om flere mennesker, som støtter drabene på de andre, arabere er bange for at gå ind i jødiske kvarterer og tale arabisk, og det er det samme den anden vej rundt. Universiteter og andre uddannelsesinstitutioner har været nød til at lukke i den sydlige del af Israel på grund af situationen, hvilket har ført til at nogle studerende må udskyde deres eksamen.

FCSI er en blandet bevægelse, som består af både kristne arabere og messianske jøder, så selvfølgelig er følelserne blandende i den nuværende situation. Selvom vi ikke har aktiviteter hen over sommeren, var vi i stand til at bringe studenterkomitéen sammen (både arabere og jøder) for at planlægge det næste år. Selvom deltagerne havde forskellige politiske holdninger, kunne vi bede sammen. I sådanne situationer kommer det tydeligt frem, at FCSI lægger vægt på, at vi er ét i Kristus, og derfor kan vi vise andre, at det er muligt at leve sammen.”

Signe Thorup og Conrad Elmelund har været volontører i Immanuelkirken I Jaffo det sidste års tid, hvor de også har været en del af studenterarbejdet. ”I foråret – før det hele gik galt – var vi på en fælles studenterkonference,” fortæller Conrad og fortsætter: ”Man kunne mærke på de studerende, at de var rigtig glade for fællesskabet, at de syntes det var vigtigt. Men samtidig kunne man også mærke, at det var svært for dem, for der er tydeligvis nogle ting, man ikke har snakket om.” Han fortæller om, at konferencen havde to ledere, som bød velkommen den første aften. Den ene var jøde, den anden var palæstinenser. ”Det var næsten smukt at se dem stå der sammen,” siger Conrad videre.

Men hvad så med den nuværende konflikt – vil det smadre det hele?

”Fællesskabet betyder meget for dem, men jo mere konflikten kommer til at fylde, desto sværere bliver det,” mener Conrad. ”Det er en stor del af deres identitet, at de er henholdsvis jøder og palæstinensere, og nationalitetsfølelsen blusser naturligvis op i en situation som denne.” Conrad vurderer, at når krigen slutter, vil der stadigvæk være noget tid, hvor det hele er anspændt, men det hele smides ikke væk. ”Når det kommer lidt på afstand, vil man stadig kunne bygge videre på de relationer, som allerede er skabt. De er der jo stadig. Og jeg mener, det er noget af det vigtigste FCSI kan være med til i et forsoningsaspekt: At skabe venskaber og gode relationer,” slutter Conrad.

Jøder i Israel er unåede med evangeliet

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. august 2014. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

For Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, er der ingen tvivl: Jøder i Israel er med i den pulje af verdens befolkningsgrupper, som er unåede med evangeliet! Det kan virke provokerende at hæfte et sådan prædikat på Guds eget folk i Guds eget land.

Arne Pedersen, 4. august 2014

Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, mener at de israelske jøder er unåede med evangeliet.

Alligevel har han argumenter for sin sag: ”Tallene taler for sig selv. Ud af 6,2 mio. jøder i Israel tror mellem 5-20.000 på Jesus som Messias. Personligt tror jeg, der er cirka fem tusind Jesus-troende jøder, men nogle er mere optimistiske end jeg, så de siger 20.000,” fortæller Dan med et smil. ”Men selv hvis vi tager det mest optimistiske tal, er det stadig kun omkring 0,3% af israelske jøder, som er troende.” Derudover peger Dan Sered på kulturen i Israel som en faktor. Jesus’ hebraiske navn er ”Yeshua”, som betyder frelse. Men i daglig tale omtales Jesus som ”Yeshu”, der er et akronym på hebraisk for ”må hans navn og mindet om ham blive udvisket”. Det er ganske givet ikke noget den almindelige israeler er sig bevidst, men det vidner om, at de i hvert fald ikke har deres opfattelse af Jesus fra Det Nye Testamente. Derudover påpeger Dan, at Ny Testamente ikke findes de steder, man normalt finder bøger. Man kan ikke bare gå ind i en boghandel eller på biblioteket og hente et Ny Testamente. Dermed ved den gennemsnitlige jøde i Israel også meget lidt om, hvem Jesus egentligt er. ”Det er disse tal sammenholdt med hvad jøder i Israel ved om Jesus, som får mig til at sige, at denne befolkningsgruppe er unåede med evangeliet,” forklarer Dan. ”Når jeg går på gaden, så møder jeg både hårde hjerter, modstand og chikane, men alligevel kan jeg ikke konkludere, at jøder i Israel ikke vil lytte, for jeg møder også åbenhed. Ingen har forklaret dem, hvad evangeliet er, og hvad det går ud på, så hvordan kan vi konkludere, de ikke vil lytte?” spørger Dan retorisk.

Kristne turister

Dan Sered vender tilbage til de kristne turister og forklarer, at han primært ser to misforståelser, når det kommer til at bringe evangeliet tilbage til Israel: ”For det første er der den misforståelse, at bare fordi man som kristen besøger Israel som turist, så er man med til at række evangeliet tilbage til Israel. Det er man ikke! Misforstå mig ikke, for naturligvis skal kristne ud over verden besøge Israel og se Jerusalem, Grædemuren osv., og lad dem endelig lave deres udgravninger og arkæologiske arbejde, men mission er det ikke. For det andet ser jeg en tendens til, at rigtig mange mennesker udenfor Israel giver mange penge til diakonalt arbejde her i landet. Men af en årsag jeg ikke kender til, er mange af de mest populære organisationer ikke åbne om, at de praktiserer deres diakoni i Jesu navn. Og hvordan kan man så række evangeliet tilbage?” spørger Dan.

Et helt evangelium

Han understreger, at han intet har imod diakonalt arbejde – tværtimod! ”Vi har brug for en hel tilgang til evangeliet,” pointerer Dan ivrigt og giver dermed udtryk for en tilgang til mission, som inkluderer både evangelisation og diakoni – en tilgang som anerkender Guds omsorg for hele sin skabning. ”Der er nok ikke den store chance for, at Jews for Jesus begynder at engagere sig i diakonalt arbejde,” erkender Dan, og han mener heller ikke, at alle organisationer bør være engageret i både evangelisation og diakoni. ”Vi har brug for hinanden for sammen at gøre evangeliet om Jesus Messias helt.” Selvom Jews for Jesus ikke er direkte engageret i diakoni prøver de alligevel at finde nye måder at møde mennesker med evangeliet. Moishe Rosen Center i Tel Aviv er fx et af de steder, hvor de gennem udstillinger af kunst samt andre kulturelle og sociale tiltag skaber relationer til mennesker på en anderledes måde, end de gør normalt. Centeret giver dem mulighed for at engagere sig i lokalområdet, være i dialog med mennesker der og være synlige på en anden måde end når de går på gaden for at evangelisere, forklarer Dan.

Dan Sered i aktion med gadeevangelisation i Tel Aviv.

Partnerskab

”Immanuelkirken i Jaffo er også et godt eksempel på, hvordan organisationer fra udlandet og organisationer her i landet kan samarbejde om at gøre evangeliet om Jesus mere helt,” forklarer Dan Sered som baggrunden for, at Jews for Jesus gerne vil være med i et samarbejde omkring Immanuelkirken, som ikke ligger mere end 10 minutters gang fra Moishe Rosen Center. Netop tanken om partnerskab fylder rigtig meget hos Dan Sered. Han drømmer fx om at der må blive formet langvarige partnerskaber mellem kirker i Danmark og menigheder i Israel, så det arbejde der allerede er i gang kan blive udbygget. ”Det skal ikke være engangsforestillinger, sådan som det ofte ser ud nu. Unge skal ikke bare komme til Israel for at være volontører i 2-3 dage. Vi har brug for at opbygge relationer som strækker sig over og varer ved i flere år – på den måde kan vi virkelig hjælpe hinanden!” fortæller Dan begejstret. Han forestiller sig, at partnerskaber kan opbygges mellem menigheder eller organisationer, som er optaget af det samme område. ”Hvis der fx er en menighed i Danmark, som er særligt optaget af at arbejde blandt unge, så vil det jo være oplagt, at forme et partnerskab med en menighed i Israel, som er optaget af det samme og så bruge hinandens kompetencer, så vi alle kan blive bedre til det vi gør hver for sig. Det har vi brug for,” gentager Dan.

Fokus på mennesker – ikke på sten

Han ser for sig hvordan der kan udveksles volontørophold flere gange over en årrække. ”Og de skal ikke bare komme her for at være turister,” understreger Dan. ”Jo, selvfølgelig skal de da se Jerusalem og andre turiststeder på deres fridag, men lad os bringe fokus tilbage til det Jesus fokuserede på: Mennesker. Da han græd over Jerusalem græd han jo ikke på vegne af mursten og bygninger, men på vegne af de mennesker, som boede der.”

Velsign israelske jøder i Jesu navn

Spørgsmålet om Holocaust og mission til det jødiske folk er et kontroversielt emne, som har fyldt meget i den missionsteologi, som er formet i tiden efter 2. Verdenskrig – måske er det en af årsagerne til, at jøder i Israel er unåede med evangeliet? ”Jeg tror spørgsmålet om mission og Holocaust er mere relevant i forhold til de jøder, der bor uden for Israel,” siger Dan. ”Her i Israel er der jo ingen der føler sig truet af fx lovgivning mod jøder. Her føler jøder sig sikre. Det er anderledes end i fx Frankrig eller Ungarn,” mener han og fortsætter med en klar opfordring: ”Kirken bliver nødt til at holde op med at bruge Holocaust som en undskyldning for ikke at fortælle jøder om Jesus!” Det bliver sagt med eftertryk, så man ikke er i tvivl om, at det kommer fra hjertet. Dan fortsætter: ”Jeg har snarere lyst til at vende det om og sige: På grund af Holocaust må kirken fortælle jøder om Jesus. Fortæl sandheden om, hvem Jesus er, så de får et rigtigt billede af ham.” Og Dan vender tilbage til emnet om det hele evangelium: ”Hvis kristne kommer til Israel for at dele evangeliet med jøder – både gennem ord og handling – og hvis det sker i Jesu navn, så vil jøder i Israel opleve at blive velsignet i netop Jesu navn. Det vil være stærkt og stå som en kontrast til deres traditionelle opfattelse af, hvem kristne er og hvad kirken står for,” slutter han.

Vil være dansk kirke og formidle stærke fortællinger

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. august 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Mens de er hjemme i Danmark på sommerferie har jeg sat Elisabeth og David Serner – dansk præstepar i Jerusalem – stævne i et fortelt på Holmsborg Bibelcamping til en snak om livet som danskere, som præst, som mor og livet som sådan i Jerusalem.

Arne Pedersen, 4. august 2014

”Jakob Nielsen – min forgænger i jobbet – sagde engang, at han havde verdens bedste job. Det kan der godt være noget om,” begynder David, da han skal fortælle om, hvordan det er at være dansk præst i Jerusalem. Parret rejste i begyndelsen af februar af sted til Jerusalem, for at bosætte sig der med deres to børn, Nathanael og Naomi. Det åbenlyse spørgsmål der trænger sig på er hvorfor? Hvorfor vælger man at rejse til et fremmed land med to små børn, hvor kultur, sprog og hverdag er helt anderledes?

Familien Serner rejste i februar til Jerusalem for at være præstepar i Den Danske Kirke.

Elisabeth og David kigger lidt på hinanden inden David svarer: ”Vi havde det nok sådan, at om vi skulle flytte til Sønderjylland eller Israel, ville det være samme omvæltning. Vi skulle alligevel have nye omgivelser, så hvorfor ikke Israel?” spørger David. Elisabeth rykker lidt uroligt rundt på stolen som om hun ikke er helt enig. Men hun giver alligevel David ret: ”Det har jo været længe undervejs,” mener hun og fortsætter: ”Vi har begge to været volontører i Immanuelkirken i Jaffo, David har været med i bestyrelsen for Israelsmissionens Unge, vi har begge været aktive i lokalforeningen i København, og så har jeg også været ansat i København som koordinator en overgang.”

Fred

”Måske lyder det lidt drastisk, men jeg tror ikke, vi ville kunne se os selv i øjnene, hvis ikke vi havde grebet denne mulighed,” supplerer David. Elisabeth nikker og supplerer: ”Vi har også en god fred med det, og vi har en klar fornemmelse af, at vi er, hvor vi skal være. Det er en kæmpe lettelse!” slutter hun. ”Efter opholdet i Jaffo gav vi også hinanden håndslag på, at skulle vi af sted igen, så skulle det være for en længere periode,” afslører Elisabeth. Samtidig fortæller de, at de egentligt aldrig har haft drømmen om ”villa og vovse”, men har drømt om en anderledes hverdag. Det har de fået nu, og det er de glade for.

Besøg af israelske venner

I løbet af tiden i København har Elisabeth og David også fået jødiske venner – bl.a. gennem et sabbatsfællesskab de selv har været med til at begynde. ”Mens vi har været hernede er der allerede to af vores vennepar fra København, som har besøgt os,” fortæller Elisabeth og fortsætter: ”Det er endnu en god ting ved at være flyttet herned – så har vi fået muligheden for at opleve noget af deres baggrund. Vi har set noget af deres historie, deres familie og bl.a. været i den kibbutz, hvor en af dem er vokset op.” David konkluderer: ”Det er godt, at vores venskaber fra København på den måde kan fortsætte hernede – og endda blive beriget!”

Fast menighed af danskere

Da jeg spørger ind til, hvad de glæder sig mest til kommer børnene på banen. ”Vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan børnene vil tackle det hele. Hvordan kommer det til at gå med sproget, og hvordan mon det går med at få nye venner?” spørger David, som også benytter lejligheden til at gentage nogle af de tanker, som han tidligere har givet udtryk for her i avisen, nemlig drømmen om en lidt mere fast menighed: ”Vi håber at kunne få opbygget en fast menighed af danskere, som kommer til gudstjenesterne. På den måde får vi et fællesskab at invitere volontører, Missionspiloter og andre ind i,” fortæller han. ”Vi håber – som kirke – at kunne respondere på den længsel efter fred, fællesskab og dansk kultur, som herboende danskere kan give udtryk for,” siger David. Samtidigt siger han, at han ikke har lyst til at ”stjæle” fra andre fællesskaber. ”Jeg snakkede med ambassadøren den anden dag, og hans skøn er, at der bor i omegnen af 3.500 danskere i Israel lige nu, men det kan både være flere og færre. Hvis bare en 5 stykker af dem kunne tænke sig at være med til at lave menighed, så er vi kommet langt,” mener David.

Dansk kultur er godt

Parret vil gerne have fokus på særligt to opgaver: ”Vi skal være dansk kirke i udlandet!” siger David med eftertryk og fortæller, at det bliver efterspurgt. Han vender tilbage til det med kulturen: ”Det er ikke alle, som nødvendigvis kommer i kirke på grund af troen, men fordi kulturen i kirken er dansk. Og det er helt ok,” fortæller han. ”Vi vil hellere end gerne bruge den danske kultur til at komme i forbindelse med de mennesker, som er her. Den danske kultur bliver på den måde kontaktpunkt og vejen ind i kirken. Det er der slet ikke noget i vejen med – tværtimod!”

Fokus på stærke historier

Elisabeth giver udtryk for, at hun gerne vil have fokus på den jødiske historie. ”Vi må øve os i at blive bedre til at formidle det israelske perspektiv,” mener hun. ”Vi skal måske ikke altid udtrykke kærlighed til Israels politik, men vi må altid udtrykke kærlighed til det jødiske folk. Vi må forsøge at forstå baggrunden for, hvorfor de handler, som de gør. Der er måske mange volontører, der har haft meget stærke oplevelser på Vestbredden,” fortæller hun og fortsætter: ”Men det gør også indtryk at møde den overlevende fra Holocaust og at få kendskab til de messianske jøder og deres vidnesbyrd om, hvordan Jesus har ændret deres livskurs. De historier vil vi gerne være med til at sætte fokus på,” slutter hun.

Forbøn

”At vi må have overskud som familie,” siger David, da jeg spørger ind til, om de har noget, som de gerne vil at vi beder for herhjemme. Han fortæller videre, at sproget er en stor udfordring – også selvom de ikke er startet på helt bar bund. ”Derudover er der på den ene side en udfordring i at se muligheder, hvor de byder sig. Og på den anden side er der også så mange muligheder, at vi skal kunne prioritere,” mener David. Elisabeth giver også udtryk for, at hun har et helt tydeligt billede af, hvordan de gerne vil leve sammen som familie: ”I må meget gerne bede for, at vi som familie kan leve på en forsonende måde i denne kultur der er så meget præget af konflikt. Vi vil gerne praktisere forsoning som livsstil,” fortæller hun og på den måde være et forbillede. Hun håber, familien på denne måde kan være med til at skabe ”ringe i vandet, der kan sprede sig i det små.” David supplerer forbønslisten ved at tilføje et ønske om forbøn for familien, økonomien og at hans åndelige tilstand som præst må være sund. Familien rejser snart tilbage til Israel og hverdagen der. Vær med til at bede for det, de har givet udtryk oven for – og for deres sikkerhed midt i den aktuelle konflikt.

Instrumenter for krig – instrumenter for fred

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 29. juli 2014. Bogført i Arbejdet i Danmark, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Arne Pedersen, 29 juli 2014

I skrivende stund raser krigen mellem Hamas i Gaza og Israel på tredje uge. Krigen har resulteret i al for mange døde, alt for megen ødelæggelse og alt for mange mennesker, som må leve i frygt.

I konflikten mellem Israel og Palæstina mangler der ikke synspunkter, stemmer eller argumenter. Både skrevne medier, radio og fjernsyn flyder over med mennesker med meninger om den ene og den anden side. Volden og krigshandlingerne forsøges retfærdiggjort og forklaret.

Men når begge parter ikke kan finde anden løsning end vold og krig og dermed bruge deres magt til at ødelægge frem for at bygge op – så findes der ingen vinder. Så findes der kun tabere.

Konflikten mellem israelere og palæstinensere fylder meget i medierne, og man kan ikke være blind for den. I Israelsmissionen ønsker vi at have fokus på de mennesker, som konflikten berører. Det gør vi primært gennem vores samarbejdspartnere. Her ser vi frustrationen. Frygten. Vreden. Og vi ser det hos samarbejdspartnere på begge sider af konflikten.

Men vi ser også håbet – uanset hvor spinkelt og uanseligt dette er. Vi ser mennesker, som modigt, insisterende og mod alle ods tør arbejde på en tredje vej. Håbets og forsoningens vej. Som vover at stille sig i midten mellem parterne og pege på et alternativ til volden og krigen. At håbet og freden og forsoningen er mulig. Det er ikke disse mennesker, som råber højest, og derfor får de heller ikke megen spalteplads eller taletid. Desto større grund er der til at sætte fokus på dem og deres indsats. Derfor vil vi gerne stå sammen med dem og opmuntre, for ethvert menneske der vælger fredens og forsoningens vej frem for voldens og krigens, er en sejr for livet.

Som det er udtrykt af Betlehem Bible College:

”Vi er i sorg over det voksende had, snæversyn og racisme i vores samfund i dag og den vold, som er en konsekvens af dette. Vi er specielt kede af, når kristne bidrager til den hadske stemning og splittelsen i stedet for at lade Kristus bruge dem som instrumenter for fred og forsoning.

Konfronteret med dette fastholder vi: Vi er imod at slå børn og andre uskyldige ihjel. Vi støtter kærligheden frem for hadet; retfærdighed frem for undertrykkelse; lighed frem for snæversyn, fredelige løsninger frem for militære. Vold vil kun udløse krig, det vil bringe mere smerte og ødelæggelse for alle lande i regionen. At skabe fred med rod i retfærdighed er den bedste vej fremad. Derfor dedikerer vi os til at sprede en kultur præget af kærlighed, fred og retfærdighed i mødet med vold, had og undertrykkelse.”

Den af vores samarbejdspartnere som mest tydeligt har udlevet denne kultur under konflikten er forsoningsorganisationen Musalaha. I krigens skygge har de igen denne sommer afholdt to børnelejre, hvor de har bragt jødiske og palæstinensiske børn sammen fra hele Det hellige Land. Her har de lært hinanden at kende som dem de også er: Børn med lyst til sjov og ballade, drømme og håb om en fremtid uden krig. Disse børnelejre er et håbets lys i krigens mørke – om end de er en dråbe i havet og uendeligt svære at få øje på. Men netop derfor vil vi gerne fortælle om dem. Læs mere om lejrene her og her. I denne tid med konflikt og krig er det nemt at vælge side og blive blinde for ”de andre”. Lad os ikke bidrage til hadsk stemning og til splittelse. Lad os i stedet bede om, at Kristus vil bruge os som instrumenter for fred og forsoning.

“Jeg ville ønske, jeg kunne blive her på lejren og ikke være nødt til at tage hjem til krig.”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. juli 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Arne Pedersen, 28. juli 2014

Det hjerteskærende håb kommer fra et af børnene fra Musalahas børnelejr, som nyligt er overstået. Trods raketter fra Gaza, israelske bombardementer og umådeligt høje tabstal har organisationen der arbejder med forsoning mellem jøder og palæstinensere netop gennemført to børnelejre.

“Sommeren er en smule intens for os her hos Musalaha. Vi afholder tre lejre hvert år, og derfor er sommermånederne altid travle og en smule kaotiske,” fortæller Salim, daglig leder af forsoningsorganisationen Musalaha. “Derudover var denne sommer imødeset med endnu mere spænding end normalt på grund af konflikten i Gaza. Nogle troede det “bare” var endnu en omgang raketter, men det viste sig at blive til så meget mere,” fortsætter han og fortæller videre, at nogle af dem, som skulle komme og hjælpe dem på lejrene aflyste og henviste til den ustabile situation som begrundelse, hvilket efterlod Musalaha meget underbemandede.

“Men bekymringerne kom ikke kun fra udlandet, men også fra vores eget kontor,” fortæller Salim. “Vi brugte meget tid på bøn, overvejelser og vejede for og imod at gennemføre lejrene eller aflyse,” siger han og fortæller at Salme 57 vers 2 blev deres bøn for børnene og sig selv: “Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, for hos dig søger jeg tilflugt, til ulykken er drevet over.”

Inden Musalaha besluttede sig definitivt for at gennemføre lejrene søgte de råd hos både ministerier og sikkerhedstjenester. De forsikrede om at så længe man blot man lavede sig sine sikkerhedsforanstaltninger kunne lejrene godt gennemføres.

For Salim var det særligt interessant at se, hvordan og for hvad frygten slog igennem. For nogle var det raktterne mens det for andre – særligt de palæstinensiske forældre – var frygten for, at deres børn ville blive kidnappet.

Om selve mødet med børnene på lejren fortæller Salim:

“Om onsdagen besøgte jeg lejren sammen med en af de israelsk-jødiske forældre til et af børnene, som har været involveret i Musalaha et stykke tid, og nu er med som leder på lejren. Mens vi kørte overvejede vi, hvordan børnene ville have det med hinanden, når nu konflikten rasede i landet. Da vi ankom, måbede vi over, hvordan de legede sammen og havde det sjovt.”

Han fortsætter og fortæller, at han og den israelske forældre talte om, hvor meget de ønskede at se sådanne lejre sprede sig ud i hele landet. Forælderen sagde: “Hvis blot arabiske børn kunne møde jødiske børn og lære, at de ikke monstre, og hvis bare jødiske børn kunne møde arabiske børn og lære, at de heller ikke er monstre, så er det nok for mig – så er der håb for fremtiden.”

Salim fortæller også om et hjerteskærende håb fra et af børnene: “Da det gik op for et af børnene at lejren sluttede denne dag, sagde han: “Jeg ville ønske, jeg kunne blive her på lejren og ikke være nødt til at tage hjem til krig.”

Lejren står for Salim som et lille glimt af, hvordan samfundet faktisk kunne være, hvis man levede sammen og havde fællesskab med hinanden.

Musalaha vil gennemføre sommerlejre trods uro og raketangreb

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. juli 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Mens raketterne i disse dage sendes frem og tilbage mellem Israel og Gazastriben, kan håbet om en holdbar løsning på konflikten virke fjern. Men der er mennesker, som nægter at give op og fortsat arbejder for fred.

Af Thomas Nedergaard, 10. juli 2014

Situationen i Israel er højspændt. Siden starten af juli er konflikten i området spidset til og et forsoningsarbejde kan virke uoverskuelig og håbløs. Men midt i dette mørke, er alt lys ikke slukket. Musalaha, der arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere, har ikke kastet håndklædet i ringen. Hos dem fortsætter arbejdet trods de store udfordringer. En vigtig del af Musalahas arbejde er de årlige sommerlejre for børn. Her mødes både israelske og palæstinensiske børn, der ellers til dagligt ser hinanden på hver sin side af den komplicerede konflikt. Sommerlejrene er en vigtig del af Musalahas arbejde. Gennem leg, bibelstudie og mange andre aktiviteter prøver de at nedbryde de mange fordomme, som også børn har om hinanden. Ifølge Musalaha selv, er lejrene ikke uden nytte: “Deltagerne tager nye hebraiske og arabiske sange og ordsprog med sig hjem fra disse lejre, hvor de deler værelser, bliver medspillere for forandring i en ung alder, og de forlader stedet med nye venskaber.” De venskaber, som starter på lejrene, strækker sig over den ellers dybe kløft mellem de to folkeslag. På lejren er alle børn i øjenhøjde og forskellene i mellem dem kan udjævnes.

Situationen kan have konsekvenser

Trods den øgede uro den sidste tid har Musalaha ikke planer om at aflyse årets sommerlejre. De kan dog bliver tvunget til det: “Ifølge undervisningsministeriets politik, kan lejre gennemføres, så længe der kan tilbydes beskyttelsesrum til børnene. Så hvis situationen forværres, kan vi blive tvunget til at aflyse. Som tingene ser ud nu, så gennemfører vi lejrene, men vi tager én dag ad gangen,” skriver Shadia, leder af Musalahas ungdomsarbejde, i en mail. Flere af organisationens kvindegrupper, mødtes fredag den 11. juli for at faste og bede for hinanden og for at konflikten må stoppe. Kvindegrupperne, som består af både israelere, palæstinensere og arabere, er et eksempel på, at kløften mellem partnerne kan overvindes. “Der er stor behov for, at vi nu forener os i bøn. Det betyder meget for os, at vores to folk fortsat er i jeres bønner og tanker,” slutter Shadia. De kommende dage vil afgøre, hvorvidt sommerlejrene bliver en realitet.

Udtalelse fra Musalaha

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 3. juli 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Udtalelsen er oversat af Arne Pedersen, 3. juli 2014

Israelsmissionens samarbejdspartner, Musalaha, har også en afdeling, som arbejder med forsoning mellem palæstinensiske og israelske kvinder. Lederne af dette arbejde fra både Israel og på Vestbredden er kommet med følgende udtalelse på baggrund af den aktuelle situation i området:

Til hvem det måtte vedrøre

I dag er der fortvivlelse i Israel på grund af de tre unge mænd, der blev fundet døde på Vestbredden. Jeg modtog følgende udtalelse fra Shireen, lederen af Musalahas kvindearbejde på Vestbredden. Udtalelsen kommer efter hun var blevet kontaktet af nogle palæstinensiske kvinder, som ikke kunne komme i kontakt med deres israelske venner.

Vi, som jeres palæstinensiske søstre, vil gerne udtrykke vores dybeste medfølelse på baggrund af tabet af tre israelske menneskeliv og den smerte som deres familier og samfund må føle. Vi har, indtil nu, stået sammen med jer i bøn om at de tre unge mænd måtte vende tilbage og nogle af kvinderne har været i kontakt med jer, for at udtrykke medfølelse. Vi dedikerer os til stadig at være i relation til jer og til at fortsætte af fredens og forsoningens vej. De palæstinensiske kvinder, som er engageret i Musalaha, billiger ingen former for vold, men ærer livet og freden sammen med det israelske folk.

Undersrkevet
Shireen Awad Hilal, koordinator for Musalahas kvindearbejde på Vestbredden

Jeg vil gerne, som koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel, tilføje:
Jeg har været stærkt bekymret under denne eftersøgning efter de tre unge mænd. På kontoret har vi dagligt bedt for de uskyldige ofre i denne seneste tragedie. Jeg og de andre kvinder som er engageret i Musalahas kvindearbejde i Israel, sender vores dybeste medfølelse til de familier, som har mistet liv på begge sider. Vi vil søge at fortsætte mod freden sammen med vores brødre og søstre i Herren. Vi føler smerten sammen med de familier, palæstinensiske såvel som israelske, som har lidt under den seneste cyklus af vold. Vi lider med begge samfund.

Lad os minde hinanden om i disse ophedede dage, at vores ord ikke skal være præget af gengældelse, men af forsoning. Lad os holde fast i de relationer, der er bygget op og ikke smide års arbejde væk på grund af et malplaceret ”like” på Facebook, som har fornærmet os. Lad os afstå fra at synge med i koret af de mennesker omkring os, som skriger efter blod og lad os i stedet kalde på ham, som har skabt fred imellem os.

Lad os i denne tid blive endnu mere ihærdige efter at arbejde for det gode for hinanden og søge efter muligheder for at velsigne hinanden.

I Ham, Hedva Haymov, koordinator for Musalahas kvindearbejde i Israel.

Læs den originale udtalelse og mere om Musalahas kvindearbejde her. (Eksternt link på engelsk.)

Spørge Jørgen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 30. juni 2014. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Elisabeth Serner, Jerusalem, 1. juli 2014

Sangen om Spørge Jørgen har fået en rennæsance i vores lille hjem, og på Naomis opfordring, synger vi den, indtil vi er næsten ligeså trætte som Jørgens forældre.

Jeg tror, at hun med sine tre år kan relatere til den videbegærlighed, som Jørgen ligger for dagen, og ofte står hendes egne spørgsmål også i kø for at blive besvaret. Nathanael bruger også energi på at kortlægge, hvad han ser i sin nye hjemby Jerusalem. ”Mor, hvorfor bor jøderne og araberne ikke sammen?” ”Hvorfor er der så mange soldater i Israel?”

Personligt melder jeg mig også på banen i rækken af spørgelystne folk. Jeg tror aldrig, at jeg i mit liv har haft så mange spørgsmål og så få svar. Selv små ubetydelige dagligdagsepisoder kan efterlade en sky af små sorte spørgsmålstegn i mit sind. Som f.eks. den dag vi havde en religiøs jødisk mor og hendes datter på besøg. Alt, hvad jeg satte på bordet, var kosher, emballagen var ubrudt, og der var købt engangskopper til formålet. Men bortset fra en appelsin til hendes datter blev intet rørt. Det var ikke mange svar, jeg kunne liste ud af min gæst, så min undring er stadig intakt.

Konflikten, der her i landet bølger frem og tilbage, og bogstaveligt talt kun er et stenkast væk, er for mig også en kilde til skærpet årvågenhed og jeg må ofte stille mig uforstående. Når jeg om aftenen sidder med min mynthete, og nyder freden og ørkenlandskabet, der strækker sig i horisonten, er det netop bevidstheden om de uforenlige parter, der kan få mig til at overveje om de høje brag, der pludselig bryder stilheden, er skudsalver og ikke fyrværkeri som først antaget. Jeg lægger også arm med sproget, i mit forsøg på at få greb om det og kulturen. For hvem der bare kunne forstå samtalerne imellem mine medpassagerer i sporvognen eller opfatte lidt mere af de israelske nyheder. Men alt for ofte er jeg et stort spørgsmålstegn.

Heldigvis ender sangen ikke her, og jeg er på ingen måde nødt til med skam at pakke mine spørgsmål sammen som Jørgen, hvis konklusion blev, at han aldrig ville spørge fjollet mere. Tilfældige mennesker på min vej, vagten i supermarkedet og naboerne er villige til at forklare mig ords betydning, og give mig andre nyttige informationer. Den israelske soldat, som kommer til vores arrangementer, fordi han har en dansk-jødisk mor, medbringer kaktusfrugter og detaljerede beskrivelser af, hvordan man plukker, og skærer dem, uden at de små hår gennemtrænger ens hud. Han henviser til brugbare links på nettet, og kommer med sin version af konflikten hernede.

Hvis jeg vil høre tanker og oplevelser fra en, der er vokset op i Øst-Jerusalem, kan jeg snakke med den unge ’sing a song-writer’, som også har en dansk mor. Hun viser mig skjulte oaser i den gamle by og hemmelige tage med første parket til klippemoskeen. Det er også hende, der har introduceret mig til hvordan is-kaffen overgår sig selv, hvis man efterspørger ekstra isterninger og espresso. Så jeg er håbefuld, midt i al min forvirring og nysgerrighed. Vores families anker er ved at sætte sig godt fast i den israelske jord, og vi udvider vores territorium dag for dag.