Til oktober får vi besøg af to personer fra vores partnere i Israel, forsoningsorganisationen Musalaha. De skal undervejs i besøget både snakke med kirkegængere, gymnasieelever og teologistudernede. Her under kan du se programmet for turen i Danmark.
Onsdag den 21. oktober:
Undervise konfirmander i Holstebro
Mødes 8.-9. klasser på Den Kristne Friskole i Holstebro
Møde i pinsekirken i Herning
Torsdag den 22. oktober:
Deltager i Speakers Lounge på Menighedsfakultetet
Fællesmøde med lokale kirker i Strandby
Fredag den 23. oktober:
Taler på højskolen i Mariager
Søndag den 25. oktober:
Taler i Pinsekirken i Odense
Deltager til ungdomsgudstjeneste i Aarhus Valgmenighed
Mandag den 26. oktober:
Deltager i undervisningen på Middelfart Gymnasium
Kristkirken i Kolding kl. 19.30.
Tirsdag den 27. oktober:
Konfirmationsundervisning i Hillerød
Møde på Dansk Bibel-Institut
Taler i Engholm Kirke
Onsdag den 28. oktober:
Konfirmationsundervisning i Grønnevang Kirke
Møde i Hillerød
Præstegårdsmøde i Skævinge kl. 18.30
Torsdag den 29. oktober:
Møde i Hillerød Kirke
Det er ikke alle møder, der er offentlige – fx undervisning på gymnasier og for konfirmander. Alle kirkemøder er naturligvis offentlige. Kontakt den lokale arrangør – eller os – hvis du gerne vil høre mere om et arrangement.
I aften ved solnedgang begynder jøderens helligste dag i hele året, Yom Kippur. Dagen hvor Gud ikke blot giver soning for den enkeltes synd, men også for hele folkets. Derfor må Yom Kippur ikke blot give anledning til erkendelse af sine egne synder, men også de kollektive.
Salim J. Munayer og A. Ben-Schmuel, Musalaha, 22. september 2015
I aften faster jøder over hele verden, når de begynder at fejre Yom Kippur, Den Store Forsoningsdag. Meget er allerede skrevet om ofrene, ypperstepræsten, soningen, relationen til Jesus og hans opfyldelse af denne helligdag. Mens både det individuelle og kollektive aspekt er vigtigt, så handler Yom Kippur ikke blot om individuel anger over for Gud, men også kollektiv anger for ikke at leve op til Guds hellighed – også når det kommer til et nationalt perspektiv.
I Moseloven ser vi, at Israels kald til hellighed ikke blot er en status, men også en opgave. Da Israel bliver helliget, må det også praktisere Guds hellighed, og for at det kan gøre det, må det være retfærdigt. Hele vejen igennem Det Gamle Testamente ser vi, hvordan Gud bliver vred over uretfærdigheden og straffer på baggrund af den. Når Gud kalder os til hellighed, kalder han os til at være retfærdige.
Det er let at ignorere uretfærdighed, men dette er ikke en mulighed for os. I 3. Mosebog kapitel 16 giver Gud anvisningerne omkring Forsoningsdagen. En af anvisningerne finder vi i versene 29 og 31, at man skal “spæge sit legeme”. Nogle gange er det samme sted oversat med “at nægte sig selv noget”, men denne oversættelse opfanger ikke omfanget af verbet לענות, som forstås bedre som at “forårsage sig selv smerte” – noget vi forstår i konteksten af at ransage og undersøge os selv. På denne helligdag bliver vi mindet om, at Gud kalder os til hellighed. For at nå dertil, for at handle retfærdigt, må vi også se indad, omhyggeligt, smertefuldt og kritisk, for at se hvor vi ikke lever op til Guds kald, og for at beslutte os for at gøre op med det.
Uanset om du fejrer Yom Kippur eller ej, vil jeg gerne udfordre dig til at overveje disse tre aspekter af vores ansvar over for Gud:
Anerkend forbindelsen mellem hellighed og retfærdighed. Når du læser Bibelen i din daglige andagt, så vær bevidst om, hvordan Gud kalder os til hellighed, som han er hellig, hvordan han revser vores fiaskoer, og hvordan han kalder os tilbage til sig selv, for at “handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre” med ham (Mika 6,8). Hvis hellighed og retfærdighed er forbundet, hvordan handler vi så retfærdigt i vores hverdag?
Forson dig med dine kristne brødre og søstre inden du kommer til Gud. Når vi træder ind foran Gud, må vi huske Jesu ord: “Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave.” (Matt 5,23-24) Før vi kan komme til Gud og bringe et offer eller søge hans tilgivelse, må vi først forsone os med dem i vores omgangskreds eller samfund, som vi har gjort uret. Hvilke relationer i vores liv har brug for forsoning, tilgivelse og anger?
Husk de nødlidende. Guds bud omkring de nødlidende rækker ud over vores eget nærmiljø. Gennem hele Bibelen ser vi konstant påbudet om at huske på den svage og den fremmede. Der er mange svage og fremmede i vores verden i dag, som er nødlidende. Hvilken rolle kan vi spille, så vi er med til at lindre denne nød?
Denne Yom Kippur vil jeg opmuntre os alle til at sætte tid af til refleksion. At vi må tage den tunge opgave på os, at ransage os selv. Lad os sætte tid af til at overveje, hvordan både vi selv og vores lande behandler andre. Handler vi retfærdigt? Er vi hellige i vores handlinger? Hvis vi ikke er det, så lad os udstikke en ny kurs og søge måder, hvor vi rent faktisk kan være det. Hvis vi er det – så lad os holde ud og fortsætte! Sådanne handlinger er ikke lette, men de er hellige, og de er retfærdige.
Heidi Tohmola, grafisk designer, Caspari Centret, 11. september 2015
Søndag aften begynder det jødiske nytår, Rosh Hashanah. Men hvorfor skal vi som kristne være optaget af en jødisk fest, som endda fejrer nytår alt for tidligt? Her gør Heidi Tohmola fra Caspari Centeret sig nogle overvejelser om, hvordan de jødiske fester kan være med til at berige vores kristne liv.
Denne sommer har Hamas publiceret nogle videoer fra sine ungdomslejre i Mellemøsten. Blot 100 km. fra Jerusalem har Hamas helt bogstaveligt drevet kamptræning for børn. Drengene blev trænet i at hoppe igennem brændende hjul, lade deres geværer i højt tempo og at kravle med geværerne gennem trange støvede gange.
Jeg undres over, hvordan Hamas motiverer deres næste generation. Bliver børnene simpelthen ikke givet noget valg. Jeg blev trist, da jeg så disse alvorlige små ansigter, selv om nogle af dem virkede som om, de var stolte af at havde fået en ”vigtig rolle” af sine højt respekterede ledere.
Min pointe handler ikke om politik, men om at være godt forberedt. Hvordan kan vi forbedrede og undervise vores børn som vokser op i dag? Paulus skriver i et af sine breve om at kende fjendens planer (2 kor 2,11). Jeg er sikker på, at vores fjende ikke først og fremmest er Hamas eller IS, et andet land eller et andet menneske, men Satan.
Fjenden er der selv om vi fristes til at overse eller give ham et politisk navn. Men hvor meget bør vi fortælle vores unge om ”åndelig kamp” eller om den igangværende konflikt?
For mange år siden var jeg på en børnelejr i Negev ørkenen sammen med en messiansk menighed. En sen nat blev alle børnene vækket. ”Fjenden er her, alle skal vågne NU”! Råbte en af lederne gennem højtaleren. På få minutter var alle lysvågne. De skræmte børn blev alle samlet på en mørk plads. Jeg var chokkeret. Jeg tænkte, det her traumatiserer børnene, men senere skiftede jeg mening.
Senere fik de skræmte lejrdeltagere at vide, at alt var i orden, men de havde lært en vigtig lektie. Hele episoden skulle minde dem om, hvordan jøderne oplevede påskenat, da de i al hast måtte flygte fra Egypten.
Da lejren var ovre, var det denne oplevelse som børnene mente, var det bedste ved hele ugen, og traditionen fortsætter. Børnene venter på denne specielle nat mere end noget andet under hele lejren. Børn ønsker at blive forberedt på virkeligheden på en tryg måde.
Mange jødiske fester lærer os ”at være åndeligt forberedt”. I disse dage kommer Rosh Hashanah. Den første af de højhellige dage. Det bibelske navn er ”Yom Teruah” – Trompeternes fest. Festen handler ikke om trompeter, som vi kender dem fra moderne orkester eller musikkorps, men om en shofar – et gammelt instrument lavet af et bukkehorn, som stadig bruges i religiøse sammenhænge. I bibelsk tid blev hornblæsningen forstået som et kald til omvendelse og anger. Det var en påmindelse om, at man snart skulle stå frem for Gud.
Jeg synes, at troende bør forberede børnene på det virkelige liv. Vi skal selvfølgelig ikke bruge de samme midler som Hamas, men vi bør hjælpe børnene i at få en stærk tro og lære dem at bede. For eksempel laver en messiansk menighed sine egne specielle bønnehæfter til hvert barn. En anden menighed lærer børnene at memorere praktiske og kraftfulde bibelvers, og at bruge dem i dagligdagen. Børnene bliver opmuntret til at vidne for sine ikke troende venner til trods for mulig modstand eller decideret udstødning. Det handler om at frygte Gud, ikke mennesker, og om at stole på hans kærlighed og magt, ikke menneskelig visdom.
Meget af Caspari-centerets arbejde forbereder på en eller anden måde de troende på fremtiden. Nogen gange gælder det praktiske ting, andre gange ved at dykke dybt ned i teologiske eller historiske temaer. Alt arbejde i den messianske bevægelse handler om at forberede de troende og udruste dem med Guds fulde rustning og åndelige shofarer, stemt og klar til brug!
I Tel Aviv-bydelen Florentin ligger Moishe Rosen Center, som drives af Jews for Jesus. Florentin er en hip bydel for fortrinsvis unge israelere, og Moishe Rosen Center har helt fra begyndelsen været fokuseret på, hvordan stedet kan være relevant for de unge og bidrage positivt til livet i bydelen. Det gør de bl.a. ved at afholde kunstudstillinger, som den Eli Birnbaum, leder af centeret, fortæller om her under.
Eli Birnbaum, 4. august 2015, Moishe Rosencenter
Endnu engang har vi afholdt kunstudstilling her på Moishe Rosen Center: ”Indien med den rejsendes øjne” var en udstilling af femten forskellige fotografers og en tegners billeder. Vi åbnede vores døre og lagde lokaler til en udstilling, som enhver, der har været i Indien, ville elske. Vores formål med denne udstilling og andre arrangementer er at være relevante som et fællesskab af Jesus-troende jøder. Derudover vil vi være aktive i vores bydel og være en del af kulturen.
En af fotograferne havde lavet research om Messias-forestillinger til et kunstprojekt. Der opstod en ret spændende samtale, da vi forklarede, at vi mener, at Messias allerede er kommet og at han, Jesus, har forandret vores liv. Hun ønsker at udstille det endelige projekt her i Moishe Rosen Centeret.
Alle fotograferne kom hen og fortalte os, hvor glade de var for, at de kunne udstille på stedet. Vi fortalte alle, at vi er Jews for Jesus, og at centeret er opkaldt efter grundlæggeren, en amerikansk jøde som kom til tro på Jesus som Messias. Vi forklarer også, at vi naturligvis afholder egne arrangementer i bygningen, men at vi også ønsker at stå til rådighed for lokalsamfundet. (Dette er ofte overraskende for andre, som er vant til at tænke på religiøse mennesker, som meget indadvendte og ikke specielt involverede i mennesker omkring dem.)
201 mennesker besøgte udstillingen, og 177 af dem var jøder, som endnu ikke tror på Jesus. Vi havde længere samtaler med 30, hvor vi både åbnede Bibelen og forklarede, hvorfor vi tror, Jesus er Messias. Men stort set alle som kom blev mødt med evangeliet i en eller anden grad.
Vær med til at bede for kunstnerne og for dem som besøgte udstillingen – at de må få lyst til at vende tilbage til Moishe Rosen Center for at finde ud af mere om, hvem Jesus er.
Artiklen er oprindeligt fra Jews for Jesus’ nyhedsbrev.
En nordisraelsk landsby kæmper med etniske spændinger og religiøse uenigheder. Musalahas kvindegruppe har derfor besøgt landsbyen for at bede for dens indbyggere og lytte til deres problemer. Det har været en stærk oplevelse, fortæller lederen af Musalahas kvindeafdeling.
For nylig modtog jeg et telefonopkald fra præstens kone i en nordlig landsby tæt på Karmiel (by i Galilæa). Hun ringede for at spørge Musalahas kvindegruppe, om vi ville bede for landsbyen. Denne landsby er en blanding af muslimer, kristne, drusere og beduiner. Der er traditionelle kirker og evangeliske kirker i det kristne miljø, og der er mange spændinger mellem de forskellige religiøse grupper og mellem kirkeretningerne internt. Denne kvinde demonstrerede mod i og med hun ringede til mig med hendes bøn.
Vi organiserede en bønnevandring med israelske, jødiske troende sammen med israelske, palæstinensiske kristne i landsbyen. Det må have været et mærkeligt syn for dem, der så os: israelske jødiske fremmede, der kom ind i deres lokale kvarter, mens de gik sammen med israelske, palæstinensiske kristne. Vi gik gennem flere områder i landsbyen og bad for nåde og fred. Vi stoppede og læste i biblen undervejs.
Vi hørte historien om, hvordan en lokal evangelikal leder og hans kone er syge, og derfor er deres kirke lukket ned. Vi mødtes med en kvinde i landsbyen, som delte hendes personlige kampe som alenemor med os. Vi besøgte også en evangelikal kirke, der for nylig er blevet delt og efter den oplevelse lider den under sladder og rygter. Ved at høre om de kristnes behov i landsbyen, kunne vi bedre bede for dem. Det var en bevægende dag i fællesskab og i fælles forbøn, mens vi stod sammen som søstre i Kristus.
En bønnestund mellem troende af forskellig kulturel og etnisk baggrunde lyder måske banalt og let. Det burde det også være, men det er ofte ikke tilfældet. Denne oplevelse bekræfter, at vores liv er flettet ind i hinanden, og vi kan støtte hinanden på tværs af kulturelle og etniske skel. Dette er en del af Musalahas kald. Det kræver mod, en stor indsats og overbevisning fra vores kvinder, men den tid og den bøn, som vi investerer, kan flytte bjerge.
Hvordan ser vi hinanden og hvordan ser vi os selv? Det spurgte Musalaha en gruppe palæstinensiske og israelske unge mødre om. Overraskende nok var selvbilledet anderledes end fordommen. Erkendelsen var klar: ”De andre ser sig selv anderledes, end vi troede”. Her fortæller Musalaha om en dag, hvor identitet og forskelligheder blev diskuteret.
Den 8. maj mødtes vores gruppe af unge mødre for at diskutere identitet. Identitet er et af de største emner vi arbejder med i Musalaha, da det beskriver, hvordan andre ser os, hvordan vi ser os selv, og hvordan vi bliver nødt til at respektere hinandens selvbillede.
Vi begyndte med nogle lege, der understregede vores mange forbindelser til hinanden gennem vores fællesskaber. Derefter brugte vi tid på lovsang og en kvinde holdt en kort andagt, der illustrerede, hvordan vi opbygger mure mellem hinanden som israelere og palæstinensere. Men korset kom for at rive disse mure ned (Ef 2, 14-22). Vores primære identitet findes ved foden af korset, og dette budskab flyder ud til alle områder af vores liv.
Identitet mellem to stole
Hedva, leder af Musalahas kvindeafdeling, ledte en identitetsøvelse. Hun placerede skilte på stole rundt omkring i rummet med en blanding af nationale og religiøse termer, som vi bruger om hinanden og om os selv. Først bad hun de palæstinensiske kvinder om at vælge en stol, der definerer dem og sidde på den eller stå ved den. Alle kvinderne valgte en religiøs identitet enten “kristen” eller “troende”. Bagefter bad Hedva dem om at vælge den stol, der bedst beskriver deres identitet uden den beskriver deres tro. Kvinderne valgte forskellige stole fra “israelsk palæstinenser” til “palæstinenser”. En kvinde valgte to stole, både ”palæstinenser” og ”immigrant”.
Derefter bad Hedva de israelske kvinder om at vælge den stol, der beskriver dem. Ligesom de palæstinensiske kvinder, valgte de israelske kvinder først deres religiøse identitet: “messiansk jøde” og “troende”. Så bad Hedva israelerne om at vælge en identitet, der ikke er religiøs. De fleste kvinder valgte ”israeler” og en enkelt valgte ”immigrant”.
Overrasket: hvorfor er du sådan?
Efter hver runde spurgte Hedva, om der var nogen, der var overraskede. Palæstinenserne spurgte til de religiøse termer, som israelerne valgte. Hvorfor ”messiansk jøde” i stedet for ”hebraisk kristen”? Israelerne var mest overraskede over at se, at to palæstinensiske kvinder valgte ”israelsk palæstinenser” og ikke ”israelsk araber” eller bare ”palæstinenser”.
Øvelsen er et godt eksempel på, at de mærkater, som vi vælger til andre ofte er forskellige fra dem, som vi selv vælger.
Vi må give mennesker lov til at vælge egen identitet
Det er vigtigt at lade mennesker vælge deres identiteter og i forhold til vores relationer kunne vi diskutere vores valg. Senere understregede vores facilitator, at de termer folk oftest bruger til at beskrive hinanden (araber og jøde) ikke blev valgt af nogen af deltagerne.
Mens vi sad sammen og diskuterede, hvordan vores identiteter er formede legede vores børn sammen, løb gennem gården og klatrede i de lavthængende grene i træerne. De opbygger ubesværet en identitet som legekammerat og erkender etniske og sproglige forskelle og fortsætter alligevel. Vores indsats for at lære om identitet smittede af på dem, og de gør det bare uden at tænke på det, mens de kommunikerer gennem samarbejde, smil og respekt.
Læs artiklen på Musalahas egen hjemmeside her.
Den 3. juni 2015 løber De Tyske Evangeliske Kirkedage af staben i Stuttgart. Kirkedagene kender vi fra Danmark som en tværkirkelig konference, hvor inspiration og fællesskab er i højsæde. Men ikke alle kan være med i Stuttgart. Arrangementets præsidie har besluttet, at grupper med jødemissionske intentioner ikke kan medvirke i Kirkedagene.
Kirkedagenes præsidie begrunder beslutningen med, at biblens Gud er Israels Gud – også for den ikke-omvendte jøde.
Præsidiets argument
Præsidiet forklarer deres beslutning med følgende argument:
Jesu far er ingen anden end Israels Gud, ”den trofaste Gud, som bevarer pagten” (5. mos. 7,9). Gud udvalgte Israel til at være hans folk og gjorde jøderne til hans vidner i verden. I det ny testamente er Gud stadig Israels Gud (Matt 15, 31; Luk 1, 68; ApG 13, 17) og vil fortsat være Israels folks Gud for ikke-jesustroende jøder. (Præsidie beslutning til Tyske Evangeliske Kirkedage, 31. Januar 2014)
Det er argumentet for at bevare det jødiske vidnesbyrd om Gud og pege på en kristen-jødisk dialog i øjenhøjde og dermed udelukke al mission. Vi skal altså ikke fortælle jøderne, hvordan Jesus døde for alle mennesker – inklusiv jøderne. Dette er overflødigt, hvis Gud fortsat er Israels Gud for jøder, der ikke tror på Jesus.
Konsekvensen for Israels Evangelietjeneste
Altså kan messianske jøder i Tyskland ikke præsentere sig selv til kirkedagene. De må gerne komme, men de må ikke erklære, hvem de er. Det har konsekvenser for Evangliumsdienst für Israel (EDI), Israelsmissionens søsterorganisation i Tyskland. Ifølge EDIs hjemmeside er dette forbud som at lade Jesus deltage på kirkedagene, men at han på ingen måde kan sige, at han er Israels messias og frelser for alle mennesker.
Kirkedagsbesøgende og støtter af messianske jøder kan dog vise deres solidaritet, da tre jødiske, messianske menigheder i Stuttgart inviterer til en Sabbatsgudstjeneste med efterfølgende samtaleforum.
Israelsmissionens standpunkt
Israelsmissionen mener, at det er et essentielt spørgsmål: Skal vi evangelisere for jøder? Argumentet for jødemission kan, ifølge Israelsmissionens tidligere formand Kai Kjær-Hansen, ganske kort beskrives i to sætninger:
Hvis Jesus ikke er Messias for jøder, er han heller ikke Kristus for hedninger. Enten er Jesus alt for alle, eller han er slet ikke noget for nogen.
Men for hvis skyld skal vi bedrive mission? Fem forhold kan nævnes kort, baseret på en helhedsforståelse af det nye testamente.
For jøders skyld. Guds vedvarende pagt med det jødiske folk annullerer hverken, at de har brug for Jesus til frelse, eller at de frelses på en anden måde end ikke-jøder. Troen kommer, når evangeliet forkyndes, og derfor må evangeliet om Jesus forkyndes for det jødiske folk.
For kirkens egen skyld.Jødemission fører kirken ind i en nærkontakt med det jødiske folk, som kirken selv har brug for.
For verdensevangelisationens skyld.Vi mener ikke, at jødemission er vigtigere i Guds øjne end anden mission. Men som teologisk og missiologisk størrelse er jødemission unik.
For Jesus-troende jøders skyld.Disse bliver ofte frosset ude af deres eget folk på grund af deres tro på Jesus.
For Guds æres skyld.Sidst, men helt fundamentalt, skal der drives jødemission for Guds æres skyld. Det kostede Gud en pris at hengive sin elskede søn på korset.
Meget står på spil. Som kirke har vi intet evangelium at bringe andre eller for den sags skyld os selv, hvis Jesus ikke er jødernes Messias.
Temaet for de tyske kirkedage er “Damit wir klug werden”, som kan oversættes til “Så vi bliver kloge”. Det er også et citat fra Salme 90 vers 12, hvor der står “så vi får visdom i hjertet.”
I Israelsmissionen finder vi det hverken klogt eller víst at udelukke jødemissionsselskaber fra at udbrede budskabet om, at Jesus er alles messias – også det jødiske folks.
Det Israelske Bibelselskab tager jævnligt på outreach, hvor de går ud i byen og taler med mennesker om evangeliet og uddeler bibler og bøger. Her kan du læse et dryp fra Tel Aviv, hvor Andy fortæller begejstret om dagene og de mange mennesker, de mødte.
Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab, 26. maj 2015
Det var tid til at lave endnu en outreach, så teamet arbejdede meget hårdt på at forberede et lovsangs- og dramaprogram. Denne gang besluttede vi at have to outreaches på to dage, én på stranden og én i en park i det sydlige Tel Aviv, som vi sidste gang besøgte for to år siden. Nu var det tid til at besøge parken igen.
Outreachen på stranden blev forsinket. Normalt går vi hen til stranden kl 14, men denne gang tog vi derhen kl 16.30. Vi var overraskede over, at færre familier gik rundt nede på stranden på dette tidspunkt, men langt flere unge par. Så snart dramateamet begyndte programmet, samledes de unge par rundt om os og rundt om de borde, der var fyldt med materiale på hebraisk. Vi begyndte at tale med de unge mennesker, og vi var positivt overraskede over deres spørgsmål. Vi lagde mærke til, at dem vi delte evangeliet med, var meget åbne. Nye testamenter, bibler, DVDer, hebraiske bibler på lydbog (en ny produktion fra Det Israelske Bibelselskab). Alt var gratis. Det var så dejligt at høre: “Undskyld, hvad koster en hebraisk bibel?” “Den er gratis,” svarede teamet. De folk, som gik forbi troede ikke vi gav alt materialet væk gratis.
Teamet havde nogle gode samtaler og var glade for reaktionerne. Og som altid var der også nogle, der var meget vrede på os på grund af det vi gjorde, men efter en lang samtale med dem, hvor vi forklarede, hvad vi tror på, faldt de ned. Nogle gjorde dog stadig grin med os og fortalte at Gud ikke eksisterer.
Vi gav mange hebraiske bibler og nye testamenter og børnenes historier var et hit, som forældre tog for at give til deres børn. Dramateamet gjorde et godt stykke arbejde med at forklare evangeliet gennem drama.
Næste dag tog vi til parken og blev overraskede over at se ikke kun flygtninge, stofmisbrugere og fulde hjemløse, men mange israelere kom forbi. Flygtningene var glade for at modtage en bibel på deres eget sprog (tigrinya, arabisk, kinesisk, fransk). Vi gav også mange bibler væk på hebraisk og russisk til israelerne. En ung soldat ville vide, hvem vi er, og efter en lang samtale spurgte vi ham, om han ville have en bibel som gave fra os. Han svarede, at han ville elske at få en bibel, og efter han havde fået den, gik han hjem med et stort smil.
Det begyndte at blive mørkt, og det betød, at vi hellere måtte tage hjem, da parken kan være farlig. Da vi pakkede, lagde vi mærke til prostituerede, som begyndte at gå rundt i parken. Vi talte med en kvinde. Hun lyttede og tog imod en pjece om evangeliet. En fra teamet foreslog, at vi bad og tænkte på at komme om aftenen og arbejde blandt kvinderne i parken.
Bed gerne for alle de frø, der er plantet på de to dages outreach. To unge drenge har allerede kontaktet os og vil gerne komme med i en lokal menighed. Vi takker Gud for dette og beder om, at flere vil være med.
Michael Beener, præst i en lille messiansk menighed i Sderot, kom til Israel fra Ukraine i 2006. Før det havde en arbejdet som fabriksarbejder og pusher. Derfor blev han også anholdt og tilbragte noget tid i fængslet. Her mødte han en tidligere muslim, som fortalte ham om Jesus.
Michael Beener i kirkens lille kontor/beskyttelsesrum/pulterkammer. (Billedet øverst viser Michael Beener med kommunikationssekretær Arne Pedersen med Gaza i baggrunden.)
Den lille israelske by, Sderot, ligger kun en lille kilometer fra grænsen til Gaza og er fortrinsvis beboet af immigranter fra det tidligere Sovjet. Det meste af infrastrukturen minder en om, at det er et utrygt sted at bo. Alle læskurene ved busstoppestederne er fx bygget, så de også fungerer som bombeskjul. 15 sekunder er reaktionstiden, hvis sirenen lyder, og der skal findes ly fra Hamas’ raketter.
Det er her Michael Beener er præst for en lille messiansk menighed, hvor han bl.a. afholder evangeliserende turistturer og alpha-kurser.
”Jeg er jøde, og for mig er det helt naturligt, at en jøde må vende tilbage til Israel,” fortæller Michael om grunden til, at han lavede aliya tilbage i 2006. Egentligt var det meningen, det skulle være sket i 2002, men kort inden afrejsen blev han arresteret for handel med stoffer og måtte altså tilbringe nogle år i fængsel.
”I fængslet begyndte jeg at søge Gud. En af de andre fanger gav mig en bibel, og jeg begyndte at læse. Jeg kom til tro på Yeshua,” smiler Michael. Den person, som gav ham Bibelen og den første tid fungerede som en art vejleder for Michael, var tidligere muslim, som var kommet til på Jesus.
Michaels mor var flyttet til Israel nogle år tidligere og havde bosat sig i Sderot. Derfor var det også naturligt for Michael at bo der. Grundet beliggenheden tæt på Gaza er indbyggerne ekstra udsat for Hamas’ angreb fra Gaza, og netop i sommeren 2006 udbrød den første krig mellem Israel og Hamas.
”Okay – her skal jeg ikke blive i lang tid,” fortæller Michael om sit første indtryk. ”Men jeg bad om Guds vejledning, og lidt efter lidt voksede jeg i forståelsen af, at dette skulle være min by. Gud viste mig denne menighed, og jeg blev klar over, at det var her, jeg skulle tjene.”
Som vi tidligere har fortalt om her i avisen arbejder Michael og menigheden bl.a. på at nå mennesker med evangeliet gennem guidede ture og alpha-kurser.
Michael Beener på en af de guidede ture. (Foto: Caspari Center)
”I Israel er det ikke så let at forkynde og fortælle om Yeshua,” fortæller Michael og fortsætter: ”Det er hårdt at være troende og der er ikke mange, der bekender troen offentligt. Derfor begyndte vi med de guidede ture, så vi kan forkynde evangeliet gennem de steder, vi besøger. Det er en måde at forkynde på, som ikke bliver for anmassende og stadig er respektfuld. Vi fandt steder, hvor vi kunne fortælle om både jødedommen, Yeshua og den sammenhæng, vi tror der er her.”
Michael fortæller, at han afsluttede hver tur med en kort andagt, hvor han kort og præcist forklarede evangeliet. ”Derefter opfordrede jeg til at følge efter Jesus.”
Han oplevede, at der var mange, som egentligt gerne ville vide mere om, hvem Jesus er, men at menigheden manglede et redskab til at lære disse mennesker mere om, hvad troen på Jesus indebærer. Derfor begyndte de at afholde alpha-kurser, hvor Alec Goldberg fra Caspari Centeret i Jerusalem bl.a. kom og underviste.
Michael og andre fra menigheden foran bygningen, de mødes i. Op ad trappen og ind gennem metaldøren.
”Alec var en kæmpe hjælp,” fortæller Michael, som fandt den teologiske ekspertise fra Caspari Centeret helt nødvendig. ”Hvor går folk hen når de kommer til tro? Hvordan skal de vokse i troen? Hvordan skal de lære at leve et liv efter Guds vilje? Det er de udfordringer, vi forsøgte at løse ved hjælp af alpha-kurserne,” siger Michael.
Alec og Michael fulgte ikke alpha-materialet til punkt og prikke, men forsøgte at skabe en atmosfære af nysgerrighed ved at vælge lidt andre emner og tilpasse dem. Enkelte af dem som begyndte til kurserne er nu blevet en del af den lille menighed. Andre af kursus-deltagerne er mere tilbøjelige til at blive i alpha-fællesskabet – et mønster man også kender fra andre sammenhænge, som har taget konceptet til sig.
Michael vil helst ikke sætte tal på, hvor mange der er kommet til tro gennem arbejdet.
”Det er ikke let at så frø i Israel,” mener Michael, og fortsætter alligevel med den vigtige pointe, som gælder over alt: ”Vi kan ikke forandre folk, men vi kan være trofaste.”
Vi håber, du vil være med til at bede for Michael Beener og for menigheden i Sderot. Bed om trofasthed og opmuntring i arbejdet med at række evangeliet om Jesus til byens indbyggere.
Det er med stor glæde, vi kan fortælle, at der er ansat en ny studentersekretær for den hebraisk-talende del af det kristne studenterarbejde i Israel.
Neeman Maled begynder på halv tid her i foråret i stillingen, som har været ledig i over to år. Det har simpelthen ikke været muligt at finde en arvtager til den første studentersekretær, Zvi.
Neeman har tidligere siddet med i kommiteen for FCSI og ledet den lokale gruppe på Hebrew University i Jerusalem, hvor han studerer. Derudover var han i Danmark sidste år i forbindelse med KFS’ påskelejr, hvor han var med for at blive inspireret og møde danske, kristne studerende.
Hvor er det godt, at Rasha – studentersekretæren for den arabisk-talende del af FCSI – nu får hjælp til at række de mere end 310.000 studerende i Israel evangeliet om Jesus.
Vi håber, du vil være med til at bede for Neeman, så han kan få en god begyndelse i sin tjeneste. Vi vil også frimodig spørge, om du vil bære med økonomisk – enten via en engangsgave eller en fast aftale.
Israelsmissionen har lovet at støtte FCSI med 50.000 kr. i 2015. Det vil vi, fordi også israelske studerende har brug for at høre evangeliet om Jesus.
Det er med stor glæde, vi kan fortælle, at der er ansat en ny studentersekretær for den hebraisk-talende del af det kristne studenterarbejde i Israel.