Hedva Haymov, Musalahas kvindeafdeling, 20. maj 2016
Jeg ved godt, at man nogle gange, efter at have læst artikler fra Musalaha, kan komme til at overveje: ”Bliver folk ikke trætte af at snakke om forsoning mellem israelere og palæstinensere? Hvor mange gange kan man snakke om de forskellige perspektiver og diskutere dem?”
Forhåbentlig kan denne artikel give dig et indblik i noget af det andet, som vi laver.
Forsoning er ikke kun nødvendigt mellem israelere og palæstinensere. Det er også nødvendigt at forsone sig med sig selv, sin nabo og med Gud.
I april besøgte en gruppe på 28 kvinder en lokal menighed i den sydlige del af Tel Aviv. Denne menighed hjælper til daglig mennesker i den fattigste og mest kriminelle del af storbyen. Vi har flere gange haft grupper i Tel Aviv for at hjælpe. Vi kommer og donerer penge og tøj, serverer et varmt måltid mad, og får en ærlig samtale med dem, som sidder fast i blandt andet stoffer og prostitution.
Det er altid en øjenåbner for os kvinder at se nogle, som lever og overlever i dette hårde miljø. Når vi normalt bruger meget tid på at opbygge relationer og tale om konfliktens problemer, kan vi nemt komme til at tro, at det er på den måde, vi løser problemerne i vores samfund. Men der er mange problemer i det israelsk-palæstinensiske samfund, og konflikten er blot en af dem. Det er nødvendigt at se andre sociale sygdomme og lære af de mange udfordringer, så vi kan bidrage til at løse dem.
Da vi kom, fik vi først en introduktion til arbejdet i det sydlige Tel Aviv og en rundtur i området. Imens blev vi efterfulgt af alle mulige misbrugere og alfonser, der ville sikre sig, at vi ikke blandede os i deres anliggender. Bagefter tog vi tilbage til hovedkvarteret for at bede.
Imens vi sang og bad for dem, vi havde set på gaden, fik suppekøkkenet mere og mere travlt. Alle mulige personer kom ovenpå til vores lille møde for at kigge efter det tøj, som vi havde doneret. Imens de ledte, kunne de høre vores lovsang og vidnesbyrd både på hebraisk, arabisk og engelsk.
Et par tydeligt gravide kvinder fra området havde brugt morgenen på at hjælpe med opvasken, imens de andre uddelte mad. Da de var færdige, sendte lederen de gravide kvinder op til os. En af dem havde været i suppekøkkenet ugen før, og havde i den sammenhæng bedt om forsoning med Jesus og om frelse i hans navn. Denne gang havde hun taget tre veninder med. To af dem talte russisk, så vi oversatte og spurgte dem om, de ville bede sammen med os. Hver og en af dem bad om, at Gud ville tage imod dem og forsone sig med dem.
Efterfølgende spurgte de, om vi ville bede for deres store børn, og om at de ville blive forsonet med deres familier og selvfølgelig med Gud. Vi bad for dem på alle de tilstedeværende sprog.
Så hvorfor tager vi vores kvindegrupper med til Tel Aviv?
Fordi forsoning (musalaha) ikke kun handler om, hvordan vi møder forskellige etniske og nationale grupperinger.
Vi har alle brug for forsoning. Kvinderne fra Tel Aviv mindede os om, at forsoning kan ske på mange måder, og vigtigst af alt kan det ske på mange måder mellem os og Gud.
Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 11. maj 2016
”På den ene side græder jeg over alle de dræbte palæstinensere, men på den anden side skal jeg som leder konstant overveje, hvordan jeg viser mine følelser… Jeg kan ikke prædike Guds fred den ene dag og tale for vold den næste” (ungdomsleder i Musalaha).
I februar skrev jeg om nogle af de udfordringer, som unge kristne palæstinensere stod i under den seneste voldelige periode i Israel. I den første artikel fortalte jeg om børn og unges reaktion på den kontinuerlige cyklus af vold. I denne artikel fortæller jeg om ungdomsledernes egne oplevelser og svar på mediernes og voldens indflydelse blandt børn og unge. Læs første del af artiklen her.
Volden
Mens lederne fortalte om de unges reaktion på volden, delte nogle af lederne også deres personlige kamp med angsten. En leder fortalte: ”En dag, mens vi holdt pause og legede med børnene ude i en gårdsplads, tvang en militær jeep sig ind i gården. De kiggede efter nogle børn, som havde kastet sten efter et checkpoint i nærheden. De råbte efter os ”Hvem kastede sten?” Vi skyndte os at få børnene indenfor. Jeg var nervøs, bange og vred over det, der lige var sket.”
En anden leder fortalte om sin indre kamp. ”Jeg føler mig undertrykt og ydmyget som palæstinenser, men på den anden side er jeg en leder for børn og unge, og jeg må være mit ansvar bevidst.”
Sociale mediers rolle under konflikten
”Da videoerne begyndte at cirkulere på de sociale medier, kunne jeg som voksen godt forholde mig objektiv omkring det. Men jeg kan ikke se, hvordan en 12 årig dreng eller pige kan nå frem til det samme.”
Den første nyhedskilde for unge palæstinensere er Facebook. Når de unge ser billeder eller videoer på Facebook, som viser tilskadekomne og er efterfulgt af et budskab som taler for vold, stiger frustrationerne og skaber en hævngerrighed hos de unge.
Vi kan dog ikke bebrejde de sociale-medier som hovedintiativtageren til den voldelige opførsel blandt unge. Denne generation, som er født i de sene 90’ere, har levet under krige, besættelse og terror hele deres barndom. Et studie fortæller, at gentagende visning af politisk vold mod palæstinensere har indflydelse på unges psykologiske tilstand. Disse unge udviser en højere grad af usikkerhed, angst, emotionel træthed, depression og post traumatisk stress.
Vi overvejede denne undersøgelse og blev klar over, at mange i disse påvirkninger er ude af vores hænder. Samtidig er der stadig brug, for at skabe et sikkert rum for de unge, hvor de kan møde det bibelske svar til verden omkring os.
Hvordan kan vi hjælpe vores unge?
I vores diskussioner gav vi indspark til, hvordan vi kan hjælpe vores ungdom i denne svære periode. Det var en stor hjælp at høre, hvordan andre ledere taler om situationen, og vi havde alle noget at give videre til hinanden.
Vi skal være opmærksom på, hvordan vi udtrykker vores følelser og frustrationer online. Mens vi begræder tabet af vores landsmænd, skal vi være forsigtige med, hvordan vi udtrykker vores sorg og vrede, så det ikke for håbløsheden hos de unge til at stige.
Vi skal turde at være sårbare over for vores børn og unge. En leder sagde: ”Jeg prøver ikke at bevare et Supermans-billede over for de unge. Sommetider ved jeg ikke, hvad jeg skal svare, vi har ingen gode svar, men i stedet for at feje spørgsmålene ind under gulvtæppet, adresserer vi spørgsmålene og er ærlige om, at vi som ledere ikke altid har svarene.”
Vi skal bede. En anden leder sagde ” Jeg synes, min rolle blandt de unge er at skabe forandring. Nogle kaster med sten, men jeg tror, at vi skal stå imod igennem bøn. Lad os bede for andre unge i landet. Lad os byde ind med vores bøn for vores konflikt.
Vi skal hjælpe vores unge til at se på konflikten fra et åndeligt perspektiv. En anden leder nævnte, at vi skal minde de unge om, at bibelen er fuld af eksempler på mennesker, som ikke havde et nemt liv. ”På trods af deres udfordringer arbejdede Gud med dem. Når man er efterfølger af Jesus, handler det ikke om at have et nemt liv, men at lære at sejre på trods af sine problemer”.
Vi skal kæmpe imod offermentaliteten, ved at opmuntre de unge til at tænke på andre. ”Jeg opmuntrer mine unge til at vokse i medfølelse for andre i deres by. Jeg opmuntrer dem til at give tøj til dem, som lider på baggrund af volden”.
Mens meget at de vi snakkede om udtrykte håbløshed, forlod vi mødet med håb. Vi er her ikke blot for at informere de unge, men for at vandre med dem på deres livsrejse og hjælpe dem med at finde svar. Vi vil hjælpe dem med at tænke kritisk, forsigtigt, og få et kristent tankemønster angående deres valg og de konsekvenser, som følger med. På denne måde giver vi dem redskaber til at søge og finde svar på egen hånd.
Grupper af ledere tog hjem med nye ideer og med vished om, at de andre ledere arbejder med på at udruste palæstinensiske unge til at leve som kristne midt i enhver vanskelig situation.
Andy Ball, Det Israelske Bibelselskab, 10. maj 2016
Påsken er en særlig højtid i Israel – særligt for familier. Derfor besluttede vi i Det Israelske Bibelselskab i Tel Aviv at afholde to store events på stranden. Den første lige inden højtiden begyndte og en undervejs.
Vi var fulde af forventning, da vi nåede til dagen for den første event, for vi vidste, at mange børnefamilier var på stranden og slentrede på promenaden. Da vi satte bordene op med materialer henvendte mange til os med det samme. Særligt børnebøgerne var der stor efterspørgsel på, så med forældrenes tilladelser fik mange børn en god bog med hjem. Smilene var store og brede hos både børn og forældre. Af erfaring ved vi, at mennesker fra mange forskellige steder i verden bruger stranden i Tel Aviv, så vi har altid et bredt sprogudvalg med i bibler. En kvinde fra Nepal fik således sin første bibel fra os. Hun havde hørt om denne bog og havde altid haft lyst til at læse den, men vidste ikke hvordan hun skulle få fat i en. Hun blev glad og fik en ekstra med til en veninde.
Dramaholdet havde forberedt et fint lille stykke, som de optrådte med, og undervejs stimlede folk sammen, så det gav os mulighed for samtaler. Men pludselig dukkede politiet op. Politimanden kaldte på en af deltagerne, men hun var bange og ville først ikke gå over til ham, men da han kaldte for anden gang, gik hun alligevel over til ham. ”Hvad er det, I deler ud? Må jeg se?” spurgte han. ”Vi uddeler Ny Testamenter,” svarede kvinden. ”Må jeg få en?” spurgte politimanden og mens han læste, fortalte han, at politiet havde fået syv klager over vores arrangement, som påstod, at vi tvang folk til at tage kristne bøger med hjem. Som vi stod og snakkede kom en dame og sagde, at han burde arrestere os alle sammen, men politimanden svarede blot, at vi ikke brød nogen lov og at der er religionsfrihed i Israel.
Vores andet arrangement begyndte med problemer, da vores dramahold ikke kunne komme. Det gjorde os lidt bekymrede, for vi syntes alligevel heller ikke, vi ville aflyse. Da vi begyndte at sætte bordene med materialer op, henvendte en italiensk mand sig til os og fortalte, at han var taget til Israel for at finde Jesus. Tænk sig, han gik langs med vandet og så fandt han os! Vi snakkede med ham, bad for ham og han besluttede sig for at følge Jesus! En kvinden kom også over til os og spurgte om, hvad vi lavede. Hun fik et nyt testamente og satte sig på en nærliggende trappe for at læse det. Det endte med en samtale om evangeliet på over to timer!
Igen var børnebøgerne et stort hit. Det var så dejligt at se forældrene give børnene lov til at tage bøgerne, selvom de vidste, der var historier fra både det gamle og det nye testamente.
En mand kom hen til os og begyndte at råbe, at hvis vi ikke pakkede sammen, ville han ringe til politiet. Da politiet kom fik de tilbudt et nyt testamente. ”Jeg fik et i sidste uge, tak,” sagde den ene politimand, som var den samme, som havde besøgt os ugen i forvejen. Han smilede til os og kørte væk.
I løbet af de to events gav vi stort set alle vores ny testamenter på hebraisk væk.
Tak til alle jer som støtter vores arbejde med både forbøn og penge. Vær også med til at bede for alle de frø, der blev sået i løbet af de to dage i påsken.
Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder, d. 15 april 2016
Bathel og Jezzel rejste under påskeugen fra Israel til Danmark for at deltage i KFS’ påskelejr i Skanderborg. De sidder begge to med i FCSI-bibelstudiegrupper sammen med andre studerende i Israel. Ved deres ankomst havde de tid til et interview om det at være studerende og kristen i Israel.
Bathel er etiopisk jøde, og da hun var 3 år gammel immigrerede hendes familie fra Etiopien til Israel. Hun læser jura på det hebraiske universitet i Jerusalem. Det er en udfordring for Bathel at være Jesus-troende jøde blandt hendes medstuderende. Hun bliver som messiansk jøde i flere sammenhænge opfattet som en falsk jøde, og samtidig er der mange israelere, der ikke bryder sig om etiopiske jøder. Den opfattelse bliver Bathel desværre også mødt med i universitetsmiljøet.
En dag på busstationen i Jerusalem faldt hun i snak med en jødisk kvinde om religion. Da Bathel fortalte, at hun var en Jesustroende jøde, udbrød damen: ” Åh nej, har de stjålet dig?! Men du er jo så smuk og klog, det er virkelig trist…”.
Det var et klart udtryk for Bathel om, hvor svært jøder har ved at forholde sig til troen på Jesus, når det både er trist, og tilmed bliver beskrevet som om, hun er blevet stjålet af de kristne.
Jezzel er araber fra Kyriat Shmona i det nordlige Israel, hvor hun læser til socialrådgiver. Hun oplever, at Gud har givet hende et hjerte for de socialt udsatte. Hun mener ikke, at der er gode eller dårlige mennesker i verden, men kun mennesker som har været i dårlige situationer.
Da jeg spørger ind til konflikten, nævner Jezzel alligevel en forskel på mennesker, som for hende er meget vigtig. Der er dem som tror på Jesus, og dem som ikke tror på Jesus. Hun ser ikke israelere, arabere eller amerikanere, men to slags mennesker, dem som lever med Gud og dem som lever uden Gud. ”For lever du med Gud, ser du mennesker anderledes, så vil du elske mennesker uanset deres farve, etnicitet og køn”.
Mens vi snakker om konflikten, fortæller Bathel, at hun for tiden føler sig utryg i Israel. Der har været flere terrorangreb på busser i hendes nabolag. Selvom hun holder meget af Israel og oplever en særlig velsignelse ved at bo i landet, er det svært for hende, at være i et område styret af uretfærdighed og undertrykkelse. Det er ikke kun palæstinensere, der oplever uretfærdighed. Mange etiopiske jøder oplever også undertrykkelse og social uretfærdighed rundt omkring i Israel.
Jezzel fortæller, at mange i Israel er utrygge, og mennesker, som normalt er fredelige, er begyndt at gå med kniv.
Til hendes kollegium går der ingen busser, derfor forsøger de studerende sig ofte med at få et lift frem og tilbage fra byen. En dag fik hun og en veninde et lift. Da hun sætter sig i sædet kan hun mærke at hun sidder oven på noget. Det viser sig, at det er en kæmpe kniv. Veninden gør store øjne og spørger om, det er Jezzels. Jezzel ryster kraftigt på hovedet og de skynder sig ud af bilen, nødsaget til at gå det sidste stykke til kollegiet. Jezzel er rystet over, at almindelige mennesker er så bange, at de i normalt fredelige områder er begyndt at bevæbne sig.
Jezzel startede for et år siden en bibelstudiegruppe op på hendes kollegium i Kyriat Shmona. De mødes nu 15 studerende en gang om ugen til bøn og bibelstudie. Der er ingen kirker i området, derfor er det for Jezzel enormt opmuntrende at være i et kristent fællesskab midt iblandt andre studerende.
Jezzel oplever igennem studiegruppen at blive udrustet til at være verdens lys, hvortil hun slutter vores snak af med at sige: ” Hvis ikke vi som Jesu disciple proklamerer hans navn, hvem vil så gøre det”.
Jezzel og Bathel fortalte på vej hjem at de havde haft et dejligt ophold i Danmark. Det var meget lærerigt og opbyggende for dem at være sammen med studerende fra Danmark. De glædede sig til at komme hjem og omsætte oplevelsen til praksis i deres bibelstudiegruppe.
“Det er den vision vi har for studenterarbejdet, og jeg er overbevist om, den er fra Gud, for den er kommet til os gennem bøn og faste”.
Ordene kommer fra Neeman på en kold og regnfuld søndag morgen i Jerusalem, hvor vi har sat hinanden stævne på en af de små cafeer ved centralbusstationen i Jerusalem. Jeg er på vej tilbage til Danmark efter en uges studietur med teologistuderende fra TORVET i Aarhus og Neeman er kommet med morgenbussen fra Ashdod, hvor han bor.
Siden foråret 2015 har han været ansat af FCSI, det kristne studenterarbejde i Israel, som på mange måder svarer til KFS i Danmark. Neeman er en ud af to studentersekretærer og har ansvar for de hebraisk-talende grupper på universiteter og studiesteder. Hans kollega, Rasha, har ansvaret for de arabisk-talende grupper. Desuden er der Zaher, som er generalsekretær på halvtid. Det giver 2½ ansatte til over 300.000 studerende, så der er nok at lave.
Jeg har sat Neeman stævne for at høre, hvordan han har det, og hvad der er sket, siden han for to år siden var i Danmark sammen Bishara, som dengang læste til ingeniør på universitet i Tel Aviv. Siden er Bishara flyttet til Jerusalem, hvor han ved siden af sine studier på Hebrew University leder den arabisk-talende del af det kristne studenterarbejde. Selv har Neeman færdiggjort sine studier i samfundsvidenskab og internationale studier på samme universitet. Han er også blevet gift med en pige, der, ligesom han selv, kommer fra det tidligere Sovjet. De bor i Ashdod, og det er derfra, Neeman det sidste år har koordineret det kristne studenterarbejde blandt hebraisk-talende studerende i Israel.
Det er otte år siden Neeman, som den første i sin familie, flyttede til Israel. Hans familie kommer fra Samara, som ligger ved Volgafloden, hvor Stalin byggede sin bunker for at sikre sig mod Hitler. Han immigrerede til Israel efter at være kommet til tro på Jesus som jødernes Messias. Derfor så han også Israel som det land, hvor hans fremtid måtte være. Han er vokset op i et hjem, hvor familiens jødiske identitet ikke spillede nogen rolle, men med en mor som ”altid ledte efter Gud”, som Neeman udtrykker det. Det var hende, der hjalp Neeman til tro på Jesus. Siden han kom til Israel, har han været en del af en russisktalende messiansk menighed i Ashdod.
Inden Neeman uddyber hvad hans og studenterarbejdet vision går ud på, får jeg en opdatering på, hvad der sker i studenterarbejdet for tiden. I Israel er det er ulovligt at evangelisere over for mindreårige (under 18 år), og derfor er der kun studenterarbejde på universiteter og højere uddannelsesstedet. Dertil kommer, at de fleste israelere først begynder at studere efter afsluttet tjeneste i hæren. Alle studerende er nødt til at have et job ved siden af, så det er ikke let at få kristne studerende til at engagere sig i studenterarbejdet. Alligevel er der – fortæller Neeman med gejst i stemmen og i taknemlighed til Gud – både hebraisk- og arabisk-talende grupper på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Der er også en engelsktalende gruppe og faktisk mødes alle tre grupper som noget ny dette år én gang om måneden ud over deres egne ugentlige møder. I Beersheva er der også tre sproggrupper og alle har en tilknytning til den messianske menighed der, som ledes af pastor Howard Bass. En ny gruppe er startet op i Sderot tæt ved Gaza. Her har den russiske menighed i byen under ledelse af Michael Beener, været til hjælp og opmuntring. I Rehovet er der også en lille gruppe. I Tel Aviv mødes både den hebraisk- og den arabisktalende gruppe til hver deres bibelstudie i en lejlighed, som tilhører et par messianske studerende. På universitet i Haifa og i et par andre byer i Galilæa, er der også grupper eller kontakt til studenterarbejdet.
Neemans rapport gør mig rigtig glad, og jeg er overbevidst om, at det har været det rigtige valg at ansætte en sekretær for både den arabisk- og den hebraisktalende del af arbejdet.
Tilbage til den vision som Neeman sammen med sine kolleger har for studenterarbejdet de næste tre år:
1) “Vi vil fokusere på en god kontakt med de lokale menigheder, så præsten og ledergruppen i menigheden forstår vores arbejde og vil opmuntre deres unge til at være en del af det kristne studenterarbejde, når de begynder på universitetet.”
Jeg kommer til at tænke på den udfordring KFS havde for nu snart mange år siden, hvor studerende heller ikke nødvendigvis blev opmuntret til at engagere sig i KFS af deres lokale menighedsfællesskaber i IM eller LM. Måske af frygt for at miste dem, eller fordi man selv havde brug for de unge. Derfor er det også opmuntrende at høre Neeman fortælle om gode kontakter til i hvert fald nogle af menighedslederne.
2) ”Vi vil arbejde for at de hebraisk- og arabisk-talende studerende møder hinanden og arbejder sammen, når det giver mening. Vi har brug for at bede og læse bibelen på hvert vores sprog. Vi anerkender også, at vi har forskellige syn på den politiske situation, men det skal ikke skille os, og vi har brug for at lytte til hinanden og forstå hinandens synspunkter. Ellers vokser frygt og mistænksomhed og vores fællesskab bliver kun på overfladen.”
At dette virkelig er en prioritering for studenterarbejdet forstår jeg, da Neeman fortæller mig, at han sammen med Rasha, sin arabiske kollega, er på vej til Cypern dagen efter. De skal være med i den gruppe af israelere og palæstinensere, som i regi af Lausannebevægelsen skal mødes for at tale om forsoning og for at lytte til hinandens synspunkter. Det er en konference, som Israelsmissionen støtter med forbøn og økonomi, og jeg bliver bare endnu mere glad for, at vi gør det, da jeg erfarer, at ansatte i studenterarbejdet også er inviteret med.
3) “Vi vil ikke kun være en konference-bevægelse. Det er mellem konferencerne det egentlige arbejde foregår. Det dur ikke, at studerende kommer til konferencer, men ikke er engagerede i en smågruppe på deres studiesteder.”
Det er sidste punkt i visionen for de næste tre år, og det er her arbejdet skal gøres. I FCSI har der været tradition for, at studerende frivilligt har arrangeret konferencerne. I lange perioder har der ikke været ansatte til at varetage den regelmæssige kontakt til grupperne. Det er kun det sidste års tid, der har været to studentersekretærer ansat. Det har skabt en økonomisk udfordring, men når jeg hører Neeman fortælle om deres aktiviteter, kan jeg kun glæde mig og også tro på, at beslutningen om at udvide staben var rigtig. Jeg håber, at færdiguddannede studenter, der nu tjener penge, vil bære med, og at kontakten til lokale menigheder også kan betyde øget støtte. Studenterarbejdet vil også de næste år blive prioriteret af os i Israelsmissionen.
Kaffen er drukket og min bus mod lufthaven går om 10 minutter. Vi slutter vores samtale med en hurtig bøn for hinanden, inden Neeman følger mig til udgangen og selv fortsætter ind i Jerusalem.
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 7. april 2016
Susan Perlman er Jesus-troende jøde og har mere end 40 års erfaring i Guds mission gennem missionsorganisationen Jews for Jesus, som hun har været med til at grundlægge. En af de vigtigste erfaringer hun har gjort sig er, at en sund praksis omkring mission, begynder i fællesskab med andre mennesker og med Jesus. Her kan du læse hendes historie.
Susan vasker fødder på en aktivist under en gadeaktion i Irland.
”Hvis nu du kunne tjene Gud på lige præcis den måde, du drømmer om – hvad ville du så lave?” Susan Perlman lyttede til stemmen i telefonen og holdt en kort pause inden hun svarede: ”Jeg drømmer om at skrive skuespil. Jeg drømmer om at skrive tekster til Guds ære.” Moishe Rosen, som var stemmen i den anden ende svarede, at det kunne hun da gøre sammen med ham og de andre i Los Angeles, Californien, som var i gang med at starte den organisation, som skulle blive til Jews for Jesus.
Susan Perlman boede på det tidspunkt på Manhattan i New York, arbejdede i et reklamebureau som tekstforfatter og havde lige fået både forfremmelse og lønforhøjelse. Hun havde det godt. Hun var også kommet til tro på Jesus et års tid tidligere.
”Jeg kan ikke love dig meget,” sagde Moishe Rosen, ”men jeg lover dig, at så længe jeg har mad på bordet, så har du mad på bordet, og så længe jeg har tag over hovedet, har du tag over hovedet.” Det var ikke meget, men det var nok til, at Susan sagde sit job op og rejste til Californien for at være med til at starte den missionsorganisation, som i dag har 25 afdelinger i 12 forskellige lande verden over.
Det var i 1973, så Susan Perlman har mere end 40 års erfaring med arbejdet inden for jødemission.
Rabbineren kunne ikke give svar
Susan Perlman voksede op i en traditionel ortodoks-jødisk familie i Brooklyn, New York. Susan husker det som om hele bydelen var jødisk, for både forretninger og skoler lukkede i de jødiske helligdage, og efternavnene vidnede om jødiske indvandrere fra Østeuropa.
Da Susan som kun 12 årig mistede sin far foregik både begravelse og mindesamvær da også på traditionel jødisk vis. Da rabbineren kom for at besøge familien, spurgte den unge Susan: ”Er min far i himlen nu?” Det første svar rabbineren forsøgte sig med, tilfredsstillede hende ikke, så hun spurgte igen. Denne gang gav rabbineren et mere alvorligt svar: ”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et endegyldigt svar, Susan, men det kan jeg ikke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der kommer efter døden. Vi kan kun håbe.”
Efterfølgende var Susan meget frustreret over de manglende svar fra både rabbineren, Gud og jødedommen i det hele taget.
Susan deler sin tro med unge tyskere på et fodboldstadion.
Forventede en undskyldning
Mange år senere stødte hun ind i en gademusikant på Manhattan. Han bar et lille skilt, hvorpå der stod ”Smil. Gud elsker dig!” Susan havde netop læst en artikel i et amerikansk magasin om ”Jesus-folket” og spurgte ham, om han var en af dem. Han inviterede hende på kaffe og fortalte hende mere om Jesus. Da hun fortalte ham, at hun var jøde, forventede hun halvt at få en undskyldning, for i hendes verden kunne jøder ikke tro på Jesus, da kristendommen jo var skyld i så meget ulykke mod det jødiske folk. Undskyldningen kom aldrig. I stedet blev Susan inviteret med i kirke.
Det blev begyndelsen på et venskab, hvor Larry, som gademusikanten hed, udfordrede Susan til at læse i Bibelen. ”Til sidst kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er Jesus mon virkelig den, han hævder at være – min Messias?!” fortæller Susan og fortsætter: ”Til sidst fortalte jeg Gud, at jeg havde lyst til at have en relation til ham, og at jeg troede, hans søn, Jesus, er Messias.”
En ensom tro
Susan Perlman genkalder sig minderne om den første tid som Jesus-troende: ”Jeg troede, jeg var den eneste jøde, der troede på Jesus som Messias. Det var ensomt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne formulere og udtrykke min tro i en jødisk kontekst. Hele livet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne tro på Jesus!” Da hun fortalte sin mor, at hun var kommet til tro på Jesus, var moderens reaktion da også chok og uforståenhed. ”Hun sagde, det havde været bedre, om jeg var kommet hjem og havde fortalt, at jeg var på stoffer eller gravid,” fortæller Susan.
Gennem kristne venner kom hun i kontakt med andre jøder, som også troede på Jesus, og med tiden altså også Moishe Rosen, som inviterede hende til Californien for at være med til at starte Jews for Jesus, hvor hun har arbejdet lige siden.
Susan på gaden i vanlig Jews for Jesus-stil.
Teologi og mission må gå hånd i hånd
Selvom Susan Perlman anser sig selv for at være en praktiker frem for akademiker, sagde hun for mange år siden ja til at sidde i bestyrelsen for Dallas Theological Seminary, et stort og meget anerkendt teologisk uddannelsessted. Måske var det netop, fordi hun er praktiker, hun sagde ja. Susan forklarer: ”Bare fordi jeg ser mig selv som praktiker, undskylder det mig ikke for at have en dårlig teologi, ligesom gode teologer ikke kan undskyldes for at have en dårlig praksis. God teologi og god praksis må gå hånd i hånd,” mener Susan Perlman og tilføjer: ”Hvis du kun arbejder med teologien akademisk og ikke har en missionspraksis, så går du ganske enkelt glip af noget.”
Derfor gør Jews for Jesus også rigtig meget ud af at udvikle deres teologi hele tiden, for, som Susan udtrykker det: ”Teologien er hele tiden i bevægelse; den er ikke statisk.” Organisationen har derfor ansat teologen Richard Harvey, som besøgte Israelsmissionen til et årsmøde for nogle år siden. Han arbejder blandt andet med at udfolde en messiansk teologi, som kan være med til at svare på nogle af de spørgsmål om identitet, som mange jøder sidder tilbage med, når de kommer til tro på Jesus. Når troen på Jesus ikke betyder, at man holder op med at være jøde, skal man så stadig overholde Toraen? Og i så fald hvor meget af den? Hvad med sabbatten? Disse og andre teologiske spørgsmål, arbejder Jews for Jesus også med.
Krydsfeltet hvor troen giver mening
Med årene har Susan ikke selv de samme kræfter til at gå på gaden og dele traktater ud og konfrontere andre jøder med spørgsmålet: Hvem mener du, Jesus er? En konfrontatorisk evangelisationsform Jews for Jesus er blevet både elsket og kritiseret for. Det har givet hende anledning til udforske andre måder at dele evangeliet. ”For mange i Jews for Jesus har det måske gjort lidt ondt at gøre op med den konfrontatoriske stil og anerkende andre måder at dele evangeliet på,” fortæller Susan og konkluderer: ”Men det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men et både-og.” Hun har selv opdaget, hvordan hendes hjem er blevet en missionsmark. Rammerne for at fortælle evangeliet kan være noget så enkelt som at lave et måltid mad, invitere nogle mennesker på besøg af have en god samtale. Herigennem har hun oplevet, hvordan den gode fortælling kan bruges til at forklare evangeliet – frem for en dogmatisk forklaring. ”Vi må finde det krydsfelt, hvor vores tro giver mening for sekulære mennesker,” understreger Susan. Her er fortællingen et bedre redskab end dogmatik.
Det mener hun blandt andet i lyset af, at det vestlige samfund er blevet endnu mere sekulært. ”Da jeg var i 30erne var det nogle helt andre spørgsmål, man blev udfordret af,” fortæller Susan. ”Naturligvis findes der stadig klassiske apologetiske spørgsmål, men de fundamentale og kritiske spørgsmål stikker langt dybere i dag.” Det er ikke kritiske spørgsmål til indholdet i Bibelen, hun møder, men snarere mistro til hele det religiøse system og deri også en afvisning af både Gud og Bibelen som autoritet. ”Det er spørgsmål, vi må blive endnu bedre og endnu modigere i at gå i dialog med,” mener Susan.
I den sammenhæng er det også vigtigt for både Susan og Jews for Jesus at understrege, at mission og evangelisation er noget man gør i fællesskab: ”En robust og langtidsholdbar missionspraksis begynder i fællesskab med andre,” mener Susan og forklarer, at alt for mange står alene med opgaven med at forkynde evangeliet. Derfor brænder de ud, mener hun.
Kristne skal skabe misundelse
Selvom Jews for Jesus er kendt for at sende jødiske missionærer til jøder for at fortælle om jøden Jesus, er Susan ikke i tvivl om, at Gud også bruger ikke-jøder til at nå hendes folk med evangeliet. ”Når jøder ser på en kristen, er det hverken livsstilen eller kulturen, de misunder,” mener Susan og fortsætter: ”Jøder sætter stor pris på deres egen kultur, men når de ser en kristen, ser de et menneske, som har en relation til den levende Gud! Det kan rigtig mange jøder genkende en længsel efter, og derfor må vi alle øve os i at være åbne om vores tro og relation med Gud.” Den vished der er i troen på Jesus, var netop den vished, rabbineren ikke kunne give hende, da hun stillede spørgsmål til ham om, hvor hendes far var.
”Som Jesus-troende har vi en vished om, at Gud elsker os. Vi ved, han er til stede. Vi er sikre på, vi kan komme i kontakt med ham. Vi er overbeviste om hans tilgivelse og udholdende i håbet om, at vi har evigt liv i fællesskab med ham. En vished mange jøder vil anerkende, de mangler,” slutter Susan.
Derfor vil både Jews for Jesus og Israelsmissionen frimodigt arbejde videre i formålet om at gøre spørgsmålet om, hvem Jesus er til et uundgåeligt og vedkommende emne for jøder verden over.
Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, 4. marts 2016
Jeg er lige kommet hjem til Budapest efter en måneds rejse rundt i verden, hvor jeg har set en spændende udvikling flere steder. Lad mig give et overblik over de mest interessante.
I starten af januar var jeg i San Francisco til en række strategi-møder med Jews for Jesus. Inden jeg skulle forlade USA, fik jeg muligheden for at se min 96-årige far, David, og min 90-årige stedmor, Esther. Jeg tror, Esther er meget tæt på at komme til tro. Min far har altid været meget imod min tro, men under mine seneste to besøg, har han valgt at tage en stille og passiv rolle, imens jeg har delt evangeliet med Esther. Måske er han også ved at bløde op efter alle de år, jeg har været troende.
Efter San Francisco rejste jeg til London til et europæisk Jews for Jesus bestyrelsesmøde. En af mine kollegaer Alison Barnett, som arbejder ud fra Jews for Jesus’ bogbutik i London, har skrevet om en spændende samtale, hun havde med en ung jøde.
Hun fortæller:
–
David er med til vores sabbats-måltider. Han søger ihærdigt efter sandheden, og han er meget åben overfor evangeliet, men han er samtidig meget nysgerrig på Buddhisme, Hare Krishna og new age spiritualitet.
David kommer fra en ortodoks familie. Han fortalte, at han var bange for, hvad hans familie ville sige, hvis han besluttede sig for at tro på Jesus. Jeg fortalte, hvordan min mands og min egen familie reagerede, da vi fortalte, at vi var kommet til tro, og at det fantastiske ved troen langt overgår det tab og den efterfølgelse, vi sidenhen har mødt. David indrømmede, at han var tilbageholdende med virkelig at overveje Jesus som Messias, når nu mange mente, at kristne er dårligt uddannede eller direkte dumme. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg nævnte, at min mand er udannet psykolog, er en dygtig lærer og er ved at tage en kandidat i teologi, og at en anden messiansk jøde, som han har mødt, faktisk er ph.d. i matematik. David var glad for at få nedbrudt sin stereotype forestilling, og sagde at det lettede ham. Jeg udfordrede David til at læse bibelen med et åbent sind og bede Jesus om at vise sig som den sande Messias. Han lovede, at han ville læse og se profetierne efter i sømmene.
–
Efter mødet i London brugte jeg (Avi) en uge på turne i Tyskland med min gode ven pastor Werner Oder. Vores forelæsning hed ”To sønner af Holocaust”. Det drejer sig om vores unikke venskab. Werner er søn af en krigsforbryder og nazist, og jeg er stedsøn af en overlevende fra Holocaust. To mænd forenet i kærlighed til mit jødiske folk og for den jødiske Messias, Jesus. Hvilken skøn manifestation af korsets forsonende kraft.
Jeg rejste fra Tyskland til Tel Aviv, hvor jeg brugte nogle få dage med de russisk-talende missionærer, som vi flyttede fra Ukraine til Israel sidste år. De gør et fantastisk stykke arbejde. Ved Guds nåde oplevede disse missionærer, at 16 jøder kom til tro på Jesus i 2015. Men deres arbejde er hårdt, for de står overfor en enorm missionsmark og arbejderne er få (der er 1,2 millioner russisk-talende immigranter i Israel).
Tak for jeres støtte og forbøn for at det jødiske folk må komme til tro på Jesus Messias.
I slutningen af januar mødtes 30 kristne palæstinensere og messianske jøder i Lanarca på Cypern til konference. Forsoning, teologi og fællesskab var på dagsordenen, og deltagerne er efterfølgende blevet enige om en udtalelse, som understreger deres enhed i troen på Jesus og opfordrer andre troende i Israel/Palæstina til at deltage i forsoningsinitiativer.
Det er Lausannegruppen for forsoning i Israel/Palæstina, der står bag konferencen. Denne gruppe ønsker at skabe et netværk, som med baggrund i den bredere Lausanne-bevægelse ønsker at arbejde for forsoning funderet i evangeliet om Jesus Kristus.
Lanarca-udtalelsen understreger enheden mellem kristne palæstinensere og messianske jøder i troen på Jesus, idet den opfordrer til at begge parter forpligtiger sig til at udleve denne enhed midt i en tid med konflikt og splittelse. Udtalelsen anerkender, at der er udfordrende områder og teologiske uenigheder, samt hvor der må yderligere arbejde til. Der er også forslag til konkret handling, som udtrykker håb for fremtiden – særligt for den næste generation i begge befolkningsgrupper.
Konferenceudtalelsen fremhæver de temaer og udfordringer, som påvirker forsoningsprocessen:
”I tider med spændinger og voldelig konflikt, lider relationerne alt imens mistænkeliggørelse, beskyldninger og gensidige afvisninger trives. I sådanne tider er det endnu mere vigtigt at vi, som bekræfter enheden i Kristus, opretholder etiske standarder for vores liv, som er vores kald værdigt – både hvad angår holdninger, handlinger og ord.”
Den anerkender, at ”vi har meget forskellig teologi mht. landet og også meget forskellige perspektiver på dagligdagen for alle som bor i landet – både hvad angår det sociale, politiske og økonomiske.”
Alligevel opfordres der til ”generøse, teologiske standpunkter, som giver plads til og respekterer andres holdninger, som de har fået gennem oprigtig læsning af Skriften” og til at ”stræbe efter at fastholde fællesskabet med hinanden som et vidnesbyrd for alle kristne og om Guds kærlighed til alle mennesker.”
Dr. Munther Isaac, palæstinensisk kristen siger om konferencen: ”På trods af vores forskellige standpunkter på flere områder, bekræfter vi sammen det store behov for forsoning og for enheden mellem troende på tværs af vores splittede samfund. Vores fælles tro kalder os til at lytte, respektere og udfordre hinanden på Kristus som forbillede. Den tvinger os til at være fortalere for forsoning og retfærdig fred.”
Dr. Richard Harvey, messiansk jøde, tilføjer: ”Det er vigtigt, at et statement som dette bliver læst og nærstuderet af både messianske jøder, kristne palæstinensere og andre, som beder og arbejder for forsoning i konflikten mellem Israel/Palæstina. Det er kun ved at tage Jesu’ bud om at elske vores fjender seriøst, at vi kan se forandringens kraft i hans budskab slå igennem i vores liv og samfund.”
Anne-Mette Ladegaard, volontør på Caspari Centeret, 18. februar 2016
I 2000 år har det været konfliktfyldt at være både jøde og Jesus-troende. Den dag i dag kæmper messianske jøder stadig med at finde svar på, hvordan både troen på Jesus og den jødiske identitet kan forenes. Her fortæller Alexander Goldberg om både glæder og udfordringer ved at være jøde, bo i Israel og tro på Jesus.
”At være Jesus-troende jøde er et stort og kompliceret spørgsmål, som vi alle kæmper med,” fortæller Alexander Goldberg, israelsk direktør for Caspari Center for Bibelske og Jødiske Studier i Jerusalem, et teologisk ressourcested for den messianske bevægelse i Israel.
I 2000 år har kirken og synagogen været enige om, at man ikke kan tro på Jesus og samtidigt bevare sin jødiske identitet.
”Men i dag udfordrer messianske jøder denne årtusinder gamle konsensus ved at pege tilbage til de tidligste jødiske tilhængere af Jesus,” siger Goldberg. Historisk har der været store spændinger mellem jøder og kristne, hvor den kristne kirke bl.a. har praktiseret tvangsdåb af jøder og deltaget direkte i forfølgelser og fordrivelser af jøder. Holocaust er et nyere historisk eksempel på dette. Disse forhold gør det vanskeligere for de jøder, som kommer til tro på Jesus som messias at bevare deres jødiske identitet, fordi de bliver anset som forrædere. ”Hvordan man kan leve sin tro på Jesus ud i en jødisk kontekst efter 2000 år med disse spændinger i den jødisk-kristne historie. Det er et svært spørgsmål, som alle messianske jøder forsøger at løse,” mener han.
Jesus-troende jøder i 2000 år
Goldberg har været ansat på Caspari Center i syv år. Hans opgaver her er at udvikle centerets arbejde blandt de lokale messianske menigheder og at undervise i forskellige sammenhænge. Blandt andet har vi tidligere skrevet om, hvordan han har været med til at holde Alpha-kurser for russisk-talende immigranter.
”Der har altid været etniske jøder her og der, som har troet på Jesus som messias. Faktisk viser et af Caspari Centerets akademiske studier, at der har været Jesus-troende jøder de sidste 2000 år,” fortæller Goldberg og forklarer videre: ”Fra omkring det 5. århundrede blev Jesus-troende jøder en del af de ikke-jødiske kirker og dermed en del af en ikke-jødisk kultur. Derfor holdt mange op med at identificere sig selv som jøde.” Denne udvikling er ærgerlig for både Jesus-troende jøder og for den kristne kirke. Jesus-troende jøder har al mulig grund til at fastholde deres jødiske identitet samtidig med, de bekender troen på Jesus som messias. Både Jesus selv, disciplene, hovedparten af forfatterne i Bibelen og mange af de første efterfølgere af Jesus, var jøder, så disse to står slet ikke i kontrast med hinanden. Hvis den kristne kirke mister gruppen af Jesus-troende jøder eller fremmedgør dem, mister kirken ikke blot en gruppe mennesker, som naturligvis hører til i kirken, men den mister også en væsentlig del af sin egen identitet, for også den kristne kirke har jødiske rødder.
”Mange af de Jesus-troende jøder som bor i Israel, bevarer i dag deres jødiske identitet, ligesom Jesus selv og hans tidlige jødiske tilhængere også gjorde. Således bliver den jødiske del af den universelle kirke genoprettet i vore dage, og det er bemærkelsesværdigt,” fortæller Goldberg.
Kaldet som underviser
Goldberg er selv messiansk jøde og immigrerede i 2003 fra Rusland til Israel, hvor han bosatte sig i Jerusalem med sin familie. Her fik han arbejde i en turistvirksomhed. Goldberg havde dog et stort ønske om at blive teolog, så ved siden af arbejdet begyndte han på teologiske studier. Da finanskrisen ramte verden i 2008, ramte den også turistvirksomheden, og samme år blev han fyret. Goldberg sendte en ansøgning af sted til Caspari og blev ansat.
”Jeg tror, Herren viste mig vejen til at søge stillingen på Caspari. Caspari er et perfekt sted for mig, for det er et evangelikalt undervisningcenter, og centerets akademiske karakter matcher mit kald som underviser,” fortæller han.
Pengegaver kan give problemer
Den messianske bevægelse står overfor mange udfordringer i dag, hvor spørgsmålet om identitet er et af dem. En anden udfordring er ifølge Goldberg, at udenlandske pengegaver kan give problemer i de lokale menigheder.
”Nogle udenlandske enkeltpersoner, lokale kirker og missionsorganisationer skaber utilsigtet en finansiel afhængighed for de lokale messianske menigheder i deres iver efter at velsigne det jødiske folk,” siger han og fortsætter: ”Selvom deres hjælp i visse tilfælde afhjælper nogle økonomiske byrder, så skaber det også usunde venskaber og relationer, der svækker os åndeligt. Disse godhjertede venner mangler nogle gange rettidig omhu i deres forvaltning af ressourcer. Der er tilfælde, hvor den sultne klarer sig bedre med en fiskestang end en fisk.”
Casparis mange opgaver
”Casparis arbejde spænder fra akademiske studier til praktisk undervisning, men alt vi laver, relaterer til Guds arbejde blandt det jødiske folk,” forklarer Alexander Goldberg.
Caspari Center udruster på flere forskellige måder de messianske menigheder – blandt andet gennem undervisning og kurser for ledere og undervisere, som bidrager til idéudvikling og inspiration. Deres sabbatsskoleundervisning har fx deltagere fra hele Israel. Centeret udgiver også bøger og undervisningsmaterialer sammenfattet af lokale og internationale ressourcepersoner i den messianske bevægelse. De ønsker at udruste den messianske bevægelse med teologiske kompetencer og viden, for selvom der har været Jesus-troende jøder i 2000 år, er den messianske bevægelse stadig ny hvad angår teologi og refleksion over denne. Derfor er der brug for seriøse kompetencer på dette område.
Caspari Centers fokus på jøderne kommer ifølge Goldberg fra en overbevisning om, at Gud ikke kun var, men stadig er og altid vil være Abrahams, Isaks og Jakobs Gud (2. Mos. 3,15).
”Derfor tror vi også, at Gud stadig er meget aktiv blandt det jødiske folk. For os, der tror på Jesus, betyder det, at vi gennem vores arbejde i jødemission med egne øjne kan se det, Gud gør blandt jøder i dag,” konstaterer Alexander Goldberg.
Savner rollemodel for den messianske bevægelse
Han ser også en tredje udfordring for den messianske bevægelse i dag: Modstanden de messianske jøder møder fra andre jøder, fx nogle ortodokse, og fra samfundet. ”Selvom Israel er et demokrati, er det et meget ufuldkommen ét,” mener Goldberg. Messianske jøder oplever diskrimination i forskellige former, og i enkelte tilfælde, mener den israelske direktør for Caspari godt, at man kan tale om, at de messianske ledere kommer i situationer, som kan betegnes som reel forfølgelse. Ikke ved at de stræbes efter livet, men gennem systematisk chikane fra anti-missionsorganisationer eller besværliggørelse af deres arbejde fra myndighedernes side. Han er dog usikker på, hvordan denne udfordring bedst skal løses.
”Skjuler vi vores lys under en skæppe i frygt? Mister vi vores vilje til at være salt ind i samfundet og for vores nabo – eller undgår vi det? Skal vi gå på kompromis med vores overbevisninger og tro i håb om at blive accepteret og nyde vores ro og fred eller står vi fast, betaler prisen og udholder trængslerne, når det er nødvendigt?” spørger Goldberg retorisk og fortsætter: ”Disse spørgsmål er udfordrende, men de har brug for at blive besvaret,” mener han.
Han savner en rollemodel for den messianske bevægelse i dagens kirke, som kan inspirere og vise vej gennem modstanden. Udfordringen med den manglende rollemodel hænger for Goldberg sammen med identitetsspørgsmålet for den messianske bevægelse: ”Det er kun ganske få, som har stået overfor disse udfordringer, som de messianske jøder møder fra andre jøder og fra samfundet. Derfor står vi lidt famlende overfor problemet,” analyserer han.
Caspari som brobygger
”Caspari tjener ikke kun den messianske bevægelse, men også den kristne kirke ved at oplyse kirken om kristendommens jødiske rødder, og ved at kirken møder deres jødiske brødre og søstre i troen,” fortæller Goldberg.
Internationalt samarbejder Caspari med kirker og missionsbevægelser og sætter derigennem fokus på den messianske bevægelse i Israel, og de udfordringer de Jesus-troende jøder står overfor. Det foregår blandt andet gennem kurser for teologer, missionsledere, studerende og andre interesserede, samt gennem partnerskaber på tværs af landegrænser. Derudover giver Casparis medarbejdere guidede ture til turistgrupper, information og undervisning om den messianske bevægelse.
På spørgsmålet om hvilke glæder der er i den messianske bevægelse i Israel, svarer Goldberg: ”Den første og vigtigste glæde for mig er den voksende åbenhed overfor evangeliet, som jeg kan spore i det israelske samfund. Interessen for Jesus vokser meget langsomt, men støt. Bare i de 12 år, jeg har boet i Israel, kan man se en forskel”, fortæller Goldberg.
Ligesom Israelsmissionen ønsker Caspari Center at nå det jødiske folk med budskabet om, at Yeshua (Jesus på hebraisk) er Messias.
Den anden store glæde ved den Messianske bevægelse i dag er, at bevægelsen vokser. Ifølge en undersøgelse fra 1999 udført af Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt og tidligere formand Kai Kjær-Hansen havde de messianske menigheder dengang omkring 5.000 medlemmer i Israel. Der er ikke blevet lavet en officiel statistik siden, men Goldberg mener, der er mindst 10 tusind messianske jøder i Israel. Andre vil ikke gå højere end syv tusind, mens andre igen vil sætte tallet højere – til 15 tusind. Det er altså et tal der hersker en del usikkerhed omkring.
”Nye menigheder opstår, eksisterende menigheder vokser; præster og missionærer bliver teologisk uddannet og nye missionale projekter bliver hele tiden etableret for at styrke bevægelsen,” fortæller Goldberg glad.
Og hvordan kan vi i Danmark støtte og opmuntre den messianske bevægelse i Israel?
”Udbyg partnerskabet med Caspari og vær trofast!” opfordrer Goldberg inden han slutter: ”Vi er ikke en lokal menighed, så støtten til Caspari skaber ikke nogen ”afhængighed”. Men med støtten kan vi hjælpe de lokale menigheder på en sund måde.”
Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 15. februar 2016
På trods af den aktuelle usikkerhed i Israel og Palæstina mødtes 25 modige ledere fra Jerusalem og Vestbredden i Ramallah til Musalahas ledertræning, for at snakke om de konsekvenser urolighederne har for de kristne palæstinensiske teenagere. De diskuterede, hvordan teenagerne opfatter og reagerer på urolighederne, og om hvordan de som ledere kan støtte dem og hinanden.
Siden oktober har vi været udsat for en cyklus af voldelige hændelser, ofte omtalt som “Kniv-intifadaen”. Palæstinensiske 11-årige drenge og 13-årige piger er skyldige i nogle af angrebene. Mange af angrebene har særligt fundet sted omkring Jerusalem og nær bosættelser på Vestbredden. Derudover har sammenstød fundet sted mellem palæstinensere og det israelske militær i nogle af de større palæstinensiske byer på Vestbredden. Der er ingen udsigt til, at urolighederne vil stoppe. Flere kilder fortæller, at 17 israelere og 99 palæstinensere er omkommet, og over 100 israelere og 2000 palæstinensere er kommet til skade siden starten af oktober.
De unges frustrationer
En leder fra Jerusalem sagde: ”De unge er bange for at køre med bussen, toget og alt andet i offentligheden. Selv om de unge ikke har været vidne til angreb, er de blevet udsat for voldelige hændelser gennem de sociale medier”.
En leder fra Vestbredden måtte beklagende sige, at situationen distancerer unge fra kirken og hæmmer dem spirituelt. Han havde snakket med unge, som var begyndt at tvivle mere og mere på kirken og på Guds retfærdighed. De unge spørger: ”Hvor er Gud, midt i denne konflikt? Hvis Gud findes, ville vi ikke være i denne situation. 67 år under besættelse, hvor længe skal det blive ved?”
”Unge plejer mest at tænke på sig selv og deres egne behov, men nu er de mere bekymrede for nyhedsoverskrifterne og de forværrede politiske forhold,” bemærkede en leder fra Zababde.
”Konflikten plejede at være mellem den israelske hær og palæstinensere. I dag er konflikten mellem israelere og palæstinensere. I dag begår israelske civile også vold i mod palæstinensere. I Jerusalem er palæstinensiske unge blevet bange for civile israelere, fordi mange israelere har tilladelse til at bære våben. De er tilmed blevet opfordret til at bære våben af den siddende regering,” tilføjede en leder fra Jerusalem.
Unge oplever konflikten gennem de sociale medier
Palæstinensiske unge bruger de sociale medier som en platform til at modtage opdateringer på den aktuelle situation og til at dele deres holdninger til urolighederne med venner og familie.
En ungdomsleder fra Betlehem sagde. ”De unge i Betlehem tør ikke at forlade deres hjem uden at have tjekket nyhederne, og spurgt om det er sikkert at tage hen til kirken,” mens en anden tilføjede: ”Denne bølge af uroligheder minder ikke om nogle af de tidligere. Had, frygt, vrede og racisme rammer mig og de unge hårdt, uden at vi behøver fysisk at forlade vores hjem. Alt hvad der skal til, er at se videoer på de sociale medier. Man skal ikke engang lede efter dem – de er der så snart man åbner facebook.”
Hvor had, frygt, vrede og racisme tidligere blev fremprovokeret af personlige oplevelser med militæret, bliver de nu fremprovokeret gennem medierne.
Adressering af problemerne
De unge er i en åndelig krise. De er fanget fysisk og følelsesmæssigt i urolighederne. De tør ikke have en almindelig hverdag, når ulykkerne rammer de gader, som de normalt går på hver eneste dag. Samtidig er mange unge bange for at blive sat i en forkert sammenhæng som terrorist af en israelsk jøde. Frygten begrænser deres – i forvejen begrænsede – bevægelsesfrihed.
Vi ungdomsledere ved at disse udfordringer skal tages op. Vi er også klar over vores indflydelsesrige rolle som voksne, og at vi kan hjælpe med at bearbejde de unges følelser på en sund og ikke-voldelig måde. Sammen søgte vi måder, hvorpå vi kan hjælpe de unge og støtte hinanden.
Ledernes forslag til hvordan de kan hjælpe de unge, vil Shadia Qubti beskrive i 2. del af artiklen, som kommer senere i foråret.
