Skip to main content

Sommerlejre bygger bro til forældre

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 25/8 2017

Organisationen Musalaha oplever en stigende interesse for evangeliet blandt forældre til deltagere på deres sommerlejre. Mange udtrykker deres begejstring for den undervisning, børnene modtager. Budskaberne står i stor kontrast til den intolerance og racisme, de er vidner til i deres daglige liv. 

Større diversitet er til velsignelse
I takt med, at Musalaha har øget antallet af deres lejre, oplever de en større diversitet blandt både deltagere og ledere. Musalahas sommerlejre er åbne for alle børn på tværs af etniske og religiøse skel, men denne forandring har åbnet op for, at en bredere gruppe børn kan møde hinanden og lære hinanden at kende.

Forældre lærer om kærlighed
I modsætning til tidligere år har mange forældre udtrykt deres taknemmelighed over Musalahas arbejde. De oplever, at ikke kun deres børn, men også forældrene selv får gavn af undervisningen på lejrene. Nogle forældre vælger at være med under timerne sammen med deres børn. Budskaberne står i stærk kontrast til den intolerance og hårdhed, de møder til dagligt i samfundet.

En forælder delte dette vidnesbyrd med én af lejrlederne: ”Du har ingen ide om, hvad jeres undervisning og entusiasme gjorde for mig. Jeg kom i morges og var skuffet og følte mig elendigt til mode, men jeres budskab ændrede min indstilling!” Moren krammede derefter lederen og begyndte at græde.

Fordi hendes barn var med på lejren, lærte hun sunde reaktionsmønstre som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvkontrol på ovenstående ødelæggende indstillinger.

Samvær nedbryder fordomme
Musalaha samarbejder også med grupper fra Amerika og Europa. Grupperne tilbringer sommeren med at hjælpe til på lejrene, og de oplever herigennem at få nedbrudt mange af deres fordomme. Mange kommer fra samfund, der i stigende grad er præget af en større polarisering og religiøs intolerance. Ved at tilbringe tid i en landsby, hvor størstedelen af indbyggerne er muslimer, hjælper det dem til at komme af med deres forudindtagede holdninger. Dette gælder unge såvel som ældre ledere. Nedenfor reflekterer amerikanske pastor Eric Bryant over hans tid i en lejr på Vestbredden i byen Nablus.

– På begge sider af muren så jeg børn, der mindede mig om vores børn. De elskede is. De elskede at lege. De elskede hinanden.

– En anden ting, vi alle har til fælles: vi kan ikke lide, at blive sat I bås. Ingen kan lide at blive misforstået.

– Ikke alle israelere er ens. Ikke alle palæstinensere er ens. Ikke alle amerikanere er ens. Den bedste måde at forstå andre på, er ved at lære dem at kende. At arbejde som frivillig i Nablus på Vestbredden gav os den mulighed.

Læs artikel fra Musalaha her.

Gud går med skridt for skridt

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

19. juni 2017 Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Sahar Sadlovsky Gold er Jesus-troende jøde. Da han for nogle år siden fandt det Nye Testamente på internettet, blev han nødt til at forholde sig til det. Efter længere tids kamp med de svære spørgsmål, blev han klar over, at Jesus er Messias. Igennem mødet med andre kristne i Immanuelkirken i Jaffo, tog hans liv et radikalt kursskifte, og han har siden stræbt efter at følge Jesus ubetinget. Sahar erfarer, at det ikke altid er lige nemt, men oplever, hvordan Gud er nær, selv når hverdagen er grå, og at han griber ham, når han falder.

Gud forsoner

Klaverets afsluttende toner flyder sammen med livlig snak i det mildt oplyste kirkerum. Jeg sidder på en solid træbænk sammen med Sahar i Apostelkirken i København i anledningen af Israelsmissionens årsmøde. Den afsluttende gudstjeneste har netop nået sin ende, og det slår mig pludselig, hvor forunderligt Gud virker og arbejder. På en eller anden måde formår han at samle mennesker på tværs af kulturer og samfundsskel og forene og forsone dem i ham. Da jeg mødte Sahar første gang, var det under varmere himmelstrøg. Jeg tilbragte foråret i Israel som kirkevolontør i Immanuelkirken, hvor Sahar var en del af den brogede menighed, som både han og jeg kalder for hjem. Nu sidder vi sammen her i kolde Danmark, og reflekterer lidt over den rejse, Gud har ledt ham på.

Rabbineren skuffede

Sahar voksede op i Israel i en traditionel jødisk familie syd for Tel Aviv. Selvom han og familien fejrede de jødiske højtider og boede i et område fyldt med synagoger, fortæller han, at troen ikke var noget, der fyldte i hans liv: ”Jeg levede mit liv efter mine regler. Det med Gud kom ikke mig ved,” fortæller Sahar. I stedet var han optaget af at spille fodbold og at skabe et godt liv for sig selv. Han ville have alt ud af tilværelsen, som kunne gavne ham.

Men da Sahar som 16-årig oplevede, at hans fætter blev alvorligt syg med kræft, åbnede det op for nye spørgsmål. Familien tog kontakt til en rabbiner i håbet om, at han ville komme og velsigne ham og bede for ham. Rabbineren forlangte dog titusinder af shekel for at komme til hospitalet og ”hele” ham.

”Det knuste mig,” fortæller Sahar, men fortsætter: ”Jeg kendte ikke Gud, men vidste i mit hjerte, at dette ikke var måden at nå til ham.”

Selvom rabbineren kom og bad for fætteren, døde han alligevel. Sahar beskriver det, som en afgørende oplevelse i sit liv. Han er udmærket klar over, at ikke alle udnytter menneskers smerte og håb på denne måde, men det var med til at skabe en større eftertanke hos ham.

Gæstfrie kristne arabere pirrede nysgerrigheden

Nogle år senere begyndte Sahar at spille på et fodboldhold sammen med nogle kristne arabere fra Jaffo. De blev gode venner og inviterede ofte Sahar med hjem. Her oplevede han en helt særlig gæstfrihed. ”Det var den måde, de var sammen på, der virkelig rørte mig,” fortæller han og uddyber: ”De var gode og rare ved hinanden, og det smittede.”

De nye venskaber skabte en lyst i Sahar til at forstå mere om deres baggrund og tro. Men han følte ikke, at han kunne spørge dem direkte: ”Jeg var jo jøde, og de var kristne,” forklarer han mig. Derfor søgte han i stedet på internettet, og her fandt han det Nye Testamente på hebraisk. Da han begyndte at læse evangelierne fik han nærmest et chok. Han havde forventet at læse en bog fyldt med antisemitisme, der opfordrede til jødehad, men i stedet var det en bog skrevet af jøder om jøder. ”Min første reaktion var: Hvorfor er det blevet skjult for os? Hvorfor ved vi jøder intet om evangeliet?” fortæller Sahar og fortsætter: ”Det gik op for mig, at det mest jødiske jeg kunne gøre, var at tro på Jesus.”

Jøden Jesus og spændingsfeltet

I sit første møde med evangelierne, var det især karakteren Jesus, som rørte Sahar. ”Vi har alle mødt utallige mennesker gennem livet – nogle gode andre knap så gode – men i det Nye Testamente mødte jeg en person, jeg simpelthen blev nødt til at tage stilling til,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg kunne simpelthen ikke finde én ting, der var galt med ham. Hans karakter er så positiv – om du tror på Gud eller ej. Jeg havde fornemmelsen af, at selvom jeg sad alene på mit værelse, så var Jesus sammen med mig.”

Sahar oplevede dog stadig, hvordan hans forestilling om, at Jesus ikke er for jøder, skabte et spændingsfelt i ham. Derfor stoppede han med at læse i nogle uger, men måtte dog erkende, at han kunne slukke for computeren, men ikke for Jesus. Han beskriver eftertænksomt, hvordan det gik fra historisk viden til tro og liv i ham: ”Jeg forstod, at han som hedningene kaldte Jesus, var søn af David – han er Messias! Og han døde for mig.”

Levende tro skaber længsel

Når Sahar tænker tilbage på den første tid som Jesus-troende jøde, beskriver han den som meget ensom. I begyndelsen var han overbevist om, at han var den eneste jøde, der troede på, at Jesus er Messias. Det resulterede i, at han i en lang periode forsatte med at leve sit liv, som han altid havde gjort. Han rejste en del rundt og boede med sin ikke-kristne kæreste. ”Jeg levede mit liv som en ulv og gjorde, hvad jeg ville. Men intet kunne mætte hullet i mit hjerte,” fortæller Sahar. Det blev dog klart for ham, at hvis Jesus skulle være Herre i hans liv, måtte der ske nogle radikale ændringer.

Gennem internettet fandt han frem til Immanuelkirken i Jaffo. Det var et stort skridt for ham at tage derhen, og han beskriver, hvordan han nærmest var bange for at træde ind ad døren: ”Jeg tog én af mine arabisk-kristne venner med, og lod ham gå forrest ind,” fortæller Sahar med et smil på læben.

Da gudstjenesten begyndte sang hele menigheden den jødiske trosbekendelse på hebraisk. Den lyder: ”Hør Israel: Herren er vor Gud, Herren er én.” Det var en overvældende oplevelse for Sahar. Her var et sted, han ikke behøvede at forkaste sine jødiske rødder. Han kiggede rundt, og så alle de mennesker, som havde en levende relation til Gud og fortæller: ”De havde noget jeg ikke havde, og det skabte en længsel i mig efter at høre mere.” Det blev begyndelsen på et nyt liv for ham.

Immanuelkirken rummer forskellighed

Immanuelkirken har på mange måder spillet en stor rolle i Sahars liv. ”Gud brugte på en særlig måde Immanuelkirken til at handle i mit liv. Her mødte Han mig, ledte mig ind i et fællesskab med andre troende og begyndte at forme mit liv og mine holdninger.”

Byen Tel Aviv kan beskrives som en kulturel sammensmeltning af folk fra alle verdenshjørner, og det kommer også til udtryk i Immanuelkirken, der rummer en broget menighed af mennesker på tværs af landegrænser og samfundslag. Kirken ligger i bydelen Jaffo, som også er stedet, hvor apostlen Peter fik synet fra Gud om, at evangeliet er for både jøder såvel som alle andre folkeslag.

”Immanuelkirken er et sted, hvor mennesker fra alle nationer mødes,” fortæller Sahar og tilføjer: ”Her oplever jeg meget konkret, hvordan Gud har forsonet sig med os, og bragt os tæt ind til ham, og derved også tæt på hinanden.”

Mange mennesker kommer også til kirken grundet dens udsmykning og de koncerter, der arrangeres. De besøgende får dog langt mere end bare et møde med et bygningsværk. Her møder de troende, som lytter, viser næstekærlighed og respekt, og de får et pusterum i hverdagen. Flere får også det Nye Testamente i gave og et levende møde med Jesus.

”Jeg lærte at sætte mig selv til side”

For Sahar er der ingen tvivl om, at Gud har skabt store ændringer i hans liv. ”Evangeliet gør mig i stand til at forandre mig til det bedre.” forklarer han ”Jeg er langt fra perfekt, men jeg er heller ikke, hvad jeg var før.” Førhen lå hans fokus på, hvad verden kunne tilbyde ham af materielle goder, men det ændrede sig: ”Ikke at det udelukkende er dårligt at eje ting, men jeg gjorde det til min gud, og det var forkert. Jeg troede, at hvis jeg opnåede noget, ville det forløse mig.”

Derfor var det også en markant beslutning i Sahars liv, da han sagde sit job i telemarketing-branchen op, for at arbejde med udviklingshæmmede børn. ”Man kan sige, at gennem dette arbejde lærte han mig at tjene.” reflekterer Sahar og konkluderer: ”I stedet for at sende mig direkte ud i en opgave, hvor jeg var i fokus, lærte jeg ydmyghed og at sætte mig selv til side.”

Det er intimt at dele evangeliet

I øjeblikket arbejder Sahar for organisationen Jews for Jesus, der ønsker at bringe evangeliet til jøder. Meget af deres arbejde i Tel Aviv udgår fra deres hovedkvarter med navnet Moishe Rosen Center, der ligger i et kunstnerisk kvarter i byen. Herfra foregår undervisning, gadeevangelisation, møder, kunstudstillinger, åbent hus for området og mange andre gode tiltag.

For Sahar giver det god mening, at de benytter forskellige måder at nå mennesker på. ”Vi bruger ting som kunst og musik til at få forbindelse til mennesker. Det er fantastisk at få lov til at skabe nye venskaber gennem noget så intimt, som at dele evangeliet.”

Troen skaber et spændingsfelt

Da jeg spørger Sahar om, hvordan han fortsat lærer at sætte sin lid til Gud, reflekterer han et øjeblik, men svarer så: ”På én måde er det en kæmpe befrielse, at vi kan stole på Gud, men på samme tid, er det også en kæmpe udfordring. Det sker tit, at jeg fejler i at stole på Gud. Men også her møder Gud mig igen og igen og viser mig, at jeg kan stole på ham. Han anerkender mine svagheder og hjælper mig med at stole på ham.”

Sahar ser også spændingsfeltet mellem at være sat fri i Jesus og så stadig leve i en falden verden. Her er det let at blive distraheret af følelser og tanker. Som alle andre mennesker kan han være trist og i dårligt humør. ”Men så husker jeg på, hvem jeg er, hvor jeg har været, og hvor jeg er på vej hen,” fastslår han. Dét liv, han levede før Jesus, er stadig en del af hans historie, som præger, hvem han er. Men Sahar ved også, at livet som Jesu discipel er en vandring gennem hele livet, og ikke bare noget, der sker natten over. Vi må dagligt vælge, at sætte vores håb til ham og vente med tålmodighed.

Det er et stort ønske for Sahar, at være omsorgsfuld og at have et brændende hjerte, for dem som endnu ikke kender Jesus. Men han oplever også, hvordan det til tider er svært: ”Nogle gange fokuserer jeg alt for meget på mig selv, og ikke på de mennesker, som har brug for frelsen.” Stoltheden er også noget han kæmper meget med. ”Jeg har brug for Guds nåde til at overkomme den,” forklarer han og slutter: ”Men jeg ved at Gud går med skridt for skridt, og hjælper mig på rette vej.”

Denne artikel er oprindeligt bragt i TORVETs magasin.

Studenterarbejdet i Israel: ”der er meget at glædes over”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

I den israelske studenterbevægelse Fellowship of Christian Students in Israel (FCSI) er der meget at glædes over. Generalsekretær Zaher Haddad fortæller om udfordringer og velsignelser i arbejdet med unge landet over gennem det seneste år. 

Gud er i kontrol
Endnu et skoleår har nået sin ende, og det reflekterer Zaher over i det seneste nyhedsbrev fra juni måned. Noget af det, de erfarer meget i studenterbevægelsen, skriver han, er, hvor meget de har brug for at stole på Gud, når de tjener ude på de israelske uddannelsesinstitutioner.

”Nogle gange, når vi laver planer, er vi i stand til at udføre dem. Andre gange bliver de ikke til noget, og så begynder vi måske at stille spørgsmål som ”hvorfor” og ”hvordan”, og det kan føre til en følelse af skuffelse,” skriver Zaher.  

Selvom arbejdet kan være fyldt med udfordringer og nederlag, er det Gud, som bærer projekterne, understreger han. I nyhedsbrevet minder Zaher os om, at Gud beder os glæde os på trods af alle udfordringerne omkring os.

Gode projekter giver glæde
Studenterbevægelsen har aktive grupper over hele landet, der rækker evangeliet videre til deres studiekammerater, og som afholder bibelstudier og bønnemøder. Deres vision er klar: at se aktive og indflydelsesrige studentergrupper på hvert eneste universitet og college i Israel, som påvirker både kirken og samfundet.

”Der er meget at glædes over i FCSI,” skriver Zaher: ”Vi glæder os over vores julefremstød ved universitetet i Haifa, hvor mere end 80 studerende med forskellige baggrunde fik del i juleevangeliet.”

”Vi glæder os over de to foredrag, der tog sted ved Technion-universitetet. Det første emne var ”eksisterer Gud ikke?”, og det andet var ”begravede videnskaben Gud?”. Vi modtog så god respons og så mange spørgsmål fra eleverne, at vores ansatte og én af talerne var nødt til at komme tilbage en uge senere, for at svare på flere spørgsmål.”

”Vi glæder os over vores lejrweekend, hvor mere end 80 studerende (hebræsik, arabisk og internationale studenter) havde tid til at lovsynge, bede, spille spil og tage på vandreture sammen. Lederen af lejren var forundret over at se mennesker med så forskellige baggrunde være forenet i samme ånd.”

Bed med os
Vær med til at bede for FCSI og de studerende i Israel. Bed gerne for:
– At bestyrelsen og studenterkomiteen må få visdom til at tage gode valg i forhold til studenterbevægelsens fremtid og andre udfordringer.
– Missionstur til Colombia og Canada i august i samarbejde IVCF Canada.
– Studenterkonferencerne i efteråret.
– At deres finansielle behov må blive mødt snart.  

Hvorfor er Jerusalem vigtig? – et kristent perspektiv

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Tirsdag aften arrangerede Den Danske Kirke i Jerusalem en aften sammen med Den Konservative Synagoge Ramot Zion. Emnet var byen Jerusalem og dens betydning, og aftenen var arrangeret i anledningen af den årlige markering af genforeningen af Jerusalem, hvilket dog ikke var fokus for aftenen. Her under kan du læse David Serners indlæg, som er præst ved Den Danske Kirke.

David Serner, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem

1) Jerusalem er ikke vigtig.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
3) Jerusalem er umådelig vigtig.

1) Jerusalem er ikke vigtig.

Jerusalem er ikke vigtig eller hellig for kristne, da vi tror, at da Jesus kom, skiftede fokus over på ham. Jesus provokerede til stadighed ved at pege på sig selv i forbindelse med højtider, som ellers havde templet som centrum. Det kom særligt til udtryk under løvhyttefesten, hvor Jesus pointerede, at alle traditionerne omkring lystænding, vandceremonier og ofre, egentligt handlede om ham. Dermed ændredes fokus fra et sted til et menneske.

Nu kan intet sted kaldes hovedfokus for Guds frelse.
Nu kan intet sted påstå at være mellemmand i forhold til Gud.
Nu kan intet sted agere som offer foran Gud.
Nu kan alt dette – og meget mere – ske hvor som helst.

Ligesom en forståelse af Toraen, der siger, at Tora er i fællesskabet af studium og god jødisk livsførelse, siger Jesus: “Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, men det er med en anden forståelse end den der er givet i tankerne om Tora, at Jesus siger dette. Jesus inkluderer det fuldstændige nærvær af forsoningen fra templet/som templet giver og ligefrem – et nærvær af Gud selv. Det var – og er stadig – en provokerende tanke.

2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.

Jerusalem er vigtig for kristne, fordi den er hellig for jøderne. Kristendommen er forankret med jødiske rødder og i jødisk tænkning. Vi har, som kirke, forsøgt at latterliggøre, forfølge og udslette jødisk liv og teologi. Det er der ingen undskyldning for.

På trods af hvordan kristne har opført sig, og stadig opfører sig, vedbliver Jerusalem med at være en vigtig by på grund af det jødiske i kristendommen. Det var her Gud lagde grunden til sine løfter. Det var her profeterne fremstod og profeterede om den kommende Messias – eller om kommende begivenheder. Det var her templet blev bygget og tilbedelsen af Herren gav soning for synd.

Hvis Jerusalem intet betød for jøderne, ville den heller ikke betyde noget, for den kristne verden. Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af den kristne arv. Den er centrum for tidlig kristen tænkning, teologi og kristent liv, indtil romerne smed os ud.

Hvis der
ikke var et jødiske Jerusalem
ikke var et jødiske tempel
ikke var jødisk tilbedelse
ikke var et jødisk præsteskab
ikke var jødisk teologi
ikke var noget jødisk samfund med sit epicenter i Jerusalem for 2000 år siden, så ville der heller ikke være en jødisk Jesus eller frelse for en hedning som mig. Det er derfor Jerusalem er vigtig for kristne, fordi byen (også) er jødisk – og hvis man skærer rødderne over, vil træet dø.

3) Den er umådelig vigtig.

Jerusalem er umådelig vigtig og bliver set som hellig af kristne over hele verden. Det er her, tror vi, at Gud opfyldte alle sine løfter. Jesus kom som jøde og forblev jøde indtil sin død. Han vandrede omkring og prædikede i Galilæa for at komme til Jerusalem, som fra begyndelsen var målet for hans liv. Dette er byen, hvor vi kan mindes Jesu handlinger. Jerusalem er byen, hvor fortællingerne bliver levende i al dens mellemøstlige atmosfære og jødiskhed. Det vigtigste kristne sted, og hvad der gør byen hellig, er det, som ikke er der. Pilgrimme kommer langvejs fra for at se – ingenting. Der er ingenting at se, og det er det, som får os til at juble. Det gør ikke bare Jerusalem vigtig for os, men hellig. Dette er i sandhed Guds epicenter i forhold til det, han gør med sin skabning.

Jerusalem peger også fremad. Jerusalem er det, vi venter på. Jerusalem er Gud, som dvæler i os og mellem os. Jerusalem er fred, harmoni, glæde og fællesskab. ”Næste år i Jerusalem” har det jødiske folk proklameret i generationer, og kristne deler denne længsel efter det ny Jerusalem.

Så Jerusalem er ikke vigtig, for det er mennesket Jesus, der er vigtig.

Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af vores jødiske rødder og uden disse rødder, ville vi dø.

Jerusalem er vigtig, fordi det er stedet for vores frelse, og Jerusalem er vores fremtidige håb i vores frelser, den jødiske Jesus.

Jews For Jesus planter frø

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Jews For Jesus’ kampagne ”Behold Your God”  har nået sin årlige afslutning. Kampagnen strækker sig over flere år, og fokuserer på tolv forskellige regioner i Israel. Dette år har den fundet sted i det sydligste af Israel i Aravah regionen. Igennem kampagnen søger Jews for Jesus at sprede evangeliet ved at møde mennesker i gadebilledet med litteratur, musik og andre kreative metoder.

Jews For Jesus’ missionsteam har gennem kampagnen uddelt 5,690 evangeliske hæfter og haft telefonsamtaler med mere end 812 mennesker om tro. Derudover har de modtaget kontaktoplysninger på 256 mennesker, hvoraf 224 af dem har en jødisk baggrund og ikke tror på Jesus. Afsluttende har teamet fået lov til at opleve, at fire mennesker har givet deres liv til Jesus.

Kampagnelederen fortæller
Peter Nasser, som var dette års kampagneleder, fortæller: ”Jeg er så taknemmelig for vores missionsteam, som har arbejdet utroligt hårdt for at dele evangeliet i Avarah regionen. De har vist et stort initiativ og tjent med flittighed, selv i solens brændende hede, for at sprede det gode budskab til folket i Israel. Jeg glæder mig over dem og takker Gud for, hvad han har opnået gennem deres indsats. Vores personale vil følge op på hver eneste kontakt, de har fået i Avarah regionen. Vi vil ringe til dem og invitere dem til samtaler om tro og Bibelstudie. Må hver enkelt frø, som evangeliet har plantet, finde vej til den gode jord og bære megen frugt for Herren!”

Hvad så nu?
Selvom 2017 kampagnen har nået sin ende, fortsætter arbejdet. I de kommende uger, vil der være forskellige begivenheder i Moishe Rosen Center i Tel Aviv. Den største af disse begivenheder vil være et kunstgalleri i forbindelse med Laila Lavan (den hvide nats) festival i juni. Det er femte år i træk denne event afholdes, og den har endda fået en plads i byens officielle program. Derudover arbejder de på at lave en spilleaften for naboerne og en særlig kagedag med en gæstekok.

Ungdomsgruppen er også ved at planlægge deres rejseprojekt Massah. Hvert år giver Massah unge jødiske troende fra 19-26 år muligheden for at tage del i deres fællesskab i nogle uger i Israel, for derefter at rejse til Indien eller Sydamerika for at mødes med israelske rejsende og dele evangeliet med dem.

Afsluttende planlægger de et stort og omfattende projekt i 2018 i Israel, der skal inkludere alle Jews For Jesus’ missionærer på verdensplan. Det bliver et kæmpe foretagende og det største af sin slags i deres afdeling i Israel. Forberedelserne begyndte tidligt sidste år, men opgaverne hober sig stadig op. Dan Sered, Missionary Director, udtaler: ”De logistiske forordninger alene er en stor udfordring, og vi har brug for jeres forbøn. Bed om at Gud må vejlede os og forberede os på denne enorme mission.”

Shmuel får interesse for Jesus
Sahar fra deres personale fortæller et vidnesbyrd fra kampagnen: ”jeg ringede til Shmuel* (navnet er ændret) i eftermiddags. Han er en gift mand med tre børn. Jeg fortalte ham, at vi arbejder på et projekt, der yder gratis litteratur om den mest indflydelsesrige karakter i hele Israels historie, som tilfældigvis er Messias. Shmuel var interesseret, og jeg delte min tro på Jesus som Messias med ham. ”Det er ikke retfærdigt, at det kun er hedningene der får lov at opleve Messias’ kærlighed,” sagde jeg, ”hvorfor ikke også vores jødiske folk?” Jeg forklarede, at det var formålet med mit opkald. ”Anderledes fra andre firmaer, der prøver at sælge dig noget,” sagde jeg, ”tilbyder vi en gratis bog der redegør for hvordan Jesus opfyldte profetierne i Tanakh (hebræiske skrifter).” Shmuel udtrykte, at han gerne ville have bogen, men han var usikker på det, da hans kone er ortodoks, og da han ikke ved, hvordan hun vil reagere. ”Det er fantastisk,” sagde jeg, ”I kan læse den sammen. Hun burde ikke have noget i mod, at du læser profetier fra Tankh. Sammen ser I måske, hvad den siger om Messias.” Han gav mig ret og gav mig sine kontaktoplysninger. Jeg ser frem til at høre, hvad han har at sige i de kommende uger.”

Håb spirer midt i fjendskab

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha, reflekterer over kirkens mangfoldighed og fortæller om, hvordan Musalahas pensum spreder sig videre ud i den arabiske verden.

På langfredag deltog vores familie i gudstjenesten i Church of the Holy Sepulchre (gravkirken) i Jerusalem. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi mødte folk fra forskellige traditioner fra hele verden. Heriblandt var der græsk-ortodokse, koptere, syrere, etiopiere og romersk-katolikker, der alle hver især bad på deres eget sprog. Selvom det var en anelse kaotisk med så mange mennesker samlet på ét sted, som alle havde deres egne procedurer for bøn og liturgi, reflekterede det alligevel forskelligheden i det kristne fællesskab, som en smuk mosaik.

Mens vi bevægede os rundt i kirken, passerede vi folk, der reflekterede, bad, tændte stearinlys og sang, og pludselig befandt vi os i et mere afsides område i den ældre del af bygningsværket sammen med et egyptisk par. Jeg begyndte at forklare dem kirkens historie og den betydning. Mens de lyttede, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til glæden i mandens ansigt. Som samtalen skred frem, udtrykte jeg min sorg over angrebene på de koptiske kirker i byerne Alexandria og Tanta i Egypten. Han fortalte os, at de var fra Alexandria, og at angrebene havde været et spirituelt wake-up-call for ham.

Dette ramte mig, da de fleste mennesker, som oplever grusomheder, udtrykker vrede og bitterhed, men det gjorde dette par ikke. Som en afsluttende gestus gav han vores familie nogle lys, vi kunne tænde. Jeg bad for hans familie og vore veje skiltes. Af alt vi havde oplevet i påskeweekenden, fandt vi dette møde mest meningsfuldt.

Nogle dage senere rejste jeg med en kollega til Jordan for at deltage i et teologisk forum, hvor teologer fra forskellige mellemøstlige lande samles for at lære, hvordan de kan være instrumenter i fredsskabelsesprocessen. Dette års tema var fredsskabelse og forsoning, og Musalaha var blevet bedt om at præsentere hvad vi havde lært gennem årene, vores pensum og forsoningens seks stadier. Vi modtog positiv respons, og en hel del mennesker spurgte, om de måtte inkorporere vores pensum i deres skoler, kirker og lederskabstræningsprogrammer. Det er spændende at se, at alt det vi har udarbejdet, nu spreder sig til andre dele af regionen. Vi arbejder i øjeblikket på at tilpasse vores pensum til en større del af den arabiske verden.

Der er mennesker, som udfordrer os i spørgsmålet om troens fællesskab og rolle i krisesituationer. Stater der kollapser, flygtningekrisen og den stigende radikalisering har tvunget mennesker til at tænke anderledes og finde på nye måder at nå ud til deres naboer og blive en kilde til velsignelse for dem. En kvinde fra Libanon fortalte deltagerne om den måde, hvorpå hun rækker ud til sit lokalsamfund. Hun oplevede, at mange mennesker udenfor kirken sulter efter at møde kristne og gå imod radikalisering. Der er mennesker, ligesom hende, der bevæger sig væk fra de traditionelle arbejdsmetoder (med ikke-troende) og finder nye måder at interagere med mennesker omkring dem. Det var spændende og opmuntrende at se kirkeledere og teologer til forummet, der bad og forestillede sig, hvordan de kunne række ud over deres egne kredse med budskabet om fred i de områder, som er splittede af had og vold.

Sejre og nederlag i Seksdageskrigen – 50 år efter (del 1)

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen

2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.

Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. Her kan du møde den første, Baruch Maoz.

Krigen skabte håb om fred

Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:

”Min deling i reserven blev indkaldt i krigens sidste dage, og jeg kom derfor tilbage til Israel, netop som krigen sluttede. Jeg oplevede ikke krigen i Israel, men tiden umiddelbart efter. Selvom tingene havde ulmet helt siden Suez-krisen i 1956, kom krigen og ikke mindst dens udfald, som en kæmpe overraskelse for os. Indtil da havde konflikten været en Israelsk-arabisk konflikt. Men efter 1967 blev konflikten israelsk/palæstinensisk. Udfaldet var på mange måder med til at forme den palæstinensiske identitet. Blandt israelere var den med til at skabe nyt håb – også et håb om fred. Disse forhåbninger er aldrig blevet indløst, bl.a. fordi Israel selv har fulgt en uansvarlig politik, som i min optik har gjort oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat umulig.

I tiden efter 1967 og frem til midten af 70erne blev der på det personlige plan dannet mange positive relationer mellem israelere og palæstinensere. Israelske soldater kunne i 1967 fortælle, hvordan palæstinensere hjalp dem med at komme frem til deres base. Men med tiden er disse personlige relationer blevet ødelagt af den politik, lederne på begge sider har ført. Som israeler kan jeg bedst forholde mig til det, der er sket i det israelske samfund. At have magten over et folk som ikke ønsker at være underlagt ens magt, påvirker ikke kun dem, man har magten over. Det påvirker også en selv og ikke i positiv retning. Det har blandt mange skabt en manglende forståelse for palæstinensernes lidelse og manglende villighed til at forholde sig deres ønske om selvstændighed.

For den messianske bevægelse har ønsket om at blive accepteret af det øvrige samfund været en drivende kraft, som har trumfet moralske og etiske overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til konflikten og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Vestbredden og dens befolkning. Man har antaget en teologi som legitimerede en politisk nationalisme ud fra et behov for som minoritet at blive accepteret – bl.a. motiveret af et oprigtigt ønske om for at komme på talefod med naboer og venner for at dele evangeliet med dem.

Krigen og tiden derefter ændrede zionismen. Før talte vi om Israel, som en ”hjemland” for jøder. Men med 1967 fik Vestbredden en religiøs dimension, som ikke havde været fremtrædende før. Moralsk og etisk står vi overfor et kollaps, som for vores samfund er et lige så stort problem, som den manglende fred med palæstinenserne. Desværre forholder det nuværende lederskab sig slet ikke til det. Det vil kræve nye ledere, som tør forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være en demokratisk eller en jødisk stat. Ønsker vi at være både jødisk og demokratisk, får det konsekvenser, som ingen er villige til at tage nu. Som samfund mangler vi et moralsk og etisk barometer at styre efter.

Den manglende teologiske refleksion i den messianske bevægelse betyder også, at mange ikke forholder sig til, hvad det vil sige at være en del af en besættelsesmagt. Man affærdiger kritik fra andre kristne alene ved at stemple dem som ”erstatningsteologer” – oftest uden at kunne gøre rede for, hvad det betyder. I bevægelsen har man en fasttømret teologisk forståelse af staten Israels rolle i forhold til profetier, landløfter og endetiden. Ingen stiller spørgsmål til det. For gør man det, vil det åbne op for en række andre spørgsmål, som man ikke er villige til at stille – fx spørgsmålet om etik og palæstinensernes rettigheder.

Jeg har tillid til den næste generation af messianske jøder. De deler ikke frygten for ikke at blive anerkendt, selv om vi fortsat er et mindretal. De er vokset op her i landet, har gjort tjeneste i hæren og er en integreret del af samfundet på en anden måde, end min generation var det. De har også et stærkt ønske om at være loyale over for deres tro og deres menighed. Men de fleste ikke har et gennemreflekteret teologisk standpunkt. Man ved, hvad man gør, men ikke hvorfor, og så er man et let bytte for stærke holdninger.

Jeg har set næste generation vokse frem i den messianske bevægelse og set dem tage ansvar. Derfor er jeg ikke kun kritisk. Jeg er også optimistisk, når det gælder kirken i Israel. Desværre har jeg ikke den samme optimisme, når det gælder det politiske lederskab i vores land, og den kurs vi som nation er slået ind på.”

Påskens ensomme begivenheder

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha

I forbindelse med dette års påsketid samles mennesker fra hele verden i Jerusalem. Da påsken i både den østlige og vestlige tradition falder på samme dag, vil der være ekstra tætpakket. Palmesøndag ligger i denne uge, og tusinder af besøgende og lokale kristne palæstinensere vil gå samlet ned fra Oliebjerget, gennem dalen og op til den gamle by i Jerusalem. Det er et meget rørende syn, hvor grupper af mennesker fra hele verden vifter med palmegrene, synger lovsange og fejrer Jesu virke og hans indtog til Jerusalem.  Det er én af de mest pulserende fejringer i verden, der markerer den sidste uge i Jesu fysiske liv.

I de østlige traditionelle kirker er folk hele ugen beskæftiget med at faste og bede. Kirkerne er fulde af mennesker, der ikke normalt kommer til gudstjeneste. Man hører ofte folk sige, at bønnerne før påske er smukke og at de kan lide at lytte til dem, at læse evangelierne, og især at opleve lovsangen ugen igennem, der leder op til påskesøndag, eller pascha, som den bliver kaldt i Østen. Langfredag og opstandelsessøndag er der knap plads til at stå op i kirkerne i den gamle by i Jerusalem.

Disse glædelige og meningsfulde anledninger til at fejre står i stærk kontrast til de historiske og spirituelle begivenheder, de markerer. Faktisk, var begivenhederne i Jesu liv, død og opstandelse meget ensomme. Disciplene og de fleste folk, der fulgte Jesus, forlod ham, da han modtog sit kors. De afviste ham ved at benægte, at de kendte ham. Kun enkelte gik ved siden af ham, og hjalp ham, da han gik op til Golgata, og kun meget få stod ved hans fødder under korsfæstelsen.

Kontrasten mellem disse tragiske og forfærdelige begivenheder og hvad vi fejrer i dag, er slående – vi kan lære af forskelligheden. Mange gange går store begivenheder i historien stille for sig ligesom korsfæstelsen og opstandelsen. Da disse begivenheder fandt sted lod det til, at det onde havde vundet over det gode. Folk mistede håbet, og det var en trøstesløs tid. Det var ikke ærefulde begivenheder, som blev ophøjet, men fuldstændig modsat hvordan vi fejrer dem i dag.

Det er det samme for mennesker, som søger Guds rige, og især dem, som søger forsoning. Livet kan være ensomt, fyldt med afvisning, ikke glorværdigt, smertefuldt og til tider besværligt, for dem, som aktivt arbejder for forsoning. I dag leder de fleste efter ære, magt og tilbedelse, og stræber efter at opnå den succes, samfundet definerer.

Prisen for at taget et standpunkt i moralske og etiske dilemmaer er høj, og ligeså når man opfordrer til fred og forsoning, og ikke fjendtlighed og afstandtagen til andre, som er forskellige fra os. Dog er det ofte de svære tider, fyldt med isolation, der er de transformerende og udviklende øjeblikke i vores samfund i dag. Lad os genkende kontrasten mellem hvordan begivenhederne vi fejrer faktisk foregik, og hvordan vi vælger at fejre dem. Må dette hjælpe os til ikke at gå glip af transformerende øjeblikke i vores egen livstid.

  Artiklen er oversat. Læs den originale her.

Øverste billede: (C) Musalaha

Studerende lærer at stille de svære spørgsmål

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Fellowship of Christian Students in Israel (FCSI) afholdte i marts deres årlige nationale konference for studerende i Israel. Her var 110 både engelsk-, arabisk- og hebraisktalende unge samlet for at læse i bibelen og lære hinanden at kende.

Bibelen leder til forandring
Zaher Haddad, generalsekretær i FCSI, glæder sig over konferencen: ”Vi oplever hvordan flere og flere studerende læser i Bibelen, og det leder til forandring i deres liv.” På bare tre år er deltagerantallet vokset fra 20 til 110. Konferencens hovedfokus var at tilbringe tid med bibellæsning, at blive mere fortrolig med at stille de svære spørgsmål og have modet til at prøve at svare på dem. Derudover fortæller Zaher, at atmosfæren blandt deltagerne var god, og at der også var tid til aktiviteter og sport.

Missionspiloterne fik kram og kindkys
De tre missionspiloter deltog også i konferencen. De hjalp til i køkkenet, hvor de oplevede en enorm gæstfrihed. ”Det har været en vild fed oplevelse og lejr-stemningen har virkelig været på det højeste, men det, som jeg vil tage med herfra, er køkkendamernes taknemmelige kram og kindkys,” fortæller Tilde Søndergård i et blogindlæg.

Jesus er Herre over sabbatten
En hebraisktalende studerende fortæller: ”Det var en meget velsignet konference, og jeg var meget glad for at være der. Den induktive måde at læse Bibelen på afslører mange nye ting for læseren. Personligt har jeg fået et nyt syn på sabbatten, og nu forstår jeg, at Jesus, der er herre over sabbatten, skal have sin rette plads i centrum.”

Kaldet til at tjene sociale udskud
En arabisktalende færdiguddannet farmaceut fortæller, hvordan hun i sit arbejde bliver konfronteret med stofmisbrugere, der kommer ind for at få udskrevet stoffer. Hun plejede at lade andre tage sig af dem, da hun anså dem for besværlige at arbejde med, men efter at have arbejdet med Markusevangeliet, har hun ændret perspektiv:

”Jesus lærer mig, at jeg skal behandle alle ens og ikke diskriminere nogle grupper af mennesker. Han lærer mig at tilbyde min hjælp til alle og at elske alle – selv misbrugere der betragtes som sociale udskud.”    

Muslimer, kristne og jøder lærer om forsoning af Jesus

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen


Salim J. Munayer, leder og én af grundlæggerne af organisationen Musalaha, oplever, hvordan mange israelske og palæstinensiske ledende figurer er interesserede i at lære mere om forsoning, og han modtager mange forespørgsler om at dele ud af sine erfaringer. Én af disse forespørgsler var, at undervise i et træningsprogram, organiseret af tænketanken ”the Shalom Hartman Institute”, der involverer israelske skoleledere med både muslimsk, kristen og jødisk baggrund. Her fik han muligheden for, at dele sine perspektiver ud fra en kristen synsvinkel. 

Villighed til at lytte
Til et af møderne i træningsprogrammet underviste Salim om, hvordan Gud skabte mennesket i sit billede, og om hvordan det relaterer til mennesker både i vores lokalsamfundet såvel som fremmede. Han delte passager fra det Nye Testamente med gruppen, og de passager inkluderede bjergprædikenen, den barmhjertige samaritaner og den samaritanske kvinde ved brønden.

”Det var fascinerende for en person som mig, der er vokset op i forskellige segregerede skoler, israelsk-jødiske som palæstinensiske, at se disse skoleledere sidde sammen og lytte, imens de læste i det Nye Testamente,” fortæller Salim.

For tredive år siden ville et sådant undervisningsprogram aldrig have eksisteret, og selv i en israelsk kontekst i dag er undervisning og promovering af forsoning sjælden og vanskelig. Det var et bemærkelsesværdigt syn at se disse kristne, muslimske og jødiske undervisere være optagede af det Nye Testamente. De viste tegn på åbenhed og følte sig ikke truede.

Jesus nedbryder grænser
Da de læste om Jesu møde med den samaritanske kvinde, kunne hele gruppen relatere til hendes historie. Hun var fjenden, der tilhørte den anden side af det etniske skel, og det var tydeligt for dem, at hun levede et farligt liv. De kvindelige undervisere kunne nemt finde mange ligheder med deres egne liv i det israelske samfund i dag, og de muslimske deltagere genkendte med det samme den skam, kvinden bar i forhold til sin ægteskabelige situation. De jødiske skoleledere lagde mærke til, hvordan hun havde en teologisk samtale med Jesus, da det ikke var tilladt på den tid og heller ikke i nogle religiøse forbindelser i dag.

Salim beskriver denne oplevelse, som en enestående mulighed for at få et indblik i en gruppe med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde.

”Jeg er overbevist om, at det var en opmuntrende oplevelse for skolelederne, da det gav dem et forum, hvor de kunne øve sig i at stille spørgsmål og lære mere om andres religiøse praksis.”

Det var bevægende for ham at se, hvordan de arbejder med det Nye Testamente og gerne ville lære mere, da det var en u-familiær og anderledes udlægning af teksterne, der måske havde kunnet skabe følelser af frygt.

Samtale opmuntrer
Da Salim forlod mødet, følte han sig opmuntret over de fremskridt, der sker i dele af samfundet. Atmosfæren mellem israelere og palæstinensere i landet er præget af intolerance og isolation, og mange nægter at lytte til hinanden. Da Salim guidede disse undervisere gennem det Nye Testamente, så han en anderledes virkelighed end den, som en gennemsnitlig person ser i nyhederne.

”Endnu mere spændende er det, at skolelederne spiller en kæmpe rolle for tusinder i deres skoler, og her kan de dele hvad de har lært med mange flere unge mennesker,” udtrykker han.

Det var en oplevelse, der på mange måder opmuntrede ham, og som viser, hvordan Musalahas arbejde vokser og blomstrer, og nu kan blive delt og værdsat af et større segment i samfundet.