Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Hvert år i januar går forskellige kirkeretninger i Jerusalem sammen om at bede. De kalder denne særlige uge for ”week of unity”, hvor fokus ligger på fællesskab og enhed. David Serner, der er præst i den danske kirke, reflekterer over de oplevelser og indtryk, ugens begivenheder gav ham.
Jerusalem skal gå foran
Gennem ugen var der fokus på dét, der samler kirkerne i stedet for deres uenigheder. Det blev blandt andet slået fast under en prædiken af biskop Munib Younan, der blandt andet omhandlede det historiske møde mellem katolikker og lutheranere i Lund i forbindelse med begyndelsen af reformationsåret. Budskabet stod klart:
”Jerusalem skal gå foran i enhed, og om end vi er forskellige i teologi og liturgi, så er vi ét i mission. Vi er ét i kaldet til at dele evangeliet med vores medmennesker.”
Kirkevolontør leder bøn
Til den fælles gudstjeneste i Church of the Redeemer er der tradition for, at en dansk volontør beder en bøn på dansk. I år var det kirkevolontøren, der ledte den fyldte kirkesal i bøn for helbredelse af de syge og dem, som lider. David udtrykker:
”Det slog mig midt under bønnen, hvor stor forskel, der kan være på bøn, og på hvordan bøn bliver opfattet.”
Vi skal anerkende hinandens styrker
I samtalerne efter gudstjenesten fortæller David om et møde, han havde med Herman, der leder et kristent informationscenter. Med udgangspunkt i Martin Scorseses nyeste film Stilhed talte de om mission og dét at lide for evangeliet.
Fællesskab med en etiopisk menighed.
Biskop Munib Younan havde tidligere refereret til en samtale, som han havde haft med paven. Paven havde udtrykt, at kirken i dag har brug for, at vi anerkender hinandens styrker. Han kategoriserede disse styrker som:
Den ortodokse kirkes standhaftighed, den romersk katolske kirkes disciplin, den anglikanske redelighed, den lutherske kirkes iver for troen, den heroiske karakter af den armenske kirke, den koptiske kirkes martyrium, den reformerte kirkes loyalitet mod skriften, den baptistiske enkelhed og det standhaftige vidnesbyrd fra den syriske kirke, samt evangeliets forkyndelse og sakramenterne i alle kirkerne.
At det er simplificeret, kan det ikke være tvivl om, udtrykker David, men tanken om, at se vores styrker og støtte hinandens kald til mission og på den måde stå som ét, er en forfriskende indgangsvinkel.
Dåben binder os sammen
I deres samtale slog Herman fast, at selvom vi har forskellige tilgange til nadveren, er det dåben, der binder os sammen:
”Gennem dåben kaldes vi til at leve med enheden som fortegn fremfor adskillelse – først og fremmest med Gud, men også så vi kan styrke hinanden i troen.”
Vi har én absolut sandhed, som vi må holde fast i, reflekterer David, og det er Jesus. Vores teologi kan variere og vores liturgiske forskelligheder kan være tydelige, men det må ikke aflede os fra vores fælles kald til at være et vidne om troens frisættende magt i Kristus.
Vi må inspirere og opmuntre hinanden
David afslutter sin beretning med at fastslå, hvor berigende det er, at kunne tilbede den samme Gud igennem forskellige udtryk.
”De forskellige former må ikke hindre os i at tilbede sammen, men vi må være bevidste om vores (teologiske) forskelle og så lade os inspirere og opmuntre hinanden til at være ét i vores kald til mission.”
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Da Jews for Jesus lancerede deres første online-kampagne ”spred lys” i december, blev mere end 210,000 mennesker berørt af et klart evangelisk budskab. Ét af disse mennesker er den sekulære jødiske mand Shlomo fra Australien, der kom i snak med Jews for Jesus gennem deres online chat.
Ziggy Rogoff, messiansk jøde, førte samtalen med Shlomo. Efter en indledende introduktion nævnte Shlomo, at han havde læst det nye testamente. Her er et lille udsnit af samtalen:
”Hvad lærte du om øjenvidneberetningerne om Jesus i det nye testamente?” spørger Ziggy.
”Efter at have været politibetjent i mange år, har jeg lært aldrig udelukkende at stole på øjenvidner,” indrømmer han.
”Okay, men hvad tænker du så om Elie Wiesel’s øjenvidneberetning om Auschwitz? Hvorfor tror du på Elie?”
”Det må stadig afhænge af samstemmende øjenvidneberetninger med understøttende beviser, der ikke afhænger af, hvad folk siger,” insisterer Shlomo.
Ziggy fortsætter med at udfordre: “hvis vi brænder alle øjenvidneberetninger og enhver video med vidnesbyrd ved vi intet om Auschwitz, ikke? Det hele afhænger af øjenvidner. Og når det kommer til Jesus, har vi masser af øjenvidneberetninger. Hvorfor er du så besluttet på ikke at tage Jesus seriøst?”
”Jeg tror virkelig ikke på en skaber af universet – hvis vi antager, at en sådan eksisterer – der er blevet født som en jødisk prædikant for 2000 år siden,” ytrer Shlomo. ”Det skal der en del mere til end et par manuskripter. De påstande Jesus kom med, giver ikke nogen mening for mig. Jeg troede faktisk at denne hjemmeside var en joke, men det viser sig at I er ægte nok.”
Da Shlomos interesse vedblev, tilbød Ziggy at sætte ham i kontakt med Jews for Jesus’ missionærer i Sydney, som kan mødes med ham ansigt til ansigt og hjælpe ham finde sandheden. Bed for Shlomo og for at hans interesse ikke går tabt, og at Helligånden må nå ham. Shlomos møde med evangeliet er blot ét af mange lysglimt fra kampagnen.
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
Plejehjemmet Ebenezer fik i oktober tilladelse til at fortsætte byggeprojektet, som skal forsyne hjemmet med en ny afdeling for sygepleje.
David Phillips, der er leder af byggeprojektet, fortæller, at de har haft et meget opmuntrende møde med kommunen. Da Ebenezer ligger i den tyske koloni, som er på UNESCO’s liste over verdensarvsområder, skal der tages nogle særlige hensyn. Blandt andet skal bygningen beklædes med sten, så den passer ind med de andre gamle tyske hjem.
”Amos, vores arkitekt, har gjort et godt arbejde med at indarbejde alle restriktionerne. Nu kan vi fortsætte med at få byggetilladelsen,” fortæller David Phillips.
De kommende måneder vil der være fokus på kommunikationssystemerne og integrering af lægeudstyr, vand, aircondition og brandsikkerhed.
”Der er stadig lang vej endnu, men efter Guds vilje når vi det hele!”
Rebekka Zoll Nielsen, netværkskoordinator i Israelsmissionens Unge
I sommers havde jeg fornøjelsen af at være i Israel med fem tidligere missionspiloter. På turen gennemlevede vi vores volontørprogram igen, da vi besøgte flere af de organisationer, som vi tidligere har arbejdet for, herunder Ebenezer-hjemmet i Haifa. Under arbejdet kom en af de ansatte, Fred, forbi, og vi holdt en pause, hvilket Fred benyttede til en spontan lille andagt.
Han kom ind på, hvordan det er vigtigt at have den rette attitude i det arbejde, man laver. Han fortalte, at det er lige meget, hvad man laver. Om man fx bruger sin dag på hygiejnemæssige opgaver, så længe man har den rette attitude – at man vil gøre sit bedste og elske sine medmennesker i det, man laver.
Han betonede, at Jesus kun prædikerede offentligt en lille del af sit liv, og at han resten af sit liv arbejdede som tømrer og fokuserede på sit hverdagsliv. Det var ikke noget særligt arbejde, men Jesus tjente og ærede alligevel Gud i det og ønskede at elske menneskene omkring sig. Fred påpegede, at Jesus godt kunne have startet sit offentlige virke tidligere, men at han blandt andet ønskede at tjene Gud og mennesker ved at leve et normalt liv og at bruge det som forbillede.
Jeg kan nogle gange tænke, at mit liv først rigtigt begynder, når jeg engang er færdig med min uddannelse, og at ’fromme’ gerninger kan vente til, jeg bliver ’voksen’. Fred sagde om Jesus, at han ikke ventede med at tjene og ære Gud, til han begyndte sit offentlige virke. Han gjorde det igennem hele sit liv, dér hvor han var.
Hvis du ligesom jeg, kan tænke, at mission kan vente, så er det nok en påmindelse værd at minde om, at dit liv allerede er i gang, og at du er kaldet til mission også nu. Hvis du modsat mig tænker, at du er for gammel til mission, og at det er tid til, at de unge tager over, vil jeg udfordre dig på at tage en snak med Gud om, hvorvidt han er færdig med dig. Det er han næppe!
Skal vi ikke elske og tjene de mennesker, vi er iblandt? Bruge tid med vores kollegaer og studiekammerater og danne relationer til dem? Hilse på vores naboer og hjælpe dem, hvis nødvendigt?
Der på græsplanen i Ebenezer-hjemmets have opfordrede Fred os og alle andre med til at ære Gud med vores liv. Lige meget om vi er studerende, arbejdsløse, på arbejdsmarkedet eller pensionister. Jeg læste engang i en bog, at vi som kristne skal leve gennemsigtigt. At vi skal lade mennesker se mindre af os og mere af Gud, når de ser på os. Jeg tror, Jesus med sit liv forsøgte at vise os et eksempel, også da han var tømrer, som vi skal efterligne.
I Hebræerbrevet 13,16 står der: ’Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i’. Det er et vers inspireret af Esajas 58, 6-7 om en faste med fokus på næstekærlighed. Mon ikke Jesus blandt andet har haft Esajas’ ord i sit hoved, da han som ung mand tjente Gud som tømrer i Nazaret?
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
I november nåede Musalahas kvindearbejde en milepæl. Gennem ti år har en gruppe kvinder med vidt forskellige baggrunde mødtes for at dele liv og tro. De har alle været igennem Musalahas program omhandlende forsoning, og er fortsat blevet ved med at mødes på trods af vanskeligheder og til tider store personlige ofre. For at fejre dette, var de samlet til en jubilæumsweekend på et retrætecenter.
Forsoningens forskellige stadier
Kvinderne brugte retræteweekenden til at reflektere over, hvad de havde lært af Musalahas arbejde. Det var især forsoningens seks stadier, der blev sat fokus på. Gennem forskellige interaktive bønnestationer blev der skabt plads til, at de kunne se tilbage på den rejse, de havde foretaget sammen.
Et af stadierne, der handler om at åbne op, var et smertefuldt stadie for mange. Flere af kvinderne oplevede, at de blev krænket af andres fortællinger, og var derfor nødt til at lære at tilgive hinanden. Her brugte de støvede skarpe sten til at repræsentere dem, der havde udgjort krænkelserne. Efter at have reflekteret over smerten, placerede de stenene i rent vand. Det var en handling henimod at tilgive. En af kvinderne i gruppen fortæller:
”Vi har alle smerte i vores liv, der er forårsaget af venner, familie og fællesskaber, og vi har alle brug for at bearbejde det. Jesus giver os redskaberne, vi behøver. Jeg ser det ikke som en valgmulighed, men som noget, der er os pålagt.”
Budskabet må gives videre
Forsoningens sidste stadie går ud på at give budskabet videre. Den sidste bønnestation var derfor fyldt med papir og konvolutter, der skulle opmuntre kvinderne til at tage kontakt til tætte relationer i deres omgangskreds, og sprede forsoningens glæde. En anden af kvinderne udtrykte, hvordan hun oplever en nød for at dele ud af hendes erfaringer:
”Vi samledes denne weekend for at styrkes som en gruppe, og for at fokusere på næste generation. Vi må give den visdom vi har fået betroet af Gud videre til vores døtre. Ellers ender det hele ved os, og så har det ikke været til megen nytte. Det har påvirket mit og andre kvinders liv, men det har ikke påvirket hele landet endnu. Jeg vil ikke acceptere, at dette bliver fortællingens slutning.”
Hedva Haymov, der er koordinator for Musalahas kvindearbejde, reflekterer ligeledes over Musalahas ansvar som organisation:
”Vi er en bevægelse af kvinder, af mødre og af medlemmer af lokalsamfund. Vi må ikke lade det vi har lært ende ved os. Det er vores ansvar at videregive erfaring og viden til næste generation, og det er vi fast besluttede på at gøre.”
Bønnen bærer ”Det er ikke let at leve i midten af konflikten” fortæller en tredje af kvinderne i gruppen. Hun har kendt til Musalahas arbejde siden dets begyndelse. Gennem ørkenture mærkede hun, hvordan hendes hjerte længtes efter fællesskab med hendes brødre og søstre i Jesus. At tage del i kvindearbejdet har betydet meget ind i hendes liv, og hun oplever specielt, hvordan bønnen er afgørende for deres kamp:
”Vi står ved frontlinjen i krigen for fred her. Vi har brug for at vores brødre og søstre verden over beder for os. Det er til stor opmuntring for os.”
Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen
”Jews for Jesus” lancerede deres første online-kampagne i december, som udelukkende fokuserer på at nå mennesker via internettet. Kampagnen ”spred lys” er et nyt initiativ i kampen for at række evangeliet til de omkring 1,4 millioner jøder, der befinder sig i Europa i dag.
Aron Lewin, der er leder af Jews for Jesus’ afdeling i Berlin, kom på ideen til projektet. Han har allerede haft succes med at skabe kontakt til jøder gennem sociale medier. For nylig kom Aron i kontakt med Alon, som han mødte på Facebook. Aron fortæller:
”Første gang vi mødtes, stod det klart for mig, at det ikke var et tilfælde, at jeg havde set hans opslag blandt tusinder af andre på Facebook. Alon søger Gud, og er meget tæt på hans rige. Til vores andet møde spurgte han, om vi kunne læse i bibelen sammen. Det har vi gjort ugentligt lige siden. Da vi kiggede på passager fra tanak (hebraiske skrifter) såsom Esajas kapitel 53 og Jeremias kapitel 31, stod det klart for mig, at Alon tydeligt forstod evangeliets budskab. ”Jeg behøver ikke at blive overbevist om, at Jesus er Messias!” sagde han. Da jeg spurgte ham, hvad der hindrer ham i at sætte hans lid til Jesus, fortalte han mig, at han var bange. Bange for at træde ud på det dybe vand og betro Jesus med sit liv. Bed om, at Jesus må vise sig for Alon!
Mere end 210,000 mennesker blev berørt af kampagnens evangeliske budskab bare i de første fem dage. Derudover førte ansatte og volontører ”live chat” med over 700 mennesker. Facebook var fyldt med kommentarer og samtaler med mennesker fra vidt forskellige baggrunde: troende, ikke-troende, venlige, ikke så venlige, åbne, oprigtigt nysgerrige og forargede.
Avi Snyder, der er leder af Jews for Jesus’ europæiske afdeling, føler sig især opmuntret over de samtaler, de har haft med ikke-troende jøder, der er tydeligt uenige, og som misbilliger deres tro på Jesus.
”Hvorfor er jeg opmuntret? Fordi de følte sig nødsaget til at kommunikere med os online. De kunne ikke ignorere os. Som et resultat modtog disse mennesker et klart evangelium, og hvem ved, hvad Gud vil gøre med de frø, der er blevet plantet. ”Sådan er mit ord, som udgår af min mund; det vender ikke virkningsløst tilbage til mig, men det gør min vilje og udfører mit ærinde” (Esajas’ bog kapitel 55 vers 11)”
”Spred lys” fortsætter med at gøre sit indtryk på internettet. Jews for Jesus håber på, at kampagnen kun er en start, og at online-samtaler vil føre til møder ansigt til ansigt med oprigtigt søgende mennesker.
David Brickner fra Jews for Jesus deler ugentligt et ”julekort”, hvori han reflekterer over julens jødiske rødder. Denne gang skriver han om jomfrufødslen og glæden ved Messias.
I sidste uge fortalte jeg, at de første julekort var jødiske. De var løfter talt af profeterne om en kommende Messias.
Denne uge vil jeg gerne dele endnu et julekort med dig.
Lad os se på et fantastisk kort fra Profeten Esajas, der ligesom Mika, skrev om vores Messias 700 år før hans fødsel: Esajas skrev, “Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (Esajas’ Bog 7,14). Et barn skal fødes og dette barn skal være Messias.
I det jødiske samfund forstår man ikke, at Messias skal fødes. Vi ser ham som en voksen mand, der måske kommer ridende ind i Jerusalem på en hvid hest for at løsrive os fra undertrykkelse og give os en fire dages arbejdsuge. Men dette julekort siger tydeligt, at han skal fødes på mirakuløs vis, og at det skal være et tegn. Og ikke nok med det, han skal fødes af en jomfru, én som aldrig har været sammen med en mand, men alligevel er blevet gravid. Se dét er mirakuløst.
Engang fortalte Larry King mig, at den person han allerhelst ville interviewe var Jesus. Hans første spørgsmål ville være: ”Blev du virkelig født af en jomfru?” Rabbinerne vil udfordre denne idé: “Jomfru, hvor står det?” Det hebraiske ord der bruges her er almah og almah betyder ikke bogstavelig jomfru. Almah oversættes som en ung kvinde i giftealderen. Jeg er klar over, at i nutidens samfund betyder det ikke nødvendigvis jomfru, men dengang gjorde det. Udover det, er der et andet ord, betulah, der bogstavelig talt betyder jomfru. Rabbinerne vil sige, at hvis Esajas virkelig mente jomfru, ville han have brugt betulah og ikke almah.
Alligevel dukker ordet betulah op utallige gange i Bibelen uden at det refererer til en jomfru. For eksempel i Joels Bog 1:8, hvor betulah refererer til en enke. Hmmm. Så det ord er altså ikke brugt så præcist i kontekst som almah, der betyder en ung kvinde i giftealderen, som altså endnu ikke var blevet gift og derfor i daglig tale på Esajas’ tid var en jomfru. Derudover oversatte rabbinerne den hebraiske Bibel til græsk i Alexandria 400 år før Jesus blev født, og de brugte ordet parthenos, der er definitionen på en jomfru. Så, denne fantastiske tekst giver os mere information. Mika fortæller os hvor Messias skulle fødes, og Esajas fortæller os hvordan han skulle fødes.
Dette julekort blev taknemmeligt modtaget af Mattæus og jøderne af sin tid og igen i dag af os mens vi sender vores hilsner. Mattæus fortæller os om Esajas kapitel 7, “Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: “Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel” – det betyder: ”Gud med os” (Mattæusevangeliet 1:22-23)
Mattæus understreger, at navnet Immanuel ikke kun udtrykker, at Gud er på vores side, men at han tog bolig i blandt os. Han kom ned for at leve med os. Kedem ha olam. Den som er født og er fra evigheden, er Gud med os. Disse ord rummer en sådan kraft, en sådan styrke, en sådan teologisk dybde, at du ikke kan undgå Messias’ teologi i den hebraiske Bibel; det er der alt samen. Det er skrevet med stort og det er dybdegående. Vi ser til med forundring og får en lille smag af hans pragt.
Med håb om, at du må opleve Gud med os denne uge og i juletiden.
Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge
Gud kalder på os på forskellige måder – det har Marit og Bradley Long erfaret som det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv. Den ene var klar til at rejse med det samme; den anden havde brug for sin betænkningstid.
Det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv, Bradley og Marit Long, har kastet sig over deres første store udfordring i deres nye hverdag i Israel: at lære hebræisk. Der er masser af sproglige finurligheder, der skal forstås, og selvom det går fremad, er der et stykke vej endnu.
”Det bliver sikkert ligesom, da jeg skulle lære norsk. Det tog mig mange år,” fortæller Bradley, der oprindeligt er fra England.
Men trods vanskelighederne er Bradley og Marit klar til de udfordringer, der venter dem:
”I en nøddeskal tror jeg, Gud har kaldet os til den her opgave,” siger Bradley.
“Og så er det sådan set underordnet, om det kræver at lære endnu et sprog.”
Tid til at teste
For mere end to år siden nævnte generalsekretæren i Den Norske Israelsmission, Rolf Gunnar Heitmann, for Bradley Long, at man manglede en til at overtage danske Christian Rasmussens stilling som præst i Immanuelkirken i Tel Aviv. Og siden da har Bradley haft svært ved at slippe tanken om at drage mod syd:
”Der var noget inde i mig, der sagde ja. Jeg kunne sige ja med det samme,” siger 51-årige Bradley, der dog alligevel gav sig selv tid til at tænkte det igennem en ekstra gang. Han ville teste kaldet. Marit, der er fra Norge, havde også brug for betænkningstid.
Det resulterede i en ferie til Israel i foråret 2014 – eller nok nærmere en benhård eksamen, hvor Israel skulle testes. Parret skulle deltage i et møde i Immanuelkirken og tog børnene med.
”Det handlede om at finde en fred i, at det er her, vi er kaldet til. Nu har vi testet kaldet, og derfor føles det også rigtigt at være her,” fortæller Marit.
Et hjerte for Israel
Selvom sproget er fremmed for Marit og Bradley, er Israel ikke uvant. Tilbage i 1998 boede Bradley otte måneder på Vestbredden, da han rejste med Youth With a Mission. Marit har været i Israel flere gange på kortere ferieophold.
”Israel har haft en særlig plads i vores hjerte i lang tid. Det har påvirket mig mere, end det gør at besøge et andet spændende land. Det er fantastisk at tænke på, at det er det land, Jesus har boet i,” mener Marit.
Kirke med åben dør
Både Marit og Bradley ser frem til de udfordringer, der venter dem i Israel. Bradley skal primært fungere som kirkens præst, mens Marit, der er tidligere ungdomsdiakon, er leder for de unge voksne i kirken, leder lovsangsteamet til shabbatsgudstjenesterne, har ansvaret for volontørerne – herunder danske Louise og Rasmus Killerich Breindahl – og også på sigt skal undervise i engelsk på Vestbredden i samarbejde med os – Den Danske Israelsmission.
Både Marit og Bradley Long har dog et helt særligt ønske for deres tid som ledere af Immanuelkirken:
”Vi er en kirke, men vi skal også være rettet mod samfundet omkring os. Vi skal have åbne døre – både fysisk og symbolsk,” mener Bradley, der håber på at kunne bidrage til mere evangelisation uden for kirkens mure.
”Vi håber Gud kan bruge os på den måde han vil, både i og uden for kirken,” siger Marit.
FAKTA:
Marit og Bradley Long overtager jobfunktionen som præstepar i Immauelkirken efter danske Lisbeth og Christian Rasmussen, der har ledt kirken i 7½ år.
De har været i gift i 15 år og har boet de fleste år i Norge, men også i Holland og England.
Parret har fire børn: Benjamin på to, Maria Sophia på otte, Ruben på 10 – og Rebekka Olivia, som de mistede under graviditeten.
Har foreløbigt sagt ja til at lede Immanuelkirken i fire år.
I september tilbragte 28 palæstinensiske og israelske kvinder en weekend sammen, for at lære om hinandens forståelse af tidligere historiske begivenheder. Vi præsenterede den israelske forståelse og den palæstinensiske forståelse til en blandet gruppe kvinder, der gennem to år regelmæssigt har mødtes. Kvinderne har etableret deres forhold, blevet tættere og de var nu klar til at høre svære sandheder og andre perspektiver end deres egne.
Grace, der præsenterede den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder, fortalte om hvordan nøglen er et symbol for palæstinenserne. Den bruges som en påmindelse for folket om, at de har et håb om at vende tilbage til de hjem, som de mistede under oprettelsen af staten Israel. Jeg præsenterede den israelske forståelse, der indeholder folket Israels længsel gennem 2000 år efter at vende tilbage til Zion, det land de var blevet forvist fra. Ingen af os holdt igen under de svære dele af vores fortællinger. Grace fortalte kvinderne om befolkningsstatistikken i Palæstina fra 1936 (97 % palæstinensere og 2 % jøder) til 1948 (67 % palæstinensere og 33 % jøder) og om den mængde land der engang tilhørte Palæstina, som nu næsten udelukkende kontrolleres af Israel. Jeg var ikke sikker på, hvor grafisk jeg skulle være i min beskrivelse af jødeforfølgelserne i Europa og de oplevelser jøderne havde under 2. verdenskrig, men jeg fortalte om rædslerne så detaljeret, som jeg troede, gruppen kunne håndtere.
Den forståelse, som Grace delte, afspejlede mange af de palæstinensiske kvinders families historier og personlige historier. Det er ikke svært at forestille sig det ubehag, denne forståelse giver israelere, der ofte tvivler på dens sandfærdighed. Normalt udløser det en defensiv adfærd; denne forståelse er svær at acceptere, når den først høres, da den ikke undervises om i det israelske skolesystem. Men for dem der arbejder for forsoning, er der en villighed til at lytte og prøve på at forstå hinanden. Efter Graces’ præsentation delte en israelsk deltager sin historie:
“Det var svært for mig at lytte til den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder – og det overraskede mig. Jeg kender en del af fortællingen, men at høre den beskrevet i dag var svært for mig. Jeg havde næsten lyst til at skrige. Men efter du præsenterede den israelske forståelse og forklarede hvorfor jøderne lever i landet og forbandt det så tæt til bibelen, blev jeg roligere og følte, at jeg blev hørt.”
Når de palæstinensiske kvinder lyttede til de israelske kvinders fortælling, var de mindre defensive, da de har hørt den gennem hele deres liv. Palæstinensere fra det nordlige Israel taler hebraisk og mange har været igennem det israelske skolesystem, og blandet sig frit med israelske jøder. De er mere bekendte med nutidens israelske identitet. Vi ser ofte, at sådanne palæstinensiske deltagere der bor i Israel ikke kender nok til deres eget folks forståelse af fortiden. En palæstinensisk deltager fra Nazareth udtrykker:
“Jeg følte så megen smerte i dag. Jeg er glad for, at jeg hørte den palæstinensiske fortælling. Jeg befinder mig i et spændingsfelt mellem israelere der ikke accepterer mig fordi jeg er palæstinenser, og palæstinensere der ikke accepterer mig fordi jeg bor blandt israelere. Da jeg er opvokset i Israel, blev jeg lært den israelske forståelse, og jeg kender den godt. Dette er første gang, jeg har hørt den palæstinensiske forståelse blive præsenteret så klart. Det var meget smertefuldt at lytte til.”
Da det var tid at tage hjem, bøjede kvinderne knæene og vi bad alle sammen for vores børn. Vi bad om at de må blive bevaret fra verdens løgne og de fortællinger, der adskiller dem. Det var en stor oplevelse for gruppen at træde ind i denne udfordrende fase af forsoningsprocessen.
Jeg er overbevist om, at deltagerne lærte en masse. Jeg ved, at det har været smertefuldt at høre. Jeg håber, at det overbeviser folk om at lytte til hinanden og til at skabe en ny forståelse sammen – en forståelse som respekterer og inkluderer den anden.
Vi har tidligere fortalt om Huong, som flygtede fra Vietnam til Malysia og kom til Danmark som 11-årig. Hun er netop vendt hjem efter knap to år som volontør på Ebenezer-hjemmet.
”Gud fylder enormt meget på Ebenezer-hjemmet. Beboerne og personalet fortæller virkelig meget om, hvordan de har erfaret ham, så det er ikke kun praktisk hjælp, man kan få dér.” Huong smiler og tager en slurk mere af kaffen. Hun er netop kommet hjem efter næsten to år som volontør på plejehjemmet for Jesus-troende jøder og arabere i Haifa. Det var egentligt meningen, hun kun skulle have været der i seks måneder, men de seks måneder blev hurtigt til et år.
”Da mit visum udløb efter dette år, skulle jeg tage en beslutning igen, og det faldt mig naturligt at bede Gud om vejledning,” fortæller Huong, som også afslører, at hun dengang overvejede, om hun skulle tage tilbage til Vietnam, som hun flygtede fra som barn. ”Men Gud gav mig ord fra Salme 45, hvor der står: ”Hør efter, min datter, lyt opmærksomt: Glem dit folk og din fars hus.” Derfor tog Huong beslutning om at blive længere tid på Ebenezer, men da visumet udløb, blev hun nødt til at rejse retur til Danmark. ”Ellers var jeg nok blevet,” griner hun. Så nu forsøger Huong at finde arbejde i Danmark som sygeplejerske.
Huong vender igen og igen tilbage til, hvor meget Gud fylder på hjemmet. ”Det er et rigtigt frirum,” forklarer hun. ”Det er et kristent hjem, hvor man mødes til andagt og i bedegrupper. Derudover kommer der frivillige og snakker med beboerne, og vi har et samarbejde med to menigheder om at sende besøgsvenner,” fortæller Huong og fortsætter: ”Beboerne vil rigtig gerne give noget tilbage til os, som arbejder på Ebenezer, og det gør de i form af bøn og fortællinger fra deres liv. Så det er gensidig hjælp.” Huong fortæller om en af de arabiske beboere, Nasra, at hun var dement og ikke kunne huske sin familie, men troen på Jesus havde hun stadigvæk. ”En dag jeg havde besøgt hende og skulle sige farvel, sagde jeg ‘Vi ses i morgen’, og Nasra svarede: ‘Hvis jeg lever. Ellers er jeg sammen med Jesus. Så er jeg hjemme.’ Det var så stærkt et vidnesbyrd,” fortæller Huong. ”For troen var så levende. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun skulle hjem til Jesus.”
Israel er også et land, hvor konflikt er en del af dagligdagen. På Ebenezer-hjemmet er der beboere med både jødisk og arabisk baggrund. ”Det er svært at snakke om politik på hjemmet,” mener Huong og afslører, at konflikten ikke lige er det emne, som oftest tages op ved middagsbordet på hjemmet. ”Men det er et stort vidnesbyrd, at der stadig er en vilje til at være der sammen, mødes og bede med hinanden,” siger hun. Det er tydeligt, det gør et stort indtryk på Huong – også selvom der har været forholdsvist roligt, de to år hun har været på Ebenezer.
I dag er Huong taknemmelig over, at hun reagerede på det kald, Gud gav hende. ”Jeg følte det helt klart. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var dér, Gud ville have mig hen. Jeg var klar og slet ikke nervøs” fortæller hun. Når hun ser tilbage på opholdet konkluderer hun: ”Med alt det, der er sket og alt det, jeg har oplevet, må jeg sige, at det har været noget af en dannelsesrejse.”
Vi er virkelig glade for Huongs indsats på Ebenezer-hjemmet. Lederen af hjemmet, Johnny Khoury, skrev til os: ”Hvis I har flere volontører som Huong, må I endelig sende dem vores vej.” Det gør vi gerne, så hvis du har lyst til at bruge seks måneder eller mere i Israel, skal du endelige kontakte os.
