Af Benna Fredsgaard Merrild, kommunikationsmedarbejder, første gang udgivet i Shalom #2, juni 2026

“De fleste har oplevet krig før, men denne gang har det været ekstra intenst,” fortæller Eyvind Volle, præst i Immanuelkirken i Tel Aviv. Og netop i Tel Aviv mærker de tydeligt krigen.

“Til tider har der været op til 10 angreb om dagen, så det er ret udmattende, og de fleste almindelige aktiviteter er blevet aflyst. Vi har bibelgruppe for dem, der bor tættest på kirken, og ellers opfordrer vi til lokale samlinger, for menigheden bor spredt over et stort område,” siger Ejvind Volle.

Gud arbejder med mennesker i Israel

Trods de hårde omstændigheder, oplever Eyvind, at Gud fortsat sender mennesker til kirken.

“Flere af naboerne er begyndt at komme fast til vores beskyttelsesrum, når alarmen går, og nogle fik endda lov til at flytte ind i menighedshuset, fordi de ikke havde et beskyttelsesrum derhjemme,” fortæller Ejvind og fortsætter: “Når alarmen har lydt i dagtimerne, er vi gået ud på gaden for at invitere folk ind i beskyttelsesrummet. Beskyttelsesrummet er dekoreret med bibelvers, så vi har haft mange gode samtaler, mens vi har ventet på grønt lys til at gå ud igen.”

Kirken oplever, at flere tager imod bibler i krigstid end i fredstid, og i de 40 mest intense dage lige efter krigens udbrud, hvor de ikke kunne have Åben Kirke, uddelte de over 100 bibler.

“Vi må se, om alle fortsætter med at komme til os, men der kom fire nye i sidste uge, som ønskede at lære Jesus bedre at kende,” fortæller Eyvind.

Det var blandt andet et par, som havde været rundt i hele Tel Aviv for at lede efter en bibel, de kunne købe. Ingen boghandlere havde den. Da de kom til kirken, fik de et eksemplar af den nye hebraiske bibeloversættelse. De ønskede også at deltage i bibelgruppe for at lære mere, og Eyvind fortæller, at de har været med første gang, hvor de begge deltog aktivt.

“Gud arbejder stille og trofast med mennesker i Israel, og det er en glæde at få lov til at være vidne til det,” afslutter Ejvind Volle.

Af præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem, Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen  

Må din dag gå dig i møde! Den verslinje blev betydningsfuld for os, da vi i 2009 vandrede den franske Camino fra St. Pied-de-Port til Santiago. Vi aflærte vores trang til at planlægge og lærte at tage imod hver dag med de landskaber, oplevelser og mennesker, som den nu bød på.  

Vi har gennem de sidste to år øvet os i at tage det motto til os på en endnu dybere og mere alvorlig måde. For siden vi sagde ja til at være præstepar i Jerusalem i et år fra august 24 til august 25 (med mulighed for forlængelse), har dagene mildest talt været uforudsigelige. Vi fik ikke et ubrudt år i Jerusalem som præstepar – nej faktisk har vi på to år knapt nok været dernede et halvt. Og endnu ved vi ikke, om vi får lov at komme derned igen.  

Alligevel har Israel, og i særdeleshed Jerusalem, fået lov at fylde i vores bevidsthed. Vi har fået lov at se mange smukke landskaber, få gode oplevelser og møde spændende mennesker. Vi vil her fortælle om to af de mennesker, der har gjort indtryk på os.  

Venskaber fra beskyttelsesrummet 

Da vi lige var flyttet til Israel, varede det ikke længe, før den første iranske krig brød ud. Det betød, at vi hurtigt kom til at lære vores nye naboer at kende, fordi vi flere gange i døgnet mødte hinanden i beskyttelsesrummet. Da krigen var afsluttet, inviterede vi naboerne fra de otte nærmeste lejligheder til kaffe i vores lejlighed. Det blev en skøn og hjertevarm eftermiddag, hvor mange fortalte dele af deres livshistorie. Og den resulterede i, at vi de kommende uger blev inviteret til både jødisk nytår og løvhyttefest hos nogle af vores nye ”nabo-venner”.

Særligt en israelsk kvinde er blevet en god ven, og hun og Anna-Marie mødes af og til over en kop kaffe, hvor de drøfter stort og småt: politik, religion, læring og lokale indkøbsmuligheder. Hun kom som 20-årig til Israel fra Rusland og arbejder som underviser i sundhedsuddannelserne. Hun underviser både jøder og arabere og fortæller, at hun siden 7. oktober har mistet al tillid til sine arabiske studerende. Vi taler om muligheden for forsoning, og jeg sidder ofte tilbage med en forundring over, hvordan en veluddannet, skøn kvinde som hende kan udvikle en så voldsom aversion mod mennesker, som hun deler land med. 

En ny præst blandt hebraisktalende jøder 

Et andet menneske, der har gjort indtryk, er Sahar Sadlovsky fra Tel Aviv. Sahar har tidligere beskrevet sit møde med kristendommen på følgende måde: ”Gud brugte på en særlig måde Immanuelkirken til at handle i mit liv. Her mødte han mig, ledte mig ind i et fællesskab med andre troende og begyndte at forme mit liv og mine holdninger. Her oplevede jeg meget konkret, hvordan Gud har forsonet sig med os, og bragt os tæt ind til ham – og derved også tæt på hinanden.” 

Sahar blev døbt, gift med en svensk pige og begyndte at læse teologi ved det lutherske akademi i Gøteborg. I efteråret 2025 blev han ordineret i Sverige og i foråret 2026 indsat i Immanuelkirken i Tel Aviv i en hebraisktalende, luthersk menighed, som han selv har taget initiativ til. Hans Jørgen havde den store oplevelse at være læser og forbeder ved hans indsættelse. Det var en stor dag for Sahar, men også for alle os, der deltog. Sahar brænder for, at jøderne skal høre evangeliet og komme til tro på Jesus som Messias. Hans kald fra Gud er, at han skal formidle evangeliet for jøderne på deres eget sprog. 

Vi håber på at komme tilbage og møde vores israelske venner igen; men skulle det ikke lykkes, håber vi at kunne være åbne for de dage, der SÅ kommer os i møde! 

Anna-Marie og Jørgen har netop været tilbage i fire uger boende i Jerusalem til hverdag og i Tel Aviv i weekenden som vikarer for præst Eyvind Volle, som har været på studieorlov.

Artiklen er bragt første gang i Shalom #2, juni 2026.

Af Hans Jørgen Hansen, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem. I øjeblikket vikar i Immanuelkirken.

I min tid som præst i Hedensted Valgmenighed var jeg imponeret over den stab af frivillige, der hver søndag sørgede for, at alt fungerede perfekt, og at jeg som præst primært kunne koncentrere mig om at forkynde ordet og forvalte sakramenterne. Hver søndag var der 10-15 frivillige, der trofast mødte op og tog deres del af ansvaret for gudstjenesten – lige fra organist, forsanger, liturgisk hjælper, teknisk hjælper, kirketjener, børnekirkeleder, forbeder, kaffeholdet osv. Jeg tænkte, at den danske frivillighedskultur er noget særligt.

Den opfattelse har jeg måttet revidere her i Israel. Her er frivillighedskulturen lige så stærk – og lige så nødvendig. Når vi samles til gudstjeneste – eller ”Shabbat service”, som det hedder her – i Immanuelkirken i Tel Aviv lørdag kl. 11, så er der gået meget forarbejde forud for det. Aftaler om tekster, sange, bønner, liturgi og meget andet er (nogenlunde) på plads, når vi mødes. Men så skal der stilles op, lovsangsbandet skal øve, der skal gøres klar til kirkefrokost osv.

10 minutter før start er alt kaos, men lige så stille kommer vi i gang, og folk kommer dryssende ind – og efterhånden er der fuld koncentration på det, der foregår. Alle tekster er både på hebraisk og engelsk, så jeg er lidt udfordret på min sproglige kunnen, men det går. Dog holder jeg mig til det engelske.

Efter gudstjenesten går snakken livligt i den meget brogede flok. Folk har mange forskellige geografiske og etniske baggrunde, nogle er der for første gang, nogle skal snart døbes, nogle er lige blevet døbt, nogle har været med i mange år.
Immanuelkirken er desuden berømt for sine mosaikvinduer, så ofte kommer der folk ind i kirken under gudstjenesten for et se disse. Nogle står og lytter lidt, nogle sætter sig, og andre går stille ud igen.

På mange måder ser vi Guds Ånd fra pinsedagen i funktion i Immanuelkirken – både gennem de ansattes og de frivilliges trofaste tjeneste. Her styrkes mennesker i troen, og her møder mennesker – mange med jødisk baggrund – evangeliet for første gang.

Uden de frivillige ville kirken slet ikke kunne fungere – hverken i Hedensted eller i Tel Aviv.

Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen er fortsat præstepar i Den Danske Kirke, og d. 19. maj rejste de igen til Jerusalem for at være der de næste fire uger. Her bygger de videre på de relationer, de har, og vikarierer for præst i Immanuelkirken i Tel Aviv, Eyvind Volle, mens han er på studieorlov.

De har det godt og beretter herunder om deres pinseweekend.

Af Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen, præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem

Nu er pinsen fejret i både Tel Aviv og Jerusalem – en virkelig glædelig pinsefejring.

Vi indledte pinsefejringen ved at deltage i vores nabo-venners Shavout-fejring, der ligger 50 dage efter Pesach. Ved Shavout fejrer jøderne hvedehøsten, og de fejrer modtagelsen af Torahen; men hos vores naboer fejrer de vist mest familien og måltidsfællesskabet. Det fejrer de til gengæld, ved at bordet er læsset med alverdens lækre retter.

Lørdag holdt Hans Jørgen gudstjeneste i Immanuelkirken, hvor der var 40-50 deltagere, og søndag var der fejring i Redeemer Church. Først var vi til orgelkoncert med den tyske organist, og derefter havde vi inviteret til dansk pinse-andagt. Vi blev nu kun et firkløver; men det var faktisk en stærk oplevelse alligevel. Fordi vi blev mindet om, at Ånden er den samme: Da disciplene oplevede den første pinse – og når vi oplever den i dag. Da der ved den første pinse blev føjet næsten tre tusind mennesker til – og når vi mødes bare fire mennesker. Guds Ånd var virksom dengang – og den er virksom i dag.

Mandag efter pinsedag var vi ude med vores frivilliggruppe, hvor vi arbejdede med klargøring af granatæbletræerne til den næste høst. Om det er Guds Ånds arbejde, kan vi ikke vide; men vi oplever hver gang, at vi kommer til at føre meningsfulde samtaler med de andre frivillige. I går gik jeg (Anna-Marie) længe og talte med en jøde om 3. Mosebog 19, hvor der er lov-forskrifter om afgrøderne. Vi drøftede, hvordan de love forstås og forvaltes i dag… Og Hans Jørgen gik længe og talte med en ung mand, der har været i en alvorlig eksistentiel krise.

Det var en stor naturoplevelse at være afsted – og det har været en stor åndelig oplevelse både at fejre pinse OG at arbejde i marken.

Forfatter Simon Bastrup Grud, Forlaget Kerem Shalom 2025, 125 sider
Anmeldt af Kasper A. Bergholt 

Når man lige tænker efter, er det i grunden ikke ret meget, vi får at vide om Abraham, Isak og Jakob i Første Mosebog. Vi ved, hvordan historien i grove træk forløb, og deres stamtavler kender vi også, men der er også meget, vi ikke ved. 

Hvad har Abraham mon tænkt, da han og Isak gik op ad det bjerg, hvor Abraham ville ofre Isak? Og hvordan har Guds løfter, der gik i arv fra Abraham til hans efterkommere, mon lydt i deres ører? 

Det er den slags spørgsmål, der har motiveret Simon Bastrup Grud til at skrive denne bog. Der er tale om en dramatisering af Første Mosebog – og en yderst vellykket en af slagsen. Der er ikke tilføjet en masse dialog og baggrundsfortælling (som i Walter Wangerins The Book of God: The Bible as a Novel), men alligevel formår Grud at give et bud på, hvordan patriarkerne tænkte, og hvorfor de handlede, som de gjorde. 

Genfortællingen begynder med Abraham, der bliver kaldet til at forlade sin hjemstavn (1 Mos 12) og slutter med Jakob, der velsigner sine sønner i Egypten (1 Mos 50). Det drivende spørgsmål er, hvem det lovede afkom er – det afkom, som skal knuse slangens hoved (1 Mos 3,15) og opfylde Guds løfter til patriarkerne. 

Når vi læser Bibelen baglæns – dvs. i lyset af Jesus – er det nemt at se, hvordan puslespillet skal samles. Men Gruds gendigtning hjælper os til at læse fortællingen forlæns. Abraham har næppe forstået, at Guds løfte ultimativt handlede om noget, der skulle ske to årtusinder ude i fremtiden. 

Samtidig har Grud indlagt små hints, som peger os i retning af den store fortælling og den ultimative løftesøn, men det er først i bogens smukke epilog, at trådene tydeligt forbindes. 

Dramatiseringen er splejset med citater fra 1992-oversættelsen af Første Mosebog. Det har den fordel, at man som læser nemt kan se, hvor langt man er kommet i den bibelske fortælling. Ulempen er, at nogle passager fortælles to gange: først med 1992-oversættelsens til tider antikverede ord, dernæst med Gruds til tider poetiske ord. 

Det sidste er måske et spørgsmål om smag og behag. Det skal i hvert fald ikke skygge for, at bogen anbefales til alle, der ønsker sig bedre kendskab til Første Mosebogs, ja, hele Bibelens grundlæggende fortælling. 


Du kan købe bogen via forlaget her: https://keremshalom.dk/vare/den-joediske-loeftesoen/

Af Johann Lussange, missionær for Jews for Jesus i Paris, støttet af bl.a. Israelsmissionen. Artiklen er fra Shalom-bladet marts 2026.

Jews for Jesus nye globale leder, Aaron Abramson, har en vision om at udvide vores nuværende evangeliserende indsats frem mod 2030. I den sammenhæng oplever jeg et kald til at modernisere vores missionsarbejde på fransksprogede sociale medier, særligt rettet mod Generation Z, mennesker mellem cirka 15 og 30 år. Jeg brænder for, at denne yngre generation af jøder får adgang til evangeliet, så de kan blive den næste generation af ledere i den messiansk-jødiske bevægelse. 

Vi møder en overraskende åbenhed 

I sommeren 2025 gennemførte vi en grundig social undersøgelse af frankofone jøder i Gen Z, og det sidste halve års tid har vi arbejdet på at lancere og forny vores evangeliserende tilstedeværelse på seks sociale platforme på én gang: Snapchat, TikTok, Facebook, Instagram, X og YouTube. 

På de fem førstnævnte platforme udgiver vi forskellige korte videoer, særligt gade-interviews. Vi går ud i Paris’ gader og interviewer jøder og får dem til at læse et afsnit fra Tanakh, der taler om Messias, såsom Esajas 53 eller Zakarias 12 osv. Vi er næsten altid blevet taget varmt imod. Jeg mødte f.eks. en ung mand, som jeg talte med om Jesus med en åben bibel i næsten en time! 

Vi laver også indhold om jødisk-arabisk forsoning i Yeshua, videoer mod antisemitisme, vidnesbyrd fra jøder, der tror på Yeshua, anekdoter og trivia om jødisk liv, fortællinger fra Shoah-overlevere, live spørgsmåls-sessioner osv. 

På YouTube og vores hjemmeside er vi begyndt at udgive længere videoer med dybere undervisning samt videoer, der ærligt og grundigt besvarer de store spørgsmål, jøder stiller os, når de hører om Jesus og os messianske jøder. Det er f.eks. de store messianske passager i Tanakh (Esajas 53, Salme 22, Zakarias 12 osv.), centrale teologiske indvendinger (treenigheden, universel messiansk fred, den nye kontra den gamle pagt osv.), samt temaer relateret til jødisk identitet (messiansk-jødisk identitet, kristen antisemitisme osv.). 

Det er helt nyt missionsfelt 

På nuværende tidspunkt er projektet allerede en stor succes, selvom vi stadig skal forstå algoritmerne bedre. Vores nye kanaler skabte øjeblikkeligt opmærksomhed, og vores TikTok-konto har allerede videoer med over 100.000 visninger og mange jødiske kommentarer.  

Vores undervisningsindhold på YouTube er populært, og vi holdt for nylig vores første live spørgsmåls-session med stor succes, hvor mange ikke-troende jødiske seere stillede spørgsmål. 

Skriften siger: Vi vandrer i tro, ikke i det synlige (2 Kor 5,7), og når vi kigger på de tal, vi har, vil det altid være svært at vide præcis, hvor stor indflydelse vores videoer har. Men det er tydeligt for os, at de nye platforme giver os adgang til et nyt missionsfelt, som synes fuldstændig uberørt! Vi har allerede kontaktet omkring 50–100 jødiske kontakter gennem vores videoer, og nogle har ført til dybe åndelige samtaler. Forhåbentligt bliver det til mange flere, for sigtet er først og fremmest én-til-en-samtaler med jøder på vores kontor i Paris. 

Jeg har været velsignet af at møde mange af jer fra Israelsmissionen og iunge og at blive opmuntret af jeres kærlighed og omsorg for mit folk, jøderne. Tak for jeres støtte og forbøn. Tak, om I vil bede høstens Herre om at sende flere arbejdere ud i sin høst, for her i Paris og i Frankrig er høsten stor. 

Find det franske Jews for Jesus’ kanaler her:

• TikTok: https://www.tiktok.com/@jpjfrance
• Snapchat: https://www.snapchat.com/@jpjfrance
• X: https://x.com/jpj_france
• Instagram: https://www.instagram.com/jpjfrance/
• Facebook: https://www.facebook.com/JuifsPourJesus
• YouTube: https://www.youtube.com/c/JuifspourJ%C3%A9susTV
• Hjemmeside: www.juifspourjesus.org 

Vil du støtte Johann Lussanges arbejde?

Lørdag den 18. april afholder vi i Israelsmissionen generalforsamling fra 10-12 i Citykirken Aarhus, og efterfølgende fra kl. 12 og frem inviterer vi sammen med en række andre internationale missionsorganisationer til missionskonferencen Udsyn. 

Der er sidste frist for tilmelding i morgen, torsdag d. 9. april. Det er også muligt at dukke op til Udsyn på dagen og betale i døren, så skal man blot selv stå for sin frokost.

Tilmelding til generalforsamling på: www.israel.dk/begivenhed/generalforsamling-2026/

Tilmelding og program for Udsyn på: www.udsyn26.dk

Vi håber at se dig til en spændende dag.

Artiklen er oversat fra Norsk Israelsmisjons hjemmeside – find den originale artikel her: https://www.israelsmisjonen.no/artikkel/ebeneserhjemmet-fyller-50-ar/

Tilføjelse af tidligere generalsekretær, Bodil Skjøtt

Selv om initiativet og de fleste ressourcer til Ebenezerhjemmet kom fra Norsk Israelsmission, har Ebenezerhjemmet helt fra starten været en vigtig del af Den Danske Israelsmissions arbejde. Søster Christiane var således den første ledende sygeplejerske udsendt af Israelsmissionen i Danmark, da hjemmet åbnede. I hvert nummer af Israelsmissionens blad skrev hun under overskriften ”Stjernestunder” varmt og engageret om dagligdagen på hjemmet. 

Senere fulgte andre efter, nogle også som ledende sygeplejersker, andre som volontører. På dem alle har hjemmet og dets beboere sat sine aftryk og betydet, at netop Ebenezerhjemmet har været en vigtig faktor for deres engagement og kærlighed til Den Danske Israelsmissions arbejde i landet.

Selv om Ebenezerhjemmet i dag har vokset sig stor og er kommet mere på lokale hænder, da det ikke længere er muligt at sende udenlandsk personale, er hjemmet fortsat vigtigt for Israelsmissionen herhjemme. Det er det som et diakonalt arbejde og ikke mindst som et hjem, hvor Jesus-troende jøder og arabere og andre kan bo under samme tag.

Af præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem, Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen

Vi har endnu engang fået understreget, at Israel og Mellemøsten indeholder store kontraster. Som præstepar ved Den Danske Kirke var vi i fuld gang med at forberede påskens begivenheder, her hvor det hele skete for 2000 år siden. Men så besluttede Israels regering og Donald Trump at angribe Iran for at få væltet et præstestyre, der har tyranniseret såvel deres egen befolkning som hele regionen i flere årtier.  

Lørdag morgen kl. 8.13 lød den første sirene her på French Hill (nordøst for den gamle by i Jerusalem), hvor vi bor. Vi sad og snakkede om weekendens program over morgenkaffen; men pludselig blev alle planer ændret, og vi skyndte os ned i beskyttelsesrummet. 

Siden da har vi bevæget os rundt mellem lejlighed, beskyttelsesrum og den nærliggende park. Vi vidste vel nok, at noget var under opsejling; men det kommer alligevel bag på én, når alt går i stå. 

Så samtidig med at vi nyder de første forårstegn, nyder stilheden, kaffen og fællesskabet med både jøder og andre omkring os, lyder sirenerne pludselig og varsler endnu et missilangreb fra Iran. 

Vi har det godt og føler os trygge, fordi vi bor i et område med et godt beskyttelsesrum og naboer, der tager sig af hinanden; men hele situationen gør os usikre og triste. Hvor lang tid vil denne krig vare? Hvor mange mennesker skal dø i denne omgang? Hvad er sande efterretninger? Hvor mange gange skal vi i beskyttelsesrum denne dag?

Der er i høj grad brug for forbøn: 

• For alle som er involveret i krigshandlingerne. Fra dem der tager beslutningerne til dem, der rammes på liv og sjæl af krigens konsekvenser
• For det israelske folk 
• For det iranske folk, at de må opleve forårets komme med fred og frihed
• For alle os, der er sat i en usikker situation og bare ønsker fred.