Forfatter: Benna Merrild

Ebenezerhjemmet fylder 50 år!

Skrevet af Benna Merrild d. 6. marts 2026. Bogført i Nyheder.

Artiklen er oversat fra Norsk Israelsmisjons hjemmeside – find den originale artikel her: https://www.israelsmisjonen.no/artikkel/ebeneserhjemmet-fyller-50-ar/

Det, som er blevet Israels eneste plejehjem for Jesus-troende, blev engang anset for at være et helt umuligt projekt. Nu fejrer Ebenezerhjemmet 50 år.

Vi har set det umulige i øjnene før

Det, som virkede umuligt bare få år tidligere, skulle snart sættes i gang af en særdeles levende bevægelse. Men før plejehjemmet kom på bordet, var det behovet for et kristent center, der engagerede organisationen.

Magne Solheim skriver i bogen Nybrot om, hvordan han rejste hjem til Norge og holdt et flammende indlæg for landsstyret. Der mødte han skepsis. For hvordan kunne en så lille organisation bære at starte byggeriet af et kristent center i Haifa? De anede ikke, hvad der ventede dem.

»Jeg fremførte min sag så godt jeg kunne og sagde, at det ikke var første gang, vi stod ansigt til ansigt med det umulige,« skriver Solheim. Han fortæller videre om, hvordan det vigtigste arbejde i Norsk Israelsmisjon i 1930’erne virkede helt umuligt at få gennemført. Og det at starte et arbejde i Israel efter Anden Verdenskrig virkede lige så umuligt. Begge dele var blevet til betydningsfuldt arbejde.

Solheim må have talt godt. På landsmødet i Trondheim i 1966 blev det enstemmigt vedtaget, at Den Norske Israelsmisjon skulle bygge et kristent center i Haifa. En bygning, som ifølge tegningerne skulle have et samlet gulvareal på 860 m².

Kort efter at landsmødet var afsluttet – nærmest før protokollen var skrevet færdig – blev indsamlingen sat i gang. Opråbet blev sendt ud fra landsstyret, og samtlige biskopper i Den Norske Kirke samt en lang række kirke- og organisationsledere havde underskrevet og opmuntret hele landet til at samle penge ind til dette nye center. Sammen med internationale givere skulle kapitalen snart være samlet ind. Men allerede da byggeprojektet kun var halvvejs, kom tanken om et plejehjem ind fra siden. De havde set det umulige i øjnene før – nu skulle de gøre det igen.

Plejehjemmet Ebenezer bliver til

Siden 1957 havde flere internationale organisationer set behovet for et plejehjem for Jesus-troende. Mange ældre var skrøbelige og ensomme og bar på store traumer efter Holocaust.

Familien Solheim begyndte at lufte tanken over for de lokale myndigheder, efter at Norsk Israelsmisjon havde overtaget et hus fra den tidligere tyske kirke, som lå lige ved siden af det sted, hvor det kristne center blev bygget. Myndighederne var positive, og familien begyndte at tale med deres netværk i Schweiz, Tyskland og andre lande. Mange af disse gav løfter om at støtte byggeriet, hvis Norsk Israelsmisjon satte det i gang.

Med disse løfter i ryggen blev plejehjemmet løftet frem på Landsmødet i Oslo i 1969 – samme år som organisationen fyldte 125 år. Her blev udvidelsen vedtaget. Dette skete, mens byggeprojektet af et kristent center stod halvfærdigt og stadig ikke var fuldt finansieret. Der var med andre ord en risikovillig forsamling på Landsmødet i 1969, men heldigvis endte det godt.

Da det første byggeprojekt var færdigt, måtte alle kræfter samles for at få finansieringen på plads til opførelsen og driften af det kommende plejehjem. Magne og Cilgia brugte deres kontakter i Schweiz og Tyskland og fik gode støttepartnere, der ønskede at være med i både byggeriet og driften. Israelsmissionens generalsekretær, Laszlo Terray, rejste rundt i Europa og USA for at samle midler ind til byggeriet. I 1973 mødtes 17 repræsentanter fra 7 lande for at vælge en bestyrelse for hjemmet. Bestyrelsen kom til at bestå af 5 personer fra 4 lande.

Men selvom finansieringen nærmede sig at være på plads, opstod der komplikationer. Den første var modstand fra nogle ortodokse jøder i byrådet. De havde samlet 153 underskrifter imod byggeprojektet, fordi de frygtede, at kristne ville bruge centret til at døbe ældre jøder. Magne Solheim blev kaldt til samtale med viceborgmesteren, hvor han efterhånden blev lovet byggetilladelse. Det fik de også. Ikke bare det – de fik også kraftigt reduceret de offentlige afgifter for byggeprojektet samt for vand og kloak. Det viste noget af den tillid, som familien Solheim og Norsk Israelsmisjon havde opbygget hos de lokale myndigheder.

Ebenezerhjemmet blev indviet

Den 24. februar 1976 var cirka 400 personer samlet uden for et færdigt plejehjem. Mange af dem kom fra Norge, Danmark, Finland, Tyskland og England. Kirkeledere og ambassadører var mødt op til åbningen af Ebenezerhjemmet. Magne Solheim afslutter sit kapitel med at beskrive, at navnet »Ebenezer« betyder »hjælpesten« og henviser til 1. Samuelsbog 7,12, hvor der står:

»Samuel tog en sten og stillede den op mellem Mispa og Jeshana. Han kaldte den Eben-ha-Ezer, for han sagde: »Så langt har Herren hjulpet os.«

Magne Solheim skriver videre: »Det samme må vi også sige. Alle mørke spådomme om, at vi ikke ville magte hverken at bygge eller drive et pleje- og sygehjem, er ikke gået i opfyldelse.«

I dag er Ebenezerhjemmet stadig det eneste plejehjem for Jesus-troende. Gennem årene har det været et hjem for Jesus-troende jøder, arabere og andre. Et sted hvor troen ikke blot bliver bevaret, men også får lov at blomstre i alderdommen. På den måde fortsætter det med at være et åndeligt hjem for mange mennesker.

Tilføjelse af tidligere generalsekretær, Bodil Skjøtt

Selv om initiativet og de fleste ressourcer til Ebenezerhjemmet kom fra Norsk Israelsmission, har Ebenezerhjemmet helt fra starten været en vigtig del af Den Danske Israelsmissions arbejde. Søster Christiane var således den første ledende sygeplejerske udsendt af Israelsmissionen i Danmark, da hjemmet åbnede. I hvert nummer af Israelsmissionens blad skrev hun under overskriften ”Stjernestunder” varmt og engageret om dagligdagen på hjemmet.

Senere fulgte andre efter, nogle også som ledende sygeplejersker, andre som volontører. På dem alle har hjemmet og dets beboere sat sine aftryk og betydet, at netop Ebenezerhjemmet har været en vigtig faktor for deres engagement og kærlighed til Den Danske Israelsmissions arbejde i landet.

Selv om Ebenezerhjemmet i dag har vokset sig stor og er kommet mere på lokale hænder, da det ikke længere er muligt at sende udenlandsk personale, er hjemmet fortsat vigtigt for Israelsmissionen herhjemme. Det er det som et diakonalt arbejde og ikke mindst som et hjem, hvor Jesus-troende jøder og arabere og andre kan bo under samme tag.

Vi ønsker sammen med Norsk Israelsmisjon et stort tillykke med 50-årsdagen til Ebenezerhjemmet og beder om Guds velsignelse over arbejdet.

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Status fra Den Danske Kirke i Jerusalem

Skrevet af Benna Merrild d. 3. marts 2026. Bogført i Nyheder.

Af præstepar i Den Danske Kirke i Jerusalem, Anna-Marie og Hans Jørgen Hansen

Vi har endnu engang fået understreget, at Israel og Mellemøsten indeholder store kontraster. Som præstepar ved Den Danske Kirke var vi i fuld gang med at forberede påskens begivenheder, her hvor det hele skete for 2000 år siden. Men så besluttede Israels regering og Donald Trump at angribe Iran for at få væltet et præstestyre, der har tyranniseret såvel deres egen befolkning som hele regionen i flere årtier.

Lørdag morgen kl. 8.13 lød den første sirene her på French Hill (nordøst for den gamle by i Jerusalem), hvor vi bor. Vi sad og snakkede om weekendens program over morgenkaffen; men pludselig blev alle planer ændret, og vi skyndte os ned i beskyttelsesrummet.

Siden da har vi bevæget os rundt mellem lejlighed, beskyttelsesrum og den nærliggende park. Vi vidste vel nok, at noget var under opsejling; men det kommer alligevel bag på én, når alt går i stå.

Så samtidig med at vi nyder de første forårstegn, nyder stilheden, kaffen og fællesskabet med både jøder og andre omkring os, lyder sirenerne pludselig og varsler endnu et missilangreb fra Iran.

Vi har det godt og føler os trygge, fordi vi bor i et område med et godt beskyttelsesrum og naboer, der tager sig af hinanden; men hele situationen gør os usikre og triste. Hvor lang tid vil denne krig vare? Hvor mange mennesker skal dø i denne omgang? Hvad er sande efterretninger? Hvor mange gange skal vi i beskyttelsesrum denne dag?

Der er i høj grad brug for forbøn:

For alle som er involveret i krigshandlingerne. Fra dem der tager beslutningerne til dem, der rammes på liv og sjæl af krigens konsekvenser
For det israelske folk
For det iranske folk, at de må opleve forårets komme med fred og frihed
For alle os, der er sat i en usikker situation og bare ønsker fred.

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Gud greb ind i Sharonas liv

Skrevet af Benna Merrild d. 4. februar 2026. Bogført i Nyheder.

Fortalt af Sharona, beboer på Ebenezerhjemmet i Haifa, oversat og sammenskrevet af Benna Fredsgaard Merrild, kommunikationsmedarbejder.

På Ebenezerhjemmet i Haifa, det eneste plejehjem i Israel for Jesus-troende, bor Sharona. Hun er vokset op med sin jødiske mor i New York, og hendes første bekendtskab med Jesus var ikke just positivt. Men som 24-årig kom han til hende i en svær tid, og hun blev omvendt og blev missionær. I dag får du lov at læse hendes historie, som hun selv fortæller den:

Jeg er født i 1930’erne og voksede op i New York som enebarn. Min mor og far blev skilt, da jeg var et år gammel, så jeg var uden en far dengang. Hun giftede sig igen, men ikke med en mand, der var særlig faderlig. Nedenunder os boede min onkel, og de tog mig ind også i deres familie og gav mig en faderfigur. Livet var behageligt, og der var ikke noget, som jeg virkelig kunne klage over.

Jeg voksede op i et middelmådigt tysk kvarter under Anden Verdenskrig, Glendale i Queens i New York. De kaldte mig en beskidt jøde, fordi jeg er jødisk. Og jeg undrede mig over, hvordan jeg kunne være det. De sagde også, at jeg dræbte Kristus. Og jeg undrede mig over, hvordan jeg, som 10-årig, kunne dræbe ham Kristus, som døde 2.000 år før det. En Kristus, som jeg ikke kendte.

Selvom der var mange mennesker, som var troende i det kvarter, var der ingen, der nogensinde vidnede for mig.

Jesus kom i en drøm

Som 19-årig, mens jeg gik i college, blev jeg gift med en ung mand på samme alder, han var katolik. Jeg blev gravid det første år i vores ægteskab, og da jeg var 25, havde jeg allerede fem dyrebare piger, som jeg gik hjemme med. Vi flyttede fra New York til Miami, og først arbejdede min mand for forskellige flyselskaber, men han søgte til politiet for at få noget mere stabilt, så han kunne forsørge os alle. Han tog hvert ekstra job, han kunne, fordi han måtte forsørge familien. Til tider var det meget hårdt.

Det var i den tid, da jeg var 24 år, at jeg kom til tro. Jeg søgte ikke Gud, men han vidste, hvor jeg var. Og en nat i sengen havde jeg en oplevelse, hvor jeg blev båret op til himlen, og jeg så Jesus. Jeg kan ikke huske, hvordan han så ud, men det eneste jeg gjorde, var at sige: ”Jeg tror på Jesus Kristus.” For mit indre øje kunne jeg se mig selv holde mig for ørerne, fordi jeg ikke kunne tro det. Og da jeg sagde: ”Jeg modtager Jesus Kristus” kom det bare ud af min mund. Næste dag fortalte jeg det til min mand, og han sagde: Skat, du tror i dit hjerte, jeg tror kun i mit sind. Det bekræftede, at jeg virkelig kendte Herren, og mit liv ændrede sig. Omkring ni måneder senere kom min mand også til tro. Tak Gud!

Efter vi kom til tro, havde jeg Herren at gå til, når det var svært. Jeg kunne bede, og jeg stolede på Gud, og på at han ville få det til at lykkes for os.

Kaldet til missionsmarken og til Israel

Børnene blev ældre, og min mand blev præst. Der var rejser til Israel fra Miami, og jeg tog på en tur dertil. Da jeg kom tilbage, sagde jeg en dag til min mand: ”Skat, jeg tror, vi skal flytte til Israel.”

Vi var begge optagede af mission, og vi beskæftigede os altid med missionsmarkerne. Jeg foreslog, at vi kunne flytte til Bradenton, Florida, hvor der var et kristent konferencecenter. Vi kunne købe en ejerlejlighed og tage ind og ud af missionsmarken, også til Israel, og til sidst kunne vi bo i Israel.

Jeg ved ikke, hvor det kom fra, men jeg ved, at det var Gud. Min mand synes, det var svært. Vi lagde det hele i Guds hænder, og tre dage senere sagde min mand ja. Så vi gjorde det. Vi pakkede, vi flyttede, og vi rejste ind og ud af missionsmarken og var blandt andet i Israel. Jeg talte og tjente i mange lande: Ukraine, Rumænien, Syd- og Mellemamerika, Filippinerne, og forskellige steder i Afrika.

En skæbnesvanger flyrejse – til himlen

I 1997 var vi i Israel igen på tur, ferie denne gang og frivilligt arbejde i kirken. Vi boede hos nogle gode venner fra kirken, Leonard-familien. Min mand havde lovet en bror og søster fra YMCA at tage imod nogle gæster for dem og passe deres hunde, mens de var på ferie. En anden mand ringede, fordi han gerne ville invitere min mand til at komme og tale til en stor konference i Congo. Han sagde nej, fordi han havde en anden forpligtelse, selvom han ville have elsket det – min mand elskede Afrika. Mens vi var hos Leonard-familien ringer en af deres sønner, som tilfældigvis havde arbejdet på YMCA. Han ville gerne arbejde lidt for YMCA og passe hundene i stedet for min mand, og så kunne han rejse til Congo.

Men da flyet er på vej op ad en bakke, havde de ikke fået taget deres hjul op. Vægten af dem trak flyet ned, og vingen ramte siden af bakken, så flyet brød i flammer. Ingen overlevede, og min mand var den eneste fra styrtet, der var identificerbar. De bragte ham her til Israel for at blive begravet. Det var et mirakel, for nu kan jeg blive begravet her sammen med ham.

På et tidspunkt skrev konen til ham, som inviterede min mand til Congo, en bog om det hele. Jeg læste den 10 år senere, og der står, at hendes mand havde spurgt mange til at komme og tale, og de sagde alle nej. Konen havde opfordret ham til at spørge én til, men han sagde: ”Nej, jeg spørger ikke flere, men hvis en person er interesseret, skal vedkommende fortælle mig disse tre ting. Så ved jeg, at det er Gud, der kaldte på ham.” Jeg har glemt hvilke tre ting, det var, men da min mand ringede tilbage, spurgte han om netop de tre ting. Så han tog afsted – til himlen.

Samtidig med sorgen over min mands død, fik jeg det fysisk dårligt, og jeg vidste ikke, hvad der var galt. I Staterne fandt de ud af, at det var min skjoldbruskkirtel, den var gal med, og jeg blev og fik hjælp. Min mor var stadig i live og boede på plejehjem. Det var svært at rejse fra hende. Først cirka 15 år efter min mands død, flyttede jeg tilbage til Israel og blev boende – og min mor flyttede ind hos min datter og boede der, indtil hun gik bort.

Den sidste flytning blev til Ebenezerhjemmet

Jeg flyttede ind hos familien Leonard i Israel igen. De var blevet min familie dernede, og de var virkelig en velsignelse for mig.

Men jeg blev ældre og de dyrebare Leonards blev selv ældre, og de var alle bekymrede over trapperne op til anden sal, hvor vi boede. Så en dag sagde hun pludseligt: ”Jeg tror, du er nødt til at flytte. Du har to valg. Du kan tage tilbage til Amerika, eller du kan tage til Ebenezer.”

Jeg var chokeret, men ikke i tvivl: ”Jeg tager ikke tilbage til Amerika. Gud kalder mig ikke til at komme her for så at rejse tilbage til Amerika. Så jeg gætter på, at jeg tager til Ebenezer.”

Den nat var jeg naturligvis skuffet over beslutningen, for jeg elskede at bo der, det var vidunderligt. Men så sagde Herren til mig, at det var som min Isak. Jeg måtte lægge min Isak ned. Og jeg sagde: ”Okay, hvis det er min Isak, så jeg lægger den her, Gud, og så tager du den.” Og det var det. Jeg skulle til Ebenezer, og jeg havde det fint med det.

Jeg er en ret fleksibel person, så jeg havde nemt ved at tilpasse mig, og nu er det her, jeg gerne vil bo. Det største er, at alle er troende, Guds nærvær er her. Jeg kan lide at være omkring brødre og søstre, og derefter kan jeg gå ud og være et vidne for Herren. Og sygeplejerskerne og lægen og alle, der arbejder her, lederen, David—det er ikke et job, det er en tjeneste for dem. Det er et kald, som Gud har lagt på deres liv, og de vandrer i Guds kærlighed. Det mærker jeg.

Jeg er en bønnekæmper. Jeg nyder at være i mit værelse for enden af gangen, for der kan jeg bede. Jeg beder om dagen, og jeg beder om natten, når folk sover. Det giver mig frihed.

Vil du støtte Ebenezerhjemmet?

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Ugens julekort: En gadelampe-tænder

Skrevet af Benna Merrild d. 30. december 2025. Bogført i Kristendommens jødiske rødder, Refleksioner.

Femte og sidste indlæg i årets serie af julekort fra jødedommen, skrevet af Bodil Skjøtt, tidligere generalsekretær i Israelsmissionen.

Det er december og mørkt – i hvert fald i vores del af verden. Evangelisten Johannes’ julebudskab, at lyset er kommet til verden, giver så god mening netop nu. For december (og januar) er mørk, og vi trænger til lys. De mange lys, vi har tændt i julen, kan minde os om de bibelske tekster, som taler om Jesus Messias’ komme. Det kan være profeten Esajas, der siger, at folket, der vandrer i mørke, skal se et lys skinne frem eller Johannes, der taler om lyset, som er kommet til verden for at oplyse ethvert menneske. Eller Jesus selv der siger: Jeg er verdens lys.

Jøder tænder også lys i december måned. Det gør de, når de fejrer Chanukka og tænder Chanukkia-lys og mindes genindvielsen af templet i år 168 f.Kr.

Der ikke nogen historisk eller teologisk sammenhæng mellem den jødiske lysfest og den kristne jul, ud over december måned og lysene, der tændes.

Og dog. Johannesevangeliet taler om lyset, der skal oplyse ethvert menneske. Det kan lede tanken hen på en chassidisk (dvs. en from jødisk) historie, som nogle jøder fortæller i forbindelse med Chanukka.

Den handler om Rabbi Dovber, bedstefar til den berømte Rabbi Schneersohn. På spørgsmålet om hvad en chassid, en from jøde, er, svarer han: “En from jøde er en gadelampe-tænder.”

Og så fortæller han videre: I gamle dage var der en person i byen, vægteren, som tændte gadelamperne med et lys, som han bar rundt på en lang stang. På gadehjørnerne står der lamper, som er parate til at blive tændt. Men der er også lamper, det er vanskeligt er nå til; de er på øde steder, i ørkenen eller på havet. Der skal være én, som kan tænde de lamper, så de kan lyse, sådan som de er bestemt til det, og så de kan lyse for andre.

En from jøde er en, som sætter sine personlige interesser til side og drager ud for at oplyse de jødiske sjæle med lyset fra Torah’en. Jødiske sjæle er parate og venter på at blive tændt,” siger Rabbi Dovber. “Nogle er nær ved, men andre er langt borte i ørkenen eller på havet. Der må være én, som er villig til at give afkald og rejse ud for at tænde disse lamper, så de kan lyse. Det er, hvad en sand from jøde skal være, slutter rabbineren. En, som drager ud for at tænde lys.”

Set i lyset af den historie, her i december hvor både jøder og kristne fejrer lysfest, kunne vi kalde Jesus for en gadelampe-tænder. Han var villig til at give afkald og gå helt derud eller komme helt herned for at bringe lyset ind i vores verden.

Og så handler al mission – også Israelsmission – om at vi selv bliver gadelampe-tændere og rækker lyset fra ham, som er Torahens fuldender, videre, så alle som kender til mørke og vandrer i mørke, både jøder og hedninger, kan få det liv og lys at se, sådan som Gud har villet det helt fra den første første gang, han sagde: “Der skal være lys!” Og der blev lys.

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Ugens julekort: “Ordet blev kød”

Skrevet af Benna Merrild d. 23. december 2025. Bogført i Kristendommens jødiske rødder, Refleksioner.

Fjerde indlæg i årets serie af julekort fra jødedommen, skrevet af bibelunderviser i Israelsmissionen, teologistuderende Daniel Lilleøre Lønborg.

Teksten, der i landets kirker læses op juledag, er fra Johannesevangeliets indledning (Joh 1,1-14). Den er ofte blevet kaldt ”Johannes’ juleevangelium”, fordi den griber om de samme store temaer, som beretningerne om Jesu fødsel; at den evige Gud valgte at blive menneske og tage bolig iblandt os på et bestemt sted og tidspunkt.

Hvor de andre evangelister forsøger at fortælle dette med historiske beretninger, benytter Johannes sig af et mere ophøjet sprog, som siger tingene direkte, omend med sin egen mysticisme:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud og Ordet var Gud”.

Dette ’Ord’, en filosofisk betegnelse Johannes lånte fra samtiden, bruger han om Jesus, som altså identificeres som Gud selv:

”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed”.

”Ordet blev kød” er en tætpakket formulering, der opsummerer julens budskab, hvis ikke hele kristendommens kerne. Vi følger en Herre, der ikke blev langt væk ”hos Gud”, selvom han ”var Gud”, men brød ind i vores univers og timelighed for iblandt os at være et menneske af kød og blod. Det vidner om Guds ustoppelige længsel efter relation med mennesker.

Som kød tog Ordet ”bolig iblandt os”. På grundsproget bruges der et udsagnsord, hvis rod er det ord, der i det gamle testamente bruges om tabernaklet – israelitternes telthelligdom de byggede i ørkenen. En helt bogstavelig oversættelse ville være: ”Ordet tog kød og slog telt op/’tabernaklede’ iblandt os”. Ved at kigge lidt på tabernaklet, kan vi altså lære noget om julens evangelium.

På Sinaibjerget modtog Moses præcise instrukser fra Gud om, hvordan tabernaklet skulle konstrueres. I overensstemmelse dermed gennemførte de konstruktionen, og ”Herrens herlighed fyldte boligen” (2 Mos 40,34). Denne helligdom fulgte israelitterne år efter år. Det var et sted, hvor ”Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet” (2 Mos 33,11).

Det er overraskende, at Gud skulle ønske at bo et bestemt sted, som det var tilfældet med tabernaklet. Tilsyneladende ønsker den evige, allestedsnærværende Gud at være hos mennesker på tidslig og rumlig vis, så vi kan have håndgribeligt fællesskab med ham.

Julens begivenhed var på den måde ikke guddommelig nytænkning, men var kulminationen af et evigt ønske i Guds eget hjerte, som allerede var igangsat. Alligevel var der her tale om noget helt nyt. Hvor Gud før havde givet sig til kende et bestemt sted, viste han sig nu i en person. Som Johannes skriver efterfølgende:

”Ingen har nogen sinde set Gud; den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk”.

I ham ser vi den herlighed, som han har fra Faderen, ”fuld af nåde og sandhed”. Som Paulus siger det, ”i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod” (Kol 2,9).

Fordi vi nu ved Helligånden har adgang til personen Jesus Kristus, har vi adgang til Guds nærvær og herlighed – en herlighed der paradoksalt blev åbenbaret i et menneskebarn. Dermed kan vi i Helligånden nu tale med Gud ”ansigt til ansigt, som det ene menneske taler til det andet”.

Tænk denne jul på Jesu barneansigt, der lyser midt i vinterens mørke, og lad dig mindes disse ord: ”Gud, der sagde »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesus Kristi ansigt” (2 Kor 4,6).

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

“Kirken skal vove mere”

Skrevet af Benna Merrild d. 16. december 2025. Bogført i Nyheder.

Bragt første gang i Shalom-bladet #4, december 2025

Antisemitismen er stigende, og verden over er det jødiske folk klemt. Hvordan bør vi som dansk kirke i den kontekst forholde os i relationen til det jødiske folk?

Det har vi med tre spørgsmål bedt tre ledere fra det danske kirkelandskab om at forholde sig til. Vi bringer her svarerne fra Hans-Ole Bækgaard, præst og formand for Indre Mission i Danmark samt tidligere dansk præst i Jerusalem, Christoffer Højlund, formand for Dansk Oase, og Tonny Jacobsen, formand for Frikirkenet.

Hans-Ole Bækgaard

Præst og formand for Indre Mission i Danmark, tidl. dansk præst i Jerusalem

Hvad forstår du ved Paulus’ ord om, at evangeliet er for jøde først?

Paulus giver tydeligt udtryk for, at der kun findes én vej til frelse: Kristus. Frelsen er ikke betinget af at opnå retfærdighed for Gud på menneskelig vis. Nej, frelsen sker ubetinget af Guds nåde ved troen på Kristus, ved retfærdiggørelse af tro. Dette gælder både jøder først og hedninger. Sådan har Kirkens mission været fra begyndelsen, og sådan er den stadig.

Hvordan tænker du, at Kirken bør forholde sig til det jødiske folk?

Før min ordination skrev jeg en opgave til bispeeksamen om missionssyn i forholdet mellem kristendom og jødedom. Et væsentligt udgangspunkt var spørgsmålet: Skal der drives mission blandt jøder? I det lange svar henviste jeg bl.a. til Israelsmissionens formål, og jeg finder fortsat et godt svar her.

Har Kirken i Danmark en opgave i forhold til den stigende antisemitisme herhjemme?

Det korte svar er JA. Den religiøse polarisering, som særligt er forstærket i de seneste år på grund af krigen mellem Hamas og Israel, har sat sig igennem politisk, samfundsmæssigt og i almindelig hverdagssamtale. Her må vi ikke blive tavse eller miste frimodighed til at tage kampen op mod antisemitisme; for så vinder hadet. Jeg glæder mig over, at Folketinget har fokus på lovændringer og ressourcer til at bekæmpe antisemitisme. Men det er også kirkens ansvar og opgave.

Christoffer Højlund

Formand for Dansk Oase

Hvad forstår du ved Paulus’ ord om, at evangeliet er for jøde først?

Hvis man gerne vil forstå Jesus, kommer man ikke udenom Det gamle Testamente. Her sætter Gud den bevægelse i gang for at frelse verden, som Jesus tydeligvis ser sig selv som en viderefører af. Man kan derfor ikke springe over det, der nærmest går som et omkvæd igennem Det gamle Testamentes fortælling: at Gud er en “nådig og trofast Gud”, som “lader nye skud skyde frem fra roden”. Det vil være imod Guds væsen at springe jøderne over.

Hvordan tænker du, at Kirken bør forholde sig til det jødiske folk?

Hvis man gerne vil forstå Jesus, må man læse Det gamle Testamente, hvis man gerne vil følge Jesus, må må altid anerkende og elske det folk, som først fik løftet.

Har Kirken i Danmark en opgave i forhold til den stigende antisemitisme herhjemme?

Jeg tror, mange kristne i Danmark helst undgår at udtale sig om konflikten i Mellemøsten. Det er måske ikke så mærkeligt. Overfor et komplekst billede med skyld og ansvar på begge sider kan man frygte at drage forkerte slutninger. Det bliver yderligere forstærket af en kultur, der – lidt karikeret – siger, at enten holder du med mindretallet, eller også er du ond. Her tror jeg faktisk, kirken skal vove mere; nemlig at tale imod uretfærdighed – også når den bliver begået mod jøder – og at vise dem, at de hører til, fordi de hører til på vores stamtræ.

Tonny Jacobsen

Formand for Frikirkenet

Hvad forstår du ved Paulus’ ord om, at evangeliet er for jøde først?

Jeg forstår Paulus’ ord som en tidsmæssig beskrivelse. Det er fra jøderne, vi har skrifterne og profeterne. Frelsen kommer gennem jøderne. Samtidig gør Paulus det klart, at jøderne ikke har en særlig vej til frelse i forhold til ikke-jøder. Evangeliet er netop Guds kraft til frelse for enhver, som tror.

Hvordan tænker du, at Kirken bør forholde sig til det jødiske folk?

Vi må erkende, at Kirken i sin historie har forfulgt jøderne og til tider forsøgt at tvangskonvertere dem. Det er en skamfuld historie, som giver os en særlig opgave med at vise, at vi som Kirke har lært af vores historie, og at vores relationer i dag er båret af respekt og værdsættelse.

Har Kirken i Danmark en opgave i forhold til den stigende antisemitisme herhjemme?

Den stigende antisemitisme i Danmark og over det meste af verden er en skændsel. Den bør vi tage klart afstand fra. Det er utåleligt, at synagogen i Krystalgade og Carolineskolen skal leve under konstant politibeskyttelse. Vi skal tale antisemitismen imod og søge at bygge bro over de mange grøfter, som i denne tid graves mellem jøderne og dele af det øvrige samfund.

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Ugens julekort: Happy Chanukka!

Skrevet af Benna Merrild d. 16. december 2025. Bogført i Artikler, Kristendommens jødiske rødder.

Tredje indlæg i årets serie af julekort fra jødedommen, skrevet af formand for Israelsmissionen, Jan Holm Mortensen.

Det er december, der bliver hygget igennem. Lysene skal tændes, og det går børnene meget op i. Hvis tur er det til at tænde lys i dag? Det er ”lysets fest”. Der er små gaver til børnene. Særlige lege og sange er knyttet til højtiden og særligt bagværk også. Det er lige før, man får billedet af et juletræ på nethinden, men så er man gået forkert, selvom visse amerikanske jøder ganske vist kan finde på at slæbe en ”chanukka-busk” ind i stuen og pynte det op som et andet juletræ…

Det er jødernes chanukka-fest, vi har fat i, som i år begynder d. 14. december og slutter d. 22. Tredje søndag i advent tændte vi det tredje lys i vores adventskrans, og samme dag tændte jøderne det første lys i deres chanukkia, deres chanukka-lysestage, med otte + ét lys. De næste otte dage tændes ét ekstra lys hver dag, indtil alle otte er tændt. Det niende lys i stagen – som gerne er lidt fremhævet – ha-shamash (tjeneren), bruges til at tænde de andre med.

Chanukka er festen for tempels genindvielse i år 165 f.Kr. efter tre års syrisk besættelse. Templet blev genindviet d. 25. kislev (kislev er en måned i den jødiske kalender, der omtrent falder sammen med vores december). Jesus fejrede chanukka, forstår vi fra Joh 10,22-39, men vi ved ikke meget om, hvordan man konkret fejrede festen på hans tid. De tidligste kilder fortæller dog, at festen kaldt ”lysets fest” og blev fejret som en forskudt løvhyttefest. For løvhyttefesten var den fest, der skulle have været afholdt et par måneder før templets generobring i 165 f.Kr., som man derfor ikke nåede at fejre. Den varede netop otte dage.

Og med det perspektiv er det som om december-lyset fra chanukka-stagen og lyset fra vores adventskrans smelter sammen og bliver ét. For løvhyttefesten så jo frem mod den dag, hvor Gud ville komme og tage bolig hos og lade sit lys skinne i vores mørke. Og netop det er den begivenhed, vi i adventstiden venter på og glæder os til at fejre d. 25. december (eller lidt på forskud d. 24. om aftenen). For så kom han, patriarkers håb. ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. ”Lyset, det sande lys”, kom til verden. Den ophøjede shamash, ”Herrens tjener”, kom for at give sit liv som løsesum for mange (Es 53). Ved ham bliver der tændt ”lys for dem, der sidder i mørkets og dødens skygge”.

Happy Chanukka!

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Når musik er mission

Skrevet af Benna Merrild d. 9. december 2025. Bogført i Nyheder.

Af Benna Fredsgaard Merrild, kommunikationsmedarbejder, bragt første gang i Shalom-bladet #4, december 2025.

Shai Sol sidder på en café i det solrige Tel Aviv, da vi snakker sammen. I øjeblikket har hun fri i anledning af Sukkot, men til i sit daglige arbejde med Jews for Jesus har hun meget at give sig til:

“Denne måned har jeg fem-seks koncerter – andre måneder har jeg nul. Nogle dage skriver jeg på min musik eller laver fotoshoots, andre dage hjælper jeg med events i produktionsteamet. Hver uge leder jeg lovsang i kirken, og hvis ikke står jeg for lyden,” fortæller Shai.

Missionær først, musiker derefter

Selvom musikken fylder i Shais tjeneste, er det ikke hendes primære titel:

“Jeg er først og fremmest missionær, derefter musiker. Det handler om at være involveret i samfundet, om at være til stede. Og der formidler jeg Guds ord gennem lyd og melodier. Musik er et fantastisk redskab, Gud har givet os, til at bygge bro, forbinde os, til at hele hjerter.”

En af Shais faste opgaver er et månedligt musikevent i kirkens lokaler, hvor hun arrangerer det hele – alt fra at hænge plakater op i gaderne til at koordinere med kunstnere og stille stole op.

“Vi har et lille publikum, der plejer at komme, men også nye musikere og dermed nye samtaler,” fortæller Shai og fortsætter: “Vi har netop prøvet en ny, meget fri genre; en hiphop/spoken word-aften. Der var kunstnere på scenen, men også nogle troende jeg havde inviteret til at lave spoken word. Det var en smuk aften, meget rørende og intens, fordi folk delte deres følelser og personlige oplevelser, en fortalte om sin trosrejse. Jeg glæder mig til at se, hvordan de samtaler vi havde og det, mennesker hørte, udvikler sig i dem.”

Shai ser frugterne

Selvom musik er Shais indgangsvinkel til missionærtjenesten, bruger hun meget tid på samtaler – til arrangementer, men også f.eks. på stranden:

“En kollega og jeg tog til stranden ved solnedgang og stillede folk spørgsmål. For eksempel: Hvad ville du spørge Gud om, hvis du vidste, han ville lytte?” Shai fortsætter begejstret:

“Vi snakkede med en mand, som virkelig åbnede op, og han fik en bog – Det Nye Testamente – med hjem. Senere skrev han til mig: “Åh, jeg vidste ikke, den handlede om kristendom, om Yeshua.” Jeg forklarede ham nærmere, han fortalte sin kæreste om det, og nu vil de gerne komme til en gudstjeneste!”

Shai møder ofte åbenhed og nysgerrighed, og det giver stor glæde ind i tjenesten: “Jeg elsker det. Jeg ser virkeligt, at arbejdet bærer frugt.”

Vil du støtte Shai Sols arbejde?

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Ugens julekort: MEN der skyder en kvist fra Isajs stub

Skrevet af Benna Merrild d. 9. december 2025. Bogført i Artikler, Kristendommens jødiske rødder.

Andet indlæg i årets serie af julekort fra jødedommen, skrevet af præstefrue i Den Danske Kirke i Jerusalem, Anna-Marie Hansen.

Denne uges julekort fra jødedommen handler om et enkelt udtryk fra Esajas 11: kvisten, der skyder fra Isajs stub. Julekortet i sidste uge mindede os om, at jøderne stadig venter på Messias. Og på en måde forstår jeg godt, at jøder og kristne kan læse profetierne forskelligt. For noget fra Esajas’ Bog er gået i opfyldelse med Jesu’ komme, mens andet endnu ikke er gået i opfyldelse.

Esajas talte til et folk i krise – ind i en tid fyldt af krig og ulykker. På mange måder ligner deres tid vores. Også vi kan have svært ved at tro og håbe, fordi der er så meget ufred, så meget vold, så meget ulykke og uretfærdighed i verden. Derfor er det også værd at lægge mærke til det første ord i kapitel 11.

”MEN der skyder en kvist fra Isajs stub,
et skud gror frem fra hans rod.
Over ham hviler Herrens ånd,
visdoms og indsigts ånd,
råds og styrkes ånd,
kundskabs og gudsfrygts ånd” (Esajas 11, v. 1-2)

Jesus kom og kommer som et MEN, som en modsætning til krig, ufred og ulykke. Han kommer som en frisk kvist fra en uddød stub.

I år, hvor vi bor i Jerusalem, går vi ofte tur blandt oliventræer – og måske netop derfor taler billedet så stærkt og løfterigt til mig. En oliven-stub kan se totalt død ud; men op af den – eller ved siden af den kan en frisk kvist eller et ungt træ skyde frem og skabe håb. Jesus kom som den nye kvist og fortalte om et helt nyt liv, et helt nyt rige.

Det skal være mit advents-ønske, at vi må læse profetierne i de gamle jødiske tekster. Dem, som også jøderne læser. At vi – og de – må læse dem, høre dem, tage dem ind – og opdage for første gang eller opdage på ny, at Jesus ER den Messias, der er profeteret om. At han ER kommet og at han har noget at sige til os ind i en verden fyldt af uro, manglende indsigt og manglende gudsfrygt.

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning

Ugens julekort: De bygger i Jerusalem

Skrevet af Benna Merrild d. 2. december 2025. Bogført i Artikler, Kristendommens jødiske rødder.

Første indlæg i årets serie af julekort fra jødedommen, skrevet af præst i Den Danske Kirke i Jerusalem, Hans Jørgen Hansen.

”Har du set, hvor meget de bygger i Jerusalem?”

Jeg var til et møde her i Jerusalem, hvor en af deltagerne gengav en samtale, han havde haft med en rabbiner. Jo, han havde da set det. Overalt bygges der – høje huse, nye veje, nye letbaner. Næste spørgsmål fra rabbineren lød: ”Ved du, hvad målet er?” Nej, det vidste han ikke. ”500 nye højhuse” lød svaret. ”Wow” sagde han, ”men hvorfor det?” ”Fordi vi forbereder os på, at Messias kommer!”

Pludselig er der vers i Bibelen, der får et helt nyt lys. I Esajas kapitel 60 står der:

”Folkeslag skal komme til dit lys
og konger til din stråleglans.
Løft blikket og se dig omkring:
De samles alle og kommer til dig…”

Folkenes samling i Jerusalem er for jøderne et forvarsel om, at Messias snart er på vej. Der skal være plads til alle dem, der skal samles i Jerusalem. Det bliver stort, og derfor bygges der stort. En ny hersker over Jerusalem er på vej, en der samler sit folk under sig og bliver den nye kong David.

Samtalen rejser spørgsmålet: Hvordan forbereder vi os på, at Messias kommer?

Det gør vi ved at læse alle profetierne om den kommende Messias. I Esajas 53 får vi et helt andet billede:

”Hvem troede på det, vi hørte?
For hvem blev Herrens arm åbenbaret?
Han skød op foran Herren som en spire,
som et rodskud af den tørre jord.
Hans skikkelse havde ingen skønhed,
vi så ham, men vi brød os ikke om synet.
Foragtet og opgivet af mennesker,
en lidelsernes mand, kendt med sygdom,
én, man skjuler ansigtet for,
foragtet, vi regnede ham ikke for noget.”

Dette er ikke den nye kong David, der skal besejre alle fjenderne og vinde magten over Jerusalem. Det er Herrens lidende tjener – Messias! Her skal der ikke bygges nye flotte bygninger, men Messias skal være foragtet, pint, elendig og gennemstunget.

Det er den store forskel, på den måde jøderne læser profetierne og den måde, at vi som kristne læser de samme profetier.

I adventstiden forbereder vi os til Messias’ komme. Vi gør os klar til at tage imod det lille Jesusbarn i en krybbe. Og vi kender slutningen på den fortælling: Det var ikke pomp og pragt, men foragt, lidelse og død. Læs her i adventstiden profetierne om Messias’ komme med de briller på. Kun med dem på kan du se, hvem Jesus var, hvad han gjorde for dig, og hvad han fortsat vil gøre i dit liv.

Jøderne bygger højhuse i Jerusalem. Bed om, at de må se Messias i deres skrifter og erkende, at Messias ikke kommer ved at bygge højhuse. Han er allerede kommet som et lille barn i en krybbe i Betlehem.

Glædelig adventstid!

Seneste Nyheder

Fortsæt læsning