Vi 6 missionspiloter har nu byttet danske frikadeller ud med israelske falafler fulde af krydderier. Det er en helt anden kultur vi møder i Jerusalem, som er en by med en fantastisk gæstfrihed, som kun tog os under 24 timer at opleve. Både fra vores naboer men også bageren!
På Sjuken (markedet i Jerusalem) står sælgerne og råber på hebraisk og arabisk at vi skal smage og købe, dufte fra oliven, brød og ting vi ikke ved hvad er fylder det tætpakkede marked. Vi ville købe nogle pitabrød og fladbrød hos en bager, her bliver vi inviteret om bag disken for at se hans ovn og pludselig står Isabella med en dej i hænderne, vi kommunikere kun med tegne sprog og slidt engelsk men han ville have os til at lave vores eget brød, det gør vi (da det er flad brød tager det næsten ingen tid) i mellemtiden får vi smagsprøver på lækker falafel og tilsidst får vi det brød gratis og går derfra med et helt særligt bevis på gæstfrihed, kultur og det at vi er rigtig lang fra Danmark.
//missionspiloterne
Dette brød har vi været med til at bage og fået gratis
Jeg modtog de vigtigste instruktioner og forsyninger i går fra David Serner (præst ved den Danske Kirke). Så der blev både tid til at spise dansk morgenmad i den israelske morgensol og sige pænt god dag og velkommen til de nyankomne missionspiloter og volontører.
Min morgenmad i Jerusalem. Havregryn skal der til! Mums.Missionpiloterne får tanket op og indlogeres ved deres ene lejlighed i Jerusalems gamle bydel.
Rejsebrev fra Ain Karem, Jerusalem. September 2016. Med kærlig hilsen!
Udlandspraktik a la glæde
Her er indtryk fra de første uger i min 2. praktik som socialdiakon-studine, i udlandspraktik på et hjem for børn og unge med handicap, indtagende børn og unge, lidt udenfor Jerusalem, Israel.
Jeg er – simplemente – betaget!
Ligenu kan jeg høre latterfuld samtale i husets køkken. Ude står luften stille i middagsvarmen. Mine hænder dufter skarpt af Dettol efter at have afvasket børnenes badekar.
Israelementer
Jeg har før rejst og boet i eksotiske udlande. Dette er mit første besøg i Israel. Jeg er vild med muligheden for at opleve landet i længere tid, og særligt, at opleve det igennem relationer med herboende.
Jeg har mange, mange udrejser i landet til gode. Særligt vil jeg gerne opleve ørkenen. Og den grønne bjergfulde del i nord. En ung palæstinensisk ansat her på hjemmet siger, at deroppe findes verdens bedste landsby! Det er stedet med hans mors gode mad.
Nuet
Jeg lever og lærer sammen med 60 børn og unge. De har svære bevægelses- og sansehandicap, alle ledsaget af kognitiv funktionsnedsættelse. De fleste med statiske eller fremadskridende tilstande. Mange med spastisk CP. Dejlighederne er i alderen 4-27, nogle har været her siden de var helt små. I min første uge her døde en 19-årig dreng, fysisk nedslidt. Dog er her megen liv. Livfulde børn og livsbekræftende arbejde.
Vores volontører og missionspiloter er så småt på vej til Israel. I forbindelse med det, holdte vi introkursus for dem d. 15-16. august. Her kommer der lidt eftertanker og en refleksion over dette.
Hvad får unge mennesker til at tage til et fremmed land i 3 måneder, et halvt år, et helt år? Jeg tror, der er mange forskellige grunde til det. Nogle for at møde en anden kultur, andre for at stille deres eventyrlyst og andre igen, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal give sig til.
Hvad får så unge mennesker til at rejse ud med os? Flere af missionspiloterne gav udtryk for, at de gerne vil lære Gud, hans mission, og deres egen plads i denne at kende.
“Gud vil, at alle mennesker skal frelses”
Det kan jeg ikke få armene ned over! Tænk sig, at disse unge mennesker får lov til at opleve mangfoldigheden af mission. Tænk sig, at de selv ønsker at udforske det område.
“Der er betalt for dig. Betal for andre.”
Da jeg hørte dette i kirken i søndags, kom jeg til at tænke på, hvad det egentligt er, Gud ønsker. Hvad er det for en mission, han har sat gang i? Han inkarnerede sig og tjente mennesker. Vi skal gøre det samme. Det er derfor, vi er her – det er derfor, vi sender.
Den sidste måned har debatten om drengeomskærelse igen fyldt aviserne. Argumenterne mod omskærelse af spædbørn viser en skræmmende mangel på forståelse for religiøse argumenter. Men det mest skræmmende er en manglende forståelse for og anerkendelse af, at der er mennesker for hvem religion faktisk betyder noget, og som lader deres værdier og deres liv indrette efter det.
Havde det så bare været en debat, som skyldtes sommer og agurketid, og derfor bliver lagt på hylden, når hverdagen og det som er vigtigt igen danner overskrifter. Men det er det næppe. For debatten afslører den individualisering som præger vores samfund. Vi har svært ved at tænke os selv som en del af et fællesskab, hvor vi hører sammen og derfor kan og må tage ansvar for hinanden. På den ene side er det vigtigt for os at høre til i den rigtige gruppe, men gruppens identitet bruger vi først og fremmest til at iscenesætte os selv. Kan det ikke det længere, slutter man sig bare til en anden gruppe. Vi er blevet et samfund, hvor vi ikke er noget i kraft af traditioner og hvor historien kun er vigtig, så længe den tjener mit projekt. Den kan ikke gøre krav på vores loyalitet.
Forældre har hverken ret eller pligt til at videregive værdier og traditioner, som skaber identitet eller tilbyder en større historie at være en del af. Børn skal selv bestemme hvem de vil være, hvad de vil spise til morgenmad og hvad tøj de vi have på – også selv om de ikke er fyldt 3 endnu. Med det resultat at mange bliver rodløse og bukker under for egne og andres krav og forventninger til at skabe rammer og retningslinjer for sig selv.
Vi skal være optaget at vores børns tarv og trivsel. Det er også en samfundsopgave at sørge for at børn ikke lider overlast på nogen måde. Ingen ønsker revselsesretten genindført og seksuelle overgreb på børn er på ingen måder en forældreret. Men når 87 procent af den danske befolkning ønsker et forbud mod omskærelse af drengebørn, viser det først og fremmest vores manglende forståelse for andres religiøse traditioner. Fordi vi ikke selv længere har nogen har vi også svært ved at forholde os til andre mennesker, som har det.
Konsekvensen er også at det bliver svært for os at tale om religionsfrihed. Religion er noget som praktiseres i et fællesskab og som rækker ud i samfundet. Men hvordan kan den det, når den skal være en så privatsag at den ikke engang må praktiseres i forhold til vores børn. Hvad er det så man har frihed til?
Vores manglende forståelse for religion og religiøse værdier og argumenter betyder også en manglende tolerance overfor andre mennesker. I den konkrete debat om omskærelse går det ud over vores jødiske – og muslimske – medborgere. Det skaber grobund for antisemitisme og den manglende forståelse bliver til mistanke, som bliver til frygt og så er der ikke langt til had omsat i handlinger. Og i vores mangel på forståelse og tolerance bliver vi selv fattigere som samfund, fordi vi går glib af den pluralitet og inspiration, de andre kommer med.
