Skip to main content

Tag: den danske kirke

Seniorvolontører: ”Vi kunne unde alle at tage af sted”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Ann-Mari og Sten Nielsen er netop kommet hjem fra Israel. De har brugt tre måneder i Jerusalem som præstepar og hjælpende hænder i Den Danske Kirke. Her har de blandt andet hjulpet med gudstjenesterne, volontører og missionspiloter. Opholdet står tilbage for dem begge som en særlig tid, og i denne artikel får du lov at dykke ned i parrets tanker og refleksioner over liv og hverdag i en israelsk kontekst.  

”Da vi lige var kommet hjem til Danmark, havde jeg faktisk svært ved at huske, hvor tingene skulle ligge i køkkenskufferne,” fortæller Sten med et smil på læben: ”De daglige rutiner var pludselig helt anderledes.”

Det er heller ikke mere end nogle uger siden, parret satte fødderne på dansk jord efter tre måneders ophold i Israel. Det har været en tid, som er kommet til at betyde noget helt særligt for dem begge. Nu går Ann-Mari rundt og tørrer lidt af og gør klar, for parret venter besøg af missionspiloterne – en flok unge, som har sat sine tydelige spor.

”Vi skal have gensynsdag,” forklarer hun og fortsætter: ”Jeg har været i gang med at finde lidt forskellige madopskrifter frem. Det bliver typisk israelsk. Vi starter i kirken sammen, hvor Sten skal prædike. Og så skal vi bare råhygge og dele minder med hinanden.”  

En kærkommen mulighed

Parret stiftede bekendtskab med Israel i 80’erne, og siden da har de været tilbage en del gange. Både som rejseledere, på ferie og også som sommerferieafløsere i Den Danske Kirke. Det gjorde det lettere at skulle tage skridtet og være der tre måneder i streg.

Det er heller ikke lang tid siden, Ann-Mari og Sten forlod arbejdsmarkedet for at gå en roligere tilværelse i møde, og det har også gjort det muligt for dem at tage af sted:

”Vi kalder os seniorvolontører, for vi er jo pensionister. Og det er vi glade for at være, for hvem har ellers tid til at tage tre måneder ud af kalenderen?” spørger Sten.

Parret har haft et rigt arbejdsliv, som har budt på meget forskelligt. Men selvom det er dejligt at have mere tid i hverdagen, har det også krævet noget tilvænning.

”Det har faktisk været lidt svært,” fortæller Ann-Mari og fortsætter: ”Det bliver jeg nødt til at sige. Så det var meget kærkomment, da vi fik den her opfordring.”  

Generationer på tværs er en gave

Sten og Ann-Mari har tilbragt mange timer sammen med både kirkevolontør Stine og de seks missionspiloter.

”Vi indrømmer, at vi var lidt spændte på, hvordan det var i vores alder at være sammen med en flok unge i starten af 20’erne – vi kunne jo være deres bedsteforældre,” fortæller Ann-Mari med et smil.

”Kan vi finde ud af at være sammen med dem? Og endnu vigtigere, gider de være sammen med os? Men vi synes, vi fik et utroligt dejligt fællesskab og et familiært og hjerteligt forhold til dem alle. Det nød vi,” fortæller Sten.

Parret har både haft undervisning med missionspiloterne hjemme i deres lejlighed, men de har også sammen været rundt i Israel og oplevet landet helt tæt på.  

”Det er jo en gave at få lov til at rejse sammen med syv unge, der er nysgerrige på tingene og på livet. Det er vi også selv. Så vi har lært rigtig meget om både dem og om os selv. Det er fantastisk at få lov at være så tæt på de unge midt i det land, hvor hele den bibelske historie udspiller sig,” fortæller Sten.

Ann- Mari og Sten hygger sig med missionspiloterne.

Den Danske Kirke skaber nysgerrighed

Hverdagen i Israel har også budt på samtaler og møder med mange forskellige mennesker. Åbenheden er en af de ting, Ann-Mari og Sten især har bidt mærke i.  

”Jeg synes, vi har haft mange snakke med mennesker i vores daglige gang. Mennesker, vi har mødt tilfældigt på gaden, eller som har været indenom i vores lejlighed. Vi fik også et utroligt fint forhold til vores nabo, som vi delte altan med. Der er stor imødekommenhed fra jøder og andre folkeslag,” fortæller Ann-Mari.  

”Det var en meget positiv oplevelse. Det var nemmere, end jeg troede. Jeg har i hvert fald haft en forestilling om, at det kunne være svært at præsentere sig som kristen i Israel overfor en jøde. Det kunne man godt tænke,” tilføjer Sten.

”Det, at præsentere sig som seniorvolontør ved Den Danske Kirke i Jerusalem, er faktisk en god indgangsvinkel, når man møder folk i supermarkedet, på fortovet eller hvor det nu kan være. De bliver nysgerrige: ”Er der en dansk kirke i Jerusalem? Hvorfor det?” Så kan man begynde at fortælle, hvad det drejer sig om for os. Det har været en skøn oplevelse oveni det, vi havde forventet,” siger Sten.  

Sten prædiker i Den Danske Kirke.

Jødisk plejehjem og Jesus-snak

Særligt én oplevelse har sat sine spor i Sten. Han fik kontakt til en ældre jøde, som sad på plejehjem, og som gerne ville tale dansk. Han havde haft noget forbindelse til Danmark for mange år siden. Men nu var han gammel, sad på plejehjem og havde ingen børn.

”Det viste sig, at han var et dybt ensomt menneske, som ingen kendte. Jeg fik lov at besøge ham nogle gange. Det var en meget stor oplevelse,” fortæller Sten.

Da Sten ankom til plejehjemmet, præsenterede han sig ved receptionen og spurgte efter manden. Ved receptionen sad en mand med kippa på, og han blev lettere forundret over Stens forespørgsel:

”Jo han bor her, men hvem er du, siden du skal besøge ham? Han får jo aldrig besøg,” svarer receptionisten undrende.

”Jeg er en præst fra Danmark, som har lyst til at besøge ham, fordi jeg har fået at vide, at han ønsker besøg,” forklarer Sten ham.

Receptionisten lyser op og udbryder: ”Nå, så du er kristen? Jamen Jesus talte jo også om at elske hinanden.”

”Det synes jeg er et meget stærkt vidnesbyrd, ikke?” fortæller Sten og fortsætter: ”At der sidder en jøde i en reception på et plejehjem og taler om Jesus overfor mig.”

Vi har mærket, at Gud er god

Når Ann-Mari og Sten ser tilbage på de tre måneder i Israel, er det taknemmeligheden, der fylder i deres tanker.

”Det har bare været en stor gave, at vi overhovedet kunne gøre det – når vi ser på det liv, der ligger bag os. Derfor fylder oplevelsen også rigtig meget på mit taknemmelighedsbarometer,” forklarer Ann-Mari.

Parret har været sygdomsramt, og inden de kunne tage af sted, måtte Sten en tur forbi sygehuset for at høre, hvad de syntes om ideen.

”De syntes heldigvis, det var den god ide. Se bare at komme afsted, sagde de! Og Gud er god. Dels at han lader os opleve noget så fantastisk, men også at han bruger. Det synes vi, at vi har mærket under vores seniorvolontørophold i Jerusalem,” reflekterer Sten.

”Og vi har sådan set ikke siddet stille,” tilføjer Ann-Mari med et smil på læben. ”Nej, der har været nok at se til. Men det har givet mening alt sammen,” nikker Sten.

Israelsk perspektiv udfordrer kristenlivet

At befinde sig i Israel sætter gang i mange tanker og overvejelser, og Ann-Mari og Sten har oplevet, at de er blevet udfordret på deres tro og kristenliv i dagligdagen:

”Men det er en velsignelse. Der er rigtig mange nye ting, vi opdager, selvom vi har været i Israel mange gange. Og der er mange ting, man pludselig ser i en ny vinkel og i et nyt lys. Det har været stort for os begge to. Mange at bibelteksterne har fået nyt liv igen. Det har noget at gøre med, at man har nogle bestemte oplevelser, som man forbinder med nogle bestemte steder, tekster, Jesusord eller noget helt fjerde. Så det har også været værdifuldt på den måde.”

Men der er også udfordringer, fortæller Sten: ”Vi finder lige pludselig ud af, at vi måske går rundt i vores egne tanker, måder og rutiner herhjemme i det daglige. Når man så bor dernede, får man måske et nyt perspektiv på nogle ting og bliver også udfordret på det.”

Det er en gave at prøve kræfter med nye opgaver

”Vi kunne unde alle at komme afsted – alle, der har en form for udlængsel. Det er en gave, når man i vores alder får lov at opleve nye ting og prøve kræfter med nye opgaver,” fortæller Ann-Mari.

”Vi er jo fyldt med gode ønsker for Israelsmissionens arbejde i Israel, som er kaldet til at forkynde evangeliet blandt jøder og alle andre i Israel. Og det er bare blevet endnu stærkere for os, fordi vi har oplevet, at det kan lade sig gøre. Der er lydhørhed. Det er meget stort at opleve. At man kan tale frit om, at Jesus er Messias, Guds søn og verdens Frelser – også for dig. Derfor ønsker vi Guds rige velsignelse over Israelsmissionens arbejde,” afslutter Sten.


Hvorfor er Jerusalem vigtig? – et kristent perspektiv

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Tirsdag aften arrangerede Den Danske Kirke i Jerusalem en aften sammen med Den Konservative Synagoge Ramot Zion. Emnet var byen Jerusalem og dens betydning, og aftenen var arrangeret i anledningen af den årlige markering af genforeningen af Jerusalem, hvilket dog ikke var fokus for aftenen. Her under kan du læse David Serners indlæg, som er præst ved Den Danske Kirke.

David Serner, præst i Den Danske Kirke i Jerusalem

1) Jerusalem er ikke vigtig.
2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.
3) Jerusalem er umådelig vigtig.

1) Jerusalem er ikke vigtig.

Jerusalem er ikke vigtig eller hellig for kristne, da vi tror, at da Jesus kom, skiftede fokus over på ham. Jesus provokerede til stadighed ved at pege på sig selv i forbindelse med højtider, som ellers havde templet som centrum. Det kom særligt til udtryk under løvhyttefesten, hvor Jesus pointerede, at alle traditionerne omkring lystænding, vandceremonier og ofre, egentligt handlede om ham. Dermed ændredes fokus fra et sted til et menneske.

Nu kan intet sted kaldes hovedfokus for Guds frelse.
Nu kan intet sted påstå at være mellemmand i forhold til Gud.
Nu kan intet sted agere som offer foran Gud.
Nu kan alt dette – og meget mere – ske hvor som helst.

Ligesom en forståelse af Toraen, der siger, at Tora er i fællesskabet af studium og god jødisk livsførelse, siger Jesus: “Hvor 2 eller 3 er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem”, men det er med en anden forståelse end den der er givet i tankerne om Tora, at Jesus siger dette. Jesus inkluderer det fuldstændige nærvær af forsoningen fra templet/som templet giver og ligefrem – et nærvær af Gud selv. Det var – og er stadig – en provokerende tanke.

2) Jerusalem er vigtig, fordi den er hellig for jøderne.

Jerusalem er vigtig for kristne, fordi den er hellig for jøderne. Kristendommen er forankret med jødiske rødder og i jødisk tænkning. Vi har, som kirke, forsøgt at latterliggøre, forfølge og udslette jødisk liv og teologi. Det er der ingen undskyldning for.

På trods af hvordan kristne har opført sig, og stadig opfører sig, vedbliver Jerusalem med at være en vigtig by på grund af det jødiske i kristendommen. Det var her Gud lagde grunden til sine løfter. Det var her profeterne fremstod og profeterede om den kommende Messias – eller om kommende begivenheder. Det var her templet blev bygget og tilbedelsen af Herren gav soning for synd.

Hvis Jerusalem intet betød for jøderne, ville den heller ikke betyde noget, for den kristne verden. Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af den kristne arv. Den er centrum for tidlig kristen tænkning, teologi og kristent liv, indtil romerne smed os ud.

Hvis der
ikke var et jødiske Jerusalem
ikke var et jødiske tempel
ikke var jødisk tilbedelse
ikke var et jødisk præsteskab
ikke var jødisk teologi
ikke var noget jødisk samfund med sit epicenter i Jerusalem for 2000 år siden, så ville der heller ikke være en jødisk Jesus eller frelse for en hedning som mig. Det er derfor Jerusalem er vigtig for kristne, fordi byen (også) er jødisk – og hvis man skærer rødderne over, vil træet dø.

3) Den er umådelig vigtig.

Jerusalem er umådelig vigtig og bliver set som hellig af kristne over hele verden. Det er her, tror vi, at Gud opfyldte alle sine løfter. Jesus kom som jøde og forblev jøde indtil sin død. Han vandrede omkring og prædikede i Galilæa for at komme til Jerusalem, som fra begyndelsen var målet for hans liv. Dette er byen, hvor vi kan mindes Jesu handlinger. Jerusalem er byen, hvor fortællingerne bliver levende i al dens mellemøstlige atmosfære og jødiskhed. Det vigtigste kristne sted, og hvad der gør byen hellig, er det, som ikke er der. Pilgrimme kommer langvejs fra for at se – ingenting. Der er ingenting at se, og det er det, som får os til at juble. Det gør ikke bare Jerusalem vigtig for os, men hellig. Dette er i sandhed Guds epicenter i forhold til det, han gør med sin skabning.

Jerusalem peger også fremad. Jerusalem er det, vi venter på. Jerusalem er Gud, som dvæler i os og mellem os. Jerusalem er fred, harmoni, glæde og fællesskab. ”Næste år i Jerusalem” har det jødiske folk proklameret i generationer, og kristne deler denne længsel efter det ny Jerusalem.

Så Jerusalem er ikke vigtig, for det er mennesket Jesus, der er vigtig.

Jerusalem er vigtig, fordi den er en del af vores jødiske rødder og uden disse rødder, ville vi dø.

Jerusalem er vigtig, fordi det er stedet for vores frelse, og Jerusalem er vores fremtidige håb i vores frelser, den jødiske Jesus.

Vi er fælles om vores kald til at dele evangeliet

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen 

Hvert år i januar går forskellige kirkeretninger i Jerusalem sammen om at bede. De kalder denne særlige uge for ”week of unity”, hvor fokus ligger på fællesskab og enhed. David Serner, der er præst i den danske kirke, reflekterer over de oplevelser og indtryk, ugens begivenheder gav ham.

Jerusalem skal gå foran
Gennem ugen var der fokus på dét, der samler kirkerne i stedet for deres uenigheder. Det blev blandt andet slået fast under en prædiken af biskop Munib Younan, der blandt andet omhandlede det historiske møde mellem katolikker og lutheranere i Lund i forbindelse med begyndelsen af reformationsåret. Budskabet stod klart:

”Jerusalem skal gå foran i enhed, og om end vi er forskellige i teologi og liturgi, så er vi ét i mission. Vi er ét i kaldet til at dele evangeliet med vores medmennesker.”

Kirkevolontør leder bøn
Til den fælles gudstjeneste i Church of the Redeemer er der tradition for, at en dansk volontør beder en bøn på dansk. I år var det kirkevolontøren, der ledte den fyldte kirkesal i bøn for helbredelse af de syge og dem, som lider. David udtrykker: ”Det slog mig midt under bønnen, hvor stor forskel, der kan være på bøn, og på hvordan bøn bliver opfattet.”

Vi skal anerkende hinandens styrker
I samtalerne efter gudstjenesten fortæller David om et møde, han havde med Herman, der leder et kristent informationscenter. Med udgangspunkt i Martin Scorseses nyeste film Stilhed talte de om mission og dét at lide for evangeliet.

Fællesskab med en etiopisk menighed.
Biskop Munib Younan havde tidligere refereret til en samtale, som han havde haft med paven. Paven havde udtrykt, at kirken i dag har brug for, at vi anerkender hinandens styrker. Han kategoriserede disse styrker som:

Den ortodokse kirkes standhaftighed, den romersk katolske kirkes disciplin, den anglikanske redelighed, den lutherske kirkes iver for troen, den heroiske karakter af den armenske kirke, den koptiske kirkes martyrium, den reformerte kirkes loyalitet mod skriften, den baptistiske enkelhed og det standhaftige vidnesbyrd fra den syriske kirke, samt evangeliets forkyndelse og sakramenterne i alle kirkerne. 

At det er simplificeret, kan det ikke være tvivl om, udtrykker David, men tanken om, at se vores styrker og støtte hinandens kald til mission og på den måde stå som ét, er en forfriskende indgangsvinkel.

    Dåben binder os sammen
I deres samtale slog Herman fast, at selvom vi har forskellige tilgange til nadveren, er det dåben, der binder os sammen: ”Gennem dåben kaldes vi til at leve med enheden som fortegn fremfor adskillelse – først og fremmest med Gud, men også så vi kan styrke hinanden i troen.”

Vi har én absolut sandhed, som vi må holde fast i, reflekterer David, og det er Jesus. Vores teologi kan variere og vores liturgiske forskelligheder kan være tydelige, men det må ikke aflede os fra vores fælles kald til at være et vidne om troens frisættende magt i Kristus.

Vi må inspirere og opmuntre hinanden
David afslutter sin beretning med at fastslå, hvor berigende det er, at kunne tilbede den samme Gud igennem forskellige udtryk. ”De forskellige former må ikke hindre os i at tilbede sammen, men vi må være bevidste om vores (teologiske) forskelle og så lade os inspirere og opmuntre hinanden til at være ét i vores kald til mission.”  

Perlemøder

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Elisabeth Serner, Den Danske Kirke i Jerusalem, 26. november 2014

Jeg samler på smukke møder med mennesker på min vej. Jeg sætter dem, som perler på en snor. De smykker og beriger mig.

For et halvt år siden satte en tilfældig dame i Jerusalems største shopping center, mig i kontakt med hendes messiansk jødiske nabo. Jeg havde ikke forudset, at den hjertevarme kvinde, som efterfølgende ringede til mig, ville blive min veninde og at vores børn ville stortrives i hinandens selskab. Forunderligt og finurligt var det også at finde ud af, at vores veje allerede havde krydset hinandens i Danmark, da hun år forinden var på rundrejse med Musalaha.

I sommers da vi hang ud på den nye ’strand’ i Jerusalem, fik jeg endnu et særligt møde skænket som en gave. Jeg hørte pludselig en stemme fra nabobordet kalde mit navn: ”Hvis du vil hilse på Noa og Daniel, så sidder de herovre.” De to kæreste drenge fra min tid som medhjælper i Carolineskolens børnehave var pludselig blevet store, og var nu efter 7 år i Australien flyttet til Israel. Jeg havde i en periode holdt kontakten med dem og deres forældre, men havde ikke turde håbe på, at vi ville støde ind i hinanden igen. Gensynet med dem fik mig næsten til at græde og mindede mig om de utallige kram og små filosofiske samtaler vi i sin tid havde haft.

Når mine børn og jeg er på opdagelse i Jerusalem, og turen går til skaterparken, ynder jeg at betragte dem og de andre ’hardcore’ skatere. Jeg tager det ikke for givet, at de unge teenagedrenge har lyst til at snakke med mig, så når de åbner sig og fortæller brudstykker af deres historier, og hvordan de tror på Jesus, selvom de er jøder, glæder mit hjerte sig, og det slår et ekstra slag, når vi en måned senere genkender hinanden, og fortsætter samtalen i forbindelse med en ganske almindelig sporvognstur.

På samme måde fryder jeg mig, når jeg på en café dybt optaget af at skrive i min notesbog bliver kontaktet af en nysgerrig tjener, der hen mod samtalens afslutning med dæmpet stemme betror mig, at han er tidligere muslim, der nu er kommet til tro på Jesus. Når jeg den følgende uge igen får øje på ham, og denne gang til gudstjeneste i ’King of Kings’, er det som at omfavne en bror, jeg har kendt altid, og dog først lige har mødt.

Min perlesnor er lang, og jeg glæder mig hver gang der bliver føjet en perle til samlingen.

Vil være dansk kirke og formidle stærke fortællinger

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Mens de er hjemme i Danmark på sommerferie har jeg sat Elisabeth og David Serner – dansk præstepar i Jerusalem – stævne i et fortelt på Holmsborg Bibelcamping til en snak om livet som danskere, som præst, som mor og livet som sådan i Jerusalem.

Arne Pedersen, 4. august 2014

”Jakob Nielsen – min forgænger i jobbet – sagde engang, at han havde verdens bedste job. Det kan der godt være noget om,” begynder David, da han skal fortælle om, hvordan det er at være dansk præst i Jerusalem. Parret rejste i begyndelsen af februar af sted til Jerusalem, for at bosætte sig der med deres to børn, Nathanael og Naomi. Det åbenlyse spørgsmål der trænger sig på er hvorfor? Hvorfor vælger man at rejse til et fremmed land med to små børn, hvor kultur, sprog og hverdag er helt anderledes?
Familien Serner rejste i februar til Jerusalem for at være præstepar i Den Danske Kirke.
Familien Serner rejste i februar til Jerusalem for at være præstepar i Den Danske Kirke.
Elisabeth og David kigger lidt på hinanden inden David svarer: ”Vi havde det nok sådan, at om vi skulle flytte til Sønderjylland eller Israel, ville det være samme omvæltning. Vi skulle alligevel have nye omgivelser, så hvorfor ikke Israel?” spørger David. Elisabeth rykker lidt uroligt rundt på stolen som om hun ikke er helt enig. Men hun giver alligevel David ret: ”Det har jo været længe undervejs,” mener hun og fortsætter: ”Vi har begge to været volontører i Immanuelkirken i Jaffo, David har været med i bestyrelsen for Israelsmissionens Unge, vi har begge været aktive i lokalforeningen i København, og så har jeg også været ansat i København som koordinator en overgang.”

Fred

”Måske lyder det lidt drastisk, men jeg tror ikke, vi ville kunne se os selv i øjnene, hvis ikke vi havde grebet denne mulighed,” supplerer David. Elisabeth nikker og supplerer: ”Vi har også en god fred med det, og vi har en klar fornemmelse af, at vi er, hvor vi skal være. Det er en kæmpe lettelse!” slutter hun. ”Efter opholdet i Jaffo gav vi også hinanden håndslag på, at skulle vi af sted igen, så skulle det være for en længere periode,” afslører Elisabeth. Samtidig fortæller de, at de egentligt aldrig har haft drømmen om ”villa og vovse”, men har drømt om en anderledes hverdag. Det har de fået nu, og det er de glade for.

Besøg af israelske venner

I løbet af tiden i København har Elisabeth og David også fået jødiske venner – bl.a. gennem et sabbatsfællesskab de selv har været med til at begynde. ”Mens vi har været hernede er der allerede to af vores vennepar fra København, som har besøgt os,” fortæller Elisabeth og fortsætter: ”Det er endnu en god ting ved at være flyttet herned – så har vi fået muligheden for at opleve noget af deres baggrund. Vi har set noget af deres historie, deres familie og bl.a. været i den kibbutz, hvor en af dem er vokset op.” David konkluderer: ”Det er godt, at vores venskaber fra København på den måde kan fortsætte hernede – og endda blive beriget!”

Fast menighed af danskere

Da jeg spørger ind til, hvad de glæder sig mest til kommer børnene på banen. ”Vi glæder os rigtig meget til at se, hvordan børnene vil tackle det hele. Hvordan kommer det til at gå med sproget, og hvordan mon det går med at få nye venner?” spørger David, som også benytter lejligheden til at gentage nogle af de tanker, som han tidligere har givet udtryk for her i avisen, nemlig drømmen om en lidt mere fast menighed: ”Vi håber at kunne få opbygget en fast menighed af danskere, som kommer til gudstjenesterne. På den måde får vi et fællesskab at invitere volontører, Missionspiloter og andre ind i,” fortæller han. ”Vi håber – som kirke – at kunne respondere på den længsel efter fred, fællesskab og dansk kultur, som herboende danskere kan give udtryk for,” siger David. Samtidigt siger han, at han ikke har lyst til at ”stjæle” fra andre fællesskaber. ”Jeg snakkede med ambassadøren den anden dag, og hans skøn er, at der bor i omegnen af 3.500 danskere i Israel lige nu, men det kan både være flere og færre. Hvis bare en 5 stykker af dem kunne tænke sig at være med til at lave menighed, så er vi kommet langt,” mener David.

Dansk kultur er godt

Parret vil gerne have fokus på særligt to opgaver: ”Vi skal være dansk kirke i udlandet!” siger David med eftertryk og fortæller, at det bliver efterspurgt. Han vender tilbage til det med kulturen: ”Det er ikke alle, som nødvendigvis kommer i kirke på grund af troen, men fordi kulturen i kirken er dansk. Og det er helt ok,” fortæller han. ”Vi vil hellere end gerne bruge den danske kultur til at komme i forbindelse med de mennesker, som er her. Den danske kultur bliver på den måde kontaktpunkt og vejen ind i kirken. Det er der slet ikke noget i vejen med – tværtimod!”

Fokus på stærke historier

Elisabeth giver udtryk for, at hun gerne vil have fokus på den jødiske historie. ”Vi må øve os i at blive bedre til at formidle det israelske perspektiv,” mener hun. ”Vi skal måske ikke altid udtrykke kærlighed til Israels politik, men vi må altid udtrykke kærlighed til det jødiske folk. Vi må forsøge at forstå baggrunden for, hvorfor de handler, som de gør. Der er måske mange volontører, der har haft meget stærke oplevelser på Vestbredden,” fortæller hun og fortsætter: ”Men det gør også indtryk at møde den overlevende fra Holocaust og at få kendskab til de messianske jøder og deres vidnesbyrd om, hvordan Jesus har ændret deres livskurs. De historier vil vi gerne være med til at sætte fokus på,” slutter hun.

Forbøn

”At vi må have overskud som familie,” siger David, da jeg spørger ind til, om de har noget, som de gerne vil at vi beder for herhjemme. Han fortæller videre, at sproget er en stor udfordring – også selvom de ikke er startet på helt bar bund. ”Derudover er der på den ene side en udfordring i at se muligheder, hvor de byder sig. Og på den anden side er der også så mange muligheder, at vi skal kunne prioritere,” mener David. Elisabeth giver også udtryk for, at hun har et helt tydeligt billede af, hvordan de gerne vil leve sammen som familie: ”I må meget gerne bede for, at vi som familie kan leve på en forsonende måde i denne kultur der er så meget præget af konflikt. Vi vil gerne praktisere forsoning som livsstil,” fortæller hun og på den måde være et forbillede. Hun håber, familien på denne måde kan være med til at skabe ”ringe i vandet, der kan sprede sig i det små.” David supplerer forbønslisten ved at tilføje et ønske om forbøn for familien, økonomien og at hans åndelige tilstand som præst må være sund. Familien rejser snart tilbage til Israel og hverdagen der. Vær med til at bede for det, de har givet udtryk oven for – og for deres sikkerhed midt i den aktuelle konflikt.

Spørge Jørgen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Elisabeth Serner, Jerusalem, 1. juli 2014

Sangen om Spørge Jørgen har fået en rennæsance i vores lille hjem, og på Naomis opfordring, synger vi den, indtil vi er næsten ligeså trætte som Jørgens forældre.

Jeg tror, at hun med sine tre år kan relatere til den videbegærlighed, som Jørgen ligger for dagen, og ofte står hendes egne spørgsmål også i kø for at blive besvaret. Nathanael bruger også energi på at kortlægge, hvad han ser i sin nye hjemby Jerusalem. ”Mor, hvorfor bor jøderne og araberne ikke sammen?” ”Hvorfor er der så mange soldater i Israel?”

Personligt melder jeg mig også på banen i rækken af spørgelystne folk. Jeg tror aldrig, at jeg i mit liv har haft så mange spørgsmål og så få svar. Selv små ubetydelige dagligdagsepisoder kan efterlade en sky af små sorte spørgsmålstegn i mit sind. Som f.eks. den dag vi havde en religiøs jødisk mor og hendes datter på besøg. Alt, hvad jeg satte på bordet, var kosher, emballagen var ubrudt, og der var købt engangskopper til formålet. Men bortset fra en appelsin til hendes datter blev intet rørt. Det var ikke mange svar, jeg kunne liste ud af min gæst, så min undring er stadig intakt.

Konflikten, der her i landet bølger frem og tilbage, og bogstaveligt talt kun er et stenkast væk, er for mig også en kilde til skærpet årvågenhed og jeg må ofte stille mig uforstående. Når jeg om aftenen sidder med min mynthete, og nyder freden og ørkenlandskabet, der strækker sig i horisonten, er det netop bevidstheden om de uforenlige parter, der kan få mig til at overveje om de høje brag, der pludselig bryder stilheden, er skudsalver og ikke fyrværkeri som først antaget. Jeg lægger også arm med sproget, i mit forsøg på at få greb om det og kulturen. For hvem der bare kunne forstå samtalerne imellem mine medpassagerer i sporvognen eller opfatte lidt mere af de israelske nyheder. Men alt for ofte er jeg et stort spørgsmålstegn.

Heldigvis ender sangen ikke her, og jeg er på ingen måde nødt til med skam at pakke mine spørgsmål sammen som Jørgen, hvis konklusion blev, at han aldrig ville spørge fjollet mere. Tilfældige mennesker på min vej, vagten i supermarkedet og naboerne er villige til at forklare mig ords betydning, og give mig andre nyttige informationer. Den israelske soldat, som kommer til vores arrangementer, fordi han har en dansk-jødisk mor, medbringer kaktusfrugter og detaljerede beskrivelser af, hvordan man plukker, og skærer dem, uden at de små hår gennemtrænger ens hud. Han henviser til brugbare links på nettet, og kommer med sin version af konflikten hernede.

Hvis jeg vil høre tanker og oplevelser fra en, der er vokset op i Øst-Jerusalem, kan jeg snakke med den unge ’sing a song-writer’, som også har en dansk mor. Hun viser mig skjulte oaser i den gamle by og hemmelige tage med første parket til klippemoskeen. Det er også hende, der har introduceret mig til hvordan is-kaffen overgår sig selv, hvis man efterspørger ekstra isterninger og espresso. Så jeg er håbefuld, midt i al min forvirring og nysgerrighed. Vores families anker er ved at sætte sig godt fast i den israelske jord, og vi udvider vores territorium dag for dag.

Teologistuderende i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Arbejdet i Danmark, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Kristoffer Simonsen er lige nu udsendt som menighedsmedarbejder til Den Danske Kirke i Jerusalem. Her kan du læse om hans begejstring over at kombinere et studie i teologi med praksis i det Hellige Land.

Kristoffer Simonsen, april 2014

Kalenderen har kun lige budt marts velkommen, men alligevel sidder jeg i bar mave og solbriller på min altan i Jerusalem, med udsigt ud over ørkenen i det fjerne, og en lille flig af “muren” – som en vigtig påmindelse om, at alt ikke er fred og idyl.

Hjemme i Danmark er jeg kandidat-studerende i teologi på Aarhus Universitet. Men i det første halve år af 2014 har jeg fået muligheden for at være i praktik i Den Danske Kirke i Jerusalem. Og hvilken mulighed! Det har ganske enkelt udviklet sig til et hel drømmescenarium: 5 måneders oplevelse og tjeneste i Israel – suppleret med SU og 30 ECTS point!

Inden afrejse spekulerede jeg meget over alt det trygge og rare hjemme i Danmark, som jeg ville gå glip af. Kan man godt tage af sted 5 måneder uden spolere alt det, som man er en del af? Mit svar efter knap to måneder på rejsen er entydigt JA! En udlandspraktik kaster så mange oplevelser og erfaringer af sig, som man umuligt kan læse sig til – og så gør det ikke så meget, at man glipper en enkelt sæson med fodbold-holdet eller en fødselsdags-fest for en god ven.

I min praktik fungerer jeg som kirkevolontør i Den Danske Kirke i Jerusalem. Det indebærer opgaver ift. gudstjenester, guidede ture for volontørerne, koordinering og undervisning for Missionspiloterne og ikke mindst tæt berøring med mange forskellige mennesker.

I det følgende vil jeg give et lille udpluk af mit program i denne tid for at give et lille indblik i, hvordan tro, studier og oplevelser smelter sammen på en genial måde:

–   I forrige uge mødtes jeg med en MBB’er (Muslim Background Believer) i Ramallah på Vestbredden. Aldrig før har jeg mærket en så stor taknemmelighed for at tilbringe lidt tid i fællesskab med andre Kristus-efterfølgere. Det blev (endnu!) et møde, som berørte mig dybt.
–   I sidste uge underviste jeg i kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne. Det forløb har givet mig en helt ny forkærlighed og forståelse for Det Gamle Testamente. Det vil jeg helt sikkert bruge mere tid på i mine studier…
–   I denne uge skal jeg guide volontørerne på en ultra fed action- og rebtur gennem en kløft i ørkenen. På turen skal vi selvfølgelig også bade i Det Døde Hav, bestige Masada og lære mere om ørkenfolket fra Qumran.
–   Og inden længe banker påsken på døren… Tænk at opleve det på nært hold i Israel!

Til tider er det hårdt at være i udlandspraktik. Særligt fordi der er så mange indtryk, som man skal bearbejde. Men en udlandspraktik giver studierne i de tunge bøger en vinkel, som man bare ikke kan læse sig til.

Jeg kan roligt sige, at jeg kommer hjem som en anden. Jeg har fået større perspektiv på verden, på mit fag og på min tro.

Derfor vil jeg opmuntre enhver til at investere i et udlandsophold, uanset hvor i verden det måtte være. Det er en unik mulighed for at tage afsted, inden man bliver alt for bundet til forpligtelser i Danmark. Det er en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for andre mennesker.

PS – Der findes et hav af fonde, som vil støtte udlandspraktikker. Èn dags arbejde med ansøgninger kan således kaste gode økonomiske midler af sig, som vil hjælpe dig til at komme af sted…

Præster på prøve

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

De to teologistuderende, Pelle og Martin, har været to uger i Israel i deres præstepraktik. Her var de på ørkentur i Negev, i kirker i både Jerusalem og Jaffo og de smagte på livet som præst uden for Danmark.

Dinna Bjerrum Swartz; 12. november 2012

”Vi forventede at se hinanden vokse” fortæller Martin, ”Og at vi kunne få indblik i præstetilværelsen i Israel. Jeg forventede nok at præstegerningen i Israel ville være meget forskellig fra den i Danmark, men der var mange ligheder. For eksempel at præsten skulle engagere menigheden og være der for dem, der har brug for det.” tilføjer Martin ”Jeg så også meget frem til mødet med det bibelske Israel,” indrømmer Pelle, ”for alle de andre teologistuderende har jo været nede og se de vigtige steder i kristendommens historie. Men min fod forhindrede det desværre en anelse, da jeg kom til skade på en klatretur på ørkenturen.”

At møde mennesker

Heldigvis fik Pelle og Martin mulighed for at opleve meget andet. ”Det var rigtig dejligt at være der,” er de enige om. Martin tilføjer: ”Det var godt at se præsternes arbejdsopgaver. Jakob og Christian, de to danske præster, er meget forskellige, men de fungerer i deres opgaver. Det var også fedt at møde mennesker. Vi mødte mange danskere, men havde også mulighed for at møde folk fra andre lande. Blandt andet i Imanuelkirken i Jaffo.” Pelle fortsætter: ”Vi mødte en sej mand fra Uruguay, der hedder Juan og kommer i Imanuelskirken. Han er ca 70 år og er kirkens gamle organist. Han er i kirken hele dagen, så han kan vise nysgerrige gæster rundt og fortælle dem om Jesus. Han er altså også kirkevært. Det var utroligt at han var så engageret samtidig med at han var så syg at han knap kunne gå. Det var inspirerende!”

At arbejde som præst

Martin og Pelle nød at møde mennesker, men de havde mange opgaver, som tog en stor del af deres tid. De skulle hver holde en prædiken i Imanuelskirken og sammen skulle de holde én i Den Danske Kirke i Jerusalem. Udover det skulle de holde flere andagter og undervisning for missionspiloterne. ”Det overraskede os at det ikke var alle voluntørene, som havde en kirkelig baggrund. Det var ret spændende pludselig at indrette vores andagter, så alle kunne være med. Det var en positiv overraskelse at der var så stor diversitet i voluntørgruppen og samtidig så meget sammenhold.” fortæller Pelle. ”Jakob er som præst også rigtig glad for holdet og det er godt at mærke.”

Top tre

Hvis Pelle og Martin skal nævne de tre bedste ting ved opholdet er de begge enige om den første: At undervise missionspiloterne. ”Vi fortalte dem om vores tro og vores livshistorier og missionspiloterne ville rigtig gerne fortælle om sig selv også. Vi fik en god eftermiddag med dem, og vi kunne mærke at det rykkede.” Martin tilføjer en ørkentur med voluntørene som noget af det bedste på turen. ”At have tid til at være stille sammen med Gud og til at lære de andre at kende var bare rigtig godt. Det er dejligt at have nogle dage, hvor man har god tid. Mødet med præsterne var også rigtig godt! Det var inspirerende at se hvordan de løser deres opgaver.” Pelle nævner et nystartet ungdomsfællesskab som noget af det bedste. ”Vi var nok 10-15 unge fra vidt forskellige lande og kirker, da vi mødtes i Jaffo. Det var stærkt at bede sammen på trods af vores forskelligheder.” Derudover nævner Pelle mødet med menigheden i Imanuelskirken som et højdepunkt. ”Det var spændende at se en så mangfoldig menighed.” synes han.

Mellemøsten

De to medstuderende ville måske tage af sted igen, hvis de fik muligheden for det. Men Martin synes nu at mødet med det mellemøstlige temperament godt kunne være lidt overvældende, da han ser sig selv som en ”tilbagelænet skandinav.” Men de er ikke i tvivl om at de vil anbefale andre teologistuderende at tage af sted til Israel på praktik. Pelle afslutter: ”Som teologistuderende var det virkelig gavnligt at se de bibelske beskrivelser blive levende.”