Det kristne studenterarbejde i Israel (FCSI) har netop startet et nyt initiativ op på forskellige universiteter landet over, som skal skabe gode rammer for samtaler og dialog om tro mellem studerende. Konceptet hedder ”Think Café”, og håbet er, at det vil opmuntre flere studerende til at tage dybere spørgsmål op samt udruste flere i studenterarbejdet til at tale åbent om troen.
Findes der en sandhed?
De første aftner blev afholdt i december – to i Haifa og en i Jerusalem. Her var emnet: ”Findes der noget, som er objektivt sandt? Og hvordan kan vi vide, hvad det er?”. Aftnerne blev indledt med et kort oplæg og fortsatte derefter med åben og ærlig samtale.
”De første møder oversteg vores håb og forventninger, og vi ser frem til at afholde de næste café-aftner i forårssemestret,” fortæller FCSI. I alle grupperne var der mennesker, som ikke normalt kommer i kristne sammenhænge, til stede.
Gud viser en vej i bønnen
I Jerusalem var man bekymrede, fordi der til at begynde med ikke var nogle ikke-troende, som havde meldt sig til. Derfor mødtes en gruppe unge for at bede sammen for projektet. I sidste øjeblik blev de kontaktet af en messiansk leder. Han havde mødt en ung studerende, som gerne ville komme til arrangementet. Den studerende, ”S”, kommer fra en meget religiøs ortodoks jødisk familie, men han var blevet fortvivlet over den ortodokse jødedom. Selvom han var den eneste ikke-troende til mødet i Jerusalem, engagerede han sig stadig fuldt ud i diskussionen.
”Det føltes ikke som ”os” og ”ham” – vi var en gruppe, der talte og diskuterede sammen,” fortæller Neeman, der er ansat i studenterarbejdet.
Jeg er åben for, hvad Jesus måtte have at sige
Umiddelbart efter mødet og igen dagen efter kontaktede den studerende, ”S”, Neeman, og bad om at blive sat i forbindelse med studenterarbejdets hebraisktalende gruppe i Jerusalem.
”Hvis der findes en sandhed derude, vil ”S” gerne finde den. Han er åben for at høre, hvad Jesus måtte have at sige,” fortæller Neeman.
Vil du være med til at bede for ”S” og de andre studerende som ham, der er blevet påvirket af de ærlige og dybe samtaler til disse café-aftner? Og for de troende studerende, der fik lov til at erfare, at nysgerrige og kritiske spørgsmål ikke altid er noget at frygte – men at de snarere kan være en vej, Jesus bruger til at bringe mennesker ind til sig?
Støt arbejdet
Du har også mulighed for at støtte arbejdet blandt studerende økonomisk her:
http://israel.dk/om/israel/fcsi/
Eller direkte på MobilePay: 30503 (skriv studenterarbejdet i beskedfeltet)
”Har
videnskaben begravet Gud?” Sådan lød overskriften på den forelæsning professor fra
Oxford Universitet John Lennox afholdte på det tekniske universitet i Haifa i
slutningen af februar. Begivenheden var arrangeret af det kristne
studenterarbejde i Israel, FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel),
og mere end 400 studerende med forskellig baggrund mødte op for at lytte til
budskabet om troen på en Gud i en sekulariseret verden.
Udfordringer
før start
Men det forløb ikke uden besvær at finde lokaler til begivenheden. Selvom det tekniske universitet indledningsvist havde givet studenterarbejdet lov til at låne en større sal, bakkede de dog ud før arrangementet skulle afholdes. FCSI fandt et andet sted, men da det var både mindre og ikke umiddelbart let tilgængeligt for studerende, håbede og bad de om, at der måtte dukke en løsning op. Det tekniske universitet blev i mellemtiden igen positivt stemt overfor begivenheden, og gik med til at låne en mindre sal ud med plads til omkring 300 mennesker. Men besværlighederne tog sit højdepunkt en time før forelæsningen, da universitetet trak sig ud igen.
”Det var ved Guds nåde og en af vores lederes vedholdenhed, at dørene åbnede, og vi kunne afholde begivenheden,” fortæller FCSI i deres seneste nyhedsbrev.
En
mangfoldig forsamling af mennesker
Forelæsningen samlede
mere end 400 mennesker, og omkring 80-100 mennesker fulgte med på en
live-stream andetsteds.
”Salen var fuldstændig
pakket, og mange måtte sidde på gulvet eller stå op,” fortæller
studenterbevægelsen.
Begivenheden rummede en
mangfoldig forsamling. Studerende og undervisere med muslimsk, jødisk, kristen
og ateistisk baggrund deltog sammen med flere FCSI-studerende fra andre byer. Som
introduktion til forelæsningen fortalte en leder fra en arabisktalende gruppe
og en leder fra en hebraisktalende gruppe om det kristne studenterarbejde og
deres fælles tro på Jesus.
”Det var stort for mig at
opleve, hvordan Gud sørgede for os, og lod alle de mange mennesker deltage på
trods af alle de udfordringer og al den modstand vi mødte. Den overfyldte sal
vil altid stå som et stærkt billede for mig og minde mig om, hvor desperat
mennesker har brug for Gud og at vi
alle tørster efter at få lov til at kende sandheden,” fortæller en kristen
studerende.
John
Lennox tager de store emner op
John Lennox er professor på Oxford Universitet og har specialiseret sig indenfor matematik og videnskabsfilosofi. Overskriften på forelæsningen stillede spørgsmålet ”har videnskaben begravet Gud?”, og herigennem diskuterede Lennox, om ateismen nødvendigvis er det mest videnskabelige valg – eller om troen på en Gud kan være en saglig mulighed.
Mange studerende oplever, at ateismen bliver fremstillet som den intellektuelle vej, og derfor kan det være svært at holde fast i troen. John Lennox’ forelæsning giver på en anderledes måde studerende mulighed for at sætte nogle nye ord på deres tro, og hvad den betyder for dem.
En ateistisk studerende fra det tekniske universitet i Haifa fortæller, at han fandt stor inspiration i forelæsningen. En anden besluttede at tage del i studenterarbejdets ugentlige møder, da han blev inspireret af forelæsningens dybde og længe havde ledt efter et sted, hvor han kunne stille spørgsmål og få nogle rationelle svar.
Støt op om studerende
Vær med til at bede for de israelske studerende, og om at flere må blive nysgerrige og lære Jesus at kende. Du kan også støtte den kristne studenterbevægelse økonomisk ved at trykke på knappen herunder.
Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder, d. 15 april 2016
Bathel og Jezzel rejste under påskeugen fra Israel til Danmark for at deltage i KFS’ påskelejr i Skanderborg. De sidder begge to med i FCSI-bibelstudiegrupper sammen med andre studerende i Israel. Ved deres ankomst havde de tid til et interview om det at være studerende og kristen i Israel.
Bathel er etiopisk jøde, og da hun var 3 år gammel immigrerede hendes familie fra Etiopien til Israel. Hun læser jura på det hebraiske universitet i Jerusalem. Det er en udfordring for Bathel at være Jesus-troende jøde blandt hendes medstuderende. Hun bliver som messiansk jøde i flere sammenhænge opfattet som en falsk jøde, og samtidig er der mange israelere, der ikke bryder sig om etiopiske jøder. Den opfattelse bliver Bathel desværre også mødt med i universitetsmiljøet.
En dag på busstationen i Jerusalem faldt hun i snak med en jødisk kvinde om religion. Da Bathel fortalte, at hun var en Jesustroende jøde, udbrød damen: ” Åh nej, har de stjålet dig?! Men du er jo så smuk og klog, det er virkelig trist…”.
Det var et klart udtryk for Bathel om, hvor svært jøder har ved at forholde sig til troen på Jesus, når det både er trist, og tilmed bliver beskrevet som om, hun er blevet stjålet af de kristne.
Jezzel er araber fra Kyriat Shmona i det nordlige Israel, hvor hun læser til socialrådgiver. Hun oplever, at Gud har givet hende et hjerte for de socialt udsatte. Hun mener ikke, at der er gode eller dårlige mennesker i verden, men kun mennesker som har været i dårlige situationer.
Da jeg spørger ind til konflikten, nævner Jezzel alligevel en forskel på mennesker, som for hende er meget vigtig. Der er dem som tror på Jesus, og dem som ikke tror på Jesus. Hun ser ikke israelere, arabere eller amerikanere, men to slags mennesker, dem som lever med Gud og dem som lever uden Gud. ”For lever du med Gud, ser du mennesker anderledes, så vil du elske mennesker uanset deres farve, etnicitet og køn”.
Mens vi snakker om konflikten, fortæller Bathel, at hun for tiden føler sig utryg i Israel. Der har været flere terrorangreb på busser i hendes nabolag. Selvom hun holder meget af Israel og oplever en særlig velsignelse ved at bo i landet, er det svært for hende, at være i et område styret af uretfærdighed og undertrykkelse. Det er ikke kun palæstinensere, der oplever uretfærdighed. Mange etiopiske jøder oplever også undertrykkelse og social uretfærdighed rundt omkring i Israel.
Jezzel fortæller, at mange i Israel er utrygge, og mennesker, som normalt er fredelige, er begyndt at gå med kniv.
Til hendes kollegium går der ingen busser, derfor forsøger de studerende sig ofte med at få et lift frem og tilbage fra byen. En dag fik hun og en veninde et lift. Da hun sætter sig i sædet kan hun mærke at hun sidder oven på noget. Det viser sig, at det er en kæmpe kniv. Veninden gør store øjne og spørger om, det er Jezzels. Jezzel ryster kraftigt på hovedet og de skynder sig ud af bilen, nødsaget til at gå det sidste stykke til kollegiet. Jezzel er rystet over, at almindelige mennesker er så bange, at de i normalt fredelige områder er begyndt at bevæbne sig.
Jezzel startede for et år siden en bibelstudiegruppe op på hendes kollegium i Kyriat Shmona. De mødes nu 15 studerende en gang om ugen til bøn og bibelstudie. Der er ingen kirker i området, derfor er det for Jezzel enormt opmuntrende at være i et kristent fællesskab midt iblandt andre studerende.
Jezzel oplever igennem studiegruppen at blive udrustet til at være verdens lys, hvortil hun slutter vores snak af med at sige: ” Hvis ikke vi som Jesu disciple proklamerer hans navn, hvem vil så gøre det”.
Jezzel og Bathel fortalte på vej hjem at de havde haft et dejligt ophold i Danmark. Det var meget lærerigt og opbyggende for dem at være sammen med studerende fra Danmark. De glædede sig til at komme hjem og omsætte oplevelsen til praksis i deres bibelstudiegruppe.
“Det er den vision vi har for studenterarbejdet, og jeg er overbevist om, den er fra Gud, for den er kommet til os gennem bøn og faste”.
Ordene kommer fra Neeman på en kold og regnfuld søndag morgen i Jerusalem, hvor vi har sat hinanden stævne på en af de små cafeer ved centralbusstationen i Jerusalem. Jeg er på vej tilbage til Danmark efter en uges studietur med teologistuderende fra TORVET i Aarhus og Neeman er kommet med morgenbussen fra Ashdod, hvor han bor.
Siden foråret 2015 har han været ansat af FCSI, det kristne studenterarbejde i Israel, som på mange måder svarer til KFS i Danmark. Neeman er en ud af to studentersekretærer og har ansvar for de hebraisk-talende grupper på universiteter og studiesteder. Hans kollega, Rasha, har ansvaret for de arabisk-talende grupper. Desuden er der Zaher, som er generalsekretær på halvtid. Det giver 2½ ansatte til over 300.000 studerende, så der er nok at lave.
Jeg har sat Neeman stævne for at høre, hvordan han har det, og hvad der er sket, siden han for to år siden var i Danmark sammen Bishara, som dengang læste til ingeniør på universitet i Tel Aviv. Siden er Bishara flyttet til Jerusalem, hvor han ved siden af sine studier på Hebrew University leder den arabisk-talende del af det kristne studenterarbejde. Selv har Neeman færdiggjort sine studier i samfundsvidenskab og internationale studier på samme universitet. Han er også blevet gift med en pige, der, ligesom han selv, kommer fra det tidligere Sovjet. De bor i Ashdod, og det er derfra, Neeman det sidste år har koordineret det kristne studenterarbejde blandt hebraisk-talende studerende i Israel.
Det er otte år siden Neeman, som den første i sin familie, flyttede til Israel. Hans familie kommer fra Samara, som ligger ved Volgafloden, hvor Stalin byggede sin bunker for at sikre sig mod Hitler. Han immigrerede til Israel efter at være kommet til tro på Jesus som jødernes Messias. Derfor så han også Israel som det land, hvor hans fremtid måtte være. Han er vokset op i et hjem, hvor familiens jødiske identitet ikke spillede nogen rolle, men med en mor som ”altid ledte efter Gud”, som Neeman udtrykker det. Det var hende, der hjalp Neeman til tro på Jesus. Siden han kom til Israel, har han været en del af en russisktalende messiansk menighed i Ashdod.
Inden Neeman uddyber hvad hans og studenterarbejdet vision går ud på, får jeg en opdatering på, hvad der sker i studenterarbejdet for tiden. I Israel er det er ulovligt at evangelisere over for mindreårige (under 18 år), og derfor er der kun studenterarbejde på universiteter og højere uddannelsesstedet. Dertil kommer, at de fleste israelere først begynder at studere efter afsluttet tjeneste i hæren. Alle studerende er nødt til at have et job ved siden af, så det er ikke let at få kristne studerende til at engagere sig i studenterarbejdet. Alligevel er der – fortæller Neeman med gejst i stemmen og i taknemlighed til Gud – både hebraisk- og arabisk-talende grupper på Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. Der er også en engelsktalende gruppe og faktisk mødes alle tre grupper som noget ny dette år én gang om måneden ud over deres egne ugentlige møder. I Beersheva er der også tre sproggrupper og alle har en tilknytning til den messianske menighed der, som ledes af pastor Howard Bass. En ny gruppe er startet op i Sderot tæt ved Gaza. Her har den russiske menighed i byen under ledelse af Michael Beener, været til hjælp og opmuntring. I Rehovet er der også en lille gruppe. I Tel Aviv mødes både den hebraisk- og den arabisktalende gruppe til hver deres bibelstudie i en lejlighed, som tilhører et par messianske studerende. På universitet i Haifa og i et par andre byer i Galilæa, er der også grupper eller kontakt til studenterarbejdet.
Neemans rapport gør mig rigtig glad, og jeg er overbevidst om, at det har været det rigtige valg at ansætte en sekretær for både den arabisk- og den hebraisktalende del af arbejdet.
Tilbage til den vision som Neeman sammen med sine kolleger har for studenterarbejdet de næste tre år:
1) “Vi vil fokusere på en god kontakt med de lokale menigheder, så præsten og ledergruppen i menigheden forstår vores arbejde og vil opmuntre deres unge til at være en del af det kristne studenterarbejde, når de begynder på universitetet.”
Jeg kommer til at tænke på den udfordring KFS havde for nu snart mange år siden, hvor studerende heller ikke nødvendigvis blev opmuntret til at engagere sig i KFS af deres lokale menighedsfællesskaber i IM eller LM. Måske af frygt for at miste dem, eller fordi man selv havde brug for de unge. Derfor er det også opmuntrende at høre Neeman fortælle om gode kontakter til i hvert fald nogle af menighedslederne.
2) ”Vi vil arbejde for at de hebraisk- og arabisk-talende studerende møder hinanden og arbejder sammen, når det giver mening. Vi har brug for at bede og læse bibelen på hvert vores sprog. Vi anerkender også, at vi har forskellige syn på den politiske situation, men det skal ikke skille os, og vi har brug for at lytte til hinanden og forstå hinandens synspunkter. Ellers vokser frygt og mistænksomhed og vores fællesskab bliver kun på overfladen.”
At dette virkelig er en prioritering for studenterarbejdet forstår jeg, da Neeman fortæller mig, at han sammen med Rasha, sin arabiske kollega, er på vej til Cypern dagen efter. De skal være med i den gruppe af israelere og palæstinensere, som i regi af Lausannebevægelsen skal mødes for at tale om forsoning og for at lytte til hinandens synspunkter. Det er en konference, som Israelsmissionen støtter med forbøn og økonomi, og jeg bliver bare endnu mere glad for, at vi gør det, da jeg erfarer, at ansatte i studenterarbejdet også er inviteret med.
3) “Vi vil ikke kun være en konference-bevægelse. Det er mellem konferencerne det egentlige arbejde foregår. Det dur ikke, at studerende kommer til konferencer, men ikke er engagerede i en smågruppe på deres studiesteder.”
Det er sidste punkt i visionen for de næste tre år, og det er her arbejdet skal gøres. I FCSI har der været tradition for, at studerende frivilligt har arrangeret konferencerne. I lange perioder har der ikke været ansatte til at varetage den regelmæssige kontakt til grupperne. Det er kun det sidste års tid, der har været to studentersekretærer ansat. Det har skabt en økonomisk udfordring, men når jeg hører Neeman fortælle om deres aktiviteter, kan jeg kun glæde mig og også tro på, at beslutningen om at udvide staben var rigtig. Jeg håber, at færdiguddannede studenter, der nu tjener penge, vil bære med, og at kontakten til lokale menigheder også kan betyde øget støtte. Studenterarbejdet vil også de næste år blive prioriteret af os i Israelsmissionen.
Kaffen er drukket og min bus mod lufthaven går om 10 minutter. Vi slutter vores samtale med en hurtig bøn for hinanden, inden Neeman følger mig til udgangen og selv fortsætter ind i Jerusalem.
Den igangværende krig mellem Israel og Hamas påvirker også det kristne studenterarbejde i Israel, FCSI. Arbejdet er til daglig delt op i de to sproggrupper, hebraisk og arabisk, da det simpelthen er mere praktisk. Men både bestyrelsen og den arbejdsgruppe, som planlægger årets program og de fælles konferencer, består af både jøder og palæstinensere.
Arne Pedersen, 4. august 2014
Zaher, der er generalsekretær for FCSI, siger følgende om situationen:
”Det er et meget svært emne at fortælle om, da hele landet den sidste måned har været igennem en meget hård tid. Der er mere vold og mere had mellem arabere og israelere i Israel nu. Vi hører om flere mennesker, som støtter drabene på de andre, arabere er bange for at gå ind i jødiske kvarterer og tale arabisk, og det er det samme den anden vej rundt. Universiteter og andre uddannelsesinstitutioner har været nød til at lukke i den sydlige del af Israel på grund af situationen, hvilket har ført til at nogle studerende må udskyde deres eksamen.
FCSI er en blandet bevægelse, som består af både kristne arabere og messianske jøder, så selvfølgelig er følelserne blandende i den nuværende situation. Selvom vi ikke har aktiviteter hen over sommeren, var vi i stand til at bringe studenterkomitéen sammen (både arabere og jøder) for at planlægge det næste år. Selvom deltagerne havde forskellige politiske holdninger, kunne vi bede sammen. I sådanne situationer kommer det tydeligt frem, at FCSI lægger vægt på, at vi er ét i Kristus, og derfor kan vi vise andre, at det er muligt at leve sammen.”
Signe Thorup og Conrad Elmelund har været volontører i Immanuelkirken I Jaffo det sidste års tid, hvor de også har været en del af studenterarbejdet. ”I foråret – før det hele gik galt – var vi på en fælles studenterkonference,” fortæller Conrad og fortsætter: ”Man kunne mærke på de studerende, at de var rigtig glade for fællesskabet, at de syntes det var vigtigt. Men samtidig kunne man også mærke, at det var svært for dem, for der er tydeligvis nogle ting, man ikke har snakket om.” Han fortæller om, at konferencen havde to ledere, som bød velkommen den første aften. Den ene var jøde, den anden var palæstinenser. ”Det var næsten smukt at se dem stå der sammen,” siger Conrad videre.
Men hvad så med den nuværende konflikt – vil det smadre det hele?
”Fællesskabet betyder meget for dem, men jo mere konflikten kommer til at fylde, desto sværere bliver det,” mener Conrad. ”Det er en stor del af deres identitet, at de er henholdsvis jøder og palæstinensere, og nationalitetsfølelsen blusser naturligvis op i en situation som denne.” Conrad vurderer, at når krigen slutter, vil der stadigvæk være noget tid, hvor det hele er anspændt, men det hele smides ikke væk. ”Når det kommer lidt på afstand, vil man stadig kunne bygge videre på de relationer, som allerede er skabt. De er der jo stadig. Og jeg mener, det er noget af det vigtigste FCSI kan være med til i et forsoningsaspekt: At skabe venskaber og gode relationer,” slutter Conrad.
I maj måned var der fælles studenterkonference i det kristne studenterarbejde i Israel. Signe Thorup og Conrad Elmelund var med.
Konferencen bød på hebraisk, arabisk og engelsk lovsang.
Det er høj solskin. Udenfor bygningen hvor møderne på konferencen skal afholdes, er der stillet et par borde op under et halvtag. Bag bordet sidder en ung kvinde med mørkt hår bundet i en knold og et forventningsfuldt smil. Hun er en af de universitetsstuderende, som er kommet før for at hjælpe til. Hun udleverer nøgler til værelser og tager imod betaling. I takt med at folk ankommer, stiger en summen af snak og latter. Jeg selv erfarer også en stigende forventning til weekenden, som ligger foran mig. Den starter i en god stemning.
Vi trækker indenfor og spiser sandwichs. Vi er allerede bag tidsplanen, men ikke mange virker til at tage notits af det. Folk stimler sammen på rækkerne og fylder mødesalen. Jeg ved at vi i løbet af konferencen skal være ca. 150 studerende. De fleste er arabere, men der er også en del jøder samt en mindre gruppe internationale studerende. To unge mænd træder nu frem forrest i salen, og tager hver en mikrofon. Den ene taler arabisk, den anden hebraisk. De oversætter for hinanden. De byder velkommen, begge med et varmt smil. Den måde de taler sammen afslører at de holder af hinanden. ”Denne konference vil jøder og arabere gå en ny fremtid i møde, hvor vi vil være et lys for verden, gennem samarbejde.” lyder det bl.a. og jeg mærker at de mener det. Tonen slås således an og forsætter weekenden igennem. Til glæde for hele forsamlingen kan de to mødeledere også fortælle at vi har fire brødre og søstre med os fra Rammalah.
Lovsangsbandet træder frem. Der er klap og fest på de to hovedsprog for konferencen arabisk og hebraisk. Der er oversættelse til de internationale studerende. Denne første aften hører vi om, hvordan spirituel modenhed handler om at elske. Kraften til denne modenhed kommer af, at være tæt knyttet til Jesus. Efter mødet er det tid til at blive rystet sammen. Det involverer både balloner og folkedans. Humøret når sit højeste og ikke alle får så meget søvn, som generalsekretæren ville have anbefalet.
Udrustning, inspiration og fællesskab
Ved fredagens første møde bliver vi igen ledt godt ind i dagen. Neeman, som netop har været i Danmark, kigger på sin arabiske bror og udbryder ”Jeg har sådan lyst til at bede for dig”. På den måde begynder vi alle dagen med at bede for dem omkring os. Talen herefter handler om intimitet med Gud og efterfølges af en times individuel stilletid. Jeg går ud i den store grønne have, der er en del af Baptist Village, hvor konferencen finder sted. Her har studerende spredt sig ud over den solbeskinnede plæne. Nogle har bibelen åben, andre ser ud til at bede eller nyde stilheden. Der er ro.
Stilletid i den store have i Baptist Village.
I frokostkøen fredag falder jeg i snak med en kvinde. Hun har en rød t-shirt på, og har en god udstråling. Hun fortæller mig at hun kommer fra en lille by nær Akko i det nordlige Israel. Her er den største del af befolkningen muslimer. Hun giver udtryk for, at en af hendes store udfordringer er dialogen med dem. Hun oplever den bliver mere og mere anspændt. Derfor har hun meldt sig på eftermiddagens seminar om evangelisation for muslimer. Hun er glad da jeg møder hende senere på dagen, efter seminaret. Hun føler at hun har lært noget nyt om Islam, som kan gøre hende mere tryg og klar i samtalen med hendes muslimske venner. Der var også enkelte muslimer med på konferencen.
Eftermiddagen bød desuden på seminarer om evangelisation for henholdsvis ortodokse jøder og ateister. Disse tre seminarer blev gentaget senere samme eftermiddag, hvor man kunne vælge et nyt spor. Således var der sat fokus på udrustning til at gå i dialog med de forskellige verdensbilleder, som de studerende møder i deres hverdag på studiestederne. Dette var med til at afspejle konferencens hovedtema ”Lys og salt”.
Jeg sætter mig ned spiser mig frokost med to arabiske piger. Jeg spørger dem hvordan de synes konferencen er. ”Fantastisk” svarer den ene. Hun går i hvad der svarer til gymnasiet. Hun giver udtryk for at hun er særligt glad for fællesskabet og de relationer der skabes. ”Jeg glæder mig altid til at møde dem igen på næste konference.”
Al maden laves af tre hjertelige og arbejdsomme arabiske damer som frivilligt hjælper under hele konferencen. Efter hvert måltid hjælper en lille gruppe af de studerende hinanden med at vaske op. Et medlem fra lejrkommitéen fortæller mig at det er et nyt tiltag, som et forsøg på at få folk i snak med nogle de ikke kender i forvejen.
Udover seminarer byder fredag eftermiddag også på generalforsamling for FCSI. Her møder en mindre gruppe af de særligt engagerede studerende op. Jeg møder generalsekretæren, Zaher da mødet netop er afsluttet. Han er glad og fortæller at der var mange interesserede spørgsmål. Aftenens program er lejrbål og mulighed for at dele vidnesbyrd. Jeg hører efterfølgende flere tale om hvordan de forskellige personlige historier har gjort indtryk.
Walk’n Talk
Den store happening Lørdag er en vandretur i det naturskønne område ’Yarkon Springs’. Vi trasker alle af sted i det meget frodige landskab langs vandløbet. Undervejs får vi rig mulighed for at få en god snak og et par mudrede sko. Jeg falder i snak med Bshara. Han er nylig hjemvendt fra en DIM tur til Danmark sammen med Neeman. Måske har dette været med til at opmuntre ham til at tage mere ejerskab i hans lokale studenterarbejde. I hvert fald har han netop valgt at træde ind i den studenterkomité, der bl.a. står for at arrangere konferencer. Han er glad for denne konference, særligt for at der er både arabere, jøder og internationale. Han fortæller også, at han har fået et par idéer i Danmark, som han vil prøve at implementere, når han nu træder ind i komitéen. Denne konference tog han del i lovsangsbandet og var med sin personlige ro og positivitet med til at skabe en god stemning omkring sig.
Det sidste som sker inden vi alle vender hjem, er at vi mødes i grupper alt efter hvilket sted vi studerer. Conrad og jeg mødes med grupperne fra Tel Aviv, som vi besøger med jævne mellemrum. Her deler vi lidt indtryk fra weekenden som er gået. Der er stor vilje til at arrangere flere aktiviteter på tværs af den arabisk- og hebraisktalende gruppe i byen. Der udveksles mailadresser.
Jeg vender meget opmuntret hjem fra tre dage med det israelske studenterarbejde.
Vær med til at bede om:
– At de studerende må få integritet i deres relation med Gud, og mod til at gå i dialog med deres medstuderende
– At ønsket om enhed blandt de arabiske og jødiske troende må komme til udtryk i konkrete aktiviteter, samt at flere jøder må deltage i de kommende fælles konferencer
