Skip to main content

Tag: forsoning

Grib tilgivelsens mulighed


27. september 2022 af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emeritus og tidligere udsendt for Israelsmissionen

Af Jørgen Bækgaard Thomsen, pastor emeritus og tidligere udsendt for Israelsmissionen.

Mens jeg gik på sprogskole i Israel, kom en af de andre i klassen, Roni, med et ret voldsomt udfald mod kristendommen – og specielt mod mig som bekendende kristen. Men livet gik videre, og jeg tænkte egentlig ikke så meget mere over det. Sommeren gik, og efter ferien fortsatte Roni i en anden klasse. Men selvom jeg havde lagt det bag mig, så havde Roni ikke glemt episoden.

Umiddelbart efter Rosh HaShanah, den jødiske nytårsdag, opsøgte han mig nemlig og bad om tilgivelse for de voldsomme ord. For som from jøde kunne han ikke nå frem til den forestående Forsoningsdag med ro i sindet uden først at have søgt min tilgivelse. For mig var det let at tilgive, for jeg havde ikke opfattet ordene så hårde, som Roni åbenbart huskede dem. Det nye år kunne ikke blive til en ny begyndelse, før han havde bedt mig om tilgivelse. Episoden blev en påmindelse for mig om både den alvor og den storhed, menneskelivet rummer. Hvad var det, der drev Roni?

Tilgivelsens tid

Den jødiske nytårsdag Rosh HaShanah er en fest, som rummer stor alvor. Her skal mennesket nemlig gøre regnskab for sit liv. Festen begynder i år ved solnedgangen den 25. september, og den indleder ”de ti frygtelige dage”, ti bodsdage, frem til den store forsoningsdag. I denne periode skal mennesket gøre bod for sine synder og søge forlig med dem, man har forsyndet sig imod i det år, der er gået.

“Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt.”

Vi skal ikke bare søge Guds tilgivelse for det onde, vi har gjort mod vores medmenneske. Vi skal søge tilgivelse hos den, vi har gjort ondt. I jødisk tradition går det så vidt, at hvis den, man har gjort uret, er død i mellemtiden, skal man tage ti mænd med til vedkommendes grav og dér bede om tilgivelse.

En ny begyndelse for både mig og min næste

Det er så let at gå videre, selv om der er mennesker, vi har gjort uret. Det er så let at nøjes med at sige: ”Forlad os vor skyld” til Gud. Det har vi lov til. Men Roni blev en påmindelse om, at vi ikke kan gemme os bag en from bøn til Gud med de sår, vi har tilføjet et andet menneske.

Da han kom til mig, blev det en ny begyndelse for os begge: For ham, fordi jeg gerne tilgav ham, så han nu kunne gå frem mod den forestående Forsoningsdag og bede Gud om tilgivelse for det, han havde forsyndet mod Gud – for mig fordi det blev en påmindelse om, at også jeg må søge tilgivelse hos det menneske, jeg har gjort fortræd. Det jødiske nytår er altså væsensforskelligt fra vores nytårsfejring. Det er en bodsdag, der indleder en bodstid.

Vi har et ansvar

Rosh HaShanah peger på den måde frem mod den nye begyndelse, som egentlig kommer med Forsoningsdagen, Yom Kippur. Rosh HaShanah peger på både alvoren og storheden i menneskelivet. Alvoren ligger i, at vi står til ansvar for vore handlinger og ord. Men det er også storheden, at vore handlinger og ord har betydning. Vi har ansvar. Vi har moral. Det er noget af det, der ligger i, at vi er skabte i Guds billede. En besværlig storhed somme tider. Men netop som moralske væsener må vi bekende og søge tilgivelse for vore fejl.

Vi kan bede vores næste om tilgivelse. Det kan føles uendeligt ydmygende, men det er den nye begyndelse for begge parter. Og den mulighed må vi ikke lade gå fra os. For det er også en storhed, at vi på den måde kan tage det ansvar på os, som vi er skabte til.

“En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.”

Og så må vi søge til Gud. Det er en ufattelig mulighed og rigdom, vi har fået som kristne, at vi må lægge den skyld, vi har overfor Gud, på Jesus, og samles ved hans bord. Det er en ny begyndelse søndag efter søndag. Vi får lov til at bede: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vores skyldnere”. Men lad os ikke lade sårede mennesker ligge bag os, hvis vi har mulighed for at rette op på vore fejl.

En ny begyndelse skal ikke kun gælde mig selv, men også min næste.

Seneste nyt

Fortsæt læsning

Ørkenen binder mennesker sammen

Svend Løbner, freelancejournalist

30 samfundsledere med jødisk, kristen og muslimsk baggrund blev sendt ud i den israelske ørken for at opdage, hvor dybt afhængige de er af hinanden. Projektet skal fremme fred og forsoning mellem borgere i Israel/Palæstina med støtte fra danske kirkelige organisationer.

Send 30 muslimer, kristne og jøder ud i en ørken, hvor de virkelig har brug for hinanden. Og se så, om ikke de har lært noget, de kan bruge til fredelig sameksistens i fremtiden!

Det er netop hvad fredsorganisationen Musalaha har gjort. Og resultaterne er slående. Ved hjemkomst er de kommet hinanden nærmere og forstået hinandens tro og kultur, endda i et omfang, så de deler deres oplevelser med deres netværk, når de kommer hjem.

Projektet får støtte fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) gennem Den Danske Israelsmission.  

Endnu en sten i muren

Der er hårdt brug for, at alle gode kræfter i Israel/Palæstina styrker sammenhængskraften i det konflikthærgede område. En nationalstatslov fra 19. juli 2018 har nemlig forstærket spændingerne mellem befolkningsgrupperne, idet loven erklærer staten Israel som jødernes hjemland og giver jøder verden over ret til at vende tilbage til Israel og få statsborgerskab i landet.

Sagen har rejst voldsomme protester fra arabiske og drusiske israelere og er blevet endnu en sten i muren, der adskiller de to territorier: Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.  

Opdager fælles livsvilkår

Men i ørkenen, der i denne sammenhæng opleves som neutralt ingenmandsland, har ledere fra forskellige samfundsinstitutioner – også moskéer, kirker og synagoger – skullet overleve under så primitive vilkår, at de har haft akut brug for hinanden.

Og her har de så fundet ud af, at de har mere til fælles, end de troede: De er alle mennesker med basale behov. De har en fælles historie, der har givet dem mange fællestræk. Og de bor i samme område, ofte dør om dør. Skulle de så ikke kunne leve i fred med hinanden? Og dyrke deres religion i fred, mens de respekterer alle andres ret til at tro, skifte tro, eller ikke tro noget som helst?

Jo, det helt fysiske, kropslige, jordnære samvær i en glohed ørken har slået det fast. Og da mange spændinger i området har religiøse undertoner, kommer de 30 ledere – også imamer, præster og rabbinere – tilbage fra ørkenen med stor indflydelse og magt til at skabe positiv forandring i deres netværk og lokalsamfund.  

En broget skare af ”fredsagenter”

De 30 deltagere repræsenterer mangfoldigheden i det israelsk/palæstinensiske samfund. Både hvad angår køn, politisk observans og erfaring med konflikten. Og når det drejer sig om arbejdsopgave: religiøse ledere, skolelærere og -ledere, virksomhedsledere og ledere i den offentlige sektor.

Målet er, at ørkenskolen gør dem til såkaldte fredsagenter i de sfærer, hvor de har indflydelse.

10 af deltagerne er palæstinensiske kristne og muslimer bosiddende i Israel, 10 er palæstinensiske kristne og muslimer bosiddende på Vestbredden, og 10 af dem jøder bosiddende i Israel – heriblandt såkaldte messianske jøder, altså jøder, der ligesom kristne tror på Jesus som deres Messias.

Den Danske Israelsmission glæder sig over at kunne støtte det vigtige projekt:

– Jesus kalder os til at stifte fred. Det er ikke et hippie-kald. Det er et kald til hårdt arbejde, afsavn – og forvandlede hjerter i kraft af evangeliet, udtaler generalsekretær Arne Pedersen.

CKU støttede også Den Danske Israelsmission og Musalaha tilbage i 2012, da Musalahas forsoningsmetode blev udviklet.  I 2019 blev et kapitel omkring Tros- og Religionsfrihed tilføjet.

– Det er opmuntrende at se, hvordan forsoningsarbejdet over tid bærer frugt i form af engagerede mennesker på flere sider af konflikten, der vil både freden og retfærdigheden, selvom det koster, udtaler Daniel Nygaard Madsen, konsulent i CKU.

 

Fakta: Tallene taler for sig selv

Det anerkendte Pew Research Centers analyse af er Israel/Palæstinas  forhold til religionsfrihed, viser vigtigheden af Musalahas arbejde:
  • Israel rangerer ”højt” hvad angår myndigheders begrænsning af religiøs udfoldelse. Landet er nr. 37 på listen – midt imellem Qatar og Oman.
  • Hvad angår konkrete love og politikker, der begrænser religionsfriheden, er landet på en 13. plads lige efter Iran. Til sammenligning er de palæstinensiske selvstyreområde nede på en 57. plads.
  • Israel rangerer ”meget højt” hvad angår socialt fjendskab, hvor landet er på en 8. plads.
  • Når det drejer sig om modstand mod religiøse normer er landet på en 5. plads lige efter Uganda.
  • Og af lande med stor spænding mellem religionerne med vold til følge holder Israel en 6. plads efterfulgt af Nigeria.
  • Her er de palæstinensiske selvstyreområder nr. 15 i socialt fjendskab og nr. 10 i religiøst motiverede voldshandlinger.

Frontfigur i Musalaha træder tilbage: Vi må gøre plads til en ny generation

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 20/1 2020

Foto © Musalaha – her ses Salim Munayer (venstre) og Evan Thomas (højre)

Frontfigur i forsoningsorganisationen Musalaha Evan Thomas trækker sig tilbage, og som både medstifter og ledende bestyrelsesmedlem siden 1988 efterlader han sig en bemærkelsesværdig arv.

Hvert år – uden undtagelser – har han ikke kun været en del af bestyrelsen, men han har også faciliteret utallige grupper, undervist og ledt udfordrende møder mellem både yngre og ældre i ørkenen. I denne artikel kan du høre Evan reflektere over nogle essentielle øjeblikke i hans liv samt nogle af de vigtigste indsigter han har opnået gennem en livsforandrende rejse i Musalaha.

Hvad fik dig til at blive medstifter af Musalaha?

Efter den første intifada så jeg, hvordan det påvirkede Kristi legeme i Israel. Jeg spurgte mig selv: ”Hvordan kan vi troende – messianske jøder og palæstinensiske kristne – reagere, når begge grupper af mennesker bliver slagtet?” Som en efterfølger af Jesus, og derfor også en fredsstifter, blev jeg nødt til at tage et standpunkt. Jeg valgte at stå side om side med Salim Munayer som leder af Musalaha for derigennem at opmuntre og træne den næste generation til forsoning.

Hvordan har du oplevet, at din vision for Musalaha er kommet til live?

Min vision og ambition har altid været at udvikle en sund model for en bibelsk forsoning, der gør det muligt for vores fællesskaber at bearbejde Israel-Palæstina-konfliktens implikationer. Vi har fundet en effektiv strategi for forsoning i ørkenvandreture til alle tider. Det har været utroligt givende at være vidne til udviklingen af dette program gennem årene. Igennem ”ørken-møder” sammensætter vi ledere fra de messiansk-jødiske og de palæstinensisk-kristne fællesskaber, og sætter fokus på at skabe relationer ved at træne dem i interpersonelle færdigheder. Disse ledere begiver sig derefter ud i den svære opgave at diskutere emner, der deler vandene, så de derigennem kan ændre deres opfattelse af ”den anden”. Herigennem kan magtbalancer ændre sig og tilliden lige så stille få plads til at blive genoprettet.

Hvad har været nogle af de største højdepunkter for dig?

Ørkenturene har altid været et personligt højdepunkt for mig. Når vi valgte at tage ture i ørkenen – sammen med vores konflikter – så mødte Gud altid op. Ørkenen blev et særligt sted for mig, hvor jeg kunne møde Gud. Disse møder blev et grundlag for mig, og gjorde det muligt for mig at være en effektiv hyrde i Israel og fortsætte med at have en passion for at se menneskers liv forandre sig på trods af de enorme udfordringer vores regionale konflikt gav.

Men over alt er jeg taknemmelig for den personlige støtte direktør Salim Munayer har udvist – både som ven og som fortrolig. Vi vil blive ved at gå side om side personligt og professionelt.

Et andet højdepunkt har været at udvikle Musalahas forsoningspensum sammen. Dette pensum er et biprodukt af over 20 års arbejde i dette udfordrende spændingsfelt. Med det, søger vi at udruste ledere til at facilitere fællesskaber og grupper i forsoningsprocesser og derigennem udbrede fred på en global skala.

Hvorfor har du valgt at træde tilbage som bestyrelsesmedlem?

Efter 31 år er denne beslutning igen strategisk. Jeg tror personligt, at det er tid til at lade den yngre generation af mænd og kvinder bære Musalahas vision videre. Det er deres tid til at tage lederskabet op.

Har du nogle sidste ord, du gerne vil dele med, der støtter Musalaha?

Jeg vil gerne takke alle dem, der støtter os. Tak fordi I har betroet os den byrde det er at varetage vores forsoningsvision. Den er baseret på vores forståelse af evangeliet og vores forståelse ad Guds rige her på jord. Efter årtier har konflikten vokset sig stor, og med den konsekvenserne for vores trosfællesskaber. Men Gud er trofast, og Han fortsætter arbejdet på trods af at menneskers fejl og mangler.  

Jeg vil opmuntre jer alle til at ”hænge i” i de kommende år. Der vil uden tvivl komme udfordringer, men fortsæt med at give jeres fulde støtte til dem, der leder dette banebrydende arbejde på frontlinjen.  

I årevis sår vi med tårer, og så ser vi de små glimt af solskin, når frugten vokser frem. Og det er det hele værd.

Evan Thomas

Israelske studerende: “Vi må være frontlinjen for forsoning”

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder 30/5 2019

Hen over påsken besøgte Avery og Samia fra det israelske studenterarbejde (FCSI) Danmark. Israelsmissionen havde inviteret pigerne med på Kristeligt Forbund for Studerendes Påskelejr, hvor mange hundrede gymnasieelever og studerende fra hele landet mødtes i fællesskab om tro og eksistens. Udover at det var første gang, pigerne besøgte Danmark, var det også første gang, de mødte hinanden. Pigerne kommer nemlig fra hver deres gren af studenterarbejdet – Avery fra den hebraisktalende gren og Samia fra den arabisktalende.

Den intense summen af snak, larmende stole og klirren af bestik og tallerkener, der opstår, når man klemmer 500 unge ind i samme rum, forstummer. Vi har fundet os en fredfyldt plet grønt græs i, hvad der synes som orkanens øje. Jeg er mødtes med pigerne for at tale lidt om hverdagslivets udfordringer som både ung studerende og troende i en israelsk kontekst.

”I FCSI støtter vi hinanden”

Fælles for begge piger er, at de er en del af det israelske studenterarbejde (FCSI) og er bosat i byen Haifa nord for Tel Aviv. Avery læser til kemiingeniør på det tekniske universitet og Samia læser psykologi. Begge piger oplever, at studenterarbejdet danner ramme for en vigtig del af deres hverdagsliv.

Avery er vokset op med fortællinger om studenterarbejdet, og da en veninde en dag spurgte, om hun ikke også skulle være en del af en hebraisktalende gruppe, tog hun med og er sidenhen blevet hængende.

”Det er afgørende for mig, at jeg har fundet et sted med ligesindede, som på en særlig måde er interesserede i en akademisk tilgang til bibelen, og som ønsker at tale om forskellige problemstillinger i forbindelse med troen. Her bliver jeg taget seriøst, og det er meget opmuntrende,” fortæller hun.

Samia oplevede, at da hun startede på universitet, blev hun præget af en masse nye tanker og principper, som udfordrede hende.

”Jeg studerer psykologi, og det er ikke det mest trosopmuntrende fag. Her var det vigtigt for mig, at jeg mødtes med andre studerende i FCSI hver uge. Så bad vi for hinanden og læste i bibelen – det var bare utroligt godt for mig,” forklarer hun.

Det kan Avery nikke genkendende til, og hun tilføjer:

”Når man begynder på universitet, møder man en masse ikke-troende. Her har FCSI hjulpet mig med at balancere mine relationer på en sund måde. Vi støtter hinanden. Selvom det kun er en ugentlig ting, lærer man langsomt hinanden at kende. Vi er alle i samme båd. Der er en fælles forståelse for det pres, man kan opleve som både studerende og troende. Jeg ved, at jeg har et fællesskab, som kan bede for mig og støtte mig, når jeg har brug for det.”

”Gud, hvorfor er der så mange, som ikke tror dig?”

Til dagligt bor Avery på et kollegie med andre studerende. Det er både en glæde og en udfordring for hende.

”Det er udfordrende at bo så tæt med mennesker, som ikke tror på det samme, som man selv gør,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg oplever ofte, at jeg har en stærk relation til nogen, men fordi vi lever på så forskellig vis, kan det være svært at tale ind i deres liv. Jeg ser dem måske gå igennem nogle svære perioder, hvor de håndterer problemer på en uhensigtsmæssig måde,” siger hun og fortsætter:

”At elske nogen, som ikke tror, er smertefuldt. Jeg kan ikke lade være med at spørge Gud: ”Hvorfor er der ikke flere, som kommer til tro på dig? Disse mennesker, jeg elsker så højt, hvorfor frelser du ikke dem?”

Avery oplever det som et spændingsfelt at leve sammen med mennesker, der er forskellige fra hende selv med alt, hvad det indebærer. Hun vil gerne være en del af deres verden, men samtidig sætte de nødvendige grænser.

Israeler, araber og venskaber på tværs?

FCSI er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende. Men selvom organisationen rummer mange

forskellige mennesker, kan det alligevel være svært at modarbejde nogle af de forestillinger, man vokser op med på tværs af etniske skel.

Avery er selv vokset op på en tosproget skole, hvor hun både har lært hebraisk og arabisk, men det er langtfra tilfældet for den gængse befolkning. ”Jeg er en anormalitet. De fleste israelere møder først arabere, når de kommer på universitetet,” fortæller hun og tilføjer: ”Jeg bliver ofte mødt med undren: ’Jamen du er israeler, og hun er araber? Og I er venner?’ I Israel er det faktisk en helt legitim undren. Selv i Haifa, som er en af Israels mest integrerede byer, er der stadig lang vej igen.”

I Israel skal både mænd og kvinder tilbringe tid i hæren, og her har Avery mærket det etniske skel på egen krop. ”Jeg er ærligt taget stadig en smule rystet efter hæren. Her bliver arabere set som fjenden. Sådan må man tænke. Men at være i et miljø med den tankegang, samtidig med at jeg har arabiske venner hjemme i min hverdag, har været hårdt.”

På trods af den oplevelse holder hun stadig fast i ønsket om at skabe enhed:

”Fællesskabet på tværs er en af de vigtigste aspekter af FCSI for mig. Jeg har længe ønsket at se et stærkere samarbejde. Ikke at der er fjendtlighed imellem de studerende, men mit ønske er at se flere venskaber blomstre – at vi besøger hinanden, hænger ud sammen og skaber ægte relationer. Jeg ønsker, at vi må være frontlinjen for forsoning på et nationalt plan. At vi må være eksemplet, som får mennesker til at ændre deres adfærd.”

Fælles konferencer danner grobund for relationer

Selvom de ugentlige møder i FCSI er opdelt efter sprog, mødes de studerende flere gange i året til fælles flersprogede konferencer, som giver dem mulighed for at tilbringe tid med hinanden:

”Jeg er araber,” fortæller Samia og fortsætter: ”Og for det meste hænger arabere ud med arabere, og jøder hænger ud med jøder. Sådan er det også, når man kommer på universitetet. Her kan de fælles konferencer være et godt udgangspunkt for at skabe relationer på tværs.”

Avery mener også, at de fælles konferencer er et godt sted at starte, men hun synes, at der er lang vej igen: ”Det kan være svært at skabe forbindelser på tværs af kulturelle og teologiske skel. Hvis jeg skal være helt ærlig, så oplever jeg også, at den hebraisktalende del af FCSI ikke er så gode til at komme til de fælles konferencer. Det kan der være mange grunde til – jeg tror ikke at det nødvendigvis er fordi de tænker, at de ikke vil hænge ud med de andre, men jeg tror, det er et spørgsmål om prioritering. Hvor man vælger at gå hen først og hvorfor.”

”Vores tro er bygget på kærlighed og fred. Og det er smukt, at vi får lov til at praktisere det så konkret til de her konferencer – også selvom vi endnu ikke interagerer så meget med hinanden,”

konstaterer Samia.

Håbet viser sig i glimt

Da snakken falder på fremtidsdrømme, rammer det både sorg og glæde i pigernes liv.

”Som araber,” fortæller Samia ”kan jeg ikke håbe på meget i vores land. Jeg mener, jeg kan håbe, men i sidste ende vil jeg blive skuffet.”

Der er stille et øjeblik, før hun fortsætter. Tyngden og alvoren af hendes ord rammer en kompliceret virkelighed, som ikke sådan lige lader sig besvare.

”Men jeg har et ønske om, at der vil blive skabt en øget forståelse mellem begge sider, og at vi vil se på hinanden med respekt og ligeværd,” afslutter hun.

Avery håber på, at FCSI vil vokse sig endnu større, og at alle troende studerende vil deltage i fællesskabet, så der kan blomstre tætte venskaber på tværs.

”Jeg ønsker, at vi, på grund af vores kærlighed i Kristus og til hinanden, må være i stand til at tilsidesætte vores forskelle og være et forbillede for resten af Israel,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg ønsker, at mennesker må blive draget til os på grund af vores kærlighed til hinanden og vores enhed. For det er jo, hvad Jesus siger, ikke? At mennesker kan vide, at vi er hans, fordi vi har kærlighed til hinanden. Denne kærlighed er ikke begrænset til en særlig kultur eller politisk overbevisning.”

Forsoning begynder med generøs teologi

Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, december 2017

I sommers besøgte den teologiske sværvægter, Chris Wright, Danmark, og vi benyttede chancen for at interviewe ham om Bibelen som Guds store fortælling, og om hvorfor det er vigtigt, vi som kristne ser Bibelen som sådan. Vi spurgte ham også om, hvorfor han er så optaget af forsoning mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder.

For Chris Wright er det helt essentielt, at vi ser Bibelen som Guds store fortælling. ”Hvis vi glemmer, at Bibelen er Guds fortælling, kan vi let komme til at glemme, hvilken historie vi egentligt lever i,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Og når vi glemmer vi lever i Guds fortælling – og lader os forme af den – bliver vi i stedet formet af kulturens fortællinger og myter. Vi lever vores liv i disse fortællinger – frem for i Bibelens.”

Guds fortælling er fortællingen
”For os, der er kristne, er Guds fortælling ikke blot en fortælling ud af mange, men fortællingen,” pointerer Chris Wright. ”Det giver os en forklaring på universets tilblivelse, om menneskets problem og hvad Gud gør ved det – og så peger den fremad og giver os håb,” understreger han. ”Når vi skal finde ud af, hvem vi er, bliver vi nødt til at gå længere tilbage end pinsedagen, som den er beskrevet i Apostlenes Gerninger. Vi er nødt til at gå helt tilbage til Abraham og se, at vi som kristne er blevet indlemmet i Guds folk, hvis opgave det altid har været at samarbejde med Gud i hans mission til verden.”

Guds folk skal være en velsignelse
  Chris Wright mener, det er vigtigt først at afklare, hvem vi er, for at kunne afklare, hvad vores opgave er, mens vi lever her på jorden. ”Hvis det er sandt, vi er Guds folk, må det også være vores opgave, vores mission, at leve med Guds formål for øje,” fastslår han. ”Gud kaldte Abraham til at være en velsignelse. Det er stadigvæk vores opgave, som Guds folk,” forklarer Chris Wright. I den sammenhæng er det helt afgørende dels at proklamere evangeliet, men også at leve et liv, som kan vise samfundet, hvad det vil sige at tilhøre Gud.

  Vi er ét
Forsoning er også helt central i Guds fortælling, mener Chris Wright. ”Forsoning er hjertet i evangeliet. Paulus understreger meget kraftigt – fx i Efeserbrevet – at det ikke blot handler om forsoning mellem Gud og mennesker, men også mellem mennesker. Kristne, som ellers ville være adskilt af fx race eller hudfarve, er nu ét i Kristus, og Paulus formaner os til at holde fast i den enhed. Og som kristne er det helt essentielt, vi tager del i og opmuntrer andre til at tage del i denne forsoning,” understreger han.

Derfor er Chris Wright også dybt involveret i et forholdsvist nyt netværk under Lausannebevægelsen, kaldet LIRIP (Lausanne Initiative for Reconciliation in Israel-Palestine; Lausannes initiativ til forsoning i Israel-Palæstina). ”Det er egentligt en gruppe venner, som mødes og taler sammen,” forklarer han om netværket, som har rødder tilbage til Lausannes store verdenskongres i 2010. ”Der er jo nok at være uenige om,” mener Chris Wright og fortsætter: ”Men det var der altså også på Paulus’ tid, når det kom til spørgsmålet om, hvordan troende jøder og ikke-jøder skulle være i menighed sammen. Spørgsmålet om sabbatten, rent og urent og mange af de andre forhold, som er med til at konstituere jødisk identitet, var potentielle konflikter.” I dag er det spørgsmålet om land og løfter, som er omdrejningspunktet for meget af konflikten mellem palæstinensere og israelere.

Gammel Testamente er ikke en geopolitisk plan
”Jeg har sympati for de af mine messiansk-jødiske venner, som mener, at den moderne stat Israel er et resultat af Guds trofasthed og opfyldelse af løfter i det Gamle Testamente,” forklarer Chris Wright. Alligevel tilføjer han: ”Men jeg mener på samme tid heller ikke, at vi bare kan tage det Gamle Testamente og bruge det som en geopolitisk plan i forhold til, hvem der har ret til hvilke landområder i Mellemøsten. ”Det er et utroligt svært spørgsmål at navigere i, mener Chris Wright, og det er derfor, det er så vigtigt, at mennesker fra begge sider af konflikten mødes og taler sammen. For at lytte til hinandens fortællinger.

Forsoning handler om discipelskab
Netop det sidste er væsentligt i forhold til det statement, der kom fra netværket, i forbindelse med deres møde på Cypern i 2016. ”Når man læser Lanarca-statement, handler det egentligt blot om helt grundlæggende discipelskab,” forklarer Chris Wright, men karakteriserer alligevel udtalelsen som ”et lille mirakel”. ”Det, den egentligt ’bare’ siger er: Hvis vi begge er efterfølgere af Jesus, så lad os interagere og have en relation til hinanden, som Jesus fortæller os, vi skal have. Det betyder, vi skal lade være med at lyve om hinanden, ligge i strid med hinanden, skændes og dæmonisere hinanden. Lad os i det mindste tale sandt om hinanden og lytte til hinanden. Hvad Larnaca vil gøre er at sætte nogle rammer for interaktion med hinanden. Det er i sig selv et profetisk tegn,” mener Chris Wright.

Brobyggende teologi
For Chris Wright er Lanarca-statement et konkret eksempel på det, han kalder brobyggende teologi og praksis. ”Målet og håbet med forsoningsarbejdet er jo at bygge broer i stedet for mure; at nå frem til en brobyggende fortælling,” fastslår han og fortsætter: ”Man må spørge sig selv: Kan vi skabe plads til hinanden indenfor vores eksisterende teologi omkring landet og udvælgelse? Kan vi have en generøs teologi, der er åben, selv hvis den adskiller sig fra andres?” spørger Chris Wright.

Vi må interagere med generøs teologi
Chris Wright understreger også vigtigheden af, at ingen af parterne føler, at de er nødt til at give køb på deres teologiske overbevisning: ”Selvfølgelig både kan og skal vi have tolkningsdiskussioner, men vi må interagere med hinanden med generøs teologi. Kun på den måde kan vi have håb om at ende med to teologier som ikke støder sammen, men er villige til at give plads til hinanden,” slutter han.

  Denne artikel er forkortet. Læs den fulde version her.

Foto øverst: Arne Pedersen      

De trofaste få

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 27/9 2017

Forsoningsarbejdet i Israel-Palæstina-konflikten er fuld af udfordringer. Organisationen Musalaha oplever blandt andet en faldende interesse blandt unge for at deltage i deres initiativer for fred og forståelse. På trods af dette er der nogle trofaste få, som er villige til at tage kampen op, og de skinner et livsvigtigt lys for forandring. Nedenfor kan du læse en ungdomslederes refleksioner over en ”brobyggertur” til Norge.

Når man arbejder inden for forsoning, håber man altid på en overvældende interesse fra dem, som er ivrige efter at skabe forandring. Dette kommer især til udtryk i arbejdet med den yngre generation, der efter sigende er mere åbne for at møde nye mennesker og lytte til nye perspektiver. Desværre er dette ikke altid tilfældet i vores Palæstina-Israel-kontekst. Det var for eksempel ret så svært at rekruttere deltagere til vores ”brobyggertur” til Norge, dels fordi de unge har travlt med enten at studere eller arbejde. Vi ser også unge mennesker, som har mødt stor modstand mod forsoning fra deres trosledere. Derved, bestod turen af en mindre gruppe sammenlignet med tidligere år. Først syntes disse rekrutteringsvanskeligheder meget nedslående. Som følgere af Kristus er vi kaldet til at være fredsskabere og gå foran i forsoningsarbejdet, og derfor forvente, at flere troende vil være interesseret i sådanne initiativer. På trods af at vi drog afsted med en mindre gruppe end ventet, havde vi nogle få trofaste deltagere, som var klar på at tage udfordringen op. På konferencen blev det tydeligt, at hvad gruppen manglede i kvantitet gjorde den op for i kvalitet gennem engagement. Den mindre gruppe gjorde det muligt for os at tilbringe mere tid med hinanden, og et resultat heraf var, at der blev bygget nogle stærke relationer. Der var en følelse af familiaritet, tryghed og glæde på lejren, hvor vi boede.

På grund af denne atmosfære dækkede vi ikke kun nogle få basale kapitler fra Musalahas pensum, men vi undersøgte også nogle af vores historiske og teologiske forskelligheder. Disse emner er sandsynligvis nogle af de mest følelsesladede og sværeste at dække. For mange mennesker kan disse kontroversielle emner være afgørende for deres beslutning om at fortsætte med forsoningsprocessen. Deltagerne fandt ikke disse diskussioner lette. Nogle havde brug for at trække sig tilbage og havde ikke lyst til at fortsætte med at være i kontakt med den anden side. Dette gjaldt især dem, som aldrig havde hørt den anden sides politiske, historiske eller teologiske standpunkter før. Men den lille gruppedynamik og den tryghed, deltagerne skabte, faciliterede meningsfuld, respektfuld og produktive diskussioner. Begge sider kunne udtrykke deres positioner uden at føle sig angrebet eller bebrejdet. Til tider kunne diskussionen føles som et seminar, hvor deltagerne var der for at høre perspektiver modsat deres eget for at kunne lære og muligvis bygge bro mellem de forskellige fortællinger. I det hele taget fik alle deltagerne, også dem, der var meget udfordrede, en masse ud af undervisningen og her spillede gruppedynamikken en stor rolle.

Alt i alt skinnede de trofaste få igennem på denne ungdomstur. At arbejde for forsoning er ekstremt udfordrende. Israelere og palæstinensere står ikke i kø for at engagere sig med hinanden. Men der vil altid være nogle få, som er villige til at tage udfordringen op og gå i dialog med den anden side. De trofaste få skinner et lille men livsvigtig lys i midten af håbløshed og fortvivlelse – et lys, som oplyser en ny sti af fred, forsoning og håb.

Øverste billede (C) Musalaha

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale version her.  

Sommerlejre bygger bro til forældre

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 25/8 2017

Organisationen Musalaha oplever en stigende interesse for evangeliet blandt forældre til deltagere på deres sommerlejre. Mange udtrykker deres begejstring for den undervisning, børnene modtager. Budskaberne står i stor kontrast til den intolerance og racisme, de er vidner til i deres daglige liv. 

Større diversitet er til velsignelse
I takt med, at Musalaha har øget antallet af deres lejre, oplever de en større diversitet blandt både deltagere og ledere. Musalahas sommerlejre er åbne for alle børn på tværs af etniske og religiøse skel, men denne forandring har åbnet op for, at en bredere gruppe børn kan møde hinanden og lære hinanden at kende.

Forældre lærer om kærlighed
I modsætning til tidligere år har mange forældre udtrykt deres taknemmelighed over Musalahas arbejde. De oplever, at ikke kun deres børn, men også forældrene selv får gavn af undervisningen på lejrene. Nogle forældre vælger at være med under timerne sammen med deres børn. Budskaberne står i stærk kontrast til den intolerance og hårdhed, de møder til dagligt i samfundet.

En forælder delte dette vidnesbyrd med én af lejrlederne: ”Du har ingen ide om, hvad jeres undervisning og entusiasme gjorde for mig. Jeg kom i morges og var skuffet og følte mig elendigt til mode, men jeres budskab ændrede min indstilling!” Moren krammede derefter lederen og begyndte at græde.

Fordi hendes barn var med på lejren, lærte hun sunde reaktionsmønstre som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvkontrol på ovenstående ødelæggende indstillinger.

Samvær nedbryder fordomme
Musalaha samarbejder også med grupper fra Amerika og Europa. Grupperne tilbringer sommeren med at hjælpe til på lejrene, og de oplever herigennem at få nedbrudt mange af deres fordomme. Mange kommer fra samfund, der i stigende grad er præget af en større polarisering og religiøs intolerance. Ved at tilbringe tid i en landsby, hvor størstedelen af indbyggerne er muslimer, hjælper det dem til at komme af med deres forudindtagede holdninger. Dette gælder unge såvel som ældre ledere. Nedenfor reflekterer amerikanske pastor Eric Bryant over hans tid i en lejr på Vestbredden i byen Nablus.

På begge sider af muren så jeg børn, der mindede mig om vores børn. De elskede is. De elskede at lege. De elskede hinanden.

– En anden ting, vi alle har til fælles: vi kan ikke lide, at blive sat I bås. Ingen kan lide at blive misforstået.

– Ikke alle israelere er ens. Ikke alle palæstinensere er ens. Ikke alle amerikanere er ens. Den bedste måde at forstå andre på, er ved at lære dem at kende. At arbejde som frivillig i Nablus på Vestbredden gav os den mulighed.

Læs artikel fra Musalaha her.

Han sagde: Jøderne skal væk!

Jeg har nu været i Jerusalem i lidt over en uge som kirkevolontør og 3k-praktikant. Der er mange nye indtryk. Meget jeg skal lære. Hvor handler jeg ind? Hvordan fungerer det med offentlig transport? Hvilken station skal jeg stå af på – og ja, jeg fandt ud af, at jeg kørte for langt og måtte tage den næste sporvogn i modsat retning.. Rookie mistake..

I går valgte jeg at tage i Den Gamle By igen i håb om, at jeg på et tidspunkt sagtens kan finde rundt i alle de små gader. Jeg havde god tid. Intet jeg rigtigt skulle nå, så jeg stoppede flere gange op for at snakke med de sælgende.

Azml, en middelalderende mand, inviterede mig på en kop kaffe. Jeg er forundret over den gæstfrihed, jeg møder.

Imens vi sad og drak den stærke kop kaffe, snakkede vi om den spændende by, vi nu begge bor i. En by med så meget historie, så meget kultur og så meget religion. Jeg var nysgerrig på, om han var troende, så jeg spurgte ham simpelthen lige ud. Og han svarede mig.. (Det er altså fedt, at være et sted, hvor folk gerne vil tale om tro!)

Azml er muslim, men han kan godt lide kristne. For der, hvor han har sin bod, har kristne og muslimer boder tæt op ad hinanden. De taler sammen og lever i fred. Azml ønskede virkelig, at jeg skulle forstå, at rigtige muslimer er fredelige og vil mennesker det godt. Det var hyggeligt at sidde og snakke med Azml. Han er en meget rar mand. Min nysgerrighed dukkede op igen..

“Hvad tænker du egentlig om jøder?”, spurgte jeg ham. “De har taget folks huse…” “Jeg er sikker på, at der kommer en krig igen..” “Jøderne skal væk!” Det var noget af hans svar.

Bum.. der sad jeg. Ny i byen og lige pludselig var konflikten ikke noget jeg bare hørte om i fjernsynet. Her sad jeg overfor et levende menneske, som jeg hyggede mig med, som oplever så stor uretfærdighed, at han ønsker, at jøderne bare skal væk.

Hvad skulle jeg sige?  For jeg kunne jo godt se det fra hans synsvinkel, men hvor skulle jøderne så være?Hvordan skulle jeg udtrykke min uenighed og samtidigt vise Kristi kærlighed? Jeg genkender dilemmaet fra Danmark. Mødet med en, som man er dybt uenig med – hvordan udtrykker man kærlighed, uden at slække på sin overbevisning?

Jeg ved ikke, om jeg kom med godt nok modsvar, og så ringede hans telefon og samtalens emne ændret…

Men mødet med Azml åbnede mine øjne for vigtigheden af bøn om fred og forsoning her i Israel. For Azml er en rigtig rar mand, som jeg håber at få mange flere samtaler med. Men hvordan kan han og andre, der tænker som ham, blive forsonet med jøderne? Så vi undgår at en krig blusser op igen.

Jeg tror jo på, at det kun rigtigt kan ske i Kristus! Derfor er mit største ønske også, at jeg i min tid her i Jerusalem må være et redskab til at vise Guds forvandlende kærlighed.

Må Gud gribe ind og bringe Shalom.

Sejre og nederlag i Seksdageskrigen – 50 år efter (del 1)

Bodil Skjøtt, generalsekretær i Israelsmissionen

2017 markerer 50-året for Seksdageskrigen (Juni-krigen). Det er en begivenhed, som tydeligt huskes af dem som oplevede de dage, hvad enten de var tæt på krigen eller blot fulgte den via nyhederne. Der er stadig israelere og palæstinensere, som kan huske en tid før 1967 med pigtrådshegn og grænseposter i Jerusalem. Andre husker kun den tid, hvor man frit kunne færdes mellem Jerusalem og Betlehem, og hvor en tur til Hebron og Nablus ikke var forbundet med fare. Siden da er der igen kommet pigtrådshegn og grænseposter. Snart vil der være en generation, der ikke har kendt en tid uden mure, og for hvem en køretur mellem Jerusalem og Betlehem er uden for rækkevidde.

Vi har mødt tre personer som alle på forskellig måde havde Seksdageskrigen tæt inde på livet. Her kan du møde den første, Baruch Maoz.

Krigen skabte håb om fred

Baruch Maoz er israeler, Jesus-troende jøde og arbejder med teologisk undervisning i den messianske bevægelse. Baruch kom til Israel sammen med sin familie i 1953. Han var dengang 10 år gammel. Da Seksdageskrigen brød ud var han teologistuderende i Edinbourgh og i gang med en bachelor-uddannelse i teologi. Baruch fortæller:

”Min deling i reserven blev indkaldt i krigens sidste dage, og jeg kom derfor tilbage til Israel, netop som krigen sluttede. Jeg oplevede ikke krigen i Israel, men tiden umiddelbart efter. Selvom tingene havde ulmet helt siden Suez-krisen i 1956, kom krigen og ikke mindst dens udfald, som en kæmpe overraskelse for os. Indtil da havde konflikten været en Israelsk-arabisk konflikt. Men efter 1967 blev konflikten israelsk/palæstinensisk. Udfaldet var på mange måder med til at forme den palæstinensiske identitet. Blandt israelere var den med til at skabe nyt håb – også et håb om fred. Disse forhåbninger er aldrig blevet indløst, bl.a. fordi Israel selv har fulgt en uansvarlig politik, som i min optik har gjort oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat umulig.

I tiden efter 1967 og frem til midten af 70erne blev der på det personlige plan dannet mange positive relationer mellem israelere og palæstinensere. Israelske soldater kunne i 1967 fortælle, hvordan palæstinensere hjalp dem med at komme frem til deres base. Men med tiden er disse personlige relationer blevet ødelagt af den politik, lederne på begge sider har ført. Som israeler kan jeg bedst forholde mig til det, der er sket i det israelske samfund. At have magten over et folk som ikke ønsker at være underlagt ens magt, påvirker ikke kun dem, man har magten over. Det påvirker også en selv og ikke i positiv retning. Det har blandt mange skabt en manglende forståelse for palæstinensernes lidelse og manglende villighed til at forholde sig deres ønske om selvstændighed.

For den messianske bevægelse har ønsket om at blive accepteret af det øvrige samfund været en drivende kraft, som har trumfet moralske og etiske overvejelser om, hvordan vi skulle forholde os til konflikten og spørgsmålet om, hvad der skulle ske med Vestbredden og dens befolkning. Man har antaget en teologi som legitimerede en politisk nationalisme ud fra et behov for som minoritet at blive accepteret – bl.a. motiveret af et oprigtigt ønske om for at komme på talefod med naboer og venner for at dele evangeliet med dem.

Krigen og tiden derefter ændrede zionismen. Før talte vi om Israel, som en ”hjemland” for jøder. Men med 1967 fik Vestbredden en religiøs dimension, som ikke havde været fremtrædende før. Moralsk og etisk står vi overfor et kollaps, som for vores samfund er et lige så stort problem, som den manglende fred med palæstinenserne. Desværre forholder det nuværende lederskab sig slet ikke til det. Det vil kræve nye ledere, som tør forholde sig til spørgsmålet om, hvorvidt vi skal være en demokratisk eller en jødisk stat. Ønsker vi at være både jødisk og demokratisk, får det konsekvenser, som ingen er villige til at tage nu. Som samfund mangler vi et moralsk og etisk barometer at styre efter.

Den manglende teologiske refleksion i den messianske bevægelse betyder også, at mange ikke forholder sig til, hvad det vil sige at være en del af en besættelsesmagt. Man affærdiger kritik fra andre kristne alene ved at stemple dem som ”erstatningsteologer” – oftest uden at kunne gøre rede for, hvad det betyder. I bevægelsen har man en fasttømret teologisk forståelse af staten Israels rolle i forhold til profetier, landløfter og endetiden. Ingen stiller spørgsmål til det. For gør man det, vil det åbne op for en række andre spørgsmål, som man ikke er villige til at stille – fx spørgsmålet om etik og palæstinensernes rettigheder.

Jeg har tillid til den næste generation af messianske jøder. De deler ikke frygten for ikke at blive anerkendt, selv om vi fortsat er et mindretal. De er vokset op her i landet, har gjort tjeneste i hæren og er en integreret del af samfundet på en anden måde, end min generation var det. De har også et stærkt ønske om at være loyale over for deres tro og deres menighed. Men de fleste ikke har et gennemreflekteret teologisk standpunkt. Man ved, hvad man gør, men ikke hvorfor, og så er man et let bytte for stærke holdninger.

Jeg har set næste generation vokse frem i den messianske bevægelse og set dem tage ansvar. Derfor er jeg ikke kun kritisk. Jeg er også optimistisk, når det gælder kirken i Israel. Desværre har jeg ikke den samme optimisme, når det gælder det politiske lederskab i vores land, og den kurs vi som nation er slået ind på.”

Påskens ensomme begivenheder

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha

I forbindelse med dette års påsketid samles mennesker fra hele verden i Jerusalem. Da påsken i både den østlige og vestlige tradition falder på samme dag, vil der være ekstra tætpakket. Palmesøndag ligger i denne uge, og tusinder af besøgende og lokale kristne palæstinensere vil gå samlet ned fra Oliebjerget, gennem dalen og op til den gamle by i Jerusalem. Det er et meget rørende syn, hvor grupper af mennesker fra hele verden vifter med palmegrene, synger lovsange og fejrer Jesu virke og hans indtog til Jerusalem.  Det er én af de mest pulserende fejringer i verden, der markerer den sidste uge i Jesu fysiske liv.

I de østlige traditionelle kirker er folk hele ugen beskæftiget med at faste og bede. Kirkerne er fulde af mennesker, der ikke normalt kommer til gudstjeneste. Man hører ofte folk sige, at bønnerne før påske er smukke og at de kan lide at lytte til dem, at læse evangelierne, og især at opleve lovsangen ugen igennem, der leder op til påskesøndag, eller pascha, som den bliver kaldt i Østen. Langfredag og opstandelsessøndag er der knap plads til at stå op i kirkerne i den gamle by i Jerusalem.

Disse glædelige og meningsfulde anledninger til at fejre står i stærk kontrast til de historiske og spirituelle begivenheder, de markerer. Faktisk, var begivenhederne i Jesu liv, død og opstandelse meget ensomme. Disciplene og de fleste folk, der fulgte Jesus, forlod ham, da han modtog sit kors. De afviste ham ved at benægte, at de kendte ham. Kun enkelte gik ved siden af ham, og hjalp ham, da han gik op til Golgata, og kun meget få stod ved hans fødder under korsfæstelsen.

Kontrasten mellem disse tragiske og forfærdelige begivenheder og hvad vi fejrer i dag, er slående – vi kan lære af forskelligheden. Mange gange går store begivenheder i historien stille for sig ligesom korsfæstelsen og opstandelsen. Da disse begivenheder fandt sted lod det til, at det onde havde vundet over det gode. Folk mistede håbet, og det var en trøstesløs tid. Det var ikke ærefulde begivenheder, som blev ophøjet, men fuldstændig modsat hvordan vi fejrer dem i dag.

Det er det samme for mennesker, som søger Guds rige, og især dem, som søger forsoning. Livet kan være ensomt, fyldt med afvisning, ikke glorværdigt, smertefuldt og til tider besværligt, for dem, som aktivt arbejder for forsoning. I dag leder de fleste efter ære, magt og tilbedelse, og stræber efter at opnå den succes, samfundet definerer.

Prisen for at taget et standpunkt i moralske og etiske dilemmaer er høj, og ligeså når man opfordrer til fred og forsoning, og ikke fjendtlighed og afstandtagen til andre, som er forskellige fra os. Dog er det ofte de svære tider, fyldt med isolation, der er de transformerende og udviklende øjeblikke i vores samfund i dag. Lad os genkende kontrasten mellem hvordan begivenhederne vi fejrer faktisk foregik, og hvordan vi vælger at fejre dem. Må dette hjælpe os til ikke at gå glip af transformerende øjeblikke i vores egen livstid.

  Artiklen er oversat. Læs den originale her.

Øverste billede: (C) Musalaha