Skip to main content

Tag: Israel

Israelske studerende: “Vi må være frontlinjen for forsoning”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder 30/5 2019

Hen over påsken besøgte Avery og Samia fra det israelske studenterarbejde (FCSI) Danmark. Israelsmissionen havde inviteret pigerne med på Kristeligt Forbund for Studerendes Påskelejr, hvor mange hundrede gymnasieelever og studerende fra hele landet mødtes i fællesskab om tro og eksistens. Udover at det var første gang, pigerne besøgte Danmark, var det også første gang, de mødte hinanden. Pigerne kommer nemlig fra hver deres gren af studenterarbejdet – Avery fra den hebraisktalende gren og Samia fra den arabisktalende.

Den intense summen af snak, larmende stole og klirren af bestik og tallerkener, der opstår, når man klemmer 500 unge ind i samme rum, forstummer. Vi har fundet os en fredfyldt plet grønt græs i, hvad der synes som orkanens øje. Jeg er mødtes med pigerne for at tale lidt om hverdagslivets udfordringer som både ung studerende og troende i en israelsk kontekst.

”I FCSI støtter vi hinanden”

Fælles for begge piger er, at de er en del af det israelske studenterarbejde (FCSI) og er bosat i byen Haifa nord for Tel Aviv. Avery læser til kemiingeniør på det tekniske universitet og Samia læser psykologi. Begge piger oplever, at studenterarbejdet danner ramme for en vigtig del af deres hverdagsliv.

Avery er vokset op med fortællinger om studenterarbejdet, og da en veninde en dag spurgte, om hun ikke også skulle være en del af en hebraisktalende gruppe, tog hun med og er sidenhen blevet hængende.

”Det er afgørende for mig, at jeg har fundet et sted med ligesindede, som på en særlig måde er interesserede i en akademisk tilgang til bibelen, og som ønsker at tale om forskellige problemstillinger i forbindelse med troen. Her bliver jeg taget seriøst, og det er meget opmuntrende,” fortæller hun.

Samia oplevede, at da hun startede på universitet, blev hun præget af en masse nye tanker og principper, som udfordrede hende.

”Jeg studerer psykologi, og det er ikke det mest trosopmuntrende fag. Her var det vigtigt for mig, at jeg mødtes med andre studerende i FCSI hver uge. Så bad vi for hinanden og læste i bibelen – det var bare utroligt godt for mig,” forklarer hun.

Det kan Avery nikke genkendende til, og hun tilføjer:

”Når man begynder på universitet, møder man en masse ikke-troende. Her har FCSI hjulpet mig med at balancere mine relationer på en sund måde. Vi støtter hinanden. Selvom det kun er en ugentlig ting, lærer man langsomt hinanden at kende. Vi er alle i samme båd. Der er en fælles forståelse for det pres, man kan opleve som både studerende og troende. Jeg ved, at jeg har et fællesskab, som kan bede for mig og støtte mig, når jeg har brug for det.”

”Gud, hvorfor er der så mange, som ikke tror dig?”

Til dagligt bor Avery på et kollegie med andre studerende. Det er både en glæde og en udfordring for hende.

”Det er udfordrende at bo så tæt med mennesker, som ikke tror på det samme, som man selv gør,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg oplever ofte, at jeg har en stærk relation til nogen, men fordi vi lever på så forskellig vis, kan det være svært at tale ind i deres liv. Jeg ser dem måske gå igennem nogle svære perioder, hvor de håndterer problemer på en uhensigtsmæssig måde,” siger hun og fortsætter:

”At elske nogen, som ikke tror, er smertefuldt. Jeg kan ikke lade være med at spørge Gud: ”Hvorfor er der ikke flere, som kommer til tro på dig? Disse mennesker, jeg elsker så højt, hvorfor frelser du ikke dem?”

Avery oplever det som et spændingsfelt at leve sammen med mennesker, der er forskellige fra hende selv med alt, hvad det indebærer. Hun vil gerne være en del af deres verden, men samtidig sætte de nødvendige grænser.

Israeler, araber og venskaber på tværs?

FCSI er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende. Men selvom organisationen rummer mange

forskellige mennesker, kan det alligevel være svært at modarbejde nogle af de forestillinger, man vokser op med på tværs af etniske skel.

Avery er selv vokset op på en tosproget skole, hvor hun både har lært hebraisk og arabisk, men det er langtfra tilfældet for den gængse befolkning. ”Jeg er en anormalitet. De fleste israelere møder først arabere, når de kommer på universitetet,” fortæller hun og tilføjer: ”Jeg bliver ofte mødt med undren: ’Jamen du er israeler, og hun er araber? Og I er venner?’ I Israel er det faktisk en helt legitim undren. Selv i Haifa, som er en af Israels mest integrerede byer, er der stadig lang vej igen.”

I Israel skal både mænd og kvinder tilbringe tid i hæren, og her har Avery mærket det etniske skel på egen krop. ”Jeg er ærligt taget stadig en smule rystet efter hæren. Her bliver arabere set som fjenden. Sådan må man tænke. Men at være i et miljø med den tankegang, samtidig med at jeg har arabiske venner hjemme i min hverdag, har været hårdt.”

På trods af den oplevelse holder hun stadig fast i ønsket om at skabe enhed:

”Fællesskabet på tværs er en af de vigtigste aspekter af FCSI for mig. Jeg har længe ønsket at se et stærkere samarbejde. Ikke at der er fjendtlighed imellem de studerende, men mit ønske er at se flere venskaber blomstre – at vi besøger hinanden, hænger ud sammen og skaber ægte relationer. Jeg ønsker, at vi må være frontlinjen for forsoning på et nationalt plan. At vi må være eksemplet, som får mennesker til at ændre deres adfærd.”

Fælles konferencer danner grobund for relationer

Selvom de ugentlige møder i FCSI er opdelt efter sprog, mødes de studerende flere gange i året til fælles flersprogede konferencer, som giver dem mulighed for at tilbringe tid med hinanden:

”Jeg er araber,” fortæller Samia og fortsætter: ”Og for det meste hænger arabere ud med arabere, og jøder hænger ud med jøder. Sådan er det også, når man kommer på universitetet. Her kan de fælles konferencer være et godt udgangspunkt for at skabe relationer på tværs.”

Avery mener også, at de fælles konferencer er et godt sted at starte, men hun synes, at der er lang vej igen: ”Det kan være svært at skabe forbindelser på tværs af kulturelle og teologiske skel. Hvis jeg skal være helt ærlig, så oplever jeg også, at den hebraisktalende del af FCSI ikke er så gode til at komme til de fælles konferencer. Det kan der være mange grunde til – jeg tror ikke at det nødvendigvis er fordi de tænker, at de ikke vil hænge ud med de andre, men jeg tror, det er et spørgsmål om prioritering. Hvor man vælger at gå hen først og hvorfor.”

”Vores tro er bygget på kærlighed og fred. Og det er smukt, at vi får lov til at praktisere det så konkret til de her konferencer – også selvom vi endnu ikke interagerer så meget med hinanden,”

konstaterer Samia.

Håbet viser sig i glimt

Da snakken falder på fremtidsdrømme, rammer det både sorg og glæde i pigernes liv.

”Som araber,” fortæller Samia ”kan jeg ikke håbe på meget i vores land. Jeg mener, jeg kan håbe, men i sidste ende vil jeg blive skuffet.”

Der er stille et øjeblik, før hun fortsætter. Tyngden og alvoren af hendes ord rammer en kompliceret virkelighed, som ikke sådan lige lader sig besvare.

”Men jeg har et ønske om, at der vil blive skabt en øget forståelse mellem begge sider, og at vi vil se på hinanden med respekt og ligeværd,” afslutter hun.

Avery håber på, at FCSI vil vokse sig endnu større, og at alle troende studerende vil deltage i fællesskabet, så der kan blomstre tætte venskaber på tværs.

”Jeg ønsker, at vi, på grund af vores kærlighed i Kristus og til hinanden, må være i stand til at tilsidesætte vores forskelle og være et forbillede for resten af Israel,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg ønsker, at mennesker må blive draget til os på grund af vores kærlighed til hinanden og vores enhed. For det er jo, hvad Jesus siger, ikke? At mennesker kan vide, at vi er hans, fordi vi har kærlighed til hinanden. Denne kærlighed er ikke begrænset til en særlig kultur eller politisk overbevisning.”

”Har videnskaben begravet Gud?” – 400 studerende samlet til forelæsning om tro i Israel

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

Maria Strøm, d. 26. marts 2019

”Har videnskaben begravet Gud?” Sådan lød overskriften på den forelæsning professor fra Oxford Universitet John Lennox afholdte på det tekniske universitet i Haifa i slutningen af februar. Begivenheden var arrangeret af det kristne studenterarbejde i Israel, FCSI (Fellowship of Christian Students in Israel), og mere end 400 studerende med forskellig baggrund mødte op for at lytte til budskabet om troen på en Gud i en sekulariseret verden.

Udfordringer før start

Men det forløb ikke uden besvær at finde lokaler til begivenheden. Selvom det tekniske universitet indledningsvist havde givet studenterarbejdet lov til at låne en større sal, bakkede de dog ud før arrangementet skulle afholdes. FCSI fandt et andet sted, men da det var både mindre og ikke umiddelbart let tilgængeligt for studerende, håbede og bad de om, at der måtte dukke en løsning op. Det tekniske universitet blev i mellemtiden igen positivt stemt overfor begivenheden, og gik med til at låne en mindre sal ud med plads til omkring 300 mennesker. Men besværlighederne tog sit højdepunkt en time før forelæsningen, da universitetet trak sig ud igen.

”Det var ved Guds nåde og en af vores lederes vedholdenhed, at dørene åbnede, og vi kunne afholde begivenheden,” fortæller FCSI i deres seneste nyhedsbrev.  

En mangfoldig forsamling af mennesker

Forelæsningen samlede mere end 400 mennesker, og omkring 80-100 mennesker fulgte med på en live-stream andetsteds.

”Salen var fuldstændig pakket, og mange måtte sidde på gulvet eller stå op,” fortæller studenterbevægelsen.

Begivenheden rummede en mangfoldig forsamling. Studerende og undervisere med muslimsk, jødisk, kristen og ateistisk baggrund deltog sammen med flere FCSI-studerende fra andre byer. Som introduktion til forelæsningen fortalte en leder fra en arabisktalende gruppe og en leder fra en hebraisktalende gruppe om det kristne studenterarbejde og deres fælles tro på Jesus.

”Det var stort for mig at opleve, hvordan Gud sørgede for os, og lod alle de mange mennesker deltage på trods af alle de udfordringer og al den modstand vi mødte. Den overfyldte sal vil altid stå som et stærkt billede for mig og minde mig om, hvor desperat mennesker har brug for Gud og at vi alle tørster efter at få lov til at kende sandheden,” fortæller en kristen studerende.   

John Lennox tager de store emner op  

John Lennox er professor på Oxford Universitet og har specialiseret sig indenfor matematik og videnskabsfilosofi. Overskriften på forelæsningen stillede spørgsmålet ”har videnskaben begravet Gud?”, og herigennem diskuterede Lennox, om ateismen nødvendigvis er det mest videnskabelige valg – eller om troen på en Gud kan være en saglig mulighed.

Mange studerende oplever, at ateismen bliver fremstillet som den intellektuelle vej, og derfor kan det være svært at holde fast i troen. John Lennox’ forelæsning giver på en anderledes måde studerende mulighed for at sætte nogle nye ord på deres tro, og hvad den betyder for dem.

En ateistisk studerende fra det tekniske universitet i Haifa fortæller, at han fandt stor inspiration i forelæsningen. En anden besluttede at tage del i studenterarbejdets ugentlige møder, da han blev inspireret af forelæsningens dybde og længe havde ledt efter et sted, hvor han kunne stille spørgsmål og få nogle rationelle svar.

Støt op om studerende

Vær med til at bede for de israelske studerende, og om at flere må blive nysgerrige og lære Jesus at kende. Du kan også støtte den kristne studenterbevægelse økonomisk ved at trykke på knappen herunder.

Forsoning koster venskaber

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Bodil Skjøtt, 5. august 2016

Når man er engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere, kommer det til at koste venskaber. Det fortæller messiansk præstepar fra Israel, som alligevel mener, at prisen for dette arbejde ikke kan blive for høj. Bodil Skjøtt mødte dem efter et seminar i Mariager til en snak om Israel, palæstinensere og forsoning.

Regnen stod ned, men der var både sommer- og campingstemning da vi mødtes med Maala og Evan Thomas fra Israel på Mariager Bibelcamping. De er til daglig præstepar i en messiansk menighed i Netanya, men var inviteret til Danmark for at fortælle om deres liv og arbejde i menigheden i Israel og deres engagement for at skabe forsoning mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Når man kommer fra 30 graders varme og stor fugtighed, virker regn og 18 grader bare forfriskende. Som de sagde: ”We love it!”

Overskriften på eftermiddagens seminar var ”Et bibelsk syn på Israel – der også inkluderer palæstinensere” og konklusionen på deres oplæg var: ”Vi tror, at staten Israel er Guds plan for Israel folk. Derfor immigrerede vi til Israel for mere end 25 år siden fra New Zealand. Men hvis vi sætter Israel på en plads, så vi glemmer at gøre, hvad Jesus sagde til disciplene inden sin himmelfart, ”Vær vidner om mig både i Jerusalem, Judæa, Samaria og indtil jordens ende”, så svigter vi og så får Israel en plads i vores teologi, som er forkert.”

Maala og Evan har i al deres tid i Israel været optaget af evangelisation og forsoning. For dem er det to sider af samme sag, og fortællingerne fra deres liv og arbejde i Israel vidner både om stort kendskab og kærlighed til deres arabiske brødre og søster i Israel og på Vestbredden. Evan er formand for Musalahas bestyrelse og Maala skal i september måned lede en gruppe unge israelere og palæstinensere på en ørkentur i Jordan som et led i forsoningsarbejdet. Mødet med deres arabiske – eller palæstinensiske – brødre og søstre i Israel havde åbnet deres øjne for en historie – og en smerte – som de ikke kendte, da de først kom til landet, som et svar på hvad de ser, som Guds kald ind i deres liv.

”At bo og være i Israel som Jesus-troende jøder (Maala er faktisk vokset op som lutheraner på New Zealand) ser vi fortsat som vores opgave og kald. Israel er vores hjemland. Men vi ser det også som en særlig opgave at udtrykke hvad det vil sige at være en Jesu discipel ved at opsøge fællesskabet med kristne arabere,” fortæller Evan.

I samtalen med Maala og Evan efter deres seminar understregede de igen, hvor vigtigt dette er for dem. Men også hvor svært det er. ”Og det er kun blevet vanskeligere de sidste år. At vi har valgt som vi har, har kostet venskaber og det gør ondt. Men prisen kan ikke blive for høj. Evangeliet kommer først, og vi kan ikke vise, hvad evangeliet er, hvis vi selv lever uden at demonstrere at ”muren af fjendskab er revet ned”, siger Maala med en henvisning til Paulus’ ord i Efeserbrevet.

På vores spørgsmål om, hvordan vi bedst som dem, der kommer udefra kan være til opmuntring for dem, svarer de: ”I må aldrig vælge side eller sætte Israel eller Palæstina først på jeres dagsorden. Så bliver I en del af problemet og ikke af løsningen. I skal blive ved med at spørge til os, hvad vi gør og hvordan det går og holde os fast på et engagement, som er svært og som koster, men som er en del af evangeliet. Og så skal I bede om, at vi ikke må blive trætte,” slutter Evan.

Israel og endetiden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom.

Jørgen Hedager Nielsen, journalist, forfatter og medlem af Israelsmissionens landsstyre

Hvilken rolle kommer Israel til at spille i endetiden? Uenigheden om det handler blandt andet om landløfterne, som Gud gentagne gange gav til sit folk. Vi har en stor profeti af Jesus om de sidste tider. Der siger han om jøderne: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende” (Luk 21,24).

Det er naturligt at forstå det sådan, at Israels folk skal være i landet ved genkomsten. Nogle mener, at Israel have alle sine landområder igen. For mig står oprettelsen af staten Israel i 1948 som et stærkt endetidstegn, men jeg ser det i forbindelse med den nævnte profeti af Jesus, og ikke i forbindelse med landløfter i geografisk betydning.

Landløfterne blev opfyldt

Vi skal ikke mange sider hen i Bibelen, før landløfterne dukker op første gang. “Den dag sluttede Herren pagt med Abram. Han sagde: ‘Jeg giver dine efterkommere dette land fra Egyptens flod til den store flod, Eufratfloden'” (1 Mos 15,18).

Fra Nilen til Eufratfloden – se selv på et kort, hvor meget det omfatter. Det landområde, som de tolv stammer delte mellem sig ved tilbagekomsten fra Egypten var mindre. De må have kendt ordlyden af Guds løfte til Abraham, men de siger ikke: “Hov, du lovede, at landet skulle gå helt til Eufratfloden.”

I løbet af Davids regeringstid ekspanderede Israel, så riget under ham og hans søn Salomo faktisk strakte sig fra Sinaj til Eufratfloden. Guds løfter var på det tidspunkt opfyldt, men siden skrumpede landet igen.

Løfterne indeholder mere

Gud gentager landløfterne, men de ændrer karakter. Hvor de i begyndelsen handler om landområder, kommer de mere og mere til at handle om indhold. Der dukker løfter op om fred og frugtbarhed og endda om, at folket vil blive forandret i hjertet. Efterhånden bliver løfterne så overvældende, at de helt tydeligt handler om mere end geopolitik.

“Hvis I vandrer efter mine love og omhyggeligt følger mine befalinger, vil jeg give jer regnen til rette tid, så landet kan give sin afgrøde og træerne på marken deres frugt. Hos jer skal tærsketiden vare lige til vinhøst og vinhøsten lige til såtid, og I skal spise jer mætte i jeres eget brød og bo trygt i jeres land. Jeg vil give jer fred i landet, så I kan gå til ro, uden at nogen skræmmer jer op” (3 Mos 26,3-6).

Som det er tilfældet her, bliver landløftet ofte knyttet sammen med folkets moral og fromhed. Hvis I … så vil jeg. Der er ikke tale om noget betingelsesløst, og det fik Israel at mærke. Flere gange måtte de se sig slået af fjender og jaget i landflygtighed. Ikke fordi Herren svigtede landløfterne, men fordi folket svigtede Herren.

Løven æder strå

Under landflygtigheden i Babylon nåede landløfterne nye højder. Det lyder rigtig flot, når det siges om landet: “Ulven og lammet græsser sammen, løven æder strå som oksen” (Es 65,25). Men vi er for alvor inde på noget banebrydende, når Gud i samme kapitel udtaler løftet: “Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke længere huskes, og ingen skal tænke på det” (Es 65,17).

Profeterne taler også om et tættere forhold mellem Gud og Israel. “Du skal juble og glæde dig, Zions datter, for nu kommer jeg og tager bolig hos dig, siger Herren” (Zak 2,14). Denne nye nærhed mellem Gud og folket passer fint med et løfte hos en anden profet: “Jeg vil hente jer fra folkene og samle jer fra alle landene og bringe jer til jeres eget land. Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. Jeg vil frelse jer fra al jeres urenhed” (Ezek 36,24-29).

Påske og pinse

Guds forsikring om, at jøderne skal vende tilbage til landet, blandes i Ezekiel 36 med noget, der kun kan opfattes som en profeti om påsken og pinsen – altså et varsel om den nye pagt.

Løfterne ved Ezekiel og Esajas blev givet til Israels folk, mens de var i landflygtighed. De har sikkert stort set oplevet profetierne som opfyldt, da de kom tilbage i landet, men der må også have været en fornemmelse af, at der var mere. Dette mere blev knyttet sammen med forventningerne om den kommende Messias, og det er måske det, der ligger bag disciplenes spørgsmål til Jesus på Kristi himmelfartsdag: “Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?” (ApG 1,6).

Jesus siger ikke, at det med Riget for Israel har de fået helt forkert fat i, men han svarede ved at sætte dem i gang med at missionere “lige til jordens ende”.

Landløfterne i NT

Landløfterne omtales i NT, for eksempel af Paulus: “For det var ikke ved loven, at Abraham eller hans efterkommere fik løftet om at skulle arve verden, men ved retfærdighed af tro” (Rom 4,13). Uden videre beskriver Paulus landløftet som noget, der gælder hele verden, og Abrahams efterkommere er hele den frelste skare (se også Hebr 11,8-16).

I GT kan Guds løfte lyde sådan: “Om så dine fordrevne befinder sig ved himlens yderste grænse, vil Herren din Gud samle dig og hente dig hjem derfra” (5 Mos 30,4). Hente hjem betyder at hente hjem til det landområde, der er folkets hjem. Det er et løfte, der er gået i opfyldelse mere end én gang for Israel. Men det kan også læses som et løfte om frelse, som når den fortabte søn kommer hjem.

Allerede i løbet af GT bliver det klart, at landløfterne handler om mere end Abrahams etniske efterkommere og om mere end et landområde syd for Middelhavet. Efterhånden bliver det tydeligt, at det handler om Guds rige og i sidste ende den forløste nye jord. Vi skal helt frem til Åb 21, før landløfterne er endelig opfyldt.

Han skal frelse sit folk

Mange jøder tænkte, at Messias’ gerning var at befri folket fra den romerske besættelsesmagt. Men englen siger til Maria, at “han skal frelse sit folk ­fra deres synder” (Matt 1,21). Det folk, han skal frelse, findes i alle folkeslag på hele jorden.

Der er flere eksempler på, at ord, der har Israel som adresse, anvendes om Jesus eller Guds rige. I forbindelse med flugten til Egypten fortæller Matthæus, at de flygtede til Egypten “for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ‘Fra Egypten kaldte jeg min søn.'” Det er et citat fra Hos 11,1, men der handler det om Israel. Matthæus ændrer ikke den oprindelige betydning af profetens ord, men han peger på en dobbelt opfyldelse.

Nu er de to ét folk

Paulus taler flere gange om forholdet mellem hedninger og jøder. Et af de stærkeste steder finder vi i Efeserbrevet. “Han gjorde de to parter til ét,” skriver han (Ef 2,11-22).

Den mur, Paulus omtaler, er skellet mellem omskårne og uomskårne. Mellem dem, der er værnet af loven og dem, der er udenfor. Altså muren mellem hedninger og jøder. Det kan også helt bogstaveligt være muren på tempelpladsen, der afgrænsede hedningernes forgård og spærrede for hedningernes adgang til templet. Ved sin død rev Jesus muren ned. Det betyder ikke alene, at nu kan de to folk være sammen. Det betyder, at de nu er ét folk.

Israel efter kødet

Men hvad så med Israel “efter kødet” for nu at bruge et udtryk af Paulus fra en gammel oversættelse? De, der er omskåret med pagtstegnet. Er deres rolle i Guds plan forbi?

I Romerbrevets første otte kapitler underviser Paulus om, at Guds frelsesløfter til Abraham ikke kun gælder Israel, men alle, som deler Abrahams tro – uanset om de er omskårne eller ikke (Rom 4).

“For jøde er man ikke i det ydre, og omskærelse er ikke det, som ses på kroppen. Jøde er man i det indre, og omskåret er den, som er det i sit hjerte” (Rom 2,28-29).

Efter Romerbrevets første otte kapitler er det naturligt at spørge: “Har Gud da forkastet sit folk Israel, Abrahams kødelige efterkommere?” Det svarer Paulus så på i kapitel 9-11. Svaret lyder i kort form: “Aldeles ikke!” (Rom 11,1).

De tre kapitler går ud på at vise, at Gud holder sine løfter, “for sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke” (Rom 11,29).

Paulus forklarer forholdet mellem jøder og hedninger ved at tale om Israels rest, om to oliventræer, om forhærdelse og om fylde. Men han taler ikke om landløfter i geografisk betydning.

Hedager-bogArtiklen her er et uddrag af kapitlet om Israel i “Han gør alting nyt – om de sidste tider, Jesu genkomst og den nye jord” af Jørgen Hedager Nielsen. Bogen kan købes hos Lohse og koster 200 kr.

En oplevelse for livet

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Arbejdet i Danmark.

I ni dage rejste vi rundt i ”Det Hellige Land” Israel med Haderslev Domkirkes Pigekor – en lærerig tur som vi sjældent vil glemme.

Ane Fjalland Nørbygaard og Ida Fricke Jørgensen

Pigekoret giver koncert i Gravhaven i Jerusalem med Thomas Berg-Juul som dirigent.
Pigekoret giver koncert i Gravhaven i Jerusalem med Thomas Berg-Juul som dirigent.
Den 5. til 13. marts 2016 var vi på tur med Haderslev Domkirkes Pigekor til Israel og Palæstina. Vi så nogle af de vigtigste steder i forbindelse med kristendommen, og turen gik bl.a. til Jerusalem, Betlehem, Nazareth og Kapernaum. Ydermere så vi også nogle af de større turistattraktioner som Grædemuren og Det Døde Hav samt Israels smukke, bakkede landskaber.

Dog befandt vi os ikke kun i Israel for at se naturen og seværdighederne, men også for at synge fire koncerter og diverse sporadiske koncerter i kapeller og kirker som vores vej gik forbi.

I løbet af turen så vi en del ting, der er meget forskellige fra hvad vi kender til her i Danmark – bl.a. har israelerne gennem tiden haft en særdeles veludviklet evne til at skabe liv i landområder hvor man ikke troede det muligt. På de mest barske steder har de fundet måder at overleve på. Et godt eksempel er Masada-klippen, der ligger i Judæaørkenen et stenkast fra Det Døde Hav. Her byggede Herodes et stort anlæg som havde plads til en mindre by og vandcisterner der kunne rumme nok vand til 1000 mennesker i fem år.

Undervejs besøgte pigekoret også Immanuelkirken i Jaffo.
Undervejs besøgte pigekoret også Immanuelkirken i Jaffo.
Det der gjorde særligt indtryk på os var den kulturelle mangfoldighed der var at finde i det meste af landet – dog viste det sig tydeligst i Jerusalem, hvor både jøder, muslimer og kristne lever side om side i et velfungerende samfund. Selv bedehusene var vidt forskellige, da der både var katolske, jødiske, kristne, muslimske og græsk ortodokse. Det var en positivt overraskende oplevelse at se de mange kulturer leve sammen – både fordi man ikke er vant til at se så mange kulturer samlet på et relativt lille sted, men også fordi man ofte får den opfattelse når man er hjemme i Danmark, at israelere og palæstinensere ikke på nogen måde kan døje hinanden og derfor ikke ville kunne leve fredeligt sammen. Det kan sættes i kontrast til hvordan vi oplever sammenstødet mellem forskellige kulturer herhjemme. Her er nogle måske påpasselig med at være sammen med ikke-etniske danskere. Selvfølgelig mærker man stadig konflikten i form af militæret, der mange steder findes i gadebilledet, for selvom langt de fleste af palæstinenserne hører til den jævne befolkning og indordner sig det israelske styre, er der desværre stadig ekstremister der ønsker at frigøre Palæstina med vold. Vi befandt os hovedsageligt ved turistattraktionerne og mærkede ikke noget til dette, så selvom konflikten findes, er det altså ikke specielt farligt at rejse til Israel som turist.

Rejsen har ændret vores syn på Israel radikalt. Før vi rejste havde vi den opfattelse at der konstant er oprør, og at der ligefrem ville være skududvekslinger mens vi var der.  Derfor var der også mange forældre, der var betænkelige ved at sende deres børn af sted, men størstedelen blev da overtalt, da de blev forsikrede om at Unitas rejser havde godt styr på sikkerheden med diverse nødløsninger i tilfælde af problemer – noget vi dog ikke fik brug for.

Turen har været en oplevelse for livet. Det var meget spændende at opleve landet indefra og selv få lov at danne sig egne indtryk og meninger om landet, så hvis man nogen sinde får muligheden for det, er Israel et rejsemål der helt sikkert er pengene værd.

Vi ser med egne øjne, hvad Gud gør blandt jøder i dag

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Anne-Mette Ladegaard, volontør på Caspari Centeret, 18. februar 2016

I 2000 år har det været konfliktfyldt at være både jøde og Jesus-troende. Den dag i dag kæmper messianske jøder stadig med at finde svar på, hvordan både troen på Jesus og den jødiske identitet kan forenes. Her fortæller Alexander Goldberg om både glæder og udfordringer ved at være jøde, bo i Israel og tro på Jesus.

”At være Jesus-troende jøde er et stort og kompliceret spørgsmål, som vi alle kæmper med,” fortæller Alexander Goldberg, israelsk direktør for Caspari Center for Bibelske og Jødiske Studier i Jerusalem, et teologisk ressourcested for den messianske bevægelse i Israel.

I 2000 år har kirken og synagogen været enige om, at man ikke kan tro på Jesus og samtidigt bevare sin jødiske identitet.

”Men i dag udfordrer messianske jøder denne årtusinder gamle konsensus ved at pege tilbage til de tidligste jødiske tilhængere af Jesus,” siger Goldberg. Historisk har der været store spændinger mellem jøder og kristne, hvor den kristne kirke bl.a. har praktiseret tvangsdåb af jøder og deltaget direkte i forfølgelser og fordrivelser af jøder. Holocaust er et nyere historisk eksempel på dette. Disse forhold gør det vanskeligere for de jøder, som kommer til tro på Jesus som messias at bevare deres jødiske identitet, fordi de bliver anset som forrædere. ”Hvordan man kan leve sin tro på Jesus ud i en jødisk kontekst efter 2000 år med disse spændinger i den jødisk-kristne historie. Det er et svært spørgsmål, som alle messianske jøder forsøger at løse,” mener han.

Jesus-troende jøder i 2000 år

Goldberg har været ansat på Caspari Center i syv år. Hans opgaver her er at udvikle centerets arbejde blandt de lokale messianske menigheder og at undervise i forskellige sammenhænge. Blandt andet har vi tidligere skrevet om, hvordan han har været med til at holde Alpha-kurser for russisk-talende immigranter.

”Der har altid været etniske jøder her og der, som har troet på Jesus som messias. Faktisk viser et af Caspari Centerets akademiske studier, at der har været Jesus-troende jøder de sidste 2000 år,” fortæller Goldberg og forklarer videre: ”Fra omkring det 5. århundrede blev Jesus-troende jøder en del af de ikke-jødiske kirker og dermed en del af en ikke-jødisk kultur. Derfor holdt mange op med at identificere sig selv som jøde.” Denne udvikling er ærgerlig for både Jesus-troende jøder og for den kristne kirke. Jesus-troende jøder har al mulig grund til at fastholde deres jødiske identitet samtidig med, de bekender troen på Jesus som messias. Både Jesus selv, disciplene, hovedparten af forfatterne i Bibelen og mange af de første efterfølgere af Jesus, var jøder, så disse to står slet ikke i kontrast med hinanden. Hvis den kristne kirke mister gruppen af Jesus-troende jøder eller fremmedgør dem, mister kirken ikke blot en gruppe mennesker, som naturligvis hører til i kirken, men den mister også en væsentlig del af sin egen identitet, for også den kristne kirke har jødiske rødder.

”Mange af de Jesus-troende jøder som bor i Israel, bevarer i dag deres jødiske identitet, ligesom Jesus selv og hans tidlige jødiske tilhængere også gjorde. Således bliver den jødiske del af den universelle kirke genoprettet i vore dage, og det er bemærkelsesværdigt,” fortæller Goldberg.

Kaldet som underviser

Goldberg er selv messiansk jøde og immigrerede i 2003 fra Rusland til Israel, hvor han bosatte sig i Jerusalem med sin familie. Her fik han arbejde i en turistvirksomhed. Goldberg havde dog et stort ønske om at blive teolog, så ved siden af arbejdet begyndte han på teologiske studier. Da finanskrisen ramte verden i 2008, ramte den også turistvirksomheden, og samme år blev han fyret. Goldberg sendte en ansøgning af sted til Caspari og blev ansat.

”Jeg tror, Herren viste mig vejen til at søge stillingen på Caspari. Caspari er et perfekt sted for mig, for det er et evangelikalt undervisningcenter, og centerets akademiske karakter matcher mit kald som underviser,” fortæller han.

Pengegaver kan give problemer

Den messianske bevægelse står overfor mange udfordringer i dag, hvor spørgsmålet om identitet er et af dem. En anden udfordring er ifølge Goldberg, at udenlandske pengegaver kan give problemer i de lokale menigheder.

”Nogle udenlandske enkeltpersoner, lokale kirker og missionsorganisationer skaber utilsigtet en finansiel afhængighed for de lokale messianske menigheder i deres iver efter at velsigne det jødiske folk,” siger han og fortsætter: ”Selvom deres hjælp i visse tilfælde afhjælper nogle økonomiske byrder, så skaber det også usunde venskaber og relationer, der svækker os åndeligt. Disse godhjertede venner mangler nogle gange rettidig omhu i deres forvaltning af ressourcer. Der er tilfælde, hvor den sultne klarer sig bedre med en fiskestang end en fisk.”

Casparis mange opgaver

”Casparis arbejde spænder fra akademiske studier til praktisk undervisning, men alt vi laver, relaterer til Guds arbejde blandt det jødiske folk,” forklarer Alexander Goldberg.

Caspari Center udruster på flere forskellige måder de messianske menigheder – blandt andet gennem undervisning og kurser for ledere og undervisere, som bidrager til idéudvikling og inspiration. Deres sabbatsskoleundervisning har fx deltagere fra hele Israel. Centeret udgiver også bøger og undervisningsmaterialer sammenfattet af lokale og internationale ressourcepersoner i den messianske bevægelse. De ønsker at udruste den messianske bevægelse med teologiske kompetencer og viden, for selvom der har været Jesus-troende jøder i 2000 år, er den messianske bevægelse stadig ny hvad angår teologi og refleksion over denne. Derfor er der brug for seriøse kompetencer på dette område.

Caspari Centers fokus på jøderne kommer ifølge Goldberg fra en overbevisning om, at Gud ikke kun var, men stadig er og altid vil være Abrahams, Isaks og Jakobs Gud (2. Mos. 3,15).

”Derfor tror vi også, at Gud stadig er meget aktiv blandt det jødiske folk. For os, der tror på Jesus, betyder det, at vi gennem vores arbejde i jødemission med egne øjne kan se det, Gud gør blandt jøder i dag,” konstaterer Alexander Goldberg.

Savner rollemodel for den messianske bevægelse

Han ser også en tredje udfordring for den messianske bevægelse i dag: Modstanden de messianske jøder møder fra andre jøder, fx nogle ortodokse, og fra samfundet. ”Selvom Israel er et demokrati, er det et meget ufuldkommen ét,” mener Goldberg. Messianske jøder oplever diskrimination i forskellige former, og i enkelte tilfælde, mener den israelske direktør for Caspari godt, at man kan tale om, at de messianske ledere kommer i situationer, som kan betegnes som reel forfølgelse. Ikke ved at de stræbes efter livet, men gennem systematisk chikane fra anti-missionsorganisationer eller besværliggørelse af deres arbejde fra myndighedernes side. Han er dog usikker på, hvordan denne udfordring bedst skal løses.

”Skjuler vi vores lys under en skæppe i frygt? Mister vi vores vilje til at være salt ind i samfundet og for vores nabo – eller undgår vi det? Skal vi gå på kompromis med vores overbevisninger og tro i håb om at blive accepteret og nyde vores ro og fred eller står vi fast, betaler prisen og udholder trængslerne, når det er nødvendigt?” spørger Goldberg retorisk og fortsætter: ”Disse spørgsmål er udfordrende, men de har brug for at blive besvaret,” mener han.

Han savner en rollemodel for den messianske bevægelse i dagens kirke, som kan inspirere og vise vej gennem modstanden. Udfordringen med den manglende rollemodel hænger for Goldberg sammen med identitetsspørgsmålet for den messianske bevægelse: ”Det er kun ganske få, som har stået overfor disse udfordringer, som de messianske jøder møder fra andre jøder og fra samfundet. Derfor står vi lidt famlende overfor problemet,” analyserer han.

Caspari som brobygger

”Caspari tjener ikke kun den messianske bevægelse, men også den kristne kirke ved at oplyse kirken om kristendommens jødiske rødder, og ved at kirken møder deres jødiske brødre og søstre i troen,” fortæller Goldberg.

Internationalt samarbejder Caspari med kirker og missionsbevægelser og sætter derigennem fokus på den messianske bevægelse i Israel, og de udfordringer de Jesus-troende jøder står overfor. Det foregår blandt andet gennem kurser for teologer, missionsledere, studerende og andre interesserede, samt gennem partnerskaber på tværs af landegrænser. Derudover giver Casparis medarbejdere guidede ture til turistgrupper, information og undervisning om den messianske bevægelse.

På spørgsmålet om hvilke glæder der er i den messianske bevægelse i Israel, svarer Goldberg: ”Den første og vigtigste glæde for mig er den voksende åbenhed overfor evangeliet, som jeg kan spore i det israelske samfund. Interessen for Jesus vokser meget langsomt, men støt. Bare i de 12 år, jeg har boet i Israel, kan man se en forskel”, fortæller Goldberg.

Ligesom Israelsmissionen ønsker Caspari Center at nå det jødiske folk med budskabet om, at Yeshua (Jesus på hebraisk) er Messias.

Den anden store glæde ved den Messianske bevægelse i dag er, at bevægelsen vokser. Ifølge en undersøgelse fra 1999 udført af Israelsmissionens generalsekretær Bodil Skjøtt og tidligere formand Kai Kjær-Hansen havde de messianske menigheder dengang omkring 5.000 medlemmer i Israel. Der er ikke blevet lavet en officiel statistik siden, men Goldberg mener, der er mindst 10 tusind messianske jøder i Israel. Andre vil ikke gå højere end syv tusind, mens andre igen vil sætte tallet højere – til 15 tusind. Det er altså et tal der hersker en del usikkerhed omkring.

”Nye menigheder opstår, eksisterende menigheder vokser; præster og missionærer bliver teologisk uddannet og nye missionale projekter bliver hele tiden etableret for at styrke bevægelsen,” fortæller Goldberg glad.

Og hvordan kan vi i Danmark støtte og opmuntre den messianske bevægelse i Israel? ”Udbyg partnerskabet med Caspari og vær trofast!” opfordrer Goldberg inden han slutter: ”Vi er ikke en lokal menighed, så støtten til Caspari skaber ikke nogen ”afhængighed”. Men med støtten kan vi hjælpe de lokale menigheder på en sund måde.”

Guds karakter må afspejles i vores teologi – også i spørgsmålet om Israel

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom.

Kent Grinderslev Rasmussen, stud.theol., 15. februar 2016

I efteråret 2015 fulgte stud.theol. Kent Grinderslev Rasmussen faget ”Palæstinensisk teologi” på sit teologiske studium. Han har i mange år været engageret i arbejde relateret til Israel, og faget udfordrede ham på flere måder – særligt i forhold til samspillet mellem bibellæsning og de praktiske konsekvenser det får omkring konflikten mellem jøder og palæstinensere.

Hvordan jeg læser min Bibel er vigtigt! Det har betydning ikke kun for mig selv, men også for hvordan jeg betragter andre. Historien viser, at en bestemt bibellæsning kan bruges til at retfærdiggøre udnyttelsen af etniske eller social grupper eller give grupper positiv særbehandling med henvisning til deres særlige etnicitet.

I mit møde med kristne palæstinensere er det blevet klart for mig, hvor forskelligt man kan se på forståelsen af forholdet mellem Israels folk i Det Gamle Testamente (GT) og kirken som Guds folk i dag. Også i spørgsmålet om forståelsen af landsløfterne i GT spiller dette en vigtig rolle.

Der er mange nuancer i den teologi. På den ene fløj er der kristne zionister, som argumenterer for det jødiske folks gudgivne og bibelske ret til det landområde, som fx Vestbredden i dag er en del af. På den anden fløj er kristne palæstinensere, som i stedet fremhæver bibelens budskab om retfærdighed og fjendekærlighed. I deres optik retfærdiggør kristne zionisters læsning af bibelen den undertrykkelse og besættelse, de selv er udsat for af staten Israel. Derfor er det ingen overraskelse, at kristne palæstinensere afviser den teologi, som visse kristne zionister argumenterer for.

Formålet med denne artikel er dog ikke at undersøge, hvilken af de to der har mest ret, men at anerkende det spændingsforhold mellem bibelske sandheder, der kan synes at opstå for os, som læser den.

Tidsperioder

I løbet af de sidste par århundreder har særligt én måde at læse bibelen på vundet frem. Her læser man verdenshistorien som en række tidsperioder, hvor Gud har henvendt sig til mennesker på forskellige måder. Fra skabelse til fald (1 Mos 1-3), fra fald til syndflod (1 Mos 3-8), fra syndflod til Abraham (1 Mos 9-11), fra Abraham til Sinaj (1 Mos 11 – 2 Mos 19), fra Sinaj til Golgata (2 Mos 19-ApG 1), fra Golgata til 1000-årsriget (ApG 1-Åb 20) og tidsperioden i 1000-årsriget (Åb 20-22). Antallet af tidsperioder kan variere, men oftest nævnes disse syv. Tidsperioderne har som sådan ikke noget med hinanden at gøre, men Gud møder mennesker forskelligt i forskellige tidsperioder af verdenshistorien. Da den nye pagt, som kommer i kraft af Kristus, ikke i udgangspunktet erstatter den gamle pagt, ligger der også i denne teologi en forventning om, at Gud fortsat vil opfylde sine løfter til Israel og det jødiske folk. De er ikke er opfyldt i Kristus, men venter fortsat deres endelige opfyldelse. Landløfterne bliver derfor centrale. Forventningerne om, at Gud snart vil opfylde løfterne til Israel, er forståeligt nok kun vokset siden 1948, hvor staten Israel blev oprettet. Denne teologiske retning kaldes dispensationalisme.

Når man ser på konsekvenserne af en sådan teologi i Israel og Palæstina rejser der sig en række spørgsmål. Ikke mindst af etisk karakter. Hvordan stemmer en sådan teologi overens med, hvad Bibelen også siger? Hvad gør vi med de modsætninger, som synes at opstå? Den afgørende sandhed og begivenhed i kristen teologi er Guds frelse og forsoning i Kristus. Kristen etik – den måde kristenlivet leves ud – må altid tage sit udgangspunkt i Kristus og hans lære om retfærdighed og næste- og fjendekærlighed. Hvis konsekvenserne af vores teologi på et område spænder ben for dette, må vi tilbage til tegnebrættet. Derfor er det et problem, når en dispensationalistisk teologi kommer i vejen for eller tilsidesætter Jesu ord om kærlighed, fred og retfærdighed for at retfærdiggøre handlinger, som fremmer undertrykkelse og uretfærdighed.

Forventningen om at Gud allerede nu og i fremtiden vil opfylde sine løfter om landet til Israel, så staten Israel også kommer til at omfatte de palæstinensiske landområder, svækker bestræbelserne på at skabe retfærdighed, fred og forsoning i området nu. Det er forståeligt, at kristne palæstinensere ikke kan finde sig selv i en teologi, som siger, at Gud snart vil opfylde sine løfter og give Israel – i betydningen staten Israel – råderet over hele landområdet og dermed også over dem og deres historiske ret til deres jord. Hvis det er et sådant fremtidsbillede, man har, hvorfor så kæmpe for retfærdighed for den palæstinensiske befolkning i dag? En kristen zionistisk teologi der ukritisk støtter staten Israels bestræbelser på at erobre og besidde hele det palæstinensiske landområde på bekostning af det palæstinensiske folk, står for mig at se i strid med den etik, som bibelen taler om.

Men kan man afvise en læsemåde af bibelen ud fra de potentielle politiske eller sociale konsekvenser en sådan læsemåde måtte have? Kan man ikke være overbevist om, hvordan bibelens tale om landløfterne skal læses og så i øvrigt undlade at forholde sig til den aktuelle konflikt i Israel/Palæstina? Hvis vi kan det, har vi så grebet evangeliet om, at vi selv er sat fri fra dødens ødelæggende og nedbrydende magt?  Gud greb ind i verdenshistorien for at frelse enhver, der følger ham og genoprette det, som synden har ødelagt. Det gælder også der, hvor mennesker undertrykkes og friheden tages fra dem.

Men har Gud da ikke planer for det jødiske folk og landområdet i Israel/Palæstina? Jo, bibelen taler klart om Guds planer med Israel. De handler om frelse. Gud ønsker, at hele Israel skal frelses. Er landet og oprettelsen af staten Israel en del af den plan? Måske! Men vi må skelne mellem Guds forsyn og vores opgave, indtil det sker. Vi har fået ét mandat fra Kristus – at forkynde evangeliet og kæmpe mod uretfærdighed og ondskab i verden. Hvordan Gud ønsker at frelse det jødiske folk og bruge dem i sin frelsesplan, er hans sag og ikke vores.

Den dominerende teologi om forholdet mellem kirken og Israel har op gennem historien været, at kirken har erstattet det jødiske folk – også kaldet erstatningsteologi. Denne forståelse tager ikke højde for centrale bibelsteder og må afvises. Dertil kommer, at den har givet grobund for kirkens antisemitisme igennem tiden. I stedet for at give det jødiske folk positiv særbehandling på bekostning af andre etniske grupper, sådan som dispensationalismen gør, leder erstatningsteologien til negativ særbehandling.

En anden vej

Sammen med Jesus-troende jøder og palæstinensere må vi finde en anden vej. Vi må finde en måde at læse bibelen på, der både tager bibelens ord alvorligt og får implikationer, der ikke modsiger hverken evangeliet eller en kristen etik – ellers er det ikke sand bibelsk teologi.

En sådan forståelsesnøgle bør indeholde og opfylde følgende kriterier:

(1) For at en teologi kan være sand, må den være bibelsk funderet. Både GT og NT er Guds åbenbarede ord til os og kun igennem et seriøst studie heraf, kan vi nærme os en sand teologi. Megen teologi er blevet udformet på baggrund af en selektiv læsning af bibelen, hvor bibelen er blevet mere misbrugt end brugt.
(2) Vi må ikke se bort fra konsekvenserne af vores teologi. Fører den til holdninger og handlinger, som er i modstrid med, hvad bibelen også taler om? I så fald er der noget galt. Et træ skal kendes på dets frugter, sagde Jesus (Matt 7). Vi må være villige til at gentænke vores læsning af bibelen, hvis den ikke fører til sund kristen etik med udgangspunkt i skabelsen og Jesu ord i Bjergprædiken.
(3) En sand teologi må afspejle det kristne håb om Guds genoprettelse og fornyelse. Som kristne tror vi på Guds magt til at genskabe og forny. Ikke som en undskyldning for ligegyldighed over for verden nu, men som en opmuntring til at gå ud i verden på Guds ord og arbejde for retfærdighed og fred og på den måde lade Guds vilje ske gennem os, indtil Gud fornyer og genopretter himmel og jord.
(4) En sand teologi skal afspejle Guds karakter. Derfor må vores teologi fremelske at møde alle mennesker med den samme kærlighed, tilgivelse og nåde, som vi selv er blevet mødt med af Gud. Gud er sen til vrede og rig på troskab, nåde og kærlighed, men accepterer ikke ondskab og uretfærdighed (2 Mos 34). På samme måde må vi møde mennesker og den verden, som er Guds. Når vi kæmper for retfærdighed i verden, kan vi ikke acceptere, der bliver gjort forskel på mennesker på grund af etnicitet, køn eller religion. Gud rækker sin kærlighed og nåde ud til alle ligeligt, og det må afspejles i vores teologi og i alt vores arbejde.

Når det gælder forholdet mellem jøder og kristne – især i konflikten mellem Israel og Palæstina – må der i vores teologi være plads til alle disse fire kriterier. Vi har Jesus-troende brødre og søstre på begge sider af konflikten og af muren. Må vi som kirke i verden kendes på, at vi aktivt vil kæmpe for retfærdighed, fred og kærlighed. For det er hvad Gud selv har mødt os med gennem forsoning i Kristus.

  Til videre studie
Through My Enemy’s Eyes fra 2014 er en nuanceret fremstilling af konflikten mellem Israel og Palæstina. Bogen ønsker at skabe forståelse og rum for dialog mellem messianske jøder og kristne palæstinensere. Som udenforstående kristne bliver vi taget med ind i konflikten i håbet om at kunne finde et fælles teologisk ståsted og bidrage positivt til en fredelig løsning på konflikten. Køb bogen på Amazon her.

Engang var jeg flygtning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Nu er jeg volontør på Ebenezer-hjemmet



Bodil Skjøtt, generalsekretær, 3. februar 2016

Som 9-årig flygtede Huong fra Vietnam til Malaysia sammen med sin moster og morbror. Som 11-årig kom hun til Danmark, kom til tro på Jesus, blev uddannet sygeplejerske, og nu, 15 år senere, arbejder hun som volontør på Ebenezerhjemmet i Haifa.

“Det giver så meget mening at være her. Også selv om jeg er uddannet sygeplejerske fra Danmark og ”bare” skal arbejde som volontør her.”

Det er Houngs forklaring, da jeg spørger hende, hvorfor hun – for anden gang – har forlænget sit ophold på Ebenezerhjemmet, hvor hun har arbejdet siden januar 2015 og nu planlægger at blive frem til januar 2017.

Vi mødes på Ebenezerhjemmet ved middagstid en novemberdag. Selv om den første kraftige regn er faldet i Israel med masser af oversvømmelse til følge både i byerne langs kysten og i Jordandalen, er det ikke blevet mere vinter, end at vi godt kan spise frokost i haven på en lille restaurant i nærheden af hjemmet.

Her bliver jeg lidt klogere både på, hvordan hverdagen er for volontørerne på Ebenezerhjemmet for tiden, og på hvorfor Houng ikke returnerer til Danmark som planlagt.

Huong foran Ebenezer-hjemmet i Haifa, hvor hun arbejder som volontør.
Huong foran Ebenezer-hjemmet i Haifa, hvor hun arbejder som volontør.
Hun er en ud af seks volontører, som sammen med fem sygeplejersker og køkkenpersonalet passer og plejer Ebenezerhjemmets omkring 30 beboere. Hun er eneste danske volontør lige pt., men ikke den eneste volontør, der faktisk er uddannet sygeplejerske. To af de andre er også færdiguddannede, men for at arbejde som sygeplejerske på hjemmet skal man have sin uddannelse fra Israel. Det er bla. grunden til at Israelsmissionen ikke længere sender sygeplejersker til Ebenezerhjemmet – med mindre de som Houng vil arbejde som volontører.

“I Danmark har man som sygeplejerske snart ikke tid til at have kontakt med beboere eller patienter, men det har jeg mulighed for her. Selvom jeg ikke taler sproget, kan jeg godt skabe kontakt og vise beboerne omsorg”, fortæller Houng. Det sprog, der er mest brug for på hjemmet nu, er russisk, og de fem uddannede sygeplejersker taler da også russisk som deres første sprog.

For at få lov til at flytte ind på hjemmet må man ikke have brug for hjælp til de mest basale ting i hverdagen. Man skal være selvhjulpen. Men når behovene for mere pleje melder sig, bliver man ikke bedt om at flytte ud igen. Det betyder også, at flere og flere af beboerne har brug for sygepleje. “Men det er ikke et sygehus. Det er et hjem,” understreger Houng. “Alle som kan, spiser dagens tre måltider sammen. Personalet spiser med og sidder ikke for sig selv. Vi holder morgen-andagt sammen hver morgen, og vi fejrer alle fødselsdage samt både de jødiske og de kristne fester sammen.”

For Houng er det at være i israel og opleve det bibelske land sammen med volontører fra hele verden et stort privilegium og en af grundende til, hun forlænger. “Men det er også her, jeg tror, Gud vil have mig nu,” fortæller hun. “Jeg ser det som et kald og har en dyb fred i at være netop her og netop nu. Gud har bekræftet mig i, at det er her, han vil bruge mig.”

Houngs egen historie er også speciel. Hun kom til Danmark som 11 årig sammen med sin moster og morbror. Sammen flygtede de – i båd – fra Vietnam til Malaysia, hvor de boede i en flygtningelejr, inden de efter to år kom til Danmark som FN kvoteflygtning og blev sendt til Hirtshals. Det er her, Huong har lært dansk og gået i dansk skole. Efter tre år kom hendes egne forældre og søskende også til Danmark. Hendes familie er buddhister, men hendes danske kontaktfamilie inviterede hende med i kirke og til IMU-møder og sørgede også for, at hun kom på Djursland Efterskole. Det var på efterskolen, hun blev klar over, hvad det betyder, når de andre siger, at de “tror på Jesus”. Selv har hun en meget konkret og personlig oplevelse af at møde Jesus som én, der kan overvinde mørket og de destruktive kræfter i verden. Kræfter hun også kender fra sig selv.

Det førte til, at hun nogle år senere blev døbt, som den første i sin familie – indtil videre.

Når Houng omtaler arbejdet på Ebenezerhjemmet, gør hun det med stor glæde og ejerskab. “Det er et godt sted og det eneste af sin slags. Det er vigtigt at et sådan hjem findes i Israel for Jesus-troende jøder – og kristne arabere – som et hjem og som et sted, hvor de mærker omsorg og kærlighed.”

Og så er Houng glad for fællesskabet med de andre volontører. De er forskellige hvad angår nationalitet og alder. Houng hører med sine 26 år til de yngste. De fleste er der et år, men der er også andre, som forlænger. Der er især en, som bliver ved med at komme tilbage. Hun er fra Latinamerika. Lederparret, Johnny og Susanna Khoury, holder hver anden uge bibeltime med volontørerne. Desuden arrangeres der hvert semester en udflugt for alle de frivillige på hjemmet. Houng deltager jævnligt i gudstjenesterne i menigheden, Beit Eliyahu, som ligger i forbindelse med hjemmet. Sammen med andre volontører har hun også været på besøg hos nogle af de andre messianske menigheder i Haifa.

Tiden er gået og frokosten spist. Houng er allerede sent på den til sin aftenvagt, som er fra kl 13-21. Jeg fortsætter min tur mod Tel Aviv til møde i bestyrelsen for Immanuelkirken. Men glæder mig over, at der var tid til en afstikker til Haifa og over, at Israelsmissionen kan bidrage til arbejdet på Ebenezerhjemmet – både med penge og med volontører.  Mon denne fortælling kan inspirere andre til at blive volontører på hjemmet? Det håber jeg. Også for deres egen skyld.

Gud har ikke fortrudt sit kald

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

– skabt til at fortælle del 3



Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa

© Jews for Jesus 2007

I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her, anden del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Der er mindst tre forkerte tilgange til Israels udvælgelse fra kirkens side. Den første er en ligegyldighed overfor Israels kald; den anden er en grundlæggende modvilje mod kaldet, som kommer til udtryk i erstatningsteologien; den tredje giver sig udslag i en beundring for alt, der er jødisk.

I den første gruppe finder vi dem, som er ligeglade med Israels udvælgelse. Men hvis Gud virkelig har givet Israel det kald, som er omtalt i de to tidligere artikler i denne serie, og hvis vi er ligeglade med dét, er vi så ikke også ligegyldige overfor den måde, Gud har tænkt at nå verden med evangeliet? Burde vi ikke give de metoder opmærksomhed, som Gud har givet os? Hvis Gud virkelig har kaldet ét folk og givet dem den særlige opgave at proklamere evangeliet globalt, så burde vi være med til at bekræfte dette kald – ikke være ligeglade med det.

Der er også dem, som mener, at kirken har erstattet Israel, og som ikke bryder sig om tanken, at Gud har givet et uigenkaldeligt kald til det jødiske folk. De mener, det lyder som om Gud har ét bestemt folk, der er hans favorit. Men Gud kalder ikke de særligt værdige. Han kalder dem, han vil. Gud kaldte ikke det jødiske folk, fordi de var særlige. Og Gud har ikke bevaret os, fordi vi var trofaste. Han kaldte os, han bevarede os, og han erklærede kaldet uigenkaldeligt, fordi han er trofast. Det er det, nåde betyder. Og så burde vi i øvrigt huske på, at Gud kaldte Israel ud af sin kærlighed til alle jordens folkeslag, så der er ingen grund til at foragte det folk, han udvalgte. Men der er grund til at glæde os over, at han elsker folkeslagene.

I den sidste gruppe finder vi de kristne, som elsker den jødiske Messias og det jødiske folk, og som uden tøven fastslår, at jøderne stadig er Guds udvalgte folk. Her er der faldgruber, som bør påpeges. Hvis kærligheden slår over i at beundre alt, hvad der er jødisk, bliver det farligt. For det hjælper ikke det jødiske folk med at opfylde kaldet, det gør os bare mere stolte af at være jøder. Hvis du ”respekterer” eller undskylder, at jøder ikke tror på Jesus, hjælpes vi heller ikke med at opfylde kaldet. Så forhindres vi blot i at komme til tro.

Så hvordan kan du hjælpe os til at opfylde kaldet? Hvad har vi brug for? Vi har brug for, du beder for vores frelse. Vi har brug for, du opmuntrer os til at erkende vores synd og sætte vores lid til Jesus. Vi har brug for at blive tilskyndet til at læse hele Bibelen og til at gå ud, til jøde først og så til ikke-jøder. Det vil hjælpe os til at opfylde kaldet. Og det vil fremme evangeliets udbredelse til alle folkeslag, som Gud er så opsat på at nå.

Vi har brug for, at I beder Herren om at sende arbejdere ud til sin høst. Jeg har hørt (og set!), at markerne er modne!

Det uigenkaldelige kald


På en måde begyndte det hele på en slette i Mesopotamien. Gud sagde til Abraham:

Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.

Selv navneforandringen fra Abram til Abraham vidner om Guds kærlighed til folkeslagene. Abram betyder ”ophøjet fader” mens Abraham betyder ”fader til mange folkeslag” (1. Mos 17,5).

Men at følge dette kald var ikke let for Abraham, og det har heller ikke været let for de fysiske efterkommere, Gud udvalgte til at være instrumenter for hans velsignelse. Flere gange har det jødiske folk opført sig mere som modstandere af Gud end som medhjælpere. Men Gud har vist nåde i mod os og trofasthed mod sit ord, så han har aldrig ændret sine planer for det jødiske folk – eller blevet mindre opsat på at se sin plan om at bringe evangeliet til alle folkeslag ført ud i livet. Et af de mest tydelige steder på dette, er Romerbrevet 11,1-2 og 28-29:

Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. […] I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Nogle gange tænker jeg, at dette på en gang er nogle af de mest foruroligende og opmuntrende vers i Bibelen. Paulus erklærer ligefremt, at dem som ikke er kommet til tro, er fjender af evangeliet. Hårde ord! Men han tilføjer hurtigt, at modstanden er for ikke-jødernes skyld. Og på trods af modstanden erklærer Paulus utvetydigt, at det jødiske folk stadig er elsket på grund af fædrene, fordi det kald han har givet, har han ikke fortrudt.

Paulus havde et godt grundlag til at forstå disse vers, for hans eget liv indkapsler meget godt selve pointen.  I Galaterbrevet 1,13 og Apostlenes Gerninger 22,4 taler han meget tydeligt om sit eget fjendskab og modstand mod evangeliet:

I har jo hørt om, […] at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. […] Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel.

Gud ændrede ikke sine planer for Paulus grundet hans fjendskab mod evangeliet. Gud brugte tværtimod dette fjendskab som et eksempel på, at Guds nåde er tilgængelig for enhver, der omvender sig og tror.

Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1. Timotheus 1,16)

Kaldet – det eneste kald Israel nogensinde har modtaget – består stadig i dag. Det ses tydeligt i Skriften. Det ses i måden Paulus drev mission på. Det ses endda i den søgen efter mening efter noget større, som er i mange af det jødiske folks hjerter. Paulus beskrev denne malplacerede passion meget godt, da han skrev: ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand.” Det er ikke så mærkeligt, at mange jøder gennem historien har brudt nyt land eller taget på store eventyr. Vi blev skabt til at være budbringere, og det er det, vi ender med at være – om det så er med evangeliet eller ej. Men hvor er det godt og naturligt, når vi jøder endelig begynder at proklamere det evangelium, vi blev skabt til at proklamere.

Forsoning begynder med at turde sidde på en bænk sammen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

”Der er så fredfyldt her. Det er næsten som om, man må spørge sig selv, hvorfor man har lyst til at tage tilbage.” Daniel* ser nærmest trist ud gennem ruden. Han er messiansk jøde og bor til daglig i Jerusalem. Han besøgte i slutningen af oktober Danmark sammen med Noura. Hun er kristen palæstinenser og bor til daglig i Tel Aviv, hvor hun netop har taget en bachelor i lingvistik. De er begge engageret i forsoningsorganisationen Musalaha. Det er arabisk og betyder forsoning.

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 9. december 2015

Og det er derfor de her – altså Noura og Daniel – fordi de tror på, at de som Jesus-troende må være en del løsningen på konflikten mellem de to folkeslag. Fordi de tror på, at når nu Gud har forsonet sig med dem gennem Jesus Messias, så må de også forsone sig med hinanden.

Naive grunde for at komme tilbage

”Mit svar på hvorfor jeg bliver ved med at vende tilbage til Musalaha og insistere på forsoning, kan forekomme naiv,” fortæller Noura og fortsætter: ”Men det er jo på grund af Jesus.” Men det er som om det naive søndagsskolesvar får mere vægt og fylde – bliver knapt så letkøbt – når man ved, at det er sagt af en palæstinenser, som dagligt konfronteres med ufred og konflikt på en helt anden skala end de fleste danskere.

Noura er født og opvokset i Nazareth i det nordlige Israel. Hun havde ingen kontakt med jøder eller med jødisk kultur i sin barndom. I hjemmet så man ingen israelske nyheder og havde heller ingen jødiske bekendte, så hun voksede op i en udpræget arabisk-israelsk kultur. Det var først da hun stødte på en ungdomsleder fra Musahala i sin kirke og blev inviteret med på en ungdomslejr, hun mødte andre jødiske unge. Da var Noura 14 år gammel, og hvis ikke hun havde mødt en fra Musalaha, kunne hun sagtens have gået et helt liv uden at møde nogen fra ”den anden side”.

”På disse lejre blev jeg klogere på et helt fundamentalt spørgsmål for mig,” siger Noura. ”Er det muligt både at være israeler og palæstinenser?” Hun bruger nu en del af sin sommerferie på at være leder og rådgiver på Musalahas børnelejre, som afholdes hver sommer. Børn fra hele Israel – både palæstinensiske og jødiske – mødes på lejrene for at nedbryde fordomme og lære den anden side at kende gennem leg, fællesskab og undervisning.

Ingen tænkte over, der var konflikt

For Daniel er historien nogenlunde den samme. Han voksede op i en lille jødisk landsby lidt uden for Tel Aviv. Han havde ingen interaktion med arabere, men i skolen lærte de lidt arabisk. Han syntes, det var svært, for han fik aldrig mulighed for at bruge det i praksis. Da han fik en invitation til en Musalaha-lejr, var hans første tanke, at så kunne han få øvet sit arabiske.

”Da vi var børn ville vi jo bare lege og have det sjovt. Der var der ingen, der tænkte over, at der var konflikt,” fortæller Daniel. ”Men efterhånden som vi blev ældre, begyndte nogle af de dybere spørgsmål at dukke op, og jeg blev klar over, at de andre – at palæstinenserne – havde en anden version af begivenhederne end mig. De havde en anden fortælling.”

Så for første gang i sit liv måtte Daniel selv ”klappe i”, som han udtrykker det, og lytte til de andre deltageres historier. For at lære og for lytte til den smerte og sårethed, som kom til udtryk gennem dem.

Forsoning er hårdt

Både Noura og Daniel er enige i, at det er noget af det hårdeste. ”Når du fx har været på ørkentur med en ungdomsgruppe for første gang, så er du i oprigtig tvivl om, hvorvidt du vil deltage i et Musalaha-arrangement igen. For det er så hårdt,” siger Noura. En del af Musalahas arbejde er at arrangere ørkenture, hvor et lige antal unge palæstinensere og jøder tager på tur sammen i ørkenen. Her udfordres de unge på deres fordomme og fjendebilleder af ”de andre”. De lærer at se igennem stereotyperne, for at se de andre unge som det, de også er: Mennesker med drømme, håb og længsler ligesom dem selv.

Noura fortsætter: ”Det er ikke altid pænt og fredeligt, men vi bliver nødt til at gøre dette. Vi kan ikke bare sige, vi er forsonet uden at tale om det, der er svært.” Alligevel er der også fantastiske øjeblikke. ”Når vi er sammen i Musalaha lovsynger vi Gud på både hebraisk og arabisk. At se jøder lovsynge Gud på arabisk, og palæstinensere lovsynge Gud på hebraisk – det er lidt som at få en forsmag på himlen,” smiler hun og griner.

For Daniel er noget af det bedste at møde de andre mennesker. ”Det åbner op for en helt ny dimension i tilværelsen at møde disse mennesker, som jeg sandsynligvis aldrig ville have mødt, hvis ikke det havde været for Musalaha. Det er ret fantastisk, for de hjælper mig til både at forstå konflikten og livet bedre.”

Mistede venner som soldat

Han er særligt glad for at have mødt Musalaha – bl.a. fordi han mødte sin nuværende kone til et af arrangementerne – men også fordi han nåede at få palæstinensiske venner, inden han skulle aftjene sin obligatoriske tre-årige værnepligt. ”I militæret lærte vi at se palæstinenserne som fjenden – ikke som mennesker. Det var svært. Jeg var udstationeret ved grænsen til Gaza, og jeg blev flere gange nødt til at gribe ind, når mine soldaterkammerater ikke opførte sig ordentlig overfor de palæstinensere, som skulle krydse grænsen mellem Israel og Gaza. Det mistede jeg en del venner på.” Daniel fortsætter med at fortælle om en af sine venner, som gerne ville være venlig overfor en mor og hendes tre børn, som skulle over ved et checkpoint. ”Han ville være venlig ved børnene, så han finder noget slik i sin skuffe og giver det til dem. Men de vil ikke have det! Og der er altså noget galt, når børn ikke vil have slik,” slutter han oprørt.

Forskellige versioner af fakta

I konflikten mellem jøder og palæstinensere er et af de store stridspunkter de historiske ”fakta”. Eller måske rettere: Hvordan udlægges de historiske fakta. For det er der stor forskel på, når man er jøde eller palæstinenser. Derfor bruger Musalaha rigtig meget tid på de fortællinger, de enkelte deltagere bærer med sig.

”Den 14. maj 1948 oprettes staten Israel. Denne specifikke dag har to forskellige navne alt efter om man er jøde eller palæstinenser,” fortæller Daniel. ”For jøderne er det uafhængighedsdagen. For palæstinenserne er det nakba – eller katastrofen. Om man kalder dagen det ene eller det andet, er naturligvis med til at forme, hvordan man opfatter konflikten. Men det er også med til at forme, hvordan man fortæller om konflikten. Det er denne problemstilling, Musalaha bruger rigtig meget tid på, og som er virkelig hårdt for os som deltagere, for det indebærer at tie stille, mens den anden får mulighed for at fortælle sin version af fortællingen, uden at jeg nødvendigvis skal forsvare min version,” forklarer Daniel.

Noura forklarer uddybende: ”Det er vigtigt, at vi giver hinanden rum og plads til at fortælle vores individuelle version af fortællingen, fordi som det er lige nu, kan de to versioner – den jødiske og den palæstinensiske – ikke eksistere side om side. Den ene fortælling gør den anden umulig,” mener hun. ”Begge parter er ivrige efter at forsvare netop deres version af fortællingen – særligt når der er konflikt – og i vores iver ender vi med at såre hinanden. Det er derfor, det er så vigtigt at lytte – uden nødvendigvis at skulle tage til genmæle med det samme,” fortæller hun.

Daniel supplerer: ”Vores egen fortælling og vores egen identitet er tæt forbundet. Og vi vil ikke miste vores identitet. Det er derfor, vores iver efter forsvaret nogle gange tager overhånd.”

Både Daniel og Noura er tøvende, når det kommer til spørgsmålet om en fælles fortælling: ”Den fælles fortælling er noget vi drømmer om og arbejder hen imod,” konkluderer Noura.

Det er let at miste håbet

Deltagerne i Musalaha møder ofte modstand i deres omgivelser, fordi de ønsker at forsone sig med ”fjenden”. Og desværre er det ikke kun den brede befolkning, som er i mod – også andre troende har svært ved at forstå, hvordan man overhovedet kan mødes med hinanden.

”Det er let at miste håbet, for folk er bange – virkelig bange,” konstaterer Daniel. ”Mange af mine venner er uforstående overfor, hvordan jeg kan deltage i Musalahas arbejde, og det spørgsmål de oftest stiller mig er, om jeg ikke går på kompromis med min identitet – som både jøde og som israeler? Det mener jeg jo ikke, jeg gør. Hvorfor skulle jeg kompromittere min identitet ved at lytte til, hvordan palæstinenserne har det og forsøge at forstå dem?” spørger han retorisk. Alligevel anerkender han, at den enkeltes fortælling er dybt forbundet med identiteten, for som han konstaterer: ”Mister vi vores fortælling, mister vi vores identitet. Dermed følger naturligvis også, at når fortællingen pludselig ændrer sig eller ses i et nyt lys – hvordan påvirker det så min egen identitet?”

Noura møder også modstand. ”Både muslimer og sekulære arabere mener ikke, at vi skal have noget med jøderne at gøre,” fortæller hun og fortsætter passioneret: ”Men de glemmer, at vi jo ikke holder op med at mene noget, bare fordi vi er med i Musalaha. Selvfølgelig bliver jeg klogere og ændrer syn på nogle ting, men jeg bliver også vred nogle gange! De mennesker, som jeg er sammen med i Musalaha fortæller mig ikke, hvordan jeg skal føle. Men de hjælper mig til at overveje, hvordan vi kan gøre det bedre, som vi allerede har,” afslutter hun.

Husk vores ansigter!

Nogle gange kan det være svært at vide, hvad der er op og ned på det hele for os, som oplever konflikten på afstand, og som er prisgivet mediernes mere eller mindre nuancerede dækning af urolighederne. Det vil altid blot være et udsnit af virkeligheden, de præsenterer, men der er alligevel ingen tvivl om, at der faktisk er uro og konflikt i Israel. Daniel kommer derfor med denne opfordring:

”Husk vores ansigter, næste gang i sidder med avisen og læser om konflikten eller næste gang de viser et indslag i nyhederne. Husk, at vi – og flere med os – arbejder for forsoning mellem de to stridende folkeslag. Og bed for os!” slutter han.

*Ikke hans rigtige navn