Skip to main content

Tag: Kirkevolontør

Mærkelige døgn i Jerusalem

Kirkevolontørens beretning

Fredag d. 13. marts

Formiddag: Jeg har huddle med missionspiloterne, hvor de deler oplevelser og erfaringer fra ugen, der gik. Jeg giver dem informationer om ugen, der kommer. En del er aflyst, men der er stadig mange ting at se frem til, og vi kan jo altid lave nogle ekstra guidede ture i Jerusalem, hvis der skulle blive tid til det. Vi taler om, at coronasituationen skaber uvished, men vi havde alligevel ikke lige forestillet os, at dagen ville ende, som den gjorde…

Eftermiddag: Jeg står i missionspiloternes køkken og laver aftensmad med Emily. Jørgen kommer ind i køkkenet. Han netop har læst, at nu kaldes alle danskere i udlandet, som ikke er på et længerevarende ophold, hjem. Vi ved ikke helt, hvordan vi skal forholde os til det og holder en lidt ironisk distance til det, også under aftensmaden.

Aften: Kent fra Israelsmissionen ringer fra Danmark efter aftensmaden. Det her med hjemsendelse kommer formentlig til at gælde missionspiloterne og måske mig, begynder vi at forstå. Men vi håber stadig, at det ikke kan passe. Vi aftaler at mødes med den danske præst, David, senere på aftenen for at snakke om situationen. Mens vi venter på ham, ser vi statsministerens pressemøde. Hun mener det, når hun taler om hjemsendelse. Da David ankommer til missionspiloternes lejlighed i den gamle by, har han en masse snacks, hjemmebagt rugbrød, belgiske vafler, kakao og coronaøl med. I løbet af de timer han er der, snakker han med ambassaden. I Danmark har Israelsmissionen også snakket med udenrigsministeriet. Konklusionen sidst på aftenen: missionspiloterne skal hjem hurtigst muligt. Håbet brister, ærgrelse fylder rummet. Festmåltidet har ikke de mest festlige nyheder med sig.

Lørdag
Formiddag: Jeg finder ud af, at jeg kan blive i Jerusalem, da mit ophold betegnes som længerevarende. Israelsmissionen lader det være op til mig selv at beslutte, om jeg vil blive her, eller om jeg vil med missionspiloterne hjem. Jeg er i dialog med Gud, mine egne tanker, mine forældre og David i løbet af dagen for at træffe en beslutning. Jeg snakker med David om, hvorvidt der vil være opgaver til mig her, hvis jeg bliver. For de fleste af mine opgaver omhandlede missionspiloterne. Men de skal jo hjem. Der skal nok være opgaver, siger David. Opgaver der ellers nedprioriteres, men som jeg nu kan tage fat på. Bl.a. oprydning i og opdatering af gammelt undervisningsmateriale samt kontakt til kirkens relationer i Israel. Så med klarhed omkring, at der vil være noget at lave, med en oplevelse af at jeg altså ikke helt synes, jeg er færdig med Israel i denne omgang, med mange gode venner i landet og med ro i maven hos både mig selv og min familie, beslutter jeg mig lørdag eftermiddag for, at jeg bliver her i Jerusalem.

Aften: Endnu et festmåltid uden festlige nyheder. Denne gang det sidste måltid for missionspiloterne og Daniel, der var udsendt af Israelsmissionen som Storyteller (se mere her). Vi er i præstelejligheden sammen med David og hans familie. Vi spiser lækker mad. Davids børn, Naomi og Nathanael, har hele eftermiddagen skrevet breve til hver af missionspiloterne, som de får og åbner. Vi synger karoke. Vi griner. Vi græder. Nogle indeni, andre udenpå. Naomi spiller violin for os. Flybilletterne købes. Vi mindes. Vi lovsynger. Vi beder for hinanden. Gud taler ind i vores liv. Han er fred i frustration. Midt i ærgerlige nyheder er han gode nyheder.

Søndag
Klokken 13:15 flyver piloterne og Daniel tilbage til Danmark. Piloterne er nu i karantæne i et sommerhus. Lad os bede for, at det må blive den hyggeligste karantæne nogensinde!

En sidste bemærkning…
Det er klart, at resten af min tid her kommer til at se noget anderledes ud end forventet. Alt det, som jeg var kommet godt i gang med i forbindelse med missionspiloterne, og som jeg så meget frem til at fortsætte med, er der ligesom ikke mere. Det er mega ærgerligt! ØV. Men sådan er det bare, og der er ikke noget at gøre ved det. Det her er en tid, hvor vi går glip af en masse, vi havde glædet os til. Det er ok at være frustreret, og det er jeg godt nok også. Ikke kun over alt det, jeg går glip af, men også over den krise, corona bringer med sig.

Men det leder mig til Jesus. Midt i min egen magtesløshed, midt i menneskers frygt, lidelse og død, kan jeg ikke andet end at sætte min lid til ham. Ian og Samir (to af kirkens kontakter, mine venner) fra basaren i den gamle by har begge delt 2. Krønikebog 7, 13-15 med mig i forbindelse med alt dette.
Hvis jeg lukker himlen, så der ikke kommer regn, hvis jeg befaler græshopper at æde landet, eller hvis jeg sender pest over mit folk, og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land. Ja, mine øjne skal være åbne og mine ører lytte til bønnen på dette sted.
Hvordan taler det til os i dag?

Lad os bede for, at vi – om vi allerede kender Jesus eller ej – må nå ind til kernen af relationen til ham i denne tid; at vi må ydmyge os, bede, søge hans ansigt, vende om fra vores onde veje. Og sige JA og TAK til hans bønhørelse, tilgivelse, lægedom og frelse.

Tilbageblik på julen i Immanuelskirken

Julebazar, julegudstjenester og julekoncerter. December i Immanuelskirken var en travl, men dejlig måned. Vi havde en del juleevents i kirken, som krævede noget ekstra forberedelse. Men det var al forberedelsen værd, for det var en kæmpe glæde at kunne invitere så mange mennesker ind i kirken. Der var mindst 1300 mennesker i kirken i løbet af december, hvoraf en stor del ikke var kirkevante. Folk fejrer ikke så meget jul her i Tel Aviv. Dog synes mange, det er meget hyggeligt med lidt juletræer og julekugler, så julebegivenhederne tiltrak alligevel en del lokale. Håbet og bønnen er, at nogle af dem gik herfra ikke kun fyldt af juletræsstemning og gløggglæde, men fyldt af interesse for hvem Jesus er, og hvordan han er relevant i deres liv.
Cookie decoration event for børn med forældre
Et personligt højdepunkt var en lang snak, jeg havde med et ungt par, som kom til vores Christmas Carols aften. De troede ikke selv på Jesus, men var meget begejstrede for eventet og havde bare lyst til at blive og snakke. Manden kom fra en ortodoks jødisk familie, men var selv rimelig sekulær. Særligt han var meget interesseret i at snakke om religion og høre om, hvad det betyder for mig at tro. Vi delte tanker om, hvor håbløse israelitterne i GT – og vi mennesker i det hele taget – er til at tro på Gud, men hvor barmhjertig Gud er midt i det. Og jeg fik lov til at dele, hvordan jeg tror, Jesus er fuldendelsen på det, og hvordan det konkret forandrer mit liv og min hverdag. At se lyset i deres øjne, da jeg fortalte om min frihed i Jesus, var noget af det bedste, der skete i min december måned. Et andet højdepunkt var, at Bekah snakkede en del med en søgende kvinde, som kom til et par juleevents. Snart skal de mødes og snakke videre om tro. Det er sådan noget, der virkelig opmuntrer og gør, at det er hele molevitten værd at lave gløgg og varm kakao flere gange om ugen og bage 1200 figurkager; at invitere folk ekstra meget ind i vores kirker i juletiden!

Var hele legemet øje, hvad blev der så af hørelsen?

Shalom! For halvanden måned siden begyndte jeg som kirkevolontør i Immanuelskirken i Tel Aviv. Jeg er ved at være faldet til hernede, og jeg er blevet taget rigtig godt imod af menigheden. I løbet af en uge, har jeg mange forskellige opgaver, både praktiske og sociale. Jeg snakker med mennesker, laver havearbejde, gør rent, laver kaffe, står for aftener i ungdomsgruppen, og snakker mere med mennesker.

Arbejdsglæden er stor hos mig og de to andre tyske volontører, Lukas og Kilian. Jeg tror, det bl.a. skyldes, at præsten Yoel og Bekah (som arbejder i kirken og også er en slags leder for os volontører) tør give os ansvar. De kunne have valgt på forhånd at bestemme, at dét og dét skal udføres sådan og sådan. Så ville de have kontrol og sikkerhed. Men tilgangen er i langt højere grad: ”Her har du ungdomsgruppen. Der skal planlægges nogle aftener. 3, 2, 1, frit spil! Jeg stoler på, at dine idéer er gode, og at resultatet bliver godt. Spørg endelig om alt. Hvis noget fejler, er det altså ikke jordens undergang. Så prøver vi bare noget andet næste gang.” Yoel og Bekah giver slip på kontrol, men de giver plads til nye visioner, plads til at tænke kreativt, og plads til at kirken kan vokse. At give mig ansvar er at vise mig tillid. At give mig ansvar gør, at mit arbejde opleves langt mere meningsfuldt.

Fra venstre: Lærke, Lukas, Bekah, Kilian


Desuden tror jeg, arbejdsglæden er stor, fordi Yoel og Bekah brænder for, at vi hver især skal lave noget, vi kan lide og er gode til. Det ville jo være skørt at sætte mig til at oprette et system i kirkens cloud, hvis Kilian er god til det og synes det er sjovt, mens jeg ville bruge tusind år på det og kede mig ihjel imens. I kirkens lille staff-team skal der ikke så meget til for at få øje på mange af hinandens styrker og svagheder, evner og nådegaver. Men det er jo også nemt nok, når vi ser hinanden ”in action” hele tiden. Det kan jeg også huske fra mit år på KFS’ (Kristeligt Forbund for Studerende) bibelskole/Leder Trænings Center, LTC, sidste år. Vi var 15 elever, der var inddelt i 3 teams, som vi tog på teamperiode med 6 uger fordelt ud over året. På teamperioderne havde vi KFS-stande og religionstimer, hvor vi snakkede med gymnasieelever om tro. Og vi brugte tid med KFS’erne rundt i landet. Gennem alle de opgaver, vi skulle løse som team, blev styrker og svagheder hos os hver især meget tydeligere. Og vi lærte at bruge hinanden. Da LTC-året var omme, kendte jeg langt flere styrker og svagheder hos de fire personer på mit team end på resten af LTC-holdet. Det var godt at kunne bruge hinanden på teamet på LTC, og det er godt – og opmuntrende – at kunne bruge hinanden i staff-teamet i Immanuelskirken. MEN det kunne være endnu federe, hvis hele Immanuelskirkens menighed i højere grad kunne bruge hinanden. Det var jo ikke til et staff-team, Paulus sagde: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27), men til hele menigheden! Spørgsmålet er bare: Hvordan kommer vi i gang med at bruge hinandens styrker, evner, nådegaver mere i menigheden?

Det spørgsmål har Yoel og Bekah arbejdet med, hvilket har ført til, at der tre lørdage i september har været en halv times undervisning i nådegaver efter lørdagsgudstjenesten. Gudstjenesten har til gengæld været forkortet en halv time, så alle har haft tid til at deltage. Det har nemlig været vigtigt, at så mange som muligt er kommet. For målet er ikke blot at menigheden skal vide mere om nådegaver. Målet er, at vi forhåbentlig i langt højere grad skal bruge dem i praksis. Den første lørdag var en introduktion til nådegaver. Den anden lørdag svarede alle på et nådegavespørgeskema, så man kunne få en idé om, hvilke nådegaver, man måske har – og som man i hvert kan begynde at prøve sig frem med i menigheden. Den tredje lørdag gennemgik Yoel og Bekah de nådegaver, som var med i spørgeskemaet, og kom med idéer til, hvordan man konkret kan bruge sine nådegaver/mulige nådegaver i menigheden.

Undervisning i nådegaver v/ Yoel


Yoel og Bekah har et ønske om, at vi virkelig skal udnytte det legeme, menigheden er; at lemmerne skal komme i spil. Så kirken kan vokse sig stærkere og sundere, og vi kan se mere discipelskab i praksis. Ved at kende resultaterne af folks besvarelser af nådegavespørgeskemaet kan Yoel og Bekah lettere anerkende folks nådegaver og opmuntre dem til at bruge dem i menigheden, så folk kan vokse i deres nådegaver. Desuden fortæller Yoel og Bekah, at det måske kan gøre det nemmere at opstarte smågrupper, hvis de har lidt mere en idé om, hvem der kan være ledere, hvem der kan være værter, hvem der kan lide at bede osv. Bønnen er, at menigheden vokser i kærlighed og opbygges i tro og håb.

”Gud har nu engang givet hver enkelt del dens plads på legemet, som han ville det.” (1 Kor 12,18) Det vers sætter mig fri, men det forpligter også. Det sætter mig fri fra at skulle være god til det hele og jonglere med ti nådegaver på én gang. For Gud har givet mig en plads på legemet, som han ville det. Men at jeg fået en plads på legemet kalder mig også til at forholde mig til den plads. Det er jo en gave, som har til formål at blive brugt, ikke til at blive glemt. Formålet er ikke at sige ”pyt, mon ikke der er en anden, der kan tage min plads?” eller ”min plads er alligevel ikke så vigtig. Så længe vi har en god prædikant og en god lovsangsleder er alt jo fint.” Formålet er, at jeg kan bruge mine evner og nådegaver til noget virkelig godt! Jeg kan få lov at tjene andre og tjene Gud. Gud vil bruge mig til at formidle sin nåde – det er stort! Jeg må altså forholde mig til, hvordan jeg kan tjene i min menighed – nu i Immanuelskirken, men også når jeg en dag kommer hjem til en menighed i Danmark. Svaret på hvordan det så er, kommer sjældent som et lyn fra en klar himmel, har jeg erfaret. Men det skal nok komme, hvis jeg stiller mig til rådighed og prøver mig frem med forskellige ting. Og beder Gud om vejledning, udrustning og kærlighed i tjenesten.

Jøde: Hvis jeg bliver kristen…

…må jeg så godt fortsat gå med hat? Skal jeg så barbere alt mit skæg af?

Spørgsmålene, jeg blev stillet, var seriøse spørgsmål. For nogle jøder er der jo bare mange regler. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jøden Baruch, min nye ven, stillede mig disse spørgsmål.

I mit sidste blog-indlæg Jøde: Jeg er skuffet over mit folk, fortæller jeg om mit møde med Baruch. Mit håb var, at der kom en fortsættelse, og det har jeg fået. Efter vores første kaffemøde, var han faktisk taget til gudstjeneste. Fulgtes ikke med mig, men sneg sig ind, så ingen han kendte så ham. Han blev meget overrasket over, at vi sang på hebraisk og med tekster fra GT.

Jeg har mødtes med Baruch tre gange. Vi mødes på en café får en kop kaffe og snakker. Jeg har alle tre gange fået lov til, at fortælle om Yeshua, som er kærlighed og elsker alle mennesker, og siger til alle kristne, at vi også skal elske alle mennesker. Men alle tre gange er jeg også blevet stillet spørgsmålet: Hvorfor har kristne gennem historien slået så mange jøder ihjel? Både under korsfarerne, i Spanien og i holocaust. Hvorfor? Det samme spørgsmål stiller jeg mig selv. Jeg skammer mig over kirken. Vores mangel på at vise Guds kærlighed ikke bare i ord men i handling. Det står i vejen for evangeliet. På samme måde, som han er skuffet over sit folk, er jeg skuffet over mit.

Igen og igen vælger jeg at sige undskyld på alle kristnes vegne. Det fortjener jøderne. Kirken har i mange år jagtet jøderne, fordi de slog Jesus ihjel, og ja, det var jøder, der gerne ville have ham slået ihjel. Men det er jo ikke jødernes skyld, at Jesus døde. Det er også din og min skyld. Og i sidste ende Guds kærlighedsvalg. Gud brugte bare jøderne og romerne til at gennemføre sin frelsesplan.

Jeg er blevet kaldt en lille smule snæversynet, fordi jeg ser hele verden gennem Yeshua. Snæversyn -knap så fedt. Kendt for Yeshua –  det er fint. Men jeg er også blevet forslået, at jeg skulle blive Rabbiner fordi jeg havde svar på mange spørgsmål. Men det vigtigste for mig er, at han oplever mig som kærlig og venlig – og den ene gang gav han mig endda blomster.

Jeg har virkelig fået lov til at dele meget af evangeliet med Baruch. Jeg er blevet grint af, når jeg svarer på spørgsmål om Guds forhold til Hitler, at Gud også kan tilgive Hitler, og han faktisk også elsker Hitler – slet slet ikke det han gjorde – men elsker Hitler, fordi han er et menneske. Baruch mener, at folk som Hitler er dyr. Guds kærlighed og nåde kan virkelig være svær at forstå.

Men jeg har også set hans tårer trille ned ad kinderne, når jeg for eksempel fortæller, at jeg også er skyldig og har brug for en frelser, eller fortæller lignelsen om den fortabte søn, eller at templets opbygning fortæller om Guds hellighed, men at Gud faktisk ønsker nært fællesskab med os på samme måde, som han havde med Adam og Eva. Igen Guds kærlighed og nåde kan være svær at forstå.

Jeg ved ikke, hvordan historien med Baruch fortsætter. I begyndelsen af vores møde i dag, fortalte jeg ham, at jeg havde NT på hebraisk med til ham. I starten ville han gerne tage imod, men efter 3,5 times snak gav han den tilbage og ville ikke fortælle hvorfor. Jeg fornemmer, at han oplever, der er noget på spil.

Det er spændende, udfordrende og en velsignelse at være med i Guds mission. Men jeg må igen bede Helligånden om fortsat at give mig visdom, tålmodighed og ikke mindst kærlighed. For jeg er sikker på at det er gennem kærlighed vi vinder mennesker for Gud. Ikke en kærlighed jeg selv kan oparbejde, men en kærlighed jeg først og fremmest må modtage fra Gud.    

Han sagde: Jøderne skal væk!

Jeg har nu været i Jerusalem i lidt over en uge som kirkevolontør og 3k-praktikant. Der er mange nye indtryk. Meget jeg skal lære. Hvor handler jeg ind? Hvordan fungerer det med offentlig transport? Hvilken station skal jeg stå af på – og ja, jeg fandt ud af, at jeg kørte for langt og måtte tage den næste sporvogn i modsat retning.. Rookie mistake..

I går valgte jeg at tage i Den Gamle By igen i håb om, at jeg på et tidspunkt sagtens kan finde rundt i alle de små gader. Jeg havde god tid. Intet jeg rigtigt skulle nå, så jeg stoppede flere gange op for at snakke med de sælgende.

Azml, en middelalderende mand, inviterede mig på en kop kaffe. Jeg er forundret over den gæstfrihed, jeg møder.

Imens vi sad og drak den stærke kop kaffe, snakkede vi om den spændende by, vi nu begge bor i. En by med så meget historie, så meget kultur og så meget religion. Jeg var nysgerrig på, om han var troende, så jeg spurgte ham simpelthen lige ud. Og han svarede mig.. (Det er altså fedt, at være et sted, hvor folk gerne vil tale om tro!)

Azml er muslim, men han kan godt lide kristne. For der, hvor han har sin bod, har kristne og muslimer boder tæt op ad hinanden. De taler sammen og lever i fred. Azml ønskede virkelig, at jeg skulle forstå, at rigtige muslimer er fredelige og vil mennesker det godt. Det var hyggeligt at sidde og snakke med Azml. Han er en meget rar mand. Min nysgerrighed dukkede op igen..

“Hvad tænker du egentlig om jøder?”, spurgte jeg ham. “De har taget folks huse…” “Jeg er sikker på, at der kommer en krig igen..” “Jøderne skal væk!” Det var noget af hans svar.

Bum.. der sad jeg. Ny i byen og lige pludselig var konflikten ikke noget jeg bare hørte om i fjernsynet. Her sad jeg overfor et levende menneske, som jeg hyggede mig med, som oplever så stor uretfærdighed, at han ønsker, at jøderne bare skal væk.

Hvad skulle jeg sige?  For jeg kunne jo godt se det fra hans synsvinkel, men hvor skulle jøderne så være?Hvordan skulle jeg udtrykke min uenighed og samtidigt vise Kristi kærlighed? Jeg genkender dilemmaet fra Danmark. Mødet med en, som man er dybt uenig med – hvordan udtrykker man kærlighed, uden at slække på sin overbevisning?

Jeg ved ikke, om jeg kom med godt nok modsvar, og så ringede hans telefon og samtalens emne ændret…

Men mødet med Azml åbnede mine øjne for vigtigheden af bøn om fred og forsoning her i Israel. For Azml er en rigtig rar mand, som jeg håber at få mange flere samtaler med. Men hvordan kan han og andre, der tænker som ham, blive forsonet med jøderne? Så vi undgår at en krig blusser op igen.

Jeg tror jo på, at det kun rigtigt kan ske i Kristus! Derfor er mit største ønske også, at jeg i min tid her i Jerusalem må være et redskab til at vise Guds forvandlende kærlighed.

Må Gud gribe ind og bringe Shalom.