Tag: missionspiloter

Mærkelige døgn i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 17. marts 2020. Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Kirkevolontørens beretning

Fredag d. 13. marts

Formiddag: Jeg har huddle med missionspiloterne, hvor de deler oplevelser og erfaringer fra ugen, der gik. Jeg giver dem informationer om ugen, der kommer. En del er aflyst, men der er stadig mange ting at se frem til, og vi kan jo altid lave nogle ekstra guidede ture i Jerusalem, hvis der skulle blive tid til det. Vi taler om, at coronasituationen skaber uvished, men vi havde alligevel ikke lige forestillet os, at dagen ville ende, som den gjorde…

Eftermiddag: Jeg står i missionspiloternes køkken og laver aftensmad med Emily. Jørgen kommer ind i køkkenet. Han netop har læst, at nu kaldes alle danskere i udlandet, som ikke er på et længerevarende ophold, hjem. Vi ved ikke helt, hvordan vi skal forholde os til det og holder en lidt ironisk distance til det, også under aftensmaden.

Aften: Kent fra Israelsmissionen ringer fra Danmark efter aftensmaden. Det her med hjemsendelse kommer formentlig til at gælde missionspiloterne og måske mig, begynder vi at forstå. Men vi håber stadig, at det ikke kan passe. Vi aftaler at mødes med den danske præst, David, senere på aftenen for at snakke om situationen. Mens vi venter på ham, ser vi statsministerens pressemøde. Hun mener det, når hun taler om hjemsendelse. Da David ankommer til missionspiloternes lejlighed i den gamle by, har han en masse snacks, hjemmebagt rugbrød, belgiske vafler, kakao og coronaøl med. I løbet af de timer han er der, snakker han med ambassaden. I Danmark har Israelsmissionen også snakket med udenrigsministeriet. Konklusionen sidst på aftenen: missionspiloterne skal hjem hurtigst muligt. Håbet brister, ærgrelse fylder rummet. Festmåltidet har ikke de mest festlige nyheder med sig.

Lørdag
Formiddag: Jeg finder ud af, at jeg kan blive i Jerusalem, da mit ophold betegnes som længerevarende. Israelsmissionen lader det være op til mig selv at beslutte, om jeg vil blive her, eller om jeg vil med missionspiloterne hjem. Jeg er i dialog med Gud, mine egne tanker, mine forældre og David i løbet af dagen for at træffe en beslutning. Jeg snakker med David om, hvorvidt der vil være opgaver til mig her, hvis jeg bliver. For de fleste af mine opgaver omhandlede missionspiloterne. Men de skal jo hjem. Der skal nok være opgaver, siger David. Opgaver der ellers nedprioriteres, men som jeg nu kan tage fat på. Bl.a. oprydning i og opdatering af gammelt undervisningsmateriale samt kontakt til kirkens relationer i Israel. Så med klarhed omkring, at der vil være noget at lave, med en oplevelse af at jeg altså ikke helt synes, jeg er færdig med Israel i denne omgang, med mange gode venner i landet og med ro i maven hos både mig selv og min familie, beslutter jeg mig lørdag eftermiddag for, at jeg bliver her i Jerusalem.

Aften: Endnu et festmåltid uden festlige nyheder. Denne gang det sidste måltid for missionspiloterne og Daniel, der var udsendt af Israelsmissionen som Storyteller (se mere her). Vi er i præstelejligheden sammen med David og hans familie. Vi spiser lækker mad. Davids børn, Naomi og Nathanael, har hele eftermiddagen skrevet breve til hver af missionspiloterne, som de får og åbner. Vi synger karoke. Vi griner. Vi græder. Nogle indeni, andre udenpå. Naomi spiller violin for os. Flybilletterne købes. Vi mindes. Vi lovsynger. Vi beder for hinanden. Gud taler ind i vores liv. Han er fred i frustration. Midt i ærgerlige nyheder er han gode nyheder.

Søndag
Klokken 13:15 flyver piloterne og Daniel tilbage til Danmark. Piloterne er nu i karantæne i et sommerhus. Lad os bede for, at det må blive den hyggeligste karantæne nogensinde!

En sidste bemærkning…
Det er klart, at resten af min tid her kommer til at se noget anderledes ud end forventet. Alt det, som jeg var kommet godt i gang med i forbindelse med missionspiloterne, og som jeg så meget frem til at fortsætte med, er der ligesom ikke mere. Det er mega ærgerligt! ØV. Men sådan er det bare, og der er ikke noget at gøre ved det. Det her er en tid, hvor vi går glip af en masse, vi havde glædet os til. Det er ok at være frustreret, og det er jeg godt nok også. Ikke kun over alt det, jeg går glip af, men også over den krise, corona bringer med sig.

Men det leder mig til Jesus. Midt i min egen magtesløshed, midt i menneskers frygt, lidelse og død, kan jeg ikke andet end at sætte min lid til ham. Ian og Samir (to af kirkens kontakter, mine venner) fra basaren i den gamle by har begge delt 2. Krønikebog 7, 13-15 med mig i forbindelse med alt dette.

Hvis jeg lukker himlen, så der ikke kommer regn, hvis jeg befaler græshopper at æde landet, eller hvis jeg sender pest over mit folk, og mit folk, som mit navn er nævnt over, så ydmyger sig og beder og søger mit ansigt og vender om fra deres onde veje, da vil jeg høre dem fra himlen og tilgive deres synd og læge deres land. Ja, mine øjne skal være åbne og mine ører lytte til bønnen på dette sted.

Hvordan taler det til os i dag?

Lad os bede for, at vi – om vi allerede kender Jesus eller ej – må nå ind til kernen af relationen til ham i denne tid; at vi må ydmyge os, bede, søge hans ansigt, vende om fra vores onde veje. Og sige JA og TAK til hans bønhørelse, tilgivelse, lægedom og frelse.

Missionspilot på nye eventyr

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 7. april 2015. Bogført i Arbejdet i Danmark.

Karoline Hoffmann-Hansen brænder for at fortælle historier, så da muligheden for at rejse til Israel med formålet at lave korte videospots for IU bød sig, var hun ikke i tvivl.

Peter Kobbersmed, 7. april 2015

”Jeg var mega meget på! Jeg synes, det var en vildt god mulighed” fortæller Karoline. Hun var i foråret 2014 afsted som Missionspilot og glæder sig over gensynet med Israel: ”Jeg har haft sådan en hungren efter Israel. Jeg føler det som mit andet hjemland, og jeg har savnet det enormt meget. Jeg glæder mig helt vildt til at komme tilbage til Israel og lave noget, som jeg brænder for. Jeg kan næsten ikke forestille mig noget bedre, end at komme tilbage til Israel og filme noget, som kan være en lille del af Guds mission.”

Karoline skal lave små videospots fra nogle af de forskellige Meet the People-institutioner, så kommende volontører bedre kan få et indtryk af stederne inden afrejse, og drømmen om at udfolde sig kreativt er ikke en pludselig indskydelse for Karoline.

Karoline (til højre) under hendes første ophold i Israel som Missionspilot.

En passioneret drømmer

”Min familie har jo altid vist, at jeg er kreativ og godt kan lide at udtrykke mig, og da jeg var 10 år, ville jeg gerne være skuespiller. Det synes jeg var svært, fordi mange i min familie er akademikere eller har taget forskellige læreruddannelser.” Med en mor, der er jurist, og en far, der er journalist, er det ikke nødvendigvis vejen som delvist autodidakt filmkvinde, der er allermest oplagt: ”Man kommer ikke ud med et færdigt bevis. Man skal bevise sig selv, og ens personlighed vil altid blive afspejlet i produktet.”

Overvejelser omkring jobsikkerhed og karrieredrømme er ikke det eneste, som har præget Karoline. Hendes tro på Gud har stået i centrum for fremtidsforhåbningerne:

”Jeg har tit tænkt; Gud, hvad er det du vil have? Jeg har haft en brændende passion for film og skuespil i så mange år. Og uanset hvor meget jeg har forsøgt at gemme det væk, blev passionen ved med at være der. På et tidspunkt vendte jeg det rundt og sagde; Okay Gud, det er det her, jeg vil – Hvor vil du bruge mig? Og hvis ikke det er det jeg skal, så må du lukke nogle døre.”

At finde på plads

Med den overbevisning tog Karoline afsted som Missonspilot, og tre måneder i Israel hjalp hende på vej:

”Opholdet som Missionspilot handlede om at finde min plads i Guds mission, og der blev jeg bare ved med at blive trukket tilbage til filmverdenen. Jeg havde lyst til at lave video. Og så begyndte jeg at bede over det.”

Samtidig startede Karoline på at lave små ugereportage om Missionspiloternes oplevelser og fællesskab: ”Normalt når jeg tager mit kamera frem, har jeg været vant til, at folk flygter for ikke at komme med. Men her var jeg bare sammen med mennesker, som var mega opmuntrende og positive.”

Gud og næsten

Karoline ser hendes evner og passion indenfor videoproduktion som en måde, hvorpå hun kan tjene Gud. Også selvom hun har haft sine overvejelser om det potentielle arbejdsmiljø: ”Det virker ikke til at være en branche, hvor Gud fylder så meget. Man har kæmpet så hårdt for det, man har opnået, og hvorfor skulle man så dele æren med en gud, som man ikke lige sådan kan se?” siger hun og fortsætter: ”Udefra set virker det som om, at der foregår mange nedbrydende ting. Og jeg tror bare også, at Gud har brug for folk, som vil tjene ham der.”

For Karoline handler det om at fortælle historier, og i den sammenhæng er alle mennesker interessante:

”Jeg bliver rørt af at møde mennesker, og det møde kan bare vækkes til live på afstand igennem film. Hvert enkelt menneske har sin egen historie, og selvom det er en kæmpe kliché, så kunne der bare laves en film om alle menneskers personlige historie. Når vi hører historier, lærer vi noget om os selv, og det synes jeg er dybt fascinerende.”

Karoline er i Israel i perioden fra d. 31. marts til d. 9. april, og når hendes videospots er færdigproducerede, kan de findes på hjemmesiden.

Læs mere om at blive missionspilot her.

Over and out!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 23. januar 2015. Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Amanda, Sara, Hanna og Miriam, hjemvendte missionspiloter

Amanda in action med gadeevangelisation i Tel Aviv.

Det har godt nok været noget af et ophold i Israel som Missionspiloter. Vi føler os privilegerede over at have fået mere bibelkundskab, så mange oplevelser, møder med interessante mennesker, udfordringer og venskaber med hjem. Når vi tænker tilbage på de 3 sidste måneder, er det svært at huske alle de forskellige ting, vi har oplevet, og de mange indtryk vi har fået. Men når vi begynder at tænke tilbage på ugerne, er der fantastiske minder, der dukker op.

Fantastiske mennesker – fantastiske steder
Ugen i Haifa, hvor vi legede pedeller på plejehjemmet, husker vi tilbage på med glæde. Vi havde fællesskab med fantastiske mennesker og en vidunderlig åbenhed og tid til Gud på arbejdspladsen.

Vores mange vandreture: vi har klaget over ømme fødder, vabler og stejle stigninger, men når vi ser tilbage på dem nu, vil vi ikke have været foruden en eneste. De har udfordret os fysisk på en måde, vi aldrig før har prøvet, og vi har lært, at VI KAN klare ørkenen og har fundet glæden ved vandring isoleret fra civilisation.

Alle de forskellige udsigter og naturvidundere vi har oplevet: de mange farver sand i ørkenen, en oase midt i ingenting, bjerge så langt øjet rækker, en brusende Jordanflod, huler med gamle gemte skatte og fantastiske udsigter over byer.

Mødet med inspirerende folk over hele landet: Vi har besøgt mange kristne organisationer og kirker i Israel. Det har givet os, det vi søgte – nemlig et mosaikbillede af mission her i Israel. Vi har på egen krop lært forskellige måder at udføre mission på og have et kristent liv i et land spækket med religion og kultur på mange planer. De mange inspirerende mennesker har lært os, hvor svært det kan være at være kristen, når det er med livet som indsats. Hvor dejligt, det er at være kristen, og man derfor ikke kan holde det for sig selv, men bliver nødt til at sprede budskabet på gaderne. Og hvor udfordrende det er at dele sin tro på Jesus med andre i et land, hvor holdninger til religion er svære at ændre på.

Missionspiloterne får undervisning af David, der er dansk præst i Jerusalem.

Udfordringerne
Men vi kan heller ikke glemme nogle af de svære og udfordrende oplevelser, vi har haft. Det had to folkeslag kan have til hinanden, selvom de lever side om side. Vi boede i udkanten af Jerusalem, hvor der også var et terrorangreb på en jødisk synagoge, og vi har lært at i dette samfund lukker ting ikke bare ned, selvom livet er svært at leve. Det er hverdag hernede, og man lever videre med troen på, at Gud passer på én og ved, hvad der er bedst. Det er svært at forklare, hvordan det er at have været i et land med så mange indbyrdes stridigheder. Det er ikke unaturligt, at al trafik pludselig stopper, hvis der er mistanke om en bombetrussel i nærheden, eller at politiet tropper mandstærkt op i arabiske områder efter fredagsbøn for at undgå uroligheder. Men det er svært at tage det hele ind og reagere på alt, når man blot er ”turist”.

De fleste øvrige udfordringer har været givende, og dem ser vi tilbage på med glæde, hvorimod vi før frygtede dem.

Udfordringen ved at slippe tøjlerne og bare lovprise Gud med hele kroppen havde vi på en bønnekonference. Sidst på ugen blev vi dog overraskede over, hvor meget vi savnede det, da vi kom tilbage i vante rammer med sangbogen i hånden, siddende på en sofa uden fest og ballade.

Vi fik også udfordringen om at tage ud på gaden og fortælle om vores tro på Jesus og ud fra Det Gamle Testamente argumentere for, at Jesus er Messias.

Allerede i den første uge blev vi udfordret til at læse hele bibelen. Vi har siden taget os tid til at læse sammen fra en ende af. Vi har fået en god start, og de ting vi har læst om i bibelen, vil vi tage med hjem og værdsætte at kunne tage frem og dele. Det at tage bibelen frem og have lyst til at læse har ikke været så almindeligt, før vi tog af sted. Men vi kommer hjem med en fornyet læselyst og glæde ved at have større forståelse for Guds ord.

Undervisningen har også udfordret os og været med til at krydre opholdet med en bedre forståelse af det land, vi har boet i de sidste 3 måneder.

Pak oplevelserne ud
Tre måneder er lang tid og ikke lang tid nok. Vi har nydt i fulde drag at være af sted og at have fået fyldt rygsækken med oplevelser. Men vi er også godt fyldt op nu og glæder os til at komme hjem og få pakket ud – både tøj, souvenirs og pakkenelliker, men også de ting, vi har erfaret og derved gøre brug af dem i vores hverdag.

Piloterne siger hermed: ”Over and out”! Tak til alle, der har været med til at gøre dette ophold til en oplevelse for livet!