Skip to main content

Tag: Musalaha

Ørkenen binder mennesker sammen

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder.

Svend Løbner, freelancejournalist

30 samfundsledere med jødisk, kristen og muslimsk baggrund blev sendt ud i den israelske ørken for at opdage, hvor dybt afhængige de er af hinanden. Projektet skal fremme fred og forsoning mellem borgere i Israel/Palæstina med støtte fra danske kirkelige organisationer.

Send 30 muslimer, kristne og jøder ud i en ørken, hvor de virkelig har brug for hinanden. Og se så, om ikke de har lært noget, de kan bruge til fredelig sameksistens i fremtiden!

Det er netop hvad fredsorganisationen Musalaha har gjort. Og resultaterne er slående. Ved hjemkomst er de kommet hinanden nærmere og forstået hinandens tro og kultur, endda i et omfang, så de deler deres oplevelser med deres netværk, når de kommer hjem.

Projektet får støtte fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) gennem Den Danske Israelsmission.  

Endnu en sten i muren

Der er hårdt brug for, at alle gode kræfter i Israel/Palæstina styrker sammenhængskraften i det konflikthærgede område. En nationalstatslov fra 19. juli 2018 har nemlig forstærket spændingerne mellem befolkningsgrupperne, idet loven erklærer staten Israel som jødernes hjemland og giver jøder verden over ret til at vende tilbage til Israel og få statsborgerskab i landet.

Sagen har rejst voldsomme protester fra arabiske og drusiske israelere og er blevet endnu en sten i muren, der adskiller de to territorier: Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.  

Opdager fælles livsvilkår

Men i ørkenen, der i denne sammenhæng opleves som neutralt ingenmandsland, har ledere fra forskellige samfundsinstitutioner – også moskéer, kirker og synagoger – skullet overleve under så primitive vilkår, at de har haft akut brug for hinanden.

Og her har de så fundet ud af, at de har mere til fælles, end de troede: De er alle mennesker med basale behov. De har en fælles historie, der har givet dem mange fællestræk. Og de bor i samme område, ofte dør om dør. Skulle de så ikke kunne leve i fred med hinanden? Og dyrke deres religion i fred, mens de respekterer alle andres ret til at tro, skifte tro, eller ikke tro noget som helst?

Jo, det helt fysiske, kropslige, jordnære samvær i en glohed ørken har slået det fast. Og da mange spændinger i området har religiøse undertoner, kommer de 30 ledere – også imamer, præster og rabbinere – tilbage fra ørkenen med stor indflydelse og magt til at skabe positiv forandring i deres netværk og lokalsamfund.  

En broget skare af ”fredsagenter”

De 30 deltagere repræsenterer mangfoldigheden i det israelsk/palæstinensiske samfund. Både hvad angår køn, politisk observans og erfaring med konflikten. Og når det drejer sig om arbejdsopgave: religiøse ledere, skolelærere og -ledere, virksomhedsledere og ledere i den offentlige sektor.

Målet er, at ørkenskolen gør dem til såkaldte fredsagenter i de sfærer, hvor de har indflydelse.

10 af deltagerne er palæstinensiske kristne og muslimer bosiddende i Israel, 10 er palæstinensiske kristne og muslimer bosiddende på Vestbredden, og 10 af dem jøder bosiddende i Israel – heriblandt såkaldte messianske jøder, altså jøder, der ligesom kristne tror på Jesus som deres Messias.

Den Danske Israelsmission glæder sig over at kunne støtte det vigtige projekt:

– Jesus kalder os til at stifte fred. Det er ikke et hippie-kald. Det er et kald til hårdt arbejde, afsavn – og forvandlede hjerter i kraft af evangeliet, udtaler generalsekretær Arne Pedersen.

CKU støttede også Den Danske Israelsmission og Musalaha tilbage i 2012, da Musalahas forsoningsmetode blev udviklet.  I 2019 blev et kapitel omkring Tros- og Religionsfrihed tilføjet.

– Det er opmuntrende at se, hvordan forsoningsarbejdet over tid bærer frugt i form af engagerede mennesker på flere sider af konflikten, der vil både freden og retfærdigheden, selvom det koster, udtaler Daniel Nygaard Madsen, konsulent i CKU.

 

Fakta: Tallene taler for sig selv

Det anerkendte Pew Research Centers analyse af er Israel/Palæstinas  forhold til religionsfrihed, viser vigtigheden af Musalahas arbejde:
  • Israel rangerer ”højt” hvad angår myndigheders begrænsning af religiøs udfoldelse. Landet er nr. 37 på listen – midt imellem Qatar og Oman.
  • Hvad angår konkrete love og politikker, der begrænser religionsfriheden, er landet på en 13. plads lige efter Iran. Til sammenligning er de palæstinensiske selvstyreområde nede på en 57. plads.
  • Israel rangerer ”meget højt” hvad angår socialt fjendskab, hvor landet er på en 8. plads.
  • Når det drejer sig om modstand mod religiøse normer er landet på en 5. plads lige efter Uganda.
  • Og af lande med stor spænding mellem religionerne med vold til følge holder Israel en 6. plads efterfulgt af Nigeria.
  • Her er de palæstinensiske selvstyreområder nr. 15 i socialt fjendskab og nr. 10 i religiøst motiverede voldshandlinger.

Frontfigur i Musalaha træder tilbage: Vi må gøre plads til en ny generation

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 20/1 2020

Foto © Musalaha – her ses Salim Munayer (venstre) og Evan Thomas (højre)

Frontfigur i forsoningsorganisationen Musalaha Evan Thomas trækker sig tilbage, og som både medstifter og ledende bestyrelsesmedlem siden 1988 efterlader han sig en bemærkelsesværdig arv.

Hvert år – uden undtagelser – har han ikke kun været en del af bestyrelsen, men han har også faciliteret utallige grupper, undervist og ledt udfordrende møder mellem både yngre og ældre i ørkenen. I denne artikel kan du høre Evan reflektere over nogle essentielle øjeblikke i hans liv samt nogle af de vigtigste indsigter han har opnået gennem en livsforandrende rejse i Musalaha.

Hvad fik dig til at blive medstifter af Musalaha?

Efter den første intifada så jeg, hvordan det påvirkede Kristi legeme i Israel. Jeg spurgte mig selv: ”Hvordan kan vi troende – messianske jøder og palæstinensiske kristne – reagere, når begge grupper af mennesker bliver slagtet?” Som en efterfølger af Jesus, og derfor også en fredsstifter, blev jeg nødt til at tage et standpunkt. Jeg valgte at stå side om side med Salim Munayer som leder af Musalaha for derigennem at opmuntre og træne den næste generation til forsoning.

Hvordan har du oplevet, at din vision for Musalaha er kommet til live?

Min vision og ambition har altid været at udvikle en sund model for en bibelsk forsoning, der gør det muligt for vores fællesskaber at bearbejde Israel-Palæstina-konfliktens implikationer. Vi har fundet en effektiv strategi for forsoning i ørkenvandreture til alle tider. Det har været utroligt givende at være vidne til udviklingen af dette program gennem årene. Igennem ”ørken-møder” sammensætter vi ledere fra de messiansk-jødiske og de palæstinensisk-kristne fællesskaber, og sætter fokus på at skabe relationer ved at træne dem i interpersonelle færdigheder. Disse ledere begiver sig derefter ud i den svære opgave at diskutere emner, der deler vandene, så de derigennem kan ændre deres opfattelse af ”den anden”. Herigennem kan magtbalancer ændre sig og tilliden lige så stille få plads til at blive genoprettet.

Hvad har været nogle af de største højdepunkter for dig?

Ørkenturene har altid været et personligt højdepunkt for mig. Når vi valgte at tage ture i ørkenen – sammen med vores konflikter – så mødte Gud altid op. Ørkenen blev et særligt sted for mig, hvor jeg kunne møde Gud. Disse møder blev et grundlag for mig, og gjorde det muligt for mig at være en effektiv hyrde i Israel og fortsætte med at have en passion for at se menneskers liv forandre sig på trods af de enorme udfordringer vores regionale konflikt gav.

Men over alt er jeg taknemmelig for den personlige støtte direktør Salim Munayer har udvist – både som ven og som fortrolig. Vi vil blive ved at gå side om side personligt og professionelt.

Et andet højdepunkt har været at udvikle Musalahas forsoningspensum sammen. Dette pensum er et biprodukt af over 20 års arbejde i dette udfordrende spændingsfelt. Med det, søger vi at udruste ledere til at facilitere fællesskaber og grupper i forsoningsprocesser og derigennem udbrede fred på en global skala.

Hvorfor har du valgt at træde tilbage som bestyrelsesmedlem?

Efter 31 år er denne beslutning igen strategisk. Jeg tror personligt, at det er tid til at lade den yngre generation af mænd og kvinder bære Musalahas vision videre. Det er deres tid til at tage lederskabet op.

Har du nogle sidste ord, du gerne vil dele med, der støtter Musalaha?

Jeg vil gerne takke alle dem, der støtter os. Tak fordi I har betroet os den byrde det er at varetage vores forsoningsvision. Den er baseret på vores forståelse af evangeliet og vores forståelse ad Guds rige her på jord. Efter årtier har konflikten vokset sig stor, og med den konsekvenserne for vores trosfællesskaber. Men Gud er trofast, og Han fortsætter arbejdet på trods af at menneskers fejl og mangler.  

Jeg vil opmuntre jer alle til at ”hænge i” i de kommende år. Der vil uden tvivl komme udfordringer, men fortsæt med at give jeres fulde støtte til dem, der leder dette banebrydende arbejde på frontlinjen.  

I årevis sår vi med tårer, og så ser vi de små glimt af solskin, når frugten vokser frem. Og det er det hele værd.

Evan Thomas

De trofaste få

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 27/9 2017

Forsoningsarbejdet i Israel-Palæstina-konflikten er fuld af udfordringer. Organisationen Musalaha oplever blandt andet en faldende interesse blandt unge for at deltage i deres initiativer for fred og forståelse. På trods af dette er der nogle trofaste få, som er villige til at tage kampen op, og de skinner et livsvigtigt lys for forandring. Nedenfor kan du læse en ungdomslederes refleksioner over en ”brobyggertur” til Norge.

Når man arbejder inden for forsoning, håber man altid på en overvældende interesse fra dem, som er ivrige efter at skabe forandring. Dette kommer især til udtryk i arbejdet med den yngre generation, der efter sigende er mere åbne for at møde nye mennesker og lytte til nye perspektiver. Desværre er dette ikke altid tilfældet i vores Palæstina-Israel-kontekst. Det var for eksempel ret så svært at rekruttere deltagere til vores ”brobyggertur” til Norge, dels fordi de unge har travlt med enten at studere eller arbejde. Vi ser også unge mennesker, som har mødt stor modstand mod forsoning fra deres trosledere. Derved, bestod turen af en mindre gruppe sammenlignet med tidligere år. Først syntes disse rekrutteringsvanskeligheder meget nedslående. Som følgere af Kristus er vi kaldet til at være fredsskabere og gå foran i forsoningsarbejdet, og derfor forvente, at flere troende vil være interesseret i sådanne initiativer. På trods af at vi drog afsted med en mindre gruppe end ventet, havde vi nogle få trofaste deltagere, som var klar på at tage udfordringen op. På konferencen blev det tydeligt, at hvad gruppen manglede i kvantitet gjorde den op for i kvalitet gennem engagement. Den mindre gruppe gjorde det muligt for os at tilbringe mere tid med hinanden, og et resultat heraf var, at der blev bygget nogle stærke relationer. Der var en følelse af familiaritet, tryghed og glæde på lejren, hvor vi boede.

På grund af denne atmosfære dækkede vi ikke kun nogle få basale kapitler fra Musalahas pensum, men vi undersøgte også nogle af vores historiske og teologiske forskelligheder. Disse emner er sandsynligvis nogle af de mest følelsesladede og sværeste at dække. For mange mennesker kan disse kontroversielle emner være afgørende for deres beslutning om at fortsætte med forsoningsprocessen. Deltagerne fandt ikke disse diskussioner lette. Nogle havde brug for at trække sig tilbage og havde ikke lyst til at fortsætte med at være i kontakt med den anden side. Dette gjaldt især dem, som aldrig havde hørt den anden sides politiske, historiske eller teologiske standpunkter før. Men den lille gruppedynamik og den tryghed, deltagerne skabte, faciliterede meningsfuld, respektfuld og produktive diskussioner. Begge sider kunne udtrykke deres positioner uden at føle sig angrebet eller bebrejdet. Til tider kunne diskussionen føles som et seminar, hvor deltagerne var der for at høre perspektiver modsat deres eget for at kunne lære og muligvis bygge bro mellem de forskellige fortællinger. I det hele taget fik alle deltagerne, også dem, der var meget udfordrede, en masse ud af undervisningen og her spillede gruppedynamikken en stor rolle.

Alt i alt skinnede de trofaste få igennem på denne ungdomstur. At arbejde for forsoning er ekstremt udfordrende. Israelere og palæstinensere står ikke i kø for at engagere sig med hinanden. Men der vil altid være nogle få, som er villige til at tage udfordringen op og gå i dialog med den anden side. De trofaste få skinner et lille men livsvigtig lys i midten af håbløshed og fortvivlelse – et lys, som oplyser en ny sti af fred, forsoning og håb.

Øverste billede (C) Musalaha

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale version her.  

Sommerlejre bygger bro til forældre

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 25/8 2017

Organisationen Musalaha oplever en stigende interesse for evangeliet blandt forældre til deltagere på deres sommerlejre. Mange udtrykker deres begejstring for den undervisning, børnene modtager. Budskaberne står i stor kontrast til den intolerance og racisme, de er vidner til i deres daglige liv. 

Større diversitet er til velsignelse
I takt med, at Musalaha har øget antallet af deres lejre, oplever de en større diversitet blandt både deltagere og ledere. Musalahas sommerlejre er åbne for alle børn på tværs af etniske og religiøse skel, men denne forandring har åbnet op for, at en bredere gruppe børn kan møde hinanden og lære hinanden at kende.

Forældre lærer om kærlighed
I modsætning til tidligere år har mange forældre udtrykt deres taknemmelighed over Musalahas arbejde. De oplever, at ikke kun deres børn, men også forældrene selv får gavn af undervisningen på lejrene. Nogle forældre vælger at være med under timerne sammen med deres børn. Budskaberne står i stærk kontrast til den intolerance og hårdhed, de møder til dagligt i samfundet.

En forælder delte dette vidnesbyrd med én af lejrlederne: ”Du har ingen ide om, hvad jeres undervisning og entusiasme gjorde for mig. Jeg kom i morges og var skuffet og følte mig elendigt til mode, men jeres budskab ændrede min indstilling!” Moren krammede derefter lederen og begyndte at græde.

Fordi hendes barn var med på lejren, lærte hun sunde reaktionsmønstre som kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvkontrol på ovenstående ødelæggende indstillinger.

Samvær nedbryder fordomme
Musalaha samarbejder også med grupper fra Amerika og Europa. Grupperne tilbringer sommeren med at hjælpe til på lejrene, og de oplever herigennem at få nedbrudt mange af deres fordomme. Mange kommer fra samfund, der i stigende grad er præget af en større polarisering og religiøs intolerance. Ved at tilbringe tid i en landsby, hvor størstedelen af indbyggerne er muslimer, hjælper det dem til at komme af med deres forudindtagede holdninger. Dette gælder unge såvel som ældre ledere. Nedenfor reflekterer amerikanske pastor Eric Bryant over hans tid i en lejr på Vestbredden i byen Nablus.

– På begge sider af muren så jeg børn, der mindede mig om vores børn. De elskede is. De elskede at lege. De elskede hinanden.

– En anden ting, vi alle har til fælles: vi kan ikke lide, at blive sat I bås. Ingen kan lide at blive misforstået.

– Ikke alle israelere er ens. Ikke alle palæstinensere er ens. Ikke alle amerikanere er ens. Den bedste måde at forstå andre på, er ved at lære dem at kende. At arbejde som frivillig i Nablus på Vestbredden gav os den mulighed.

Læs artikel fra Musalaha her.

Håb spirer midt i fjendskab

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha, reflekterer over kirkens mangfoldighed og fortæller om, hvordan Musalahas pensum spreder sig videre ud i den arabiske verden.

På langfredag deltog vores familie i gudstjenesten i Church of the Holy Sepulchre (gravkirken) i Jerusalem. Det var en fantastisk oplevelse, hvor vi mødte folk fra forskellige traditioner fra hele verden. Heriblandt var der græsk-ortodokse, koptere, syrere, etiopiere og romersk-katolikker, der alle hver især bad på deres eget sprog. Selvom det var en anelse kaotisk med så mange mennesker samlet på ét sted, som alle havde deres egne procedurer for bøn og liturgi, reflekterede det alligevel forskelligheden i det kristne fællesskab, som en smuk mosaik.

Mens vi bevægede os rundt i kirken, passerede vi folk, der reflekterede, bad, tændte stearinlys og sang, og pludselig befandt vi os i et mere afsides område i den ældre del af bygningsværket sammen med et egyptisk par. Jeg begyndte at forklare dem kirkens historie og den betydning. Mens de lyttede, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til glæden i mandens ansigt. Som samtalen skred frem, udtrykte jeg min sorg over angrebene på de koptiske kirker i byerne Alexandria og Tanta i Egypten. Han fortalte os, at de var fra Alexandria, og at angrebene havde været et spirituelt wake-up-call for ham.

Dette ramte mig, da de fleste mennesker, som oplever grusomheder, udtrykker vrede og bitterhed, men det gjorde dette par ikke. Som en afsluttende gestus gav han vores familie nogle lys, vi kunne tænde. Jeg bad for hans familie og vore veje skiltes. Af alt vi havde oplevet i påskeweekenden, fandt vi dette møde mest meningsfuldt.

Nogle dage senere rejste jeg med en kollega til Jordan for at deltage i et teologisk forum, hvor teologer fra forskellige mellemøstlige lande samles for at lære, hvordan de kan være instrumenter i fredsskabelsesprocessen. Dette års tema var fredsskabelse og forsoning, og Musalaha var blevet bedt om at præsentere hvad vi havde lært gennem årene, vores pensum og forsoningens seks stadier. Vi modtog positiv respons, og en hel del mennesker spurgte, om de måtte inkorporere vores pensum i deres skoler, kirker og lederskabstræningsprogrammer. Det er spændende at se, at alt det vi har udarbejdet, nu spreder sig til andre dele af regionen. Vi arbejder i øjeblikket på at tilpasse vores pensum til en større del af den arabiske verden.

Der er mennesker, som udfordrer os i spørgsmålet om troens fællesskab og rolle i krisesituationer. Stater der kollapser, flygtningekrisen og den stigende radikalisering har tvunget mennesker til at tænke anderledes og finde på nye måder at nå ud til deres naboer og blive en kilde til velsignelse for dem. En kvinde fra Libanon fortalte deltagerne om den måde, hvorpå hun rækker ud til sit lokalsamfund. Hun oplevede, at mange mennesker udenfor kirken sulter efter at møde kristne og gå imod radikalisering. Der er mennesker, ligesom hende, der bevæger sig væk fra de traditionelle arbejdsmetoder (med ikke-troende) og finder nye måder at interagere med mennesker omkring dem. Det var spændende og opmuntrende at se kirkeledere og teologer til forummet, der bad og forestillede sig, hvordan de kunne række ud over deres egne kredse med budskabet om fred i de områder, som er splittede af had og vold.

Påskens ensomme begivenheder

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Salim J. Munayer, leder af organisationen Musalaha

I forbindelse med dette års påsketid samles mennesker fra hele verden i Jerusalem. Da påsken i både den østlige og vestlige tradition falder på samme dag, vil der være ekstra tætpakket. Palmesøndag ligger i denne uge, og tusinder af besøgende og lokale kristne palæstinensere vil gå samlet ned fra Oliebjerget, gennem dalen og op til den gamle by i Jerusalem. Det er et meget rørende syn, hvor grupper af mennesker fra hele verden vifter med palmegrene, synger lovsange og fejrer Jesu virke og hans indtog til Jerusalem.  Det er én af de mest pulserende fejringer i verden, der markerer den sidste uge i Jesu fysiske liv.

I de østlige traditionelle kirker er folk hele ugen beskæftiget med at faste og bede. Kirkerne er fulde af mennesker, der ikke normalt kommer til gudstjeneste. Man hører ofte folk sige, at bønnerne før påske er smukke og at de kan lide at lytte til dem, at læse evangelierne, og især at opleve lovsangen ugen igennem, der leder op til påskesøndag, eller pascha, som den bliver kaldt i Østen. Langfredag og opstandelsessøndag er der knap plads til at stå op i kirkerne i den gamle by i Jerusalem.

Disse glædelige og meningsfulde anledninger til at fejre står i stærk kontrast til de historiske og spirituelle begivenheder, de markerer. Faktisk, var begivenhederne i Jesu liv, død og opstandelse meget ensomme. Disciplene og de fleste folk, der fulgte Jesus, forlod ham, da han modtog sit kors. De afviste ham ved at benægte, at de kendte ham. Kun enkelte gik ved siden af ham, og hjalp ham, da han gik op til Golgata, og kun meget få stod ved hans fødder under korsfæstelsen.

Kontrasten mellem disse tragiske og forfærdelige begivenheder og hvad vi fejrer i dag, er slående – vi kan lære af forskelligheden. Mange gange går store begivenheder i historien stille for sig ligesom korsfæstelsen og opstandelsen. Da disse begivenheder fandt sted lod det til, at det onde havde vundet over det gode. Folk mistede håbet, og det var en trøstesløs tid. Det var ikke ærefulde begivenheder, som blev ophøjet, men fuldstændig modsat hvordan vi fejrer dem i dag.

Det er det samme for mennesker, som søger Guds rige, og især dem, som søger forsoning. Livet kan være ensomt, fyldt med afvisning, ikke glorværdigt, smertefuldt og til tider besværligt, for dem, som aktivt arbejder for forsoning. I dag leder de fleste efter ære, magt og tilbedelse, og stræber efter at opnå den succes, samfundet definerer.

Prisen for at taget et standpunkt i moralske og etiske dilemmaer er høj, og ligeså når man opfordrer til fred og forsoning, og ikke fjendtlighed og afstandtagen til andre, som er forskellige fra os. Dog er det ofte de svære tider, fyldt med isolation, der er de transformerende og udviklende øjeblikke i vores samfund i dag. Lad os genkende kontrasten mellem hvordan begivenhederne vi fejrer faktisk foregik, og hvordan vi vælger at fejre dem. Må dette hjælpe os til ikke at gå glip af transformerende øjeblikke i vores egen livstid.

  Artiklen er oversat. Læs den originale her.

Øverste billede: (C) Musalaha

Muslimer, kristne og jøder lærer om forsoning af Jesus

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen


Salim J. Munayer, leder og én af grundlæggerne af organisationen Musalaha, oplever, hvordan mange israelske og palæstinensiske ledende figurer er interesserede i at lære mere om forsoning, og han modtager mange forespørgsler om at dele ud af sine erfaringer. Én af disse forespørgsler var, at undervise i et træningsprogram, organiseret af tænketanken ”the Shalom Hartman Institute”, der involverer israelske skoleledere med både muslimsk, kristen og jødisk baggrund. Her fik han muligheden for, at dele sine perspektiver ud fra en kristen synsvinkel. 

Villighed til at lytte
Til et af møderne i træningsprogrammet underviste Salim om, hvordan Gud skabte mennesket i sit billede, og om hvordan det relaterer til mennesker både i vores lokalsamfundet såvel som fremmede. Han delte passager fra det Nye Testamente med gruppen, og de passager inkluderede bjergprædikenen, den barmhjertige samaritaner og den samaritanske kvinde ved brønden.

”Det var fascinerende for en person som mig, der er vokset op i forskellige segregerede skoler, israelsk-jødiske som palæstinensiske, at se disse skoleledere sidde sammen og lytte, imens de læste i det Nye Testamente,” fortæller Salim.

For tredive år siden ville et sådant undervisningsprogram aldrig have eksisteret, og selv i en israelsk kontekst i dag er undervisning og promovering af forsoning sjælden og vanskelig. Det var et bemærkelsesværdigt syn at se disse kristne, muslimske og jødiske undervisere være optagede af det Nye Testamente. De viste tegn på åbenhed og følte sig ikke truede.

Jesus nedbryder grænser
Da de læste om Jesu møde med den samaritanske kvinde, kunne hele gruppen relatere til hendes historie. Hun var fjenden, der tilhørte den anden side af det etniske skel, og det var tydeligt for dem, at hun levede et farligt liv. De kvindelige undervisere kunne nemt finde mange ligheder med deres egne liv i det israelske samfund i dag, og de muslimske deltagere genkendte med det samme den skam, kvinden bar i forhold til sin ægteskabelige situation. De jødiske skoleledere lagde mærke til, hvordan hun havde en teologisk samtale med Jesus, da det ikke var tilladt på den tid og heller ikke i nogle religiøse forbindelser i dag.

Salim beskriver denne oplevelse, som en enestående mulighed for at få et indblik i en gruppe med forskellige religiøse og kulturelle baggrunde.

”Jeg er overbevist om, at det var en opmuntrende oplevelse for skolelederne, da det gav dem et forum, hvor de kunne øve sig i at stille spørgsmål og lære mere om andres religiøse praksis.”

Det var bevægende for ham at se, hvordan de arbejder med det Nye Testamente og gerne ville lære mere, da det var en u-familiær og anderledes udlægning af teksterne, der måske havde kunnet skabe følelser af frygt.

Samtale opmuntrer
Da Salim forlod mødet, følte han sig opmuntret over de fremskridt, der sker i dele af samfundet. Atmosfæren mellem israelere og palæstinensere i landet er præget af intolerance og isolation, og mange nægter at lytte til hinanden. Da Salim guidede disse undervisere gennem det Nye Testamente, så han en anderledes virkelighed end den, som en gennemsnitlig person ser i nyhederne.

”Endnu mere spændende er det, at skolelederne spiller en kæmpe rolle for tusinder i deres skoler, og her kan de dele hvad de har lært med mange flere unge mennesker,” udtrykker han.

Det var en oplevelse, der på mange måder opmuntrede ham, og som viser, hvordan Musalahas arbejde vokser og blomstrer, og nu kan blive delt og værdsat af et større segment i samfundet.      

Forsoning er fredens frontlinje

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

I november nåede Musalahas kvindearbejde en milepæl. Gennem ti år har en gruppe kvinder med vidt forskellige baggrunde mødtes for at dele liv og tro. De har alle været igennem Musalahas program omhandlende forsoning, og er fortsat blevet ved med at mødes på trods af vanskeligheder og til tider store personlige ofre. For at fejre dette, var de samlet til en jubilæumsweekend på et retrætecenter.

Forsoningens forskellige stadier
Kvinderne brugte retræteweekenden til at reflektere over, hvad de havde lært af Musalahas arbejde. Det var især forsoningens seks stadier, der blev sat fokus på. Gennem forskellige interaktive bønnestationer blev der skabt plads til, at de kunne se tilbage på den rejse, de havde foretaget sammen.

Et af stadierne, der handler om at åbne op, var et smertefuldt stadie for mange. Flere af kvinderne oplevede, at de blev krænket af andres fortællinger, og var derfor nødt til at lære at tilgive hinanden. Her brugte de støvede skarpe sten til at repræsentere dem, der havde udgjort krænkelserne. Efter at have reflekteret over smerten, placerede de stenene i rent vand. Det var en handling henimod at tilgive. En af kvinderne i gruppen fortæller:

”Vi har alle smerte i vores liv, der er forårsaget af venner, familie og fællesskaber, og vi har alle brug for at bearbejde det. Jesus giver os redskaberne, vi behøver. Jeg ser det ikke som en valgmulighed, men som noget, der er os pålagt.”

Budskabet må gives videre
Forsoningens sidste stadie går ud på at give budskabet videre. Den sidste bønnestation var derfor fyldt med papir og konvolutter, der skulle opmuntre kvinderne til at tage kontakt til tætte relationer i deres omgangskreds, og sprede forsoningens glæde. En anden af kvinderne udtrykte, hvordan hun oplever en nød for at dele ud af hendes erfaringer:

”Vi samledes denne weekend for at styrkes som en gruppe, og for at fokusere på næste generation. Vi må give den visdom vi har fået betroet af Gud videre til vores døtre. Ellers ender det hele ved os, og så har det ikke været til megen nytte. Det har påvirket mit og andre kvinders liv, men det har ikke påvirket hele landet endnu. Jeg vil ikke acceptere, at dette bliver fortællingens slutning.”

Hedva Haymov, der er koordinator for Musalahas kvindearbejde, reflekterer ligeledes over Musalahas ansvar som organisation: ”Vi er en bevægelse af kvinder, af mødre og af medlemmer af lokalsamfund. Vi må ikke lade det vi har lært ende ved os. Det er vores ansvar at videregive erfaring og viden til næste generation, og det er vi fast besluttede på at gøre.”

Bønnen bærer
”Det er ikke let at leve i midten af konflikten” fortæller en tredje af kvinderne i gruppen. Hun har kendt til Musalahas arbejde siden dets begyndelse. Gennem ørkenture mærkede hun, hvordan hendes hjerte længtes efter fællesskab med hendes brødre og søstre i Jesus. At tage del i kvindearbejdet har betydet meget ind i hendes liv, og hun oplever specielt, hvordan bønnen er afgørende for deres kamp:

”Vi står ved frontlinjen i krigen for fred her. Vi har brug for at vores brødre og søstre verden over beder for os. Det er til stor opmuntring for os.”

  Øverste billede: (C) Musalaha

Det er udfordrende at lytte til hinanden

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Hedva Haymov, kvindekoordinator i Musalaha

I september tilbragte 28 palæstinensiske og israelske kvinder en weekend sammen, for at lære om hinandens forståelse af tidligere historiske begivenheder. Vi præsenterede den israelske forståelse og den palæstinensiske forståelse til en blandet gruppe kvinder, der gennem to år regelmæssigt har mødtes. Kvinderne har etableret deres forhold, blevet tættere og de var nu klar til at høre svære sandheder og andre perspektiver end deres egne.

Grace, der præsenterede den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder, fortalte om hvordan nøglen er et symbol for palæstinenserne. Den bruges som en påmindelse for folket om, at de har et håb om at vende tilbage til de hjem, som de mistede under oprettelsen af staten Israel. Jeg præsenterede den israelske forståelse, der indeholder folket Israels længsel gennem 2000 år efter at vende tilbage til Zion, det land de var blevet forvist fra. Ingen af os holdt igen under de svære dele af vores fortællinger. Grace fortalte kvinderne om befolkningsstatistikken i Palæstina fra 1936 (97 % palæstinensere og 2 % jøder) til 1948 (67 % palæstinensere og 33 % jøder) og om den mængde land der engang tilhørte Palæstina, som nu næsten udelukkende kontrolleres af Israel. Jeg var ikke sikker på, hvor grafisk jeg skulle være i min beskrivelse af jødeforfølgelserne i Europa og de oplevelser jøderne havde under 2. verdenskrig, men jeg fortalte om rædslerne så detaljeret, som jeg troede, gruppen kunne håndtere.

Den forståelse, som Grace delte, afspejlede mange af de palæstinensiske kvinders families historier og personlige historier. Det er ikke svært at forestille sig det ubehag, denne forståelse giver israelere, der ofte tvivler på dens sandfærdighed. Normalt udløser det en defensiv adfærd; denne forståelse er svær at acceptere, når den først høres, da den ikke undervises om i det israelske skolesystem. Men for dem der arbejder for forsoning, er der en villighed til at lytte og prøve på at forstå hinanden. Efter Graces’ præsentation delte en israelsk deltager sin historie:

“Det var svært for mig at lytte til den palæstinensiske forståelse af tidligere historiske begivenheder – og det overraskede mig. Jeg kender en del af fortællingen, men at høre den beskrevet i dag var svært for mig. Jeg havde næsten lyst til at skrige. Men efter du præsenterede den israelske forståelse og forklarede hvorfor jøderne lever i landet og forbandt det så tæt til bibelen, blev jeg roligere og følte, at jeg blev hørt.”

Når de palæstinensiske kvinder lyttede til de israelske kvinders fortælling, var de mindre defensive, da de har hørt den gennem hele deres liv. Palæstinensere fra det nordlige Israel taler hebraisk og mange har været igennem det israelske skolesystem, og blandet sig frit med israelske jøder. De er mere bekendte med nutidens israelske identitet. Vi ser ofte, at sådanne palæstinensiske deltagere der bor i Israel ikke kender nok til deres eget folks forståelse af fortiden. En palæstinensisk deltager fra Nazareth udtrykker:

“Jeg følte så megen smerte i dag. Jeg er glad for, at jeg hørte den palæstinensiske fortælling. Jeg befinder mig i et spændingsfelt mellem israelere der ikke accepterer mig fordi jeg er palæstinenser, og palæstinensere der ikke accepterer mig fordi jeg bor blandt israelere. Da jeg er opvokset i Israel, blev jeg lært den israelske forståelse, og jeg kender den godt. Dette er første gang, jeg har hørt den palæstinensiske forståelse blive præsenteret så klart. Det var meget smertefuldt at lytte til.”

Da det var tid at tage hjem, bøjede kvinderne knæene og vi bad alle sammen for vores børn. Vi bad om at de må blive bevaret fra verdens løgne og de fortællinger, der adskiller dem. Det var en stor oplevelse for gruppen at træde ind i denne udfordrende fase af forsoningsprocessen.

Jeg er overbevist om, at deltagerne lærte en masse. Jeg ved, at det har været smertefuldt at høre. Jeg håber, at det overbeviser folk om at lytte til hinanden og til at skabe en ny forståelse sammen – en forståelse som respekterer og inkluderer den anden.

Denne artikel er oversat, læs den oprindelige artikel her 

Fugle uden grænser

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Musalaha arbejder for forsoning mellem israelere og palæstinensere. De arbejder blandt andet ved at at lave studiegrupper bestående af israelske kvinder og palæstinensiske kvinder. Hedva og Ronza skriver om deres seneste grupperejse til Cypern. 

Hedva Haymov og Ronza Saba, Musalaha kvindeafdeling, 09. september 2016

I august forlod 24 kvinder deres familier, for at rejse til en lille by på den tyrkiske side af Cypern.Denne location var valgt af flere grunde:

1. Det er er en kort rejse fra Israel.
2. Det er et forholdsvist neutralt område, både for israelere og palæstinensere. Begge grupper ville føle sig lige sikre eller usikre over placeringen.
3. Vi skulle krydse grænsen ind til den tyrkiske side af Cypern, og det er den første gang, at israelerne og palæstinenserne oplever at krydse en grænse sammen, og det kan sammenlignes med, den oplevelse palæstinenserne har, når de skal krydse grænsen fra Palæstina til Israel.

Vores første dag var meget hektisk. Vi var dybt taknemmelige, fordi de palæstinensiske kvinder fra Vestbredden havde fået tilladelse til at rejse igennem Ben Gurion lufthavn i Tel Aviv, hvilket sker yderst sjældent. Normalt skal palæstinensere fra Vestbredden over grænsen til Jordan og flyve fra Lufthavnen i Amman, hvilket er en langt dyrere og udmattende tur.

Det var en stresset tur igennem Ben Gurion, hvor de palæstinensiske kvinder blev tjekket igennem hele tre gange. Da vi landede på Cypern, var det i stedet israelernes tur til at blive stressede, fordi de skulle tjekkes. Israelere er ikke vant til at få deres pas taget fra dem ved grænsekontrollen. Flere af kvinderne var ved at gå i panik i frygt for, at de ikke ville få deres pas tilbage.

Selvom det var en nervepirrende dag, var rejsen med til at forene os med hinanden. Vores leder sagde. ”Jeg tror, det var godt for israelerne, at opleve hvad palæstinensere går igennem, når de skal krydse grænsen”. Vi fik en indsigt og forståelse af hinandens liv igennem denne oplevelse.

Over de næste par dage kunne vi nyde fællesskabet imellem hinanden, imens vi studerede. Vi startede med at grundlægge et teologisk fundament, og ovenpå det byggede vi vores relationer, ud fra Musalahas studiemateriale: ”Bibelske principper for forsoning” og ”emotionel logik”. Igennem vores studie fandt vi veje til at arbejde med de tab, vi har oplevet i konflikten, og veje til hvordan vi kan bevæge os fremad på en støttende og konstruktiv måde. Det var en smuk proces, hvor vi fandt enhed i vores forskellighed. Vi følte os forbundet, mens vi bad for hinanden, grinede og lovsang Gud.

Under vores pauser gik kvinderne sammen langs strande og gader, samtidig med at de sang. De var iklædt T-shirts, som vi havde lavet til dem, hvor der stod ”fugle uden grænser”, for at indikere at vi kan flyve op over vores egen situation. Det betød, at vi kunne dele med andre, hvorfor vi bruger tid sammen, og hvad vi tror på.

Vi var enormt glade, for at turen var så vellykket, og vi har høje forventninger til denne gruppe. På vej hjem til et sted, hvor grænser vil begrænse os, udtrykte kvinderne interesse for at starte et kor, og på den måde række ud til vores samfund sammen. Det ville være en fantastisk måde, hvorpå kvinderne kan prise Gud. De ville i enhed glædeligt synge for Herren, synge sammen i kærlighed og i tillid til Jesus – som ”Fugle uden grænser”.

Læs mere om Musalahas arbejde på deres hjemmeside