Skip to main content

Tag: samarbejdspartnere

Her kommer jeres Gud! – Update fra Jews 4 Jesus

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 10. juni 2016

I optakten til den jødiske pinse, som falder den 11-13 juni i den jødiske festkalender, har Jews 4 Jesus ført kampagnen ”Behold Your God!”. Denne titel kommer fra Esajas 40,9.

Stig op på et højt bjerg, Zions budbringer, råb højt, Jerusalems budbringer, råb uden frygt! Sig til Judas byer: Her kommer jeres Gud!       –       (Behold Your God!) Kampagnen var rettet mod tre byer i den midterste del af Israel – Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in. Under kampagnen blev der delt 28.300 foldere ud, snakket i telefon med 3636, 405 videregav deres kontaktinformationer, 334 af dem var jøder, og 43 mennesker tog imod Jesus som herre og frelser, 35 af dem var til et enkelt møde.

Et russisk talende team tog en gruppe på 46 russisktalende israelere med på en guidet bibeltur. Efter turen inviterede Valary Bolotov fra teamet deltagerene med hjem til middag, og lovede derefter at fortælle dem om Jesus. Efter måltidet delte hun sit vidnesbyrd og fortalte om Guds store forsonings- og frelses plan. Hun inviterede, de israelere som ville tro på Jesus til at rejse sig op og bede. 35 rejste sig op i erkendelsen af at de havde brug for Jesus og tog imod ham som Messias. En af kampagnelederne sagde målløst, at det var suverænt det vildeste, han indtil videre har oplevet i sin tjeneste. Han håber, at dette er begyndelsen på en ny åbning for evangeliet i Israel.

Flere deltagere i kampagnen giver udtryk for nogle givende dage. Hele 30 % – af dem som har svaret på en ringende dørklokke – havde lyst til at høre evangeliet, og en tredjedel af dem har inviteret evangelisterne indenfor, for at høre endnu mere. Det er en bedre statistik end de forgående år under kampagnen. Det er en særlig god statistik, for der bor ca. 60 % ortodokse jøder i Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in, og de plejer at smække døren i.

Laura var også ude for en glædelig oplevelse, mens hun stod ved motorvejen med et banner i myldretiden. Der dukkede pludselig en politibil op, og Laura var klar til at forsvare hendes ret til at stå der, men det behøvede hun ikke. Til hendes store overraskelse ville de høre, hvordan det gik, og om nogen generede hende. Da de kørte videre mindede den ene betjent dem om at drikke en masse vand i varmen. Det er en bemærkelsesværdig forskel i forhold til tidligere, for i 2013 blev en mand fra Jews 4 Jesus fængslet for at stå med et missionerende banner langs motorvejen.

Mens Genadi var På gaden mødte hun en ung kvinde, som var på en åndelig dannelsesrejse. Hun var meget optaget af mysticisme og forskellige sekter. Men Genadi kunne fornemme at kvinden følte sig urolig indeni. Hun var meget nysgerrig på, hvem Jesus er. Genadi læste Joh 14,6 for hende “Jeg er vejen, sandheden og live; ingen kommer til faderen uden ved mig”. Ordene rørte ved hendes hjerte, og hun tænkte sig om et øjeblik og spurgte om, hvordan hun kunne møde Jesus. Hun bekendte sin skyld og skam, og bad derpå om at tage imod Jesus. Efter de havde bedt sammen, gav hun udtryk for en fred i sit hjerte.

I de fornævnte byers område er der adskillige militærbaser. Derfor har Jews 4 Jesus lavet en video til de sociale medier, som er henvendt til israelske soldater. I videoen spørger de: ”er du modig nok – til at undersøge hvem Jesus er?”.

Se den humoristiske video her David Brickner lederen af Jews 4 Jesus fortæller, at han drømmer om en fornyet pinse, hvor alle hører evangeliet på deres ejet modersmål, og man vil se store menneskemængder komme til tro.

Sport og leg skal forene palæstinensere og danskere på kryds og tværs

Ni tidligere elever fra Indre Missions Bibelskole skal til Betlehem for at afholde en sommercamp i samarbejde med unge lokale palæstinensere. Det vil skabe sammenhold, ansvarsfølelse og succes-oplevelser håber Anders Erbs, leder på turen og af IMBs adventure-linje.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 12. juni 2014

”Hvert halve år tager Børkop Højskole på studietur til skiftevis Etiopien og Israel. I Etiopien møder vi mange lokale unge og det er rigtig lærerigt. Denne mulighed kunne også være spændende at tilbyde vores elever på Israelsturen. ” forklarer Anders Erbs. Dette bliver nu i første omgang til virkelighed for en gruppe tidligere højskole elever.

Det Palæstinensiske Bibelselskab, Børkop Højskole og Israelsmissionen arrangerer en summer-camp, hvor sport og leg skal få danskere og palæstinensere til at mødes og samarbejde. Det er et ønske, at de lokale palæstinensere kan få lov at møde hinanden på tværs af religion og kirkeretninger, gennem den uge hvor sommercampen vil løbe af stablen.

”Sporten og legen kan noget helt særligt. Det er populært og kan derfor tiltrække børn og unge, og så er det en neutral platform, hvor man for en stund kan glemme etniske og religiøse tilhørsforhold.”

”Jeg har læst en artikel om et lignende koncept i Nord-Israel, hvor børn skulle dyrke sport sammen. I starten af arrangementet delte børnene sig op i deres vante grupper, men i slutningen af ugen var grupperne splittet op og børnene legede med hinanden på kryds og tværs. Vi håber, at noget lignende kan ske i Betlehem,” fortæller den forventningsfulde højskolelærer.

Anders Erbs understreger dog også, at sport ikke nødvendigvis skaber samhørighed. Fodboldvold er for eksempel et velkendt fænomen, der ikke fører til dialog. Derfor ønsker Anders at tale om værdier med de lokale unge og derfor skal sportsholdene fx også opdeles på tværs af palæstinensiske grupperinger.

Som en gadefest
Der er tre grupper, som vil få glæde af denne summercamp. Der er de ni danskere og en gruppe på samme størrelse af engelsktalende palæstinensere, som i samarbejde vil arrangere de forskellige lege og sportsaktiviteter. Disse grupper vil kunne dele den kristne tro med hinanden og få lov til at stå som ledere af dette spændende arrangement sammen.

Den tredje gruppe er de lokale børn og unge i Betlehem, der vil deltage i aktiviteterne, og som forhåbentlig vil få en oplevelse af, at de gennem leg og sport kan mødes på tværs af grupperinger, og derigennem skabe nye venskaber og nedbryde gamle fordomme.

Som en gadefest, der samler de lokale på tværs af opdelinger, vil sport og leg blive et mødested for Betlehems børn og unge håber Anders Erbs.

Samarbejde i det lange løb
Anders Erbs håber, at samarbejdet kan blive langsigtet, hvis det bliver godt. Måske vil det endda allerede være muligt for Børkop Højskole at besøge de lokale i Betlehem til næste rejse i efterårsferien. Ønsket er desuden at summer-campen må være en årlig tilbagevendende begivenhed.

Gennem et cykelsponsorløb har de ni danske deltagere samlet penge ind til bolde, bat, frespees og kasketter, som de kan tage med til Betlehem. De er ved at være klar til at rejse den 20. juni, hvor håbet er at sport kan være med til at opbygge nye venskaber.

Anders Erbs glæder sig til at komme af sted, ”Det er et spændende projekt fordi idéer og erfaringer omkring brugen af sport og leg i relations arbejde bliver udvekslet og opbygget. Vi håber på, at kunne lære meget af denne tur” fastslår han.

2014-05-25 14.46.30  

De entusiastiske højskoleelever på cykelsponsorløb

Helligåndens arbejde

I forbindelse med pinsen skrev Caspari Centret dette vidnesbyrd om, hvordan Helligånden kan gribe ind i menneskers liv gennem undervisning. Artiklen blev offentliggjort på Casparis hjemmeside den 3. juni 2014.

Skrevet af Casparis personale, oversat af Dinna Bjerrum Swartz, 13. juni 2014

Som vi nærmer os højtiden pinsen, kommer jeg igen til at stille mig selv følgende spørgsmål: Hvad var Guds mening med at sende Ånden? Har vi stadig denne kraft – den selv samme overnaturlige kraft, som den tidlige kirke modtog på den dag? Og hvis vi har, hvordan manifisterer Ånden sig så gennem Casparis arbejde? Jeg tror på Helligånden, beder i tunger og jeg lægger mine hænder på de syge, som nogle gange faktisk bliver helbredt. Og stadig er det ofte som om Åndens enestående arbejde let kan blive overset eller blive forvekslet med almindelige menneskelige evner og aktiviteter. Så vi må stille et spørgsmål mere: Hvordan skelner vi mellem Åndens arbejde og hvordan ved vi at vi ikke spilder ressourcer på menneskelig stræben, men i stedet ærer Gud ved at lade Hans Ånd være vores guddommelige hjælper? Hvis Caspari Centret havde et evangelistisk arbejde ville det være lettere at skelne. En oprigtig omvendelse fra vantro til tro på Jesus ville være et vidunderligt tegn på, at Ånden kunne udrette dette. Det samme ville gøre sig gældende i dæmon-uddrivelse. I Matt 12, 28 siger Jesus, at det var ved Guds Ånd han uddrev dæmoner.

Men Casparis vigtigste opgave er hverken evangelisation eller uddrivelse, det er undervisning. Vi underviser og optræner troende, normalt uden nogle dramatiske manifestationer, fordi i en undervisende tjeneste forvandler Ånden hjertet og sindet stille i det usynlige. Men siden Gud blev til menneske i Kristus er Åndens arbejde blevet synligt – også i tilfældet med ”Grethe”, mor til ”Heidi” og deltager i vores sabbatskole-seminar. Hun fortæller:

”Jeg var til hovedforelæsningen og lyttede til præsten Daniel Yahavs budskab om at elske børn, som er anderledes. Da han delte sine personlige kampe med at være tålmodig overfor sin adopterede søn, der har Down syndrom, blev jeg ved med at tænke min datters ADHD. Selv efter jeg havde fået kendskab til syndromet og indså, at Heidi ikke ønsker at være på tværs, var mit temperament ofte for stort og jeg var ofte efter hende. Da jeg lyttede til Daniel, delte han et bibelord, som jeg kendte, men aldring havde forstået i mit hjerte: ”Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hægt om halsen og blive sænket i havets dyb” (Matt 18, 6).

Da jeg læste det, følte jeg, at Gud talte til mig og advarede mig mod den seriøse fare, som min datter og jeg var i. Gudsfrygten ramte mig, da jeg indså at min uretfærdige vrede kunne blive en forhindring for Heidi og kunne lede til katastrofale konsekvenser. Lige der midt i forelæsningen begyndte jeg at bede indvendigt med en passion, som jeg ikke havde kendt før. Jeg skreg efter Guds nåde mod min utålmodighed og jeg fortsatte denne bøn i måneder. Når jeg ser tilbage fra i dag, kan jeg se at Daniels budskab var et vendepunkt i min lange kamp. Jeg er stadig langt fra perfekt, hvilket hjælper mig ned på mine knæ, men der er en tydelig forandring i min kommunikation med Heidi, og det kan hun også se.”

Læs den engelske tekst her.  

Immanuelkirken åbner igen dørene for byens folk

I syv måneder har Immanuelkirken været pakket ind i plastik på grund af renovation. Derfor har kirken i løbet af ugen været lukket på grund af håndværkernes arbejde. Men i tirsdags åbnede de igen Åben Kirke, så mennesker kan blive vist rundt og få fortalt evangeliet om Jesus mens de ser en rigtig kirke indefra.

Af Dinna Bjerrum Swartz

Det var en stor glæde, da Juan fra Immanuelkirken kunne vise en gruppe rundt i kirken i tirsdags. Disse rundvisninger er en mulighed for at vise lokale israelere, hvad en kirke er, og hvorfor den ser ud som den gør. De første reaktioner var meget positive. En af guiderne skrev:

”Kære Juan!

Jeg vil gerne udtrykke min taknemlighed for dit fantastiske værtskab. Jeg er glad for, at kirken er åben igen. Der er ingen tvivl om, at grunden til, at hele vores tur var en succes, var på grund af besøget i kirken.

Jeg må dele med dig, at efter din fine præsentation og orgelspil, udtrykte mange fra denne gruppe højtuddannede folk, hvor imponerede de var, og hvor godt det havde været. Jeg er en erfaren tour-guide, men du giver noget nyt hver eneste gang. Jeg håber, vi kan fortsætte på denne måde.”

Det var en rigtig god start og kirken glæder sig over at kunne åbne dørene for nysgerrige. Normalt kommer cirka mellem 100 og 150 til kirken om ugen.

Ebenezerhjemmet: Forsoning i praksis

I 38 år har stedet været et fredeligt åndehul i Haifa. Her deler jøder og arabere deres alderdom med hinanden og med Jesus. Ebenezer-hjemmet er ikke som de andre plejehjem, for her er Jesus i centrum.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 28. marts 2014.

”De sidste to uger har der været en ikke-troende læge på hjemmet som ferieafløser. Hvad, han så i Ebenezer-hjemmet, var anderledes end det, han ellers havde set, og det fik ham til at spørge ind til vores tro. Han mente, at beboerne her på hjemmet er heldige på grund af den kærlighed og pleje, som de får. Og jeg havde mange gode samtaler om biblen med ham. Det er da til Guds ære!” smiler Johnny Khoury, som har været leder for stedet i 10 år.

Hjemmet er helt unikt. Ikke bare, fordi beboerne både er jøder, arabere og af andre nationaliteter, men fordi de har troen på Jesus til fælles.

Også hjemmets historie er helt unik. Normanden Magne Solheim fik idéen til hjemmet, som blev grundlagt i 1976. Allerede dengang var den Danske Israelsmission med i projektet. Magne Solheim ønskede, at mennesker kunne fortsætte deres åndelige liv i deres alderdom – uanset deres baggrund. På det tidspunkt interesserede man sig ikke for gamle mennesker i Israel. Man fokuserede på de unge – den ny stat skulle jo bygges op af de unge! Så idéen om at give noget særligt til de ældre var ganske kontroversiel på det tidspunkt.

Forsoning med kærlighed – uden politik
Ligesom dengang er hjemmet i dag kontroversielt. Blandt andet på grund af den forsoning, som leves på hjemmet. ”Her taler vi ikke om forsoning, vi lever forsoning,” fastslår Johnny Khoury. ”Forsoningen er her allerede, vi skal bare vælge at leve i den. Gud befaler os, at vi skal være vidner gennem vores indbyrdes kærlighed. Disciplene havde uenigheder, og selvfølgelig har vi også uenigheder af større dimensioner med både jøder og arabere, men vi finder fælles fodfæste i Jesus.”

Netop på grund af disse uundgåelige uenigheder må man ikke diskutere politik på hjemmet. Til de nationale valg kan de ældre og personalet stemme på dem de vil, men der er ikke nogen grund til politiske diskussioner. ”I biblen står der, at vi skal bede for vores ledere lige meget, om vi er enige med dem eller ej. Så det gør vi.”

Forskellig baggrund, samme fællesskab 
Johnny Khoury erkender, at det ikke kun er de politiske forskelligheder, der kan føre til udfordringer. Også de kirkelige forskelligheder er tydelige blandt beboerne og personalet.

”Vi kommer alle fra forskellige menigheder. Derfor bliver vi simpelthen nødt til at skelne mellem, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er, hvis vi skal kunne dele troen med hinanden.” Mange fejrer for eksempel julen på forskellige måder. Ebenezer-hjemmet fejrer derfor begivenheden og hæfter sig ikke så meget ved den korrekte dato eller de korrekte traditioner.

”De ældre er modne nok til, at de ikke gør et problem ud af vores forskellige menighedsbaggrunde,” understreger Johnny Khoury. ”Man kan altid finde en løsning.”

Russiske præster og de sidste dage i bøn
Som andre plejehjem laver Ebenezer-hjemmet forskellige aktiviteter som udflugter og håndarbejde, der er pålagt af socialministeriet.

Men de åndelige aktiviteter er noget helt særligt for dette hjem. En gang om ugen er der bibelstudiegruppe, så det er lettere for de ældre at deltage, end hvis det foregik i menigheds-lokalerne. En gang om ugen besøger en russisk præst de russiske beboere. Hver morgen er der andagt for beboerne, og hver formiddag holder alle de ansatte andagt sammen.

”Bøn og bibellæsning er helt centralt for hjemmet,” konstaterer Johnny Khoury, ”Og når vi ved, at en beboer skal dø inden for de næste dage, prøver vi at have mennesker rundt om dem hele tiden, der kan bede og synge med den døende. Det skete sidst for to uger siden.”

Ebenezer-hjemmet har fået sit navn efter et bibelvers om Guds trofasthed – nemlig 1. Sam. 7v12, hvor Samuel navngiver Eben-ha-Ezer, for: ”Så langt har Herren hjulpet os.”

Også i dag lever Ebenezer-hjemmet i visheden om Guds trofasthed.

Verdens unge mødes i Jaffo

Det var egentlig ikke noget nyt koncept. Der havde været en gruppe Young Adults (UngeVoksne) i Immanuelkirken de seneste 5 år, men udskiftningen hen over sommeren havde reduceret gruppen til bare ét tilbageværende medlem.

Janni og Ruben Tychsen; 28. januar 2013

Det var udgangspunktet, da vi, tre nybagte volontører, skulle videreføre Young Adults. Derfor var forventningerne også beskedne og spændingen stor op til det første møde.

Vi havde selvfølgelig gjort vores forarbejde og talt med alle i målgruppen, som havde kontakt med kirken, og alle bekymringer blev gjort til skamme. 11 unge fra 10 lande dukkede op, og vi havde en fremragende aften.

Herefter tog tingene fart. Studiestart nærmede sig på universiteterne og mange udenlandske studerende, som hjemme var vant til at være en del af et menighedsfælleskab, lagde vejen forbi Immanuelkirken og blev inviteret. Vores facebook-gruppe voksede, medlemmerne tog deres venner med og til julefesten toppede vi med 25 deltagere.

Det er en fornøjelse at se, hvordan gruppen tager aktivt del i menighedsfællesskabet og efterhånden også løfter en betragtelig del af de praktiske opgaver. For eksempel bestod halvdelen af det praktiske team omkring julegudstjenesterne af unge fra gruppen. Ud fra Young Adults er der blevet startet en bibelstudiegruppe op på Tel Avivs universitet, og gruppen er blevet medlemmernes primære sociale netværk ugen igennem.

Vi havde nok ikke drømt om at skulle opleve så stor velsignelse, da vi startede op, og det er svært at sætte fingeren på, hvorfor det er blevet så stor en succes, men det hele er bare faldet i hak.

Pædagogisk praktik i Jerusalem

Annette og Kristina skal for alvor bruge deres pædagogiske kompetencer blandt andet hos anorektiske piger og og traumatiserede etiopiske børn. De tager deres henholdsvis almene og afsluttende praktik i Jerusalem. ”Det er fantastisk at få lov til at kombinere sin rejselyst og sin praktik” smiler Annette.

Dinna Bjerrum Swartz; 23. oktober 2012

Kristina på 23 år bliver pædagog fra University College i Esbjerg til sommer. Annette på 22 startede på Peter Sabroe i Århus i sommers. Kristina fortæller: ”Det er virkelig lærerigt at være i praktik i en organisation frem for en institution, da vi kommer til at stå for mange forskellige opgaver.” Pigernes praktik er i den israelske organisation Machaseh, som ønsker at hjælpe, der hvor staten ikke slår til. Dette er et stort projekt i Israel, så der er mange muligheder for de to pædagogstuderende. ”Vi er blandt andet med i en etiopisk børnegruppe, der består af børn, som kun har deres mødre. Mens mødrene får rådgivning og støtte skal vi lave teapi med børnene. Vores vejleder står med ansvaret mens vi hjælper til med gruppen.”

Anorektisk pigegruppe

Annette og Kristina skal starte en gruppe, for piger med anoreksi. Der bliver omkring 4-5 piger. ”De skal have et realistisk selvbillede” fortæller Kristina. ”De skal se sig selv med realistiske øjne og ikke anorektiske øjne” Det er altså især selvbillede og identitet de skal snakke med pigerne om. ”Vi skal starte op efter den jødiske højtid, løvhyttefesten,” siger Annette, ”For så længe der er helligdage i Israel, så er alting bare gået i stå.” smiler hun. ”Vi ønsker at hygge med de anorektiske piger og danne en tryg ramme, hvor der kan opstå fortrolighed.”

Machaseh, statens højre hånd

Machaseh er en messiansk organisation med mange projekter, de yder både juridisk hjælp, sjælesorg og teapi. De siger selv: ”Vi tager alle de opgaver som staten burde yde.” Det er en stor opgave for den lille organisation. ”En af styrkerne er at alle arbejderne er forskellige. Vi havde første personalemøde, hvor der var ni mennesker fra syv forskellige lande og med meget forskellige uddannelser. Alle har sit at bidrage med” fortæller Annette. Kristina og Annette oplever at de har kompenente kollegaer netop på grund af de forskellige uddannelser. ”Vi har mennesker med teapeutisk baggrund, som vi altid kan kontakte. Det kan fx blive relevant når vi starter pigegruppen op for anorektikere. Organisationen kan bruge netop vores kompetencer til at udvikle gruppen, hvilket er udfordrende og spændende!” siger Kristina.

Ansvar i nye rammer

”Vi får så meget ansvar” siger Annette begejstret, ”Vores kollegaer er overbeviste om at vi kan klare det.” Annette og Kristina er allerede blevet kastet ud i mange nye opgaver. Blandt andet mad og tøjuddeling til trængende brugere. Uddelingen er et projekt, der er helt anonymt, hvor du kan komme lige meget om du er jøde eller araber. Da det er en messiansk organisation tilbyder de også forbøn for brugerne. ”Vi har flere gange prøvet at bede for dem, som kommer” fortæller Kristina. De er også blevet en del af et rehabiliseringsprojekt for østeuropæere, der skal lære engelsk. ”Her hjælper vi en amerikaner med at undervise dem i engelsk,” fortæller Kristina, ”Men det er på et meget lavt niveau så det er ikke sproget der udfordrer. Men mange af eleverne har været igennem mange hårde oplevelser og ser hårde ud. Jeg tror jeg ville være bange hvis jeg mødte dem på gaden, men nu kender jeg dem og de er så taknemmelige!” ”Det er godt at bryde fordomme!” Tilføjer Annette.

Praktikanter på en anden måde

Annette og Kristina skal også både arbejde med overlevere fra holocaust, en messiansk jødisk børnegruppe og en ungdomscafé på Vestbredden. Det er mange opgaver at tage sig af i en halvårlig praktik, men pigerne er begejstrede. ”Jeg synes at jeg havde opnået de kompetencer jeg gerne ville i Danmark, så jeg er glad for at jeg her kan komme til at lave noget helt andet” fortæller Kristina. Begge piger har før været volontører i henholdsvis Uganda og Tanzania. Dette vakte deres rejselyst. ”Det er så godt at kunne kombinere rejselyst og kompetenceudvikling!” afslutter Kristina. Ønsker du at være praktikant eller volontør i israel, så læs mere her. Læs mere om Annette og Kristina på deres blogs her: Annettes blog og Kristinas blog.

Præster på prøve

De to teologistuderende, Pelle og Martin, har været to uger i Israel i deres præstepraktik. Her var de på ørkentur i Negev, i kirker i både Jerusalem og Jaffo og de smagte på livet som præst uden for Danmark.

Dinna Bjerrum Swartz; 12. november 2012

”Vi forventede at se hinanden vokse” fortæller Martin, ”Og at vi kunne få indblik i præstetilværelsen i Israel. Jeg forventede nok at præstegerningen i Israel ville være meget forskellig fra den i Danmark, men der var mange ligheder. For eksempel at præsten skulle engagere menigheden og være der for dem, der har brug for det.” tilføjer Martin ”Jeg så også meget frem til mødet med det bibelske Israel,” indrømmer Pelle, ”for alle de andre teologistuderende har jo været nede og se de vigtige steder i kristendommens historie. Men min fod forhindrede det desværre en anelse, da jeg kom til skade på en klatretur på ørkenturen.”

At møde mennesker

Heldigvis fik Pelle og Martin mulighed for at opleve meget andet. ”Det var rigtig dejligt at være der,” er de enige om. Martin tilføjer: ”Det var godt at se præsternes arbejdsopgaver. Jakob og Christian, de to danske præster, er meget forskellige, men de fungerer i deres opgaver. Det var også fedt at møde mennesker. Vi mødte mange danskere, men havde også mulighed for at møde folk fra andre lande. Blandt andet i Imanuelkirken i Jaffo.” Pelle fortsætter: ”Vi mødte en sej mand fra Uruguay, der hedder Juan og kommer i Imanuelskirken. Han er ca 70 år og er kirkens gamle organist. Han er i kirken hele dagen, så han kan vise nysgerrige gæster rundt og fortælle dem om Jesus. Han er altså også kirkevært. Det var utroligt at han var så engageret samtidig med at han var så syg at han knap kunne gå. Det var inspirerende!”

At arbejde som præst

Martin og Pelle nød at møde mennesker, men de havde mange opgaver, som tog en stor del af deres tid. De skulle hver holde en prædiken i Imanuelskirken og sammen skulle de holde én i Den Danske Kirke i Jerusalem. Udover det skulle de holde flere andagter og undervisning for missionspiloterne. ”Det overraskede os at det ikke var alle voluntørene, som havde en kirkelig baggrund. Det var ret spændende pludselig at indrette vores andagter, så alle kunne være med. Det var en positiv overraskelse at der var så stor diversitet i voluntørgruppen og samtidig så meget sammenhold.” fortæller Pelle. ”Jakob er som præst også rigtig glad for holdet og det er godt at mærke.”

Top tre

Hvis Pelle og Martin skal nævne de tre bedste ting ved opholdet er de begge enige om den første: At undervise missionspiloterne. ”Vi fortalte dem om vores tro og vores livshistorier og missionspiloterne ville rigtig gerne fortælle om sig selv også. Vi fik en god eftermiddag med dem, og vi kunne mærke at det rykkede.” Martin tilføjer en ørkentur med voluntørene som noget af det bedste på turen. ”At have tid til at være stille sammen med Gud og til at lære de andre at kende var bare rigtig godt. Det er dejligt at have nogle dage, hvor man har god tid. Mødet med præsterne var også rigtig godt! Det var inspirerende at se hvordan de løser deres opgaver.” Pelle nævner et nystartet ungdomsfællesskab som noget af det bedste. ”Vi var nok 10-15 unge fra vidt forskellige lande og kirker, da vi mødtes i Jaffo. Det var stærkt at bede sammen på trods af vores forskelligheder.” Derudover nævner Pelle mødet med menigheden i Imanuelskirken som et højdepunkt. ”Det var spændende at se en så mangfoldig menighed.” synes han.

Mellemøsten

De to medstuderende ville måske tage af sted igen, hvis de fik muligheden for det. Men Martin synes nu at mødet med det mellemøstlige temperament godt kunne være lidt overvældende, da han ser sig selv som en ”tilbagelænet skandinav.” Men de er ikke i tvivl om at de vil anbefale andre teologistuderende at tage af sted til Israel på praktik. Pelle afslutter: ”Som teologistuderende var det virkelig gavnligt at se de bibelske beskrivelser blive levende.”

Oplevelser for livet – som seniorvolontør

I efteråret 2012 var Helene og Knud Erik Erbs udsendt af Israelsmissionen som seniorvolontører til Ebenezer-hjemmet i Haifa. Derudover rejste de også nogle dage til Jerusalem for at arbejde i det israelske bibelselskabs butik. Her under kan du læse mere om deres volontørophold.

Helene og Knud Erik Erbs; 26. november 2012

Ebenezer Home blev også basen eller udgangspunktet for vores volontørophold i Israel her i efteråret 12. Vi boede dog ikke på selve hjemmet, men i en ejendom som tilhører Ebenezer Home, og som ligger 5 minutters gang derfra. Vores opgave var at være” besøgsvenner” for nogle af beboerne. Det blev først og fremmest de meget svage, vi kom til at have kontakt med. De var meget overladt til sig selv, når de først var kommet op. Nogle var så dårlige, at vi bare kunne sidde og være sammen med dem, andre kunne vi snakke med, læse et andagtsstykke eller et stykke fra bibelen for og bede en bøn med. Der var også nogle, som gerne ville gå ture, men som ikke selv måtte gå ud –dem gik vi så ture med.

Mødet med spændende skæbner

Vi stiftede på den måde bekendtskab med nogle meget spændende skæbner. En slap på forunderlig vis ud af Hitler-Tyskland, en anden gemte sig med sin mor i en udgravning under et køkken i Holland. Et eller andet sted så mindede det os om Guds løfter om, at en rest af det israelske folk skal blive tilbage, og så skal de vende tilbage. Vi syntes også, at det at vi i dag har staten Israel er et kæmpe tegn på, at Gud holder sine løfter! En anden del af vores volontøropgave var at tage til Jerusalem hver anden uge og hjælpe på Bibelselskabet. Der hjalp vi til med alt forefaldende arbejde. For Helenes vedkommende blev det meget at hjælpe i butikken, og for Knud Eriks blev det til at lave et skab til plakater, lakering af gulve og maling af en trappe. Vi fik der et indblik i det arbejde, der gøres med udgivelse og salg af kristne bøger. Det gav også en god kontakt med de mennesker, som kom i butikken, og der blev aflagt mange vidnesbyrd for dem. Man havde også noget outreach derfra.

Taknemmelighed og engagement

Vi har begge steder mødt nogle meget engagerede mennesker. De gør et uvurderligt stykke arbejde, som vi har den allerstørste respekt for. Der bliver flere og flere messianske menigheder, alene i Haifa er der tre. Samtidig oplevede vi den spænding, som de mere eller mindre konstant lever under – med Hizbollah der er massivt tilstede i Libanon, og Iran der er tæt på at kunne fremstille en abombe, Gaza hvorfra der næsten dagligt affyres raketter mod Israel. Man kan ikke lade være med at tænke på, om det land, som de har bygget op, igen skal ødelægges af krig og ufred. Selv er vi meget taknemmelige for den tid vi fik i Israel, og den kæmpe oplevelse det blev. Det var stort for os at kunne opleve Israel og så samtidig give en hånd med som frivillige, hvor det var muligt. For os har 65+ og pension givet nogle nye fantastiske muligheder for at komme ud og opleve nyt, samtidig med at vi kunne være til nytte.

Kan vi så få fred?!

Overskriften er samtidig titlen på Rikke Grinderslevs blog. Og fred er der brug for…



Dinna Bjerrum Swartz; 29. oktober 2012

Hun arbejder nemlig i Jerusalem på at skabe fred mellem jøder og palæstinensere. Sammen med Ane Nord arbejder hun i organisationen Musalaha, der netop ønsker at skabe mulighed for dialog mellem de to grupper. Israelsmissionens Unge har udsendt Rikke og Ane fra Danmark. De to unge danskerehar været i Jerusalem en måned og fortæller om hverdagen i denne komplicerede konflikt. ”Vi bor i en konfliktzone, men overraskende nok mærker vi det ikke,” bemærker Ane, ”Man skal bare vænne sig til at der er soldater med maskinpistoler overalt.” I deres arbejde oplever de dog praktiske udfordringer i mødet mellem grupperne. ”Der er kun få steder, hvor både kristne, jøder og muslimer kan mødes” fortæller Ane, ”Det gør projektet rigtig besværligt! Lidt ligesom hvis vi jyder ikke måtte krydse Fyn på grund af vores etnicitet og derfor altid skulle tage færgen til Sjælland. Alt er lidt mere upraktisk på grund af kløften mellem folkene.”

Fredsskabende kontorarbejde

Rikke og Anes hovedopgave er at skrive ledertræningsmateriale til ungdomsledere i Israel/Palæstina. Musalaha tror på, at en fælles tro på Jesus kan føre jøder og palæstinensere sammen. Derfor mødes unge messianske jøder og kristne arabere om deres fælles livsgrundlag, hvor bøn og lovsang binder dem sammen. Men der er mangel på ledertræning, der er tilpasset den israelske/palæstinensiske kontekst. Derfor skriver Rikke og Ane nu en 200-sider lang ledertræningsbog, der tager udgangspunkt i ungdomskulturen i regionen. ”Jeg skriver lige nu om hvad en god kristen leder er,” forklarer Rikke, ”Man skal blandt andet have en vision, motivation og en funderet tro på Gud.” ”Da vi begge er antropologer havde vi håbet, at vi skulle ud og lave feltarbejde blandt befolkningen.” fortæller Ane. ”Men arbejdet ser anderledes ud hernede end vi fik at vide hjemmefra.” ”Det er det hårde møde med mellemøstlig arbejdskultur,” smiler Rikke, ”Vores kollegaer er ikke en gang selv helt sikre på, hvor akademisk materialet skal skrives.” Men på trods af de forvirrende arbejdsrammer nyder de at være der. ”Vi er blevet taget utroligt godt imod her på kontoret” bekræfter Ane. ”Og meget af det introducerende læsning har været spændende og lærerigt.” Mødet med jøden og araberen ”Vi er heldige at vi har en dansk kirke og et godt netværk af unge danskere her i byen,” siger Ane. ”Vi har kontakt til mange mennesker, der bor her midlertidigt, men vi vil rigtig gerne lære de lokale at kende.” Dette fik de mulighed for i weekenden, hvor Musalaha arrangerede en campingtur for unge arabere og jøder. ”Det tog lidt tid før folk blødte op og talte om dybere ting, blandt andet deres emigrationshistorier.” fortæller Rikke, ”Det må være hårdt at forlade alt, men samtidig fantastisk at kunne føle sig hjemme i et nyt land.” Ønsket om at møde flere lokale i landet bliver måske lettere at opfylde, når den planlagte arabiskundervisning to gange om ugen snart begynder.

Hold hviledagen hellig – og gør det ordentligt!

Efter en måned har Ane og Rikke allerede oplevet flere kulturchok. Blandt andet kræver det meget planlægning at alt lukkes ned på sabbatten. ”Da vi lige var kommet til Israel tog vi en tur til Haifa, en større kystby i Israel” fortæller Rikke. ”Vi havde ikke tænkt på at det var Yom Kippur, den store forsoningsdag, som er en vigtig helligdag for jøderne.” Ane fortsætter: ”Da vi kom derop kunne vi ikke finde noget sted i hele byen, hvor vi kunne få aftensmad. En araber forbarmede sig over os og lavede et par kyllingehotdogs til os. Vi kunne ikke se templet og haverne i Haifa fordi der var lukket og vi var nær ikke kommet hjem fordi togstationen var lukket og låst af. Her tager man helligdagene meget alvorligt! Og det bliver man nødt til at planlægge efter! Ellers kan man ende i en uheldig situation!”

Konflikt og had som hverdagskost

”Jeg savner da min familie og venner” indrømmer Ane, ”og det kan godt være frustrerende at alt hernede kredser om konflikten. Jo mere vi lærer om den, jo mere håbløst virker det. Mange hader virkelig hinanden og det er rigtig svært at bygge bro. Nogle gange længes jeg efter at den største nyhed er, at jordbærhøsten slog fejl eller at en politiker dummede sig i medierne. Hernede er alt så indviklet og politiseret. Man skal konstant være opmærksom på ikke at bruge de forkerte ord og definitioner om noget, da det kan være værdiladet og henvise til en holdning i konflikten. Det kan bare være svært at bevare håbet!” Det er en tyngende stor konflikt, der konstant ligger over landet. Rikke tilføjer: ”Måske vil vi forstå menneskers vilkår lidt bedre hernede efter et halvt år hvor vi arbejder med forsoning og konflikt.”  Læs mere om Musalahas forsoningsarbejde her: www.musalaha.org Vil du vide mere om pigernes oplevelser kan I læse deres blogs: Rikkes blog; kanvisafafred.blogspot.dk , og Anes blog; anenord.blogspot.dk