Skip to main content

Tag: volontør

Ny medarbejder starter pionerprojekt: Seniorvolontører til Israel

Maria Strøm Risbjerg, kommunikationsmedarbejder, 27/3 2020

David Bruun Ingemansen er netop blevet ansat i Israelsmissionen, hvor han skal starte et nyt projekt op for seniorvolontører. Projektet har som mål at give seniorer en mulighed for at tage del i Guds mission i en ny kontekst.  

Inspirere til at tage del i Guds mission

”Jeg skal starte et nyt pioner-projekt, hvor vi vil tilbyde den ældre generation en volontør-oplevelse i Israel,” fortæller David.

Projektet sættes, alt efter omstændighederne, i søen til efteråret, og David er på nuværende tidspunkt i gang med at tage kontakt til forskellige samarbejdspartnere og få sat rammerne for et godt projekt.

”Ideen er at sende seniorvolontører til Israel i perioder fra 1-3 måneder – eller hvad der lige er muligt. Drømmen er at give mennesker en oplevelse af at blive inspireret til at tage del i Guds mission i uvante rammer,” forklarer han.

En del af familien

David har læst en bachelor i teologi på Menighedsfakultetet i Aarhus, og har været gift med sin hustru Sofie i snart to år. Derudover nyder han at spille volleyball, læse gode bøger og så er han en udpræget bibelnørd – og netop her har kristendommens jødiske rødder også en særlig plads. Han fik sit første møde med Israelsmissionens Unge for nogle år siden, da han blev inviteret med i lokalforeningen Aarhus af nogle gode venner, og har siden da både siddet med i lokalforeningens bestyrelse og i Israelsmissionens Unges landsbestyrelse.

”Jeg føler, jeg har været en del af familien lige siden,” forklarer David med et smil på læben og tilføjer: ”Så da jeg ledte efter et nyt studiejob, startede jeg med at sende en ansøgning til det sted, jeg aller helst ville være. Og nu sidder jeg så her.”

For David er det at starte nye projekter ikke uvant:

”Det er noget, jeg har prøvet før, og som jeg trives i. Og så kan jeg godt lide at være leder og tage ansvar.”

Vi kan lære meget af hinanden

”Jeg er overbevist om, at jeg har meget at lære i mødet med mennesker, der har 40-50 års mere livsvisdom end mig. Og det er jeg overbevist om, at mange andre også kan! Det er netop også noget af det her, vi drømmer om. At de unge missionspiloter og at seniorvolontørerne skal have et fedt møde med hinanden, og at der skal være vi de her to generationer, som kan give hinanden noget gensidigt,” forklarer David.

Derfor vil han også rigtig gerne åbne dørene til projektet på en helt konkret måde:

”Hvis du har nogle tanker eller nogle input, så er det nu du skal byde ind. Det er nu, vi er i gang med at tænke de store tanker om projektet, og jeg vil vædde med, at der sidder nogen derude, med gode ideer. Måske en senior eller to, der ved lidt mere om det at være senior end mig.”

Du kan få fat på David på: ingemansen@israel.dk

På Ebenezer-hjemmet plejer ansatte og beboere hinanden

Arne Pedersen, kommunikationssekretær

Vi har tidligere fortalt om Huong, som flygtede fra Vietnam til Malysia og kom til Danmark som 11-årig. Hun er netop vendt hjem efter knap to år som volontør på Ebenezer-hjemmet.

”Gud fylder enormt meget på Ebenezer-hjemmet. Beboerne og personalet fortæller virkelig meget om, hvordan de har erfaret ham, så det er ikke kun praktisk hjælp, man kan få dér.” Huong smiler og tager en slurk mere af kaffen. Hun er netop kommet hjem efter næsten to år som volontør på plejehjemmet for Jesus-troende jøder og arabere i Haifa. Det var egentligt meningen, hun kun skulle have været der i seks måneder, men de seks måneder blev hurtigt til et år.

”Da mit visum udløb efter dette år, skulle jeg tage en beslutning igen, og det faldt mig naturligt at bede Gud om vejledning,” fortæller Huong, som også afslører, at hun dengang overvejede, om hun skulle tage tilbage til Vietnam, som hun flygtede fra som barn. ”Men Gud gav mig ord fra Salme 45, hvor der står: ”Hør efter, min datter, lyt opmærksomt: Glem dit folk og din fars hus.” Derfor tog Huong beslutning om at blive længere tid på Ebenezer, men da visumet udløb, blev hun nødt til at rejse retur til Danmark. ”Ellers var jeg nok blevet,” griner hun. Så nu forsøger Huong at finde arbejde i Danmark som sygeplejerske.

Huong vender igen og igen tilbage til, hvor meget Gud fylder på hjemmet. ”Det er et rigtigt frirum,” forklarer hun. ”Det er et kristent hjem, hvor man mødes til andagt og i bedegrupper. Derudover kommer der frivillige og snakker med beboerne, og vi har et samarbejde med to menigheder om at sende besøgsvenner,” fortæller Huong og fortsætter: ”Beboerne vil rigtig gerne give noget tilbage til os, som arbejder på Ebenezer, og det gør de i form af bøn og fortællinger fra deres liv. Så det er gensidig hjælp.” Huong fortæller om en af de arabiske beboere, Nasra, at hun var dement og ikke kunne huske sin familie, men troen på Jesus havde hun stadigvæk. ”En dag jeg havde besøgt hende og skulle sige farvel, sagde jeg ‘Vi ses i morgen’, og Nasra svarede: ‘Hvis jeg lever. Ellers er jeg sammen med Jesus. Så er jeg hjemme.’ Det var så stærkt et vidnesbyrd,” fortæller Huong. ”For troen var så levende. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun skulle hjem til Jesus.”

Israel er også et land, hvor konflikt er en del af dagligdagen. På Ebenezer-hjemmet er der beboere med både jødisk og arabisk baggrund. ”Det er svært at snakke om politik på hjemmet,” mener Huong og afslører, at konflikten ikke lige er det emne, som oftest tages op ved middagsbordet på hjemmet. ”Men det er et stort vidnesbyrd, at der stadig er en vilje til at være der sammen, mødes og bede med hinanden,” siger hun. Det er tydeligt, det gør et stort indtryk på Huong – også selvom der har været forholdsvist roligt, de to år hun har været på Ebenezer.

I dag er Huong taknemmelig over, at hun reagerede på det kald, Gud gav hende. ”Jeg følte det helt klart. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det var dér, Gud ville have mig hen. Jeg var klar og slet ikke nervøs” fortæller hun. Når hun ser tilbage på opholdet konkluderer hun: ”Med alt det, der er sket og alt det, jeg har oplevet, må jeg sige, at det har været noget af en dannelsesrejse.”

Vi er virkelig glade for Huongs indsats på Ebenezer-hjemmet. Lederen af hjemmet, Johnny Khoury, skrev til os: ”Hvis I har flere volontører som Huong, må I endelig sende dem vores vej.” Det gør vi gerne, så hvis du har lyst til at bruge seks måneder eller mere i Israel, skal du endelige kontakte os.

Kulturmøde & præstepraktik

Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 14. september 2016

”Det bliver spændende at finde ud, hvad Gud gerne vil med os,” fortæller Louise Breindahl, som i slutningen af august rejste til Jaffo og Immanuelkirken sammen Rasmus. De har været gift siden november sidste år og ser det halve år i Israel, som lidt af et eventyr hvor Gud måske vil løfte lidt af sløret for sit kald til dem som ægtefolk.

”Naturligvis glæder vi os også til bare at opleve en helt masse,” afslører Rasmus og fortsætter: ”Jeg glæder mig helt vildt til at lære Israel, kulturen og det jødiske folk bedre at kende, for jeg tror, det kan øge min forståelse af Bibelen.” For Louise er det først og fremmest kulturmødet og de mennesker, der er i kirken, hun glæder sig til: ”Det er virkelig spændende at møde andre kulturer og forsøge at forstå mere af, hvad der egentligt sker, når jeg møder mennesker, som er anderledes end mig,” fortæller hun og afslører, at netop Immanuelkirkens meget forskelligartede menighed var en af grundene til, at hun netop gerne ville der til.

Både Louise og Rasmus har været af sted på volontørophold før – Louise i Cameroun og Rasmus i Honduras. Men det er første gang de skal af sted sammen. ”Det bliver spændende at finde ud af, om vi kan arbejde sammen,” griner Louise. Parret har i fællesskab ansvaret for kirkens ungdomsarbejde i det halve år de er af sted. Rasmus har også andre pastorale opgaver som forkyndelse og undervisning, mens Louise også får ansvaret for kirkens kommunikation. Derudover skal hun undervise etiopiske flygtninge i engelsk. ”Men mest af alt handler det om, at vi skal være tilgængelige for de mennesker, der kommer i menigheden,” mener Rasmus.

Begge kan bruge opholdet som praktik – Louise på 3K-uddannelsen og Rasmus på teologi. ”For mig bliver opholdet også en slags præstepraktik,” fortæller Rasmus. ”Det bliver en mulighed for at finde ud af, hvad det vil sige at være præst, og om det er noget, jeg kan holde til,” siger han. ”Det er heller ikke en helt fremmed tanke for os måske at skulle ud som missionærer på et tidspunkt, så opholdet i Israel er en fin måde at afprøve det på,” afslører Louise.

Louise og Rasmus’ primære opgave i Immanuelkirken er at hjælpe Marit og Bradley Long, som er det nye præstepar ved kirken. Vi håber, at Israelsmissionens venner vil huske både Louise og Rasmus samt Marit og Bradley og deres familie i forbøn.

Engang var jeg flygtning

Nu er jeg volontør på Ebenezer-hjemmet



Bodil Skjøtt, generalsekretær, 3. februar 2016

Som 9-årig flygtede Huong fra Vietnam til Malaysia sammen med sin moster og morbror. Som 11-årig kom hun til Danmark, kom til tro på Jesus, blev uddannet sygeplejerske, og nu, 15 år senere, arbejder hun som volontør på Ebenezerhjemmet i Haifa.

“Det giver så meget mening at være her. Også selv om jeg er uddannet sygeplejerske fra Danmark og ”bare” skal arbejde som volontør her.”

Det er Houngs forklaring, da jeg spørger hende, hvorfor hun – for anden gang – har forlænget sit ophold på Ebenezerhjemmet, hvor hun har arbejdet siden januar 2015 og nu planlægger at blive frem til januar 2017.

Vi mødes på Ebenezerhjemmet ved middagstid en novemberdag. Selv om den første kraftige regn er faldet i Israel med masser af oversvømmelse til følge både i byerne langs kysten og i Jordandalen, er det ikke blevet mere vinter, end at vi godt kan spise frokost i haven på en lille restaurant i nærheden af hjemmet.

Her bliver jeg lidt klogere både på, hvordan hverdagen er for volontørerne på Ebenezerhjemmet for tiden, og på hvorfor Houng ikke returnerer til Danmark som planlagt.

Huong foran Ebenezer-hjemmet i Haifa, hvor hun arbejder som volontør.
Huong foran Ebenezer-hjemmet i Haifa, hvor hun arbejder som volontør.
Hun er en ud af seks volontører, som sammen med fem sygeplejersker og køkkenpersonalet passer og plejer Ebenezerhjemmets omkring 30 beboere. Hun er eneste danske volontør lige pt., men ikke den eneste volontør, der faktisk er uddannet sygeplejerske. To af de andre er også færdiguddannede, men for at arbejde som sygeplejerske på hjemmet skal man have sin uddannelse fra Israel. Det er bla. grunden til at Israelsmissionen ikke længere sender sygeplejersker til Ebenezerhjemmet – med mindre de som Houng vil arbejde som volontører.

“I Danmark har man som sygeplejerske snart ikke tid til at have kontakt med beboere eller patienter, men det har jeg mulighed for her. Selvom jeg ikke taler sproget, kan jeg godt skabe kontakt og vise beboerne omsorg”, fortæller Houng. Det sprog, der er mest brug for på hjemmet nu, er russisk, og de fem uddannede sygeplejersker taler da også russisk som deres første sprog.

For at få lov til at flytte ind på hjemmet må man ikke have brug for hjælp til de mest basale ting i hverdagen. Man skal være selvhjulpen. Men når behovene for mere pleje melder sig, bliver man ikke bedt om at flytte ud igen. Det betyder også, at flere og flere af beboerne har brug for sygepleje. “Men det er ikke et sygehus. Det er et hjem,” understreger Houng. “Alle som kan, spiser dagens tre måltider sammen. Personalet spiser med og sidder ikke for sig selv. Vi holder morgen-andagt sammen hver morgen, og vi fejrer alle fødselsdage samt både de jødiske og de kristne fester sammen.”

For Houng er det at være i israel og opleve det bibelske land sammen med volontører fra hele verden et stort privilegium og en af grundende til, hun forlænger. “Men det er også her, jeg tror, Gud vil have mig nu,” fortæller hun. “Jeg ser det som et kald og har en dyb fred i at være netop her og netop nu. Gud har bekræftet mig i, at det er her, han vil bruge mig.”

Houngs egen historie er også speciel. Hun kom til Danmark som 11 årig sammen med sin moster og morbror. Sammen flygtede de – i båd – fra Vietnam til Malaysia, hvor de boede i en flygtningelejr, inden de efter to år kom til Danmark som FN kvoteflygtning og blev sendt til Hirtshals. Det er her, Huong har lært dansk og gået i dansk skole. Efter tre år kom hendes egne forældre og søskende også til Danmark. Hendes familie er buddhister, men hendes danske kontaktfamilie inviterede hende med i kirke og til IMU-møder og sørgede også for, at hun kom på Djursland Efterskole. Det var på efterskolen, hun blev klar over, hvad det betyder, når de andre siger, at de “tror på Jesus”. Selv har hun en meget konkret og personlig oplevelse af at møde Jesus som én, der kan overvinde mørket og de destruktive kræfter i verden. Kræfter hun også kender fra sig selv.

Det førte til, at hun nogle år senere blev døbt, som den første i sin familie – indtil videre.

Når Houng omtaler arbejdet på Ebenezerhjemmet, gør hun det med stor glæde og ejerskab. “Det er et godt sted og det eneste af sin slags. Det er vigtigt at et sådan hjem findes i Israel for Jesus-troende jøder – og kristne arabere – som et hjem og som et sted, hvor de mærker omsorg og kærlighed.”

Og så er Houng glad for fællesskabet med de andre volontører. De er forskellige hvad angår nationalitet og alder. Houng hører med sine 26 år til de yngste. De fleste er der et år, men der er også andre, som forlænger. Der er især en, som bliver ved med at komme tilbage. Hun er fra Latinamerika. Lederparret, Johnny og Susanna Khoury, holder hver anden uge bibeltime med volontørerne. Desuden arrangeres der hvert semester en udflugt for alle de frivillige på hjemmet. Houng deltager jævnligt i gudstjenesterne i menigheden, Beit Eliyahu, som ligger i forbindelse med hjemmet. Sammen med andre volontører har hun også været på besøg hos nogle af de andre messianske menigheder i Haifa.

Tiden er gået og frokosten spist. Houng er allerede sent på den til sin aftenvagt, som er fra kl 13-21. Jeg fortsætter min tur mod Tel Aviv til møde i bestyrelsen for Immanuelkirken. Men glæder mig over, at der var tid til en afstikker til Haifa og over, at Israelsmissionen kan bidrage til arbejdet på Ebenezerhjemmet – både med penge og med volontører.  Mon denne fortælling kan inspirere andre til at blive volontører på hjemmet? Det håber jeg. Også for deres egen skyld.

At tjene i mødet mellem jøder og arabere

Emma Rygaard, 22. april 2015

I de seneste seks måneder har jeg haft fornøjelsen af at være volontør på det israelske handicaphjem, Maon Gilo. I det konfliktfyldte land er hjemmet unikt, da der her både bor og arbejder jøder og arabere – en fantastisk mulighed for volontører som mig! Når man tilbringer så meget tid i et land, så kommer man hjem med mange minder. For mig var det mødet med mennesker, som har satte sig størst spor.

Fest på Maon Gilo
Lige her over: Fest på Maon Gilo. Det øverste billede er af Emma (tv.) på tur med en af beboerne fra Maon Gilo.
Jeg kan huske en samtale, jeg havde med min nye araberven, Mohammed. Han sagde, at det, som frustrerede ham mest, var ikke, at jøderne ledede landet, men i stedet, at han følte sig behandlet som en andenrangs borger i sit eget land. Denne følelse kommer ikke ud af ingenting, da de jødiske arbejdere på Maon fx får en højere løn end araberne. Arbejdet med den fysiske pleje på hjemmet blev også primært foretaget af arabere, da lønnen er dårlig. Det kan få mange til at føle, at de er gode nok til at tage de jobs, som jøderne ikke selv ønsker, men at de stadig ikke behandles som ligeværdige mennesker.

En for mig meget tankevækkende oplevelse var en samtale med en ung værnepligtig. Han spurgte til mine tanker omkring Israel og konflikten, hvor jeg delte nogle af de tanker, jeg netop også har delt med jer, nemlig, at det er enormt hårdt at være araber i det nuværende Israel. Reaktionen på dette var et omgående: ”Jeg håber, du en dag vil finde sandheden og indse, at det er jødernes land”. Det var vildt at opleve, at det ikke er onde mennesker, som ikke byder araberne velkommen med åbne arme. Det er tværtimod helt almindelig mennesker, som dig og mig, som er blevet trætte af krig og konflikt, og som ser araberne som årsagen til problemet. Jeg kan også huske en anden jødisk arbejder på Maon Gilo, som var frustreret over situationen, da hun følte, at Israels gaver altid blev misbrugt. Hun sagde, at hver gang Israel forsøgte at hjælpe eksempelvis Gaza-striben med nødhjælp, blev hjælpen i stedet brugt til at lave våben til skade for Israel. Jeg husker det som noget med mel og bomber, men det skal jeg ikke nødvendigvis kunne udtale mig om.

Som volontør er man neutral i konflikten, hvilket gør, at man nemt får ondt i hjertet og sympatiserer med den, man samtaler med. Samtidig er det en del lettere at se sagen fra begge sider, da vi ikke på samme måde er blevet såret af modparten gennem lang tid – og vi chikaneres sandsynligvis heller ikke af modparten, hvilket måske også gør sympatien lettere. Et ønske om fredsmægling opstår derfor hurtigt. Jeg oplevede dog, som i mødet med min soldaterven, at den direkte konfrontation ikke hjalp synderligt. Jeg oplevede i hvert fald, at behovet for at have nogen at betro sig til og dele deres frustration med var større end behovet for mine skarpsindige og dybe betragtninger. Så, når det er sagt, så er noget af det mest udfordrende ved sådan nogle samtaler, at din samtalepartner som regel vil forsøge at overbevise dig om netop deres standpunkt. Så, dybest set, er det sværeste ved at være i midten mellem jøder og arabere at vedblive med netop at blive på midten.

Heldigvis behøver vi ikke altid tage stilling til, hvad der er rigtigt eller forkert. En af de jødiske kvinder på hjemmet fortalte mig, at hun altid havde tænkt, at Maon Gilo fungerede, fordi man tjener hinanden. Tænk, at svaret kan være så simpelt. At tjene hinanden. Så, hvis vi betjener hinanden ved at lytte, hjælpe eller udfordre, så må vi jo håbe, at vi alle har rykket os et stykke.