Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

… fordi vi elsker Jesus og Han elsker os

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Endnu en uge er gået og denne gang har vi tilbragt den med Jews for Jesus. 

De er lokaliseret i moderne Tel Aviv i en enorm skyskraber på 10. etage. Her blev vi første dag placeret i et rigtig amerikansk, vindue fra loft til gulv, kontor med et stort bord og hvide læder stole. Her havde vi udsigt udover byen og alle dens store bygninger. 

Vi fik fortalt lidt om organisationen og dens søster-organisation, Love Your Neighbor. 

Jews for Jesus blev oprettet i 1973 i håbet om at afskaffe den stereotype-tanke om, at jøder ikke kan tro på Jesus som Messias. Israel rummer 8.8 mio mennesker, hvoraf 6.5 mio. af dem er jøder. Under 1% af dem anerkender Jesus, som deres Messias. Det forsøger Jews for Jesus at ændre. I starten dyrkede de direkte evangelisation ved at dele flyers med budskabet om Jesus ud på den åbne gade iklædt farvestrålende t-shirts med ordene “JESUS = FRELSE”. I dag er de igang med at omdirigere deres tilgang til evangelisation og forsøger at dele budskabet med mere inddirekte metoder.  Her kommer Love Your Neighbor ind  billedet, som tager udgangspunkt i at vise Jesu kærlighed ved at dele kaffe ud, give et smil osv. Via Love Your Neighbor rammer de også flere mennesker, da det ikke kun er henvendt til jøder, men din nabo, som kan være ateist, muslim, jøde eller andet. 

Vi fulgtes hele ugen med Vladimir, en Jesus-troende jøde fra Ukraine. Den første dag pakkede vi breve i lange baner. Vi er nået til den tid på året, hvor julen nærmer sig, og derfor skal der sendes julebreve ud til dem, som sender donationer til Jews for Jesus. Vi klargjorde lidt over 1000 breve, mens vi nød god kaffe og grinede en masse. 



Mandag fik vi lov til at følges med Vladimir ud til Tel Avivs Universitet, hvor vi lavede spørgeskemaer med de studerende omkring Det Nye Testamente. Jeg var meget overrasket over de mange, som var villige til at deltage i undersøgelsen og som var åbne overfor, hvem vi var og vores tro. Vi fik ca. 60 mennesker til at udfylde spørgeskemaer, og 6 af dem ønskede en kopi af Det Nye Testamente. Det, synes jeg, er helt fantastisk! Det var fedt at få lov til at snakke med fremmede om noget så personligt som tro og samtidig opleve dem så villige overfor det vi delte. Hvilken gave at få lov til at dele ordet om Jesus på åben gade ved et simpelt spørgeskema. 

 

Tirsdag morgen og formiddag delte vi kaffe og morgenbrød ud til de forbipasserende ved en togstation. Det var tydeligt at mærke, at folk var mere travle og havde ikke tid til snak, modsat vores oplevelse dagen før. Det gjorde det lidt svært at holde modet oppe, da vi fik mange “Nej tak” og rynkede øjenbryn. Heldigvis var vi sammen om oplevelsen og kunne bakke hinanden op. 

Onsdag startede ud med et personale-møde og derefter skulle vi ud og samle skrald på en meget befolket gade. Det var første gang de afprøvede projektet, men vi kunne stolte sige, at vi havde allerede prøvet lignende i starten af vores ophold med Beautiful Land Initiative. Vi gik stille og roligt i gang og samlede cigaretskoder, plastikkrus og andet op. Der gik ikke længe før vi fik undrende øjne, “tak” og “wauw – hvorfor?” med på vores vej. Det var specielt at se, hvordan folk lagde mærke til os og roste os for det arbejde vi gjorde. Vi mødte sågar en kvinde, som gav os et kæmpe kram og sagde, at hun og hendes kirke havde bedt længe for, at nogle måtte komme og samle skraldet på denne gade. Det var meget bekræftende og vi følte helt klart, at vi satte tanker i gang hos mange. 

Den sidste dag hjælp vi viceværten med rengøring og nogle andre små opgaver, og dermed var vores tid hos Jews for Jesus afsluttet. 

Noget som særligt har gjort indtryk på mig i denne uge er, at vi har fået lov til at dele budskabet med så mange. At vi er blevet brugt af Gud til at vise hans kærlighed ved at samle skrald eller sige godmorgen til en fremmed på gaden. Måske det er mig, som er en tosset miljø-aktivist, men der er altså noget særligt over det med at samle skrald med henblik på at vise Guds kærlighed. Der er noget ydmygende over at samle skrald op for andre og samtidig noget næste-kærligt. For mig giver det så god mening at rengøre Guds jord og vise min kærlighed til Ham og Hans skaberværk via dette. 

Det er fedt at gøre noget så konkret, som får folk til at undre sig og spørge “hvorfor?”, hvortil vi kan svare: “fordi vi elsker Jesus, og Han elsker os!” 
Israel Jerusalem forsoning Musalaha

Nyt projektsamarbejde for trosfrihed og forsoning

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Af Kirsten Bitsch Lang, 23. november 2018

Med hurtige bevægelser skriver Salim Munayer idéer på tavlen, mens vi andre sidder omkring bordet og brainstormer med. Vi befinder os i Jerusalem på Musalahas hovedkontor. En due i filt hænger ned fra loftet, og den minder om et håb for forsoning her midt i Jerusalem, hvor vi lige nu befinder os. ”Velsignede er de, der skaber fred,” står der på et skilt på væggen. Det ses tydeligt, at Musalaha er en organisation med fred og forsoning på hjerte.

Bodil og jeg fra Israelsmissionen og Daniel og Filip fra Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMRU) er på partnerskabsbesøg, så vi sammen kan undersøge, hvordan vi laver et projekt sammen med Musalaha. Et projekt med fokus på både forsoning og tros- og religionsfrihed i Israel-Palæstina.

Salim voksede op midt i konflikten

Salim er kristen araber og Musalahas grundlægger. Han har oplevet konflikten mellem jøder og arabere på egen krop:

”Da jeg begyndte i et jødisk gymnasium, fik jeg at vide, at der ikke havde boet arabere i Israel før statens oprettelse i 1948. Men jeg vidste, det ikke var rigtigt. Jeg havde jo selv oplevet, hvordan naboer og venner var flygtet ud af vores egen landsby, mens vores familie gemte os i kirken. Og hvordan jøder langsomt begyndte at fylde de huse op, som araberne var flygtet fra,” fortæller han.

Salim er vokset op mellem både jøder og arabere i Israel, og selvom han har oplevet konflikten på nært hold, har han altid haft venner på både den jødiske og arabiske side. Det har givet ham et hjerte for forsoning, og derfra udspringer Musalaha.

”Musalaha er en græsrodsbevægelse. Vores mål er at få tre procent i Israel-Palæstina til at arbejde for forsoning. For tre procent kan være nok til at ændre et helt samfund,” fortæller Salim.

At være religiøst mindretal

For Salim er der mange problemer forbundet med at være kristen i Israel:

”Min søn er lige blevet gift, og det var næsten umuligt at finde et sted i Jerusalem til festen. Da udlejerne fandt ud af, at vi skulle have et kristent bryllup, ville de ikke leje lokalerne ud til os,” fortæller han. Det er blot en af mange små ting, der konstant skaber problemer i hverdagen for de religiøse mindretal.

Mikael Kayanni er inviteret med til partnerskabsmødet for at gøre os klogere på problemstillingerne for religiøse mindretal i Israel-Palæstina. Han er professor på jurainstituttet ved universitet i Jerusalem.

”Problemet i Israel er i udgangspunktet ikke, at man ikke kan få mulighed for at udøve sin religion. Problemet er, at man ikke kan undgå sin religion,” fortæller Mikael.

For eksempel tager noget af det juridiske system udgangspunkt i, hvilken religion man har. Det betyder, at hvis en katolik skal giftes, skal det godkendes af den katolske kirke. Hvis en katolik vil giftes med en luthersk kristen, så bliver parret nødt til at rejse ud af landet, da de simpelthen ikke kan blive gift i Israel. Den stramme opdeling af de forskellige religioner gør det også svært, hvis man ikke passer ind i det religiøse system. For eksempel bliver både messianske jøder og jesustroende med muslimsk baggrund ofte klemt i systemet, da de ikke bliver set som hverken rigtige jøder, muslimer eller kristne.

Til sidst oplever de forskellige religiøse mindretal ofte en juridisk forskelsbehandling, hvor jøderne får rettigheder, som de andre grupper ikke får. I sommers vedtog den israelske stat en ny slags grundlov, der slår fast, at Israel er en jødisk stat. Det kan medføre, at de forskellige religiøse mindretal må finde sig i yderligere forskelsbehandling.

Regeringen støtter arbejdet for tros- og religionsfrihed

”Det er rigtig dejligt, at vi får mulighed for at integrere arbejdet for tros- og religionsfrihed mere i vores forsoningsarbejde,” fortæller Salim. Arbejdet for tros- og religionsfrihed er ekstra vigtigt lige nu set i lyset af den nye lov og de trange vilkår for religiøse mindretal.

Muligheden for samarbejdet om tros- og religionsfrihed kommer af, at den danske regering i begyndelsen af 2018 lancerede, at de ville gøre en større indsats for at kæmpe for tros- og religionsfrihed. DMRU er en paraplyorganisation, der varetager de forskellige missionsorganisationers udviklingsarbejde, og de har derfor fået en pulje penge af regeringen, der skal fordeles mellem missionsselskaberne til arbejdet. Det er den pulje, som Israelsmissionen sammen med Musalaha skal søge.

Både kristne, jøder og arabere vil forsones

”Da hun viste mig billeder af sin hverdag, blev jeg chokeret,” fortæller Hedva om sit møde med en palæstinensisk kvinde. Det var her Hedvas kamp for forsoning startede. Vi sidder på en udendørs restaurant på den gamle togstation i Jerusalem. Efter den første dags brainstorm er det blevet tid til aftensmad. Vi kan høre et brazzband spille, og imens fortæller Hedva sin historie. Hun er opvokset som jøde i USA, men på universitetet mødte hun en pige, der havde noget, som Hedva også ville have. ”Hun havde sådan et lys i øjnene,” fortæller Hedva. Pigen var kristen, og herefter begyndte Hedva at tro på Jesus.

Senere flyttede hun til Israel, og hun arbejder i dag i Musalaha og bor i Golanhøjderne.

Musalahas medarbejdere består af både kristne arabere og messianske jøder, der arbejder side om side for forsoning. Men det er ikke kun kristne, der har lyst til at være med i kampen.

”Vi er meget tydelige med, at vi er en kristen organisation, og alligevel er der mange ikke-kristne, både jøder og muslimer, der har lyst til at deltage i vores programmer,” fortæller Salim.

Helt almindelige jøder og muslimer står i kø for at deltage i Musalahas projekter. Og selvom Musalaha ikke af sig selv fortæller om kristendommen, er der mange, der spørger ind til, hvad organisationen står for – og så får de selvfølgelig et svar, fortæller Salim. På den måde kan Musalaha pege på forsoningens evangelium for både jøder og muslimer.

Projektdesign: Ørkentur og kapacitetsopbygning

Salim står igen ved tavlen den næste dag, mens vi sammen diskuterer videre, hvordan vi får designet det bedst mulige projekt for tros- og religionsfrihed.

”Ørkentur for 60 ledere, 30 arabere og 30 jøder,” noterer Salim med blå tusch. Med støtten fra den danske regering bliver det muligt for Musalaha at sende 60 ledere på ørkentur, hvor de skal forsones med hinanden og undervises i tros- og religionsfrihed. Herefter skal de arbejde videre for forsoning og trosfrihed i hele Israel-Palæstina.

Salim sætter det sidste punktum. Efter lang tids brainstorm er skitsen til et projekt for tros- og religionsfrihed lavet. Rundt om bordet er vi tilfredse med resultatet.

Musalaha kan fortsætte deres arbejde for forsoning og kan endda gøre det endnu bedre ved at blive skarpere på tros- og religionsfrihed, og Israelsmissionen kan glæde sig over, at samarbejdet med Musalaha peger hen på Jesus og hermed på forsoningens evangelium.

Partnerskabet med Musalaha er frugtbart og godt. Og som Salim nævner, så har Israelsmissionen og Musalaha en trofast og god relation:

”Nogle partnere kommer og går. Nogen støtter vores arbejde i et par år, og så forsvinder de igen. Musalaha og Israelsmissionen har været samarbejdspartnere siden 1990’erne. Det sætter vi stor pris på, for gode, trofaste partnerskaber er afgørende for vores arbejde.”

Shevet Achim

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Vi har i denne uge været i Tel Aviv, hvor vi har arbejdet hos organisationen Shevet Achim. Det er en organisation som har til formål at sende hjertesyge børn fra udsatte områder i Mellemøsten på hospitaler, så de kan få en operation. Konceptet har derfor været ganske enkelt: Det her er et sted, hvor man redder menneskeliv. 

Vi har været her i 7 dage og ugen har budt på mange forskellige spændende ting. Hver morgen var der to timers andagt og dernæst gik man ud til det projekt man skulle arbejde på. Vi har lavet rigtigt meget praktisk arbejde, det har virkelig været godt. Det var enormt rart at have små projekter på Shevet Achim. Vi fik bl.a. lavet lysene, et hegn til trappen og rengjort det hele. 

 

På Shevet Achim var familien Adam og Malene Stoltenberg sammen med deres lille søn Severin. Niklas og jeg arbejdede sammen med Adam som havde forberedt arbejde til os. Vi nød deres selskab! Simpelthen så rar en familie!

 

En af dagene fik jeg muligheden for at hente et hjertesygt barn ved grænsen til Gaza sammen med Adam. Det var en kæmpestor oplevelse. Vi kørte en times tid og i takt med at vi nærmede os Gaza, blev infrastrukturen dårligere og der kom færre og færre biler. Vi var næsten ved grænsen og Adam og jeg var spændte på at se den fremmede familie fra Gaza. Da vi ankom stod der en meget lille dreng og en ældre kvinde. Det viste sig at være hans mormor som fulgte med ham.

Køreturen til hospitalet fra grænsen var meget speciel, mormoren var meget højlydt og snakkede på arabisk og vi forstod intet. Alt i mens, sad den lille dreng musestille og kiggede rundt med store øjne. Da vi nærmede os hospitalet blev mormoren meget følelsesladet og måske endda lidt bekymret for hendes barnebarn. Hun blev rastløs og ville gerne ud af bilen, så vi blev nødt til at fortælle hende at hun skulle tage det roligt.

Da vi ankom til hospitalet hjalp vi dem med at finde ud af hvor de skulle være. Vi fandt nogle engelsk talende læger som hjalp os. Så gav vi den lille dreng videre i lægernes hænder og kørte tilbage mod Shevet Achim. Da vi kom hjem, var jeg så træt og mættet af indtryk at jeg faldt i søvn på sengen med det samme.

Det har virkelig været fantastisk at være på Shevet Achim. Vi har udført en masse arbejde som virkelig har gjort en forskel, vi har hjulpet mennesker der har været i nød og har haft andagter hver morgen som har hjulpet os afsted til en go’ og meningsfuld dag!

Konfliktugen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Hej alle sammen

Nu er endnu en uge fløjet super hurtigt afsted, og det er derfor tid til et blogindlæg fra vores fantastiske hverdag.

I denne uge har vi haft om den konflikt der hærger i Israel/Palæstina. En konflikt som mange sikkert følger lidt med i på diverse medier. Vi har forsøgt at komme lidt under huden på konflikten ved at besøge lidt forskellige projekter og mennesker der kunne fortælle os deres side af historien. For som det er vigtigt at huske på er der altid to sider af samme historie.

Vi startede ugen med at tage med Felixrejser (et kristen rejsebureau) til Hebron, en arabisk by i Palæstina. Her blev en gruppe pensionister, og så vi 5 missionspiloter,  ledt af skønne Bodil, som kunne fortælle os om Makpelas hule, Hadassas hjem, hyrdernes mark med mere. Især Makpelas hule er et interesant sted. Her ligger de fire patriarker/matriarker begravet (Adam og Eva, Abraham og Sara, Isak og Rebekka og Jacob og Leah) og er et helligt sted for både muslimer og jøder. Hov hvad gør man så, når begge religioner gerne vil tilbede på dette sted? Ja man deler da bygningen op, så i den ene ende sidder ortodokse jøder og rokker frem og tilbage i bøn, og den anden ende ligger muslimer på smukke tæpper i Aladdins hule og tilbeder Allah. Lige nu fungerer det, men det har ikke altid været så fredeligt omkring dette sted.

Fra Makpelas hule gik vi på en spøgelsesgade, hvor der tidligere har været liv fra arabiske boder. På grund af en jødisk bosættelse er denne gade nu blevet lukket. Herfra gik vi til Hadassahs hus, et jødisk museum som b. la. fortæller om en massakre i 1929, hvor 69 jøder blev dræbt af arabere. Vi sluttede denne konfliktdag af med at besøge fødselskirken i Bethlehem, hvor vi mindes fødslen af verdens frelser. Om man er jøde, araber eller dansker, Jesus har kærlighed nok til os alle og hvis vi vil, er vi hans børn.

Mandag tog vi hjem til vores kære pastor David som gav os en 4.5 time lang undervisning om konflikten. Her startede vi med at gennemgå Israel fra år 1400 f .kr. til og med oprettelsen i 1948 e. kr. Indtil 1948 har jøderne ikke haft deres eget land i 2000 år. Men det er ikke uden krig og kamp at jøderne får lov at beholde deres Israel. Fx. under 6 dagskrigen mod Ægypten, Jordan, Irak og Syrien indtager Israel Golanhøjderne, Gaza, Vestbredden og Sinaihalvøen. Noget af dette mister/giver Israel for i stedet at være i nogenlunde fred med nabolandende. Det er en svær og kompleks konflikt, og det kræver tid og mange sider at udpensle det hele.

Tirsdag tog vi med vores søde kirkevolontør Stine til Yad Va Shem, som er et stort holocaust museum lidt ude for centrum af Jerusalem. Det var en dag hvor vi havde følelserne ude på tøjet. Det er barske sager at se tilbage på den grusomme 2. Verdenskrig og de umenneskelige ting jøderne blev udsat for. Man har lyst til at glemme de her grusomheder, men det er nettop det Yad Va Shem er til for. At vi skal huske hvad der skete, så vi ikke gentager historien.

Onsdag tog vi til Bathania, en arabisk by i Palæstina, for at mødes med en tidligere muslim. Han er nu kristen og lever derfor undercover for en stor del af byens borgere. Det var en fantastisk dag, hvor vi fik et indblik i hvordan det er at leve i Palæstina, der er afgrænset med en mur fra Israel. Vores kristne ven fortalte fx. hvordan det er svært at finde arbejde, hvor lav lønnen er og hvor dyre tingene er i forhold til Israel.

Torsdag og fredag tog vi til jeriko. Torsdag tog vi tre piger til Zakeuses hus for at besøge et kristent projekt der har klubber for muslimske børn og voksne. Her kom en flok muslimske piger med alderen 10-14 for at høre et oplæg om tilgivelse. Et begreb der er ret fremmede for nogen af dem. Vi danske piger fik lov til at lave et oplæg om Danmark og hvordan vores hverdag ser ud. Da vi var færdige stod mange af dem i kø for at røre ved vores hår og tage et billede. I mens mødtes drengene med en tidligere muslim, der nu tror på Jesus.

Fredag tog vi igen til Zakeuses hus for at hjælpe til i en børneklup med ca. 30 muslimske børn. Her tegnede vi, legede og sang så taget var ved at blæse af. Det var bemærkelsesværdigt hvordan de voksne, som både var muslimer og kristne, tog sig af børnene og på en god måde forkyndte om Jesus.

Nu skal vi snart holde gudstjeneste. God lørdag og kommende uge til jer. Knus Missionspiloterne.
Julie Kajgaard

Julie ansat som teologisk netværker

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Af Kirsten Bitsch Lang, 7. november 2018

Julie Kajgaard begynder i Israelsmissionen d. 1. januar 2019 i en tre-årig projektstilling som teologisk netværker. Her bliver hendes vigtigste opgave at styrke Israelsmissionens netværk både i Danmark og internationalt.

Gennem møde- og forkyndelsesvirksomhed skal hun udbrede kendskabet til Israelsmissionen og styrke dansk kirkelivs fokus på mission. Og Julie glæder sig:

”Jeg synes, at Israelsmissionen har noget vigtigt at bidrage med i dansk kirkeliv, og jeg glæder mig til at gøre Israelsmissionen kendt af flere,” fortæller hun.

Derudover skal Julie også styrke Israelsmissionens netværk internationalt. Israelsmissionen ønsker at nå endnu bredere ud med evangeliet til jøder, og derfor bliver det også Julies opgave at opdyrke europæiske partnerskaber, der har relation til jødemission. For Julie er den internationale del af stillingen en god udfordring:

”Jeg glæder mig til at udforske det ukendte land og se, hvordan vi kan blive medvandrere på det gode, der allerede er i gang, og hvor vi kan bidrage med perspektiver og kompetencer, så det kan blive endnu bedre,” fortæller hun.

Julie er netop i gang med Pastoralseminariet og har afsluttet sin kandidat i teologi. Sidste efterår var hun udsendt som praktikant af Israelsmissionen, hvor hun arbejdede som kirkevolontør i Immanuelkirken.

Vi glæder os meget til at have Julie med på holdet, og vi er sikre på, hun bliver en kæmpe styrke for organisationen – både i kraft af sin teologiske faglighed og med sin store passion for det, vi står for.
Israel Immanuelkirken Rebekah

Rebekah: ”Guds kærlighed helbreder mennesker”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Af Kirsten Bitsch Lang, oktober 2018

Rebekah Strangarity er omsorgsfuld, lattermild og fagligt dygtig. Hun gør en kæmpe forskel – ikke bare som diakon i Immanuelkirken, men også for de mennesker, hun møder gennem sit arbejde og i sit liv.

Rebekah kommer fra USA og har en kandidat i socialt arbejde med speciale i traumebehandling. For fem år siden rejste hun til Tel Aviv for at hjælpe på herberget Red Carpet, der tog sig af prostituerede kvinder.

I begyndelsen skulle hun bare være her en kort periode, men Gud skabte en brand for Tel Aviv i hendes hjerte:

“Næsten hver aften sad jeg på altanen, hvor jeg boede. Solen gik ned, og jeg kiggede på lysene, der blev tændt over hele byen. Det gjorde virkelig ondt at vide, at alle de lys kom fra hjem, der ikke kendte Jesus. Jeg kunne bare sidde og græde over det,” fortæller Rebekah og fortsætter: ”Jeg har boet mange steder, men jeg har aldrig oplevet en så fysisk reaktion før på grund af et sted.”

Rebekah vidste, hun havde en opgave i Israel, og gennem Immanuelkirken mødte hun Bradley og Bodil. De ansatte hende som diakon i kirken, og her har hun været siden. Nu bor hun i Immanuelkirkens menighedshus og arbejder på Red Carpet to dage om ugen. På Red Carpet rækker hun ud til prostituerede og underviser frivillige i, hvordan man bedst håndterer mennesker, der har oplevet traumatiske hændelser. Rebekah er derudover en dag om ugen hos Jews for Jesus, og resten af sin arbejdstid bruger hun i Immanuelkirken. Her er hun terapeut og coach for menighedens medlemmer og arrangerer aktiviteter, der opbygger kirken og skaber mulighed for at fortælle ikke-troende om Jesus.

Rebekah nyder at arbejde med mennesker og har et særligt hjerte for misbrugte kvinder. Det har hun, fordi hun selv er blevet misbrugt og har oplevet, hvordan Gud kan gøre alting nyt:

”Jeg kan huske, jeg bad om, at jeg ikke måtte vågne op næste morgen. Jeg kiggede i spejlet og tænkte: ’Hvordan kan jeg nogensinde undgå at hade, hvad jeg ser?’,” fortæller hun om tiden efter den traumatiske hændelse. ”Og så tænker jeg på, hvordan Gud har skabt helbredelse, genoprettelse og glæde i mit hjerte,” fortsætter hun.

Det er netop den helbredelse, genoprettelse og glæde, som Rebekah brænder for at give videre til andre. Som hun selv formulerer det:

”Jeg er afhængig af nåde – og afhængig af at se, når Guds kærlighed og nåde helbreder mennesker.”

Undervisning i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Denne uge har været fyldt med undervisning om Kristendommens Jødiske Rødder(KJR). Det har budt på en masse aha-oplevelser, en masse kaffe og en masse ny brugbar viden om vores dejlige Jesus. 

Kaffe og chokolade crossaint hjælper altid på koncentrationen :)
Vi har hørt om templet, profetier, jødiske grupperinger, påsken, dåb, pinse og løvhyttefesten. 

Før ugen startede tænkte jeg: “Kristendommens Jødiske Rødder er vel bare en masse mosebøger, og det er det.”, men gennem denne uge er det lykkedes både David og Stine, at udfolde det gamle testamente, samt det nye testamente på mange forskellige måder. Undervisningen er blevet opdelt på en yderst overskuelig måde, hvor vi har anskuet emnet på tre måder, så fx:
  1. Vi ser på, hvad det gamle testamente siger om templet. 
  2. Vi ser på, hvilken rolle templet har haft på Jesu tid. 
  3. Vi ser på, hvordan man som kristen ser på templet. 
Det har været en god måde at anskue det på, da man derfra let kan se den tydelige røde tråd, der går fra det game testamente og den gamle pagt til det nye testamente og den nye pagt. 

Nu vil jeg prøve kort at forklare, hvad vi har lært:

Templet var i gamle testamente og på Jesu tid det helligeste for jøderne. Det var Guds bolig iblandt mennesket. Her foretog de mange forskellige ofringer til Gud for at ophøje Ham og for at få tilgivelse for deres synder. Templet blev bygget omkring år 1000 f.kr. af kong Salomon. Der stod det ca. i 500 år indtil babylonerne kom og jævnede det med jorden. Efter 70 år slap jøderne fri fra Babylon og Nehemias fik bygget det andet tempel, som på ingen måde var ligeså storslået som det første tempel. Efter ca. 400 år valgte Kong Herodes den Store derfor at renovere templet, så tempelpladsen blev forstørret fra ca. en halv amerikansk fodboldbane til 16 fodboldbaner. Templet blev den gang set som et af verdens vidundere. Templet stod dog kun til år 70 e.kr. da romerne rev det ned grundet oprør fra den jødiske side. 

Vi sidder på Oliebjerget og skuer mod The Tempel Mount, mens vi hører Stine fortælle om templet.
Jøderne valfartede til templet 3 gange om året til påske, pinse og løvhyttefesten. Det samme gjorde Jesus, for han var jøde, men Guds bolig, templet, flyttede fra en storslået bygning og ind i vores hjerter da Jesus døde for vores synder. Derfor er vores legeme det nye tempel, for Gud bor i os. 

En profeti er en profets forkyndelse af en Gudsvilje, som han har modtaget i en åbenbaring. Igennem det gamle testamente findes der mange profetier om Jesu komme. Allerede i starten af biblen i 1. Mosebog k.3 v.15, står der at kvindens afkom skal knuse slangens hoved. Vi har set på mange profetier omkring Messias, og et af de mere essentielle steder er Esajas k.53, der tydeligt omtaler hvordan Jesus skal tage vores skyld på sig som et skyldfrit offerlam. 

De jødiske grupperinger på Jesu tid var: 
  • Farisæerne, som er lægmænd dvs. at de ikke var præster, men at de underviste i fx synagogen, og hvis der opstod et problem mellem to kunne man gå til farisæerne og søge råd. 
  • Saddukæerne, ses som “De retfærdige”. Det var de rige aristokrater, altså det øverste samfundslag, og de var kun bosat i Jerusalem. 
  • Essæere, kaldes “De fromme”, da de trak sig fra samfundet og levede som munke i Cølibat. De havde stort fokus på rituel renhed. 
  • Zeloter var den voldelige gruppe. De ventede på Messias, som en krigsherre, der skulle slå romerne tilbage, og de prøvede at skabe håb ved at demonstrere voldeligt. 
  • Herodianere var fok som støttede Herodes’ slægt og dermed gik ind for jødisk uafhængighed, men accepterede lydekonger. 
Disse grupperinger diskuterede mange ting, bl.a. Messiasforventningen. 

Påsken var for jøderne i det gamle testamente og på Jesus tid en ihukommelse af hvad der skete i Egypten, nemlig at Gud udfriede Israelitterne fra slaveriet, og at de måtte flygte uden at kunne nå at få proviant med. I jødernes hjem må der derfor ikke findes surdej under påsken, for at mindes at Israelitterne måtte flygte i al hast. Påskelammet blev ofret, så Israelitterne kunne skånes for den sidste plage i Egypten, nemlig at dødsenglen skulle gå igennem Egypten og dræbe alle førstefødte. Dødsenglen ville gå forbi alle de huse, hvor der var smurt blod på dørstolperne. Derfor hedder festen påske, som betyder forbigang.

Påsken er en af de tre valfartsfester som jøderne har. I dag valfarter de dog ikke til Jerusalem, da der ikke er et tempel. I det nye testamente er Jesus påskelammet, der ofres for at vi kan gå fri. Jesus var fri af synd som Gud og menneske, derfor er det et endegyldigt offer for os, så vi står frie i ham. 

Der noteres flittigt imens David gennemgår påsken!
Dåb var også vigtigt i det gamle testamente og for jøderne på Jesu tid. Jøderne havde tre former for dåb: 
  1. Urent til rent: Livet gør at man bliver uren, derfor skal man renses. 
  2. Nærme dig Gud: Man skulle vaskes inden man gik ind i templet. 
  3. Proselyt dåb: Hvis man var hedning og gerne ville blive jøde. 
Vi kristne har i dag kun en form for dåb. 

Pinse kaldes i det gamle testamente og på Jesu tid for ugefesten, den anden valfartsfest, som er en taksigelse til Gud for hvedehøsten og en ihukommelse af Guds pagt med Israelitterne på Sinaibjerget med de 10 bud.

I den kristne tro fejrer vi pinsen, hvor helligånden kom ned over disciplene i form af ildtunger over deres hoveder, og de talte på mange forskellige sprog, Apostlenes Gerninger k.2 v.1-4.

I pinsen fejrer vi den nye pagt i Jesus, som ofrede sig for vores skyld, og at Gud flyttede fra templet og ind i vore hjerter. Ved denne pagt ændredes pagtstegnet fra omskærelse til dåb. 

Løvhyttefesten(sukkot) er den tredje og sidste valfartsfest, som er en fejring af høstårets afslutning. Løvhyttefesten er for jøderne festkalenderens klimaks.  Her ihukommer jøderne israelitternes vandring gennem ørknen i de 40 år, hvor Gud var med dem dag og nat og ledte dem ind i det forjættede land. På samme tid ser de også frem mod den evige sabbatshvile, hvor Gud endnu engang vil tage bolig iblandt dem.

Som kristen ser vi tilbage på, at Gud tog bolig iblandt os, og at vi har fået frelsen gennem Jesus, men at vi også skuer frem mod evigheden med Gud, den evige sabbatshvile. Så man kan sige, at vi som kristne i julen fejrer den ene del af løvhyttefesten, nemlig at Jesus kom til jorden. 

Nu er der snart ikke mere hukommelse i vores små pilot-hjerner :D
Vores kære hjerner har været godt i gang og er blevet fyldt godt op, så vi alle har været ret trætte om aftenen, men det har ikke stoppet os i at hygge og have det godt sammen. 

Det har været rart at være i Jerusalem i den her uge, hvor man kender sin seng og ved at falaffelmanden er lige rundt om hjørnet v. Damascus Gate. Den faste rutine har været en dejlig afvænning fra det ellers eventyrlige liv som missionspilot. 

Nu indtager vi den sidste måned af vores rejse med nysgerrighed og gejst for hvad de næste uger vil bringe. 

Vores gode rejse med sten, sten og atter sten.

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Halløj allesammen.

Jeg har glædet mig til at fortælle jer, om vores tur til Eilat, dødehavet, Masada og Jeriko.

I Eilat arbejdede vi ude i ørkenen, hvor der ligger et Tabernakel, som var et midlertidigt tempel. Tabernaklet er et telt, som i de 40 år i ørkenen, blev båret med rundt af israelitterne. Tabernaklet havde en stor betydning, for det var det allerhelligste for israelitterne, for det var der Gud havde sin bolig. Inde i Tabernaklet var pagtens ark, som indeholdte de to stentavler, med de 10 bud, som Moses modtog af Gud på Sinaibjerget. Tabernaklet var også stedet, hvor man kunne komme med syndeofre til Gud.

Vi mødtes med en ung mand der hedder Ben, som skulle være sammen med os i de fire dage, hvor vi skulle arbejde på Tabernaklet. Vi fik fortalt, at tre dage inden vi kom til Eilat, havde der været en regnflod i bjergene, som havde skyllet en masse sten ned til det sted hvor Tabernaklet står. De var så glade for at vi kom og gav af vores hjælp. Arbejdsdagene gik med at fjerne store sten, der lå omkring Tabernaklet. Der kommer tit ældre mennesker på guidede ture til Tabernaklet, derfor var det vigtigt for ejerne, at der så pænt ud, og at de ældre havde mulighed for at komme igennem alle de store sten. Vi arbejdede hårdt og flittigt og fik nogle rigtig flotte resultater. Jeg kunne se og mærke, at vi alle var med til at gøre en forskel, ved at give vores hjælp, til nogle som virkelig havde brug for det, og de satte stor pris på vores arbejde og hjælp. Hver dag efter arbejde tog vi ud og badede på stranden.

Torsdag tog vi afsted på vores dødehavstur, hvor vi skulle mødes med Stine og David, senere på aftenen. Da vi missionspiloter ankom til dødehavet, skulle vi uden tvivl ud og bade. Det var helt klart noget af det sjoveste jeg har prøvet. Nemlig følelsen af at sætte sig i vandet og så ryge op med fødderne så man ligger og flyder i vandet. Vi badede i lang tid, indtil det var tid til aftensmad. Da Stine og David kom, tog vi til det sted hvor vi skulle tilbringe resten af aftenen og natten. Stedet lignede en “indianerlejr”. Vi tændte bål og spiste skumfiduser, kiks, chips og fik en kold cola. Det var super hyggeligt at være samlet og sidde og snakke allesammen sammen.

Næste dag tog vi sammen med Stine og David til Masada. Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 meter høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved det døde hav. David fortalte en masse om fæstningen på Masada og om Kong Herodes Den Store. Det var meget spændende og fængende at høre ham fortælle. Vi sluttede den dejlige dag af med at spise aftensmad, på en restaurant i Jeriko.

Det var alt for denne gang, tak for jeres opmærksomhed og vi ses!
Bibel

Ny bibel tager udgangspunkt i jødisk kultur

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Det Israelske Bibelselskab vil i samarbejde med en israelsk kunstner udgive en ny familiebibel, der hedder ”Jerusalem Illustrated  Bible”, som skal genoprette den jødiske arv fra skriften.

”Vi bor i en tid, hvor der, for første gang siden Yeshuas (Jesu red.) tid, er hele familier, der består af messianske jøder – endda også i anden og tredje generation,” fortæller Victor Kalisher, der er generaldirektør i det Israelske Bibelselskab.

”De fleste bibelske illustrationer er fremmede for den jødiske kultur og derfor heller ikke autentiske. Dette sætter selvfølgelig større skel mellem jøder og kristne. Det samme gælder for de jødiske navne i det nye testamente. For eksempel har Yeshua ændret sig til Jesus, Miriam til Maria og YHVH er endda ændret til Herren. Ikke at forglemme navnet Jakob i stedet for Yaacov.”

Victor forklarer, at i denne udgave af bibelen er illustrationerne autentiske i forhold til skriftens rødder – og så er de kulturelt relevante for jøderne.

”Vores mål er at opmuntre den messianske bevægelse rundt om i verden og velsigne troende fra alle baggrunde med en bibel, der har autentiske smukke illustrationer, som passer til det jødiske folk og den jødiske kontekst,” fortsætter han.

”Den hebraiske og engelske tekst står side om side i den nye bibeludgave, da majoriteten af messianske jøder stadig bor uden for Israel. Vi vil nemlig gerne have dem til at føle sig forbundet med deres jødisk-hebraiske rødder.”

Alle de nye bibelillustrationer er lavet af Elhanan ben-Avraham, der bor i Tzur Hadassah. Han er en messiansk kunstner, der gennem sit 40-årige lange liv i Israel har skabt rigtig meget kunst.

”Jeg satte mig tilbage for mentalt at undersøge den bibelske kunst, jeg har lavet, siden jeg kom til at bo i Israel i 1979,” fortæller Elhanan og fortsætter: ”Det slog mig, at jeg har tegnet, skitseret og malet nok forskellige værker, baseret på så mange bibelske historier, at det kunne illustrere en hel bibel.

Victor forventer, at Bibelen bliver trykt i 2018 eller start-2019.

”Vi stoler og beder for, at denne bibel vil være en velsignelse for mange mennesker i alle aldre og familier, til at opmuntre dem i deres tro og give dem mere viden om, hvem Gud er – og også til Guds herlighed,” siger han.

Victor tilføjer, at bibelselskabet i Israel har brug for finansiel støtte og vil sætte pris på, at alle individer og organisationer vil støtte dem økonomisk for at støtte op om projektet.

Denne artikel er udgivet af Cliff Keller d. 3. oktober 2018 via Kehila News og er oversat med få ændringer af Kirsten Bitsch Lang.

Link til den oprindelige tekst: https://kehilanews.com/2018/10/03/zion-unique-new-bible/  

Virkelighedens Askepot

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Den sidste uge har vi tilbragt i den smukke kystby, Haifa. Her har vi arbejdet på Ebenezer Home sammen med pedellen/alt-mulig-manden, David. Ebenezer Home er et plejehjem for troende jøder og arabere, hvor man kan få lov til at tilbringe sine sidste år.

Vi ankom til Haifa lørdag aften, hvor vi blev vidst ned til vores sovesal, et bombe-rum. Det var helt klart en oplevelse at være der. En hel lejlighed, under jorden, uden et eneste vindue, en isnende Air Conditioner og køkkenskabe med kæmpe kakerlakker. Dog var der et hyggeligt udendørs areal med lyskæder, fiskedam og bænke til en hel hær. Der tilbragte vi varme aftner med iskaffe i hånden og rejsedagbogen ved siden af.

Selve arbejdsdagen på Ebenezer Home startede kl. 7.55 med morgenbøn på lederens kontor med de ansatte, så var vi nemlig klar kl. 8.00 til dagens opgaver. De fleste dage er gået med at skrubbe ALT, hvad skrubbes kunne. Om en måneds-tid vil hjemmet blive inspiceret, så alt skulle stå funklende rent. Vi brugte ca. 10 timer på at skrubbe trappen, som går fra kælderen og op til 3. etage, med sandpapir og eddike. Det var noget af en opgave! Efter 2 dage på knæ med hænderne i eddike skulle trappen vaskes og derefter poleres, og så kunne vi ellers gå videre til næste skrubbe-projekt. Vi rengjorde også industri-køknet på stedet med stål-tandbørster og stål-uld. Jeg skal love for, at vi alle har lagt kræfterne i og fundet skidt, hvor vi ikke troede, det var muligt. De efterfølgende dage fik drengene lov til at male en halvmur: først med grunder, så med en brunlig nuance, for derefter at få at vide, at ejeren ikke var vild med farven, for så at male det hele om i en lys grå. Drengene var lidt slukøret, men de klarede opgaven og nåede, trods alle odds, at færdiggøre maler-projektet. Det er nogle seje drenge, vi har med på holdet! 
Vi piger fortsatte askepot-jobbet indendøre med vinduespudsning og rengøring af markiserne hos beboerne. VI arbejdede sammen med en af volontørerne på stedet ved navn Samantha, og så fik vi ellers vores sag for. Hun var en haj til rengøring og samtidig så hurtig, at vi måtte spurte med for bare at skimte hende i horisonten.

Selvom vi virkelig har knoklet, har vi hygget os med opgaverne og fået det bedste ud af det. Udover det fik vi tak af alle, ansatte og beboere, så vi har virkelig følt os værdsat på stedet.



Hver dag kl. 10 var der stor formiddagskaffe, som vi alle nød godt af. 2 timer senere fik vi frokost, som altid var vellavet og velsmagende. Kl. 15-16 sluttede vores arbejdsdag og så stod den ellers på udforskning i Haifa. Vi har nogle sande vandhunde i blandt hos her på holdet, så lige så snart ordet “strand” bliver nævnt, er Johannes, Niklas og Liv allerede trukket i badetøjet og på vej afsted med håndklæder over skulderen. Kultur-nøderne Nathali og jeg har været på eventyr i Haifas gader. Haifa har et Bahai-tempel med nogle virkelig smukke tilhørende haver, som ligger op af karmelsbjerget. Dem har vi besøgt og derefter plukket citrus frugter på vejen ned igen. De fleste eftermiddage er endt med lækker is eller pandekager med nutella, en enkelt gang begge dele på samme dag. Vi har det alt for skønt!



Onsdag var en kortere dag på arbejde, da David ville vise os rundt i Haifa. Først gik turen til Elias ofringssted (1. kongebog 18;16), hvor David fortalte om historien og det omkringliggende landskab. Jeg tror, vi alle var meget forundrede over hans store viden inden for nærmest alting. Han var typen, som man kunne spørge om alt og få et gyldigt og gennemtænkt svar fra. Imponerende!

Derefter tog han os videre til Cæsarea, en antik havneby bygget af Herodes den Store til ære for romernes kejser, Cæsar. Dagen sluttede af hjemme hos Davids familie med aftensmad. Det var første gang i lang tid, at vi kunne få lov til at nyde et måltid i et familiært nærvær. Det var en virkelig skøn oplevelse, som vi tager med os i vores rygsække.

Ugen i Haifa har budt på lidt af hvert, men vi har overkommet selv de mest uoverskuelige uoverkueligheder og nydt godt af stranden og lækre is. Vi er glædeligt hjemvendt til Jerusalem, men lige om lidt går turen videre til Eilat. Læs om det i næste blogindlæg!

Indtil da Shalom fra Israels varme!