Skip to main content

Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Gud vil udvælge et sted, hvor han skal tilbedes

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Ugens portion: 5. Mosebog 11,26-16,20

Israelitterne står i Jordan, og de er endnu ikke kommet ind i det lovede land. De er et udvalgt og helligt folk, derfor skal de leve efter Guds forskrifter:

a) De må ikke tage landets guder til sig
b) de må ikke spise bestemte dyr
c) de skal eftergive gæld hver 7. år
d) give tiende
e) tre gange om året skal de komme til Gud, og så skal der festes. Det er næsten som at fejre jul tre gange om året!

Når de kommer til festen skal de ofre tiende af deres høst, hvad betyder det? Ja jeg tænkte først, at det betød at de skulle lade offeret gå op i røg til Gud, men læs lige engang, hvad der står: Så skal I holde måltid dér for Herren jeres Guds ansigt, og I skal sammen med jeres familier glæde jer over alt, hvad I har erhvervet. De giver Gud tiende, og han mætter og velsigner dem med et måltid!

Også vi må komme til Guds hellige sted.

Vi kan komme der hverdag, men søndag er en særlig udvalgt dag. Vi behøver ikke at komme med noget offer, for Gud vil selv række os sit kærlighedsoffer, sin søns legeme og blod. Han vil mætte os med sin nåde, og vi må gå derfra med Guds ansigt lysende over os. Måske rører Gud ved vores hjerte, så vi alligevel giver tiende?

En ny tid?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Den anglikanske kirke er inde i en brydningstid og en større gruppe forsøger at sætte en kurs, der er tro mod Kristus, mod kirkens egne beslutninger og samtidig farbar i en evigt ændrende verden. Det har udmøntet sig i en større samling sammenslutning af Anglikanske kirker og biskopper kaldet Gafcon (the Global Anglican Futures conference), der består af ca. 2/3-dele af den anglikanske verden (ca. 60 millioner mennesker). I Jerusalem i Juni måned mødtes over 300 biskopper og over 600 anglikanske præster sammen med mere en 900 anglikanske lægmænd for at diskutere fremtiden for den anglikanske kirke. De præsenterer sig selv således gennem Dr. Peter Jensen: ” [vi er] en stor bevægelse af Guds ånd på verdensplan blandt anglikanske kristne overalt. Vi lever i svære tider, hvor Bibelen er blevet sat til side – selv i kirkerne – og hvor evangeliet er på spil. Anglikanske kristne over hele verden har set denne krise og er kommet sammen via GAFCON for at stå op for Bibelen, være bibeltro, funderet i Bibelen og for at prædike evangeliet ufordrejet og ufortyndet. Det hele evangelium om Kristus Jesus. Vi hjælper hinanden med at gøre det og vi hjælper hinanden på de mange steder, hvor kirken fejler med den opgave. ” (min oversættelse. Se www.Gafcon.org)

Om end konferencen er interessant i sig selv i forhold til den anglikanske verden og de udfordringer vi som kirke står i til alle tider, så foregik der en lille begivenhed i kølvandet på konferencen, der har indflydelse på Immanuelkirken i Tel Aviv og – måske – i en lille del af den messianske bevægelse i Israel.

Yoel Ben David og Bradley Long har begge vandret mod at blive ordineret i forbindelse med deres tjeneste i Immanuelkirken i Jaffo, TLV. Denne vandring har fået dem til at kigge mod den anglikanske kirke og spurgt til mulighederne for at komme under anglikanske biskoppers ordination. Dette har potentialet til at være problematisk, da Immanuelkirken og de 2 præster ikke er interesseret i at komme under direkte opsyn af den lokale biskop, Sulei Dawani. Potentielt set ville biskop Sulei Dawani kunne skabe problemer ved at en ”fremmed” biskop blander sig i hans biskoppelige stift og sætte en stopper for en sådan ordination. Gafcon skabte den nødvendige platform for, at den ønskede biskop kom til Israel og kunne snakke det igennem med den lokale biskop, der accepterede en given ordination og gav grønt lys for at afgive opsyn med Yoel og Bradley til sin biskoppelige kollega. Nu var banen ryddet for at ordinere begge to, hvilket følgelig også skete i Jews for Jesus’ lokaler i Moishe Rosen centeret i Tel Aviv.

Det var et stort øjeblik og kan stå som et lysende øjeblik på bønnens og enhedens vej. Det blev lysende klart, hvor stort nadver-fællesskab og samarbejde kan betyde på et kirke-politisk barometer for den lokale menighed. Den anglikanske kirke og den lutherske kirke har fuldt nadverfælleskab – på sådan en måde at anglikanske præster kan indstifte nadveren i lutherske kirker og omvendt. Så med den anglikanske ordination kan både Yoel og Bradley nu indstifte nadveren i den lutherske Immanuelkirke og derved betjene den lokale og internationale tilstrømning, der er i til kirken.

Som en sidebemærkning kan nævnes, at den anglikanske kirke er en del af den apostolske succesion, som kort sagt betyder, at man ifølge traditionen kan føre sin håndspålæggelse ved ordinationen tilbage til disciplen Peter. Det kan man mene om, hvad man vil, men der har ikke været mange ordinerede jødiske-Jesus-troende præster i landet igennem kirkehistorien. Selv siden Alexande Solomon i Christ Church i 1800-tallet har det være småt med dem. Nu er Yoel Ben David gået ind i den lange række af personer, der i de større kirkesamfund har forkyndt evangeliet, og nu også vidner om de Jesus-troende jøder. Bringer de lokale stemmer i spil med deres jødiske rødder, som han i lang tid har gjort, og forkynder, at evangeliet oprandt i en jødisk kontekst og det må vi have in mente i vores læsning af Bibelen. Ikke forkaste at evangeliet også må rækkes til det jødiske folk og at kirken ikke må forfalde til anti-semitisme igen.

Immanuelkirken har fået sin præst, der har allerede har ledt kirken i lang tid og er blevet et vidnesbyrd om, at ved bøn og hårdt arbejde – så er alt muligt – hvis Gud vil.

Lad os bede for Bradley, Yoel og deres familier om, at de må få frimodig og styrke til at stå i den tjeneste som Gud har kaldet dem til og være et vidnesbyrd for det land, der længes efter deres messias.

Torah-portion: Moses sagde

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Moses sagde (4 Mos 27,15)
Ugens portion: 4 Mos 25,10-30,1

Ørkenvandringen nærmer sig sin afslutning for Moses og Israels folk.

Ugens Tora-portion har i jødisk tradition overskriften: ”Pinchas”, der er det første ord i 4 Mos 25,11. På dansk skrives navnet: Pinehas. Pinehas var barnebarn af ypperstepræsten Aron. Han og hans efterkommere skulle være ypperstepræster fremover, fordi han havde forsvaret folkets renhed.

Efter at Gud har givet Moses besked herom, følger der en folketælling for hver stamme for sig. Den danner baggrund for den senere fordeling af landet, hvor en talrig stamme skulle have større landområde end en lille stamme.

Endelig er der i kap 28-29 bestemmelser om ofrene i templet på årets forskellige dage.

Moses sagde
Ugens portion er kendetegnet ved, at Gud giver anvisninger. Det hedder flere gange, at Herren sagde eller Herren talte. Men midt i portionen er der en kort beretning om udvælgelse og indsættelse af Josva. I denne beretning standses jeg af ordene: Moses sagde (4 Mos 27,15).

Det er sidste gang, det er refereret i Mosebøgerne, at Moses talte til Gud (i 5 Mos refererer han det, han tidligere har sagt). Gud havde netop gentaget, at Moses ikke ville få lov til at følge med sit folk ind i det forjættede land (4 Mos 20,12). Moses’ svar er værd at lægge mærke til: Han klager ikke og beder ikke Gud om at ændre mening. Han beder for sit folk! Det er den sande leder, der beder. Han beder om, at de må få en leder, der kan lede dem efter Guds vilje, så de ”ikke bliver som får uden hyrde.”

Med de ord knytter Moses linjen tilbage til kaldelsen ved den brændende tornebusk (2 Mos 3), hvortil han var kommet i spidsen for svigerfaderens fåreflok, og hvor han for første gang talte direkte med Gud. Dér havde Gud kaldet Moses, fordi Gud havde set sit folks lidelse og derfor ville føre dem hjem til det forjættede land. Og det var Moses’ opgave at gå i spidsen på Guds vegne.

Nu er hans bøn blot, at Gud vil indsætte den rette leder i hans sted. For folkets skyld. Det var det, han sagde. Det er så at sige hans testamente.

Josva
Gud havde allerede truffet sit valg. Det var Josva, der skulle efterfølge Moses og føre folket over Jordan floden til bosættelse i landet. Moses adlød og indsatte Josva. En kort tid udgjorde de to et lederteam, indtil Moses skulle gå op på Nebo bjerg, hvor han fik lov til at se ind over det forjættede land, som han ikke skulle med ind i. Han døde dér på bjerget, 120 år gammel.

Moses sagde
Det er betagende, at Moses ikke beklagede sig eller bad Gud ændre mening, men bad for sit folk.

Vi har lov til altid at bede Gud give os sine gaver og ændre vores lod. Vi må i alle forhold bringe vores ønsker frem for Gud (Fil 4,6). Men vi må også give slip på os selv og lægge alt i Guds hånd. Og vi må også, som Moses, træde lidt tilbage og sige:

Det gælder dog, o Herre Krist,
vor ære ej, men din for vist;
stå derfor bi den lille flok,
som i dit ord har evig nok! (DS 341,6)

Vidnesbyrd: Gud bruger lidelsen og smerten

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Hvorfor går jeg igennem svære tider, hvis Gud elsker mig? Er der en mening bag den lidelse og de udfordringer, vi møder i verden? John voksede op i en jødisk familie, og var glad for den kulturelle del af jødedommen. Men han oplevede, hvordan svære spørgsmål som disse blev ved med at dukke op. En dag åbnede han Bibelen, og blev konfronteret med mennesket Jesus, der påstod at være svaret på alle hans frustrationer. Læs Johns vidnesbyrd nedenfor.

Er Guds nærvær væk?

John voksede op i Johannesburg i Sydafrika. Hans mor var jødisk og hans far var af hollandsk afstamning. Da han var barn, blev de skilt, og han tilbragte derfor store dele af sin opvækst hos moren og hendes side af familien. John mindedes især fredagene, hvor familien var samlet hjemme hos hans bedstemor til sabbatsmåltid. Det var klart for ham, at han altid har følt sig tættere forbundet til den jødiske del af familien. John var glad for den kulturelle side af jødedommen, men havde en følelse af, at noget manglede. ”Jeg tænkte lidt på historien om pesach, hvor israelitterne vandrede i ørkenen og Guds nærvær flytter sig med dem. Jeg havde en følelse af, at Guds nærvær måske havde flyttet sig uden, at jeg havde fulgt med,” fortæller han. Da han gik i shul (jødisk skole) havde han en fornemmelse af, at han manglede noget i sin forbindelse med Gud. ”Det var som om, hans nærvær var væk,” konstaterer han.

De store spørgsmål

John beskriver sig selv som en meget privat person. Han holdte sine tanker om Gud og om livet for sig selv. ”Jeg ønskede at tro på noget, fordi det var sandt,” udtrykker han. Især teenageårene var hårde for ham. Det var en tid, hvor han prøvede at finde sin identitet, og de store eksistentielle spørgsmål fyldte meget i ham. Hvorfor er der lidelse i verden? Hvorfor skal jeg igennem de her svære ting, hvis Gud elsker mig? Han søgte efter svar på meningen med livet, og reflekterede over, hvilken rolle religion skulle have lov at spille i hans liv.  “Jeg spekulerede også på, om der mon var nogen, der faktisk brød sig om mig på et dybere plan,” fortæller han.

Smerten har intet svar

”Jeg troede, at hvis bare jeg gjorde de rigtige ting, arbejdede hårdt og nød livet, ville jeg få et godt liv – at alting ville være okay,” fortæller han. Problemet for John var bare, at han ikke oplevede at finde svaret på, hvorfor der er så megen lidelse i verden. ”Hvor kommer lidelse fra? Hvad er meningen med de kampe, jeg står i? Er der nogen form for mening bag ved den lidelse, jeg møder i verden?” Disse spørgsmål blev ved med at dukke op.

”Jeg er kommet, for at de skal have liv”

John havde aldrig talt om Jesus med sin mor. Det var tabu; et forbudt emne. Så i løbet af gymnasietiden besluttede han, at han ville læse i Bibelen, og se med egne øjne, hvad det hele handlede om. I Bibelen stødte han på mennesket Jesus, og det blev et helt særligt møde. Verset: ”Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod” (Joh 10,10) satte et væld af tanker i gang i ham. ”Den udtalelse virkede utrolig stærkt på mig,” fortæller han og fortsætter: ”Rundt om i verden leder mennesker efter liv. Alle ønsker liv og alle ønsker at føle, at der er en større mening med det, de lave”. Det blev klart for John, at han enten måtte tage det seriøst eller skubbe det til side, og lade som om, ingen nogensinde havde givet et svar. Her var en mand, der påstod, at han var svaret, og at han havde svaret på de spørgsmål, John stillede.

Der er håb

I Bibelen så John, hvordan Jesus opfyldte det Gamle Testamentes profetier om messias, der skulle lide og dø for vores skyld. ”Det største eksempel på hvordan Gud bruger lidelse og smerte for det ultimativt gode, er historien om Jesus, der døde for sit folks synder,” fortæller John og fortsætter: ”Det eneste menneske i historien, der ikke fortjente, at dårlige ting skulle ske for ham, er måske det menneske, der har lidt mest”. Jesus døde ved menneskers hænder, men Gud løftede ham op. Det er gennem Jesu lidelse, Gud bringer os mennesker ind i Guds nærvær, og gør det muligt for os at have en relation til Gud. ”Hvis Gud brugte det største eksempel på menneskelig uretfærdighed og smerte til at skabe det største mirakel i verdenshistorien, er der håb, når jeg går igennem svære tider i mit eget liv. Der er håb om, at ingen lidelse er forgæves – alt har en mening i Guds plan,” slår han fast.

Ingen anden vej

John kæmpede en hel del, og lige så stille begyndte han at mærke spændingen mellem ham og familien. Han nåede et punkt, hvor han blev nødt til at tage et valg. ”Det begyndte at gå op for mig, at dette løfte om liv i overflod Jesus talte om, er et løfte, der er meget mere værd end nogen menneskelig relation eller andres accept,” reflekterer han. Gud føltes ikke længere fjern for ham, men i stedet beskriver John, hvordan Gud gav ham en særlig retning. ”Jeg vidste ikke, hvor han ville føre mig hen, men jeg vidste, at der ikke var nogen anden vej for mig,” fortæller han.

Vi kan ikke tage skatten med

Til dagligt arbejder John som professionel investor. Han er klar over, at mennesker leder efter gode investeringer, der vil give dem et udbytte i det lange løb. En af de ting, Jesus siger, er: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen” (Matt 6,19-20). Alle mennesker er klar over, at de kun har en kort tid her på jorden. Alligevel er de fleste besat af at tjene mange penge og have i overflod i dette liv. ”Men det er som om, de glemmer, at de ikke kan tage noget af det med sig,” siger han. Det løfte om liv, Jesus giver, er et løfte om et evigt liv, der starter nu og her. Den brand hans ånd giver, gør livet i denne verden her og nu værd at leve. ”Det har jeg brug for at minde mig selv om igen og igen – for det er en vidunderlig sandhed og gave, som jeg må nyde og som ingen kan tage fra mig,” slutter han.

Landløfter og mission – ja tak til begge?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom.

Vi bringer her assisterende generalsekretær i Den Norske Israelsmission, Vegard Soltveit, artikel om, hvorvidt vi behøver at vælge mellem landløfterne og mission til det jødiske folk. Artiklen er fra magasinet “Først”, der udgives af Den Norske Israelsmission.

Vi lever i en tid, hvor der findes et væld af meninger og forskellige bibeltolkninger, når det kommer til Israel, landløfter og missionssyn. Gennem årene er der sprunget flere og flere organisationer frem, der beskæftiger sig med Israel. Dette kan for mange ligne en uoverskuelig skov, hvor en skovtur ikke er noget attraktivt eller fristende tilbud – desværre. For nogen har dette medvirket til en nedprioritering og ligegyldighed, når det kommer til at tage tematikker vedrørende Israel op. Det er blevet skoven, man holder sig væk fra. På den anden side er der dem, som nærmest tilbeder Israel. De er flyttet ind i skoven.

Alle kristne har et forhold til Israel. Det fik vi ved troen, da vi blev indpodet og fik saften fra roden sammen med dem (Rom 11,17b). Som hedningekristne er vi blevet de helliges medborgere og Guds familie, og har del i samme arv, samme krop og samme løfte i Kristus Jesus ved evangeliet (Ef 2,19; 3,6). Sådan er tematikker knyttet til Israel ikke kun en sag for særligt interesserede, men noget, som angår alle, der tror på Israels Gud og Israels messias. Samtidig har vi ikke fået barnekår hos Gud for at tilbede Israel – men for at tilhøre og tjene Israels Gud.

Evangeliet – vores primære kald!

Det er 70 år siden 1948, og vi fejrer jubilæumsår for den moderne stat Israel. Jubilæet skaber engagement og begejstring, men også debat og diskussion. Det er fristende at antyde, at debatten og diskussionerne om jubilæet og markeringen også her fremstår som en uoverskuelig skov, hvor man bør træde varsomt.

Den Norske Israelsmission har traditionelt set aldrig været den organisation, der råber højest når det kommer til Israels landløfter. Det betyder ikke, at vi har været tavse, som nogle har sagt. Årsagen til at vi ikke råber højest er, at vi forstår evangeliet, som det absolut vigtigste, og vi ønsker ikke, at noget skal tage fokusset fra vores kald om at række evangeliet tilbage til jøderne – her kan vi ikke gå på kompromis, for det er evangeliet, som er Guds kraft til frelse, for jøde først og så græker (Rom 1,16). Ingen skal misforstå Den Norske Israelsmissions primære opgave – evangeliet tilbage til jøderne.

Israels udvælgelse og særstilling

Loven og profeterne gør det klart at Israel er Guds udvalgte folk (…) Dette bekræftes af Herrens apostel (…) Guds løfter til Israels folk står stadig ved magt. Sådan begynder vores principerklæring. Gennem evangelieteksterne ser vi, at Jesu virke og sendelse først og fremmest gjaldt det jødiske folk, de fortabte får af Israels hus (Matt 15,24).

Vi må også lægge mærke til, at ingen er så tydelige som Jesus og apostlene, når de fastholder over for jøderne, at ingen kommer til Faderen uden ved mig (ApG 4,12). Løfterne som knyttes til evangeliet og Guds retfærdighed er universelle, og samtidig har jøderne førsteretten. Det betyder, at jøderne ikke bare historisk var de første, som hørte budskabet, men på grund af deres særstilling og udvælgelse har jøderne fortsat en særskilt ret til at høre evangeliet (Rom 1,16). Dette medfører nødvendigvis en missionsstrategisk prioritet. I apostlenes gerninger spørger disciplene om det er nu, du vil genrejse Riget for Israel (ApG 1,6). Jesus afviser ikke spørgsmålet, men giver disciplene en anden prioritet. Deres prioritet skal være mission, de skal være Jesu vidner i Jerusalem og hele Judæa, i Samaria og helt til verdens ende (ApG 1,8).

Kirkehistorien synliggør at kirken i stor grad er mislykkedes med den missionsstrategiske prioritet overfor Israel. Det er vores opgave som missionsorganisation at gøre opmærksom på det ansvar, vi kristne har – om at vidne og vise evangeliet om Jesus Messias. Kirken må tage ansvar for det, som var først for Paulus – evangeliet til jøderne.

Kontinuitetsmodellen

Måden vi forstår forholdet mellem det Gamle og det Nye Testamente påvirker meget af vores teologi – også når det kommer til landløfterne. En af årsagerne til dette er, at det nye testamente siger meget lidt om de jordiske landløfter til Israel, mens det gamle testamente indeholder et langt rigere tekstmateriale om dette tema. Andre årsager er synet på Israels udvælgelse og frelse, og det universelle og udvidede landløfte om den nye himmel og nye jord.

Den Norske Israelsmission har i mange sammenhænge argumenteret for en kontinuitetsmodel. I modsætning til kontinuitetsmodellen står kontrastmodellen.

Kontrastmodellen har forskellige udtryk. Et af dem lægger vægt på kontrasten eller bruddet mellem testamenterne. I sin yderste konsekvens kan kontrastmodellen argumentere for, at der er forskellige guder i de to testamenter. Men kontrastmodellen kan også foreslå, at der er forskellige veje til frelse for hedninger og for jøder – en såkaldt topagtsteologi. Denne kommer ofte i forlængelse af en husholdningslære, hvor Gud har forskellige agendaer og handler forskelligt overfor hedninger og jøder alt efter de forskellige tidsepoker.

Uanset hvilket udtryk kontrastmodellen har, så yder den hverken retfærdighed overfor det Gamle eller det Nye Testamente. Dermed argumenterer den norske Israelsmission for en kontinuitetsmodel. Her ser vi kontinuiteten og den røde tråd mellem det tabte paradis i 1. Mosebog og den nye himmel og den nye jord i Åbenbaringen 21. Vi ser de konkrete landløfter som gives til Abraham, samtidig med at vi anerkender den langt større universelle gudsplan, at i dig skal alle slægter på jorden velsignes (1 Mos 12,3). Kontinuitetsmodellen forstår løfterne som et konkret land til Israel i sammenhæng med Guds frelsesplan for hele menneskeslægten. I dette understreges det, at det største og vigtigste er den nye himmel og den nye jord, uden at dette ophæver løfterne om et konkret land til jøderne.

I det Nye Testamente får det universelle og udvidede landløfte en dominerende plads. Dette betyder ikke, at vi kan sætte en streg over de konkrete landløfter, som er blevet givet i det Gamle Testamente. For selv om det nye testamente ikke lægger vægt på de jordiske landløfter til Israel, så må alle erkende, at der heller ikke direkte sker en ophævelse af dem. På en glimrende måde har Gunnar Haaland (dr.theol. fra MF i Oslo red.) skitseret fire dimensioner i forhold til løfternes og profetiernes opfyldelse:

  • Opfyldelse i den gammeltestamentlige samtid
  • Udvidet opfyldelse ved Jesu komme
  • Fortsat opfyldelse for Israels folk efter Jesu første komme
  • Fuldkommen opfyldelse – den nye himmel og den nye jord
Alle dimensionerne ovenfor har fået sit ja i Kristus (2 Kor 1,20). Det gælder også de to sidste dimensioner, og på den måde hører de sammen. Her må vi have flere tanker i hovedet samtidig, og det kan jo være krævende for de fleste af os. I forhold til landløfterne indebærer dette, at kaldet til at forkynde evangeliet for alle mennesker (dimension 2), og løftet om en ny himmel og en ny jord (dimension 4), ikke nulstiller eller forkaster løftet et land til Israels folk (dimension 3). Selv om det Nye Testamente ikke direkte behandler landløfterne til Israel, så findes der heller ikke nogen nytestamentlige tekster, der ophæver landløfterne.

Israel og landet

Gennem hele Bibelen har landet en central plads i Guds historie med sit folk. Gud gav Abraham et løfte om en talrig slægt, og at han skulle få landet, Gud ville vise ham (1 Mos 12,1-3,7). Under Josvas ledelse indtog israelitterne landet. Så vidt vi ved, har der siden den gang altid boet israelitter/jøder i landet. Folkets tilstedeværelse i landet har derimod ikke været afhængig af politisk selvstændighed eller egen stat. Majoriteten af folket har desuden historisk set ofte boet i den såkaldte diaspora – uden for landets grænser. Samtidig har længslen og drømmen efter at bo i landet altid været stærk hos det jødiske folk.

Efter at folket havde taget landet i eje, tog det ikke lang tid, før de kom i konflikt med Guds bud og pagt. Folket valgte andre guder, og glemte ham, som havde udvalgt dem og givet dem landet. Gud sendte profeter for at føre dem tilbage til sig, men de ville ikke høre (2 Krøn 24,19), og fjenderne førte Juda i eksil til Babylon fordi, de havde været troløse (1 Krøn 9,1). På den anden side fik folket også lov til at erfare Guds trofasthed på trods af deres troløshed. Folket vendte tilbage til landet, og gudsrelationen blev genoprettet. For troens øjne er landløfterne på den måde også trosstyrkende, og viser Guds trofasthed og troværdighed i hans løfter.

Fra første stund hørte folk og land sammen. Samtidig er det Gud, der ejer landet (3 Mos 25,23), og Israels folk har kun landet til låns. De er gæster efter Guds betingelser og løfter. Gennem hele Bibelen fremgår det, at den største betingelse, selve grundprincippet, er folkets gudsrelation. Her spændes broen mellem Edens have og det evige land, vi læser om i åbenbaringsbogen. Det bør være helt klart, at det er troen og relationen, der er præmissen, mens løftet og håbet om en ny himmel og en ny jord er konsekvensen.

Vi skal også lægge mærke til at det profetiske ord, som taler om hjemkomst, står i sammenhæng med folkets omvendelse og renselse. Hvis vi ser bort fra profetiernes anklager, domstaler og omvendelsesforkyndelse, gør vi et alvorligt brud på Guds ord. Landet hører med til folkets eksistens, men hovedsagen er deres eksistens som udvalgt folk i kendskab og relation til Gud. Landløfterne, som er givet til det jødiske folk, står i intim forbindelse med folkets forhold til Gud. I mødet med landløfterne og det profetiske ord bør vi efterstræbe en helbibelsk tilnærmelse, hvor folkets relation til Gud er hovedsagen. Hvis dette ikke fastholdes, bliver landteologien bare en falsk og usund herlighedsteologi.

Landløfter og omvendelse

Det jødiske folk har et historisk tilhørsforhold og ret til at bo i landet. Landet har også en stor betydning for den jødiske identitet. Som folk har de en stærk religiøs tilknytning til landet. Den behandling jøderne har fået gennem historien, hvor holocaust er det værste eksempel, tydeliggør behovet for deres egen stat, hvor de kan være trygge. Folkeretten bekræftede dette i 1947, samtidig med, at FN-beslutningen også gav et folkeretsligt grundlag for en palæstinensisk stat.

Det Gamle Testamente indeholder en række jordiske landløfter givet til det jødiske folk. Det Nye Testamente vier ikke disse jordiske landløfter meget plads, men ophæver dem heller ikke. Samtidig er Israels frelse langt vigtigere end Israels land. Det bliver underligt, hvis vi gør det til en vigtigere sag, at jøder bor i Israel, end at de får del i den nye himmel og den nye jord. Et overdimensioneret fokus på Israels jordiske landløfter, hvor missionsengagement kommer i baggrunden, mangler det allervigtigste. Da overser man omvendelsesaspektet i det profetiske ord. Det er alvorligt. Samtidig er det et stort brud med det engagement, Paulus og de andre apostle viser os. Deres prioritet var altid evangeliet, og den er ikke ophævet i 2018. At vende hjem er for Israel først og fremmest knyttet til kendskab og et liv i relation til Israels Gud og Israels Messias.

Åndsfrihed, integritet & generøs teologi

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

I maj var jeg til et vigtigt arrangement: Kirkeligt Samråd om Ånds-frihed. 40 mennesker fra cirka 30 forskellige kirkelige retninger og organisationer havde sat hinanden stævne til et af tidens vigtigste spørgsmål: Åndsfrihed. På konferencen blev der talt om, hvordan nogle af os oplever, at åndsfriheden er under pres – debatten omkring omskærelse af drenge er fx en af de sager, som optager os i Israelsmissionen.

På vej hjem i bilen var der en tanke, jeg ikke helt kunne slippe: Hvor gode er vi selv i kirkelige kredse til at praktisere åndsfriheden? Hvor godt et forbillede har det kirkelige Danmark selv været for samfundet i forhold til den åndsfrihed, vi selv gerne vil mødes af?

I sommers interviewede jeg den nordirske teolog, Chris Wright. Han er den teologiske leder af Lausan-nebevægelsen og gennem person-lige relationer er han også blevet engageret i forsoningsarbejdet mellem israelere og palæstinensere. Ét af hans forslag til en vej frem i denne tilsyneladende uløselige konflikt, er det man kunne kalde “generøs teologi”. I konflikten mellem israelere og palæstinen-sere – som også breder sig langt ind i kirken – handler det fx om, at man forsøger at gøre plads til “den anden” i sin teologi om landet. Uanset om man mener, at det jødiske folk har en guddommelig ret til landet eller ej, må man gøre plads til den anden part, til andre mennesker i sin teologi.

Generøs teologi indeholder en sjælden visdom, for teologi kan virkelig bringe sindene i kog, sætte skel, grave grøfter og bygge mure. Teologiske debatter havner ofte i en eller anden udgave af “dem vs. os”, som så igen ofte fører til – om ikke splittelse – så sårethed, mistro og brudte relationer. Åndsfriheden kan nogle gange blive trængt i baggrunden i den teologiske debat. Der er så meget på spil for mange af os, fordi vi ikke tror, det er lige gyldigt, hvilke ord vi bruger om den levende Gud, eller hvordan vores tro kommer til udtryk.

Generøs teologi og åndsfrihed handler ikke om, at vi ikke længere må mene noget om noget, eller at man skal blive teologisk relativist. Åndsfrihed forhindrer os ikke i at have holdninger, men den giver plads til, at andre kan have deres og frit kan give udtryk for dem. Lad os snakke teologi og debattere så det gnistrer. Det må vi gerne. Ja, det skal vel nærmest være sådan, hvis vi skal bevare vores integritet som både enkelte troende og som organisationer, som også står for noget, og som vil noget.

Men vores iver efter teologisk tydelighed kan blive til hovmod. Så mister vi blikket for, at vi og vores kan tage fejl – eller at der i hvert fald kan være nuancer, som vi ikke har fået øje på i det hjørne af kirken, vi genkender som vores. I stedet for at inspirere og opmuntre hinanden, kommer vi til at bruge energi på at pege på fejl og mangler. På at sammenligne ”vores” bedste sider med ”de andres” dårligste.

Det er ikke på mode at være generøs – hverken i kirken eller i samfundet. Det er ikke de generøse og brobyggerne der råber højest eller får givet taletid. Lad os invitere mennesker ind i vores liv, som ikke ligner os selv. Lad os øve os i at være generøse overfor andre, så vi møder dem med teologisk og menneskelig nysgerrighed.

Samfundet har brug for en generøs kirke, for det er også kirkens og det kristne fællesskabs opgave at vise, hvordan man kan være i stue sammen på en ordentlig måde, også selvom man er uenige.  Og kirken har brug for det. Fællesskabet går i stykker uden generøsitet. Der er en sammenhæng mellem generøsitet og være ude i det samme ærinde; at være i mission sammen – på tværs af forskellighed og uenigheder. Vi har selv brug for det, for vi kan også selv gå i stykker, når vi viser modvilje mod generøsitetens forsonende kraft. Generøsitet er helende – både når man giver, og når man modtager.

Det er en praksis, der viser vej.

At plante frø – MP:F18 dryp 12

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Alexander og Anne Sofie er klar på at arbejde
Den sidste uge har vi brugt på en økologisk farm, Kaima, ikke så langt fra Jerusalem. Denne uge var anden del af vores uger sammen med Love Your Neighbour, og en uge der for os gav en del nye oplevelser, udfordringer og gode samtaler.

Farmen er arbejdsplads for unge der laver National Service, men er også lavet med ønske om at være et sted, hvor unge og teenagere, der ikke trives i skolesystemet, kan være og arbejde. Et projekt som vi alle var ret vilde med. Denne uge var dog ikke som alle de andre uger, vi har haft her i Israel. Dette var første gang, at vi var et sted og en del af et program, som ikke var planlagt af David. Alle de steder vi har været i vores tid her i Israel, har dem, vi har arbejdet sammen med, enten kendt David eller har før haft missionspiloter, og har derfor haft kendskab til, hvad vi laver i Israel. Dette var noget helt andet i denne uge, da vi nu var en del af et program, som var planlagt af Love Your Neighbour, og hvor vi modsat fra sidste uge, hvor vi var afsted sammen med folk fra amerikanske kirker, nu var alene afsted.

En af de mange marker med grøntsager
For os var det en fed udfordring, men også en svær udfordring at skulle fortælle folk, hvad vi laver i Israel. Heldigvis var der en masse tid, imens vi plantede eller plukkede grøntsager, hvor vi kunne snakke om lige præcis disse ting, og mange åbnede deres ører og var villige til at høre, hvorfor vi var der for at hjælpe. Flere af drengene arbejdede på farmen, fordi de er blevet smidt ud af skolen, enten pga. dårlig adfærd eller pga. stofmisbrug. På disse drenge var det tydeligt at mærke, at de havde behov for at blive hørt, at nogen ville lytte til dem. Derudover kunne det også mærkes, at de gerne ville finde en erstatning på de ting, de førhen havde fyldt deres liv med. Farmen var et fantastisk sted for dem at være, og at vi kunne få lov til at være en del af det, var virkelig en gave.

En ting, som jeg i løbet af ugen blev gjort opmærksom på af de andre missionspiloter, var, at vi i vores tid i Israel og mange af de steder, vi har været, har haft som opgave at skulle fjerne enten støv, tapet eller ukrudt. Opgaver som virkelig har gjort en stor forskel, men her på farmen oplevede vi nu at plante. Plante noget for at skabe vækst. Peberfrugter, majs eller meloner. Alt sammen noget, som starter i det små og over tid vokser sig større og større, og som man til sidst kan plukke.

Arbejde i Kaimas botaniske have
På samme måde var farmen også et sted, hvor vi fik lov til at plante frø. Små frø af håb, glæde og Jesus, som forhåbenligt kommer til at vokse sig større. Derfor var det også svært at skulle forlade farmen, da vi vidste, at vi med disse mennesker kunne få mange flere gode snakke. Heldigvis er kampagnen for Love Your Neighbour ikke færdig endnu, og i næste uge bliver der endnu engang sendt mennesker ud til farmen for at hjælpe og for at snakke om glæden i Jesus. De vil være med til at give de frø, som vi har sat, og som dem, der var på farmen ugen før os, har sat, vand. Så selvom vi ikke fik fortalt alt, hvad vi kunne have tænkt os i løbet af ugen, så arbejder Gud stadig videre i de frø, vi har været med til at sætte. Planten vokser sig ikke bare stor på en dag. Det tager tid, men Gud giver ikke slip. Vi fik lov til at møde mennesker, som er meget anderledes fra, hvordan vi er, og det tomrum, som flere af de unge gav udtryk for at have, beder vi for, at Gud må udfylde, jo mere frøet vokser.

Næsten hele holdet fra Kaima
Det var tolvte dryp – shalom så længe

MP: F18 Dryp 11 “Elsk din nabo”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Ugen er gået og Missionspiloterne og jeg har været rundt i Jerusalem med projektet “Outreach”.

B1D84944-99C2-493C-8488-6501674D189E
Kristina og Anne-Line bygger sten terrasser, som på Jesu tid
Kristina og Anne-Line har brugt ugen på at bygge sten-terrasser, i en af Jerusalems parker.

Emma, Anne Sofie og jeg har været på et jødisk plejehjem, som jeg vil uddybe nærmer nedenfor.

Mandag morgen ankom vi sammen med syv frivillige, amarikanske volontører til det jødiske plejehjem. Hanna (kontaktperson på plejehjemmet) involverede os hurtigt i den daglige stolegymnastik, hvor pulsen pumpede ud af en lille ghettoblaster, i takt med at arme, ben, hoved og krop skiftevis dansede i luften. I pendulfart gik vi over i 2 timers leg med store som små bolde, faldskærm, bowling, ringspil og jo flere spil der blev bragt på banen, jo større blev begejstringen og humøret. Mildt sagt, blev vores fleksibilitet og fantasi sat i samme højsæde som vores frimodighed til de mange formiddage med Hanna i spidsen.

I mødet med de mange forskellige nationaliteter på plejehjemmet, blev jeg udfordret i at skabe en ligeværdig relation. En relation som ville skabe motivation hos de ældre beboere, hvis sprog enden var russisk, hebræisk eller glemt.

Set i bagspejlet, var det en fornøjelse at arbejde sammen med Hanna og møde en person med så stort et arrangement og hjerte for sit arbejde og sine medmennesker. Jeg blev på en særlig måde opmærksom på hvor hurtigt og tæt en relation vi kunne knytte med beboerne, ved udelukkende at bruge kropssprog, lyde og mimik. I samarbejde med mine danske og amerikanske brødre og søstre, var vi med til at danne rammerne for at dele livshistorier, vidnesbyrd og livsglæde med unge som gamle.

Da vi på afslutningsvis gav håndtryk til beboerne, oplevede jeg at få udvidet mit perspektiv. Jeg oplevede et fast, omfavne håndtryk og et glimt i øjet fra beboerne. Et tegn på at de havde fået nogle oplevelser der gav håb og livsglæde. Jeg oplevede på en særlig måde en taknemmelighed for den tid, vi udelukkende brugte sammen med dem.

Hver dag fra kl.13-14.00 smørrede vi ærmerne op og tilskar træer, fjernede ukrudt, istandsatte blomsterbede og ryddede op på udendørs arealerne foran plejehjemmet. Ikke blot var vores hårde arbejdet påskønnet med ord og smil af de ortodokse familier og studerende der boede i parcelhusene omkring plejehjemme. Men både besøgende og personale blev inspireret til at elske sin “Nabo” i praksis.

57755C97-1341-4DCF-B37B-F74396CE4ACE
Anne-Line og Anne Sofie ligger vægten i, men Alexander saver for fuld kraft
“Men jeg (Jesus) siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” ‭‭Mattæusevangeliet‬ ‭5:44‬

Bob (projektetleder) og Jeg blev særlig overrasket over at se den positive udvikling vores handling og ord havde på pedellen: Madmed på plejehjemmet. Fra første dag virkede Madmed både isoleret og fjendtlig og ordet “tak” virkede ikke til at være en del af hans ordbog. Madmed endte hurtigt på den “sorte bønneliste” :P

Udfordringen blev ikke mindre, efter at have savet med fuld kraft i lang tid med skiftevis to 30 år gamle, rustne save, hvor den ene klinge knækkede i forsøget. Madmed mente ikke at han kunne være mere til hjælp og slog blot ud med armene.  Efter aftale med Bob investerede jeg i en ny sav til projektet, da vores tålmodighed med Madmed var ved at briste. Hvis ikke lysten til at dræbe koldblodigt havde været der før, var lysten blot endnu større, da jeg næste dag stod med den nye sav i hånden.

Verset ovenfor blev en meget konkret bøn og lærerig lektie for mig i forhold til Madmed. Jeg havde alt andet end kærlighed til denne mand, men Jesus inspirerede mig til at have tålmodighed. Denne samme eftermiddag, kom Madmed ud til Bob og jeg og sagde: “Thank you for what you do.” Jeg ville ønske, at jeg kunne have spolet tiden tilbage og om igen, og havde oplevet situationen om igen. Bob og jeg stod forbavset og med åben mund.

Hvor at Gud berørte Bob og mit hjerte igennem Madmed’s ord, berørte Gud Madmed’s hjerte igennem vores handlinger.

31059EED-3649-4192-B282-81117686DBE4
Hele volontør teamet på plejehjemmet, med Hanna (øverst) og hendes børn gemt blandt nye venner


Jeg sidder stadig tilbage og mindes det dejlige syn af at se, hvordan børnene fra kvarteret indtog rutchebanen, efter at den blev skåret fri fra træerne og lyden af latter blev gradvis kraftigere og bredte sig som vinden i omgivelserne som dagene gik.  

Hvor meget må troen forme livet?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Hvor meget må troen være vejledende for de valg vi træffer i vores liv? På egne vegne – på vores families vegne – på vores børns vegne?

I den gennemsnitlige danske udgave af protestantisk kristendom er troen ikke noget der former livet som sådan ret meget. Troen er noget der er indeni os – noget der er privat og som sjældent får konkret eller offentligt udtryk.

Måske er det derfor rigtig mange danskere har det svært med omskæring. Fordi det kan forekomme så fremmed, og mærkeligt og ja, nærmest radikalt at nogen stadigvæk her i det moderne Danmark, vil tage konsekvenserne af det, de tror på. At troen og værdierne og den religiøse overbevisning får lov til og medbestemmelse over hvordan vi former vores liv.

Men er det alligevel ikke sådan for de fleste af os? Religiøse eller ej – troende eller ej – at vores overbevisning og vores værdier er medbestemmende for de valg, vi træffer? Om vores børn sendes i den ene eller anden skole – som oftest står valget mellem folkeskolen eller en privatskole – bestemmes som oftest af værdier hos forældrene. Valg som træffes på baggrund af værdier, som får afgørende betydning for barnets fremtid. Eller hvad med opdragelsen i hverdagen som sådan? Valget af maden der serveres, huset der købes og reglerne for skærmforbruget.

Naturligvis træffer vi alle sammen valg på baggrund af vores værdier. Værdier der som oftest har baggrund i den ene eller den anden overbevisning.

Og prøv at forestille dig hvis du ikke længere kunne det. Hvis den frihed blev taget fra dig. Forestil dig, at du blev mistænkeliggjort, og at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om du virkelig vil det bedste for dine børn og din familie ud fra de valg du træffer. Valg som du baserer på værdier, kultur og tro – eller manglen på samme.

Frihed kommer i mange former og afskygninger. Der findes fysisk frihed – friheden til at bo i et land hvor man ikke forfølges eller smides i fængsel grundet tro eller politisk overbevisning. Friheden til at tænke frit. Men der er også en anden frihed, som vi ikke kan kræve, men kun give. Vi kunne kalde det åndsfrihed – en frihed til at være anderledes end flertallet – en frihed til at lade troen forme livet – en frihed til at lade tro og værdier få et konkret udtryk.

Denne frihedskamp kæmpes ikke med våben og fysisk magt, men med nysgerrighed og generøsitet – den kæmpes ikke primært med jura og politiske indgreb, men med almindelig medmenneskelighed og respekt. For hinanden. For hinandens holdninger og overbevisninger og tro. Uanset afskygning.

Religions- og åndsfrihed er noget, vi giver til hinanden. Ikke fordi vi skal, men fordi vi kan. Fordi det er sådan et samfund vi gerne vil leve i. Fordi Danmark ville være fattigere og mindre frit uden.

(Bragt i Kristeligt Dagblad 9. maj 2017)

Gud havde andre planer

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Refleksioner.

Løbeturerne hernede har næsten alle været efterfulgt af stilletid med bøn og bibellæsning. Dog udviklede bønnen sig d. 6. maj sig i en lidt anden retning end de tidligere. Tårerne begyndte at trille og fortsatte i et godt stykke tid. Ikke på grund af sorg, men af dyb taknemmelighed! For en lille måned siden hængte jeg et blank stykke A4 papir op over min seng og skrev øverst: Takkeliste – med den tanke, at jeg hver dag skulle skrive én ting, jeg havde at være taknemmelig for. Papiret er godt fyldt og er et synligt tegn for mig på Guds gode vilje og store kærlighed!

Jeg er volontør i Immanuel Church i Tel Aviv, hvor jeg har været siden slutningen af februar. Det var dog overhovedet ikke planen fra staten af, da jeg ankom d. 13. februar til Israel. På daværende tidspunkt skulle jeg tilbringe de næste 3.5 måned i en kibbutz, men det skulle hurtigt vise sig, at Gud havde andre planer for mig. Hele processen er lang og indviklet helt at forklare og sætte ord på. Det blev da også nogle af de hårdeste dage i mit liv, som jeg måtte gå igennem. Det var underligt at føle sig så magtesløs og alene, men ikke tvivl overhovedet på, at Gud havde styr på det – og det havde han!

I efteråret 2017 gik jeg på Børkop Højskole, hvilket er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv. Det var 5 måneder, som har sat et uvurderligt præg på mit liv. I oktober drog vi til Israel på udlandstur. Det var min 3 gang i landet og jeg blev endnu engang mindet om, at Israel er noget helt særligt for mig og at jeg bare måtte tilbage. Hvad jeg ville lave, anede jeg ikke, men til Israel det ville jeg! Det blev d. 20. december og IMB var et overstået kapitel for mig. For nogle var det rart, for andre – mig – var det bogstaveligtalt uudholdeligt. Jeg var slet ikke færdig med at være der, og jeg tænkte på hvordan jeg kunne forlænge det, dog uden at tage endnu et ophold. Israel blev min plan, men jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad Gud præcis ville jeg skulle der. Oveni kom, at jeg skulle hjem til slut maj, så mange af de klassiske projekter, ville ikke være muligt for mig at tage på, da de krævede længere tid. Men der var en længsel om at komme “hjem til Israel”, og kibbutz blev min udvej.

Jeg ankom sent til mit “kommende hjem”, en kibbutz i det nordlige Israel. Jeg var meget spændt på, hvor mange kristne der mon var der, om der var en kirke i nærheden og hvor ofte jeg ville kunne tage til Jerusalem og være en del af Den Danske Kirke. Det vidste sig dog at være utrolig naive tanker. Det var en gruppe på 40 volontører jeg mødte, der alle undtagen 4 var godt i gang med at fejre, at de skulle på tur dagen efter, og altså derfor ikke arbejde. Jeg vil ikke gå i detaljer, men det blev hurtigt klart for mig, at mine forventninger til miljøet og det sociale, hørte fortiden til. Jeg følte mig ikke tryg der og skrev, at jeg gerne ville til en anden kibbutz, i håb om at det blev bedre. Dagen efter ankom jeg til en anden, og stort set det samme gentog sig. Jeg følte mig utryg og fortvivlet! Min storesøster var en kæmpe støtte og bakkede mig op i, at jeg hellere måtte se at komme væk derfra. En lang besked blev sendt til David, præsten i Den Danske Kirke, og jeg blev taget imod med ÅBNE arme. Jeg kom til Jerusalem dagen efter og fik lov til at overnatte i MP´s lejlighed. Det kan være svært helt at sætte sig ind i hjemme fra Danmark, hvordan det føles, men jeg har aldrig følt mig så alene og utryg, og overnattede 6 forskellige steder på 7 dage.

Israel var noget helt særligt for mig, og jeg følte virkelig Gud ønskede jeg skulle hertil. Jeg tog af sted, alene for første gang, og alt gik galt. Pludselig, havde jeg intet formål med at være her, kendte ikke rigtig nogen, følte jeg var til besvær for alle jeg kontaktede, der nu skulle hjælpe mig med at finde et sted at være – og som i alle film, når alt går skidt, så var det selvfølgelig nogle rigtig grå dage med regn. Men for at gøre det sidste ganske kort, så oplevede jeg velsignelser fra alle kanter. Mennesker der blev sendt til at hjælpe mig på de rigtige tidspunkter. Døre og øjne der blev åbnet, for det fantastiske kristne danske fællesskab der er her i Israel. Tilfældige bibelvers der blev til kæmpe trøst og hvor stærk Gud er i min magtesløshed.

Joffihuset tog mig til sig og der overnattede jeg i en uges tid, imens jeg ventede på svar fra Immanuel Church, om de kunne bruge en volontør. Der var åbne arme fra da jeg trådte ind og kæmpe omsorg! Det var fantastisk at opleve, men samtidig var det nærmest for meget medgang der pludselig skete, til jeg selv kunne følge med og følte jeg kunne give igen! Jeg er i dyb taknemmelighed over alle de mennesker, der gjorde det muligt for mig, og specielt israelsmissionen, der tog mig til sig og muliggjorde, at jeg nu kan sidde og skrive dette fra mit HJEM i Tel Aviv.

At blive en del af teamet i Tel Aviv har været en kæmpe velsignelse. Som med alt volontørarbejde, så tager det noget tid, inden man finder sin egen rolle, men når det så sker, så udløser det bare en kæmpe glæde. Mit arbejde her består i en masse forskellige opgaver, alt fra havearbejde, ture til Betlehem med PBS, Børnekirke, hjælp til gudstjenesterne, børnepasning, kirkens facebookside, og til at skabe relationer til menighedens medlemmer. Hver dag er en gave for mig og jeg forstår ikke helt hvor taknemmelig jeg skal være!

Som i så mange andre tilfælde, er det altid efter lidt tid man opdager, hvad det egentligt var Gud havde i sinde. Det samme er tilfældet her – Før jeg tog på Børkop var min tro præget af, eller nærmere opbygget af, erfaringer og følelser. Jeg kunne ikke bruge Bibelen som “argument”, men mine erfaringer og følelser var nok for mig til at være overbevidst om Guds eksistens. Min tro udviklede sig imens jeg var der, og blev styrket ved nu også at kunne stole på Gud og tro på ham, ikke baseret på følelser, men Bibelens troværdighed. Jeg ved ikke om det var for at slå det fast for mig, at dette skulle ske, men det blev altafgørende for mig, da jeg tog fra kibbutzen og til Jerusalem, uden at vide hvad der skulle ske, at stole på Gud, selvom han føltes så utrolig fjern. Mit hjerte kunne ikke finde ham, men mit hoved var overbevist.

Jeg kunne fortsætte et godt stykke endnu med udelukkende at skrive om, hvad Gud har lært mig og hvordan han virkelig er så meget større end jeg forstår. Han fortjener al æren!

Jeg har fået forlænget mit visum 11 dage, så jeg kan komme med det fly jeg oprindeligt havde bestilt. Siden jeg fik det visum så er jeg begyndt at frygte dagen, jeg skal rejse hjem. Min hverdag lige nu, er fyldt med nogle fantastiske mennesker, som bare er til så stor inspiration og glæde for mig. Jeg er havnet det helt rigtige sted! Jeg ønsker ikke at give et dårligt billede af kibbutz-livet, jeg passede bare ikke ind, men er dybt taknemmelig for, at døren til Immanuel Church blev åbnet og blev dér, hvor jeg fik lov til at forlænge mit højskoleophold og opleve al “teorien i praksis”.

//Stine Østerlund Ravn, Bar Hoffman 9, Tel Aviv