Forfatter: Kirsten Bitsch Lang

Tel Aviv, dekadencens metropolis

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 16. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

I dette blogindlæg skal I nu høre om missionspiloternes korte ophold i Tel Aviv. Så lut øren, puds brillen og nyd ugens læsning sendt direkte, fra jeres kære missionspiloter. I torsdags tog vi middagsbussen fra Central Bus Station på Jaffa Street og bussen førte os til Tel Aviv i løbet af få timer. Da vi passerede byskiltet, bød Tel Aviv os på skyhøje betonbygninger, smarte neonlys og dyre hoteller. Det er en verdslig by, hvor tyve stjæler og rust æder. I Tel Aviv er de færreste religiøse, hvilket er helt modsat Jerusalem som er knudepunkt for religion.

Her skulle vi arbejde nogle timer på et kontor i organisationen “Chosen People Ministries”. Det er en organisation som opererer verden rundt. Chosen People Ministries har til formål at sprede evangeliet ud til alle folkeslag. Her skulle vi pakke Esajas 53 bøger ind, så de kunne sendes ud til ivrige læsere. Det var et vildt spændende arbejde og vi knoklede hele eftermiddagen med både tape, frimærker og kuverter. Humøret var højt blandt de flittige piloter. Da vi havde pakket alle bøger, var det blevet tid til koncert i bygningen og vi stod for kaffebrygningen. Jason som var en af lederne i kontoret, forklarede os raketvidenskaben bag espressomaskinen. I en kort stund havde piloterne givet op, men da vi først kom i gang, var der kaffe til en hel hær. Det var dog godt nok at vi ikke tog penge for dem. Det strømmede ind med mennesker gennem svingdøren og stemningen var rigtig god. Der blev sunget til langt ud på aftenen på hebraisk. Da vi var færdige, var det helt mørkt udenfor, så vi gik under gadelygternes lys mens vi lo højt og snakkede om dagens oplevelser i byen. Vi hoppede på den sidste bus mod Zion og faldt på hovedet i seng, da vi kom hjem.

Ørkenvandringen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 11. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

Så er det blevet tid til at fortælle lidt om den berygtede ørkenvandring aka 2 dages ørkentur.

Det hele startede før børnene begyndte at larme ude på de smalle gader i den gamle by, dvs. kl. 5 om morgenen, hvor vi fem missionspoliter tog backbacken på ryggen og trissede ned mod Damaskusgaten. Herfra skulle vi tage letbanen til vores søde kirkevolontør Stine som var vores guide på turen. Men på grund af de mange jødiske helligdage kørte letbanen ikke, og vi blev i stedet hentet af Stine. Efter et par fejlkørsler, et checkpoint gennem vestbredden og ca. 190 km sydpå nåede vi endelig til Makhtesh Ramon, en vaskeægte ørken.

Vi parkerede bilerne ved en oase (som havde toiletter, så det var vi piger glade for), spiste lidt chips og begik så ud på vores første hike. Det gik dog hurtigt op for os at ørkenen i Israel ikke er en sandørken som man ser på film, men en ørken fyld med krater, bjerge, kløfter og sten. Heldigvis for det, for det er da meget smukkere at kigge på.

Halvvejs gennem turen skulle vi gå alene i stilhed og tage Guds smukke skaberværk ind til os. For en københavner som mig var det virkelig en øjenåbner at se, hvor barsk Guds skaberværk kan være. Og det gav en lille ide om, hvad det egentlig vil sige at Jesus gik i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden vand og drikke. Og israelitterne gik i ørkenen i 40 år. Jeg tænker bare godt det ikke er mig. For at gå i en ørken er altså virkelig hårdt. Det er fedt i 2 dage, men mere end det er bare hårdt. Jeg tror de fleste kender til det at gå i en ørken sådan ret livsmæssigt, fx i sit trosliv. Det gør jeg i hvert fald. Og det er en tid jeg altid prøver at komme så hurtigt ud af som muligt. Men her tror jeg vi kan lære noget af Jesuses 40 dages ørkenvandring. Jeg tror Jesus virkelig fik ro og blev ladet op inden han gik ud og lavede mirakler, døde på korset for vores skyld og stod op igen. Iden han kunne give skulle han selv lade op. Og hvis Jesus skal lade op skal vi også. Så ørkenen som ellers lyder super tørt og livløst kan i stedet være et rum, hvor vi lader op og er intense med Gud, et sted hvor vi må lægge os i hans hænder og bare være lille.

Natten til andendagen var noget af et eventyr. Vi lagde os under stjernerne (i hvert fald næsten, der var et lille halvtag) for så hurtigt at opdage, at der var alt for mange myg til at vi kunne få en god nattesøvn. Så efter at have ligget lidt forskellige steder, bla. i bilerne, endte vi alle op i et telt, der tilhørte oasen. Efter et par timers søvn og maven fyldt med havregrød begik vi så ud på andendages hike, der bestod af bjergbestigning. Vi var alle lidt betænkelige omkring dette høje bjerg og det krævede da også et par nervøsitetstisseture og et styk drueskukker inden vi tog de første skridt op ad en meget stejl, smal sti. Mange pauser efter kom seks ret pressede, men stolte mennesker, op på toppen, hvor vi så ud over en kæmpe ørken, som virkede til at nå ud til verdens ende. Her spiste vi frokost og gik så ned igen og kørte hjem, selvfølglig med et stop til Mc Donalds.

Nu er vi hjemme igen, nyvaskede og glade og har allerede været ude med en ny organisation, Chosen People Ministry, som arbejder med holocaust survivors. Med dem har vi pakket madpakker og delt dem ud til over 100 russiske jøder, indrettet et køkken og leget med 7 teenagerdrenge på et børnehjem. I dag skal vi til Tel Aviv og pakke Esajas 53 ned i kasser og arbejde på en cafe.

Ma Salame fra os fem missionspiloter.

Hjertesyge børn, en arabisk bibel og et par læsebriller

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

”Hearts made well, hearts made one”. Sådan lyder det, når man besøger Shevet Achims hjemmeside – stedet, hvor vi har opholdt os nu i snart en måned. Hvor små børn fra Israels nabolande får lov til at krydse de ellers ret lukkede grænser for at få en livsreddende hjerteoperation og derigennem danner bro på tværs af kulturelle, religiøse og politiske konflikter landene imellem.

Efterhånden har vi både set børnene komme som små, blå og alt for tynde væsener og efter operationen forvandle sig til sunde, buttede og raske børn. Fantastisk! Mødrene og børnene bor på Shevet Achim før og efter operationen, hvor de er omsluttet og plejet af volontører fra hele verden i et kristent fællesskab, som mest af alt minder om en kæmpestor, broget familie. En familie med fællesspisning, lovsang, bøn, rengøring, sygepleje, fester, knus og omsorg for hinanden. Hvor man bliver inkluderet uanset alder, etnicitet, uddannelse, sprogegenskaber og køn. Et sted hvor man på en måde er på arbejde 24/7, men på den anden måde bare er sammen med sin familie med daglige gøremål.

Her bor vi så også som vores familie på tre (Adam, mig og vores lille søn Severin på 8 måneder). Adam sørger primært for praktiske gøremål på huset, som konstant skal vedligeholdes grundet dets mange beboere, jeg selv virker som ”hussygeplejerske”, hvor jeg holder øje med, om børnene skal behandles eller akut på hospitalet – hjertesyge børn skal man være ekstra opmærksomme på, da selv små infektioner, kan være farlige for dem. Så gør vi selvfølgelig også rent, laver mad mm. ligesom alle de andre. Og Severin, ja, han leger ivrigt med de andre babyer og spreder smil og glæde hos mange. Han er stedets yngste volontør!

Men Shevet Achim rummer ikke blot hjerteoperationer og rene toiletter – de ønsker ikke blot at give disse børn et godt hjerte – de ønsker at give dem et helt hjerte! Et helt hjerte, som kun Gud kan give dem. En sådan oplevelse var vi vidner til for ganske nylig:

Når børnene kommer til Shevet Achim og til hospitalet medbringer de normalt deres mødre, men en lille dreng fra Kurdistan havde for nyligt sin far med. Årsagen var, at der florerer rygter i Kurdistan om, at Shevet Achim er et ondt sted, hvor de stjæler børn – dette havde faren hørt, så han tænkte, at hvis nogen skulle forsøge at stjæle hans søn, så ville han selv være der for at kunne beskytte ham! Han oplevede dog snart, at dette ikke var tilfældet.

Faktisk blev han meget overvældet over omsorgen og kærligheden, han mødte her og havde mange snakke med de arabiske-talende volontører. Gud rørte hans hjerte – og han blev omvendt! Han kom hertil som muslim med stor skepsis og tog herfra med et møde med Gud samt en arabisk bibel og et par læsebriller! Gud er stor.

At få lov at opleve sådanne ting, gør arbejdet endnu mere menighedsfyldt.

“Hearts made well, hearts made one!”

Hospitalet i Tel Aviv, hvor hjerteoperationerne udføres

Mødet med den arabiske kultur og arbejdsmoral

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

Johannes hviler sig i skyggen af et oliventræ!

I dagene mellem d.24.-28. september var vi i Nazareth. Vi boede i to lejligheder ved EMMS Nazareth Hospital og arbejde sammen med organisationen Nazareth Trust, som kom til Nazareth i 1861 for at starte en lægepraksis op. Dette har igennem 150 år udviklet sig til et stort og velfungerende privathospital og Nazareth Village, som er et levende museum, hvor turister og tilrejsende får lov til at opleve, hvordan det har været og set ud i Nazareth på Jesu tid.

Vi skulle arbejde i Nazareth Village, hvor vi blev klædt ud i kjortel og flotte sandaler. Her skulle vi hjælpe til med mange forskellige ting. Vores fornemmeste opgave var at give turisterne en god oplevelse ved at arbejde og få taget billeder sammen med dem. Det var fascinerende og sjovt at være med til og især at se hvilke turister, der tog flest billeder! Kineserne vandt stort :)

De første dage hjalp vi til med at rydde et hus for jord og lægge det op på taget. Det var hårdt og varmt, men det gav en følelse af, at man virkelig hjalp til. En gang imellem kom Samir, som var overhoved i Villagen, og sagde, at vi skulle tage en runde med en hakke eller noget brænde for at være synlige for turisterne, og derefter skulle vi huske at tage noget vand og en lille pause, for som han sagde hele tiden: ”Remember to take break, water and relax… Safety first.”

Hver dag fik vi lækker frokost, der bestod af hummus, pitabrød, linsesuppe, kål og en masse vand. Vi spiste samme sted som turisterne, og vi blev virkelig serviceret af Abla(gift med Samir), som stod i køkkenet. Hendes favorit udtryk var ”Yallah yallah! Sit down, eat, relax!”

Da huset var færdigt, fik vi tildelt en ny arbejdsopgave, der var yderst ”motiverende”.

I bunden af landsbyen var der en mark, som skulle klargøres, så man kunne så hvede. Pigerne startede med at rive det meste af marken for sten og hø. Derefter blev vi sat til at samle sten og hø op i en trillebøre og køre det væk. Umiddelbart lød det okay, men det viste sig, at vi for det første skulle gøre det med hænderne (selvfølgelig uden handsker), for det andet måtte der ikke komme jord med, og for det tredje skulle vi sortere æsellort fra, så det blev tilbage på marken. Det var et evighedsarbejde, fordi vi skulle køre trillebøren væk hver gang, at der kom en gruppe turister. Man havde jo ikke en trillebør på Jesu tid.

Det brugte vi flere dage på, og vi blev langt fra færdige, men til gengæld hyggede vi os gevaldigt med Nour, der var gartner og stod for at klargøre marken. Hans favorit udtryk var ”If you take away soil, I will kill you :).”

Den sidste dag fik Johannes og jeg virkelig lov til at mærke arbejdsmoralen hos araberne. Vi skulle feje i det hus, som vi havde ryddet for jord. Vi fejede og skovlede jord mens de tre andre der skulle hjælpe, som var fra Nazareth, bare stod og kiggede på. Efter et stykke tid satte vi dem i gang med at bære jorden ud af huset, men efter hver spand de havde tømt, så stod de igen og kiggede på, at vi fejede og skovlede. Vi brugte ca.4 timer på at feje to små rum og en lille terrasse, fordi vi ikke havde så meget andet at give os til og ikke kunne finde Samir. Da vi endelig fandt ham, var han bare sole glad for, at vi havde fejet huset færdigt og at det var gået så hurtigt. Det grinte vi ret meget af, for vi havde næsten dårlig samvittighed over, at vi ikke havde lavet så meget den dag.

Da dagen var ved at være slut kom Abla og Samir hen til os og sagde, at vi skulle komme med. De havde nemlig købt kage og sodavand til os, som tak for den tid vi havde været hos dem og for den store hjælp vi havde bidraget med. Man blev næsten helt forlegen, for så meget syntes vi heller ikke, at vi havde lavet, men det lærte os bare omkring, hvor stor taknemlighed man kan have over noget, som man måske ikke tænker er det helt store.

Alle menneskerne som arbejdede i Nazareth Village var virkelig kærlige og rare mennesker, som var taknemmelige over selv det mindste og virkelig havde en gejst for at være en velsignelse for andre.

Det var noget jeg personligt kunne lære af og som virkelig gjorde indtryk på mig, og noget som jeg vil tage med mig videre i livet.

Flugten og den lille bedende pige fra Aarhus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 1. oktober 2018. Bogført i Blandet.

Israelsmissionær Scheradsky fortæller i Israelskredsen i Skjern om, hvor frygteligt jøderne var forfulgte fra 30. september (1. oktober) 1943, og om, hvordan de var cirka 400 jøder, i alderen fra fire dage til oldinge, syge og krøblinge, der var flygtet op i en skov i Nordsjælland for derfra at komme over til Sverige med skibslejlighed. Skibet lå ude på havet rede til at tage dem. De skulle nu blot i en lille båd og færges ud til skibet. Da dukker pludselig et tysk vagtskib op, vender projektørerne ind mod skoven og flygtningene, og det var så lyst, at alt sås ganske tydeligt.

“Vi flygtede over hals og hoved ind i skoven. Min hustru og jeg fik ordre til at smide os fladt ned i en grøft og blive liggende der, til der kom nærmere ordrer. Der lå vi – det var i oktober måned – fra kl. 18:45 til kl. 4:00 om morgenen. Det var en frygtelig nat, anfægtelser stormede ind på mig, det var, som djævelen lå ved siden af mig, ja, jeg kunne mærke hans kolde ånde på min kind. Vi ved, der er en Gud til, men aldrig har jeg følt som den nat, at der også er en djævel til, og han hviskede til mig:

‘Du plejer i dine diskussioner med jøder at sige, at den eneste bøn, der dur, det er bøn i Jesu navn; du har bedt i Jesu navn nu, hvad hjælper det dig, kan du så lade være med at være så højrøstet næste gang, du taler med jøder om bøn i Jesu navn.’

Og alt imens fløj tyske flyvere lige hen over trætoppene og sendte det skarpe projektørlys ned over os. Var vi blevet opdaget, så havde det lige været en salve fra deres maskingeværer, og vi ville have været færdige.

Det var en frygtelig nat. Til sidst blev jeg helt apatisk. Men midt under anfægtelserne, da jeg ikke engang kunne bede, slår pludselig den tanke ned i mig: ‘Er der ikke et eneste menneske i hele Danmark, der beder for dig?’ ‘Jo, jo,’ råbte jeg pludseligt, og min kone blev ude af sig selv, hun troede, at jeg var blevet syg og sagde: ‘Er du blevet syg?’

‘Nej, lille skat, det er jeg ikke. Jeg har aldrig været så rask som nu, fordi Gud har sendt mig et lys, og jeg føler hans nærværelse, selv i det dybeste mørke.’

Jeg glemmer det aldrig, fra den stund af var der fred i min sjæl, ja, selv ved tanken om at blive sendt i koncentrationslejr. Måske ville Gud så bruge mig der.

Klokken 4:00 blev vi kaldt op af grøften, og vi skulle nu tilbage til København til Bispebjerg. Der holdt en bil, og da vi alle tre skulle ind i bilen, blev min søn hindret i at stige ind af frihedskæmperne. De sagde: “Ham må vi beholde her en halv time, så kommer han til Dem.” Vi ville ikke tage af sted uden ham, men de lovede afgjort, at han ville komme. Så tog vi da af sted, og på hospitalet blev min kone puttet i seng, hun var meget medtaget. Der gik time efter time, men han kom ikke, og det var svært for os. Vi troede, at vi aldrig skulle se vor dreng mere.

Så endelig kom den dag, da befrielsens time skulle slå, vi skulle sejles til Sverige i en lille båd med cirka 50 mennesker. Min kone sprang op i båden og jeg efter, og endnu inden vi lagde fra land, sagde jeg et par ord til de frihedskæmpere, der havde hjulpet os, og takkede dem, fordi de med fare for deres eget liv havde fået os så langt, at befrielsen var kommet. Vi skulle aldrig glemme det, og skulle jeg ønske noget for dem, så ville jeg ønske, at befrielsens time snart måtte komme for Danmark, så vi kunne samles i et frit Danmark. Så lagde vi fra land og stævnede mod Sverige, og frihedskæmperne forsvandt, skjult af natten, til alle sider. Men… der var en forræder imellem, han løb til nærmeste telefon, fik tyskerne alarmeret, her var en god fangst; og da vi havde sejlet i 12-15 minutter, kom der et tysk skib bogstavelig talt flyvende på vandet, satte kursen lige mod os og satte stævnen ind i siden på vort skib – og så måtte vi følge ham på en sejlads på 18-20 timer ned mod den tyske kyst til Sassnitz. Der gik mange tanker igennem os på vejen derned om koncentrationslejre, tortur og så videre.

Endelig nåede vi havnen og begyndte at sejle ind i den. Det foregik i slalom, der var fuldt af krigsskibe, torpedojagere, ubåde og så videre. Til sidst nåede vi ind til kajen, og tyskeren drejede om et hjørne med skibet, lagde til, og alle hans slægtninge og venner stod på kajen og tog imod ham. Han kom i snak, og han bad dem med ned i kahytten for at se alt, hvad han havde stjålet og taget med fra Danmark; flæsk og fedt og så videre – og alt imens måtte han have glemt os. Pludselig begyndte vor kaptajn at bakke ganske langsomt, mere og mere, og til sidst var han virkelig ude af havnen, uden at nogen lagde ham noget i vejen, og så vendte han skuden rundt og næsen mod Trelleborg.

Så gik det for fuld kraft ad Sverige til, og vi nåede virkelig Sverige – et Guds under – blev vel modtaget, fik lov til at prædike for jøderne i lejrene og traf vor kære dreng deroppe.

Ja, det var et Guds under alt sammen; men hør nu. Vi siger, at enhver virkning har sin årsag, og nu skal De høre, det fik jeg også at se her.

Det sidste møde før jøderazziaen i 1943 holdt jeg i Århus og var efter mødet henne til en kop kaffe hos en jordemoder og hendes mand. Det første sted, jeg holdt møde efter kapitulationen, var også i Århus. Jeg var i kirke om formiddagen og gik da efter gudstjenesten hen for at hilse på jordemoderen og hendes mand. Da hun så mig i døren, slog hun hænderne sammen og sagde: “Næh, er det Scheradsky, så vil Anna-Lise da blive glad.” “Anna-Lise, Anna-Lise?” spurgte jeg.

Jeg forstod ikke rigtig, hvad det skulle betyde. Men fruen sagde da: “Følg nu med indenfor, så skal jeg fortælle Dem hvorfor. Jordemoren fortalte så:

‘Den 1. oktober 1943 sad min mand og jeg ved spisebordet for at spise til aften, men vi kunne næsten ikke fa en bid mad ned, fordi vi tænkte på jødeforfølgelsen, der nu foregik i vort land, og særligt tænkte vi på Dem, kære Scheradsky. Uvilkårligt udbrød jeg: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Anna Lise, som stod i dagligstuen, legede med sin dukke, og hørte, at jeg sagde: “Så ser vi aldrig Scheradsky mere.” Et øjeblik efter kom hun til os og sagde: “Mor, hvorfor ser vi ikke Scheradsky mere, han er da så rar?” Jo, sagde jeg, “hvis Hitler får fat i ham, vil han slå ham ihjel.”

Så gik hun ind igen med den besked og legede nogle minutter. Men lidt efter kom hun tilbage. “Mor?” “Ja, hvad vil du nu?,” svarede jeg. “Jeg vil bare spørge dig; er Hitler stærkere end Jesus?”, fortsatte hun. Jeg svarede, at det var han ikke. “Men så kan vi da bede Jesus gemme Scheradsky, så Hitler ikke finder ham og gør ham noget ondt?” “Ja, det kan vi,” sagde jeg.’

Da den lille pige skulle til at bede sin aftenbøn, bad hun, som hun plejede; men efter aftenbønnen plejede hun altid at slå sine arme om mor og sige ‘godnat’. Det gjorde hun ikke den aften, i stedet for sad hun stille som i tanker et stykke tid. Og så pludselig begyndte hun at bede: ‘Kære Jesus, vil du ikke godt gemme Scheradsky, så Hitler ikke skal finde ham!’ Og den bøn bad hun hver aften lige til dagen efter kapitulationen.

“Da jeg hørte det,” sagde Scheradsky, “så jeg for mig alt det, jeg var blevet bevaret for i de onde år. Så forstod jeg, hvorfor den tyske flyver ikke kunne se os den nat, vi lå i grøften; så forstod jeg, hvorfor jeg ikke blev opdaget på Roskilde banegård; så forstod jeg, hvorfor den djævel, der stod vagt på Københavns banegård og visiterede alle undtagen mig, lod mig passere (de andre så med misundelige og undrende blikke på mig, og undrede sig over, hvorfor jeg ikke skulle visiteres – og var jeg blevet visiteret, havde jeg været færdig); og nu forstod jeg, hvorfor vi reddede os ud af havnen i Satssnitz – der var en, der bad i barnlig tro om, at Gud ville gemme Scheradsky for Hitler.”

Abraham Scheradsky havde i 1943 været ansat i Israelsmissionens tjeneste i næsten 30 år. Han, hans hustru Thyra og sønnen Poul nåede alle tre til Sverige. Beretningen, som bringes her, er fundet på en gammel hjemmeside, som ikke længere opdateres. Scheradsky ser sin og familiens redning i lyset af en lille piges forbøn. Det er således først og fremmest et personligt vidnesbyrd om bønnens virkekraft.

Efter hjemkomsten til Danmark holdt Scheradsky en række møder om flugten til og opholdet i Sverige. I sit notehæfte om disse møde angiver han stikordsagtigt sine emner, fx »Flugten« eller »Okt.1943« eller »Flugten og den lille bedende pige i Aarhus«. Den sidste formulering har vi sat som titel på hans vidnesbyrd, som bringes her. Artiklen blev bragt første gang i Israelsmissionen Avis oktober 2013.

Tættere på Messias

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. september 2018. Bogført i Refleksioner.

Det er nu blevet tid til, at jeg vil fortælle om tre spændende og virkelige gode dage i Galilæa. Vi tog afsted med Stine og David, og fik selvskab af volontørparret, Adam og Malene og deres lille søn Severin.

Galilæa er et meget spændende, og særligt område i Israel. Der er mange bibelske steder at se, og vi blev ført rundt til alle stederne, mens vi hørte om hvad Jesus har udrettet, og hvordan hans liv var på jorden. Nogle af stederne var Samaria, hvor vi hørte om Jesus, og hans møde med den samaritanske kvinde. Et andet sted var Hippos, hvor vi tog op om aftenen og spiste aftensmad, mens vi så solnedgangen, som var rigtig smuk. Hippos er en ruin af en gammel by, der ligger på et bjerg. På Hippos fortalte David beretningen om den besatte mand, hvor Jesus uddriver de onde ånder, ud af manden og over i grisene. Vi fik også oplevelsen af at få lov til at sejle i en båd, på Genesaret sø, med fødderne i vandet. Båden var magen til sådan en som Jesus sejlede i. Vi var også ude og bade i de varme kilder, og se krokodiller og papegøjeshow. Vi sluttede de tre dage, af med at spise sammen på en fin restaurant.

De tre dage gav mig noget særligt, nemlig følelsen af at få lov, til at gå der hvor Jesus har gået, for mange år siden, og at se de steder der bliver nævnt i bibelen, med mine egne øjne.

Det var live fra Ghepetto News.

Glædelig løvhyttefest!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. september 2018. Bogført i Refleksioner.

3. Mos 23, 33-36: Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest for Herren i syv dage. På den første dag skal der være hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. I syv dage skal I bringe Herren ofre. Den ottende dag skal I holde hellig festforsamling og bringe Herren ofre. Det er en festdag; I må ikke udføre noget arbejde.

D. 24. september 2018 begyndte de syv dages fejring af løvhyttefesten i Israel. I dagene inden har de fleste haft travlt med at flække nogle midlertidige hytter sammen og pynte dem med palmegrene. På den måde har de lavet løvhytter. De skal minde om ørkentidens midlertidige hytter, dengang Gud ledte folket ud fra Egypten og til det forjættede land. På denne dag læser jøderne om hele festkalenderen lige fra påske via pinse til løvhyttefest. Egentligt meget passende, for løvhyttefesten er det store klimaks på hele det jødiske kirkeår; den store afsluttende fest i Jerusalem. Festen, som den blev kaldt.

Zak 14, 5b-9: Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham. På den dag skal der hverken være hede eller kulde og frost. Der skal være én lang dag – Herren kender den – ikke dag og nat; selv ved aftenstid skal det være lyst. På den dag skal levende vand strømme ud fra Jerusalem, halvdelen ud i havet i øst og halvdelen ud i havet i vest både sommer og vinter. Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét. … (vers 16) Men alle, der er tilbage af de folkeslag, der rykker imod Jerusalem, skal drage derop år efter år og tilbede kongen, Hærskarers Herre, og fejre løvhyttefesten.

Som festårets klimaks blev løvhyttefesten ikke kun et minde om dengang, Gud tog bolig i tabernaklet (teltet) hos sit folk i ørkenen og ledte det som den gode hyrde, skaffede vand ved at kløve klippen, og lyste for det ved ildsøjlen. Festen blev også en forkyndelse af, at han en dag vil komme igen og tage bolig hos sit folk og endelig etablere sit rige. Sådan beskriver profeten Zakarias netop Israels kommende frelse i ørkentidsmetaforer: Når Herren kommer, skal det være lyst ved aftenstid, Oliebjerget skal spaltes, og levende vand strømme ud fra Jerusalem. Selv folkeslagene skal inviteres med til løvhyttefest, og Herren være konge over alle.

Luk 2,11a: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

Og derfor er det Jesu fødsel, vi også skal læse om ad i dag. Herren kom for at tage bolig iblandt os: Det forklarede englen de måbende hyrder på marken. Selvfølgelig var det hyrder, der skulle være de første til at få indsigt i, at hyrden er kommet, kongen. Senere ville Jesus netop under en løvhyttefest i Jerusalem stå frem i templet og proklamere: ”Jeg er det levende vand”; ”Jeg er verdens lys”; ”Jeg er den gode hyrde” (Joh 7-10). Og præcis sådan mødte han mennesker af alle slags lige midt i deres livs ørken med lys, nærvær, vejledning, tilgivelse og håb. Løvhyttefesten fik sin første store opfyldelse begyndende med Jesu fødsel.

Men for at fuldføre sin mission, måtte Jesus først gå gennem påskens død og opstandelse. Han måtte så at sige gå igennem hele den jødiske festkalender og opfylde den: Han blev påskelammet, der bar verdens synd, og som den opstandne tog han bolig hos ved sin ånd pinsedag. Sådan blev pinsen en lille opfyldelse af løvhyttefesten, for nu vil han tage bolig i dit og mit liv, være vores lys, og det levende vand, vi kan slukke vores tørst med. Han vil være vores gode hyrde på vej til Paradis. For den sidste store og evige ”løvsalsfest” (DDS 571,2) venter vi stadig på. En dag vil Herren komme igen for at nyskabe himmel og jord – og være konge over alle. Den løvhyttefest, vi som kristne ikke fejrer i vores kirkeår, skal netop minde os om, at vi ikke er nået frem endnu. Vi er kun på vej. Men vi er på vej til festen. Det er det håb, vi har.

Tora-portion: Jeg løfter mit ansigt mod dig

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 27. september 2018. Bogført i Refleksioner.

Vezot ha’Bracha

Tekst: 5 mosebog 33,1-34,12

“Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt”. 5 Mosebog 34,10

Hvad sker der inden i dig, når der bliver sagt Herren velsigne dig og bevare dig? Står du med nedbøjet hoved og tør næsten ikke at se på Gud i al hans hellighed og magt, som du arme menneske alligevel ikke kan udholde? Eller lige nu hvor Gud ser dig, dækker du ansigtet til som flere i det gamle testamente bliver bedt om? Står du der som et lille menneske bevidst om din korrupte tilværelse, eller er der bar en lille skam, som hvisker, alt imens Gud løfter sit ansigt mod dig?

Jeg er blevet fortalt, at når en borger på bibelens tid skulle fremføre sin sag for regenten, kunne han få fortræde på slottet. Hvis kongen valgte at kigge op på undersåtten i den store tronsal, kunne han fremføre sin sag for regenten, men kiggede han ikke på den fremtrædne, var han ikke værdig at lytte til, og han ville blive slået ihjel.

Moses kunne omgås Gud i al hans pragt. Han så Guds ansigt, først og fremmest fordi Gud så på ham, kaldte ham ved navn, den store ”JEG ER” rettede sin opmærksomhed mod Moses, og de kunne stå ansigt til ansigt overfor hinanden.

Moses var en velsignet profet og den eneste med dette privilegium ifølge 5 Mosebog. Men sidenhen får nogle særlige disciple og almindelige mennesker lov til at se Guds ansigt, uden angst og har ikke brug for at dække sig til eller gemme ansigtet bort, Men de kan skue direkte ind i Guds ansigt, et ansigt der ligner en ganske almindelig mand, med træk fra sin moder Maria og derudover nogle træk som har et ophav, som Moses måske vil kunne genkende fra Gud. Denne måske nok så almindelige mand var dog stadig Gud, der ser på os som sine elskede børn, hvori han har velbehag.

Der står jeg tit under velsignelsen, ikke som det lille usle menneske Gud lige anser kortvarigt. Men jeg står stolt med oprejst pande, hvor Gud ser på mig med kærlighed, og hvor jeg roligt kan fremføre min sag, for derefter at forlade velsignelsen med tanke på Guds omsorgsfulde ”Jeg ser dig ansigt til ansigt”.

Min historie: En jøde fra Iran finder “shalom”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 25. september 2018. Bogført i Blandet.

Af Jews for Jesus, oversat af Kirsten Bitsch Lang – d. 25. september 2018

I nattens stilhed, hvor der kun var mig og min skaber, sagde jeg: ”Gud, hvis det her ikke er sandheden om dig, så må du ikke blive vred. Forandr mit hjerte og vis mig, hvor jeg tager fejl; vær min beskytter.” Det var en kold, kold nat, alligevel følte jeg en enorm varme – som om noget varmt var hældt ud over mig. Det var ikke smertefuldt. Det var beroligende, trøstende. Jeg tog det som et tegn fra Gud om, at det ikke var forkert af mig at tro på, at Jesus er Israels Messias.

Jeg er født i Teheran, Iran. Jeg er 29 år gammel og den andenyngste af fem søskende.

Min familie er jødisk og ikke specielt religiøs, men vi har altid fejret de store helligdage, og jeg har altid troet på Gud. Min mor snakkede ofte om Gud, da jeg var lille, og hun fortalte historier fra toraen. Hun fortalte om Moses og udgangen fra Egypten, og nok også mere end hun gjorde til mine andre søskende. Der er ni års forskel mellem mine ældre søstre og mig, så hun havde mere tid til mig (i hvert fald indtil min lillebror kom til verden). De ældre søskende havde travlt med egne interesser – jeg var den lille og heldig at have lidt mere af hendes tid.

Så længe jeg kan huske, var jeg den eneste jødiske pige i min skole. Det var en offentlig skole og primært muslimsk. Ikke-muslimer kunne vælge, om de ville være med i religionstimerne. Jeg ville for det meste ikke. Jeg var stolt af at være jødisk, så jeg havde ikke noget ønske om at lære om andre religioner.

Min far har altid fortalt os: ”Dette er ikke vores hjemland; dette er ikke, hvor vi hører til.” Som jøder var vi udenfor, og ideen om at vi en dag skulle forlade Iran, var altid i min fars hjerte. Og så i 1977 – bare to år før revolutionen – rejste vi fra Teheran til USA.

Som 15-årig havde jeg ikke lyst til at forlade venner og det trygge derhjemme. Mennesker, der rejste til USA, blev set som snobber, så vi lod det forblive en hemmelighed at vi skulle afsted, og vi rejste pludseligt. Jeg fik ikke mulighed for at sige farvel til nogen.

Jeg kunne ikke tale engelsk, så de første seks måneder på min nye skole var næsten umulige. Jeg følte også den enorme kulturforskel. På et tidspunkt troede jeg, at jeg aldrig ville blive glad igen, at jeg aldrig ville passe ind. Men langsomt begyndte jeg at vænne mig til det, og jeg blev mere åben og venlig, end jeg nogensinde havde været i Iran. Til min store overraskelse var livet nemmere her, end det havde været i Iran, da jeg først begyndte at lære sproget.

Efter high school startede jeg på college, og jeg begyndte at kæmpe, ikke bare med sproget, men også med, hvad jeg havde lært. Jeg kan huske, jeg sad i fysik og følte mig overvældet. Jeg spurgte Gud: ”Hvad betyder alt dette? Hvor passer jeg ind, og hvad skal jeg tro om universet og om dig?” Svaret kom fra en uventet kilde.

Jeg havde en engelsk tutor, der hed Perry, som jeg beundrede. Hun gik rundt på universitetet og spillede guitar og sang. Hun havde ikke sko på, hendes tøj var anderledes end alle andres, og hun boede i kollektiv. Hun var et meget frit menneske, og det kunne jeg rigtig godt lide.

Peggy lærte fra sig gennem samtale – og emnet, hun oftest snakkede om, var Jesus.

Peggy var faktisk fra en jødisk baggrund, selvom hendes forældre ikke var religiøse. Efter hun begyndte at tro på Jesus, var Peggy begyndt at studere Bibelen og søge sine jødiske rødder. At hun var jødisk, hjalp mig til at høre om Jesus på en måde, der ikke var så fremmed.

Peggy var del af en messiansk menighed, Ahavat Zion, og da hun inviterede mig til at komme med hende, tog jeg med. Jeg syntes, at alle var venlige og rare; det var mennesker, som jeg havde lyst til at lære at kende.

Ikke så lang tid efter holdt menigheden retræte på Big Bear Lake i bjergene, og jeg var inviteret med. Jeg ville virkelig gerne ud og se verden. Men desværre, troede jeg, ville jeg aldrig få lov at tage med. Vi måtte ikke være ude længe, og endnu mindre være udenfor om aftenen. Så jeg var i chok, da min far gav mig lov.

Hver aften sad vi på gulvet og på sofaer, og efter vi havde sunget, var der nogen, der underviste. En aften begyndte underviseren at tale om Faderen, Sønnen og Helligånden.

Min mor havde altid lært mig, at der kun er en Gud, en Skaber, og den lærdom har hængt ved. Fra mit synspunkt lignede det, at de snakkede om tre guder, og jeg var fornærmet. Jeg begyndte at diskutere med taleren, som var enig med mig i, at der kun var en Gud. Han forklarede, at Faderen, Sønnen og Helligånden ikke er tre forskellige kilder til kraft i universet, eller tre forskellige guder der skal tilbedes, men at én sand Gud i hans uendelige ”anderledeshed” eksisterer på alle tre måder.

Pludselig var der ikke nogen diskussion, der skulle vindes eller tabes. Jeg havde fred indeni, en dyb fred, der så ud til at fortrænge al nervøsitet og tvivl. Jeg vidste ikke, hvor denne fred kom fra eller hvordan, men jeg vidste, at det havde at gøre med, hvad denne mand fortalte mig om Gud.

Senere begyndte jeg at undre mig over, om jeg havde taget fejl. Jeg blev ved med at spørge min rumbo Peggy: ”Hvad har jeg gjort?, Hvad i alverden har jeg gjort?, Er det rigtigt eller ej?” Peggy prøvede ikke at overbevise mig eller noget. Hun sagde bare: ”Bed. Snak med Gud og spørg ham”.

I nattens stilhed, hvor der kun var mig og min skaber, sagde jeg: ”Gud, hvis det her ikke er sandheden om dig, så må du ikke blive vred. Forandr mit hjerte og vis mig, hvor jeg tager fejl; vær min beskytter.” Det var en kold, kold nat, alligevel følte jeg en enorm varme, som om noget varmt var hældt ud over mig. Det var ikke smertefuldt. Det var beroligende, trøstende. Jeg tog det som et tegn fra Gud om, at det ikke var forkert af mig at tro på, at Jesus er Israels Messias.

Inden for en måned følte jeg, at Gud havde svaret på min bøn og vist mig, om jeg havde valgt den rigtige vej. Vi læser fra Siddur (jødisk bønnebog red.) hver uge til sabbats-gudstjenesterne, og da vi læste fra 5. Mosebog, kapitel 11, blev jeg ramt af disse ord:

”Hvis I vil lytte til de befalinger, jeg giver jer i dag, og elske Herren jeres Gud og tjene ham af hele jeres hjerte og af hele jeres sjæl, så vil jeg til rette tid give jeres land den regn, det behøver… Men tag jer i agt, at I ikke lader jer lokke, så I kommer på afveje og dyrker andre guder og tilbeder dem. For da vil Herrens vrede flamme op mod jer; han vil lukke himlen, så der ikke kommer regn… og så bliver I meget snart udryddet fra det herlige land, som Herren vil give jer” (vers 13-17).

Passagen beroligede mig. Jeg vidste, at mit hjerte ikke var ved at tørre ud. Jeg følte, at jeg blev ”vandet”, selvom jeg endnu ikke havde læst Jesu løfte: ”Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14).

Som 18-årig var jeg måske draget mod Yeshua (Jesus red.) af andre troendes fællesskab og venlighed. Jeg vidste ikke nok om Bibelen eller teologi til at vide, om min beslutning var sund. Jeg vidste nok til at spørge Gud om at vise mig, hvis det ikke var sandt. Jeg vidste, at hvis det var en løgn, ville jeg have droslet ned, og min tro ville visne. Det gjorde den ikke. I stedet blev Gud ved med at forfriske min ånd, eftersom jeg lærte mere om ham, mere om Messias. Jeg var pludselig gladere, og ikke så selvfikseret og deprimeret som tidligere.

Jeg har været troende i ti år nu. Og det er ikke længere et spørgsmål om at finde fællesskab og accept. Det er sandt. Det er Guds ord. Hvert år vokser jeg og lærer at elske Gud mere, at føle hans virkelighed dybere i mit liv, og hans løfters sandhed i Bibelen.

Da jeg var barn, sagde min far, at vi en dag skulle forlade Iran, fordi vi var jøder, og derfor var vi outsidere, ofte uvelkomne og ikke-villet. I USA troede jeg, at vi ville blive mere velkomne, men at komme til et land hvor vi ikke kendte sproget, hjalp os ikke ligefrem til at høre til. Men sommetider er det godt at være en outsider – det får dig til at blive ved med at længes efter det særlige sted, hvor du hører til. Jeg fandt ikke bare det sted, et fredfyldt sted midt i al verdens skørhed, men jeg fandt ham, som jeg tilhører.

Jeg håber, at du kan finde fred ved også at tilhøre ham – at tilhøre Yeshua, Messias.

Nyt fra Immanuelkirken: Sorg og glæde går hånd i hånd

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 19. september 2018. Bogført i Blandet.

Af Marit Long, Immanuelkirken, Jaffo Tel-Aviv (også bragt i Evangeliet og den Jødiske Verden september 2018)

Livet består af gode og mindre gode dage. Sorg og glæde går hånd i hånd. Det erfarer vi også i Immanuelkirken, hvor menigheden i disse dage er stærkt præget af chokket over Nillie perrys bratte død i starten af august. Nillie har i mange år arbejdet som oversætter i kirken. Vi sætter pris på forbøn specielt for hendes nærmeste familie og venner.

Midt i sorgen og chokket har vi også meget at være taknemmelige for, når vi kigger tilbage på de seneste par måneder i Immanuelkirken. Vi takker Gud for, at der er kommet flere lokale jøder her til menigheden, og at vi nu har en hebraisktalende bibelstudiegruppe.

I Immanuelkirken har vi et voksende børnearbejde, og en af de nye familier, som er kommet det sidste år, er fra Holland. De har to børn, Benjamin (11) og Elise (9), som begge har fundet deres plads i børnekirken, og som lærer mere om, hvem Jesus er. De tog begge et valg om at blive døbt, og onsdag d. 16. maj drog de sammen med familien Long til Galilæa for at blive døbt i Jordanfloden. Bradley havde i samarbejde med familien udarbejdet en dåbsliturgi med blandt andet læsninger, præsentation af kandidaterne og bøn. Det var dejligt at lovsynge sammen i de skønne omgivelser, og det gjorde indtryk på både store og små at være vidne til Benjamin og Elises dåb. Vi glæder os sammen over det aktive valg at følge Jesus og vandre med ham.

*Pigen fra Vestbredden med “repareret” hjerte*

Vi er glade for at arbejde sammen med det palæstinensiske bibelselskab om et projekt for børn i Betlehemsområdet. I forårssemestret besøgte vi to børnehaver i Betlehem, og en af dem lå i flygtningelejren Ayda. Begge gange udførte vi et kreativt undervisningsprogram, som blandt andet inkluderede et dukketeater med temaet ’tilgivelse’. Børnene lærte også om tilgivelse ved at ’reparere’ et ødelagt hjerte ved at sætte plaster på det. I juni hjalp vi også til på en sommerlejr i Beit Sahour udenfor Betlehem. Vi blev ønsket velkommen, og mødte mange fantastiske børn, som vi lavede kreative aktiviteter med.

Immanuelkirken har også et godt samarbejde med Tabeetha skolen i Jaffo, og her er mange af eleverne og lærerne jøder. I foråret arrangerede vi en påskegudstjeneste for skolen. Det blev en stor oplevelse for store og små med påskens budskab i fokus. I maj fik vi besøg af skolens 3. klasse som en del af deres ekskursion til den amerikansk-tyske koloni, Immanuelkirken ligger i. Børnene hørte fantastisk orgelmusik og lærte noget om stedets historie, om kirkebygningen og de unikke glasmalerier. Derudover fik de også en indføring i, hvad der sker i menighedslivet. Eleverne blev delt ind i grupper, deltog i en quiz om kirken og fik lov at ringe med kirkeklokkerne. Efter samlingen fik vi kage og saft i haven. Vi er utroligt glade for det gode samarbejde med Tabeetha skole.

Det er et privilegium at få lov til at tjene i Immanuelkirken. Ingen dage er ens, og ingen mennesker er ens. Nogle er trofaste i menigheden gennem mange år, men vi oplever også, at der er en vis grad af gennemtræk, som kan være en udfordring i forhold til at opbygge relationer og i forhold til at udarbejde et langtidssigtet fokus i menighedsarbejdet. Samtidig er det vigtigt for os at investere i menigheden – som den ser ud, og med de mennesker, der er der til enhver tid og med Jesus Messias i centrum. Han kender alt og alle og har den bedste plan for ethvert menneske og også for menigheden som helhed. Vær med til at bede for, at flere mennesker må komme til tro i årene, som kommer, og at Han må lede menigheden sådan, som han vil.