Af bibelunderviser Kasper Bergholt

Ifølge den jødiske kalender indledes den syvende måned nu, og det er en særlig måned. Ligesom den syvende dag hver uge er en særlig dag, en dag til hvile og glæde, sådan er den syvende måned også en glædesmåned. Det er klimaks i den jødiske festkalender.

Den første dag i den syvende måned begynder et nyt år efter jødisk tidsregning. Derfor er det en oplagt tid til at gøre status.

Nytårsdagen, Rosh HaShana, er forbundet med den fest, der i Bibelen kaldes hornblæsningsfesten. I begyndelsen af hver måned blæste man i horn for at ’bringe folket i erindring for Gud’ (4 Mos 10,10). Naturligvis har Gud ikke brug for at blive mindet om, at hans folk eksisterer, så påmindelsen går snarere den anden vej: Hver måned – og særligt ved nytåret – påmindes folket om, at Gud er til.

Spørgsmålet er altså: Når Gud ser på os, hvad ser han så? Har vi lyst til at blive bragt i erindring for Gud, eller vil vi helst gemme os væk?

Det er det spørgsmål, som mange jøder de næste 10 dage vil reflektere over. For om 10 dage er det Yom Kippur, den store forsoningsdag.

Denne tid er en bodstid, der kan minde om den kristne fastetid og adventstid. Glæden er i vente – feståret er begyndt forfra, og løvhyttefesten er lige om hjørnet – men alvoren hører med. For at kunne fejre festerne er det nødvendigt at gøre sig klar til at møde Gud.

Ifølge den rabbinske tradition skal man ved nytårsfesten bede således: ”Lovet være du, Herre vor Gud, verdens konge, som har givet os liv, opretholdt os og ladet os nå frem til dette øjeblik.”

Midt i alvoren lovpriser man Gud. For når alt kommer til alt, er det kun ved hans nåde, vi har fået lov til at leve indtil nu. Og ved hans nåde får vi nu en mulighed for at reflektere over den måde, vi lever på. Måske er der noget, vi skal gøre anderledes? Det er i hvert fald stadig nådens tid (2 Kor 6,2).