Skip to main content

Jeg vil gerne slå følgeskab med mennesker i deres tro

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Arbejdet i Danmark, Nyheder.

I september ansatte Israelsmissionen Mads Bjørn på 26 år som dialogmedarbejder i København hvor han arbejder med at skabe gode relationer og kontakter til mennesker i det jødiske samfund.  Mads Bjørn har selv en personlig brand for at række evangeliet videre til mennesker – for han ved hvordan det er at leve uden det.

Et guddommeligt ultimatum

Det er den varmeste sommer i mange år. Mads Bjørn befinder sig på Taize-klostret i Bourgogne, i Frankrig, på en fredelig græsmark med solen i ansigtet og en god bog i hænderne.

Klostret bliver hvert år besøgt af mange tusinder pilgrimme der ønsker at komme nærmere Gud eller står overfor store valg i deres liv. Det er også derfor Mads Bjørn er her. Han har sat sit liv i København på musikkonservatoriet på pause for en stund – for han er i tvivl om han er på rette vej. De sidste mange år af hans liv har han brugt på at forstå hvem Gud er og hvad han vil med ham, men han har svært ved at finde ro.

Tanken om at han skulle blive præst i stedet for at etablere sin musikkarriere, har naget ham i flere år efterhånden. Men det er først her på græsmarken han for alvor indser at han må tage et valg.

Derfor stiller han Gud et ultimatum: ”Du har 24 timer til at sende et menneske, som ikke kender mig, der skal tale til mig om at jeg skal være præst. Ellers glemmer jeg alt om det.”

Hvordan Mads Bjørns ultimatum ender, skal jeg nok vende tilbage til. For at forstå hvorfor dette øjeblik var så afgørende i Mads Bjørns liv, må vi begynde et helt andet sted.

Familien på Falster

Mads Bjørn er vokset op i en kulturkristen familie på Sydfalster. Hans forældre var de første akademikere i familien, og de brugte ikke kirken til meget andet end julegudstjenester og de almindelige overgangsritualer.

”Jeg spurgte engang min far hvorfor folk skulle dø hvis Gud havde magt til at lade dem leve?” fortæller Mads Bjørn og fortsætter: ”Han svarede at det var fordi Gud ikke ville have at vi havde det alt for nemt. Det er den eneste sætning jeg har hørt talt om Gud i mit liv. Vi har aldrig bedt fadervor, læst noget fra Bibelen eller sunget sammen.”

Mads Bjørns farmor gik dog i kirke hver søndag, men det var ikke noget hun talte åbent og personligt om. Da Mads Bjørn skulle konfirmeres, fulgtes de to dog sammen.

”Det sagde mig ikke rigtig noget selvom jeg prøvede at følge med. Jeg forstod det ikke, og jeg havde ikke sprog for det. Kirken var bare et højtideligt sted hvor man sang gamle uforståelige sange.”

Som teenager begyndte han at engagere sig i musik, og det fyldte hurtigt størstedelen af hans liv.

”Jeg blev revet væk. Jeg ville være professionel trommeslager og til sidst spillede jeg i forskellige sammenhænge 6-7 gange om ugen.”

Igennem musikken fik han en gruppe nære venner, og en af dem hed Solveig.

En uventet drejning

Det er nytårsaften, og Mads Bjørn er sammen med sin veninde Solveig og hendes familie samt en håndfuld andre venner. På det tidspunkt er han 15, og han hygger sig. Det hele er festligt, der bliver fyret krudt af og stemningen er høj. Men da klokken slår tolv, tager festen en uventet drejning.

”Nu kører vi i kirke. Vil du med? Ellers kan vi bare blive her indtil de andre kommer tilbage.”

Lettere forvirret over spørgsmålet svarer han: ”De er sgu da lukkede nu? Det er jo nytårsaften!”

Solveig trækker på smilebåndet og fortæller ham at de har deres egen kirke.

Mads Bjørn tager et øjeblik til at overveje situationen, men han beslutter sig så for at tage chancen og sætter sig ind i bilen med de andre.

Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus

De drejer ind ad en indkørsel og parkerer foran hvad der ligner et almindeligt næsten kedeligt hus.

”Hvor er kirken?” spørger Mads Bjørn forundret.

”Det er kirken,” svarer Solveig.

De træder ind ad døren, og kommer ind i noget der ligner en café. Ovenpå er kirkerummet, og det er dækket af et blødt gulvtæppe. Kontrasten til den folkekirke Mads Bjørn kender, er stor. Der er stole med puder i stedet for kirkebænke, en simpel prædikestol og en projektor der kaster lys på et krucifiks.

Da de har sat sig, begynder præsten: ”Elskede venner, vi er samlet her for at tilbede Jesus.”

Med det samme mærker Mads Bjørn et sus gå igennem ham, og han får kuldegysninger på armene.

”Jeg var utroligt blufærdig, som mange danskere er det, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere situationen,” fortæller han.

Menigheden sang højt med på sangene mens en ældre dame styrede teksterne på en gammel overheadprojektor. ”Der var stemning,” fortæller Mads Bjørn, der alligevel ikke kunne lade være med at blive revet en anelse med på trods af sin skepsis.

I løbet af gudstjenesten lagde han særligt mærke til ordene: Vi har brug for dig Jesus. Vi har sådan brug for dig. ”Det havde jeg aldrig hørt et menneske sige før – og så på en så følelsesladet måde. Jeg syntes det var lidt ynkeligt.”

Oplevelsen i kirken satte sine spor i Mads Bjørn: ”Jeg blev både provokeret og forarget. De gjorde mange mærkelige ting på en ligefrem måde jeg ikke var vant til.” Alligevel holdt han utroligt meget af at tilbringe tid med Solveig og hendes familie der altid havde interesse for ham og som spurgte ind til hans liv. ”Efter den aften tænkte jeg for mig selv at de kan have deres, og så kan jeg have mit,” fortæller han.

Et fællesskab uden krav

Noget nyt begynder dog at rumstere i Mads Bjørn, og det udvikler sig da Solveig tager ham med på en kristen ungdomslejr om sommeren på Sjælland. Her møder han et åbent fællesskab der gør indtryk på ham: ”Det handlede ikke om at jeg skulle være et musikgeni for at have betydning. Her ville helt fremmede folk være sammen med mig – bare fordi jeg var mig.” Han kunne ikke lade være mere at tænke at der var noget særligt ved de kristne.

Hjemme på Falster bliver han ved med at mødes med Solveig og vennegruppen. Her begynder samtaler om tro og liv at blomstre, og Mads Bjørn mærker nysgerrigheden vokse. ”Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”hvad nu hvis de har ret? Hvad nu hvis Gud er mere end den kulturkristne Gud. Hvad nu hvis han er Bibelens levende Gud?” Jeg kunne ikke slippe det.”

Er du den de siger du er?

De næste måneder oplever Mads Bjørn en eksistentiel krise. ”Jeg havde mange drømme og vågnede om natten. Mit hoved var fyldt med tanker – er Gud der? Er Gud sådan her eller sådan her? Har jeg taget fejl? Har de taget fejl? Og hvad kan jeg overhovedet bruge det til? – At der sidder en eller anden Gud, der ikke kan lade mig være? Det hele kørte rundt i mit hoved,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg talte også med mine forældre om det, men de sagde at Bibelen var en gammel bog som havde nogle fine leveregler – mere kunne vi ikke bruge den til.” Men til sidst overgav Mads Bjørn sig en stille aften på sit værelse. Med øjnene halvt på klem bad han: ”Jesus, hvis du er som de siger i kirken, så må du få mit liv nu.” Han åbnede langsomt øjnene igen – nysgerrig på om noget havde forandret sig. Men der var hverken englesang eller guddommeligt lys fra oven.

I stedet viste Gud sig for ham i det små. På det tidspunkt havde han i en længere årrække haft det svært i familien – og det var tungt for ham. Han havde længe ønsket forandring men vidste ikke hvordan. ”Langsomt oplevede jeg at jeg fik mindre lyst til at rakke ned på andre – og i stedet fik jeg mere lyst til at vise omsorg. Jeg oplevede at jeg blev hevet ud af krigen. Det var hverken fordi jeg følte halleluja, nu er jeg kristen eller fordi jeg pludselig var en engel, men der skete et eller andet i mig som jeg ikke rigtig kunne forklare.”

Mange stemmer

Denne nye beslutning skabte en sult i Mads Bjørn: ”Jeg var sulten efter det kristne fællesskab. Ofte tog jeg til flere gudstjenester på en dag. Jeg hungrede efter at lære den her nye verden at kende.”

Udover gudstjenester i flere forskellige af byens kirker kom han også i fire forskellige kristne ungdomsfællesskaber. Det var en kaotisk tid for Mads Bjørn hvor han forsøgte at finde hoved og hale i det hele. Stemmerne var mange, og Mads Bjørns tankevirvar fortsatte: ”Hvordan ser Gud ud? Hvad vil han gerne have? Hvad gør jeg for at behage ham? Hvordan er jeg på den rigtige vej? Skal jeg bede mere om det her? Skal jeg slappe af? Er det farligt hvis jeg slapper af? Det var bare nogle af de få spørgsmål der rumsterede i mig.”

Den rigtige side af stregen?

Særligt spørgsmålet om sandhed begyndte at optage Mads Bjørn. ”Jeg blev lidt af en sandhedsrytter,” fortæller han og uddyber: ”Sådan en som altid skal vurdere hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.”

Efter at Mads Bjørn havde besluttet sig for at vælge troen til, fik han behov for at alle skulle høre om den. ”Der var massive følelser på spil. Det var en ny sandhed – en ny verden der åbnede sig for mig både tankemæssigt, følelsesmæssigt og menneskeligt. Derfor tænkte jeg også at alle skulle have at vide at det var sådan verden forholder sig. Her begyndte farmorens tavse forhold til tro at rumstere i ham: ”Jeg blev ked af det over at min farmor slet ikke havde fortalt mig noget om det. Og derefter blev jeg i tvivl om hvorvidt hun kendte Gud eller om det bare var en gammel vane som mange ældre har.”

Det blev vigtigt for Mads Bjørn at definere hvem der var inde og ude: ”Jeg fik en rigtig kedelig tendens med at fortælle alle at de ikke var kristne. For jeg havde jo troet at jeg var kristen før jeg kom til tro.”

Er det virkelig det jeg vil?

Mads Bjørn flytter direkte fra musikefterskole til København hvor han går på gymnasiet. Derefter fortsætter han på musikkonservatoriet for at realisere sin livslange drøm om at blive professionel musiker. Men han er ikke glad. ”Jeg tænker løbende: hold da op, er det virkelig det jeg vil?” Fortæller Mads Bjørn.



Tanken om at blive en slags forkynder eller præst er dukket op et bare gange, men han har hurtigt kastet den væk igen. Han elskede jo musikken. Særligt efter eksaminer og større projekter mærkede han dog tvivlen: ”Når jeg havde spillet til en eksamenskoncert, kunne der gå mere end en måned hvor jeg ikke kunne røre ved et instrument. Jeg mærkede også mindre af den brand mine medstuderende havde.” Det er her Mads Bjørn sætter livet i København på pause for at søge Gud.

Klar besked

Vi er tilbage på Taize-klostret i Frankrig hvor Mads Bjørn netop har stillet Gud et ultimatum. Skal han droppe sin livslange drøm om at blive professionel musiker og tage præstekjolen på i stedet? Eller er det bare ønsketænkning på et særligt stemningsfuldt sted der får ham til at drømme?

Lige netop den dag havde klostret inviteret forskellige handicappede i området forbi. Ved spisetid sætter Mads Bjørn sig, som han har gjort de andre aftener, sammen med de andre få unge han har mødt i ugens løb. Pludselig kommer en dame fra de handicappedes borde hen til ham og taler til ham på fransk. ”Jeg forstår ikke hvad hun siger,” fortæller Mads Bjørn. Men efter noget tid får hun sagt på gebrokkent engelsk: ”Du skal læse til præst.” Kvinden spørger hvad han hedder, og hun skriver hans navn ned på en lap papir. ”Jeg vil bede for dig,” siger hun og går igen.

Mads Bjørn sidder tilbage mundlam.

Ro på

”Så sker det bare. Jeg stopper på konservatoriet og begynder at læse teologi på Københavns Universitet. Jeg har ikke fortrudt det på et eneste tidspunkt, selvom jeg godt kan savne musikken.”

Det store tankevirvar lagde sig og gav plads for en større ro: ”Jeg fik mere ro på mit trosliv. Ikke fordi alt bare har været statisk siden, men jeg har en fornemmelse af retning – en fornemmelse af hvad Gud vil bruge mig til. En plads.”

Mads Bjørn oplever stadig at han søger, men i dag er det på en anden måde: ”Hvordan ser det ud når vi så er kristne? Det er et spørgsmål jeg meget ofte? stiller mig selv. Det er et praktisk og mere menneskeligt fokus. Det handler ikke længere udelukkende om det åndelige facit eller den teologiske holdning for mig,” fortæller han og tilføjer: ”Jeg er begyndt at kunne rumme folk som er uenige med mig eller som gør tingene anderledes end mig.”

Manden der har fundet skatten

”Det er mig, der er manden i Jesus’ lignelse, som finder skatten begravet i marken, går hen og sælger alt hvad han ejer for at kunne købe lige netop den mark. Jeg har fundet troen og vil rigtig gerne dele den – også selvom jeg allerede har gjort det på mange uhensigtsmæssige måder i mit liv.”

Særligt det at åbne op for samtalen og skabe et sprog eller et rum for at tale om de større emner ligger Mads Bjørn på sinde: ”Gud siger at vi skal gå ud og fortælle folk om ham. Jeg ønsker at være med til at skabe et sprog for det her med tro og gøre lidt op med den danske blufærdighed som jeg selv led lidt af. Det gør troen større, og det åbner op for Guds perspektiv.”

”Hvis min farmor stadig levede i dag, ville jeg have ønsket at vi havde kunnet have et fællesskab i troen – at vi kunne tale sammen om vores Gud,” konstaterer han og tilføjer afsluttende: ”Jeg har fundet mig til rette i at jeg ikke ved hvem der er på hvilken side at stregen. Jeg ved at der er en streg, desværre. Men jeg vil bare gerne følges med folk i deres tro samt inspirere og opmuntre mennesker til at omvende sig og glæde sig over Gud.”    

Børn har ret til en forankret fremtid

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

I dag, tirsdag den 20. april, skal Folketinget behandle et lovforslag vedr. omskæring af drengebørn. Det er et betændt emne med mange følelser. I nedenstående indlæg reflekterer generalsekretær Arne Pedersen over emnet med udgangspunkt i en udtalelse fra Etisk Råd fra et par år siden.

Etisk Råd udgav inden sommerferien 2018 en udtalelse vedrørende rituel omskæring af drenge. En udtalelse, som efter min mening, slet ikke har fået den opmærksomhed, den burde. Etisk Råds udtalelse er både interessant og bekymrende læsning. Interessant, fordi den vidner om splittelse og uenighed i Etisk Råd, både hvad angår lovgivning og etisk vurdering af spørgsmålet. Bekymrende, fordi et faktuelt flertal i rådet mener, at omskæring af drenge under den eksisterende omskæringspraksis er etisk forkert.

Det begrundes primært i det som udtalelsen kalder ”barnets ret til autonomi og selvbestemmelse”. Det problematiseres i udtalelsen, at man med omskærelse påfører barnet et ”kulturelt mærke”, som man bærer med sig altid – også hvis man skulle ønske sig senere i livet at bryde med den kultur, mærket er en markør for.

Naturligvis skal vi respektere barnets autonomi og selvbestemmelse, men spørgsmålet er om denne respekt for barnet altid bør medføre, at barnet selv skal bestemme? For hvordan udruster vi bedst vores børn til autonomi og selvbestemmelse? Er det ved undladelser eller ved påvirkning? Det er som om, Etisk Råd og tidsalderen som sådan efterlyser en grænseløshed for vores børn. Værdineutraliteten hyldes som idealet, fordi vores børn dermed påvirkes så lidt som muligt og selv kan tage stilling. Der er en forestilling om, at hvis vi blot vakuumpakker vores børn til de bliver 15 eller 18 år gamle, så vil de bryde ud som smukke sommerfugle fra deres tidligere så iltfattige omgivelser med selvdannede holdninger, værdier og syn på verden.

Men det er for mig at se en falsk forestilling om det grænseløses godhed. Børn har ret til en ”åben fremtid”, konkluderer udtalelsen, ”hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åbent.” Ved denne konstante pålæggelse af ansvar på barnet, overses både fællesskabets og forældres betydning i dannelsen af holdninger, værdier og syn på verden. For hvor bliver muren så af, de skal spille bold op ad? Hvor bliver de mennesker af, de skal spejle sig i? Hvor er den jord, de skal have fødderne solidt plantet i? Hvor er det fællesskab, som skal lære dem, at her favner vi hinanden uanset tilhørsforhold, overbevisning og syn på verden?

Tendensen i vores tid er, at flere valgmuligheder altid er lig med det bedste; altid er lig med autonomi. Der er en forestilling om, at mængden af valgmuligheder er ligefremproportional med graden af frihed.

Tænk hvis nu det ikke er sådan? Tænk, hvis vi i rettighedernes navn er blevet så autonomi- og valgmulighedsfokuseret, at vi helt har glemt begrænsningens evangelium.

Hver gang vi bliver en del af et fællesskab, begrænser vi netop os selv – vi giver afkald på en del af os selv for at blive en del af noget større. Det er godt og vigtigt at lære begrænsningens kunst, for fællesskaber – altså sunde fællesskaber – skaber sunde individer. Individ og fællesskab må være i sund balance med hinanden.

Derfor må jeg også være uenig i, at rituel omskæring udgør ”et meget radikalt forsøg på at indsnævre det givne barns mulighed for at vælge sit eget religiøse ståsted og finde sin egen mening med tilværelsen,” som det hedder i udtalelsen. Eller det vil sige: Jeg kan sagtens kognitivt sætte mig ind i, hvorfor det ser sådan ud for en ikke-religiøs udenforstående.

En anden måde at se det på kunne være, at her er nogle forældre, som ønsker at give sit barn den bedste start i livet overhovedet – ved at lade det blive en del af noget større end sig selv. Ved at lade det blive en del af et fællesskab, hvor det hører til og kan blive favnet. At forældrene i ren kærlighed ønsker, at deres barn skal blive et helt individ i et sundt fællesskab.

Etisk Råds omtale af en barneret ”til en åben fremtid, hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åben”, bygger for mig at se på en forestilling om det vakuumpakkede barn. Måske målet for vores børn ikke skal være en åben fremtid, hvor grænseløshedens uendelige muligheder i sidste ende kan lukke barnet om sig selv.

Måske målet skulle være en ”forankret fremtid”. Et ønske om at vores børn og unge lærer at forvalte deres autonomi og former holdninger, værdier og syn på verden gennem respektfuld påvirkning fra forældre og favnende fællesskaber.

Det er religiøs praksis ikke en modsætning til. Tværtimod.

(Billede øverst: Janko Ferlic/Unsplash)

TORVETs højskole efteråret 2021

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

TORVETs højskole løber af stablen d. 27. september – 30. september 2021. Du er velkommen på det skønne Virksund Kursuscenter ved Hjarbæk Fjord til dejlige og indholdsfyldte højskoledage med godt samvær. For årets højskole er der sammensat et spændende program under temaet ”Løft jeres hoveder!”. Kursusledere Elisabeth og Claus Olsen fortæller: ”I år er det en særlig stor glæde at kunne byde velkommen til indholdsrige højskoledage på Virksund Kursuscenter. For vi har længtes efter samvær med mennesker og ser ekstra frem til fællesskab om foredrag, hygge og gode samtaler. Det sidste års globale krise har rejst mange spørgsmål om, hvor vi er på vej hen. Derfor trænger vi til at få blikket rettet mod Kristus og de fantastiske løfter i Guds Ord, som kan kaste lys og nyt håb og glæde ind over dagligdagen og over det liv, der venter. Sammen skal vi både opbygges, oplyses, opleve skønheden i musik, natur, kultur samt nyde stedets altid gode forplejning.”

ARRANGØRER

TORVETs Højskole arrangeres i fællesskab af organisationerne bag TORVET i Aarhus: Israelsmissionen, Menighedsfakultetet og Promissio. Højskoledagene afholdes på Virksund Kursuscenter, der bliver drevet af Luthersk Mission. Kursuscentret ligger i smukke omgivelser kun et stenkast fra Hjarbæk Fjord med en skøn udsigt ud over vandet. Centret råder over skov og store græs-og strandarealer med rige muligheder for at gå ture i området. Indkvarteringen sker på værelser, der alle er med eget bad og toilet.

TILMELDING

Tilmeld dig og betal her. Oplys eventuelle særlige behov ift. kost, allergi eller andet Tilmeldingsfrist er 6.9.2021 Se hele programmet og flere praktiske oplysninger her.   

Årsmødet bliver afholdt online

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Arbejdet i Danmark.

Velkommen til Israelsmissionens ONLINE årsmøde d. 22. april fra 19-21!

Vi havde håbet på at se jer alle fysisk, men når nu det ikke kan lade sig gøre, glæder vi os over at internettet er en løsning. Der vil stadig være spændende og inspirerende beretninger fra arbejdet og David Serner vil fortælle om sin nye bog “Fakta og Myter om den Messianske Bevægelse i Israel”.

Vi håber meget på at se netop dig!

Tilmelding: kontor@israel.dk

“Og så skete der noget i mig… Jeg fik lyst til at læse i Bibelen.”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

På en af de store hovedgader midt i Tel Aviv ligger en butik, som sælger bibler og andre kristne bøger. Den er drevet af en gruppe passionerede mennesker fra Det Israelske Bibelselskab, der, udover at sælge bøger, også brænder for at komme i snak med jøder og andre, der viser interesse for det kristne budskab. På trods af et turbulent 2020 med nedlukninger det meste af året, har de alligevel oplevet, at Gud har arbejdet i menneskers hjerter. Nedenfor kan du læse et dryp fra Andy Ball, der er leder af bibelbutikken:

Lige efter anden nedlukning modtog vi i butikken et telefonopkald:
”Hej, er det Andy?”
“Ja, det er det. Taler jeg med Sarah? Jeg synes, jeg kan genkende din stemme.”


Sarah var min nabo for over 60 år siden. Min søster tilbragte meget tid med hende, og hun kom ofte i vores hjem – særligt i højtiderne. Min far sørgede altid for, at hun og hendes mor blev inviteret. Sarah hørte alle historierne om jul og påske, og hun havde endda gået på en fransk-katolsk skole. Hun havde altid haft god kontakt til os, og da hun arbejdede ikke så langt fra bibelbutikken i et rejsebureau, kom hun fra tid til anden forbi for at hilse på. Men hendes opkald den dag kom som en overraskelse.

”Har I hele bibelen på fransk/hebraisk?”
”Ja det har vi.”
”Andy, jeg har haft så meget tid i under den her nedlukning. Det fik mig til at tænke på alle de dejlige historier fra Det Nye Testamente, som jeg hørte sammen med jer i Immanuelkirken – og så skete der noget i mig. Jeg fik lyst til at læse i Bibelen! Men så gik det op for mig, at jeg ikke engang har en i mit hus. Kan jeg købe en Bibel hos jer?” ”Det kan du! Og siden det er jul, vil jeg gerne have lov til at give den til dig, som en gave!”


Tredje nedlukning ramte dog kort tid efter, så hun fik aldrig chancen for at hente den. Men jeg vil sende den til hende i stedet. Vær med til at bede for hende og om at hendes øjne må åbne sig, når hun læser i den!

Er det ikke fantastisk, at mennesker kan få et møde med Gud på så mange mangfoldige måder? Det israelske bibelselskab er bare én af mange organisationer i Israel, der brænder for at flere mennesker må lære Jesus at kende.

*Vi har anonymiseret kvindens navn og kaldt hende Sarah

Glædelig Chanukkah!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

I aften torsdag d. 10. december begynder jøder verden over at fejre chanukka. Derfor er det på sin plads at ønske det jødiske folk glædelig Chanukka! 

For os her i Danmark ser vi ikke så meget til den festlige fejring, og måske ved vi heller ikke helt, hvad den handler om. Men chanukka er en rigtig spændende fest, og derfor dykker vi ned i den her på bloggen. 

Når man er i Tel Aviv eller i Jerusalem, altså når der ikke lige er corona, er chanukka tiden, hvor der købes de særlige chanukka kager, som ligner berliner, der er tid for børnene at spille et lille spil, hvor de kan vinde slik, og ja chanukkaugen er bare enorm festlig. Det er en tid til at være sammen med familie og venner, og hver aften samles man i huset og tænder de lys, der skal tændes. Vi kender det en lille smule fra advent, hvor vi om søndagen måske samles for at tænde adventskransen. I stedet for fire lys over fire søndage, tændes der otte lys over otte dage i chanukkastagen. 

Image by Ri Butov from Pixabay

Hvad handler chanukka om? 

Når man læser i den jødiske bibel (GT), kan man ikke læse om festen chanukka. Men når der læses i Det Nye Testamente, er der et enkelt sted, der beretter om, hvordan Jesus deltog i Chanukah, Joh. 10,22-39. Chanukah opstod altså i perioden mellem GT og NT. Det der var årsag til fejringen af Chanukah var egentlig en tragedie for det jødiske folk. 

I det 2. århundrede f.v.t., var jøderne underlagt en syrisk konge, Anitiokus d. 4., som forsøgte at påtvinge jøderne at tilbede de græske guder. Anitokus gjorde det forbudt for jøder at praktisere deres egen religion så som at overholde sabbatten; festerne, omskærelsen, og han tvang dem til at spise svinekød. Han placerede også en statue af Zeus på alteret i templet i Jerusalem ligesåvel som i de mange synagoger, hvormed han tvang jøderne til at tilbede Zeus.

I begyndelsen forsøgte fromme jøder at gøre passiv modstand, men på et tidspunkt blev undertrykkelsen så voldsom, at en præstefamilie fik nok og gjorde modstand med magt. Mattathias og hans sønner fik samlet en hær, som gjorde modstand. Mattathias døde og hans søn overtog opstanden, og opstanden blev opkaldt efter ham: Makkabæeropstanden. Makkabæeropstanden vandt Jerusalem tilbage til det jødiske folk, og efter en fredsaftale med en ny konge, hvor jøderne fik lov til at dyrke deres religion, hvis de accepterede syrisk kongedømme, blev templet genindviet. I templet var den syvarmede lysestage, men i følge den legende, der udviklede sig, var der kun olie til en dag, og det tog syv dage for præsterne i templet at producere nok olie til lysestagen, men Gud var trofast, og han lod olien til den ene dag virke i syv, hvormed lysestagen ikke gik ud. 

Det betyder, at når jøder i dag fejrer chanukka, da fejrer de, at Gud var trofast i, at de fik templet igen, og at der var lys nok til den syvarmede lysestage. Derfor har chanukka også en særlig ni-armet lysestage. De otte lys på lysestagen fortæller om, hvordan Gud var trofast til at give olie nok til den syvarmede lysestage, så den kunne brænde i otte dage. På nogle lysestager er der ni lys. Det niende lys bruges som en tjener til at tænde de otte lys med. ≤≤≤>

Jesus og Chanukka 

I Det Nye Testamente fortælles der om, hvordan Jesus fejrede chanukka. Festen så anderledes ud på Jesu tid end i dag, for den gang var der stadig et tempel i Jerusalem. Nogle af de temaer, der fyldte til chanukkafejringen, var også anerledes end dem, der tales om i dag. For på Jesu tid var chanukka en forsinket fejring af efterårsfesten, løvhyttefesten. 

I Joh. 10,22-39 møder vi Jesus ved festen chanukka. 

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.

Hvad er der på spil her? Intet mindre end Jesu identitet. Hvem er du? De vil gerne have, at Jesus med sin mund siger, at han er Messias, men Jesus peger på, at han igennem sine handlinger allerede har sagt det. 

Noget, der er godt at være opmærksom på, når man læser sig igennem Johannesevangeliet er, hvordan Johannes bruger ordet ‘jøderne’. Nogle gange mener han alle dem, der er jøder, hvor Jesus for eksempel er inkluderet. Men i den her sammenhæng er det nogle bestemte jøder, Johannes sigter til. Han sigter til de teologisk uddannede, og dem der altså gik mest op i, hvilke tegn der ville følge Guds Messias – Gud salvede. 

Jesus taler så om, hvordan han igennem sine handlinger har vist, at han er den gode hyrde. Dette tema giver ret god mening at hive frem, når man husker på, at chanukka indeholder de samme temaer som løvhyttefesten. Fokus på, hvordan folket var i en idealtilstand med Gud under ørkenvandringen, og dermed hvordan Gud var den gode hyrde der. Derfor siger Jesus meget, når han siger, at han er hyrden, og at dem, der anklager ham, er ikke en del af den hjord, han er kommet for at give evigt liv. Jesus siger, at selvom de har studeret teologi hele deres liv, har de ikke forstået, hvem Messias er, og hvem han kalder på. 

Igennem beretningerne om Jesu liv og virke kan vi læse på, at dem Jesus kalder ind til fællesskabet med sig er de fattige, fremmede og faderløse. Det er dem, som de andre ikke vil have med ind i deres fællesskab. 

Chanukka i dag 

I år vil chanukka falde d. 10. dec. – 18. dec. Det er fortsat en fest, hvor man fejrer, hvordan templet bliver indviet. I dag vil der også være nogle jøder, som bruger chanukka til at håbe på, at en dag vil der komme et nyt tempel, hvor Guds nærvær vil tage bolig igen. 

I sammenfaldet mellem chanukka og adventstiden, må vi der allerede tror på, at Messias har været her, være i taknemmelighed over for, at vi behøver ikke at vente på, at Guds nærvær vil komme til mennesket, for det kom med Jesus og med Helligånden. Guds nærværet bor i dig og mig, og det giver os kraft og nåde til at tjene de mennesker, vi er sat i blandt. 

Men chanukka kan passende minde os om, at vi i denne adventstid og alle de adventer, der kommer, også venter. At vi venter på, at Jesus fra Nazareth skal komme igen til os. Men det skal han ikke gøre som en ubetydelig baby, hvor kun nogle hyrder kom. Han skal tværtimod komme i megen magt og herlighed. Jesus, jødernes og verdens Messias, skal komme og hvert knæ skal bøje sig for ham og bekende, at han er Herre. Når dette sker vil han også forløse hele skabningen og alt vil falde på plads i den orden, som alt var tiltænkt. Så skal alt venten slutte. Om det er på et tempel, på at leve fuldt ud i Guds nærvær eller på alt det andet, vi venter på. Så skal Guds skabning være sammen med Livets Herre, og alt død, sygdom og smerte er tilintetgjort. 

Glædelig Chanukka! 

Jøder har også brug for Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

I Israelsmissionen har vi i samarbejde med forlaget Lohse udgivet en bog.

Det er ikke noget, vi gør hver dag, og derfor er det også vores ønske, at bogen må blive læst af andre end bare os selv. Derfor vil dette blogindlæg sætte fokus på nogle af de pointer, jeg tager med mig efter at have læst bogen: Jøder har også brug for Jesus.

I bogen fortæller forfatteren Avi Snyder, hvorfor jøder har brug for at høre om Jesus. Umiddelbart kan vi måske tænke, at selvfølgelig har jøder brug for at høre om Jesus, men Avi Snyder viser, hvordan der i dag blandt kristne er mange indvendinger mod, at jøder skal høre om Jesus.

De fleste indvendinger drejer sig om en dårlig samvittighed. Kristne har det svært med det, der skete med det jødiske folk op igennem historien, og som havde sit forfærdelige klimaks i holocaust. Samtidig peger Avi Snyder også på, at der har udviklet sig nogle misforståelser i forhold til forståelsen af Israels plads i Guds historie, som leder til, at nogle mener, at det ikke er nødvendigt at fortælle jøder om Jesus. Disse misforståelser vedrører for eksempel, hvordan man læser nogle af Paulus’ formuleringer i Romerbrevet, og hvordan man fortolker landløfterne i Bibelen. For Avi Snyder er det afgørende, at selvom man forstår Israels rolle på en særlig måde i Guds historie, da kan det aldrig lede til, at jøder ikke skal høre om Jesus. Tværtimod ser Avi Snyder, at lige netop for, at det jødiske folk kan udleve deres bestemmelse, da er det helt afgørende, at de hører om Jesus. Kærlighed til det jødiske folk kan aldrig være tavs, men den må indebære, at der fortælles om, hvordan jøderne også er kaldet til at tro på Jesus som deres Messias.

For de fleste kristne i Danmark gør det sig gældende, at de ikke er jøder, og derfor kan det være et spørgsmål, om vi kan engagere os i jødemission, eller om det kun kan være Jesus-troende jøder, der giver evangeliet videre? Avi Snyder peger på, at det faktisk er helt afgørende, at ”hedninger” er med til at fortælle jøder om Jesus. For nogle jøder kan det nemlig være en hjælp i deres åndelige søgen at tale med ikke jøder om troen på Jesus. Derfor skal evangeliet til det jødiske folk deles af både Jesus-troende jøder og helt almindelige kristne – også i Danmark.

Selvom bogen ”Jøder har også brug for Jesus” handler om de argumenter og synspunkter, som gør, at nogle vil undlade at fortælle jøder om Jesus, kan bogen også med fordel læses ind i en større samtale om mission. Om det så er til gammeldanskere, nydanskere eller andre befolkningsgrupper ude i verden. i de senere år er hele tanken om mission blevet mere ømtålig og til tider vanskeligt at forsvare. For er mission ikke en åndelig kolonisering? Eller er det overhovedet tilladt at sige noget om, at mennesker skal høre om Jesus? Her giver bogen igennem jødemission flere perspektiver på, hvorfor det er kristendommens pulsåre at fortælle om Jesus. For hvis jøder ikke skal høre om Jesus, hvordan kan det så være, at andre folkeslag skal? For hvis Jesus ikke er jødernes Messias, da kan heller ikke være hedningernes Kristus. Enten er Kristus alt for alle, ellers er han ikke noget for nogen. Dermed er Avi Snyders bog et vigtigt bidrag til drøftelsen af mission, hvem end der så tænkes på.

I Avi Snyders bog sættes der ord på, hvorfor mission i det hele taget og specifikt til det jødiske folk er det, Jesus troende mennesker er kaldet til. Den går i brechen med de indvendinger som der ses flere og flere af, når det handler om mission til det jødiske folk, men som også kan ses i andre diskussioner om mission.

Avi Snyders bog ”Jøder har også brug for Jesus” kan købes for 150kr her: https://lohse.dk/nyheder/joder-har-ogsa-brug-for-jesus.html

Ebenezerhjemmet: Et kald i en coronatid

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Johnny Khoury havde ingen planer om at arbejde på Ebenenezerhjemmet eller for den sags skyld at blive leder for noget som helst. Men nu har han været leder for hjemmet i 16 år, og selvom det er svært at lede et plejehjem, når der er coronavirus i luften, så minder han sig selv om det kald og den mission, som Ebenezerhjemmet er for ham og for mange andre.

Men lad os begynde ved begyndelsen – i 1990’erne, hvor Johnny Khoury hver dag mødte op på sit arbejde på en aluminiumsfabrik i Israel indtil den dag, han ikke kunne klare det mere.

”Det var lange vagter og hårdt fysisk arbejde, og jeg kunne ikke holde til det, så jeg blev syg og var tvunget til at sige op på grund af arbejdspresset. Men hvad skulle jeg så? Jeg begyndte at bede til Gud for at finde ud af, hvad han syntes, jeg skulle,” fortæller Johnny Khoury, der havde arbejdet i mange år på aluminiumsfabrikken.

Ebenezerhjemmet søgte på det tidspunkt en leder, der var lokalt forankret, og det blev et vendepunkt for Johnny:

”Jeg oplevede et meget tydeligt kald fra Gud til, at jeg skulle banke på Ebenezerhjemmets dør, så jeg ansøgte, selvom jeg ikke følte, jeg havde meget at bidrage med. Jeg var lokal og kendte sproget og kulturen, men jeg vidste ikke meget om hverken ledelse eller sundhedssektoren,” fortæller han. Alligevel faldt tingene på plads for ham. Han fik et studielegat, så han kunne få undervisning i ledelse og sundhed, og det var perfekt for ham på det tidspunkt:

”På grund af uddannelsen kunne jeg hvile ud fysisk, som jeg havde brug for, samtidig med, at jeg blev forberedt til stillingen på Ebenezer. Omkring tre år senere begyndte jeg at arbejde deltid på hjemmet som viceleder sammen med den norske leder, der var der på det tidspunkt,” fortæller Johnny. Det var i 1998, og i 2004 blev han selv leder efter at have færdiggjort en kandidat i gerontologi (gerontologi er læren om aldring og ældre red.). Og det har han været lige siden.

For Johnny har det været en stor velsignelse at arbejde på hjemmet, og han ser det ikke bare som et arbejde, men også som Guds kald til ham. Hver morgen begynder Johnny med andagt for beboerne og derefter bøn med ansatte og volontører, og det er en stor glæde at kunne dele troen med sine medarbejdere.

Lige nu er der dog også en del udfordringer, der fylder i arbejdet og efter morgenens andagt og bøn ved Johnny på ingen måde, hvordan dagen kommer til at se ud. Corona-virusset har ramt Israel, og det har på vendt op og ned på beboernes og de ansattes hverdag.

Pres fra flere fronter

Ebenezerhjemmet er gået fra at have seks volontører til kun en enkelt, og de ansatte og beboerne er ramt af kontinuerlige reguleringer fra både myndighedernes side og i et håb om, at hjemmet kan holde sig fri fra smitte. Det er heldigvis lykkedes indtil nu:

”Min værste oplevelse i den sidste måned, var, da en besøgende til en af beboerne blev testet positiv med corona. En beboer blev nødt til at gå i isolation i 14 dage, men heldigvis kunne vi se, at vores restriktioner med mundbind og afstand havde gjort, hvad de skulle; der var ingen på hjemmet, der var blevet smittet med sygdommen,” fortæller Johnny. Som leder må han hele tiden balancere mellem, at beboere og ansatte skal have en hverdag så normal som muligt og samtidig skal undgå smitte. Det kan godt være svært.

”Det ville være det værste mareridt, hvis en eller flere af beboerne bliver syge, og derfor må vi være meget vedholdende, når det kommer til at overholde de regler, der skal overholdes for at undgå smitte. Beboerne må kun have besøg af én gæst ad gangen, og de kan ikke gå i kirke eller til aktiviteter uden for hjemmet. Det betyder, at vi prøver på at lave så mange aktiviteter her som muligt. For eksempel kan de følge deres normale gudstjenester online, vi har nadver her på stedet, og beboerne spiller musik for hinanden,” fortæller Johnny. Juan, en af hjemmets beboere, der tidligere har været organist i Immanuelkirken i Tel Aviv, har fået en særlig plads i ugens program: ”Juan spiller musik for os hver uge. Jeg kan fortælle dig, at han har sådan et talent, og det er sådan en glæde for alle her,” fortsætter Johnny.

Alt i alt lægger corona-virusset dog et stort pres på de ansatte:

«Vi bliver nødt til at have strenge rejserestriktioner for vores ansatte, og da vi mangler volontører, og der ofte er medarbejdere i isolation, så må resten af flokken tage en større arbejdsbyrde, end de plejer. Det er meget trættende mentalt. Samtidig skal de hele tiden forholde sig til nye regler og fremgangsmåder,” fortæller Johnny og fortsætter:

”I begyndelsen gik vi igennem Corona-krisen på adrenalin. Vi løb, løb og løb. Men hvis vi fortsætter sådan, ender det med, at vi kollapser. Så vi bliver ved med at minde os selv om, at det, vi gør, er et kald. Vi har bibelstudie hver dag med medarbejderne, og her bliver vi ved med at tale om, hvorfor vi gør det, vi gør.”

Et kald, en vision og Guds mission

”Ebenezerhjemmet blev bygget på en vision. Det er ikke et projekt, for et projekt har en begyndelse og en afslutning. Ebenezerhjemmet har derimod en begyndelse, og så er det Gud, der bestemmer, hvordan processen og afslutningen skal være,” fortæller Johnny. Han er ikke i tvivl om, at hjemmet er en del af Guds mission:

”For det første vil vi gerne respektere Guds hjerte ved at følge missionen om, at vi skal tage os godt af vores fædre og mødre,” beskriver Johnny og fortsætter: ”Og for det andet, så oplever vi, at hjemmet er et vidnesbyrd for andre. Vi er kendt i det israelske sundhedsministerium, og de ved, vi er messianske (Jesustroende red.). Og alligevel har jeg hørt, at de ser vores hjem som et forbillede for andre plejehjem i Israel. De ser vores tro gennem den måde, vi behandler beboerne her på, og på den måde tror jeg, vi er et vidnesbyrd, selvom vi er sådan et lille plejehjem i forhold til andre hjem i Israel.”

Johnny ser også en opgave i at tjene medarbejdere og volontører på hjemmet og sørge for deres åndelige behov:

”De fleste medarbejdere er troende, og vi beder for hinanden. Og når jeg kigger tilbage, så kan jeg også se, at mange af de volontører, vi har haft her, er kommet hertil på et tidspunkt, hvor de har været i en slags livskrise, som de er flygtet fra. Deres tid her har givet dem en retning i livet. Det kan vi selvfølgelig først se bagefter, men vi er rigtig glade, når det sker,” fortæller Johnny.

”Jeg er her,” siger Gud

Det er en hård tid at være medarbejder og leder for Ebenezerhjemmet i Haifa, men der er også lyspunkter:

”Det, der er meget opmuntrende, er, at der er så mange mennesker over hele verden, der støtter op om os og beder for os. Vi er sådan et lille sted, men alligevel kan vi se, at vi virkelig betyder noget for mennesker. Og gennem det, er det som om, Gud siger til mig: ’Jeg kender dine udfordringer, dine kampe og alt det svære, men jeg er her,’” fortæller Johnny.

Og lad det være en opmuntring herfra til at folde hænderne og sende en tanke og bøn til og for de beboere og medarbejdere, der er på Ebenezerhjemmet.

Kommentar til artiklen ”Økonomi får palæstinensiske kristne til at rejse væk”.

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

I vores magasin giver vi spalteplads til en mangfoldighed af stemmer. Da Arne Rabuchin, der er dansk-jødisk israeler, læste artiklen ”Økonomi får palæstinensiske kristne til at rejse væk” af Kirsten Lang i september-magasinet, hvor Ronza fortalte om sine personlige erfaringer med at være kristen palæstinenser, blev han meget oprevet på grund af de synspunkter, der blev fremstillet, og han vil derfor gerne give sit perspektiv på artiklen. Det bringer vi hermed.

Alt i alt mener Arne Rabuchin, at artiklen og dens synspunkter er problematiske. Ronza siger blandt andet følgende i artiklen: ”Jeg tror ikke, de israelske myndigheder ønsker, at vi kristne palæstinensere skal være i landet (Palæstina red.).” Det er Arne Rabuchin uenig i. Han mener, at de israelske myndigheder gerne vil have kristne palæstinensere i landet. Dernæst mener han, at de muslimske palæstinensiske myndigheder netop har et problem med, at der kristne palæstinensere i området og ikke modsat. Og så finder han særligt én udtalelse problematisk, da Ronza siger sådan her: ”På grund af mit arbejde skal jeg hver dag gennem checkpoint for at komme ind til Jerusalem. Det kan føles meget utrygt: ’Tænk, hvis jeg ikke forstår, hvad den israelske soldat siger til mig, og han så skyder mig?’.” Arne Rabuchin fortæller, at der ikke er nogen israelske soldater, der skyder nogen i checkpoints, og derfor gør det ondt på ham, hvis danskere får det indtryk. Han fortæller, at alle, der går igennem checkpointet, har et kort, de kan vise, og så kommer de igennem checkpointet. Derudover mener han ikke, der er den åbenhed blandt muslimer i forhold til andre kristne, som Ronza beskriver, at hun har oplevet. Alt i alt mener han, at artiklen fremstiller et forkert billede af Israel. Han mener, det er et ensidigt perspektiv, der bliver fremstillet i artiklen, og et forkert perspektiv, hvis man har som mål at samarbejde mennesker imellem på tværs af grænser. Og netop fokus på samarbejdet med Israel og israelere skulle der gerne være fokus på i artiklen, når hun netop arbejder for at fremme dette. Det var der ikke et eneste ord om i artiklen, beskriver Arne.

Syv bønner til dig

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Refleksioner.

Bønnerne er skrevet og udvalgt af flere ansatte

I aften begynder løvhyttefesten, en jødisk høst- og takkefest, hvor jøderne bygger løvhytter, spiser sammen og takker Gud for hans trofasthed og gaver. I år varer løvhyttefesten fra 2.-9. oktober, og vi har derfor samlet syv bibelvers og bønner, som du kan reflektere over – enten i forbindelse med den jødiske løvhyttefest eller for eksempel bede en bøn hver dag i efterårsferien ugen efter. Temaerne for bibelvers og bønner lægger sig opad løvhyttefestens og efterårets temaer som lys i mørket, høst, taknemlighed og Gud, der spænder sin “teltdug” ud over os, så vi kan bo under hans beskyttelse.

Fredag aften/lørdag morgen

Joh 8,12

Atter talte Jesus til dem og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.« 

Bøn

Jesus, Guds søn, du lys i mit indre, 
lad ikke mørket få magten i mit sind. 
Jesus, Guds søn, du lys i mit indre, 
Luk mig op for din kærligheds ånd.   

(Uddrag af lørdagsbøn fra “Komme dit rige – Bøn til alle tider”)  

Lørdag aften/søndag morgen

Matt 6,15-29

Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. 
 

Bøn

Livgivende Gud, tak for alt det, du har givet mig og mine kære.  
Hjælp mig til at stole på dig, når jeg bliver bekymret.  
Jeg beder for alle dem, som mangler tøj og mad, vil du mætte dem – og brug mig der, hvor jeg kan tjene dig bedst.  

Søndag aften/mandag morgen

Sl 90, 1-2

Herre, du har været vor bolig i slægt efter slægt. Før bjergene fødtes, før jorden og verden blev til, fra evighed til evighed er du Gud. 

Bøn

Gud, du omslutter alt i din hånd. Det er så stort at jeg nogle gange kan tvivle på, om du også omslutter mig. Derfor beder jer: Gør din hånd lidt mindre i dag, så jeg opdager, jeg er i den. Lad din evighed bryde ind i min verden, så jeg ser dig med mine egne øjne. 
 

Mandag aften/tirsdag morgen

Esajas 60,1-3

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, 
Herrens herlighed er brudt frem over dig. 
For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; 
men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. 
Folkeslag skal komme til dit lys, og konger til din stråleglans. 

Bøn

Gode Gud.
Vi takker dig for det lys,
du har tændt for os i Jesus Kristus.
Lad hans Ånd lyse for os,
så vi aldrig må vandre i mørke,
men se livets lys.
For i ham er den herlighed,
som du har beredt for alle folkeslag.
Han er verdens lys
fra evighed til evighed.


(Uddrag fra: “Helligtrekongers søndag A”, fra “Kollekter og bønner”)

Tirsdag aften/onsdag morgen

Sl 65,10-14

Du tager dig af landet og giver det regn, du gør dets rigdom stor; 
Guds bæk er fuld af vand, du sørger for kornet, ja, det sørger du for. 
Du væder plovfurerne og jævner pløjejorden, du blødgør jorden med regnskyl og velsigner dens spirer. 
Du kroner året med dine gode gaver, dine hjulspor driver af fedme, selv øde græsgange drypper, og højene ifører sig jubel. Engene klæder sig i lam, dalene hyller sig i korn; de jubler og synger. 

Bøn

Universets Gud, du skabte himlen og jorden.  
Jorden er dit skaberværk, et guddommeligt mysterium, en gave fra din velsignede hånd.  
Verden selv er dit mirakel. 
Brød og grønsager er således også fra himlen. 
Hjælp os at se dit nærvær i vores daglige brød 

Gud ske tak,  
som skabte verdens mangfoldige mylder 
af ting på jorden, over jorden og under jorden. 


Gud ske tak 
for de mange slags planter, træer og frugter, som vi fejrer.  
For tusindben, myrer og orme, for mus, murmeldyr og flagermus, for agurker, tomater og peberfrugter. 
Vi jubler over gavmildhedens og mysteriets overvældende storhed.  
Gud ske tak og lov.  

(Uddrag af “Velsignelse af et stykke jord eller en have” fra Komme Dit Rige – Bøn til alle tider)

Onsdag aften/torsdag morgen


Joh Åb 7,16-17

De skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld, og Gud vil tørre hver åre af deres øjne.«

Bøn

Jesus, der hvor mit hjerte tørster efter andet end din kærlighed, og jeg søger fred væk fra din nåde, er min bøn:
Drag, o Jesus, ind til mig,
vejen selv du bane dig!

Kom, du ærens konge, kom! 
Hjertet er din ejendom; 
rens det, dan det, som du vil, 
jeg kun dig vil høre til. 
 

Torsdag aften/fredag morgen


Joh 7,37-39a

På festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: »Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ›Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.‹ « Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få. 

Bøn

Helligånd, du er den nye verdens skaber. Skab også mig ny, så jeg kan invitere mennesker med til at leve det nye liv, du længes efter. Helligånd, jeg beder dig, kæmp denne kamp sammen med mig, ja, vind den for mig, så Jesus må stå klart og kærlig for verdens øjne. Byg dit tempel inden i os. Fyld det med længsel efter at se Guds kongerige bryde fuldt og helt igennem.
(Frit efter DDS 308)