Det kristne studenterarbejde i Israel (FCSI) har netop startet et nyt initiativ op på forskellige universiteter landet over, som skal skabe gode rammer for samtaler og dialog om tro mellem studerende. Konceptet hedder ”Think Café”, og håbet er, at det vil opmuntre flere studerende til at tage dybere spørgsmål op samt udruste flere i studenterarbejdet til at tale åbent om troen.
Findes der en sandhed?
De første aftner blev afholdt i december – to i Haifa og en i Jerusalem. Her var emnet: ”Findes der noget, som er objektivt sandt? Og hvordan kan vi vide, hvad det er?”. Aftnerne blev indledt med et kort oplæg og fortsatte derefter med åben og ærlig samtale.
”De første møder oversteg vores håb og forventninger, og vi ser frem til at afholde de næste café-aftner i forårssemestret,” fortæller FCSI. I alle grupperne var der mennesker, som ikke normalt kommer i kristne sammenhænge, til stede.
Gud viser en vej i bønnen
I Jerusalem var man bekymrede, fordi der til at begynde med ikke var nogle ikke-troende, som havde meldt sig til. Derfor mødtes en gruppe unge for at bede sammen for projektet. I sidste øjeblik blev de kontaktet af en messiansk leder. Han havde mødt en ung studerende, som gerne ville komme til arrangementet. Den studerende, ”S”, kommer fra en meget religiøs ortodoks jødisk familie, men han var blevet fortvivlet over den ortodokse jødedom. Selvom han var den eneste ikke-troende til mødet i Jerusalem, engagerede han sig stadig fuldt ud i diskussionen.
”Det føltes ikke som ”os” og ”ham” – vi var en gruppe, der talte og diskuterede sammen,” fortæller Neeman, der er ansat i studenterarbejdet.
Jeg er åben for, hvad Jesus måtte have at sige
Umiddelbart efter mødet og igen dagen efter kontaktede den studerende, ”S”, Neeman, og bad om at blive sat i forbindelse med studenterarbejdets hebraisktalende gruppe i Jerusalem.
”Hvis der findes en sandhed derude, vil ”S” gerne finde den. Han er åben for at høre, hvad Jesus måtte have at sige,” fortæller Neeman.
Vil du være med til at bede for ”S” og de andre studerende som ham, der er blevet påvirket af de ærlige og dybe samtaler til disse café-aftner? Og for de troende studerende, der fik lov til at erfare, at nysgerrige og kritiske spørgsmål ikke altid er noget at frygte – men at de snarere kan være en vej, Jesus bruger til at bringe mennesker ind til sig?
Støt arbejdet
Du har også mulighed for at støtte arbejdet blandt studerende økonomisk her:
http://israel.dk/om/israel/fcsi/
Eller direkte på MobilePay: 30503 (skriv studenterarbejdet i beskedfeltet)
Leder fra Israelsmissionens magasin “Evangeliet og Den Jødiske Verden”, december 2021 af generalsekretær Arne Pedersen
En del af den kristne kirke afviser i dag at drive mission til jøder. Begrundelserne kan være både teologiske og historiske. De teologiske begrundelser kan fx være, at nogle mener, at jøderne har deres egen vej til Gud gennem loven og profeterne. Andre teologiske begrundelser kan være, at nogle eller alle jøder kan blive frelst uden at kende Jesus. De historiske begrundelser findes som oftest i de forfølgelser kirken har udsat det jødiske folk for op genne historien, samt kirkens tavshed under Holocaust. ”Vi har ingen taleret længere,” lyder det.
Jesus var ikke tavs
Om den historiske begrundelse skal det kort lyde: Vi skammer os over de forsyndelser, kirken har udsat det jødiske folk for op igennem historien. Det var uretfærdigt. Det var ukærligt, og de handlinger havde ingen rod i evangeliet. Samtidigt er det væsentligt for os at slå fast, at vi ikke skammer os over evangeliet. Jesus har ikke elsket os med en tavs kærlighed, og hvis vi er tavse med evangeliet overfor det jødiske folk, gør vi kun ondt værre.
Et budskab om fred
Indimellem er jeg på opdagelse i vores arkiv i kælderen. Israelsmissionen har siden 1885 været optaget af at fortælle jøder om Jesus. Det har haft mange forskellige udtryk op igennem tiden, og nogle gange er det godt at lytte til, hvordan de mennesker, der var der før os, der er her nu, udtrykte sig om jødemission. Forleden faldt jeg over et lille afsnit i vores blad fra 1946, hvor Inge Hoffmann-Bang beskriver mødet med en ung pige, som netop er vendt tilbage fra Theresienstadt. Inge reflekterer over mødet med ordene:
Selv om de er sluppet fra det med Livet, bærer de vel Mærker i deres Sjæle, som aldrig helt forsvinder – i alt fald dystre Minder, som de aldrig kan løbe bort fra. Maatte de dog saa blot i deres Nedtrykthed faa Øje paa ham, der kalder paa alle dem, der ”lider Møje” og finde Fred.
For Inge Hoffmann-Bang, der arbejdede for Israelsmissionen i årtier, var der ingen tvivl: Hun var båret af en længsel efter, at jøder måtte lære Jesus at kende. Rædslerne under 2. Verdenskrig blev ikke en undskyldning for hende til at holde op, til at tie. Tværtimod! Hun så, at Jesus og evangeliet også havde noget at sige ind i den situation, der var i 1946 – kun et år efter krigens afslutning.
Formålet er det samme
Israelsmissionens 60-års jubilæum blev afholdt i juni 1945 – kun nogle få måneder efter befrielsen. Her holdt daværende formand, Frederik Torm, prædiken i Københavns Domkirke, og han afsluttede med ordene:
Og i øvrigt vil vi saa i Stilhed og Troskab fortsætte vort Arbejde for at forkynde det kristne Budskab blandt det jødiske Folk. Vi vil gøre det, fordi vor Herre og Mester har befalet os det, og ham maa vi lyde. Vi vil gøre det, fordi vi vil dele det bedste vi ejer just med det jødiske Folk.
Det må have været fristende for Torm og andre i Israelsmissionen dengang at tie, og jeg tænker, at det har krævet mod af formanden at stå fast på Israelsmissionens formål: At dele det bedste vi har med det jødiske folk – evangeliet om Jesus Messias.
Formålet har ikke ændret sig. Fordi det bedste vi har er stadigvæk det selv samme evangelium. Og fordi allejøder har ret til muligheden for at lære Jesus at kende til frelse.
Vores teologiske netværker Julie Kajgaard afslutter i dag sin treårige kontrakt hos os i Israelsmissionen. Vi er utroligt taknemmelige for det engagement og den gejst hun har lagt i arbejdet. Julie har på mange måder været med til at bane vejen for vores nyfundne engagement blandt danske jøder og så har hun været vidt omkring i det danske landskab for at undervise og skabe dialog om Israelsmissionens arbejde. Læs med og hør hvilke erfaringer hun har gjort sig de sidste tre år – og hvad hun vil opfordre Israelsmissionen til at arbejde videre med.
Mission i Danmark
I februar 2019 er Julie taget til London for at tale med Richard Harvey, der arbejder i missionsorganisationen Jews For Jesus. Hun er optaget af at opdyrke et stærkere europæisk samarbejde og herigennem at give mennesker i Danmark blik for Guds mission. Men samtalen tager en uventet drejning, og hun bliver udfordret på egen banedel. For hvem bringer egentlig evangeliet til jøder i Danmark? Nogle måneder senere finder spørgsmålet sit svar på en konference i Toronto, hvor både Israelsmissionens landsstyre og ansatte deltager.
”Vi stod alle med en klar følelse af, at det var os i Israelsmissionen, der skulle finde ud af, hvordan mission til jøder i Danmark kunne se ud,” fortæller Julie.
Konferencen blev startskuddet til det engagement og arbejde, vi i dag har i København.
Nye veje
Hjemme i Danmark igen begynder en lille håndfuld mennesker at mødes en gang om ugen for at bede for Israelsmissionens arbejde.
”Vi bad om, at vi måtte finde en vej for mission i Danmark,” fortæller Julie.
Lige så stille begynder en vej at tage form. Julie kommer i kontakt med to Jesus-troende jøder, som bor i København. De åbner deres hjem, og i fællesskab med Israelsmissionen begynder de at afholde sabbatsmåltider en gang i måneden.
”De har en helt anden indgang til jødisk liv og et spændende netværk,” fortæller Julie.
Mads Bjørn Thuren bliver ansat i sensommeren 2020 som Israelsmissionens første dialogmedarbejder i København, og mission til jøder i Danmark bliver for alvor en realitet:
”Det ændrer mine arbejdsopgaver, og det giver mig en mulighed for at tænke praktisk og strategisk om mission til jøder i Danmark.”
Perspektiver på mission til danske jøder
Mission blandt jøder har aldrig været nemt, og det er det heller ikke i en dansk kontekst. For Julie er det blevet særligt klart, at vi skal være opmærksomme på den forskellighed, der findes blandt danske jøder:
”Når vi taler om danske jøder, så er det ikke én sammenhængende gruppe. Du kan være sekulær, religiøs eller spirituelt søgende. Og alt derimellem. Der er en kæmpe diversitet. Det kræver præcision og nysgerrighed i samtalen med det enkelte menneske,” fortæller hun og fortsætter:
”Der hersker en stærk fortælling også blandt danske jøder om at være det forfulgte folk gennem historien – med sit klimaks under 2. Verdenskrig. Det er enormt vigtigt, at vi har forståelse for denne baggrund, og det er nødvendigt, at vi har den i baghovedet i stort set alle samtaler. De fleste danskere har en meget individualistisk tilgang til livet. Her står den jødiske kollektivistiske fortælling i kontrast, og jeg tror at det er noget, som også kan være med til at inspirere os. For det gør noget ved os at være en del af noget større.”
Gode samtaler om livet med Gud
Udover at arbejde praktisk og strategisk med mission i Danmark, har Julie brugt tid på at holde møder og oplæg ude i det danske kirkelandsskab.
”I Israelsmissionen har vi nogle vigtige perspektiver på livet med Gud, som jeg oplever, kan være til opmuntring i menneskers tros- og livsvandring. Mange af de møder, jeg har hold, har givet anledning til gode og spændende samtaler. Det er jeg meget taknemmelig for.”
Julie har også udviklet et nyt pocketbogskoncept, som skal gøre trosmæssige og teologiske spørgsmål bredere tilgængeligt:
”I Israelsmissionen går vi i dybden. Vi ønsker at trække tråde mellem Bibelens fortællinger, og reflektere over hvordan det påvirker vores måde at leve i fællesskab med Gud og andre mennesker. Pocketbogsformatet åbner op for en ny måde at gøre dette på.”
Derudover har hun også afholdt påskemåltider i konfirmand-højde, og derigennem været med til at give unge blik for påskens fantastiske budskab.
Mission med oprejst pande
For Julie er der ingen tvivl om, at stillingen som teologisk netværker har været spændende og udfordrende.
”Jeg håber, at Israelsmissionen fastholder sit fokus på mission til jøder i Danmark. At man tør være udholdende, vedholdende og ikke mindst bedende. At man tør prioritere resurser, også selvom man ikke ser et afkast med det samme. Vi lever i en tid, hvor vi nemt kan blive draget af de hurtige resultater. Men der er ingen hurtige resultater i mission,” fortæller Julie og fortsætter:
”Men selvom mission er svært, så er det også sjovt og lærerigt. Og når et menneske kommer til tro, er det al arbejdet værd.”
30 samfundsledere med jødisk, kristen og muslimsk baggrund blev sendt ud i den israelske ørken for at opdage, hvor dybt afhængige de er af hinanden. Projektet skal fremme fred og forsoning mellem borgere i Israel/Palæstina med støtte fra danske kirkelige organisationer.
Send 30 muslimer, kristne og jøder ud i en ørken, hvor de virkelig har brug for hinanden. Og se så, om ikke de har lært noget, de kan bruge til fredelig sameksistens i fremtiden!
Det er netop hvad fredsorganisationen Musalaha har gjort. Og resultaterne er slående. Ved hjemkomst er de kommet hinanden nærmere og forstået hinandens tro og kultur, endda i et omfang, så de deler deres oplevelser med deres netværk, når de kommer hjem.
Projektet får støtte fra Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde (CKU) gennem Den Danske Israelsmission.
Endnu en sten i muren
Der er hårdt brug for, at alle gode kræfter i Israel/Palæstina styrker sammenhængskraften i det konflikthærgede område. En nationalstatslov fra 19. juli 2018 har nemlig forstærket spændingerne mellem befolkningsgrupperne, idet loven erklærer staten Israel som jødernes hjemland og giver jøder verden over ret til at vende tilbage til Israel og få statsborgerskab i landet.
Sagen har rejst voldsomme protester fra arabiske og drusiske israelere og er blevet endnu en sten i muren, der adskiller de to territorier: Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.
Opdager fælles livsvilkår
Men i ørkenen, der i denne sammenhæng opleves som neutralt ingenmandsland, har ledere fra forskellige samfundsinstitutioner – også moskéer, kirker og synagoger – skullet overleve under så primitive vilkår, at de har haft akut brug for hinanden.
Og her har de så fundet ud af, at de har mere til fælles, end de troede: De er alle mennesker med basale behov. De har en fælles historie, der har givet dem mange fællestræk. Og de bor i samme område, ofte dør om dør. Skulle de så ikke kunne leve i fred med hinanden? Og dyrke deres religion i fred, mens de respekterer alle andres ret til at tro, skifte tro, eller ikke tro noget som helst?
Jo, det helt fysiske, kropslige, jordnære samvær i en glohed ørken har slået det fast. Og da mange spændinger i området har religiøse undertoner, kommer de 30 ledere – også imamer, præster og rabbinere – tilbage fra ørkenen med stor indflydelse og magt til at skabe positiv forandring i deres netværk og lokalsamfund.
En broget skare af ”fredsagenter”
De 30 deltagere repræsenterer mangfoldigheden i det israelsk/palæstinensiske samfund. Både hvad angår køn, politisk observans og erfaring med konflikten. Og når det drejer sig om arbejdsopgave: religiøse ledere, skolelærere og -ledere, virksomhedsledere og ledere i den offentlige sektor.
Målet er, at ørkenskolen gør dem til såkaldte fredsagenter i de sfærer, hvor de har indflydelse.
10 af deltagerne er palæstinensiske kristne og muslimer bosiddende i Israel, 10 er palæstinensiske kristne og muslimer bosiddende på Vestbredden, og 10 af dem jøder bosiddende i Israel – heriblandt såkaldte messianske jøder, altså jøder, der ligesom kristne tror på Jesus som deres Messias.
Den Danske Israelsmission glæder sig over at kunne støtte det vigtige projekt:
– Jesus kalder os til at stifte fred. Det er ikke et hippie-kald. Det er et kald til hårdt arbejde, afsavn – og forvandlede hjerter i kraft af evangeliet, udtaler generalsekretær Arne Pedersen.
CKU støttede også Den Danske Israelsmission og Musalaha tilbage i 2012, da Musalahas forsoningsmetode blev udviklet. I 2019 blev et kapitel omkring Tros- og Religionsfrihed tilføjet.
– Det er opmuntrende at se, hvordan forsoningsarbejdet over tid bærer frugt i form af engagerede mennesker på flere sider af konflikten, der vil både freden og retfærdigheden, selvom det koster, udtaler Daniel Nygaard Madsen, konsulent i CKU.
Fakta: Tallene taler for sig selv
Det anerkendte Pew Research Centers analyse af er Israel/Palæstinas forhold til religionsfrihed, viser vigtigheden af Musalahas arbejde:
Israel rangerer ”højt” hvad angår myndigheders begrænsning af religiøs udfoldelse. Landet er nr. 37 på listen – midt imellem Qatar og Oman.
Hvad angår konkrete love og politikker, der begrænser religionsfriheden, er landet på en 13. plads lige efter Iran. Til sammenligning er de palæstinensiske selvstyreområde nede på en 57. plads.
Israel rangerer ”meget højt” hvad angår socialt fjendskab, hvor landet er på en 8. plads.
Når det drejer sig om modstand mod religiøse normer er landet på en 5. plads lige efter Uganda.
Og af lande med stor spænding mellem religionerne med vold til følge holder Israel en 6. plads efterfulgt af Nigeria.
Her er de palæstinensiske selvstyreområder nr. 15 i socialt fjendskab og nr. 10 i religiøst motiverede voldshandlinger.
Det kommer nok ikke som en overraskelse for dig, at Jesus var jøde. Han var trods alt født af jødiske forældre i Israel omkring vor tidsregnings begyndelse. Og det er vel fint nok. Alle har jo en baggrund, og hvis Jesus var født i Danmark, havde han været dansker.
Men vent lige lidt – er Jesu jødiske identitet kun en teknikalitet, en lille detalje, eller er der mere på spil?
”Der er en kæmpe forskel på, om Jesus er fra Nazaret, eller om han er fra Nykøbing!” Ordene kommer fra Morten Hørning Jensen, lektor i Det Nye Testamente på Menighedsfakultetet i Århus, og han har gennem mange år forsket i den verden, Jesus levede i. Han uddyber:
”Jesus kunne for så vidt godt have været fra Mesopotamien eller fra Himmerland, hvis det var sådan, at Guds frelsesplan, som er beskrevet i Det Gamle Testamente, også havde sin begyndelse dér.”
Hvis altså Abraham havde været en nordeuropæisk stenalderbonde med teltpløkkerne solidt plantet i den jyske muld, så havde det ikke givet mening, at Jesus var jøde. Der er nemlig en helt grundlæggende sammenhæng mellem Abraham – og Moses, Jakob, David og så videre – og så Jesus.
Den sammenhæng drejer sig om Guds løfter. Gud lover Abraham, og senere Isak og Jakob, at alle verdens mennesker skal velsignes gennem deres slægt. ”Hvis Gud havde droppet de løfter, hvordan kan vi så regne med hans løfter til os i dag?” spørger Morten. Guds troværdighed er altså på spil. Hvis Jesus ikke var jøde, så er Gud ikke til at stole på.
Hvordan så jødedommen ud?
Men hvilken slags jøde var Jesus? Det er – som vi senere skal vende tilbage til – et relevant spørgsmål at stille. Jødedommen på Jesu tid adskilte sig nemlig på nogle områder både fra det, vi kan læse om i Det Gamle Testamente, og fra den senere rabbinske jødedom.
Morten beskriver Jesu tid som en ”meget, meget spændende periode” og uddyber: ”Fra år ca. 150 f.Kr. og frem til den store jødiske opstand mod Rom i år 66 e.Kr. var jøderne en begunstiget nation, fordi de på nogle bestemte tidspunkter havde hjulpet Rom. Derfor havde de en udstrakt religiøs og politisk frihed.”
Det var også en periode med stor teologisk diversitet og udvikling. ”En sammensat og energifyldt periode,” siger han. Der var en generel og oprigtig iver efter at leve i overensstemmelse med Guds vilje, og tidens hotteste diskussionsemne var: Hvordan skal vi overholde moseloven? Der fandtes forskellige grupperinger, som havde forskellige svar på det spørgsmål. En af de grupper var farisæerne, der havde stor og bred opbakning i folket.
”Jesus blev formodentlig set som en form for en skriftlærd eller en farisæer med et særligt bud på, hvordan loven skulle overholdes. Samtidig var han også en undergører. Han havde en autoritet og en myndighed bag de ting, han sagde.”
Jesus tog altså del i en teologisk debat, som fandtes på hans samtid. Derfor diskuterede han ofte med farisæerne og andre jødiske ledere. Morten forstår det som et udtryk for, at Jesus så sig selv som en hyrde for Israel: ”Han har ageret på en måde, som har skabt et billede af det bedst tænkelige for Israel: en leder med stor omsorg og kærlighed. Han har set på sin samtids jøder som nogle, der trængte til at blive ledt på en god måde.”
Når vi taler om Jesus som jøde, er det altså som en konkret jøde i denne konkrete, historiske kontekst.
Guds puls
”Det er et af mysterierne ved den bibelske tro, at Gud bliver så konkret,” siger Morten og fortsætter: ”Når han nu er evig og hævet over tiden, så kunne han have valgt en principiel kommunikationsform.” Hvis altså Gud havde åbenbaret sig i en række matematiske formler eller filosofiske udsagn, så havde den historiske kontekst været mindre vigtig.
Tag en pause og tænk efter: Er det ikke bare en lille smule anstødeligt, at den almægtige Gud vælger at åbenbare sig i så afgrænset en kontekst? Jeg mener, hvis det, han havde at sige, virkelig var så vigtigt, hvorfor fortalte han det så ikke på alle sprog og til alle mennesker på samme tid?
”Det er jo faktisk et meget stærkt kendetegn ved skrifterne i både Det Gamle og Det Nye Testamente, at Gud taler meget konkret. Gud vælger at åbenbare sig på en måde, hvor han kommer meget nær,” forklarer Morten. Det ligger dybt i Guds væsen, det er Guds dna, det er en puls fra Guds hjerte. ”Det tager os helt ind i hjertet af, hvor god Gud er!”
Hørte du det? Jeg tror, det var tiøren, der faldt. Jesus var jøde, fordi Gud er god. Gud står ved sine løfter til Abraham og de andre, og Gud ønsker at kommunikere på en måde, så det er til at forstå for helt almindelige mennesker.
Helt almindelige mennesker?
Nej, vent. Faldt tiøren, eller står vi stadig med samme problem? Altså det problem, at da Gud én gang for alle skulle kommunikere til menneskene, så valgte han at gøre det gennem en minoritet. Jesus kommunikerede jo netop kun til helt almindelige jøder i det første århundredes Israel. Er det ikke stadig en kæmpe forhindring, at Jesus var jøde, når nu de færreste af os er jøder?
Morten siger som nævnt ovenfor, at Gud åbenbarer sig på en måde, hvor han kommer meget nær, og han fortsætter: ”Det, at Gud kommer så nær, bliver en meget stærk drivkraft blandt de første kristne. Da de forstod konsekvenserne af, at Gud bliver menneske i Jesus af Nazaret, forstod de også, at det budskab skal oversættes og legemliggøres på samme måde.”
Som eksempel nævner han, at forfatterne til Det nye testamente gik fra at skrive på hebraisk, det hellige sprog, til at kommunikere på græsk. Græsk var det sekulære sprog, det verdslige sprog, men det var til gengæld også et verdenssprog.
Peter, Lukas, Paulus og Silas havde ganske enkelt indset, at ligesom Gud havde talt forståeligt til dem, sådan skulle de tale forståeligt til andre mennesker. Det har ifølge Morten været kendetegnende for den kristne mission lige siden: ”Det bibelske budskab er et hjertebudskab, der bæres fra modersmål til modersmål. Evangeliet kan ikke formidles principielt, men kan kun formidles fra hjerte til hjerte.”
Den pointe bliver måske endnu tydeligere, når vi vender den om: Hvis Jesus var kommet som en germansk jernalderhøvding, havde han ikke kunnet kommunikere til sin samtid på en forståelig måde. Det kunne han kun som en aramæisktalende jøde, omskåret på ottendedagen og oplært i moseloven. Det er dén bevægelse dybt ind i en konkret kontekst, som bliver afgørende for den kristne mission.
Hvor står vi nu?
Vi står ikke nogen steder. Vi sendes. Den Gud, der kommunikerer så konkret, at han er blevet et konkret menneske, sender sin kirke ud i verden for at kommunikere konkret i de kontekster, der til enhver tid er deres.
Ned gennem kirkehistorien er det ifølge Morten gået galt på mange måder. Enhver generation står i fare for at ”stivne”, som han kalder det, ved kun at gøre én af to ting: ”Vi kan være meget optagede af det historiske men blive lukkede omkring os selv, eller vi kan være meget nutidige men blive rodløse. Men vi er netop kaldede til begge dele: Vi er kaldede til at forstå Bibelens verden og Bibelens tid – og dermed Jesus som jøde i sin samtid. Og så er vi kaldede til at forstå vores egen tid. Ind i Bibelens tid og ind i vores egen tid.”
Morten har også et konkret eksempel på, at det historiske aspekt nedtones og måske helt forsvinder: ”I vores forkyndelse taler vi af og til om ’Kristus’ på en måde, så han nærmest bliver et princip til god livsførelse. Vi må spørge: Hvad var det, jeg fik sagt om Kristus her? Fik jeg sagt noget, som er meget anderledes end det, man ville kunne sige på et selvhjælpskursus?”
Det er altså farligt, hvis vi ikke forsøger at forstå teksten i dens egen virkelighed, den bibelske verden, og ikke forsøger at forstå Jesus som en del af sin samtids jødedom. Alternativet er nemlig ifølge Morten, at vi ”blot filtrerer et princip ud, som så guider os til næste uges liv,” uddyber han. Det er en udfordring for os.
Men, kunne man spørge, kan vi ikke også i de bibelske tekster finde vejledning til vores liv? Jo, svarer Morten, ”men der er noget, som skal holdes i spænd, så det bliver et frugtbart både-og og ikke et enten-eller.” Teksterne har både en konkret, historisk kontekst, og en nutidig applikation.
Hvis vi mister et af de to aspekter, mister vi noget helt grundlæggende, nemlig Guds puls. Guds puls med to slag: ind i kulturen, ud til verden, ind i kulturen, ud til verden. Dybest set mister vi vores forbindelse til Bibelens Gud.
Uddrag fra vores magasin “Evangeliet og den Jødiske verden” (september 2021 nr. 3). Skrevet af generalsekretær Arne Pedersen.
For nogle år siden fik jeg en ret fantastisk gave af min hustru: 14 dages vandretur på Caminoen i det nordlige Spanien! 14 dages alenehed med bare mig selv og mine tanker – perfekt – og der gik ikke længe, inden jeg begyndte at lave en mental liste over teologiske emner, der skulle tænkes godt igennem på turen gennem Baskerlandets bjerge.
Men Gud havde andre planer.
Det var som om, han ville mig noget andet, end jeg selv ville. Jeg havde planer om kognitive tankeøvelser. Gud havde planer om at vise mig omsorg – ikke kun for min hjerne, men for min krop og mit sind. Gang på gang erfarede jeg, hvordan Gud ledte mig den rigtige vej (jeg havde ikke noget kort), til de rigtige overnatningssteder (som jeg ikke vidste, hvor var) med mennesker jeg kunne snakke med – uden at tale spansk. Det kan lyde banalt, kan jeg godt se. Men midt i min ukomfortable tilstand, som vel nok var et eventyr, mindede Gud mig om, at komforten ikke er et mål for den, som vil leve et liv sammen med ham. Tværtimod!
Uden sammenligning i øvrigt: Som for mig således også for Israels folk.
I dette nummer af magasinet, som handler om kristendommens jødiske rødder, kan du bl.a. læse om løvhyttefesten. Faktisk vil jeg opfordre dig til at stoppe med at læse denne leder nu, bladre om på side 16 og læse Maria Risbjergs interview med Jan Mortensen om løvhyttefesten. Bagefter kan du læse videre her.
Én af Jans pointer omkring løvhyttefesten, vil jeg gerne reflektere lidt mere over her. For det er bemærkelsesværdigt, at løvhyttefesten ikke er en fejring af landet, men tværtimod en markering af ørkentiden. På en måde kan man sige, at det er en fest, der skal minde gudsfolket om sin idealtilstand.
Israelitterne har ventet 40 år på at nå frem til landet, Gud har lovet dem. Og da de så står der på Jordanflodens bred, får de at vide af Gud, at de skal fejre en fest. Ikke fordi de nu endelig er fremme ved målet, nej, de skal minsandten fejre en fest til minde om ørkentiden! Altså den uendelige ventetid, straffen for ulydigheden og svigtet. Det er den, de skal mindes. For selvom ørkentiden måske ikke er den mest glorværdige epoke i gudsfolkets historie, så er det én af de tider, hvor folket tydeligst har haft brug for Guds vejledning og Guds omsorg. Og den fik de lov at erfare der i ørkenen, og det er den erfaring, Gud vil, de skal mindes.
Når du spiser dig mæt og bygger dig gode huse at bo i, når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges, bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. (5. Mosebog kapitel 8,12-14)
Ørkentiden er mere end blot et venteværelse for israelitterne. Det er her, Gud lader sig erfare af sin skabning. Det er her, Gud har plads og rum til at vise sin omsorg. Midt i nøden og sårbarheden og afmagten. Hvor det er åbenlyst, at jeg ikke magter det hele selv. Gud ved godt, at de store huse og den megen rigdom og det vigtige arbejde og iPaden og telefonen og den gode rødvin til de gode middage kan få os til at glemme ham. At vi glemmer, at de gode gaver vi får og må nyde, at de faktisk er fra ham. Gudsfolkets ideal-tilstand er altså ikke komforten og trygheden og sikkerheden, som vi mennesker ellers har en tendens til at søge ind i. Nej, gudsfolkets ideal-tilstand er der, hvor vi ved os afhængige af Gud.
Så selvom kirken ikke fejrer løvhyttefest, kalder denne jødiske fest os alligevel til at overveje, hvilken praksis vi har, både individuelt og som fællesskab, til at minde os om, at hvad vi har, det har vi i kraft af Guds godhed og ikke i kraft af os selv. Og hvilken praksis har vi for at dyrke og fejre håbet? Hvilken praksis har vi for at minde os selv og hinanden om, at vi er på vej mod et land, hvor sorg og sygdom og død ikke skal være mere; hvor løven og lammet skal græsse sammen, og hvor Guds godhed skal flyde som mælk og honning?
Det er da værd at minde hinanden om!
Rigtig glædelig løvhyttefest.
Ønsker du at modtage vores magasin gratis fire gange årligt, kan du skrive til: kontor@israel.dk
LØB ELLER GÅ DIN YNDLINGSRUTE – OG VÆR MED TIL AT BRINGE JESUS TILBAGE TIL DET JØDISKE FOLK I DANMARK
Meget få danske jøder tror på, at Jesus er deres Messias, og derfor arbejder Israelsmissionen for at gøre budskabet om Jesus tilgængeligt.
Den 2. oktober snører vi løbeskoene sammen – men hver for sig – så endnu flere kan få mulighed for at møde kristen tro!
Indsamlingen i år går særligt til vores pioner-arbejde i Danmark, der handler om at give danske jøder muligheden for at høre evangeliet. Hvorfor kalder vi det pioner-arbejde? Det gør vi, fordi det er et arbejde, der praktisk talt ikke eksisterer. Det vil vi i Israelsmissionen gerne lave om på, og derfor ansatte vi sidste sommer vores dialogmedarbejder Mads Bjørn Thuren, der har til opgave at skabe gode relationer til og samtaler med danske jøder i København.
Vi drømmer selvfølgelig om, at det må være et arbejde, der vokser og endnu flere jøder i Danmark må høre om Jesus. Vil du være med til at gøre dette til virkelighed sammen med os?
“I Israelsmissionen er vi sat i verden for at give jøder mulighed for at forholde sig til, hvem Jesus er. Det gælder naturligvis også danske jøder. For vi må ikke være tavse med evangeliet overfor vores landsmænd.” – Arne Pedersen, generalsekretær
VIND EN WEEKEND I SOMMERHUS
Alle deltagere i sponsorløbet er med i lodtrækningen om en weekend i et lækkert 10-personers sommerhus ved Søndervig sponsoreret af Holmsborg.
Du kan læse mere om sommerhuset her.
Vælg en yndlingsrute, som du kan gå eller løbe fra der, hvor du har lyst
Du får nu et link med en personlig indsamling, som du kan sende ud til familie og venner, så de har mulighed for at støtte dig. Senere får du tilsendt en vandflaske, der er særligt designet til sponsorløbet, som tak for din deltagelse
Gå eller løb alt fra 2 til 42 km. d. 2. oktober
Vær glad, fordi du har støttet arbejdet med at bringe budskabet om Jesus tilbage til det jødiske folk i Danmark
Det er en våd regnvejrsdag, og jeg er på vej ned ad strøget med kurs mod den jødiske synagoge, der ligger i det indre København. Jeg har nemlig en aftale med Jonas Demsitz på 25 år, der selv er praktiserende jøde, og som er en del af den ortodokse menighed på Krystalgade nummer 12. Jeg er nysgerrig på, hvordan de er menighed, og på hvordan det ser ud at være jøde i Danmark anno 2021. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er udfordringer knyttet til det at udleve sin jødiske identitet – i verden generelt men også i Danmark. Allerede da jeg drejer om hjørnet fra Fiolstræde bliver jeg konfronteret med to tydeligt bevæbnede betjente, der bevæger sig op og ned ad gaden foran det bastante jerngitter, der skiller den smukke gule murstensbygning og resten af den danske befolkning ad. Det høje sikkerhedsniveau står som en påmindelse om både det tragiske terrorangreb i 2015, hvor Dan Uzan mistede livet, samt om en generel (højre)ekstremisme, der har vist sit ansigt gentagne gange bare det seneste år. Men selvom der er meget at sige om intolerance og antisemitisme, så ved jeg også, at det ikke er alt, der er at sige om de danske jøder. Derfor håber jeg, at jeg sammen med Jonas kan komme et spadestik dybere ned i, hvordan det kan være meningsfuldt at blive ved med at insistere på kalotten.
En jødisk synagoge i danske rammer
Jonas Demsitz er 25 år og en del af den jødiske menighed i synagogen på Krystalgade nr. 12. Jonas er iført skovmandsskjorte og har et smil på læben, da han møder mig foran synagogen. Sammen går vi igennem sikkerhedstjekket og videre ind i gården. En sikkerhedsvagt hilser på os, og Jonas minder ham om, at jeg er her for at lave et interview med ham.
Synagogen blev indviet i 1833 og er bygget i en storslået nyklassicistisk stil. Bygningens facade er trukket tilbage i forhold til gadens andre ejendomme, da det var et krav fra myndighederne i sin tid, at den ikke måtte virke for prangende i gadebilledet. Også i 1833 var der nemlig stærke holdninger til, hvordan de danske jøder måtte udleve deres tro.
Bevæger man sig indenfor i synagogen, finder man en stor sal fyldt med mørke træbænke, der alle peger med retning fremad mod et forhøjet podium og en prædikestol. Det minder mig på mange måder om en dansk folkekirke, og det er ikke tilfældigt, fortæller Jonas:
”I de fleste synagoger befinder podiet sig i midten, og der er ikke nogen prædikestol. Men det var et krav, da man i sin tid fik lov til at bygge synagogen, at den skulle have nogle fællesstræk med de danske folkekirker.”
Den helt store forskel finder man i det forhæng, der beklæder bagvæggen, og som gemmer på menighedens håndskrevne toraruller. Torarullerne er hellige, om må derfor ikke berøres direkte. På podiet leder rabbineren eller kantoren menigheden i bøn og læser op fra Toraen. Der er et tekststykke til hver uge, og på den måde når man igennem hele Toraen på et jødisk år.
I landsbyen kommer man hinanden ved
I salen er der plads til 420 mænd og 256 kvinder, og efter jødisk skik sidder kvinderne på balkonen, da man mente, at det på denne måde ville være nemmere for alle at koncentrere sig. Her trækker Jonas på smilebåndet, for i praksis forholder det sig nok egentlig omvendt. Alle medlemmer har hver deres faste plads, som går i arv fra generation til generation.
Til en almindelig sabbatsgudstjeneste om lørdagen kommer der i dag mellem 50 og 100 mennesker.
De daglige samlinger morgen og aften de andre af ugens dage er svære at fylde ud, og da man skal være mindst 10 mænd samlet for at kunne gennemføre en gudstjeneste, bliver det ikke altid til noget.
Officielt er menigheden ortodoks, men graden af ortodoksi er meget varierende fra medlem til medlem.
”Vi er en broget flok, og det er der plads til,” forklarer Jonas.
På programmet begynder sabbatsgudstjenesten kl. 9, men det er meget almindeligt, at folk kommer løbende ind til kl. 10.
”Man kan sammenligne menigheden lidt med en landsby og gudstjenesten med en markedsplads. Her kommer vi hinanden ved, og man får vendt verdenssituationen. Og så er det helt særligt at kunne lovprise og sige tak til Gud i fællesskab. Er man vant til stilheden under en almindelig gudstjeneste i folkekirken, får man nok lidt af et chok.”
I Danmark bor der omkring 5-6000 jøder, og selvom de alle langt fra er en del af den lille ortodokse menighed, har de alligevel fællesskab med hinanden, fortæller Jonas:
”Vi skelner mellem menigheden, altså vores fællesskab her på Krystalgade, og så det store jødiske samfund. For mig er der forskel på menigheden og det jødiske fællesskab som helhed. I menigheden har jeg plads til at fordybe mig og praktisere jødedommen på et spirituelt og intellektuelt niveau. Det store fællesskab, det jødiske samfund, giver mig mulighed for at fordybe mig mere i det kulturelle og sociale. Personligt værdsætter jeg begge dele meget, men for mange danske jøder er det primært sidstnævnte, der fylder mest. Fælles for både menigheden og det jødiske samfund er, at vi deler en fælles historie, et fælles ophav, sprog (både dansk og hebraisk) og en fælles relation til landet Israel på den ene eller den anden måde.”
Flertallet har ikke altid ret
Jonas er tredje generation i sin familie, der er vokset op i Danmark. Hans forældre har begge rødder i Østeuropa, og i løbet af hans barndom har de overholdt kosher reglerne for mad og fejret de jødiske helligdage. Derudover har han gået på den jødiske Carolineskole. Ellers er han vokset op som ”kulturjøde,” som han selv beskriver det. Det ser dog anderledes ud i dag, hvor han har en personlig tro og er mere på linje med en ortodoks jødedom. Han skiftede retning i sine teenageår, da han, efter en årrække som brændende ateist, begyndte at tænke over livets store spørgsmål:
”Jeg havde behov for noget, der stod uden for mig selv, jeg kunne forholde mig til. At der var forskel på godt og ondt. Så det hele ikke bare afhang af mine følelser,” forklarer Jonas og fortsætter: ”Selv demokratiet kan vi ikke nødvendigvis stole på. Det har vi set gennem historien. Bare fordi flertallet siger, noget er rigtigt, betyder det ikke, det er det.”
I takt med at en interesse for filosofi voksede frem hos ham, fandt han ud af, at det gav mening for ham at tro på en Gud. Ikke lang tid efter stod det klart for ham, at han gerne ville være rabbiner en dag. I dag har han en bachelor i teologi fra Københavns Universitet og skal læse diakoni som kandidat efter sommerferien.
Når Jonas oplever sit forhold til Gud stærkest, er det når han står overfor svære valg i sin hverdag.
Her bruger han tid på at reflektere over jødiske bønner og passager fra Toraen. Han er særligt glad for sætningen: Jeg binder mig til dig i kærlighed, retfærdighed, barmhjertighed og erkendelse.
”Jeg bruger bøn som en måde at koble af på og gør det ofte, før jeg går i seng. På den måde lukker jeg for dagen ved at reflektere over, hvad der er vigtigt for mig i livet,” fortæller han.
Det handler om praksis – ikke om tro
På Jonas’ venstre underarm er tatoveret tre hebraiske tegn, der tilsammen staver ordet tsdaka. Oversætter man det, bliver betydningen noget i retningen af ”en genoprettende retfærdighed.” For Jonas ligger en stor del af jødedommens essens gemt her. For i forholdet til Gud handler det nemlig ikke om den personlige tro men om at have den rette praksis: ”Det drejer sig om, hvordan jeg påvirker verden. Dét har betydning.”
Mennesket har ifølge Jonas til opgave at skabe orden i vores ødelagte verden, og når det har gjort sin del af arbejdet, vil Messias komme og skabe en perfekt verden. I kristendommen mener man, at Messias allerede er kommet i form af Jesus, men i jødedommen venter man stadig på ham. Her er de 613 bud fra Toraen en konkret vejledning og en manual til, hvordan vi følger Guds gode vilje. De handlinger, der udføres for at bringe verden tættere på sin perfekte tilstand, kan også beskrives med det jødiske begreb tikkun olam og hænger tæt sammen med Jonas tatovering og hjertebrand for retfærdighed.
”Det er ikke en straf, at vi er her på jorden. Vi skal ikke frelses fra verden, men vi har et job at udføre her,” fortæller han og fortsætter: ”I Toraen står der, at vi skal tage os af de socialt udsatte. Hvad nu hvis vi skaber et samfund, hvor der slet ikke er socialt udsatte?”
Denne tankegang og praksis ønsker han også skal afspejle sig i sit liv, hvis han en dag kan kalde sig selv for rabbiner:
”Én ting er at kunne læse en tekst og udlægge den – en anden ting er at kunne bruge den med andre mennesker. At kunne tage teksten med ind i verden og ned i folks hænder. At være rabbiner er en måde at leve på. En måde at være på over for andre.”
Vi har brug for at genopdage tolerancen
Jonas drømmer om, at skellet mellem synagogen og den enkelte dansker må blive mindre. Ikke fordi vi i Danmark skal ligne hinanden, men fordi vi har behov for at kende til hinanden for at kunne leve med hinanden:
”Det handler ikke om, at vi nødvendigvis skal acceptere hindanden. Men vi skal tolerere hinanden. Jeg oplever, at ordet tolerance i høj grad har mistet sin betydning i dag. For der er forskel på accept og tolerance. Vi tolererer smerte. Vi elsker den ikke.”
På samme måde skal vi ifølge Jonas give hinanden plads til at leve livet på forskellig vis – også selvom vi ikke nødvendigvis sympatiserer med hinanden.
”Jeg ser desværre en tendens i Danmark, hvor alt for mange tror, de ved, hvad der er bedst for andre. Det bliver sværere og sværere for den generelle dansker at relatere til det religiøse og det ortodokse. Det ser vi også i debatten om omskærelse.”
Siden omskærelse på ny kom på den politiske radar for nogle år siden, har den højrenationalistiske bevægelse ”Nordfront” været aktive med forskellige ulovlige aktioner såsom hærværk af jødiske kirkegårde og chikanering af enkeltpersoner.
”Det handler ikke om, at vi ikke må tage debatten. Men den måde, vi gør det på, gør faktisk en forskel,” mener Jonas.
På hans egen banedel håber han, at synagogen vil åbne mere op for offentligheden og på den måde kunne være en aktiv medspiller i at bygge bro mellem danskerne. Så vi igen kan tilbageerobre tolerancen i Danmark på konstruktiv vis.
I øjeblikket samler vi ind til et spændende projekt, som det Israelske Bibelselskab har sat i søen. Herunder kan du læse om, hvad det indebærer.
De seneste år er antallet af Jesus-troende jøder i Israel vokset – og det er fantastisk! Især mange unge familier med børn er nye i troen, og derfor er der et stort behov for at kunne formidle det gode budskab til de mindste. Med en så ny generation af messianske jøder, findes der nemlig kun få bibelske materialer tilgængelige for børn på deres modersmål hebraisk. Det ønsker man i Det Israelske Bibelselskab at gøre noget ved:
”Det er altafgørende, at vi producerer gode materialer, som kan røre vores børn hjerter – endnu mens de er små.” – Joseph Arnaud, leder af administrationen
Det er ikke altid nemt at være Jesus-troende jøde i Israel. Faktisk er det kun omkring 2 ud af 1000 jøder, der kalder Jesus for Messias. Særligt som barn kan man måske føle sig anderledes eller udenfor det store fællesskab. Derfor er det netop så afgørende, at vi kan give børnene et sundt og godt fundament at bygge både troen og livet på.
”Vi ser et oprigtigt behov for at styrke, beskytte og bygge børnenes tro og identitet op, så de står rodfæstet i Jesus. Derfor har vi brug for at udvikle nye resurser, som kan blive til velsignelse blandt børnefamilierne i Israel.” – Victor Kalisher, leder af det Israelske Bibelselskab
Det konkrete projekt
Det Israelske Bibelselskab arbejder i øjeblikket på tolv forskellige resurser til både de allermindste, børn i alderen 4-11 og til unge.
Projektet løber op i omkring 700 000 danske kroner. Halvdelen er allerede samlet ind – men der er brug for flere penge. Jo mere der bliver indsamlet – jo flere bøger, kan der trykkes og jo flere hjerter, kan røres!
For bare 200 kroner kan du sikre, at der bliver produceret 5 bøger, der fortæller det frisættende evangelium i børnehøjde, og som bliver til glæde og gavn for messianske børn.
Vil du være med til at støtte Jesus-troende jøder ved at række det bedste til de mindste?
Det Israelske Bibelselskab arbejder med forskning, oversættelse, publicering og bibeldistribution i Israel. Deres vision er, at Bibelens forvandlende budskab vil forme samfundet i Israel, og at Israels folk vil lære Israels Messias at kende. De har en passion for at bringe Guds Ord – de gode nyheder om frelse og fred – til det israelske folks hjerter. Det er et arbejde og en vision, vi i Israelsmissionen både er begejstrede og glade for at kunne støtte op om!
Torsdag d. 22. april afholdt Israelsmissionen sit årsmøde online på grund af covid-19.
Over 50 ansigter dukkede op på vores computerskærm, da vi i sidste uge afholdte vores årsmøde online – og kaffen, ja den skulle I endda selv sørge for!
Tusind tak til alle jer, der deltog. Vi er utroligt taknemmelige for, at så mange nye og gamle Israelsmissions-venner fra både Danmark og udlandet lever med og følger med i arbejdet.
Vi håber, at der i 2021 vil være mulighed for at afholde arrangementer, hvor vi kan mødes fysisk, nyde hinandens selskab og være sammen om vores fælles brand for det jødiske folk.
