Af bibelunderviser Kasper Bergholt
Der er flere grunde til, at det er vigtigt, at vi som kristne har et retvisende billede af jøder og jødedommen. Udover at det er forkert at bære falsk vidnesbyrd om andre, lever vi også i en tid, hvor antisemitismen igen viser sit grumme ansigt. Både det falske vidnesbyrd og antisemitismen bygger almindeligvis på misforståelser, som måske nogle gange er blevet til bevidste løgne. Og gennem tiderne har kirken svigtet, også her. Derfor er det nødvendigt, at vi kigger vores eget billede af jøderne og jødedommen efter i sømmene, og ikke mindst overvejer, hvordan vi kan undgå at videregive misforståelser.
Hvilke misforståelser?
Mange kristne tror, at jødedommen er en religion, hvor man bliver frelst ved sine gerninger. Det er imidlertid en stor misforståelse. Ud fra en jødisk forståelse går Guds nåde og pagt forud for alt andet, ligesom vi kristne vil mene. Jøderne forstår ikke loven (Toraen) som en tung byrde, hvorved man kan fortjene sig til Guds nåde, men som Guds nådefulde åbenbaring af, hvordan man lever det gode liv i pagten.
Fra en religiøs jødes perspektiv kan Toraen måske sammenlignes med et lands samlede lovgivning. Danmarks lovgivning er omfattende og nogle gange også kompleks, men den er ikke et forsøg på at undertrykke mennesker. Lovgivningen er en praktisk foranstaltning, der definerer det gode liv. Det samme gælder for Toraen i dens kontekst.
Derfor må det også understreges, at den lutherske skelnen mellem ”lov og evangelium” ikke er en skelnen mellem Det Nye og Det Gamle Testamente. ”Lov og evangelium” henviser til to måder, Bibelen kan bruges på, nemlig som Guds dom over vores uretfærdighed og Guds nådefulde tilgivelse. Men det er en skelnen, der går på tværs af skellet mellem Det Nye og Det Gamle Testamente.
En anden hyppig misforståelse er den, at jøderne har et distanceret forhold til Gud og for eksempel ikke kan bede til Gud som deres far. Det sidste kan hurtigt afkræftes, hvis man åbner den jødiske bønnebog (Siddur). Den indeholder flere bønner til Gud som ”vor far”. Der er ikke noget, som tyder på, at jøderne skulle have et mere distanceret forhold til Gud, end kristne kan opleve at have.
Hvordan undgå misforståelserne?
Som kirke bør vi som hovedregel undgå at definere vores identitet negativt – altså som noget, vi ikke er. Vi bør undgå formuleringer som ”Jøderne mente/mener…, men Jesus lærte/lærer os…”. Jødedommen er andet og mere end bare et modbillede på kristendommen.
Når jødedommen ofte er blevet brugt til at sige, hvad kristendommen ikke er, skyldes det formentlig ikke mindst evangelisternes beskrivelse af Jesus. De beskriver ofte Jesus i diskussion med jøder, men det er vigtigt at huske nuancerne. Jesu modstandere var ikke jøderne som helhed, men <em>nogle</em> jøder eller <em>nogle</em> jødiske <em>ledere</em>. Den nuancering skal vi altid have med, for det er ikke en, som altid er åbenlys i teksterne eller for moderne tilhørere.
Deraf følger også, at de diskussioner, Jesus tog del i, ofte var indrejødiske diskussioner. Han var ikke en udefrakommende kritiker, der forsøgte at afskaffe jødedommen, men han kom indefra og deltog i diskussioner, der allerede eksisterede blandt jødiske lærde.
Når det er tilfældet, skyldes det ganske enkelt, at Jesus var jøde. Det må vi aldrig glemme, og vi skal bruge enhver anledning til at understrege det. Alt, hvad Jesus sagde og gjorde, hører til i en jødisk kontekst. Han skubbede måske til nogle grænser, og han udfordrede helt bestemt andre jøders forestillinger og tanker, men på intet tidspunkt stillede han sig uden for jødedommen.
Det betyder, slutteligt, at kristendommen har jødiske rødder. Kristendom og jødedom er ikke det samme, men kristendommen ville intet være uden jødedommen. Det betyder ikke, at kristendommen har afløst eller erstattet jødedommen, men det betyder, at vi kristne er uløseligt forbundne til jøderne. Derfor skal vi tale sammen, lære af hinanden og frem for alt forsøge at undgå at misforstå hinanden.
