Vores gode rejse med sten, sten og atter sten.
Halløj allesammen.
Jeg har glædet mig til at fortælle jer, om vores tur til Eilat, dødehavet, Masada og Jeriko.
I Eilat arbejdede vi ude i ørkenen, hvor der ligger et Tabernakel, som var et midlertidigt tempel. Tabernaklet er et telt, som i de 40 år i ørkenen, blev båret med rundt af israelitterne. Tabernaklet havde en stor betydning, for det var det allerhelligste for israelitterne, for det var der Gud havde sin bolig. Inde i Tabernaklet var pagtens ark, som indeholdte de to stentavler, med de 10 bud, som Moses modtog af Gud på Sinaibjerget. Tabernaklet var også stedet, hvor man kunne komme med syndeofre til Gud.
Vi mødtes med en ung mand der hedder Ben, som skulle være sammen med os i de fire dage, hvor vi skulle arbejde på Tabernaklet. Vi fik fortalt, at tre dage inden vi kom til Eilat, havde der været en regnflod i bjergene, som havde skyllet en masse sten ned til det sted hvor Tabernaklet står. De var så glade for at vi kom og gav af vores hjælp. Arbejdsdagene gik med at fjerne store sten, der lå omkring Tabernaklet. Der kommer tit ældre mennesker på guidede ture til Tabernaklet, derfor var det vigtigt for ejerne, at der så pænt ud, og at de ældre havde mulighed for at komme igennem alle de store sten. Vi arbejdede hårdt og flittigt og fik nogle rigtig flotte resultater. Jeg kunne se og mærke, at vi alle var med til at gøre en forskel, ved at give vores hjælp, til nogle som virkelig havde brug for det, og de satte stor pris på vores arbejde og hjælp. Hver dag efter arbejde tog vi ud og badede på stranden.
Torsdag tog vi afsted på vores dødehavstur, hvor vi skulle mødes med Stine og David, senere på aftenen. Da vi missionspiloter ankom til dødehavet, skulle vi uden tvivl ud og bade. Det var helt klart noget af det sjoveste jeg har prøvet. Nemlig følelsen af at sætte sig i vandet og så ryge op med fødderne så man ligger og flyder i vandet. Vi badede i lang tid, indtil det var tid til aftensmad. Da Stine og David kom, tog vi til det sted hvor vi skulle tilbringe resten af aftenen og natten. Stedet lignede en “indianerlejr”. Vi tændte bål og spiste skumfiduser, kiks, chips og fik en kold cola. Det var super hyggeligt at være samlet og sidde og snakke allesammen sammen.
Næste dag tog vi sammen med Stine og David til Masada. Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 meter høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved det døde hav. David fortalte en masse om fæstningen på Masada og om Kong Herodes Den Store. Det var meget spændende og fængende at høre ham fortælle. Vi sluttede den dejlige dag af med at spise aftensmad, på en restaurant i Jeriko.
Det var alt for denne gang, tak for jeres opmærksomhed og vi ses!
Jeg har glædet mig til at fortælle jer, om vores tur til Eilat, dødehavet, Masada og Jeriko.
I Eilat arbejdede vi ude i ørkenen, hvor der ligger et Tabernakel, som var et midlertidigt tempel. Tabernaklet er et telt, som i de 40 år i ørkenen, blev båret med rundt af israelitterne. Tabernaklet havde en stor betydning, for det var det allerhelligste for israelitterne, for det var der Gud havde sin bolig. Inde i Tabernaklet var pagtens ark, som indeholdte de to stentavler, med de 10 bud, som Moses modtog af Gud på Sinaibjerget. Tabernaklet var også stedet, hvor man kunne komme med syndeofre til Gud.
Vi mødtes med en ung mand der hedder Ben, som skulle være sammen med os i de fire dage, hvor vi skulle arbejde på Tabernaklet. Vi fik fortalt, at tre dage inden vi kom til Eilat, havde der været en regnflod i bjergene, som havde skyllet en masse sten ned til det sted hvor Tabernaklet står. De var så glade for at vi kom og gav af vores hjælp. Arbejdsdagene gik med at fjerne store sten, der lå omkring Tabernaklet. Der kommer tit ældre mennesker på guidede ture til Tabernaklet, derfor var det vigtigt for ejerne, at der så pænt ud, og at de ældre havde mulighed for at komme igennem alle de store sten. Vi arbejdede hårdt og flittigt og fik nogle rigtig flotte resultater. Jeg kunne se og mærke, at vi alle var med til at gøre en forskel, ved at give vores hjælp, til nogle som virkelig havde brug for det, og de satte stor pris på vores arbejde og hjælp. Hver dag efter arbejde tog vi ud og badede på stranden.
Torsdag tog vi afsted på vores dødehavstur, hvor vi skulle mødes med Stine og David, senere på aftenen. Da vi missionspiloter ankom til dødehavet, skulle vi uden tvivl ud og bade. Det var helt klart noget af det sjoveste jeg har prøvet. Nemlig følelsen af at sætte sig i vandet og så ryge op med fødderne så man ligger og flyder i vandet. Vi badede i lang tid, indtil det var tid til aftensmad. Da Stine og David kom, tog vi til det sted hvor vi skulle tilbringe resten af aftenen og natten. Stedet lignede en “indianerlejr”. Vi tændte bål og spiste skumfiduser, kiks, chips og fik en kold cola. Det var super hyggeligt at være samlet og sidde og snakke allesammen sammen.
Næste dag tog vi sammen med Stine og David til Masada. Masada er en fæstning, der ligger på en næsten 400 meter høj klippe med stejle sider i Negevørkenen ved det døde hav. David fortalte en masse om fæstningen på Masada og om Kong Herodes Den Store. Det var meget spændende og fængende at høre ham fortælle. Vi sluttede den dejlige dag af med at spise aftensmad, på en restaurant i Jeriko.
Det var alt for denne gang, tak for jeres opmærksomhed og vi ses!
Selve arbejdsdagen på Ebenezer Home startede kl. 7.55 med morgenbøn på lederens kontor med de ansatte, så var vi nemlig klar kl. 8.00 til dagens opgaver. De fleste dage er gået med at skrubbe ALT, hvad skrubbes kunne. Om en måneds-tid vil hjemmet blive inspiceret, så alt skulle stå funklende rent. Vi brugte ca. 10 timer på at skrubbe trappen, som går fra kælderen og op til 3. etage, med sandpapir og eddike. Det var noget af en opgave! Efter 2 dage på knæ med hænderne i eddike skulle trappen vaskes og derefter poleres, og så kunne vi ellers gå videre til næste skrubbe-projekt. Vi rengjorde også industri-køknet på stedet med stål-tandbørster og stål-uld. Jeg skal love for, at vi alle har lagt kræfterne i og fundet skidt, hvor vi ikke troede, det var muligt. De efterfølgende dage fik drengene lov til at male en halvmur: først med grunder, så med en brunlig nuance, for derefter at få at vide, at ejeren ikke var vild med farven, for så at male det hele om i en lys grå. Drengene var lidt slukøret, men de klarede opgaven og nåede, trods alle odds, at færdiggøre maler-projektet. Det er nogle seje drenge, vi har med på holdet!
Vi piger fortsatte askepot-jobbet indendøre med vinduespudsning og rengøring af markiserne hos beboerne. VI arbejdede sammen med en af volontørerne på stedet ved navn Samantha, og så fik vi ellers vores sag for. Hun var en haj til rengøring og samtidig så hurtig, at vi måtte spurte med for bare at skimte hende i horisonten.
Ugen i Haifa har budt på lidt af hvert, men vi har overkommet selv de mest uoverskuelige uoverkueligheder og nydt godt af stranden og lækre is.
Vi er glædeligt hjemvendt til Jerusalem, men lige om lidt går turen videre til Eilat. Læs om det i næste blogindlæg!
Det hele startede før børnene begyndte at larme ude på de smalle gader i den gamle by, dvs. kl. 5 om morgenen, hvor vi fem missionspoliter tog backbacken på ryggen og trissede ned mod Damaskusgaten. Herfra skulle vi tage letbanen til vores søde kirkevolontør Stine som var vores guide på turen. Men på grund af de mange jødiske helligdage kørte letbanen ikke, og vi blev i stedet hentet af Stine. Efter et par fejlkørsler, et checkpoint gennem vestbredden og ca. 190 km sydpå nåede vi endelig til Makhtesh Ramon, en vaskeægte ørken.
Halvvejs gennem turen skulle vi gå alene i stilhed og tage Guds smukke skaberværk ind til os. For en københavner som mig var det virkelig en øjenåbner at se, hvor barsk Guds skaberværk kan være. Og det gav en lille ide om, hvad det egentlig vil sige at Jesus gik i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden vand og drikke. Og israelitterne gik i ørkenen i 40 år. Jeg tænker bare godt det ikke er mig. For at gå i en ørken er altså virkelig hårdt. Det er fedt i 2 dage, men mere end det er bare hårdt. Jeg tror de fleste kender til det at gå i en ørken sådan ret livsmæssigt, fx i sit trosliv. Det gør jeg i hvert fald. Og det er en tid jeg altid prøver at komme så hurtigt ud af som muligt. Men her tror jeg vi kan lære noget af Jesuses 40 dages ørkenvandring. Jeg tror Jesus virkelig fik ro og blev ladet op inden han gik ud og lavede mirakler, døde på korset for vores skyld og stod op igen. Iden han kunne give skulle han selv lade op. Og hvis Jesus skal lade op skal vi også. Så ørkenen som ellers lyder super tørt og livløst kan i stedet være et rum, hvor vi lader op og er intense med Gud, et sted hvor vi må lægge os i hans hænder og bare være lille.
Natten til andendagen var noget af et eventyr. Vi lagde os under stjernerne (i hvert fald næsten, der var et lille halvtag) for så hurtigt at opdage, at der var alt for mange myg til at vi kunne få en god nattesøvn. Så efter at have ligget lidt forskellige steder, bla. i bilerne, endte vi alle op i et telt, der tilhørte oasen. Efter et par timers søvn og maven fyldt med havregrød begik vi så ud på andendages hike, der bestod af bjergbestigning. Vi var alle lidt betænkelige omkring dette høje bjerg og det krævede da også et par nervøsitetstisseture og et styk drueskukker inden vi tog de første skridt op ad en meget stejl, smal sti. Mange pauser efter kom seks ret pressede, men stolte mennesker, op på toppen, hvor vi så ud over en kæmpe ørken, som virkede til at nå ud til verdens ende. Her spiste vi frokost og gik så ned igen og kørte hjem, selvfølglig med et stop til Mc Donalds.
Det brugte vi flere dage på, og vi blev langt fra færdige, men til gengæld hyggede vi os gevaldigt med Nour, der var gartner og stod for at klargøre marken. Hans favorit udtryk var ”If you take away soil, I will kill you :).”
