Refleksioner Arkiv - Side 4 af 17

Virkelighedens Askepot

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 21. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

Den sidste uge har vi tilbragt i den smukke kystby, Haifa. Her har vi arbejdet på Ebenezer Home sammen med pedellen/alt-mulig-manden, David. Ebenezer Home er et plejehjem for troende jøder og arabere, hvor man kan få lov til at tilbringe sine sidste år.

Vi ankom til Haifa lørdag aften, hvor vi blev vidst ned til vores sovesal, et bombe-rum. Det var helt klart en oplevelse at være der. En hel lejlighed, under jorden, uden et eneste vindue, en isnende Air Conditioner og køkkenskabe med kæmpe kakerlakker. Dog var der et hyggeligt udendørs areal med lyskæder, fiskedam og bænke til en hel hær. Der tilbragte vi varme aftner med iskaffe i hånden og rejsedagbogen ved siden af.

Selve arbejdsdagen på Ebenezer Home startede kl. 7.55 med morgenbøn på lederens kontor med de ansatte, så var vi nemlig klar kl. 8.00 til dagens opgaver. De fleste dage er gået med at skrubbe ALT, hvad skrubbes kunne. Om en måneds-tid vil hjemmet blive inspiceret, så alt skulle stå funklende rent. Vi brugte ca. 10 timer på at skrubbe trappen, som går fra kælderen og op til 3. etage, med sandpapir og eddike. Det var noget af en opgave! Efter 2 dage på knæ med hænderne i eddike skulle trappen vaskes og derefter poleres, og så kunne vi ellers gå videre til næste skrubbe-projekt. Vi rengjorde også industri-køknet på stedet med stål-tandbørster og stål-uld. Jeg skal love for, at vi alle har lagt kræfterne i og fundet skidt, hvor vi ikke troede, det var muligt. De efterfølgende dage fik drengene lov til at male en halvmur: først med grunder, så med en brunlig nuance, for derefter at få at vide, at ejeren ikke var vild med farven, for så at male det hele om i en lys grå. Drengene var lidt slukøret, men de klarede opgaven og nåede, trods alle odds, at færdiggøre maler-projektet. Det er nogle seje drenge, vi har med på holdet!  Vi piger fortsatte askepot-jobbet indendøre med vinduespudsning og rengøring af markiserne hos beboerne. VI arbejdede sammen med en af volontørerne på stedet ved navn Samantha, og så fik vi ellers vores sag for. Hun var en haj til rengøring og samtidig så hurtig, at vi måtte spurte med for bare at skimte hende i horisonten.

Selvom vi virkelig har knoklet, har vi hygget os med opgaverne og fået det bedste ud af det. Udover det fik vi tak af alle, ansatte og beboere, så vi har virkelig følt os værdsat på stedet.

Hver dag kl. 10 var der stor formiddagskaffe, som vi alle nød godt af. 2 timer senere fik vi frokost, som altid var vellavet og velsmagende. Kl. 15-16 sluttede vores arbejdsdag og så stod den ellers på udforskning i Haifa. Vi har nogle sande vandhunde i blandt hos her på holdet, så lige så snart ordet “strand” bliver nævnt, er Johannes, Niklas og Liv allerede trukket i badetøjet og på vej afsted med håndklæder over skulderen. Kultur-nøderne Nathali og jeg har været på eventyr i Haifas gader. Haifa har et Bahai-tempel med nogle virkelig smukke tilhørende haver, som ligger op af karmelsbjerget. Dem har vi besøgt og derefter plukket citrus frugter på vejen ned igen. De fleste eftermiddage er endt med lækker is eller pandekager med nutella, en enkelt gang begge dele på samme dag. Vi har det alt for skønt!

Onsdag var en kortere dag på arbejde, da David ville vise os rundt i Haifa. Først gik turen til Elias ofringssted (1. kongebog 18;16), hvor David fortalte om historien og det omkringliggende landskab. Jeg tror, vi alle var meget forundrede over hans store viden inden for nærmest alting. Han var typen, som man kunne spørge om alt og få et gyldigt og gennemtænkt svar fra. Imponerende!

Derefter tog han os videre til Cæsarea, en antik havneby bygget af Herodes den Store til ære for romernes kejser, Cæsar. Dagen sluttede af hjemme hos Davids familie med aftensmad. Det var første gang i lang tid, at vi kunne få lov til at nyde et måltid i et familiært nærvær. Det var en virkelig skøn oplevelse, som vi tager med os i vores rygsække.

Ugen i Haifa har budt på lidt af hvert, men vi har overkommet selv de mest uoverskuelige uoverkueligheder og nydt godt af stranden og lækre is. Vi er glædeligt hjemvendt til Jerusalem, men lige om lidt går turen videre til Eilat. Læs om det i næste blogindlæg!

Indtil da Shalom fra Israels varme!

Tel Aviv, dekadencens metropolis

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 16. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

I dette blogindlæg skal I nu høre om missionspiloternes korte ophold i Tel Aviv. Så lut øren, puds brillen og nyd ugens læsning sendt direkte, fra jeres kære missionspiloter. I torsdags tog vi middagsbussen fra Central Bus Station på Jaffa Street og bussen førte os til Tel Aviv i løbet af få timer. Da vi passerede byskiltet, bød Tel Aviv os på skyhøje betonbygninger, smarte neonlys og dyre hoteller. Det er en verdslig by, hvor tyve stjæler og rust æder. I Tel Aviv er de færreste religiøse, hvilket er helt modsat Jerusalem som er knudepunkt for religion.

Her skulle vi arbejde nogle timer på et kontor i organisationen “Chosen People Ministries”. Det er en organisation som opererer verden rundt. Chosen People Ministries har til formål at sprede evangeliet ud til alle folkeslag. Her skulle vi pakke Esajas 53 bøger ind, så de kunne sendes ud til ivrige læsere. Det var et vildt spændende arbejde og vi knoklede hele eftermiddagen med både tape, frimærker og kuverter. Humøret var højt blandt de flittige piloter. Da vi havde pakket alle bøger, var det blevet tid til koncert i bygningen og vi stod for kaffebrygningen. Jason som var en af lederne i kontoret, forklarede os raketvidenskaben bag espressomaskinen. I en kort stund havde piloterne givet op, men da vi først kom i gang, var der kaffe til en hel hær. Det var dog godt nok at vi ikke tog penge for dem. Det strømmede ind med mennesker gennem svingdøren og stemningen var rigtig god. Der blev sunget til langt ud på aftenen på hebraisk. Da vi var færdige, var det helt mørkt udenfor, så vi gik under gadelygternes lys mens vi lo højt og snakkede om dagens oplevelser i byen. Vi hoppede på den sidste bus mod Zion og faldt på hovedet i seng, da vi kom hjem.

Ørkenvandringen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 11. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

Så er det blevet tid til at fortælle lidt om den berygtede ørkenvandring aka 2 dages ørkentur.

Det hele startede før børnene begyndte at larme ude på de smalle gader i den gamle by, dvs. kl. 5 om morgenen, hvor vi fem missionspoliter tog backbacken på ryggen og trissede ned mod Damaskusgaten. Herfra skulle vi tage letbanen til vores søde kirkevolontør Stine som var vores guide på turen. Men på grund af de mange jødiske helligdage kørte letbanen ikke, og vi blev i stedet hentet af Stine. Efter et par fejlkørsler, et checkpoint gennem vestbredden og ca. 190 km sydpå nåede vi endelig til Makhtesh Ramon, en vaskeægte ørken.

Vi parkerede bilerne ved en oase (som havde toiletter, så det var vi piger glade for), spiste lidt chips og begik så ud på vores første hike. Det gik dog hurtigt op for os at ørkenen i Israel ikke er en sandørken som man ser på film, men en ørken fyld med krater, bjerge, kløfter og sten. Heldigvis for det, for det er da meget smukkere at kigge på.

Halvvejs gennem turen skulle vi gå alene i stilhed og tage Guds smukke skaberværk ind til os. For en københavner som mig var det virkelig en øjenåbner at se, hvor barsk Guds skaberværk kan være. Og det gav en lille ide om, hvad det egentlig vil sige at Jesus gik i ørkenen i 40 dage og 40 nætter uden vand og drikke. Og israelitterne gik i ørkenen i 40 år. Jeg tænker bare godt det ikke er mig. For at gå i en ørken er altså virkelig hårdt. Det er fedt i 2 dage, men mere end det er bare hårdt. Jeg tror de fleste kender til det at gå i en ørken sådan ret livsmæssigt, fx i sit trosliv. Det gør jeg i hvert fald. Og det er en tid jeg altid prøver at komme så hurtigt ud af som muligt. Men her tror jeg vi kan lære noget af Jesuses 40 dages ørkenvandring. Jeg tror Jesus virkelig fik ro og blev ladet op inden han gik ud og lavede mirakler, døde på korset for vores skyld og stod op igen. Iden han kunne give skulle han selv lade op. Og hvis Jesus skal lade op skal vi også. Så ørkenen som ellers lyder super tørt og livløst kan i stedet være et rum, hvor vi lader op og er intense med Gud, et sted hvor vi må lægge os i hans hænder og bare være lille.

Natten til andendagen var noget af et eventyr. Vi lagde os under stjernerne (i hvert fald næsten, der var et lille halvtag) for så hurtigt at opdage, at der var alt for mange myg til at vi kunne få en god nattesøvn. Så efter at have ligget lidt forskellige steder, bla. i bilerne, endte vi alle op i et telt, der tilhørte oasen. Efter et par timers søvn og maven fyldt med havregrød begik vi så ud på andendages hike, der bestod af bjergbestigning. Vi var alle lidt betænkelige omkring dette høje bjerg og det krævede da også et par nervøsitetstisseture og et styk drueskukker inden vi tog de første skridt op ad en meget stejl, smal sti. Mange pauser efter kom seks ret pressede, men stolte mennesker, op på toppen, hvor vi så ud over en kæmpe ørken, som virkede til at nå ud til verdens ende. Her spiste vi frokost og gik så ned igen og kørte hjem, selvfølglig med et stop til Mc Donalds.

Nu er vi hjemme igen, nyvaskede og glade og har allerede været ude med en ny organisation, Chosen People Ministry, som arbejder med holocaust survivors. Med dem har vi pakket madpakker og delt dem ud til over 100 russiske jøder, indrettet et køkken og leget med 7 teenagerdrenge på et børnehjem. I dag skal vi til Tel Aviv og pakke Esajas 53 ned i kasser og arbejde på en cafe.

Ma Salame fra os fem missionspiloter.

Hjertesyge børn, en arabisk bibel og et par læsebriller

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 10. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

”Hearts made well, hearts made one”. Sådan lyder det, når man besøger Shevet Achims hjemmeside – stedet, hvor vi har opholdt os nu i snart en måned. Hvor små børn fra Israels nabolande får lov til at krydse de ellers ret lukkede grænser for at få en livsreddende hjerteoperation og derigennem danner bro på tværs af kulturelle, religiøse og politiske konflikter landene imellem.

Efterhånden har vi både set børnene komme som små, blå og alt for tynde væsener og efter operationen forvandle sig til sunde, buttede og raske børn. Fantastisk! Mødrene og børnene bor på Shevet Achim før og efter operationen, hvor de er omsluttet og plejet af volontører fra hele verden i et kristent fællesskab, som mest af alt minder om en kæmpestor, broget familie. En familie med fællesspisning, lovsang, bøn, rengøring, sygepleje, fester, knus og omsorg for hinanden. Hvor man bliver inkluderet uanset alder, etnicitet, uddannelse, sprogegenskaber og køn. Et sted hvor man på en måde er på arbejde 24/7, men på den anden måde bare er sammen med sin familie med daglige gøremål.

Her bor vi så også som vores familie på tre (Adam, mig og vores lille søn Severin på 8 måneder). Adam sørger primært for praktiske gøremål på huset, som konstant skal vedligeholdes grundet dets mange beboere, jeg selv virker som ”hussygeplejerske”, hvor jeg holder øje med, om børnene skal behandles eller akut på hospitalet – hjertesyge børn skal man være ekstra opmærksomme på, da selv små infektioner, kan være farlige for dem. Så gør vi selvfølgelig også rent, laver mad mm. ligesom alle de andre. Og Severin, ja, han leger ivrigt med de andre babyer og spreder smil og glæde hos mange. Han er stedets yngste volontør!

Men Shevet Achim rummer ikke blot hjerteoperationer og rene toiletter – de ønsker ikke blot at give disse børn et godt hjerte – de ønsker at give dem et helt hjerte! Et helt hjerte, som kun Gud kan give dem. En sådan oplevelse var vi vidner til for ganske nylig:

Når børnene kommer til Shevet Achim og til hospitalet medbringer de normalt deres mødre, men en lille dreng fra Kurdistan havde for nyligt sin far med. Årsagen var, at der florerer rygter i Kurdistan om, at Shevet Achim er et ondt sted, hvor de stjæler børn – dette havde faren hørt, så han tænkte, at hvis nogen skulle forsøge at stjæle hans søn, så ville han selv være der for at kunne beskytte ham! Han oplevede dog snart, at dette ikke var tilfældet.

Faktisk blev han meget overvældet over omsorgen og kærligheden, han mødte her og havde mange snakke med de arabiske-talende volontører. Gud rørte hans hjerte – og han blev omvendt! Han kom hertil som muslim med stor skepsis og tog herfra med et møde med Gud samt en arabisk bibel og et par læsebriller! Gud er stor.

At få lov at opleve sådanne ting, gør arbejdet endnu mere menighedsfyldt.

“Hearts made well, hearts made one!”

Hospitalet i Tel Aviv, hvor hjerteoperationerne udføres

Mødet med den arabiske kultur og arbejdsmoral

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 4. oktober 2018. Bogført i Refleksioner.

Johannes hviler sig i skyggen af et oliventræ!

I dagene mellem d.24.-28. september var vi i Nazareth. Vi boede i to lejligheder ved EMMS Nazareth Hospital og arbejde sammen med organisationen Nazareth Trust, som kom til Nazareth i 1861 for at starte en lægepraksis op. Dette har igennem 150 år udviklet sig til et stort og velfungerende privathospital og Nazareth Village, som er et levende museum, hvor turister og tilrejsende får lov til at opleve, hvordan det har været og set ud i Nazareth på Jesu tid.

Vi skulle arbejde i Nazareth Village, hvor vi blev klædt ud i kjortel og flotte sandaler. Her skulle vi hjælpe til med mange forskellige ting. Vores fornemmeste opgave var at give turisterne en god oplevelse ved at arbejde og få taget billeder sammen med dem. Det var fascinerende og sjovt at være med til og især at se hvilke turister, der tog flest billeder! Kineserne vandt stort :)

De første dage hjalp vi til med at rydde et hus for jord og lægge det op på taget. Det var hårdt og varmt, men det gav en følelse af, at man virkelig hjalp til. En gang imellem kom Samir, som var overhoved i Villagen, og sagde, at vi skulle tage en runde med en hakke eller noget brænde for at være synlige for turisterne, og derefter skulle vi huske at tage noget vand og en lille pause, for som han sagde hele tiden: ”Remember to take break, water and relax… Safety first.”

Hver dag fik vi lækker frokost, der bestod af hummus, pitabrød, linsesuppe, kål og en masse vand. Vi spiste samme sted som turisterne, og vi blev virkelig serviceret af Abla(gift med Samir), som stod i køkkenet. Hendes favorit udtryk var ”Yallah yallah! Sit down, eat, relax!”

Da huset var færdigt, fik vi tildelt en ny arbejdsopgave, der var yderst ”motiverende”.

I bunden af landsbyen var der en mark, som skulle klargøres, så man kunne så hvede. Pigerne startede med at rive det meste af marken for sten og hø. Derefter blev vi sat til at samle sten og hø op i en trillebøre og køre det væk. Umiddelbart lød det okay, men det viste sig, at vi for det første skulle gøre det med hænderne (selvfølgelig uden handsker), for det andet måtte der ikke komme jord med, og for det tredje skulle vi sortere æsellort fra, så det blev tilbage på marken. Det var et evighedsarbejde, fordi vi skulle køre trillebøren væk hver gang, at der kom en gruppe turister. Man havde jo ikke en trillebør på Jesu tid.

Det brugte vi flere dage på, og vi blev langt fra færdige, men til gengæld hyggede vi os gevaldigt med Nour, der var gartner og stod for at klargøre marken. Hans favorit udtryk var ”If you take away soil, I will kill you :).”

Den sidste dag fik Johannes og jeg virkelig lov til at mærke arbejdsmoralen hos araberne. Vi skulle feje i det hus, som vi havde ryddet for jord. Vi fejede og skovlede jord mens de tre andre der skulle hjælpe, som var fra Nazareth, bare stod og kiggede på. Efter et stykke tid satte vi dem i gang med at bære jorden ud af huset, men efter hver spand de havde tømt, så stod de igen og kiggede på, at vi fejede og skovlede. Vi brugte ca.4 timer på at feje to små rum og en lille terrasse, fordi vi ikke havde så meget andet at give os til og ikke kunne finde Samir. Da vi endelig fandt ham, var han bare sole glad for, at vi havde fejet huset færdigt og at det var gået så hurtigt. Det grinte vi ret meget af, for vi havde næsten dårlig samvittighed over, at vi ikke havde lavet så meget den dag.

Da dagen var ved at være slut kom Abla og Samir hen til os og sagde, at vi skulle komme med. De havde nemlig købt kage og sodavand til os, som tak for den tid vi havde været hos dem og for den store hjælp vi havde bidraget med. Man blev næsten helt forlegen, for så meget syntes vi heller ikke, at vi havde lavet, men det lærte os bare omkring, hvor stor taknemlighed man kan have over noget, som man måske ikke tænker er det helt store.

Alle menneskerne som arbejdede i Nazareth Village var virkelig kærlige og rare mennesker, som var taknemmelige over selv det mindste og virkelig havde en gejst for at være en velsignelse for andre.

Det var noget jeg personligt kunne lære af og som virkelig gjorde indtryk på mig, og noget som jeg vil tage med mig videre i livet.

Tættere på Messias

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. september 2018. Bogført i Refleksioner.

Det er nu blevet tid til, at jeg vil fortælle om tre spændende og virkelige gode dage i Galilæa. Vi tog afsted med Stine og David, og fik selvskab af volontørparret, Adam og Malene og deres lille søn Severin.

Galilæa er et meget spændende, og særligt område i Israel. Der er mange bibelske steder at se, og vi blev ført rundt til alle stederne, mens vi hørte om hvad Jesus har udrettet, og hvordan hans liv var på jorden. Nogle af stederne var Samaria, hvor vi hørte om Jesus, og hans møde med den samaritanske kvinde. Et andet sted var Hippos, hvor vi tog op om aftenen og spiste aftensmad, mens vi så solnedgangen, som var rigtig smuk. Hippos er en ruin af en gammel by, der ligger på et bjerg. På Hippos fortalte David beretningen om den besatte mand, hvor Jesus uddriver de onde ånder, ud af manden og over i grisene. Vi fik også oplevelsen af at få lov til at sejle i en båd, på Genesaret sø, med fødderne i vandet. Båden var magen til sådan en som Jesus sejlede i. Vi var også ude og bade i de varme kilder, og se krokodiller og papegøjeshow. Vi sluttede de tre dage, af med at spise sammen på en fin restaurant.

De tre dage gav mig noget særligt, nemlig følelsen af at få lov, til at gå der hvor Jesus har gået, for mange år siden, og at se de steder der bliver nævnt i bibelen, med mine egne øjne.

Det var live fra Ghepetto News.

Glædelig løvhyttefest!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 28. september 2018. Bogført i Refleksioner.

3. Mos 23, 33-36: Herren talte til Moses og sagde: Sig til israelitterne: Den femtende dag i denne syvende måned er det løvhyttefest for Herren i syv dage. På den første dag skal der være hellig festforsamling; I må ikke udføre noget arbejde. I syv dage skal I bringe Herren ofre. Den ottende dag skal I holde hellig festforsamling og bringe Herren ofre. Det er en festdag; I må ikke udføre noget arbejde.

D. 24. september 2018 begyndte de syv dages fejring af løvhyttefesten i Israel. I dagene inden har de fleste haft travlt med at flække nogle midlertidige hytter sammen og pynte dem med palmegrene. På den måde har de lavet løvhytter. De skal minde om ørkentidens midlertidige hytter, dengang Gud ledte folket ud fra Egypten og til det forjættede land. På denne dag læser jøderne om hele festkalenderen lige fra påske via pinse til løvhyttefest. Egentligt meget passende, for løvhyttefesten er det store klimaks på hele det jødiske kirkeår; den store afsluttende fest i Jerusalem. Festen, som den blev kaldt.

Zak 14, 5b-9: Da kommer Herren min Gud og alle de hellige med ham. På den dag skal der hverken være hede eller kulde og frost. Der skal være én lang dag – Herren kender den – ikke dag og nat; selv ved aftenstid skal det være lyst. På den dag skal levende vand strømme ud fra Jerusalem, halvdelen ud i havet i øst og halvdelen ud i havet i vest både sommer og vinter. Da skal Herren være konge over hele jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét. … (vers 16) Men alle, der er tilbage af de folkeslag, der rykker imod Jerusalem, skal drage derop år efter år og tilbede kongen, Hærskarers Herre, og fejre løvhyttefesten.

Som festårets klimaks blev løvhyttefesten ikke kun et minde om dengang, Gud tog bolig i tabernaklet (teltet) hos sit folk i ørkenen og ledte det som den gode hyrde, skaffede vand ved at kløve klippen, og lyste for det ved ildsøjlen. Festen blev også en forkyndelse af, at han en dag vil komme igen og tage bolig hos sit folk og endelig etablere sit rige. Sådan beskriver profeten Zakarias netop Israels kommende frelse i ørkentidsmetaforer: Når Herren kommer, skal det være lyst ved aftenstid, Oliebjerget skal spaltes, og levende vand strømme ud fra Jerusalem. Selv folkeslagene skal inviteres med til løvhyttefest, og Herren være konge over alle.

Luk 2,11a: “I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.”

Og derfor er det Jesu fødsel, vi også skal læse om ad i dag. Herren kom for at tage bolig iblandt os: Det forklarede englen de måbende hyrder på marken. Selvfølgelig var det hyrder, der skulle være de første til at få indsigt i, at hyrden er kommet, kongen. Senere ville Jesus netop under en løvhyttefest i Jerusalem stå frem i templet og proklamere: ”Jeg er det levende vand”; ”Jeg er verdens lys”; ”Jeg er den gode hyrde” (Joh 7-10). Og præcis sådan mødte han mennesker af alle slags lige midt i deres livs ørken med lys, nærvær, vejledning, tilgivelse og håb. Løvhyttefesten fik sin første store opfyldelse begyndende med Jesu fødsel.

Men for at fuldføre sin mission, måtte Jesus først gå gennem påskens død og opstandelse. Han måtte så at sige gå igennem hele den jødiske festkalender og opfylde den: Han blev påskelammet, der bar verdens synd, og som den opstandne tog han bolig hos ved sin ånd pinsedag. Sådan blev pinsen en lille opfyldelse af løvhyttefesten, for nu vil han tage bolig i dit og mit liv, være vores lys, og det levende vand, vi kan slukke vores tørst med. Han vil være vores gode hyrde på vej til Paradis. For den sidste store og evige ”løvsalsfest” (DDS 571,2) venter vi stadig på. En dag vil Herren komme igen for at nyskabe himmel og jord – og være konge over alle. Den løvhyttefest, vi som kristne ikke fejrer i vores kirkeår, skal netop minde os om, at vi ikke er nået frem endnu. Vi er kun på vej. Men vi er på vej til festen. Det er det håb, vi har.

Tora-portion: Jeg løfter mit ansigt mod dig

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 27. september 2018. Bogført i Refleksioner.

Vezot ha’Bracha

Tekst: 5 mosebog 33,1-34,12

“Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt”. 5 Mosebog 34,10

Hvad sker der inden i dig, når der bliver sagt Herren velsigne dig og bevare dig? Står du med nedbøjet hoved og tør næsten ikke at se på Gud i al hans hellighed og magt, som du arme menneske alligevel ikke kan udholde? Eller lige nu hvor Gud ser dig, dækker du ansigtet til som flere i det gamle testamente bliver bedt om? Står du der som et lille menneske bevidst om din korrupte tilværelse, eller er der bar en lille skam, som hvisker, alt imens Gud løfter sit ansigt mod dig?

Jeg er blevet fortalt, at når en borger på bibelens tid skulle fremføre sin sag for regenten, kunne han få fortræde på slottet. Hvis kongen valgte at kigge op på undersåtten i den store tronsal, kunne han fremføre sin sag for regenten, men kiggede han ikke på den fremtrædne, var han ikke værdig at lytte til, og han ville blive slået ihjel.

Moses kunne omgås Gud i al hans pragt. Han så Guds ansigt, først og fremmest fordi Gud så på ham, kaldte ham ved navn, den store ”JEG ER” rettede sin opmærksomhed mod Moses, og de kunne stå ansigt til ansigt overfor hinanden.

Moses var en velsignet profet og den eneste med dette privilegium ifølge 5 Mosebog. Men sidenhen får nogle særlige disciple og almindelige mennesker lov til at se Guds ansigt, uden angst og har ikke brug for at dække sig til eller gemme ansigtet bort, Men de kan skue direkte ind i Guds ansigt, et ansigt der ligner en ganske almindelig mand, med træk fra sin moder Maria og derudover nogle træk som har et ophav, som Moses måske vil kunne genkende fra Gud. Denne måske nok så almindelige mand var dog stadig Gud, der ser på os som sine elskede børn, hvori han har velbehag.

Der står jeg tit under velsignelsen, ikke som det lille usle menneske Gud lige anser kortvarigt. Men jeg står stolt med oprejst pande, hvor Gud ser på mig med kærlighed, og hvor jeg roligt kan fremføre min sag, for derefter at forlade velsignelsen med tanke på Guds omsorgsfulde ”Jeg ser dig ansigt til ansigt”.

Yom Kippur: Jeg løftede op i præstekjolen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 18. september 2018. Bogført i Refleksioner.

3 Mos 16,2: Herren sagde til Moses: Sig til dig bror Aron, at han ikke når som helst må gå ind bag forhænget i helligdommen hen foran sonedækket…

Det er fejringen af ”Yom Kippur”, når jøderne læser denne uges Torah-portion rundt i deres synagoger og samlingssteder. Den bemærkelsesværdige dag på året, hvor alt – simpelthen alt – ligger fuldstændig stille. Så stille, at man kan overveje at holde en picnic midt på motorvejen.

For det er den ene dag om året, hvor ypperstepræsten i den gamle tempelhelligdom, måtte gå ind bag forhænget til det aller-helligste rum ved sonedækket.

Der kan trækkes store teologiske tråde fra denne forordning i Den Gamle Pagt til Jesu triumftog i Den Nye Pagt. Tråde så store, at jeg næsten fik tårer i øjnene af glæde, da jeg opdagede nogle af dem for første gang. Men i dag har jeg lyst til at trække en anden parallel.

Forleden havde jeg fornøjelsen af at afholde gudstjeneste med 300 veteraner samt Prins Joachim og Prinsesse Marie. Anledningen var den årlige flagdag for danske veteraner. Undervejs i gudstjenesten lavede jeg et lille stunt, hvor jeg afslørede en offentlig hemmelighed: Hvad gemmer præster under præstekjolen? Svaret denne dag vidste sig at være min feltpræst-uniform. Ud over glæden ved at få både soldater og kongelige til at grine, var der også en dybere pointe med stuntet:

Pointen var, at soldater bærer deres udsendelse med sig, uanset om andre kan se det eller ej. Ligesom man ikke kan se, hvad jeg gemmer under min præstekjole.

Pointen var, at vi bærer bagagen tæt inde på livet. Nogle gange fordi det gør for ondt at vise frem. Andre gange fordi vi slet ikke tænker over det mere – det er bare blevet ”en del af os”.

Som veteran kan man måske godt have aflagt sin uniform, men man vil altid være veteran og bærer det med sig alligevel.

Efterfølgende er det gået op for mig, at dette billede også kan bruges på mange andre aspekter af livet. Fx ift. depressioner eller stress. Eller ift. min skam. Eller mit hovmod og mit begær.

Spørgsmålene, som det rejser for mig, er:

Lader jeg Jesus komme ind bag forhænget til det allerhelligste i mit liv?
Lader jeg ham få fri adgang, eller begrænser jeg det til absolut minimum?

Beskyt skaberværket, MPE18

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. 14. september 2018. Bogført i Refleksioner.

I den bagende sol har vi fra d. 10.-12. september samlet skrald lige ved søen, som kære Jesus gik på. Søbrederne var fyldt med skrald og flere steder lå det i lag fra mange års anti-brug af skraldespande. Der var ikke andet for end at tage et par handsker på, en plastik-pose i hånden og så bare i gang. Vi ryddede et område lidt udenfor Tiberias, og det var specielt at følge med i udviklingen af, hvordan stedet så ud før vi kom, og da vi til sidst var “færdige” (stedet kunne stadig bruge en kærlig hånd, men var klart forbedret).Her vi alle i vores flotte BLI-trøjer

Vi fulgtes med The Beautiful Land Initiative (BLI), en organisation som arbejder på at gøre Israel til et pænere sted. En mulighed for at beskytte Guds jord og forhåbentligt løbe ind i de undrende forbipasserende og fortælle lidt om, at BLI gør det for Jesus. Lederen af organisationen hedder Jordan, en passioneret familiefar, som forlod alt i USA for at følge hans kald om at rydde op i Israel. Han havde et stærkt vidnesbyrd om, hvordan Gud havde kaldt ham til dette projekt, og at Gud nærmest havde planlagt det hele på forhånd. Et vidnesbyrd som fortalte om Guds godhed, omsorg og ikke mindst Hans kæmpe planer for os.

Den sidste dag blev jeg rørt over at se den forandring, stedet vi arbejdede på, havde gennemgået. Tænk at få lov til at hjælpe Gud og beskytte Hans skaberværk. Det var en stor og særlig oplevelse! Jeg fik øjnene op for, at mission ikke kun er at fortælle direkte om Jesus til andre, men at mission også er at være et levende vidnesbyrd, fortælle om Jesus gennem handlinger og at vise sin passion for Jesus ved fx noget så banalt som at samle skrald.

Alt imens vi gravede hænderne ned i de enorme mængder skrald fik vi lov til at snakke med de andre, som var en del af vores 3-dages program med BLI. Der var en stor gruppe amerikanere fra Nashville og en lille gruppe finere fra en finsk DTS. Vi fik talt en masse med amerikanerne og et par fremmede, som spurgte nysgerrigt til, hvad vi dog lavede her i 37 graders varme med poser fulde af skrald.

Vi har kun været ved én organisation, men vi oplever allerede, at Gud er nærværende og bruger os, hvor vi kommer hen. Gud er god!

Vi er nu vendt tilbage til vores skønne Jerusalem igen, som vi alle nu kalder “hjem”. Vi bor i det kristne kvarter i Den Gamle By, så vi er midt i, hvor det hele sker. Det er så fedt at trisse rundt i bazaren og vi hilser: “Assalamu aleikum” og siger: “Maa Sallamee”, når vi går igen. Vi føler os mindre og mindre som de hvide turister og mere og mere hjemme i dette fantastiske land, religionernes Mekka.