Skip to main content

Tag: mission

Kaffemaskinen blev et redskab for Gud

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Andy Ball, bibelbutikken i Tel Aviv, 24. februar 2015

Siden januar er det gået lidt sløvt med forretningen – sikkert på grund af finanskrisen. Der er ikke så mange mennesker i gaderne, og det er en stor mulighed for os til at lære vores forretningsnaboer bedre at kende, da vi jo alle har tid til at snakke. Vi har lige købt en ny kaffemaskine, og den er blevet et godt redskab til at dele evangeliet.

En dag så vi vores naboer stå i gaden og snakke med hinanden, så vi inviterede dem ind i vores butik til kaffe. “Det er en god idé,” sagde en af naboerne, “jeg tager småkager med!” Så vi satte os alle ned og nød kaffe og småkager. En af de andre sagde til mig: “Nu har jeg kendt dig i mange år, Andy, men ved alligevel stadig ikke helt, hvem du er, og hvad denne butik har som formål. Vil du ikke fortælle os lidt om, hvad du tror på?” Det ville jeg jo gerne, og det endte med en snak om, hvem der egentligt er jøder, og hvem der er kristne.

Vi takker Gud  for denne mulighed for at dele evangeliet, og vi var overraskede over, hvor villige folk var til at lytte til os. Efter lidt tid skulle vi igen hver til sit, men alle naboerne blev tilbudt et Nyt Testamente på hebraisk og noget andet litteratur.

En færdselsbetjent som går forbi  vores butik hver dag, stak på et tidspunkt genert hovedet inden for. Han havde hørt fra naboerne, at vi havde en kaffemaskine, og at vi delte kaffen ud gratis. Nu har vi en ny ven, som siger godmorgen til os hver dag, og som vi har en mulighed for at dele evangeliet med.

Det er stort at opleve, hvordan Gud åbner dørene for os – selv i vanskelige situationer. Gud har virkelig velsignet os gennem denne kaffemaskine, for siden vi har fået den er der opstået mange muligheder for at  kombinere kaffe, afslapning og god snak.

Jeg håber, I vil være med til at bede for vores næste kampagne på gaden. At sløret må løftes fra de øjne, som læser evangeliet; for visdom i de snakke vi får med andre; for dramateamet og musikerne.

Må Gud velsigne jer alle.

Over and out!

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Amanda, Sara, Hanna og Miriam, hjemvendte missionspiloter

Amanda in action med gadeevangelisation i Tel Aviv.
Amanda in action med gadeevangelisation i Tel Aviv.
Det har godt nok været noget af et ophold i Israel som Missionspiloter. Vi føler os privilegerede over at have fået mere bibelkundskab, så mange oplevelser, møder med interessante mennesker, udfordringer og venskaber med hjem. Når vi tænker tilbage på de 3 sidste måneder, er det svært at huske alle de forskellige ting, vi har oplevet, og de mange indtryk vi har fået. Men når vi begynder at tænke tilbage på ugerne, er der fantastiske minder, der dukker op.

Fantastiske mennesker – fantastiske steder
Ugen i Haifa, hvor vi legede pedeller på plejehjemmet, husker vi tilbage på med glæde. Vi havde fællesskab med fantastiske mennesker og en vidunderlig åbenhed og tid til Gud på arbejdspladsen.

Vores mange vandreture: vi har klaget over ømme fødder, vabler og stejle stigninger, men når vi ser tilbage på dem nu, vil vi ikke have været foruden en eneste. De har udfordret os fysisk på en måde, vi aldrig før har prøvet, og vi har lært, at VI KAN klare ørkenen og har fundet glæden ved vandring isoleret fra civilisation.

Alle de forskellige udsigter og naturvidundere vi har oplevet: de mange farver sand i ørkenen, en oase midt i ingenting, bjerge så langt øjet rækker, en brusende Jordanflod, huler med gamle gemte skatte og fantastiske udsigter over byer.

Mødet med inspirerende folk over hele landet: Vi har besøgt mange kristne organisationer og kirker i Israel. Det har givet os, det vi søgte – nemlig et mosaikbillede af mission her i Israel. Vi har på egen krop lært forskellige måder at udføre mission på og have et kristent liv i et land spækket med religion og kultur på mange planer. De mange inspirerende mennesker har lært os, hvor svært det kan være at være kristen, når det er med livet som indsats. Hvor dejligt, det er at være kristen, og man derfor ikke kan holde det for sig selv, men bliver nødt til at sprede budskabet på gaderne. Og hvor udfordrende det er at dele sin tro på Jesus med andre i et land, hvor holdninger til religion er svære at ændre på.

Missionspiloterne får undervisning af David, der er dansk præst i Jerusalem.
Missionspiloterne får undervisning af David, der er dansk præst i Jerusalem.
Udfordringerne
Men vi kan heller ikke glemme nogle af de svære og udfordrende oplevelser, vi har haft. Det had to folkeslag kan have til hinanden, selvom de lever side om side. Vi boede i udkanten af Jerusalem, hvor der også var et terrorangreb på en jødisk synagoge, og vi har lært at i dette samfund lukker ting ikke bare ned, selvom livet er svært at leve. Det er hverdag hernede, og man lever videre med troen på, at Gud passer på én og ved, hvad der er bedst. Det er svært at forklare, hvordan det er at have været i et land med så mange indbyrdes stridigheder. Det er ikke unaturligt, at al trafik pludselig stopper, hvis der er mistanke om en bombetrussel i nærheden, eller at politiet tropper mandstærkt op i arabiske områder efter fredagsbøn for at undgå uroligheder. Men det er svært at tage det hele ind og reagere på alt, når man blot er ”turist”.

De fleste øvrige udfordringer har været givende, og dem ser vi tilbage på med glæde, hvorimod vi før frygtede dem.

Udfordringen ved at slippe tøjlerne og bare lovprise Gud med hele kroppen havde vi på en bønnekonference. Sidst på ugen blev vi dog overraskede over, hvor meget vi savnede det, da vi kom tilbage i vante rammer med sangbogen i hånden, siddende på en sofa uden fest og ballade.

Vi fik også udfordringen om at tage ud på gaden og fortælle om vores tro på Jesus og ud fra Det Gamle Testamente argumentere for, at Jesus er Messias.

Allerede i den første uge blev vi udfordret til at læse hele bibelen. Vi har siden taget os tid til at læse sammen fra en ende af. Vi har fået en god start, og de ting vi har læst om i bibelen, vil vi tage med hjem og værdsætte at kunne tage frem og dele. Det at tage bibelen frem og have lyst til at læse har ikke været så almindeligt, før vi tog af sted. Men vi kommer hjem med en fornyet læselyst og glæde ved at have større forståelse for Guds ord.

Undervisningen har også udfordret os og været med til at krydre opholdet med en bedre forståelse af det land, vi har boet i de sidste 3 måneder.

Pak oplevelserne ud
Tre måneder er lang tid og ikke lang tid nok. Vi har nydt i fulde drag at være af sted og at have fået fyldt rygsækken med oplevelser. Men vi er også godt fyldt op nu og glæder os til at komme hjem og få pakket ud – både tøj, souvenirs og pakkenelliker, men også de ting, vi har erfaret og derved gøre brug af dem i vores hverdag.

Piloterne siger hermed: ”Over and out”! Tak til alle, der har været med til at gøre dette ophold til en oplevelse for livet!

Kongens medieskole

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Arne Pedersen, 20. januar 2015

Hvis man gerne vil evangelisere, handler en stor del af det om at være der, hvor mennesker er. Engang betød det at gå på det lokale torv en travl dag. Det gør det stadigvæk mange steder. Men det kan også betyde at tænde sin computer og gå på internettet.

Greg og Sarah med sønnen Zacharias
Greg og Sarah med sønnen Zakarias
Israel er et land, hvor medier – og i særligt grad internettet – fylder rigtig meget. 99 % af alle husstande er koblet til internettet, og der er 122 computere for hver 100 indbyggere.  Ingen i verden tilbringer mere tid online på Youtube og Facebook end israelere. Derfor er det også helt afgørende, hvis man vil nå israelere med evangeliet at være dygtig til at bruge tidens medier til at forkynde det gamle budskab.

Ville uddanne unge til medier
Sarah og Greg Williams forlod alt i USA for at rejse til Israel og uddanne unge mennesker i at lave film og andre medier. Skolens vision er, at uddanne unge mennesker til at være en aktiv del af medieindustrien – uden at gå på kompromis med deres tro på Jesus.

Det lå ikke lige i kortene, at Greg, en bondedreng fra det østlige Texas, skulle rejse til Israel og starte en medieskole. Han havde slet ikke beskæftiget sig med medier, da han en dag på vej til arbejde mærkede et stærkt kald til at skulle arbejde inden for medier. Men skridt for skridt oplevede han, hvordan tingene lagde sig til rette for ham. Først med et job i den lokale kirke og senere i form af et job i en større kristen medieorganisation.

Greg har aldrig taget en egentlig uddannelse inden for branchen, men har lært håndværket ved at gøre det. Da han nogle år senere kom til Israel, så han et behov, og den messianske menighed, King of Kings, var den platform, som medieskolen skulle bygges på. Menigheden var stor nok til ikke at blive overvældet af Gregs visioner, og de havde ressourcerne til at bakke ham op, så det var et godt match.

Fra ”Top Model” til Israel
Greg ved mixerpulten i lydlokalet.
Greg ved mixerpulten i lydlokalet.
Sarahs historie er anderledes på mange måder. Allerede fra en meget tidlig alder følte hun, at Gud kaldte hende til mission over for det jødiske folk. Efter at have afsluttet en medieuddannelse på Biola Universitet rykkede hun til Hollywood, hvor hun kom til at arbejde på store, nationale tv-shows som fx ”Top Model”.

Selvom Sarah følte, hun gjorde en positiv forskel i Hollywood, forstod hun også, at Gud stadig ville have hende til Israel. Hun sagde sit job op og rejste. I første omgang 1½ år til Israel, hvor hun arbejdede med medier, men derefter rejste hun hjem igen. En veninde gjorde hende opmærksom på, at der var blevet startet en medieskole i Jerusalem, og hun sendte sit CV af sted. ”Inden for en måned sad jeg på et fly til Israel. Det var egentligt meningen, det kun skulle være tre måneder for lige at se det an, men det endte med en lang kontrakt. Og inden for 9 måneder blev jeg gift med Greg,” fortæller Sarah.

Sammen har de sønnen, Zakarias – og en medieskole i hjertet af Jerusalem.

Fokus på discipelskab
Som nævnt er det ikke kun medierne, der fylder. Det gør et fokus på discipelskab også. ”Hvis jeg skal være helt ærlig, så er det det, der får mig op om morgenen,” fortæller Greg og fortsætter: ”Hvis vi kun underviste i det tekniske, ville det være virkelig kedeligt.” Parret fortæller, at fokus på discipelskab også gør, at de gerne vil blive ved med at være en lille skole. Der er dog plads til flere , for i øjeblikket er der kun syv studerende på skolen, som har udklækket 15 elever på de fire hold, der er gennemført.

Alle studerende på skolen er lokale undtagen én, og det er netop en af visionerne: At uddanne lokale til at være en del af medieverdenen i Israel. Skolen er åben for alle, men man har alligevel valgt at gøre det billigere for lokale at tage den to-årige uddannelse.

Medierne og kirken
”I alt for lang tid har kirken undladt at engagere sig helhjertet i medieindustrien,” mener Sarah. ”Der har måske været en opfattelse af medieverdenen, som Djævelens legeplads. Men denne industri er jo i høj grad blevet, som den er, fordi kirken ikke har engageret sig,” forklarer Sarah passioneret. Hun mener at kunne se en tendens til, at det ændrer sig. Gennem de sidste 15-20 år er flere og flere kristne blevet engageret inden for film og TV, og der er begyndt at brede sig en holdning om, at kunst sagtens kan være præget af kristendom og kristne værdier – også selvom det ikke lige foregår i en kirke.

Middelmådighed er et fy-ord
Parret vil gerne være med til at fremelske en kultur, hvor man ikke lader sig nøje med middelmådighed inden for medier bare, fordi det er en kristen organisation. ”Det er et godt bibelsk princip, at når man arbejder, så arbejder man for Gud. Hvis man arbejder for Gud, skal man ikke lade sig nøje med middelmådigt arbejde,” mener Sarah.

Greg supplerer: ”Der er rigtig mange kristne organisationer, som gerne vil være gode til at lave film og TV, men de laver den fejl, at de taler til ”deres egne”. De glemmer at være kontekstuelle, og så bliver det for pænt og steriliseret,” mener han. ”Vi kommer aldrig ud over kanten, hvis ikke vi taler lige ud af posen!” Han pointerer, at hvis dem, vi gerne vil nå med evangeliet, ikke kan forstå vores indforståede og klichéfyldte sprog – hvordan skal de så forstå det budskab, vi gerne vil ud med?

Sarah fortæller, at hun håber, Gud vil kalde flere mennesker ind i medieverdenen. ”Medier forandrer kulturen og forandrer verden. Og det er det, Gud vil – han vil forandre menneskers liv og menneskers hjerter.”

Kongens medieskole ligger i hjertet af Jerusalem. Lad os bede til at Gud bruger skolen og dens studerende til at forandre det jødiske folks hjerter.  

Guds rige i San Francisco

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Arbejdet i Danmark, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Simon Krüger, stud.theol. på Menighedsfakultetet og projektmedarbejder i Israelsmissionen

En af velsignelserne ved at læse teologi på Menighedsfakultetet er, at der i studieordningen er indlagt tre ugers praktik. En god opsparing og villighed fra vores trofaste partner Jews for Jesus gjorde, at jeg først i uge 40, stod på 60 Haight Street, San Francisco, California og havde udsigt til en fantastisk skyline og tre spændende uger i selskab med lokalafdelingsleder og missionær Rob Wertheim.

Simon1
Simon sammen med Rob Wertheim
Under hele opholdet var jeg indkvarteret i et større victoriansk villahus ejet af organisationen hvor tre andre unge boede fast. Huset er tænkt som et åbent hjem, hvor jøde og ikke-jøde, kristen som ikke-kristen er velkommen. De fastboende unge er tilknyttet ar-bejdet og afholdte sabbatsmåltider og andre arrangementer. Jeg var således hele tiden omgivet af personer, der, på alt fra verdensplan til mindste lokalplan, arbejdede og levede i mission. Primært fulgte jeg Rob i hans arbejde med at skabe og følge op på de kontakter, han og andre missionærer havde fået gennem gadeevangelisation. Jeg var med ude at besøge mennesker i alle aldre, der havde levet med Herren i alt fra få måneder til flere år og jeg erfarede hvordan man kan lede et bibelstudie over Skype.

Giv det videre

Gennem det hele skinnede noget af det Jews for Jesus er allermest skarpe på: Det vigtigste vi kan give videre, er evangeliet om Jesus, derfor skal vi dele det – med det samme! Jews for Jesus ser netop på dette som en påtrængende nødvendighed, et akut behov og de understreger uopsætteligheden af opgaven. Og med dét som mål går de bare i gang. Hvor jeg så et hyggeligt marked, en afslappende park eller en finalekamp i baseball så Rob altid mulighed for mission. Hvis der var et stort event med mange deltagere, skulle vi også være der. Vi var bl.a. til stede ved San Franciscos årlige marked, på det lokale universitetscampus og ved det amerikanske flyvevåbens opvisning. De havde udtalte taktikker omkring uddeling, placering, at man skal sige »velbekomme« når folk siger: »nej tak« etc. I dansk kontekst har jeg sjældent set en så frimodig og direkte måde at forholde sig til, at verden har brug for Jesus.

De unge udfordrer

I anden uge af min praktik afholdtes et internationalt bestyrelsesmøde i organisationen. Repræsentanter fra lokalafdelinger fra hele verden var således samlet ved hovedkvarteret til undervisning, drøftelse af missionærudsendelse, diskussion af organisationens fremtid samt for i fællesskab at gennemføre en outreach. Jeg var med til både undervisning, outreach, intro- og afslutningsarrangement samt måltider og fik her mulighed for at møde flere nøglepersoner og drøfte missionsarbejdet. Her blev det tydeligt for mig, at Jews for Jesus hele tiden eksperimenterer med, hvordan de mest effektivt kan nå mennesker med evangeliet. Især den unge generation i organisationen ser i stigende grad behovet for mere end kun den oldschool taktik, at dele traktater ud. I stedet stiger fokus på de mere fysiske og psykiske behov som »kontakter« kan have. Nogle af dem som har været med i organisationen i lang tid er derfor nervøse for, om traktatuddeling som metode er på vej ud. Det har altid været en kerneaktivitet i Jews for Jesus’ arbejde, fordi det åndelige behov, behovet for at anerkende Jesus som frelser til syndernes forladelse, altid har stået i centrum.  De unge i huset, hvor jeg boede, blev oftest venner med dem, de delte evangeliet med. De så deres livsførelse som vidnesbyrd, hvilket mere ligner tilgangen, jeg kender fra Danmark. Rob understregede dog, at der her er stor risiko for ikke at få delt selve evangeliet om syndernes forladelse, fordi man ikke ønsker at støde folk væk. Rendyrkes det åndelige behov, er der dog ligeledes risiko for, at de fysiske og psykiske behov underkendes. Formålet med kontakter bliver kun at præsentere dem for evangeliet. Andre behov må vige fuldstændigt.

Det handler om Jesus

Spørgsmålet om tilgang og måden at missionere på var man ikke helt enige om på det fælles bestyrelsesmøde, men ét holdt alle fast i: Det centrale var evangeliet om Jesus Kristus. Alt vi gør, skal pege på ham og have ham som mål. For en komfortzone-søgende dansker som mig var dette en stor udfordring. Alt for ofte mangler jeg mod til at bringe trosemner på banen, selvom jeg kan karakterisere mit møde med ikke-kristne som en form for mission. Netop at bringe fokus på Kristus blev pejlemærket for mig. Dette kan få en oldschool gademissionær til at se, at man ind i mellem må lade traktaterne blive i taskerne for at tage sig tid til en snak med et dødsfrygtende menneske. Samtidig holder det mig som konfrontationskritisk dansker op på, at troen kommer af det som høres og at jeg må gribe frimodigt om de muligheder, jeg får for at dele min tro.

Mit vidnesbyrd skal være til at forstå!

Ved en uddeling af traktater på San Francisco State University, prikkede en jævnaldrende mørkhåret dreng mig pludselig på skulderen og sagde: »Jews for Jesus. Okay. Så hvem er ham Jesus?«. Noget i mig sagde, at jeg burde blive glad for spørgsmålet. Pga. min basale frygt for troskonfrontation blev jeg der imod mest af alt skræmt og allerværst anede jeg først ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tænkte løs og tyede instinktivt til dogmatiske læresætninger, men det blev hurtigt bremset af min forestilling af, hvordan han ville høre min udlægning af Luthers syndsforståelse. Jeg erfarede kort sagt spændingen mellem at ville formulere korrekt lære og samtidig give et aktuelt og forståeligt vidnesbyrd. Mine dogmatiske kundskaber kunne ikke stå alene, de måtte iklædes en nutidig skikkelse. Efter hændelsen har jeg dog glædet mig over at have set, at evangeliets hovedperson stadig er relevant i dag. Det styrker yderligere frimodigheden til at udfordre min konformitet og opsøge mere direkte mission. Fra læsepladsen og læresætningerne blev der pludselig bygget bro til universitetscampus og vidnesbyrd. Evangeliet skal prædikes lige her og nu og det skal forvandle mennesker lige her og nu!

Udlevet teologi

I forlængelse heraf oplevede jeg, hvordan mine evner fra teologi kan blive bragt i spil ved bibelstudier og i mødet med kontakter. Eksempelvis ville en jødisk kvinde ikke studere profeterne (og uskadeliggjorde således jødemissionærens stærkeste våben: Esajas 53) men kun 1. Mosebog. På vej dertil kunne jeg således foreslå at diskutere Guds Ånd samt flertallet »os« i vers 26. Dette kunne være med til at stille spørgsmålstegn ved den strenge jødiske tro på én Gud, der typisk bliver argument til afværgelse af snakken om Jesus som Guds søn. Når teologien skal »praktiseres« kræver det en åbenhed og frimodighed, som ingen lærebøger umiddelbart kan levere. Samtidig kan god og sund teologisk kundskab bidrage enormt til menneskers vandring med Gud. Et praktisk arbejde med teologi kræver således både viden og frimodighed. På dette punkt er Jews for Jesus enormt skarpe og har således meget at lære mig, der stadig nyder komforten på læsesalen. Jeg så, at hvis begge dele bevares kan Gud virkelig arbejde. Dermed kan han springe grænserne for, hvad vi tænker om hans mission. Dette kan Han gøre gennem alt fra en missionær, der bruger Skype til en fra starten imagebekymret dansker med en statement-t-shirt foran et baseballstadion.

Ukrainere vil høre om Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Arne Pedersen, 24. oktober 2014

Fra gadekampagne i London. Foto: Jews for Jesus UK
Fra gadekampagne i London. Foto: Jews for Jesus UK
Det er mini-kampagnetid i Jews for Jesus. Både afdelingen i Dnepropetrovsk, Ukraine og den i London er i gang med mini-kampagner i øjeblikket.

Tatyana (på billedet øverst), som er missionær i Ukraine, fortæller:

“Det er let at blive oprørt over det, som foregår i vores land lige nu. Set fra vores perspektiv, er tilstanden dårlig. Vi ser soldater overalt i gadebilledet, og vi ved, at ikke ret langt væk forgår der militære operationer. Men Gud ser fra et andet perspektiv. For nyligt så jeg hvordan han kan bruge situationer, som umiddelbart ser håbløse ud.

Under vores seneste mini-kampagne var der en gademusikant, som så os og som begyndte at spille “Hava Nagila”. En af dem som nød musikken begyndte at fortælle mig, hvordan hun under et fængselsophold var begyndt at søge Gud igen. Selvom det var koldt, var der mange forbipasserende, som tog imod det materiale, vi delte ud. Om aftenen ringede telefonerne konstant, da både jøder og ikke-jøder ville vide mere om meningen med livet.

Lige i øjeblikket er det godt at invitere mennesker til at opleve Guds shalom – den fred han tilbyder alle gennem Jesus – Israels Messias.”

Vær med til at bede om Guds velsignelse og nærvær til missionærerne på gaderne i henholdsvis Dnepropetovsk og London.

Jøder i Israel er unåede med evangeliet

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

For Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, er der ingen tvivl: Jøder i Israel er med i den pulje af verdens befolkningsgrupper, som er unåede med evangeliet! Det kan virke provokerende at hæfte et sådan prædikat på Guds eget folk i Guds eget land.

Arne Pedersen, 4. august 2014

Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, mener at de israelske jøder er unåede med evangeliet.
Dan Sered, daglig leder af Jews for Jesus i Israel, mener at de israelske jøder er unåede med evangeliet.
Alligevel har han argumenter for sin sag: ”Tallene taler for sig selv. Ud af 6,2 mio. jøder i Israel tror mellem 5-20.000 på Jesus som Messias. Personligt tror jeg, der er cirka fem tusind Jesus-troende jøder, men nogle er mere optimistiske end jeg, så de siger 20.000,” fortæller Dan med et smil. ”Men selv hvis vi tager det mest optimistiske tal, er det stadig kun omkring 0,3% af israelske jøder, som er troende.” Derudover peger Dan Sered på kulturen i Israel som en faktor. Jesus’ hebraiske navn er ”Yeshua”, som betyder frelse. Men i daglig tale omtales Jesus som ”Yeshu”, der er et akronym på hebraisk for ”må hans navn og mindet om ham blive udvisket”. Det er ganske givet ikke noget den almindelige israeler er sig bevidst, men det vidner om, at de i hvert fald ikke har deres opfattelse af Jesus fra Det Nye Testamente. Derudover påpeger Dan, at Ny Testamente ikke findes de steder, man normalt finder bøger. Man kan ikke bare gå ind i en boghandel eller på biblioteket og hente et Ny Testamente. Dermed ved den gennemsnitlige jøde i Israel også meget lidt om, hvem Jesus egentligt er. ”Det er disse tal sammenholdt med hvad jøder i Israel ved om Jesus, som får mig til at sige, at denne befolkningsgruppe er unåede med evangeliet,” forklarer Dan. ”Når jeg går på gaden, så møder jeg både hårde hjerter, modstand og chikane, men alligevel kan jeg ikke konkludere, at jøder i Israel ikke vil lytte, for jeg møder også åbenhed. Ingen har forklaret dem, hvad evangeliet er, og hvad det går ud på, så hvordan kan vi konkludere, de ikke vil lytte?” spørger Dan retorisk.

Kristne turister

Dan Sered vender tilbage til de kristne turister og forklarer, at han primært ser to misforståelser, når det kommer til at bringe evangeliet tilbage til Israel: ”For det første er der den misforståelse, at bare fordi man som kristen besøger Israel som turist, så er man med til at række evangeliet tilbage til Israel. Det er man ikke! Misforstå mig ikke, for naturligvis skal kristne ud over verden besøge Israel og se Jerusalem, Grædemuren osv., og lad dem endelig lave deres udgravninger og arkæologiske arbejde, men mission er det ikke. For det andet ser jeg en tendens til, at rigtig mange mennesker udenfor Israel giver mange penge til diakonalt arbejde her i landet. Men af en årsag jeg ikke kender til, er mange af de mest populære organisationer ikke åbne om, at de praktiserer deres diakoni i Jesu navn. Og hvordan kan man så række evangeliet tilbage?” spørger Dan.

Et helt evangelium

Han understreger, at han intet har imod diakonalt arbejde – tværtimod! ”Vi har brug for en hel tilgang til evangeliet,” pointerer Dan ivrigt og giver dermed udtryk for en tilgang til mission, som inkluderer både evangelisation og diakoni – en tilgang som anerkender Guds omsorg for hele sin skabning. ”Der er nok ikke den store chance for, at Jews for Jesus begynder at engagere sig i diakonalt arbejde,” erkender Dan, og han mener heller ikke, at alle organisationer bør være engageret i både evangelisation og diakoni. ”Vi har brug for hinanden for sammen at gøre evangeliet om Jesus Messias helt.” Selvom Jews for Jesus ikke er direkte engageret i diakoni prøver de alligevel at finde nye måder at møde mennesker med evangeliet. Moishe Rosen Center i Tel Aviv er fx et af de steder, hvor de gennem udstillinger af kunst samt andre kulturelle og sociale tiltag skaber relationer til mennesker på en anderledes måde, end de gør normalt. Centeret giver dem mulighed for at engagere sig i lokalområdet, være i dialog med mennesker der og være synlige på en anden måde end når de går på gaden for at evangelisere, forklarer Dan.

Dan Sered i aktion med gadeevangelisation i Tel Aviv.
Dan Sered i aktion med gadeevangelisation i Tel Aviv.

Partnerskab

”Immanuelkirken i Jaffo er også et godt eksempel på, hvordan organisationer fra udlandet og organisationer her i landet kan samarbejde om at gøre evangeliet om Jesus mere helt,” forklarer Dan Sered som baggrunden for, at Jews for Jesus gerne vil være med i et samarbejde omkring Immanuelkirken, som ikke ligger mere end 10 minutters gang fra Moishe Rosen Center. Netop tanken om partnerskab fylder rigtig meget hos Dan Sered. Han drømmer fx om at der må blive formet langvarige partnerskaber mellem kirker i Danmark og menigheder i Israel, så det arbejde der allerede er i gang kan blive udbygget. ”Det skal ikke være engangsforestillinger, sådan som det ofte ser ud nu. Unge skal ikke bare komme til Israel for at være volontører i 2-3 dage. Vi har brug for at opbygge relationer som strækker sig over og varer ved i flere år – på den måde kan vi virkelig hjælpe hinanden!” fortæller Dan begejstret. Han forestiller sig, at partnerskaber kan opbygges mellem menigheder eller organisationer, som er optaget af det samme område. ”Hvis der fx er en menighed i Danmark, som er særligt optaget af at arbejde blandt unge, så vil det jo være oplagt, at forme et partnerskab med en menighed i Israel, som er optaget af det samme og så bruge hinandens kompetencer, så vi alle kan blive bedre til det vi gør hver for sig. Det har vi brug for,” gentager Dan.

Fokus på mennesker – ikke på sten

Han ser for sig hvordan der kan udveksles volontørophold flere gange over en årrække. ”Og de skal ikke bare komme her for at være turister,” understreger Dan. ”Jo, selvfølgelig skal de da se Jerusalem og andre turiststeder på deres fridag, men lad os bringe fokus tilbage til det Jesus fokuserede på: Mennesker. Da han græd over Jerusalem græd han jo ikke på vegne af mursten og bygninger, men på vegne af de mennesker, som boede der.”

Velsign israelske jøder i Jesu navn

Spørgsmålet om Holocaust og mission til det jødiske folk er et kontroversielt emne, som har fyldt meget i den missionsteologi, som er formet i tiden efter 2. Verdenskrig – måske er det en af årsagerne til, at jøder i Israel er unåede med evangeliet? ”Jeg tror spørgsmålet om mission og Holocaust er mere relevant i forhold til de jøder, der bor uden for Israel,” siger Dan. ”Her i Israel er der jo ingen der føler sig truet af fx lovgivning mod jøder. Her føler jøder sig sikre. Det er anderledes end i fx Frankrig eller Ungarn,” mener han og fortsætter med en klar opfordring: ”Kirken bliver nødt til at holde op med at bruge Holocaust som en undskyldning for ikke at fortælle jøder om Jesus!” Det bliver sagt med eftertryk, så man ikke er i tvivl om, at det kommer fra hjertet. Dan fortsætter: ”Jeg har snarere lyst til at vende det om og sige: På grund af Holocaust må kirken fortælle jøder om Jesus. Fortæl sandheden om, hvem Jesus er, så de får et rigtigt billede af ham.” Og Dan vender tilbage til emnet om det hele evangelium: ”Hvis kristne kommer til Israel for at dele evangeliet med jøder – både gennem ord og handling – og hvis det sker i Jesu navn, så vil jøder i Israel opleve at blive velsignet i netop Jesu navn. Det vil være stærkt og stå som en kontrast til deres traditionelle opfattelse af, hvem kristne er og hvad kirken står for,” slutter han.

Gademission i Moskva

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Efter 11 dages gademission i Moskva kan Jews for Jesus med glæde se, hvordan Gud har mødt mange mennesker med sin kærlighed. 40 mennesker er kommet til tro på Jesus, og 787 vil gerne vide mere om Jesus. 19 af de nye troende er jøder og 451 af de ”søgende” er også jøder.

Af Dinna Bjerrum Swartz, 20. juni 2014.

De høje tal fra Jews for Jesus‘ missionskampagne i Moskva kan virke overvældende for os danskere, der ikke normalt ser omvendelser i så store mængder. Arne Pedersen var med på Moskva-kampagnen sidste år og fortæller her, hvorfor han tror, at kampagnen er så effektiv.

”For det første elsker de Jesus. Missionærerne har virkelig en begejstring over at være med i Guds mission. De har en kærlighed til Gud og en afhængighed af Ham. De var så meget på gaden, at de havde brug for bøn og lovsang midt på dagen inden de gik ud igen. Jeg tror at der er noget sandt i, at når det er hårdt at følge Jesus, så har vi brug for at bede mere. Vi må søge ind til kilden på grund af en spontan kærlighed, der kommer fra afhængighed til Gud.

For det andet er missionærerne i Moskva udholdende i deres kald. De går på gaden i 10-12 timer hver dag. Det er en stressende situation, hvor de møder modstand fra politi, højrefascister og ortodokse kristne. Der er næsten ingen venner på gaden, men alligevel går de udholdende ud for at fortælle om Jesus.

For det tredje er missionærerne modige. De tager Gud på ordet, når Han siger: ”Jeg vil være med jer”. Det er 23 trofaste missionærer. Jeg ved, at der er mennesker, der siger nej til kampagnen fordi de er bange. Det er ikke ufarligt at være missionær i Moskva og derfor er de, som er det modige.”

Muslim kom til tro
Der er mange glædelige historier fra årets kampagne. Blandt andet var der en 18-årig muslim, der tog imod et Nyt Testamente på Arabisk og som dagen efter igen opsøgte en missionær for at vide mere om, hvordan man skal leve som kristen.

Under kampagnen blev der delt 222.034 foldere ud, der handlede om Jesus. Men for Arne Pedersen er det ikke så meget tallene, som metoden, der er værd at bide mærke i.

”Jeg synes, at det er godt, at missionærerne tør insistere på, at man kan konfrontere folk med valget om at følge Jesus. Det valg taler det Nye Testamente også om. Det kan vi godt blive bedre til i Danmark,” mener Arne Pedersen, ”selvom der også skal være plads til at vokse langsomt i troen ligesom apostlen Peter eller disciplen Thomas,” tilføjer han.

Kampagnens leder, Ilya, siger om den netop afsluttede kampagne: ”Jeg er taknemmelig for jeres forbøn. Deltagerne på kampagnen oplevede sig meget velsignede. Gud være lovet!”

Konferencestatement fra Kiev

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Jesus ­- et lys for sit folk også i dag i tiden efter Holocaust

Udtalelse fra den 10.europæiske LCJE konference (Lausanne Consultationon on Jewish evangelism)

Over 80 deltagere fra 19 forskellige lande, herunder Israel, mødtes i Kiev, Ukraine, fra den 28. april til den 1. maj 2014, for at dele information og sammen reflektere over betydningen af Jesus som den unikke i forhold til det jødiske folk. Ved konferencens afslutning udsendte deltagere følgende udtalelse:

Vi, deltagere i den 10. europæiske LCJE konference, jøder og ikke­jøder fælles i troen på Jesus Messias, glæder os over, at mange jøder kommer til tro på deres Messias i områder, som har  været vidner til de værste overgreb under Holocaust.

Vi takker Gud for det stigende antal europæiske og ukrainske jøder, som bekender Jesus som Messias og fortsætter med at se sig selv som en del af det jødiske folk. En væsenligt årsag til at konferencen blev afholdt i Kiev var ønsket om at bekræfte og opmuntre disse Jesus­troende jøder.

Vi, deltagere i konferencen, bekræfter sammen med den globale Lausanne bevægelse, at Messias har forenet ”den delte verden af jøder og hedninger” ved sin død på korset.  Vi bekræfter også:
  • At vores frelser Jesus, Israel Messias og forløser, var jøde i forhold til sin menneskelighed.
  • Jesus som eneste vej til Gud for både jøder og ikke­jøder.
  • Den kristne tros jødiske rødder og Det Gamle Testamentes forståelse af et stedfortrædende offer som vejen til forsoning.
  • Guds fortsatte kald til Israels folk om at være et lys for folkene
  • Nødvendigheden af at bekæmpe alle former for antisemitisme
  • Kirkens pligt til at række evangeliet til det jødiske folk og til at acceptere, opmuntre og bede for Jesus­troende jøder og deres vidnesbyrd blandt deres eget folk.


LCJE er en del af den globale Lausanne bevægelse. Det var betydningsfuldt, at konferencen blev holdt i en by, som er hjemsted for halvdelen af Ukraines jødiske befolkning, og hvor det jødiske folk ­ sådan som historien bevinder det ­ har lidt så umådeligt meget, og hvor det mindre kendte “Holocaust med kugler” fandt sted, hvor 1,5 millioner jøder blev myrdet.

De forskellige indlæg på konferencen behandlede på hver deres måde konferencens tema. Et stort antal af Jesus­troende jøder døde under Holocust. Det var derfor en særlig glæde, at ledere fra den voksende messianske bevægelse i Ukraine deltog i konferencen. Mødet var en demonstration af solidaritet og opmuntring fra kristne organisationer i resten af Europe til den voksende messianske bevægelse i en tid præget af national krise og usikkerhed i Ukraine.

Artikler fra konferencen vil blive offentliggjort på LCJEs hjemmeside (www.lcje.net)

Se endvidere The Willowbank Declaration on the Christian Gospel and the Jewish People (www.lcje.net/wilowbank.html).

40 år med Lausanne-bevægelsen

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Bodil Skjøtt, generalsekretær

I den første uge af maj markerede Lausannebevægelsen sit 40 års jubilæum med en konference, som blev holdt i nærheden af Lausanne, hvor det hele begyndte.

Et par citater har sat sig fast. Det ene blev sagt af Lindsay Brown, international leder af Lausanne og kendt i Danmark for sit europæiske engagement i studenterarbejdet. Han sagde – med henblik på udfordringer til os i Europa: “Som kristne er vi kaldet til at være radikalt anderledes, men ikke mærkelige” (radically different, but not strange). Citatet blev understøttet af et 40 år gammelt, men stadigvæk relevant citat af John Stott, den teologiske arkitekt bag Lausanne-bevægelsen: ”For at påvirke det samfund vi lever i, må vi som kristne være moralsk anderledes, men ikke socialt isolerede.”

Det andet citat af John Stott blev også gengivet med henblik på de udfordringer, kirken står over for i Europa i dag: ”Vi har dobbelt synd at bekende: Vores kompromis med evangeliets sandhed og vores pessimisme omkring evangeliets fremtid.”

Konferencen satte især fokus på de udfordringer, der møder os i Europa (og i Danmark) i dag, hvis vi vil være anderledes uden at isolere os. Det er bl.a. vores muslimske (og jødiske) naboer, religionsfrihed i et stadigt mere sekulariseret samfund, human trafficking, kristnes rolle i Ukraine og vores forhold til homoseksuelle ægteskaber og ikke mindst homoseksuelle mennesker. Uanset vores syn på homoseksuelle ægteskaber, må vi fastholde et budskab om håb –  også for homoseksuelle.

Vi hørte ærlige og vanskelige rapporter fra kristne søstre og brødre, som arbejder med disse spørgsmål ud fra et ønske om at gøre evangeliet relevant og tilgængeligt. Det var let at blive pessimistisk, for indlæggene havde flere spørgsmål end svar, og jeg tror, de fleste af os føler os inkluderet, når John Stott taler om behovet for at bekende vores pessimisme på vegne af evangeliets fremtid i Europa. Derfor var det så godt at høre andre rapporter om, hvad der også sker i Europa. Rafael, en af lederne i den evangelikale bevægelse i Frankrig, fortalte, at antallet af evangelikale kristne i Europa de sidste 40 år er gået fra 40.000 til 650.000. Meget skyldes indvandring, men også 2. generationsmuslimer i Frankrig kommer til tro på Jesus og tæller med. Zefjan fra Albanien fortalte, at der i dag – godt 20 år efter landet åbnede op efter at have været det mest lukkede land i Europa – er mere end 20.000 evangelikale kristne i Albanien. Selv kom han til tro i 1991 og er i dag præst og generalsekretær i det albanske studenterarbejde. Det, som den aften gjorde størst indtryk, var alligevel, da Maliuta fra Ukraine og Pavel fra Rusland stod sammen på scenen, og Samuil fra Serbien bad for dem –  bad for fred mellem deres to lande og for, at de måtte være Kristus­vidner om håb og fred midt i den vanskelige situation. Pavels sidste bemærkning, inden han forlod scenen, var: ”Når I næste gang lytter til nyhederne om situationen i vores to lande, så sluk og brug i stedet tiden til at bede for os. Det kan gøre en forskel, for Gud kan gøre en forskel.”

Lausanne-bevægelsen står på to ben. Det ene er analyse og strategier for, hvordan vi kan være mennesker og organisationer i Guds mission i dag. Det andet ben er netværk og partnerskab. Det sidste falder godt i tråd med Israelsmissionens vision, hvor vi de næste år har særligt fokus på partnerskab. Programmet var tæt, men der var også mulighed for at netværke og både få og give inspiration til andre: til vores engagement i studenterarbejdet, til evangelisation, til forsoningsarbejde og til hvordan vi rækker ud til mennesker, der lever i diaspora­miljøer. Der er faktisk mange israelere i Danmark, og der er mere end 20.000 alene i Berlin. Hvordan bringer vi et vidnesbyrd til dem om Jesus som deres Messias? Er den største udfordring for os måske vores egen manglende tillid til, at Bibelen taler sandt, når den siger: ”Der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved”(ApG. 4,12)?

Leder med kald, kærlighed og konflikter

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Ebenezer-hjemmet har en klar vision: at jøder, arabere og andre nationaliteter kan leve sammen i deres alderdom og dele troen på Jesus. Johnny Khoury har ledt dette sted i 10 år. Det er hans kald. Et kald fyldt med konflikter og velsignelser.

Dinna Bjerrum Swartz, 20. maj 2014

Johnny Khoury”Det er et kald fra Gud at lede Ebenezer-hjemmet,” slår Johnny Khoury fast. ”Nogle gange føler jeg mig som Moses, der altid kunne råbe til Gud i svære tider, fordi han vidste, at han levede i Guds plan.”

Og svære tider er ofte en naturlig del af arbejdet på plejehjemmet. Bare det at arbejde med mennesker generelt kan være en udfordring, men her er der også både ældre og pårørende, tilknyttede menigheder og økonomi. ”Der er mange ting, du bliver nødt til at gøre i tro. Her lærer man virkelig at stole på Gud,” understreger Johnny Khoury, der kalder Ebenezer-hjemmet for et tros-universitet.

Fra dyrevidenskab til ældre


Det var ikke planen at ende som plejehjemsleder. Johnny Khoury studerede dyrevidenskab på universitetet, men da han blev færdig, måtte han arbejde nogle år på en fabrik. Her blev en kollega omvendt, og Johnny mærkede tydeligt Guds nærvær.

Men Johnny Khoury blev smittet af en alvorlig virus og var nødt til at forlade sit arbejde. Han måtte ikke lave fysisk aktivitet i to måneder, og han gik arbejdsløs i et halvt år. På det tidspunkt havde han en kone og to små børn, som han skulle forsørge.

”Det var en meget stressende situation,” husker han.

På dette tidspunkt søgte Ebenezer-hjemmet en ny leder. Gennem bøn og bibellæsning oplevede Johnny Khoury, at Gud ville have ham til at søge stillingen. I Jeremias´ bog kapitel 1 læste han om den unge Jeremias, der trods sine manglende evner og erfaringer fulgte Guds kald.

”Det var fuldstændigt ulogisk i forhold til min baggrund,” erkender Johnny Khoury, ”men jeg besluttede mig for at adlyde og sende en ansøgning”. Johnny talte også med en af lederne i den lokale menighed for at tale om situationen. ”Den samtale var overraskende. Jeg forklarede ham om stillingen, men det gik op for mig, at han allerede havde talt med Ebenezer-hjemmet om mulige kandidater til jobbet, og han havde anbefalet mig. Vi anede ikke, at vi begge havde kigget på stillingen.”

Gud viser vejen


Igen og igen viste Gud tydeligt, hvordan han ledte Johnny Khoury på rette vej. Først blev Johnny bevilliget tre års studie, inden han skulle begynde på arbejdet. Så gav universitetet Johnny lov til at sammensætte fag, der ellers ikke kunne sammensættes i studieordningen.

”Gud blev ved med at bekræfte, at det her var hans vilje. Han sørgede meget tydeligt for mig hele vejen igennem. Hvis jeg skulle fortælle om alle de oplevelser, som jeg havde med Gud i den tid, så kunne jeg tale i dagevis,” smiler Johnny.

En udfordrende stilling


Hvordan er det så at arbejde som leder på Ebenezer-hjemmet? ”Det er en stor velsignelse. Og samtidig er der både åndelige og sociale udfordringer,” erkender Johnny Khoury. Der er nye udfordringer i fremtiden, fordi samfundet ændrer sig. I 38 år har hjemmet givet den samme pleje til de ældre. Men nu er der i højere grad behov for sygepleje, og det kræver de rette faciliteter, så ombygning og udbygning er de næste mål for hjemmet.

”I dag bliver beboerne ældre og ældre. Og det betyder, at de også bliver svagere. Nogle bor her i tyve år, så plejen bliver langsomt mere omfattende.”

Hjemmet er lige nu i kontakt med en arkitekt, men ligesom i Danmark tager byggetilladelserne lang tid at få.

Bøn forandrer


Johnny Khoury ønsker mere end noget andet, at mennesker vil bede for hjemmet. ”Det vigtigste for os er den åndelige vejledning fra Gud. Vi har mest af alt brug for visdom i alle de valg, vi står i,” fortæller han.

Den politiske situation i Israel er også en stor udfordring, da landet bliver mere og mere isoleret på grund af den politik, der bliver ført. ”Det er trist, at flere kritiserer Israel i dag. Folk vælger side, men vi har et hjem, hvor siderne kan blive forenet i Kristus.”

Johnny Khoury erkender, at landet ikke er perfekt, og at den politiske situation er udfordrende. ”Her er klare problemer, men når mennesker leder efter det perfekte, så kigger de det forkerte sted. Vi må læse Guds ord og derudfra tage et standpunkt,” mener han.

Ebenezer-hjemmet har desværre mistet en donor-organisation, blandt andet fordi den valgte at være mere pro-palæstinensisk.

Men på trods af udfordringer så har Johnny Khoury håb for dette tros-universitet. ”Gud befaler os at være vidner på hans kærlighed. Og det er en velsignelse i sig selv.”