Skip to main content

Tag: mission

Immanuelkirken – vendt ud imod verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Parret, som træder ind i kirkens forgang denne formiddag, er først i 40’erne. De hilser, får en brochure om kirken og dens bibelske mosaikker og går selv på opdagelse i kirkerummet.



Mette Lysholm Hornstrup, volontør ved Immanuelkirken, 30. maj 2013

På vej ud fortæller manden, at han hver dag igennem 30 år har gået på den nærliggende ”Elifelet Street” og har lagt mærke til kirketårnet, og i dag blev så dagen, hvor han for første gang besøgte kirken sammen med sin kone.

Juan Onasis står for "Open Church" i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet.
Juan Onasis står for “Open Church” i Immanuelkirken, som i høj grad fungerer som kirkens ansigt udad mod lokalsamfundet.
Ifølge Juan er dette par et typisk eksempel på folk, som kommer til ”Open Church” (åben kirke): ”Omkring 80 % af de besøgende har ikke planlagt at besøge kirken – de kommer blot tilfældigt forbi. Det er, hvad virkelig er meningen med Open Church.”

Juan Onasiss er ansvarlig for Open Church og tropper op fire dage om ugen for at byde folk velkommen i Open Church trods sine nu 73 år og dårlige ben. I 1980 begyndte han at spille orgel for grupperne, som besøger Open Church, og lige siden har han været en del af konceptet.

Kirkens udadvendte aktiviteter
Kirkens præst, Christian Rasmussen, fortæller, at Open Church uden sammenligning er Immanuelkirkens mest udadvendte aktivitet. Udover det er der en gang om måneden en koncert, hvis primære formål er at gøre kirken kendt og accepteret i lokalområdet – ”at gøre tærsklen til kirken mindre”, som Christian udtrykker det.

Og når man snakker med folk i byen, har mange faktisk kendskab til kirken, fordi de engang har været til en koncert. Dertil kommer den årlige julefejring, hvor en del nysgerrige jøder tager del i to specialgudstjenester, samt det nærtforestående arrangement ”Houses from Within” (huse indefra), hvor kirken ligesom mange andre steder i Tel Aviv inviterer folk indenfor. Her præsenteres de for kirken og lørdag også for korte, åbne gudstjenester. Ligeledes er der for tiden også Alphakursus i kirken om det grundlæggende i kristentro.

Jøder kommer til kirken
Om kirkens udadvendte profil siger Christian: ”Når man normalvis tænker på ”outreach”, tænker man på at gå ud et eller andet sted og henvende sig til folk. Vores Open Church virker den modsatte vej. Vi kalder det ”Inreach”, da folk selv kommer – vi behøver ikke engang spørge dem om at komme.”Men hvad er det, der gør, at jøder faktisk kommer til kirken?

I Danmark er vi jo ikke ligefrem vant til, at folk valfarter til kirkerne. Ifølge Juan kommer folk spontant forbi hovedsageligt på grund af kirkebygningen og orglet: ”Folk hører orglet på lang afstand, før de egentligt ser kirken.” Et nyt orgel i 1977 gav nyt liv til Open Church, da det er en attraktion i sig selv. Det kan være lidt svært at sætte sig ind i for os orgelvante danskere, men anderledes virker det altså i Israel.

Andre kommer til kirken, fordi de er på en guidet tur i den tyske/amerikanske koloni, fordi de er med en skoleklasse, er kunststuderende eller med i et kor.  Sagens kerne er, at næsten alle er jøder, da der er meget få pilgrimssteder for turister i Tel Aviv. ”Det er derfor, Open Church er så vigtig”, understreger Juan.

At starte en kommunikation
Juan har gennem sine mange år i Open Church lært at fornemme, hvor meget og hvordan han skal gå til de mennesker, som besøger kirken: ”Det vigtigste er at starte en kommunikation”. Folk kan vælge at tage gratis bøger om Jesus og et Ny Testamente med hjem. 

Når grupper kommer, får de imidlertid altid en præsentation af kirkens historie, bygningen og mosaikkerne, orgelmusikken og den kristne tro. Alt dette er værktøjer til at nå det egentlige: en præsentation af kirkens mest centrale mosaik, som er placeret over alteret. Her visualiseres Guds kærlighed i form af en hånd fra himlen, som rækker ned til menneskeheden og forenes med en dråbe af blod, som indeholder Jesu tornekrone udformet som en Davidsstjerne. I denne mosaik forenes jødedom og kristendom på unik vis.


Juan lader grupperne selv komme med den erkendelse ved at sige, at meningen med mosaikken er at huske og at minde om, at Jesus var….. Her svarer folk ”jøde”, og svaret bliver altid fulgt af et øjebliks stilhed. ”I dette øjeblik er Han (Jesus) med os – det er det afgørende øjeblik”, forklarer Juan og fortsætter: ”Du ved aldrig, hvad de efterfølgende konsekvenser bliver. Det er i Guds hænder”.

Kirkebygningen – provokerende og tiltrækkende
Det ligger dybt i mange jøders bevidsthed, at kirken er noget andet og fremmed – noget, der ikke har noget med dem at gøre qua kristnes forfølgelser af jøder op igennem historien. Kirkebygningen ”lugter så at sige langt væk af kristendom”, som Christian udtrykker det. På den anden sider forventer folk derfor også at høre noget om kristendom derinde. Der er på den måde både fordele og ulemper ved kirkebygningen, men mest af alt er erfaringen i Immanuelkirken, at den giver en platform for et møde mellem jøder og kirken.


Christian og Juan er imidlertid enige om, at der kræves stor forsigtighed i omgangen med det, at vi er kristne. ”Vi overfalder dem ikke”, siger Juan: ”Vi må have en vis forsigtighed i vores præsentation”.


En åben kirke
Klokken er lidt over to, og Juan låser døren til kirken. På spørgsmålet om, hvordan denne dags Open Church var, svarer han som oftest: ”Det var meget åbent”.


Fakta:
– Der er Open Church hver tirsdag-fredag fra kl. 10-14
– I 2012 besøgte omkring 3300 Open Church
– Derudover 320 til jul og 1440 til Houses from within
– Open Church begyndte i 1970´erne. Siden 1980 har Juan været en del af konceptet.

Dåbens pris

Skrevet af Christian Rasmussen d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Man har ind imellem hørt om danskere, der har begrundet deres ønske om dåb med, at det ville familien sætte pris på. I Israel har familien til en jøde, der ønsker at blive døbt, i nogle tilfælde allerede sat en pris på den – nemlig dem selv. For nogle er prisen familien, og her følger nogle oplevelser, som jeg har haft i Immanuelkirken.

Christian Rasmussen, præst i Immanuelkirken, 30. maj 2013

Jeg havde en overgang adskillige samtaler med en midaldrende kvinde, som var kommet til tro, mens hun var ved at gøre rent i sit hjem. Hun havde nemlig samtidig fjernsynet kørende på en amerikansk, kristen satellit-tv-kanal, og med voksende opmærksomhed lyttede hun til forkyndelsen.

Pludselig var det som om, at alle brikker faldt på plads, og hun vidste, at det var Jesus, hun manglede i sit liv. Hun fandt Immanuelkirken via Google, tog kontakt til mig, og de næste to måneder mødtes vi jævnligt og fastsatte til sidst en dato for hendes dåb.

Tre dage før dåben skrev hun i en mail, at hendes mand og døtre, som ellers var klar over hendes nye tro, havde sat hende stolen for døren og sagt, at hun ville splitte familien ad, hvis hun tog det skridt at blive døbt. Det blev hun derfor ikke, hun stoppede med at komme i kirken, og al kontakt er nu på mit initiativ.

Open Church førte til Jesus
En anden gang havde jeg også i løbet af et par måneder samtaler med en ung fyr, som jeg fik kontakt med igennem vores ”Open Church”. Han læste i Det nye Testamente og blev overbevist om, at Jesus er Messias og ønskede at blive døbt. Da han fortalte sine forældre dette, svarede de, at de kunne acceptere, at han læste i Det Nye Testamente, men hvis han blev døbt, ville de ikke se ham igen. Det blev han derfor ikke, og modstanden fra hans forældre tog meget af modet fra ham, men vi har stadig lidt kontakt.

Jeg må indrømme, at bl.a. erfaringer som ovenstående får mig til at holde lidt igen, når samtaler med nye Jesus-troende jøder falder på dåb. Hvis troen ikke er grundfæstet godt nok, kan familiens modstand mod dåben blive netop det, der tager modet fra dem til fortsat at søge kirkens fællesskab. Og selvom vi nok frelses ved troen alene, så kan vi let miste den, hvis vi er alene i troen. 


Der er glædelige tilfælde
Andre gange går det godt. Jeg fik fx i går en mail fra en, som er blevet døbt her, og hun beskrev hendes mors reaktion således:

”’Jeg er virkelig glad på dine vegne. Du ligner en, der er forelsket.’

Og da min mor sagde det, mindede det mig om, hvad vi har snakket om – at det faktisk ikke så meget er en religion, men mere en relation, så min mor har jo ret: Jeg er i et forhold.”

Bed gerne for disse mennesker og for andre i lignende udfordringer. Og bed også gerne om visdom til os, som forvalter dåben. Der er jo ikke noget skønnere end at se mennesker komme til tro og blive døbt til at tilhøre Jesus, men det er også en utrolig sensitiv og sårbar situation for flere.

“Mødet med Jesus forandrede mit liv!”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

“Tamar” er jøde og for fire måneder siden kom hun til tro på Jesus. Det har ændret hendes liv til at være fyldt med kærlighed og mening. Tamars historie er historien om at finde hjem

Dinna Bjerrum Swartz; 24. april 2013

At sidde over for Tamar på en parkbænk i Tel Aviv er som at lade shabbatsfreden bredde sig i hele kroppen. Hun udstråler fred. Hendes øjne stråler og hendes hænder bevæger sig entusiastisk på israelsk vis, mens hun fortæller historien om, hvordan hun fandt freden og kærligheden i Jesus:

”Jeg er født jøde, jeg gik på en religiøs skole og jeg kom i synagogen. Jeg var meget jødisk og kendte ikke andet. Men jeg vendte ryggen til det for flere år siden. Det sagde mig ikke længere noget, det var på en eller anden måde tomt.”

Balsameren i kirken
Historien om Tamars møde med Jesus, begynder et helt andet sted. En aften så hun en amerikansk film, hvor en af karaktererne var balsamer af profession. Altså en, der balsamerer lig. Tamar blev betaget af det og ville undersøge mere om det. Men det er ikke en tradition, der praktiseres i jødedommen, så hun ville finde en kirke og høre mere.

”Det gik så hurtigt. Jeg kontaktede præsten i Immanuelkirken, Christian Rasmussen. Vi talte om Jesus og jeg fik Det Ny Testamente. Det er mærkeligt. Jeg søgte viden om noget, som jeg havde set i en film, men i stedet fandt jeg Gud.”

Tamar læste i Det Ny Testamente og opdagede, at alt hvad hun læste også fandtes i Det Gamle Testamente, som hun kendte så godt. Hun ville være tættere på Gud og renere for Gud. Sandra, en kvinde fra kirken, inviterede Tamar med i ungdomsarbejdet. Her oplevede Tamar at folk var fyldt med kærlighed. Dette fællesskab tog imod hende og hun kommer der nu hver uge. Hun synes at der er så hjemligt.

”Jeg er så taknemmelig. Jeg vil bare gerne tale med Gud og det kan jeg nu. Og Han svarer mig. Det er en helt simpel kærlighed, som den kærlighed små børn har til deres forældre. De stiller ikke så mange spørgsmål, de elsker bare deres forældre.

Jeg forstår langsomt mere og mere af Gud. Det er utroligt at der er så meget kærlighed.” Smiler Tamar.

Familien er glad
Tamar er vokset op i en kærlig, jødisk familie. Hendes mor blev glad for, at hun begyndte i en kirke, da hun ikke havde været tilknyttet noget religiøst i lang tid. Tamars søster har været med i kirke flere gange. Tamar bor med sin søster og for en måned siden flyttede de tættere på kirken. En dansk volontør og en mand fra kirken hjalp dem med flytningen.

”Gud hjalp mig,” forklarer Tamar og fortsætter, ”Jeg er begyndt at elske weekenden, for så skal jeg i kirke. Jeg nyder hvert minut af gudstjenesten. Generelt har jeg fået meget mere indhold i mit liv. Jeg ser ikke længere fjernsyn, for jeg har så meget mere.”

Tamar glæder sig til at blive døbt og til at kunne starte på en frisk. ”Når jeg tænker på min dåb får jeg gåsehud,” siger hun med et smil på læberne.

En kærlighed til Israel
Tamar har aldrig brudt sig særlig meget om Israel som land, men det har ændret sig efter hun har lært Jesus at kende.

”Tænk engang at Jesus har gået her! Jeg troede ikke at jeg skulle komme til at holde så meget af landet, som jeg gør nu.”

Troen på Jesus har altså ikke blot givet hende en kærlighed til Gud og til kirken, men også til hendes eget land, der pludselig har fået en ny dimension: Her levede frelseren.

Til spørgsmålet om hun har en speciel hilsen til Danmark, svarer hun prompte:

”I må ikke lukke kirken! I skal sende flere gode folk herned.” Hvorefter hun tilføjer: ”Og I må gerne bede for os.”

Tamar ønsker stadig at blive balsamer, men lige nu venter hun på at Gud viser hende, hvad hun skal med sit liv. Hun arbejder i et udlejningsfirma og tager i kirke fire dage om ugen.

Skal kirken tie eller tale?

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Mission og messianske jøder.

Arne Pedersen; 26. november 2012

I september måned bragte Jerusalem Post en kronik fra rabbi Eugene Korn, daglig leder af Center for jødisk og kristen samtale og samarbejde (CJCUC) i Nordamerika. Organisationen har til formål at fremme forståelsen mellem den jøder og kristne og vil – med egne ord – fremme ”en diskurs, som omfatter gensidig respekt for hinandens trosretninger, og som frasiger sig enhver målsætning om at omvende den anden til sin egen tro.”

Kronikken, som er skrevet til jøder, bærer overskriften ”Hadets pris” og sætter fokus på forholdet mellem de to religioner. Eugene Korn opfordrer jøder generelt til at opgive det had, de måtte nære til kristne og til kristendommen. Det er et lev fra fortiden at nære disse følelser til en religion, som ikke længere ”er det jødiske folks fjender”. Korn citerer også den britiske rabbiner Jonathan Sacks for at have sagt, at for at blive virkelig fri må du opgive dit had til andre. ”Hvis vi virkelig skal trives, må vi fokusere på de virkelige udfordringer, som er forude,” skriver Eugene Korn. Det jødiske folks fjende er ikke længere de kristne, men den øgede sekularisme, anti-zionismen samt radikal islamisme.

Eugene Korns ærinde om at lade sig frigøre fra sit had er der al mulig grund til at bakke op om. Dog giver mindst én af hans præmisser anledning til bekymring. Eugene Korn konstaterer, at ”kirken ikke længere er en åndelig trussel mod det jødiske folk,” og at ”der i dag ikke længere findes en katolsk institution, som har en mission om at omvende jøder”. På den baggrund kan man spørge, om kirken i virkeligheden har svigtet ved at tie stille om det evangelium, som også det jødiske folk har brug for. Måske har kirken svigtet ved i misforstået hensyntagen at tie stille om jøden Jesus, som er den eneste vej til frelse – for jøde såvel som for græker. Alt sammen for at forsøge at vinde accept og tilgivelse fra det jødiske folk.

Vi har bedt en række forskellige personer kommentere på indholdet af Eugene Korns kronik. Dem kan du læse her på siden.

Eugene Korns kronik, “The cost of hate.”

Kommentarer til kronikken:
Læs Avi Snyders kommentar: Jesus elskede os ikke med en tavs kærlighed. Avi Snyder er leder af Jews for Jesus i Europa.
Læs Bent Lexners kommentar: Religion skal ikke bruges til undertrykkelse. Bent Lexner er overrabiner.
Læs Richard Harveys kommentar: Jeg bliver ikke mindre jødisk af at tro på Jesus. Richard Harvey er teologisk rådgiver hos Jews for Jesus.
Læs Kai Kjær-Hansens kommentar: Tal sandheden. Kaj Kjær-Hansen er formand for Israelsmissionen.