Skip to main content

Det israelske Bibelselskab flytter ind hos Immanuelkirken


Skrevet af Benna Merrild d. .

Skrevet af kommunikationsmedarbejder Benna Merrild.

Det israelske Bibelselskabs butik i Tel Aviv fik for nylig en ubetalelig huslejestigning. Derfor flytter butikken nu ind i Immanuelkirken. Vi har spurgt Eyvind Volle, præst i Immanuelkirken, og Victor Kalisher, leder af Det Israelske Bibelselskab, ind til tankerne bag samarbejdet.

”Visionen og vores inderste ønske for Bibelselskabet i Israel er, at enhver skal kunne forstå budskabet i Guds Ord, personligt engagere sig i det og have den velsignede mulighed at reagere positivt på dets kald og åbenbaring,” fortæller Victor – og her ser han Immanuelkirken som en oplagt samarbejdspartner: ”I de fleste tilfælde er det umuligt for mennesker i Israel at forstå den hebraiske Bibel, da den er skrevet på et sprog, der er 2700 år gammelt. Hvordan kan vi bygge bro over denne kløft? En effektiv måde at gøre det på er ved at tale med folk ansigt til ansigt, på en respektfuld og personlig måde. Det er præcis, hvad partnerskabet med Immanuelkirken giver mulighed for.”

Eyvind Volle og Immanuelkirken glæder sig særligt over, at samarbejdet bygger bro til de lokale: ”At arbejde sammen med en organisation som Bibelselskabet bringer os tættere på den lokale forsamling af Jesus-troende i Israel. Selvom vi fortsat vil betjene det internationale samfund i Tel Aviv, er vi her for at hjælpe og lære af israelske troende.” Derfor ser han også deres arbejde med bibeloversættelse som en fordel for kirken: ”Jeg håber, at dette arbejde vil give os et indblik i, hvordan Bibelen læses og forstås i Israel.”

De gode snakke er i gang

Samarbejdet startede så småt op hen over sommeren, og planen er, at Bibelselskabet på sigt skal have fuldt personale i kirken, når der er Åben Kirke. Det ser Eyvind stort potentiale i: ”Åben Kirke har 150-200 besøgende hver uge, de fleste af dem er israelere. I en konservativ vurdering giver det én besøgende hvert 6. minut for de 16 timer om ugen, vi i øjeblikket har Åben Kirke. Jeg håber, at tilstedeværelsen af lokale, hebraisktalende Jesus-troende i Åben Kirke kan hjælpe med at åbne døren for evangeliet på en bedre måde, end vi som udlændinge kan.”

Og det lader til at være tilfældet. Victor og hans ansatte har allerede haft mange gode dialoger med de besøgende: ”Kirken er historisk og har kunstfærdige vinduer, der åbner op for at tale om evangeliet. Historien om Jonas, præsenteret i kirken, er en fantastisk mulighed for at nå frem til Messias og evangeliet gennem Det Gamle Testamente.”

Opfordringen til os herhjemme er klar: ”Vi håber, at Den Danske Israelsmission vil slutte sig til os i bøn for arbejdet og vores samarbejde, så det kan være en velsignelse for begge parter og de mennesker, vi møder.” Og Eyvind tilføjer: ”Kom og besøg os, og køb Bibelselskabets bøger! Bibelbutikken er en rigtig godtebutik for folk, der elsker Bibelen, og den fortjener et besøg i sig selv. En guidet tur i Immanuelkirken er bare en ekstra bonus.”