Simon Krüger, stud.theol. på Menighedsfakultetet og projektmedarbejder i Israelsmissionen
En af velsignelserne ved at læse teologi på Menighedsfakultetet er, at der i studieordningen er indlagt tre ugers praktik. En god opsparing og villighed fra vores trofaste partner Jews for Jesus gjorde, at jeg først i uge 40, stod på 60 Haight Street, San Francisco, California og havde udsigt til en fantastisk skyline og tre spændende uger i selskab med lokalafdelingsleder og missionær Rob Wertheim.
Simon sammen med Rob Wertheim
Under hele opholdet var jeg indkvarteret i et større victoriansk villahus ejet af organisationen hvor tre andre unge boede fast. Huset er tænkt som et åbent hjem, hvor jøde og ikke-jøde, kristen som ikke-kristen er velkommen. De fastboende unge er tilknyttet ar-bejdet og afholdte sabbatsmåltider og andre arrangementer. Jeg var således hele tiden omgivet af personer, der, på alt fra verdensplan til mindste lokalplan, arbejdede og levede i mission.
Primært fulgte jeg Rob i hans arbejde med at skabe og følge op på de kontakter, han og andre missionærer havde fået gennem gadeevangelisation. Jeg var med ude at besøge mennesker i alle aldre, der havde levet med Herren i alt fra få måneder til flere år og jeg erfarede hvordan man kan lede et bibelstudie over Skype.
Giv det videre
Gennem det hele skinnede noget af det Jews for Jesus er allermest skarpe på: Det vigtigste vi kan give videre, er evangeliet om Jesus, derfor skal vi dele det – med det samme! Jews for Jesus ser netop på dette som en påtrængende nødvendighed, et akut behov og de understreger uopsætteligheden af opgaven. Og med dét som mål går de bare i gang. Hvor jeg så et hyggeligt marked, en afslappende park eller en finalekamp i baseball så Rob altid mulighed for mission.
Hvis der var et stort event med mange deltagere, skulle vi også være der. Vi var bl.a. til stede ved San Franciscos årlige marked, på det lokale universitetscampus og ved det amerikanske flyvevåbens opvisning. De havde udtalte taktikker omkring uddeling, placering, at man skal sige »velbekomme« når folk siger: »nej tak« etc. I dansk kontekst har jeg sjældent set en så frimodig og direkte måde at forholde sig til, at verden har brug for Jesus.
De unge udfordrer
I anden uge af min praktik afholdtes et internationalt bestyrelsesmøde i organisationen. Repræsentanter fra lokalafdelinger fra hele verden var således samlet ved hovedkvarteret til undervisning, drøftelse af missionærudsendelse, diskussion af organisationens fremtid samt for i fællesskab at gennemføre en outreach. Jeg var med til både undervisning, outreach, intro- og afslutningsarrangement samt måltider og fik her mulighed for at møde flere nøglepersoner og drøfte missionsarbejdet.
Her blev det tydeligt for mig, at Jews for Jesus hele tiden eksperimenterer med, hvordan de mest effektivt kan nå mennesker med evangeliet. Især den unge generation i organisationen ser i stigende grad behovet for mere end kun den oldschool taktik, at dele traktater ud. I stedet stiger fokus på de mere fysiske og psykiske behov som »kontakter« kan have. Nogle af dem som har været med i organisationen i lang tid er derfor nervøse for, om traktatuddeling som metode er på vej ud. Det har altid været en kerneaktivitet i Jews for Jesus’ arbejde, fordi det åndelige behov, behovet for at anerkende Jesus som frelser til syndernes forladelse, altid har stået i centrum. De unge i huset, hvor jeg boede, blev oftest venner med dem, de delte evangeliet med. De så deres livsførelse som vidnesbyrd, hvilket mere ligner tilgangen, jeg kender fra Danmark. Rob understregede dog, at der her er stor risiko for ikke at få delt selve evangeliet om syndernes forladelse, fordi man ikke ønsker at støde folk væk. Rendyrkes det åndelige behov, er der dog ligeledes risiko for, at de fysiske og psykiske behov underkendes. Formålet med kontakter bliver kun at præsentere dem for evangeliet. Andre behov må vige fuldstændigt.
Det handler om Jesus
Spørgsmålet om tilgang og måden at missionere på var man ikke helt enige om på det fælles bestyrelsesmøde, men ét holdt alle fast i: Det centrale var evangeliet om Jesus Kristus. Alt vi gør, skal pege på ham og have ham som mål. For en komfortzone-søgende dansker som mig var dette en stor udfordring. Alt for ofte mangler jeg mod til at bringe trosemner på banen, selvom jeg kan karakterisere mit møde med ikke-kristne som en form for mission. Netop at bringe fokus på Kristus blev pejlemærket for mig. Dette kan få en oldschool gademissionær til at se, at man ind i mellem må lade traktaterne blive i taskerne for at tage sig tid til en snak med et dødsfrygtende menneske. Samtidig holder det mig som konfrontationskritisk dansker op på, at troen kommer af det som høres og at jeg må gribe frimodigt om de muligheder, jeg får for at dele min tro.
Mit vidnesbyrd skal være til at forstå!
Ved en uddeling af traktater på San Francisco State University, prikkede en jævnaldrende mørkhåret dreng mig pludselig på skulderen og sagde: »Jews for Jesus. Okay. Så hvem er ham Jesus?«. Noget i mig sagde, at jeg burde blive glad for spørgsmålet. Pga. min basale frygt for troskonfrontation blev jeg der imod mest af alt skræmt og allerværst anede jeg først ikke hvad jeg skulle sige. Jeg tænkte løs og tyede instinktivt til dogmatiske læresætninger, men det blev hurtigt bremset af min forestilling af, hvordan han ville høre min udlægning af Luthers syndsforståelse. Jeg erfarede kort sagt spændingen mellem at ville formulere korrekt lære og samtidig give et aktuelt og forståeligt vidnesbyrd. Mine dogmatiske kundskaber kunne ikke stå alene, de måtte iklædes en nutidig skikkelse. Efter hændelsen har jeg dog glædet mig over at have set, at evangeliets hovedperson stadig er relevant i dag. Det styrker yderligere frimodigheden til at udfordre min konformitet og opsøge mere direkte mission. Fra læsepladsen og læresætningerne blev der pludselig bygget bro til universitetscampus og vidnesbyrd. Evangeliet skal prædikes lige her og nu og det skal forvandle mennesker lige her og nu!
Udlevet teologi
I forlængelse heraf oplevede jeg, hvordan mine evner fra teologi kan blive bragt i spil ved bibelstudier og i mødet med kontakter. Eksempelvis ville en jødisk kvinde ikke studere profeterne (og uskadeliggjorde således jødemissionærens stærkeste våben: Esajas 53) men kun 1. Mosebog. På vej dertil kunne jeg således foreslå at diskutere Guds Ånd samt flertallet »os« i vers 26. Dette kunne være med til at stille spørgsmålstegn ved den strenge jødiske tro på én Gud, der typisk bliver argument til afværgelse af snakken om Jesus som Guds søn.
Når teologien skal »praktiseres« kræver det en åbenhed og frimodighed, som ingen lærebøger umiddelbart kan levere. Samtidig kan god og sund teologisk kundskab bidrage enormt til menneskers vandring med Gud. Et praktisk arbejde med teologi kræver således både viden og frimodighed. På dette punkt er Jews for Jesus enormt skarpe og har således meget at lære mig, der stadig nyder komforten på læsesalen. Jeg så, at hvis begge dele bevares kan Gud virkelig arbejde. Dermed kan han springe grænserne for, hvad vi tænker om hans mission. Dette kan Han gøre gennem alt fra en missionær, der bruger Skype til en fra starten imagebekymret dansker med en statement-t-shirt foran et baseballstadion.
De cirka 40 mennesker, som var mødt frem til Israelsmissionens studiedag på TORVET i Aarhus, hørte bl.a. om teologistuderende og nyligt hjemvendt kirkevolontør Kristoffer Simonsens nylige forelskelse i kristendommens jødiske rødder.
”Gennem arbejdet med kristendommens jødiske rødder lærte jeg, at evangeliet ikke først begyndte i det Nye Testamente! At evangeliet ikke først begyndte med Kristus,” fortalte Kristoffer begejstret. Det var tydeligt, at det virkelig er et område, som har berørt ham dybt. ”Evangeliet er svaret på Guds trofaste frelsesplan og Guds store løfter. Evangeliet begyndte allerede med udvælgelsen af Abraham og viser sig hele vejen gennem Israels historie og fik sit lovede klimaks i Messias. Evangeliet hænger sammen. GT og NT hænger sammen!” proklamerede Kristoffer, som havde fået til opgave at fortælle os, hvorfor emnet er kommet til at betyde så meget for ham.
Jan Holm Morten, sognepræst ved Kristkirken i Kolding, er også begejstret for at undervise om kristendommens jødiske rødder – et emne han da også er yderst kvalificeret i gennem sine 10 år i Israel som præst i hhv. Den Danske Kirke i Jerusalem samt Immanuelkirken i Jaffo. Han arbejder lige nu på en bog om de jødiske fester i et kristent perspektiv.
Kontakt os endelig, hvis du har lyst til at høre mere om muligheden for at bestille undervisning om dette emne.
Signe og Conrad er lige vendt hjem efter et år som volontører ved Immanuelkirken i Jaffo. De fremhævede begge det stærke fokus på Jesus som centrum i det fællesskabt, de ledte, mens de var der. De unge har meget forskellig baggrund, men ved at fokusere på det, de er fælles om, får de fællesskabet til at blomstre.
Nicolai har været volontør hos både Musalaha og Det Palæstinensiske Bibelselskab. For giver det rigtig god mening, at Israelsmissionen har disse to samarbejdspartnere. Særligt gennem Musalahas arbejde er der mulighed for at arbejde med forsoning, og på den måde kan man være et konkret vidnesbyrd, fortalte han.
En flot sensommer eftermiddag i august mødtes jeg med overrabbiner Bent Lexner i familiens lejlighed på Østerbro til en snak om, hvordan situationen har udviklet sig for jøder i Danmark den tid, han havde virket som rabbiner for det mosaiske trossamfund i Danmark.
Det var tre dage, inden han skulle holde sin sidste gudstjeneste som overrabbiner i synagogen i Krystalgade. Det var derfor heller ikke det eneste interview, han havde stillet op til inden for den sidste tid. Måske var det en fælles fortid i Jerusalem tilbage i 70erne og en hyggelig kontakt siden da, der gjorde, at han alligevel fandt tid til en samtale med mig.
Fra “danskere” til “jøder”
”Det mest markante der er sket i min tid som rabbiner i Danmark er ikke det, som er sket med det jødiske samfund, men derimod det danske samfund,” fortæller han. Bent Lexner blev rabbiner i 1976 og har siden 1991 været overrabbiner. Han afløste da Bent Melchior. ”Danmark er nu blevet et multikulturelt samfund. Det har man endnu ikke vænnet sig til, og mange har svært ved at håndtere det. Der er kommet en stor gruppe mennesker til landet med en fremmed religion, som har medført at det religiøse er blevet synligt i det offentlige rum i form af påklædning, spisevaner og dagsrytme”. Lexner hentyder selvfølgelig til den store gruppe af muslimske indvandrere, som er kommet til Danmark de sidste årtier. Det har også fået konsekvenser for den måde, hvorpå danskere opfatter den lille jødiske gruppe, som har været her i flere århundreder. ”Vi er gået fra at være danskere, der var jøder, til at blive en etnisk gruppe, der er jøder og som bor i Danmark. En etnisk og religiøst defineret gruppe har mange danskere svært ved at forholde sig til. Selv om vi faktisk har været her længe, er vi for nogen blevet en fremmed gruppe, som nu er jøder, før vi er danskere.”
Stemples på forhånd
Staten Israel og situationen i Mellemøsten spillerselvfølgelig en rolle. Mange har rigtig svært ved at skelne mellem jødedom, zionisme og ”israelisme”. Staten Israel spiller en stor rolle for langt de fleste jøder uanset deres politiske holdning til den til enhver tid førte israelske politik. Om den kan jøder være lige så uenige som andre danskere. Men for alle vil staten Israel spille en rolle som et jødisk hjemland, hvad enten man så har valgt at bosætte sig der eller ej. Alligevel er det blevet sådan, at mange danske jøder helst ikke taler om deres forhold til Israel. De vælger bevidst ikke at blande sig i samtalen på arbejdspladsen, når den handler om Mellemøsten. Man har en oplevelse af, at er man jøde er man stemplet på forhånd som én, der kan stilles til regnskab for den politik, som Israels regering fører.
Modsat indrømmer Bent Lexner også, at der er fare for, at man som ikke-jøde bliver stemplet som antisemit, hvis man forholder sig kritisk til Israel. I hvert fald kan ens synspunkter misbruges af andre, så de bliver antisemitiske. ”I en debat hvor den historiske hukommelse er kort og mange følelser i klemme forsvinder nuancerne. Der er en grund til, at vi har fået to ører og kun én mund. Vi skulle lytte noget mere til hinanden og tale lidt mindre”
Kan ikke forholde sig til religion
Spurgt om det er blevet sværere at være jøde i Danmark er svaret et klart ”Ja!” Men samtidig er Bent Lexner hurtig til at understrege, at vi ikke skal gøre de 2-5 % utilpassede unge fra indvandremiljøet på Nørrebro til repræsentant for alle indvandrere, og at en del af vanskeligheden lige så meget skyldes danskeres manglende evne til at forholde sig til en religion, der synligt optræder i det offentlige rum. ”Der har jo altid været masser af religion i det offentlige rum i Danmark”, siger han, ”men man har ikke set det, for det har ikke skilt sig ud. Det gør det nu, hvor vi er blevet et multikulturelt samfund. Det er jo interessant, at dem der bedst kan forholde sig til, at jeg er jøde, går med kalot og udtaler mig i debatten om omskærelse og religiøs slagtning, er muslimer som også henvender sig til mig på gaden og takker mig for det. Men mange almindelige danskere ved ikke, hvad de skal gøre ved religion.”
Går altid med kalot
Selv kan Bent Lexner ikke genkalde sig en situation, hvor han blev forulempet, fordi han er jøde og går med kalot. Han tager den heller ikke af på noget tidspunkt. ”Jeg ved, at andre har haft ubehageligheder, og der er da gymnasier i København, hvor det vil være uhensigtsmæssigt at sende elever fra Carolineskolen. Indtil nu har vi kunnet finde en ordning på det, men på det sidste har der været flere tilfælde, hvor skolerne har gjort en sag ud af at skulle forfordele nogen og stillet sig uforstående overfor at måtte tage særlige hensyn. Det seneste hærværk mod Carolineskolen understreger også problemet. Et sådant eksempel er ét for meget, men problemet et stadigvæk at finde blandt de 2-5 % og er ikke et udtryk for flertallets indstilling,” mener han.
Danske politikere er berøringsangst for religion
Egentlig er Bent Lexner mere bekymret for den berøringsangst og tavshed overfor det religiøse, som findes blandt politikere og meningsdannere. Det afspejler sig også i debatten om omskærelse og religiøs slagtning eller dyrevelfærd. Vi er blevet et samfund med ensidig fokus på individets rettigheder – selv dyrs rettigheder. Vi har fokus på individet og ikke det, at der er noget, der er større end mig. Noget som jeg er en del af, og som vi har en forpligtelse overfor, og hvorfra vi henter vores identitet og værdier. Det er jo ikke kun det jødiske samfund, der lider under dette. Det gør alle religiøse grupper i et samfund, hvor politikere og beslutningsorganer ingen erfaring har med religion. Hvis en lovgivning mod omskærelse indføres, vil det føre til at jøder, som værdsætter og lever efter jødiske tradition og ikke blot er kulturelle jøder, forlader landet. Dem kan Danmark nok godt undvære, men det danske samfund bliver fattigere, hvis ikke man kan rumme og positivt forholde sig til religion som en del af vores fælles samfund.
_______
Det Mosaiske Trossamfund i Danmark tæller omkring 2.400 medlemmer over 18 år. Tilsammen repræsenterer de en omkring 3.500 af de omkring 8000 jøder der bor i Danmark.
Der findes også et Habad hus/center i København. Det har været der siden starten af 1990erne. Det er ikke en selvstændig synagoge, men har selvstændige arrangementer og i øvrigt er der er godt samarbejde mellem dem og synagogen i Krystalgade.
Sir haZafon er et lille engelsksproget synagoge-fællesskab bestående af 50-100 medlemmer, hvoraf en stor del ikke taler dansk. Fælleskabet har tilknyttet en kvindelig rabbiner og tilhører den reformerte gren af jødedom.
I skrivende stund raser krigen mellem Hamas i Gaza og Israel på tredje uge. Krigen har resulteret i al for mange døde, alt for megen ødelæggelse og alt for mange mennesker, som må leve i frygt.
I konflikten mellem Israel og Palæstina mangler der ikke synspunkter, stemmer eller argumenter. Både skrevne medier, radio og fjernsyn flyder over med mennesker med meninger om den ene og den anden side. Volden og krigshandlingerne forsøges retfærdiggjort og forklaret.
Men når begge parter ikke kan finde anden løsning end vold og krig og dermed bruge deres magt til at ødelægge frem for at bygge op – så findes der ingen vinder. Så findes der kun tabere.
Konflikten mellem israelere og palæstinensere fylder meget i medierne, og man kan ikke være blind for den. I Israelsmissionen ønsker vi at have fokus på de mennesker, som konflikten berører. Det gør vi primært gennem vores samarbejdspartnere. Her ser vi frustrationen. Frygten. Vreden. Og vi ser det hos samarbejdspartnere på begge sider af konflikten.
Men vi ser også håbet – uanset hvor spinkelt og uanseligt dette er. Vi ser mennesker, som modigt, insisterende og mod alle ods tør arbejde på en tredje vej. Håbets og forsoningens vej. Som vover at stille sig i midten mellem parterne og pege på et alternativ til volden og krigen. At håbet og freden og forsoningen er mulig. Det er ikke disse mennesker, som råber højest, og derfor får de heller ikke megen spalteplads eller taletid. Desto større grund er der til at sætte fokus på dem og deres indsats. Derfor vil vi gerne stå sammen med dem og opmuntre, for ethvert menneske der vælger fredens og forsoningens vej frem for voldens og krigens, er en sejr for livet.
Som det er udtrykt af Betlehem Bible College:
”Vi er i sorg over det voksende had, snæversyn og racisme i vores samfund i dag og den vold, som er en konsekvens af dette. Vi er specielt kede af, når kristne bidrager til den hadske stemning og splittelsen i stedet for at lade Kristus bruge dem som instrumenter for fred og forsoning.
Konfronteret med dette fastholder vi: Vi er imod at slå børn og andre uskyldige ihjel. Vi støtter kærligheden frem for hadet; retfærdighed frem for undertrykkelse; lighed frem for snæversyn, fredelige løsninger frem for militære. Vold vil kun udløse krig, det vil bringe mere smerte og ødelæggelse for alle lande i regionen. At skabe fred med rod i retfærdighed er den bedste vej fremad. Derfor dedikerer vi os til at sprede en kultur præget af kærlighed, fred og retfærdighed i mødet med vold, had og undertrykkelse.”
Den af vores samarbejdspartnere som mest tydeligt har udlevet denne kultur under konflikten er forsoningsorganisationen Musalaha. I krigens skygge har de igen denne sommer afholdt to børnelejre, hvor de har bragt jødiske og palæstinensiske børn sammen fra hele Det hellige Land. Her har de lært hinanden at kende som dem de også er: Børn med lyst til sjov og ballade, drømme og håb om en fremtid uden krig. Disse børnelejre er et håbets lys i krigens mørke – om end de er en dråbe i havet og uendeligt svære at få øje på. Men netop derfor vil vi gerne fortælle om dem. Læs mere om lejrene her og her.
I denne tid med konflikt og krig er det nemt at vælge side og blive blinde for ”de andre”. Lad os ikke bidrage til hadsk stemning og til splittelse. Lad os i stedet bede om, at Kristus vil bruge os som instrumenter for fred og forsoning.
Igen i år indbyder både Israelsmissionen og Israelsmissionens Unge til studiedag på TORVET i Aarhus. Sidste år var vi sammen om at brainstorme og arbejde på en vision frem mod 2016. Under overskriften “Mission gennem partnerskab” formulerede sekretariatet efterfølgende en vision med fire forskellige indsatsområder: Evangelisation, undervisning, diakoni og forsoning. Læs hele visionen her.
På studiedagen i år vil vi dykke ned i både undervisning og partnerskaber. Til undervisningsdelen har vi inviteret Jan Holm Mortensen, der er præst ved Krist Kirken i Kolding. Han er tidligere præst i både Immanuelkirken og Den Danske Kirke, og han har arbejdet meget med forholdet mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente set i lyset af de jødiske fester. Kristoffer Simonsen er lige vendt hjem efter et halvt år som menighedsmedarbe jder ved Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor han bl.a. har undervist Missionspiloterne i kristendom mens jødiske rødder. Det har været noget af en øjenåbner for Kristoffer, hvad der gemmer sig af rigdom her, og det vil han gerne give videre til os.
Efter aftensmaden har vi inviteret nogle af de nyligt hjemvendte volontører til at fortælle om, hvad der rører sig hos nogle af samarbejdspartnerne netop nu. Signe og Conrad har været et år hos Immanuelkirken i Jaffo, og Nicolaj har brugt et halvt år som volontør ved Musalaha og Det Palæstinensiske Bibelselskab. De har alle tre friske fortællinger med hjem i bagagen. Krista Rosenlund Bellows – Israelsmissionens nye formand – har været med Bodil i Israel for at blive introduceret til nogle af vores samarbejdspartnere. Hun vil fortælle om sine indtryk og særligt fokusere på Immanuelkirken og Musalaha.
Programmet for dagen ser sådan ud:
16:00 Velkomst
16:05 Kristoffer Simonsen – WOW! kristendommen har jødiske rødder!
16: 25 Jan Holm Mortensen – forholdet mellem GT og NT i lyset af jødiske fester
17:10 Table talks – med oplæg fra Kristoffer Simonsen. Hvordan kan jeg bruge Alef der, hvor jeg er?
17:30 Præsentation af nye liturgier
17:45 Aftensmad (tilmeld dig meget gerne aftensmaden på kontor@israel.dk)
18:30 Volontør-interviews. Vi interviewer Signe & Conrad samt Nicolaj.
19:00 Krista Rosenlund Bellows – Perspektiver på partnerskab: Musalaha og Immanuelkirken
19.30 Gruppesnak – partnerskaber
19.50 Afrunding
20.00 Slut
Vi glæder os til at se dig til en spændende eftermiddag og aften!
PS: Dagen er gratis at deltage i, men vi vil gerne opfordre til at lægge en gave i forbindelse med aftensmaden.
Ni tidligere elever fra Indre Missions Bibelskole skal til Betlehem for at afholde en sommercamp i samarbejde med unge lokale palæstinensere. Det vil skabe sammenhold, ansvarsfølelse og succes-oplevelser håber Anders Erbs, leder på turen og af IMBs adventure-linje.
Af Dinna Bjerrum Swartz, 12. juni 2014
”Hvert halve år tager Børkop Højskole på studietur til skiftevis Etiopien og Israel. I Etiopien møder vi mange lokale unge og det er rigtig lærerigt. Denne mulighed kunne også være spændende at tilbyde vores elever på Israelsturen. ” forklarer Anders Erbs. Dette bliver nu i første omgang til virkelighed for en gruppe tidligere højskole elever.
Det Palæstinensiske Bibelselskab, Børkop Højskole og Israelsmissionen arrangerer en summer-camp, hvor sport og leg skal få danskere og palæstinensere til at mødes og samarbejde. Det er et ønske, at de lokale palæstinensere kan få lov at møde hinanden på tværs af religion og kirkeretninger, gennem den uge hvor sommercampen vil løbe af stablen.
”Sporten og legen kan noget helt særligt. Det er populært og kan derfor tiltrække børn og unge, og så er det en neutral platform, hvor man for en stund kan glemme etniske og religiøse tilhørsforhold.”
”Jeg har læst en artikel om et lignende koncept i Nord-Israel, hvor børn skulle dyrke sport sammen. I starten af arrangementet delte børnene sig op i deres vante grupper, men i slutningen af ugen var grupperne splittet op og børnene legede med hinanden på kryds og tværs. Vi håber, at noget lignende kan ske i Betlehem,” fortæller den forventningsfulde højskolelærer.
Anders Erbs understreger dog også, at sport ikke nødvendigvis skaber samhørighed. Fodboldvold er for eksempel et velkendt fænomen, der ikke fører til dialog. Derfor ønsker Anders at tale om værdier med de lokale unge og derfor skal sportsholdene fx også opdeles på tværs af palæstinensiske grupperinger.
Som en gadefest
Der er tre grupper, som vil få glæde af denne summercamp. Der er de ni danskere og en gruppe på samme størrelse af engelsktalende palæstinensere, som i samarbejde vil arrangere de forskellige lege og sportsaktiviteter. Disse grupper vil kunne dele den kristne tro med hinanden og få lov til at stå som ledere af dette spændende arrangement sammen.
Den tredje gruppe er de lokale børn og unge i Betlehem, der vil deltage i aktiviteterne, og som forhåbentlig vil få en oplevelse af, at de gennem leg og sport kan mødes på tværs af grupperinger, og derigennem skabe nye venskaber og nedbryde gamle fordomme.
Som en gadefest, der samler de lokale på tværs af opdelinger, vil sport og leg blive et mødested for Betlehems børn og unge håber Anders Erbs.
Samarbejde i det lange løb
Anders Erbs håber, at samarbejdet kan blive langsigtet, hvis det bliver godt. Måske vil det endda allerede være muligt for Børkop Højskole at besøge de lokale i Betlehem til næste rejse i efterårsferien. Ønsket er desuden at summer-campen må være en årlig tilbagevendende begivenhed.
Gennem et cykelsponsorløb har de ni danske deltagere samlet penge ind til bolde, bat, frespees og kasketter, som de kan tage med til Betlehem. De er ved at være klar til at rejse den 20. juni, hvor håbet er at sport kan være med til at opbygge nye venskaber.
Anders Erbs glæder sig til at komme af sted, ”Det er et spændende projekt fordi idéer og erfaringer omkring brugen af sport og leg i relations arbejde bliver udvekslet og opbygget. Vi håber på, at kunne lære meget af denne tur” fastslår han.
De entusiastiske højskoleelever på cykelsponsorløb
Arne Pedersen, kommunikationssekretær i Israelsmissionen, 4. juni 2014
(c) wikimedia commons
Den første pinsefest – eller Shavuot, som den hedder på hebraisk – fejres af jøderne, som en høstfest. Hvordan den skulle fejres, kan vi læse om i 3. Mos 23. Som i mange andre høstfester er det temaer som gavmildhed og taknemlighed, der er gennemgående. Gud har været gavmilde overfor os – det må vi være taknemlige for. Og ud af den taknemlighed må så springe en gavmildhed overfor andre. Det er den cyklus høstfesten fordrer af os.
På et tidspunkt udvikler festen sig fra at være en almindelig høstfest til at blive en fest, hvor lovgivningen på Sinai bliver fejret. Det er en fest, som går fra temaer som gavmildhed og taknemlighed til temaer om hellighed og identitet.
Da Gud har udfriet israelitterne fra slaveriet i Egypten leder han dem til Sinai-bjerget, som de ankommer til efter ca. 3 måneders vandring. Her giver Gud dem Loven. Det er en voldsom beretning, som strækker sig fra 2. Mos 19 og resten af bogen ud. Begivenheden dækker over langt mere end blot de ti bud, som er de mest kendte.
Gud begynder sin lovgivning til Moses og de andre israelitter med at slå et par ting fast:
I har selv set, hvad jeg gjorde mod Egypten, og hvordan jeg bar jer på ørnevinger og bragte jer herhen til mig. Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig.
Gud begynder med at minde dem om, hvad han gjorde for dem mens de stadig var i Egypten. På den måde knytter Gud påske og pinse sammen. De to højtider er én fortælling i to afsnit.
I påsken udfrier Gud sit folk fra Egypten. Gud frelser sit folk fra slaveriet. Eller sagt med et mere Ny Testamenteligt ord: Gud viser nåde mod dem.
Pinsen er Guds invitation til et nyt liv i fællesskab med ham – en invitation til at tage del i Guds mission – den som begyndte med Abraham. Gud giver israelitterne loven for at gøre dem anderledes – for at de skal skille sig ud – som et mærke og tegn på, at de tilhører ham.
På samme måde som jøderne gør det – må vi, som er kristne og som lever i den nye pagt – også sørge for at huske på sammenhængen mellem påsken og pinsen. Hvis vi vil have det ene uden det andet – så får vi kun et halvt evangelium!
I påsken fejrer vi, at Jesus døde og opstod igen for vores skyld – for at vi kunne få fred – for at vi kunne blive frie fra syndens slaveri. Og pinsen er også i kristen sammenhæng Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – en invitation til at tage del i Guds mission.
I den kristne pinse fejrer vi Helligåndens komme til jorden. Det kan vi læse om i Apg. 2. Det er en fantastisk og underfuld beretning om, hvordan Guds Ånd kommer over apostlene, så de pludselig kan tale alle pilgrimmenes sprog, som var i Jerusalem på denne højtid. Næsten tre tusind mennesker kommer til tro på Jesus denne dag, efter Peter har holdt sin berømte pinseprædiken.
En anden pinseprædiken – som er knap så berømt – er Paulus’, som han holder i 2 Kor. kapitel 3. Her omtaler Paulus korinterne som et ”Kristus-brev” – ikke et brev der er skrevet med blæk, ”men med den levende Guds hånd…i hjerter, på tavler af kød og blod.” Dét er en retorik, som Paulus låner fra pinseprofeterne Ezekiel (11,19-20 + 36,25-28) og Jeremias (31,31-33). Engang var der en pagt, siger Paulus, som var skrevet på stentavler – men ikke længere. Nu står den skrevet i vores hjerter. Og sådan bliver Paulus ved gennem hele kapitlet at fortælle om, hvordan det var engang, og hvordan det så er nu.
Han konkluderer: Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer.
Paulus konkluderer med andre ord, at ingen kan forblive den samme, hvis man har taget imod Guds invitation til et nyt liv sammen med ham – i hans mission. Sådan var det for jøderne, da de fik loven på Sinai, sådan er det for os, når vi får Helligånden som gave. For i livet med Gud er forvandlingen og Helligånden et imperativ.
For ”der er intet sandt eller helt evangelium og ingen autentisk bibelsk mission uden Helligåndens person, gerning og kraft.” (Cape Town Erklæringen s. 27)
Det er dét, der er på spil i pinsen: Guds invitation til et helt evangelium og til autentisk bibelsk mission.
Denne artikel blev oprindeligt skrevet til religion.dk.
Det har længe været en kendt sag, at Israelsmissionen skulle have ny formand efter årsmødet i 2014, da Kai Kjær-Hansen for et stykke tid siden meddelte, at han trådte ud af landsstyret. Landsstyret har nu været samlet til første møde siden årsmødet, og de har valgt Krista Rosenlund Bellows som ny formand.
Krista er ansat i Indre Mission som tværfaglig konsulent og har tidligere været ansat i Danmission med ansvaret for arbejdet i Tanzania. Hun er således slet ikke ubekendt med international mission.
Heller ikke Israelsmission er ukendt for hende. Krista læste teologi i midten af 80’erne og her havde hun Kai Kjær-Hansen som underviser. En dag spurgte han, om hun ville anmelde en lille bog om jødemission til de studerendes tidsskrift. ”Den blev jeg fascineret af,” fortæller hun. ”De Jesus-troende jøder arbejdede med problemstillinger som på én gang var nutidige og fra Ny Testamentes tid. Det var virkelig interessant,” fortsætter hun og tilføjer: ”Jeg betragter jødemission som mit første missionsteologiske værksted.”
Jødemission er unikt
Hun er da også vældig glad for at være blevet en del af Israelsmissionens arbejde: ”Jødemission er noget helt unikt, fordi det er at række evangeliet tilbage til dem, det i første omgang kom fra. Gennem arbejdet i landsstyret kommer jeg desuden tæt på en mangfoldighed af muligheder og en masse spændende mennesker både ude og hjemme. Det er vældig berigende.”
Bidrag og holdarbejde
På spørgsmålet om hvad hun glæder sig mest til at bidrage med som formand, svarer hun: ” Det første jeg tænker, er nu faktisk, at jeg synes, jeg har temmelig meget at lære! Men jeg kan mærke at min arbejdserfaring fra andre missionsorganisationer, Danmission og Indre Mission, og erfaringerne med bestyrelsesarbejde og partnersamarbejde ude i verden har givet mig ’øjne at se med.’ Desuden har jeg noget missionsteologi fra både studietiden og senere at trække på.” Hun understreger også, at det ikke kun er hende, der skal bidrage med noget, men at landsstyrearbejdet er holdarbejde: ”Det er dejligt at kunne bruge det, man kan – men jeg er også en del af et hold – vi arbejder sammen!”
Den største udfordring
Når Krista skal pege på den største udfordring for Israelsmissionen lige nu, fremhæver hun gennemførelsen af det generationsskifte, man så småt er begyndt på. ”Som det lige nu tegner sig, tænker jeg, at vi har begyndt et generationsskifte og det skal vi være omhyggelige med at videreføre ordentligt. Kai Kjær-Hansen og Bodil Skjøtt har sammen med andre været særdeles dygtige til at tiltrække mange unge, og det skal vi fortsætte med,” siger hun og konstaterer: ”Det er en stor gave at have mange unge, der er parat til at tage opgaver på sig.”
Jødemission er også global mission
For Krista Rosenlund Bellows er der ingen tvivl om, at Israelsmissionen også har noget at bidrage med, når global mission skal sættes på dagsordenen herhjemme: ”Jødemission er også en global mission, og vi bidrager til den. Vi skal – sammen med andre – arbejde med hvad jødemission og anden global mission gensidigt har at lære af hinanden. Det er netop vores opgave at opfordre til den samtale. Ellers bliver den let glemt. Vi har ikke så mange lønnede medarbejdere, så vi skal involvere mange frivillige, og vi skal arbejde sammen med andre, som gerne vil det samme. Og så skal vi sende folk ud for at kunne hente inspiration og erfaring hjem.”
Mission til det jødiske folk skal på dagsordenen – også i Danmark
Krista håber også på at jødemission kan komme på dagsordenen i dansk kirkeliv – bl.a. gennem samarbejde. ”Og så skal vi skrive og tale om jødemission, opfordre teologer og andre til at beskæftige sig med jødemission, være meget konkrete og udadrettede, have fokus på vores specifikke opgave, inddrage så mange unge og så mange frivillige som muligt, sende både unge og andre ud i missionsopgaver og invitere gæster til Danmark for at tale og inspirere.”
Vi byder Krista velkommen som formand og lægger hende hen til Israelsmissionens venners forbøn.
Kristoffer Simonsen er lige nu udsendt som menighedsmedarbejder til Den Danske Kirke i Jerusalem. Her kan du læse om hans begejstring over at kombinere et studie i teologi med praksis i det Hellige Land.
Kristoffer Simonsen, april 2014
Kalenderen har kun lige budt marts velkommen, men alligevel sidder jeg i bar mave og solbriller på min altan i Jerusalem, med udsigt ud over ørkenen i det fjerne, og en lille flig af “muren” – som en vigtig påmindelse om, at alt ikke er fred og idyl.
Hjemme i Danmark er jeg kandidat-studerende i teologi på Aarhus Universitet. Men i det første halve år af 2014 har jeg fået muligheden for at være i praktik i Den Danske Kirke i Jerusalem. Og hvilken mulighed! Det har ganske enkelt udviklet sig til et hel drømmescenarium: 5 måneders oplevelse og tjeneste i Israel – suppleret med SU og 30 ECTS point!
Inden afrejse spekulerede jeg meget over alt det trygge og rare hjemme i Danmark, som jeg ville gå glip af. Kan man godt tage af sted 5 måneder uden spolere alt det, som man er en del af? Mit svar efter knap to måneder på rejsen er entydigt JA! En udlandspraktik kaster så mange oplevelser og erfaringer af sig, som man umuligt kan læse sig til – og så gør det ikke så meget, at man glipper en enkelt sæson med fodbold-holdet eller en fødselsdags-fest for en god ven.
I min praktik fungerer jeg som kirkevolontør i Den Danske Kirke i Jerusalem. Det indebærer opgaver ift. gudstjenester, guidede ture for volontørerne, koordinering og undervisning for Missionspiloterne og ikke mindst tæt berøring med mange forskellige mennesker.
I det følgende vil jeg give et lille udpluk af mit program i denne tid for at give et lille indblik i, hvordan tro, studier og oplevelser smelter sammen på en genial måde:
– I forrige uge mødtes jeg med en MBB’er (Muslim Background Believer) i Ramallah på Vestbredden. Aldrig før har jeg mærket en så stor taknemmelighed for at tilbringe lidt tid i fællesskab med andre Kristus-efterfølgere. Det blev (endnu!) et møde, som berørte mig dybt.
– I sidste uge underviste jeg i kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne. Det forløb har givet mig en helt ny forkærlighed og forståelse for Det Gamle Testamente. Det vil jeg helt sikkert bruge mere tid på i mine studier…
– I denne uge skal jeg guide volontørerne på en ultra fed action- og rebtur gennem en kløft i ørkenen. På turen skal vi selvfølgelig også bade i Det Døde Hav, bestige Masada og lære mere om ørkenfolket fra Qumran.
– Og inden længe banker påsken på døren… Tænk at opleve det på nært hold i Israel!
Til tider er det hårdt at være i udlandspraktik. Særligt fordi der er så mange indtryk, som man skal bearbejde. Men en udlandspraktik giver studierne i de tunge bøger en vinkel, som man bare ikke kan læse sig til.
Jeg kan roligt sige, at jeg kommer hjem som en anden. Jeg har fået større perspektiv på verden, på mit fag og på min tro.
Derfor vil jeg opmuntre enhver til at investere i et udlandsophold, uanset hvor i verden det måtte være. Det er en unik mulighed for at tage afsted, inden man bliver alt for bundet til forpligtelser i Danmark. Det er en unik mulighed for at være med til at gøre en forskel for andre mennesker.
PS – Der findes et hav af fonde, som vil støtte udlandspraktikker. Èn dags arbejde med ansøgninger kan således kaste gode økonomiske midler af sig, som vil hjælpe dig til at komme af sted…
Den nyligt hjemvendte præst fra Jerusalem, Jakob Wilms Nielsen, holdt festtalen om aftenen. Lørdag den 22. marts mødte ca. 100 mennesker op til ”familiefest” på TORVET. Israelsmissionen havde indbudt til årsmøde og Israelsstævne under overskriften ”Grænseløs nåde – grænseløs mission” og ønskede i den forbindelse at sætte fokus på vores samarbejdspartnere i Europa.
Vi havde derfor inviteret Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, samt Armin Bachor, leder af vores søsterorganisation i Tyskland, EDI. Derudover havde vi besøg af den nyligt hjemvendte præstefamilie fra Jerusalem, Jakob og Lise Nielsen.
De fortalte om deres erfaringer og oplevelser de sidste 4½ år i Det Hellige Land. Jakob holdt festtalen om aftenen under netop overskriften: ”Grænseløs nåde – grænseløs mission.” Dette årsmøde vil også blive husket som Kai Kjær-Hansens sidste årsmøde som formand for Israelsmissionen. Efter 17 år på posten har han besluttet at stoppe for at få mere tid til sit forfatterskab.
På årsmødet blev det markeret med en lille kavalkade af billeder og videohilsner sendt fra både danske og internationale samarbejdspartnere.
For at understrege pointen om at når vi i Israelsmissionen taler om israelsmission – så taler vi først og fremmest om mission til et folk og ikke et land – havde vi også inviteret mange af de volontører, som har været udsendt siden sidste årsmøde til at fortælle om deres oplevelser. Cæcilie, Peter, Caroline og Kirstine fortale om kampagner med Jews for Jesus i hhv. Budapest, Moskva og New York.
Fremtidens Israelsmission
Traditionen tro afsluttede Kai Kjær-Hansen med at lyse velsignelsen over forsamlingen til sidst.
Vi takker for vores venners opbakning og engagement. Tak fordi I støtter Israelsmissionen i at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – i Ungarn, Rusland, USA, Israel og hvor de end måtte være.
