Skip to main content

”Åh nej, har de stjålet dig” – israelske studerende på besøg i Danmark

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Christian Vestergård kommunikationsmedarbejder, d. 15 april 2016

Bathel og Jezzel rejste under påskeugen fra Israel til Danmark for at deltage i KFS’ påskelejr i Skanderborg. De sidder begge to med i FCSI-bibelstudiegrupper sammen med andre studerende i Israel. Ved deres ankomst havde de tid til et interview om det at være studerende og kristen i Israel.

Bathel er etiopisk jøde, og da hun var 3 år gammel immigrerede hendes familie fra Etiopien til Israel. Hun læser jura på det hebraiske universitet i Jerusalem. Det er en udfordring for Bathel at være Jesus-troende jøde blandt hendes medstuderende. Hun bliver som messiansk jøde i flere sammenhænge opfattet som en falsk jøde, og samtidig er der mange israelere, der ikke bryder sig om etiopiske jøder. Den opfattelse bliver Bathel desværre også mødt med i universitetsmiljøet.

En dag på busstationen i Jerusalem faldt hun i snak med en jødisk kvinde om religion. Da Bathel fortalte, at hun var en Jesustroende jøde, udbrød damen: ” Åh nej, har de stjålet dig?! Men du er jo så smuk og klog, det er virkelig trist…”.

Det var et klart udtryk for Bathel om, hvor svært jøder har ved at forholde sig til troen på Jesus, når det både er trist, og tilmed bliver beskrevet som om, hun er blevet stjålet af de kristne.

Jezzel er araber fra Kyriat Shmona i det nordlige Israel, hvor hun læser til socialrådgiver. Hun oplever, at Gud har givet hende et hjerte for de socialt udsatte. Hun mener ikke, at der er gode eller dårlige mennesker i verden, men kun mennesker som har været i dårlige situationer.

Da jeg spørger ind til konflikten, nævner Jezzel alligevel en forskel på mennesker, som for hende er meget vigtig. Der er dem som tror på Jesus, og dem som ikke tror på Jesus. Hun ser ikke israelere, arabere eller amerikanere, men to slags mennesker, dem som lever med Gud og dem som lever uden Gud. ”For lever du med Gud, ser du mennesker anderledes, så vil du elske mennesker uanset deres farve, etnicitet og køn”.

Mens vi snakker om konflikten, fortæller Bathel, at hun for tiden føler sig utryg i Israel. Der har været flere terrorangreb på busser i hendes nabolag. Selvom hun holder meget af Israel og oplever en særlig velsignelse ved at bo i landet, er det svært for hende, at være i et område styret af uretfærdighed og undertrykkelse. Det er ikke kun palæstinensere, der oplever uretfærdighed. Mange etiopiske jøder oplever også undertrykkelse og social uretfærdighed rundt omkring i Israel.

Jezzel fortæller, at mange i Israel er utrygge, og mennesker, som normalt er fredelige, er begyndt at gå med kniv. Til hendes kollegium går der ingen busser, derfor forsøger de studerende sig ofte med at få et lift frem og tilbage fra byen. En dag fik hun og en veninde et lift. Da hun sætter sig i sædet kan hun mærke at hun sidder oven på noget. Det viser sig, at det er en kæmpe kniv. Veninden gør store øjne og spørger om, det er Jezzels. Jezzel ryster kraftigt på hovedet og de skynder sig ud af bilen, nødsaget til at gå det sidste stykke til kollegiet. Jezzel er rystet over, at almindelige mennesker er så bange, at de i normalt fredelige områder er begyndt at bevæbne sig.

Jezzel startede for et år siden en bibelstudiegruppe op på hendes kollegium i Kyriat Shmona. De mødes nu 15 studerende en gang om ugen til bøn og bibelstudie. Der er ingen kirker i området, derfor er det for Jezzel enormt opmuntrende at være i et kristent fællesskab midt iblandt andre studerende.

Jezzel oplever igennem studiegruppen at blive udrustet til at være verdens lys, hvortil hun slutter vores snak af med at sige: ” Hvis ikke vi som Jesu disciple proklamerer hans navn, hvem vil så gøre det”.

Jezzel og Bathel fortalte på vej hjem at de havde haft et dejligt ophold i Danmark. Det var meget lærerigt og opbyggende for dem at være sammen med studerende fra Danmark. De glædede sig til at komme hjem og omsætte oplevelsen til praksis i deres bibelstudiegruppe.

Læs mere om studenterarbejdet her

På rejse i den store missionsmark, hilsner fra Avi Snyder

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, 4. marts 2016

Jeg er lige kommet hjem til Budapest efter en måneds rejse rundt i verden, hvor jeg har set en spændende udvikling flere steder. Lad mig give et overblik over de mest interessante.

I starten af januar var jeg i San Francisco til en række strategi-møder med Jews for Jesus. Inden jeg skulle forlade USA, fik jeg muligheden for at se min 96-årige far, David, og min 90-årige stedmor, Esther. Jeg tror, Esther er meget tæt på at komme til tro. Min far har altid været meget imod min tro, men under mine seneste to besøg, har han valgt at tage en stille og passiv rolle, imens jeg har delt evangeliet med Esther. Måske er han også ved at bløde op efter alle de år, jeg har været troende.

Efter San Francisco rejste jeg til London til et europæisk Jews for Jesus bestyrelsesmøde. En af mine kollegaer Alison Barnett, som arbejder ud fra Jews for Jesus’ bogbutik i London, har skrevet om en spændende samtale, hun havde med en ung jøde.

Hun fortæller:

– David er med til vores sabbats-måltider. Han søger ihærdigt efter sandheden, og han er meget åben overfor evangeliet, men han er samtidig meget nysgerrig på Buddhisme, Hare Krishna og new age spiritualitet.

David kommer fra en ortodoks familie. Han fortalte, at han var bange for, hvad hans familie ville sige, hvis han besluttede sig for at tro på Jesus. Jeg fortalte, hvordan min mands og min egen familie reagerede, da vi fortalte, at vi var kommet til tro, og at det fantastiske ved troen langt overgår det tab og den efterfølgelse, vi sidenhen har mødt. David indrømmede, at han var tilbageholdende med virkelig at overveje Jesus som Messias, når nu mange mente, at kristne er dårligt uddannede eller direkte dumme. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg nævnte, at min mand er udannet psykolog, er en dygtig lærer og er ved at tage en kandidat i teologi, og at en anden messiansk jøde, som han har mødt, faktisk er ph.d. i matematik. David var glad for at få nedbrudt sin stereotype forestilling, og sagde at det lettede ham. Jeg udfordrede David til at læse bibelen med et åbent sind og bede Jesus om at vise sig som den sande Messias. Han lovede, at han ville læse og se profetierne efter i sømmene.

– Efter mødet i London brugte jeg (Avi) en uge på turne i Tyskland med min gode ven pastor Werner Oder. Vores forelæsning hed ”To sønner af Holocaust”. Det drejer sig om vores unikke venskab. Werner er søn af en krigsforbryder og nazist, og jeg er stedsøn af en overlevende fra Holocaust. To mænd forenet i kærlighed til mit jødiske folk og for den jødiske Messias, Jesus. Hvilken skøn manifestation af korsets forsonende kraft.

Jeg rejste fra Tyskland til Tel Aviv, hvor jeg brugte nogle få dage med de russisk-talende missionærer, som vi flyttede fra Ukraine til Israel sidste år. De gør et fantastisk stykke arbejde. Ved Guds nåde oplevede disse missionærer, at 16 jøder kom til tro på Jesus i 2015. Men deres arbejde er hårdt, for de står overfor en enorm missionsmark og arbejderne er få (der er 1,2 millioner russisk-talende immigranter i Israel).

Tak for jeres støtte og forbøn for at det jødiske folk må komme til tro på Jesus Messias.

Guds fred
Avi Snyder

Læs også Avi Snyders spændende essay her,  Skabt til at fortælle.

Vold fører til åndelig krise

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Shadia Qubti, Musalahas ungdomsafdeling, 15. februar 2016

På trods af den aktuelle usikkerhed i Israel og Palæstina mødtes 25 modige ledere fra Jerusalem og Vestbredden i Ramallah til Musalahas ledertræning, for at snakke om de konsekvenser urolighederne har for de kristne palæstinensiske teenagere. De diskuterede, hvordan teenagerne opfatter og reagerer på urolighederne, og om hvordan de som ledere kan støtte dem og hinanden.

Siden oktober har vi været udsat for en cyklus af voldelige hændelser, ofte omtalt som “Kniv-intifadaen”. Palæstinensiske 11-årige drenge og 13-årige piger er skyldige i nogle af angrebene. Mange af angrebene har særligt fundet sted omkring Jerusalem og nær bosættelser på Vestbredden. Derudover har sammenstød fundet sted mellem palæstinensere og det israelske militær i nogle af de større palæstinensiske byer på Vestbredden. Der er ingen udsigt til, at urolighederne vil stoppe. Flere kilder fortæller, at 17 israelere og 99 palæstinensere er omkommet, og over 100 israelere og 2000 palæstinensere er kommet til skade siden starten af oktober.

De unges frustrationer

En leder fra Jerusalem sagde: ”De unge er bange for at køre med bussen, toget og alt andet i offentligheden. Selv om de unge ikke har været vidne til angreb, er de blevet udsat for voldelige hændelser gennem de sociale medier”.

En leder fra Vestbredden måtte beklagende sige, at situationen distancerer unge fra kirken og hæmmer dem spirituelt. Han havde snakket med unge, som var begyndt at tvivle mere og mere på kirken og på Guds retfærdighed. De unge spørger: ”Hvor er Gud, midt i denne konflikt? Hvis Gud findes, ville vi ikke være i denne situation. 67 år under besættelse, hvor længe skal det blive ved?”

”Unge plejer mest at tænke på sig selv og deres egne behov, men nu er de mere bekymrede for nyhedsoverskrifterne og de forværrede politiske forhold,” bemærkede en leder fra Zababde.

”Konflikten plejede at være mellem den israelske hær og palæstinensere. I dag er konflikten mellem israelere og palæstinensere. I dag begår israelske civile også vold i mod palæstinensere. I Jerusalem er palæstinensiske unge blevet bange for civile israelere, fordi mange israelere har tilladelse til at bære våben. De er tilmed blevet opfordret til at bære våben af den siddende regering,” tilføjede en leder fra Jerusalem.

Unge oplever konflikten gennem de sociale medier

Palæstinensiske unge bruger de sociale medier som en platform til at modtage opdateringer på den aktuelle situation og til at dele deres holdninger til urolighederne med venner og familie.

En ungdomsleder fra Betlehem sagde. ”De unge i Betlehem tør ikke at forlade deres hjem uden at have tjekket nyhederne, og spurgt om det er sikkert at tage hen til kirken,” mens en anden tilføjede: ”Denne bølge af uroligheder minder ikke om nogle af de tidligere. Had, frygt, vrede og racisme rammer mig og de unge hårdt, uden at vi behøver fysisk at forlade vores hjem. Alt hvad der skal til, er at se videoer på de sociale medier. Man skal ikke engang lede efter dem – de er der så snart man åbner facebook.”

Hvor had, frygt, vrede og racisme tidligere blev fremprovokeret af personlige oplevelser med militæret, bliver de nu fremprovokeret gennem medierne.

Adressering af problemerne

De unge er i en åndelig krise. De er fanget fysisk og følelsesmæssigt i urolighederne. De tør ikke have en almindelig hverdag, når ulykkerne rammer de gader, som de normalt går på hver eneste dag. Samtidig er mange unge bange for at blive sat i en forkert sammenhæng som terrorist af en israelsk jøde. Frygten begrænser deres – i forvejen begrænsede – bevægelsesfrihed.

Vi ungdomsledere ved at disse udfordringer skal tages op. Vi er også klar over vores indflydelsesrige rolle som voksne, og at vi kan hjælpe med at bearbejde de unges følelser på en sund og ikke-voldelig måde. Sammen søgte vi måder, hvorpå vi kan hjælpe de unge og støtte hinanden.

Ledernes forslag til hvordan de kan hjælpe de unge, vil Shadia Qubti beskrive i 2. del af artiklen, som kommer senere i foråret.

Artiklen er oversat fra engelsk. Læs den originale her.

Vi må og skal tale med vores fjender

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 3. februar 2016

I midten af januar var 20 studerende fra menighedsfakultet på studietur i Israel. Turen var arrangeret af Israelsmissionen i samarbejde med Menighedsfakultetet. Under turen besøgte de studerende Betlehem, hvor Israelsmissionen havde arrangeret en debat mellem en messiansk jøde og en kristen palæstinenser.

I løbet af vores ugelange rejse mødte vi to journalister, som begge kommenterede på den aktuelle situation i Israel. Den enes bud på fred i fremtiden var, at de implementerede parter skulle sætte sig ned og tale sammen. Den anden sagde direkte, at der ikke er noget håb for fred i fremtiden. Hvortil hun tilføjede ”Jo, hvis man har tro”, men derudover gav hun ikke udtryk for nogen positive fremtidsudsigter.

Med den slags udmeldinger i baghovedet var det en tankevækkende og inspirerende oplevelse for mange af os studerende, at se en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen sidde overfor hinanden og debattere deres forskellige bibeludlægninger.

Den ene var Richard Harvey, der er messiansk jøde, og som arbejder for Jews for Jesus. Den anden var Munther Isaac, der er kristen palæstinenser bosiddende i Betlehem, hvor han for nylig er blevet ordineret til præst i den lutherske kirke.

Richard sagde noget interessant i begyndelsen af sit indledende oplæg ”You have to talk to your enemies!” (Du bliver nødt til at tale med dine fjender!). Ifølge Richard var hans messianske brødre skyldige i ikke at søge samtalen med fjenden, og alt for ofte udtale sig uden tanke på konsekvenserne for palæstinenseren på den anden side af muren.

Han udtrykte også en anke mod det jødiske folks fokus på rettighederne til landet, fremfor det ansvar som følger med disse rettigheder. Richard nævnte dette som et forkert fokus. Det jødiske folk skal stoppe med at råbe op om deres rettigheder og tage ansvar for dem, som også er i landet, for at retfærdigheden kan begynde at råde i Israel.

Richard fokuserede på dialogen under debatten. Han talte lidt om hans jødisk-messianske teologi, hvilket virkede som en bevidst prioritering fra hans side. Han ville mødes for at forsones; ikke for at trække forskellene op.

Munther talte mere om sin ”dele-land teologi”. Ifølge denne teologi er jøderne og Israel ikke udgangspunkt i Guds plan, men hele verden med et kald til mennesker om at leve i fred og lighed. Med denne bibelske udlægning rettede Munther sin klage mod det israelske folk, som han ikke ser opsøge dette kald.

Ved debattens slutning, var de enige om at problemet er stort og kan virke uløseligt. Men de var også enige om, at de som partnere på hver side af konflikten har et ansvar for at arbejde for en løsning. Richard gav et billede på konflikten: ”To børn som ikke kan finde ud af at dele et stykke legetøj ender med at ødelægge det”. Uanset om man er store- eller lillebror, skal der tages ansvar. Uanset hvilke rettigheder man mener, man har til landet, skal der tages ansvar. Uden en løsning ødelægges landet, og man ødelægger sig selv og hinanden.

Mens debatten mellem Richard og Munther skred fremad, gik det lige så stille op for os, hvor unik denne debat var. De sad der begge og udviste en imødekommende villighed mod hinanden, trods uenigheder og de mange ar deres folk har givet hinanden. De kæmpede begge med deres følelser under debatten, og flere af vores spørgsmål ville de kun svare delvist på. Det var selve mødet, der var vigtigt ikke argumenterne eller teologien.

Denne aften kunne vi erfare, at forsoning er en hård proces, og at man nogle gange er nødt til at gå på kompromis med både sin teologi og sine følelser.

Jesus forsoningsdød for os, må og skal udleves i mødet og samtalen med dem vi er uenige med – og til tider betragter som vores fjender- uanset hvor umulig fred ser ud.

I mørket

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Andagt af Michelle Van Loon, Administrator ved Caspari Centret, 18. december 2015

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet, Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. (Es 60,1-3)

Da jeg var barn, elskede jeg vinteren. Jeg kunne næsten ikke vente, til den første sne kom. Jeg har mange gode minder, hvor jeg byggede snemænd og legede sneboldkrig. Efter jeg er blevet ældre, har jeg ofte bakset med en mild vinterdepression. Kulden og mørket ser ud til at forstærke de tunge tanker i mange af os.

Praktiske tips
Jeg har lært mig selv nogle praktiske ting, som jeg kan gøre for at håndtere disse tunge vintertanker. Det kan for eksempel være bøn, en aktiv tur ude i dagslys, eller søge hjælp fra andre, hvis de mørke tanker bliver for slemme. Jeg har også lært at se Guds arbejde tyeligt med mig. Han taler gennem mørket, for mørket er ikke mørkt for ham, som er verdens lys. Nogle sandheder fra bibelen hjælper mig også på denne tid af året:

  • Gud skabte både lyset og mørket (1 Mos 1,5)
  • Selv mørket er ikke mørkt for Gud (salme 139,11-12)
  • Der findes ikke noget mørke i ham (1 Joh 1,5)
  • Jesus er verdens lys (Joh 1,1-4)
  • Gud kaldte sit folk til at reflektere hans lys i verden (Es 49,6)
  • Jesus sagde til sine disciple, at de skulle være verdens lys (Matt 5,14-16)
  • Det nye Jerusalem får ikke brug for nogen sol eller måne, for Guds herlighed vil lyse over den (Åb 21,22-25)


Ikke det sidste ord
Det er interessant, at disse bibelvers også kan bruges, når de mørke tanker, man får fra nyhederne, melder sig. Enten er det dårlige nyheder fra vores hjemland, eller også er det om uroen her i Mellemøsten. Denne verden kan være et mørkt sted, og nogle gange ser det ud til at blive værre dag for dag.

Gud er ren og smuk. Han er et helligt lys, som skinner i mørket. Han frelser den verden, som han elsker. Mørket vil ikke få det sidste ord, hverken i denne verden eller i vores liv. Mens vi går igennem den mørkeste årstid, kan de korte mørke dage minde os om ham, som er verdens lys. Han opretholder vores håb, former vores vidnesbyrd og tænder vores mod, for at vi kan være vidner om hans herlighed – uanset hvor mørkt der omkring os.

Det er et under at se Gud arbejde i tidligere stofmisbrugeres liv

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Ingjerd Våge, volontør ved Caspari Centeret, 11. december 2015

I 2014 startede den messianske menighed Beit HaYeshua i Jerusalem en bibelskole for tidligere stofmisbrugere. Alec Goldberg, israelsk direktør ved Caspari Centeret, fik i 2015 en vigtig rolle på bibelskolen som underviser og har desuden ansvaret for læseplanen.

“Jeg har ansvaret for undervisningsoplæggene på bibelskolen. Jeg bestemmer om hvem og hvad, der skal undervises. Jeg giver dem lektier for og tjekker dem. Eleverne får også nogle små tests, når temaerne er afsluttet. Derudover underviser jeg selv,” fortæller Goldberg.

Ifølge Beit HaYeshuas hjemmeside er der 20.000 hårde stofmisbrugere og endnu flere alkoholikere i Israel. Beit HaYeshua som driver bibelskolen og afrusningscenteret hjælper nogle af disse misbrugere. Her i efteråret er der omkring 25 studerende på bibelskolen. De mødes en aften i ugen til bibelstudie.

Undervisning som forandrer
“Vi underviser om nogle anderledes temaer – særligt om Gud, mennesker og om livet med Jesus,” fortæller Goldberg og fortsætter. “Misbrugerne er ikke klar til tung teologi, men vi lærer dem det grundlæggende: at Gud er skaberen af himmel og jord, om synd, og hvordan man overvinder fristelser. De lærer også, hvordan de skal bede og læse i bibelen. Undervisningen er meget praktisk anlagt,” fortæller Goldberg.

Er der mange troende, før de begynder på skolen?
“Ja, i hvert fald til en hvis grad, men det er ikke dem alle, der er døbt. Sidste år var der flere hen over året, som blev døbt. Nogle af dem var studenter, som kommer direkte fra gaden,” svarer Alec.

Hvorfor er denne skole vigtig?
“Hvis ikke de får en grundig oplæring i Guds ord og forandrer deres tankegang, vil de falde tilbage i gamle vaner. Det er ved bibelstudie og fællesskab med andre troende, at Gud grundlæggende kan ændre menneskers liv. Jeg snakker ikke kun om det at stoppe med at tage stoffer, men om en total personlighedsforandring,” siger Goldberg.

Positive tilbagemeldinger
Responsen fra tidligere studenter har været positiv.

“Studenterne indser, at bibelen er en bog om livet og ikke kun en bog for teologer. Det er en bog om livet med Gud. Men det er også en bog for teologer, for teologer har også brug for at kende Gud,” siger Goldberg og smiler.

“Bibelen fortæller om livet, præcis som det er, og om hvordan vi kan have Gud med i hverdagen. Du kan for eksempel have fællesskab med Jesus, når du laver matematik, eller du snakker med vennerne om fodbold og andre ting. Alt det kan være helligt og sundt på samme tid.”

Virker det så?
“Ja, det gør det! Det er virkelig et under at se disse mennesker, og hvad det er Gud gør i deres liv,” siger Goldberg.

I år vurderer lederne på rehabiliteringscenteret, at bibelskoleelverne også skal oplæres i at evangelisere. Det betyder, at dem som ønsker det, kan få træning i at fortælle andre misbrugere om Jesus.

Jews for Jesus er på gaden over hele verden

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Liv af døde: Dryp fra Jews for Jesus-kampagne



Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 02 november 2015

Hen over sommeren og efteråret har Jews for Jesus ført kampagner over hele Europa med overskriften Liv af døde. De har også været på gaden i andre storbyer verden over, hvor de har været på gademission og delt traktater ud. De har været på gaden i Zürich, Berlin, Paris, London, Toronto, New York, Budapest, Moskva og Tel Aviv. Læs mere om J4J her.

Under en 14 dages kampagne i Budapest blev der uddelt 339.055 traktater, 582 valgte at give deres oplysninger videre, for at de kunne modtage yderligere information eller for at få et opfølgende møde, og hele 62 (hvoraf 8 var jøder) valgte at tage imod Jesus som Messias.Det var bare i Budapest. Der er langt over 600.000 mennesker, som har mødt Jews for Jesus i storbyer over hele verden hen over sommeren og efteråret.

Selv om det er svimlende store tal, er det ikke bare statistik for J4J. De har en konkret betydning, for hver eneste gang er der tale om et menneske – et menneske som kan møde Jesus. J4J ser ethvert møde som et privilegium fra Gud, fordi dette møde kan have stor indflydelse for personens liv. Hver eneste frivillige arbejder til og for evangeliets ære.

Interessante møder

Susan var på gaden i New York. Her mødte hun Les, en 60-årig mand som stoppede op for at få noget frisk vand og en snak. Han tog normalt i synagoge tre gange om dagen. Han kunne ikke forstå, hvorfor man havde brug for Jesus som mellemmand, i stedet for at gå direkte til Gud. Susan spurgte ham om ikke også Moses, Aron og hele præsteskabet var mellemmænd og om der ikke altid havde været brug for en, der kunne mægle mellem Gud og mennesker. Les forstod pointen, og videregav sin e-mail for at modtage mere information om Jesus.

Beate blev spurgt af et par i Tel Aviv, om hun kunne vise dem vej til indkøbscenteret. Det kunne Beate ikke, men hun ville gerne fortælle dem om Jesus Messias, som elskede dem og ønskede at tage bolig i deres hjerter og tilgive al deres synd. De fortalte, at de havde talt med J4J et par dage tidligere og givet deres kontaktoplysninger videre der. I mellemtiden var de blevet klar til at følge Jesus. Beate bad sammen med dem, og de tog i mod Jesus midt på gaden i Tel Aviv!

Kata Tar oplevede også antisemitismen, imens hun uddelte traktater i Budapest. Pludselig råbte en ung mand efter hende ”Jeg hader jøderne”. Kata råbte tilbage ”Hvad med Jesus, elsker eller hader du ham?”. Spørgsmålet ramte ham som et chok. Han gik hen til Kata, og hun forklarede ham evangeliet. Den unge mand gik fra at have en hadefuld mine til at være mere modtagelig. Efter den korte snak valgte manden at tage imod Jesus. Kata beskriver oplevelsen som noget fantastisk. ”Hvilket privilegium, at opleve en som er fanget af hadet bliver ført ind i Guds rige, hvor der hersker kærlighed og nåde”.

Når J4J er på gaden, kan vejret være en stor udfordring. Både varme temperaturer og kraftig regn holder folk væk fra gaden, men for Paula førte regnen noget godt med sig.

Mens Paula delte pjecer ud, faldt hun i snak med en jødisk kvinde, Judith. Judith var bitter, men hun havde tid til en kort samtale. Hun var dog ikke villig til at videregive hendes kontaktoplysninger, og hun gik hurtigt videre. Kort efter begyndte et kraftigt regnskyl, og alle på gaden måtte søge ly. Paula stod i et indgangsparti, og ved siden af hende stod Judith. Judiths hjerte var blevet blødt op af regnen, og hun var klar til at åbne sig op. Hun fortalte om den smerte og de udfordringer, som hun havde på grund af sit handicappede barn. Da hun var færdig, fortalte Paula om Jesu kærlighed, og om hvordan han ville bringe trøst og hjælp. Hun delte Matt 11;28 ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Efter det gav Judith hendes kontaktinformationer videre til Paula.

Gemt i de store tal og mange pjecer, er der kvinder og mænd, jøder og hedninger som møder Jesus. Nogle ser hans storhed og begynder at følge ham.

En opmuntring til bøn og handling

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Musalaha-ansatte, 23. oktober 2015

I denne uge er en messiansk jøde og en palæstinensisk kristen fra Musalaha på rundtur i Danmark for at fortælle om forsoning. De fortæller om deres oplevelse af konflikten og deres historier om forsoning igennem Musalaha. Tryk her for deres program i Danmark

Når vi står overfor en svær situation, som den vi er i nu, har vi to valg i forhold til forsoning. Vi kan vælge at træde tilbage. Tilbage til vores egen nationale og etniske gruppe, hvor der hersker en os-eller-dem-mentalitet. Eller vi kan vælge at gå ad den vej, hvor vi demonstrerer vores tro på, at fællesskabet kan bestå og fred er en mulighed.

Mens volden stiger bliver Al Aqsa-moskeen og Tempelpladsen konstant nævnt af politikerne. Tidligere i år diskuterede vi denne konflikt med de unge i Musalaha. Under en lektion vi kaldte ”De hellige steder?” blev vi undervist i historien og betydningen af de jødiske, kristne og muslimske helligsteder.

På den ene side vokser muslimske børn op og hører at deres helligdomme er i fare, og muslimer oplever enhver ændring af status quo som en overtrædelse af deres rettigheder. Derved bliver ændringerne opfattet som en religiøs og national trussel. På den anden side ønsker nogle jødiske grupper rettighed over hele Tempelbjerget. De har fået stor politisk støtte de seneste år. De har fået så stor støtte, at det er blevet en politisk diskurs. De prøver langsomt at få indført deres krav. Først vil de have lov til at være på tempelpladsen. Dernæst have bestemmelsesretten. Så retten til at bede på pladsen. Til sidst retten til at genopbygge templet.

Vores underviser sluttede pessimistisk af med en forudsigelse: at den næste intifada ville starte fra tempelbjerget. Selvom det er for tidligt at tale om en tredje intifada, ser det ud til at det er den vej det går.

Vi er meget bedrøvede over den tiltagende vold over hele landet. De seneste måneder har vi kunnet se hele situationen blive mere og mere anspændt. De politiske ledere er vrede og frustrerede. De seneste par dage har volden spredt sig til normalt fredelige områder, fordi nogle vælger at udtrykke deres frustration på en destruktiv måde. Vreden ulmer, lunten er kort, folk er på barrikaderne.

I Joh. 1:4-5 læser vi ” I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”. Jesus sagde ”Jeg er verdens lys” (Joh 8:12). Han inviterede sidenhen disciplene med, da han sagde ”I er verdens lys” (Matt 5:14). Som efterfølgere af Jesus må vi overveje, hvordan vi kan lade vores lys skinne for andre. Hver og en af os kan med vores ord og handlinger være med til at eskalere konflikten eller nedtrappe den.

I Musalaha forsøger vi ihærdigt at opmuntre vores brødre og søstre i jødisk messianske- og kristen palæstinensiske menigheder til at være aktører i den aktuelle krise. Vi håber, at de vil agere på en måde, der ærer Gud og viser en klar tiltro til evangeliet. Til jer kære venner som støtter os fra udlandet: Vi opmuntrer også jer til at tage del i disse handlinger.

Tænk over din rolle i krisen. Stilhed er som at sætte sit lys under en skæppe. Hvis vi ikke handler, er vi ikke lys.
Ræk ud til andre, for at vise den forpligtigelse vi har overfor hinanden både privat og offentligt.
Råb ud om fred.
Afvis Os eller Dem mentaliteten fra vores ledere ved at udleve et vidnesbyrd om kærlighed og hav fællesskab med dem på den anden side.
Husk at tale og udvis kærlighed som Jesus ville gøre det.

Vi vil opfordre dig til at bringe dette budskab med til din kirke og menighed, og derfra tage del i vores bøn for de troende i Israel og Palæstina og alle andre som bor her. Vi tror på, at vores fælles bøn kan gøre en forskel. Selv om fremtiden ser sort ud, ved vi at selv et lille lys kan fordrive mægtigt mørke.    

Når Israel bliver vigtigere end Jesus

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom, Blandet, Mission og messianske jøder.

ONE FOR ISRAEL arbejder med at møde jøder med evangeliet og uddanne fremtidens kirkeledere. De benytter særligt de digitale medier for at nå ud med evangeliet, samtidig driver de den eneste hebræisktalende bibelskole i verden. 

Eitan Bar, evangelist hos One for Israel, 25 september 2015

 Jeg er jøde. Det gør mig til 1 ud af 14.000.000.
Jeg er også født i Israel. Det bringer mig ned på 1 ud af 4.000.000.
Jeg er også en israelsk-jødisk efterfølger af Jesus Messias. Det gør mig til 1 ud af blot 7.000.
Jeg er en del af ”den tilbageværende rest” (Rom 11: 1-6). Hvilket er en svær opgave. På den ene side er der mange af mine jødiske venner, der kun kender til Jesus, på baggrund af det som rabbineren har fortalt dem. De har en tilbøjelighed til at se på mig, som om jeg har forrådt min slægt og valgt at følge en hedensk gud. Messianske jøder er ikke populære blandt store dele af det jødiske folk i Israel.

På den anden side er der flere og flere kristne, hvor deres forståelse af Guds plan for Israel er basseret på det, de ser på CNN og BBC. Hvilket bestemt ikke er positivt. Vi bliver også mindre populære blandt verdens forskellige kirker. Jeg bliver opmuntret af støtten og kærligheden til min nation fra mange af mine kristne brødre og søstre rundt omkring i verden. Samtidig bliver jeg dog trist, når de samme personer mener, at det  jødiske folk ikke behøver frelse gennem Jesus. Israel er måske et dejligt folk, men vi er ikke perfekt.

Det gør det svært som messiansk jøde at finde et ståsted, hvor vi på den ene side er forrædere eller og på den anden er vores tro på Jesus unødvendig. Vi har også brug for at få vores synder betalt, præcis ligesom alle andre. Hvis man foreslår andet, fordømmer man os til en evig adskillelse fra Gud.

Nogle elsker Israel for meget

Et godt eksempel på en der elsker Israel for meget er pastor John Hagee formand for Christians United for Israel. I sin lære promoverer Hagee den falske idé, at jøder ikke har brug for et personligt forhold til Jesus, men at de kan blive frelst ved at overholde det Gamle Testamente.

Han har tragisk sagt: ”Moseloven er tilstrækkelig nok til at kunne give en person kendskab til Gud, indtil Gud giver ham en dybere åbenbaring… Alle andre, uanset om de er buddhist eller baha’i, har brug for at tro på Jesus, men ikke jøder” Pastor John Hagee, Houston Chronicle Jeg var virkelig chokeret over hans udmelding! Hagee forstår ikke formålet med Abrahamspagten. Han forstår den som en national pagt, der ikke har noget at gøre med personlig frelse. Istedet for at forstå den således at Gud lover frelse til det jødiske folk og alle andre folkeslag. Hagee forstår heller ikke meningen med moseloven. Hvordan kan Hagee forvente, at Israel holder moseloven? Når de ikke har noget præsteskab, intet tempel og intet offersystem? Hvilket alt sammen omfatter essensen af loven, og er det eneste middel, der kan lede os til Kristus. Man kan ikke adskille Moses-pagten fra moseloven. Lovene er kun en konsekvens af pagten. Lovene kan ikke stå alene.

Pagten blev stadfæstet med udgydt blod (2. mos 24:8) og blev opretholdt af offerblodet på alteret (2. mos 30:10). Uden offersystemet kan vi ikke overholde Moses pagt. Desuden siger Bibelen, at ingen er i stand til at holde loven eller blive retfærdiggjort ved lovens gerninger (Gal 2:16). Derfor har der aldrig været nogen, som kunne opnå frelse gennem loven. Det er kun Jesu blod, der kan frelse os og fjerne synd.

Hagee går videre i hans bog ”In defense of Israel”. Hvilket ironisk nok ender ud med at være en langt større fare for Israel end en reel beskyttelse. Hagee siger: ”Det højeste formål for Jesu liv var at være et lys for hedninger.” (p. 133) Men Jesus sagde selv, at han var sendt til de fortabte får af Israels hus. (Matt 15:24)

Hagee siger: ”Der er ikke et sted i det nye testamente, der siger at Jesus kom for at være Messias…” (p. 136) Men Jesus sagde han var Messias: Kvinden sagde til ham ”Jeg ved, at Messias skal komme…” Jesus sagde til hende ”Det er mig, den der taler til dig”. (Joh 4:25-26)

Hagee siger: “Jøderne afviste ikke Jesus som Messias, det var Jesus som nægtede at være Messias for jøderne.” (p. 140) Men Jesus siger: “Fra nu af skal I ikke se mig, før i siger: velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” (Matt 23:39)

Hagee siger: ”Han nægtede at være deres Messias og valgte i stedet at være verdens frelser.” (p. 143) Men Bibelen siger, ”Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og til Kristus.” (ApG 2:36)

Kan I se problemet?

Det Israel du nok ikke kender

Jeg bliver som israelsk jøde bedrøvet over, at nogle kristne mener, det er fint, at det jødiske folk bliver ved med at afvise Jesus som Messias. Det er ikke kun fordi, det er vranglære. Bedrøvelsen kommer også på grund af det Israel jeg oplever, hvilket John Hagee hverken har set eller oplevet.

Jesus troede tydeligvist kraftigt på Bibelens ord. Han gjorde meget lidt ud af territorier og landområder, men gjorde et stort nummer ud af at drage omsorg for de svage. Specielt den fattige, den trængende, de ældre, enkerne, forældreløse og mange flere. Jesu budskab var ikke noget nyt. Gang på gang fortæller det Gamle Testamente, at nationen Israel skal tage hånd om sin befolkning.

Alligevel lider 1 ud af 3 israelske børn under fattigdom i dag. Israel rangerer som nummer 4 på listen over børnefattigdom i den udviklede verden. Den israelske hospitals verden er ved at bukke under for mangel på økonomiske midler og medicinsk bemanding. Israels hospitaler er registreret som nogle af de mest fyldte hos OECD. 1 ud af 4 overlevende fra Holocaust lider under fattigdom. Ved flere lejligheder det seneste år har jeg uddelt mad til overlevende fra Holocaust, som hver uge skal vælge mellem at købe mad eller nødvendig medicin. Human trafficking er på samme niveau i Israel som i den tredje verden. Sexhandlen i Israel har en årlig indtægt på op til 500 mio. dollars. Det er over 60 dollars pr. israeler. Samtidig er prostitution lovligt og let tilgængeligt i Israel. I den årlige rapport fra det international narkotika grænsekontrol i 2012 bliver Israel nævnt blandt lande, hvor der er store og mange fabrikanter, eksportører, importører og forbrugere af narkotiske stoffer. Israel er en af verdens førende nationer i forhold til abort. Der bliver dræbt 55 babyer hver dag, og vores regering understøtter dette foretagende.

Ligesom alle andre steder i verden er vores land fyldt med syndige mennesker, der desværre mangler at opdage deres behov for en frelser. (For at gøre det klart, så elsker jeg Israel, og det faktum at jeg kan kritisere min egen regering, beviser at Israel er det eneste sande demokrati i Mellemøsten. Havde jeg gjort det et hvilket som helst andet sted i mellemøsten, havde jeg nok stået ansigt til ansigt med Jesus i himlen).

Som Israels folk burde vi ikke kun sætte vores lid til regeringen eller det israelske forsvar, men have tillid til vores frelser alene. Noget af det som Guds hjerte virkelig glædes over, er ikke et flagrende israelsk flag, nye skinnende israelske tanks, eller olivenolie købt i det hellige land. Gud glædes, når et menneske vælger at følge Messias. Det vores folk virkelig har brug for er… Jesus!

Kære kristne, fra en jødisk discipel af Jesus, er min udfordring til dig ikke at elske os jøder uanset hvad, men at leve op til det bibelske mandat om at provokere os til misundelse i Jesus (Rom 11:11). Stol på det jeg siger. Jeg er et levende eksempel på, at det virkede for 16 år siden, og at det stadig virker på mange andre jøder i dag.

Oversat fra engelsk. Læs det originale indlæg her.

Læs mere om One for Israel:  http://www.oneforisrael.org/

Forsonende sommerlejr

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 18. september 2015

Det Musalaha ønsker med deres arbejde, er at skabe forsoning mellem palæstinensere og israelere. De arbejder primært mellem kristne palæstinensere og Jesus-troende jøder. Gennem det arbejde ønsker de at afspejle Jesu kærlighed og bud om at elske sin næste som sig selv. Det er en problematisk og udfordrende proces for begge parter pga. af store kulturelle og politiske skel, samtidig med at den anden part bliver gjort til fjenden. Musalaha tager budskabet om, at vi er ”et i Kristus” alvorligt. Derfor skal palæstinensere og Israelere mødes som brødre og søstre uanset, hvor meget had man har til modparten. Mange af Musalahas projekter er målrettet børn og unge for at udruste den kommende generation til ikke at se fjender, men venner. Det sker gennem leg, dialog og tilbedelse af Gud.

Denne sommer har Musalaha afholdt sine årlige sommerlejre. På en af lejrene,  kom der 100 børn og 40 frivillige ledere med. De kommer både fra kristne palæstinensiske hjem og kristne israelske hjem. Mange af dem der kommer, er gengangere fra tidligere år, og i det øjeblik de træder ind på lejren, er det som om, at der bliver forsat fra der, hvor de slap sidste sommer.

Denne sommer oplevede Shadia Qubti Musalahas ungdomssekretær en forandring fra den tidligere sommerlejr. Den tidligere sommerlejr foregik i 2014 under Gaza-krigen, og hele lejren var nødsaget til at søge ly for raketterne når sirenerne begyndte. Denne sommerlejr var der ikke den samme frygt for krig tilstede, samtidig var de tidligere psykiske sår kommet på afstand og begyndt at hele. Dette giver en god begyndelse for nye venskaber og en bedre mulighed for forsoning.

Selv under de nuværende forhold måtte Shadia Qubti flere gange møde fordomme fra børnene, som er præget af distancering fra de andre.

En dag mistede Matty sine svømmebriller på et af værelserne, hvor de boede på tværs af etnicitet. Han kiggede på en af lederne og sagde, ”de tog dem”! Lederen vidste, at han mente palæstinenserne på værelset. Han spurgte ham udfordrende, ”hvem er de, der er ikke nogen de herinde”. Matty forstod, hvad der var galt. Han vidste, at han havde gjort dem til de andre og stillet dem udenfor fællesskabet. Han korrigerede sit svar til ”Ikke dem, men måske nogen af mine værelseskammerater har taget dem”. Matty lærte en vigtig lektie, ikke at lade stereotyperne bestemme at det er ”os” og ”dem”, men at vi er en gruppe af kristne, som ønsker fællesskab med hinanden.

Rami en af de palæstinensiske drenge blev en dag kaldt forræder af Yosef, fordi han legede med en af de israelske ledere. Rami var knust over Yosefs hån, at blive kaldt forræder af en anden palæstinenser er en meget seriøs krænkelse. For en almindelig voksen palæstinenser ligger der en accept af den israelske besættelse i blot at blive set sammen med en israeler. Situationen blev løst, Yosef var jealoux over ikke at kunne lege med sin kammerat, og de kunne genoptage legen med den Israelske leder efter fornærmelsen. Selvom konflikten nemt blev løst, var det stadig en klar måde at give udtryk, selv for en knægt, på den afstand der ligger mellem de to grupper.

Konfliktens fordomme og historier bliver også båret med ind i lejr-fællesskabet. Men trods forskellen mødte både Remi og Yosef den israelske lejrleder gennem leg. Men som en Israelsk leder siger: ”Når jeg ankommer på lejren, glemmer jeg de ting, der gør os anderledes og adskiller os, og vi bliver en stor familie”.

Shadia og de andre ledere oplever hvert år, at selv om der raserer fjendskab, så kan børnene se alle deltagerne i Guds store familie. De håber og beder til at disse vigtige relationer er en vej til håb og fred.