Denne artikel er udgivet første gang d. 8. august 2018 og skrevet af Eitan Shishkoff, der er messiansk jøde.

Hvad er de messianske jøders status i det israelske samfund? Når en jesus-troende jøde søger om at blive israelsk borger, bliver han eller hun så modtaget som enhver anden jødisk person, der vender tilbage til vores hjemland? Når en messiansk menighed skal købe eller leje ejendom, er der så diskrimination? Når en moderne israelsk discipel af Messias søger arbejde, har han eller hun samme muligheder for at blive ansat som en ikke-jesustroende jøde har det?

Svarene på disse spørgsmål er forskellige og varierer alt efter situationen, men på bundlinjen står der, at vi ikke har de samme rettigheder som andre hjemvendte jøder til Abrahams, Isaks og Jakobs land.

Statsborgerskab? Lige nu vil Indenrigsministeriet ikke sikre statsborgerskab til en ansøger, der er kendt som en jøde, der tror på Jesus.

Ejendomsrettigheder? Vi har flere gange oplevet at blive afvist, når vi forsøger at leje ejendom til brug i vores menigheder.

Beskæftigelse? Arbejdsgivere, især hvis deres forretning afhænger af ortodokse kunder, kan finde på at afvise en jobansøgning alene på grund af ansøgerens tro på Jesus.

Forandre status quo

At forstå hvorfor denne diskrimination eksisterer – ironisk nok i en nation hvis historie er fuld af forfølgelse – kræver kun en smule viden om den jødiske historie de sidste 2000 år. Med rette er de fleste jødiske associationer om Jesus og kristendom alt andet end positive – ulidelige ville være en bedre beskrivelse. Som messianske jøder kan vi protestere og sige, at Jesus er jødisk, og at det nye testamente er baseret på hebraiske skrifter, men denne viden er ikke særlig velkendt. Alligevel er der ved at ske forandringer med alt dette, og jeg ønsker med denne artikel at accelerere disse forandringer.

Vores nuværende situation giver os som messianske jøder, ligesom alle vores venner rundt i verden, et stort ansvar. Vi har fået mulighed for at kæmpe imod disse store misforståelser; nemlig at (A) man ikke kan tro på Jesus og være en trofast jøde, og (B) det israelske samfund ikke har plads til dets messianske jøder.

Historiske succes-eksempler

Eksempler fra to andre etniske grupper, der også har mødt fordomme, inspirerer mig. Hvis andre grupper af mennesker har overvundet samme fordomsfuldhed – særligt ved hjælp af modige handlinger fra meget motiverede ledere – kan vi så ikke følge trop?

Alan Axelrod optegner i sin bog ”Profiles in Audacity” de historie-forandrende initiativer af W.E.B. DuBois og Mohandas Gandhi. DuBois nægtede at acceptere afrikansk-amerikaneres andenklasses rang, og Gandhi kæmpede mod det nedværdigende britiske koloniale styre over det indiske folk. Begge mænd dedikerede lange årtier af deres liv til at få deres respektive folk til at stå sammen. De brugte alle mulige midler (på nær voldelig revolution) til at adressere uretfærdighederne pådraget af den dominante gruppe. Gandhis ydmyge, ikke-voldelige opposition mod britisk undertrykkelse gav ultimativ uafhængighed til Indien. DuBois, den første afrikansk-amerikaner der modtog en Ph.d. fra Harvard Universitet (i 1895), skrev og talte utrætteligt for fulde rettigheder til alle afrikansk-amerikanere. Vi er vidner på, at hans indsats forandrede historien.

Tid til handling

Hvorfor tror jeg, det er nu, vi kan ændre den andenklasses status, som Jesus-troende israelere har?

1. Mange israelere er trætte af, at vores samfunds værdier og agenda bliver fastsat af de ultra-religiøse.
2. Den trofaste deltagelse af rigtig mange unge messianske jøder i den israelske forsvarsstyrke har skabt et godt ry for vores nationale bevægelse.
3. Vores trofaste venner fra det globale kristne netværk får hele tiden mere indflydelse i Israel. Vores regering lytter til input fra den evangeliske kirke, hvilket peger på en afgørende forandring. I stedet for at være antisemitiske står de kristne nu sammen med Israel. Hvis spørgsmålet om fulde rettigheder for israelske messianske jøder bliver adresseret af kristne ledere, så vil den israelske regering lytte.

Lad os hente inspiration og mod fra tidligere ledere som Gandhi og DuBois. De messianske jøders status i Israel kan forandres. Den må forandres. Og det er op til os.

Artiklen er oversat af Kirsten Bitsch Lang d. 20. august 2018. Link til den originale tekst: https://tribe.reviveisrael.org/what-status-for-messianic-jews-in-israel/

Af Kirsten Bitsch Lang, d. 15. august 2018

Christian Rasmussen har været med sin familie i Tel Aviv i tre uger denne sommer for at vikariere for familien Long, Immanuelkirkens nuværende præstefamilie. Det er omkring to år siden, at familien Rasmussen selv sagde farvel til at være præstefamilie, så de oplevede derfor et glædeligt gensyn med både byen og kirken:

”Det var på mange måder ret fantastisk at være tilbage i Tel Aviv. Både at se mange gode folk igen, som vi jo holder af og har været meget sammen med. Men også bare at bo i vores gamle hus, spise hummus fra den ’gamle’ hummus-pusher og handle ind i vores gamle supermarked,” fortæller Christian Rasmussen.

Selvom kirken i store træk lignede sig selv, var der også sket opmuntrende forandringer siden sidst:

”Seks måneder efter vi rejste, stoppede Juan Onasiss som vært i Åben Kirke, og Eti Zadok stoppede som kirkesekretær. Man lavede så en kombination af de to stillinger og har nu ansat Sarah Lazarus. Hun er på mange måder det første ansigt, man møder – både i kirken og på telefon og mail, og det var virkelig skønt at se, hvor godt hun gør det i begge roller.”

Noget af det særlige ved Immanuelkirken er dens meget forskellige medlemmer, og denne forskellighed kommer også til udtryk, da Christian skal sætte tre ord på kirken: ”Mangfoldig, Jesus-centreret og hyggelig,” lyder det. Og de tre ord rammer nok også meget godt ind, hvad han savner mest:

”Jeg savner al den forskellighed, vi havde i Immanuelkirken. Kirken var på mange måder et lille udsnit af, hvordan Guds verdensvide familie ser ud. Og vi så, hvordan Jesus betyder noget for alle mennesker på tværs af alle menneskelige skel. Og så kan jeg mærkeligt nok savne noget, som jeg mildest talt ikke altid påskønnede i Tel Aviv. Det var en permanent stressfaktor, at man aldrig kunne vide, hvordan en dag udviklede sig som præst i Immanuelkirken. I Danmark går det næsten altid som forventet. Jeg lægger jeg mig ofte i seng om aftenen efter en lang dag og tænker: ‘Jeg vidste det…’ Det gjorde jeg aldrig i Tel Aviv,” fortæller han.

For Christian Rasmussen gør kirken særligt en forskel på to måder; dels fordi den sender livsnær undervisning og forkyndelsen af de gode nyheder om Jesus med menigheden ud i hverdagsgudstjeneste for andre mennesker, og dels er kirken og dens volontører konkret engageret i en række sociale projekter; for eksempel et projekt blandt prostituerede i området. Og Immanuelkirkens formål og rolle i Tel Aviv har ikke ændret sig siden sidst. Som Christian Rasmussen fortæller:

”Immanuelkirkens største opgave er at fortælle folk i Tel Aviv om Jesus. Det har kirken selvfølgelig til fælles med alle andre menigheder. Det særlige ved netop Immanuelkirken er dens klassiske udtryk, og det drager nogen til kirken, som måske ellers ikke ville søge en evangelikal kirke i Israel. Ved at favne de givne fysiske og kulturelle rammer, som kirken har, har man en ganske unik platform for mission i Tel Aviv.”  

Ny kommunikationssekretær: “Jeg kan godt li’ langsomhed”

Af Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen, 7. august 2018

”Det er altså spændende, hvad der sker, når vi, som det lille hjørne af kirken vi er, rækker ud til andre,” mener Kirsten Bitsch Lang, der 1. august begyndte som kommunikationssekretær i Israelsmissionen.

Hun har en bachelor i antropologi, og derfor interesserer hun sig meget for kulturmødet i mission, og hun mener, kirken i sin missionsopgave skal blive skarpere på evangeliet i sin kontekst: ”Hvordan ser evangeliet ud lige her?” spørger hun, slår ud med armene og fortsætter: ”Evangeliet er den her kæmpestore ting, som vi bliver nødt til at konkretisere, når vi arbejder i forskellige kulturer,” mener hun og forklarer, at herhjemme bliver vi nødt til at spørge, hvad evangeliet er ind i en udpræget præstationskultur, mens spørgsmålet om forsoning naturligt fylder meget i Israel.

Kirsten har desuden en kandidat i analytisk journalistik, og hun har længe vidst, at hun gerne ville arbejde med kommunikation i en missionsorganisation. Hun kender Israelsmissionen godt, da hun tidligere både har været Missionspilot og haft studenterjob som volontørkoordinator. ”Det, der begejstrer mig mest ved at skulle arbejde i Israelsmissionen, er den særlige ånd og engagement, jeg har mødt her,” fortæller Kirsten og fortsætter: ”Her er virkelig en brand for global mission. Vi har et stærkt fælles formål, og så er der en kultur, hvor man kan lære noget og udvikle sig,” mener hun. Da hun udfordres på at sige lidt mere om den ”særlige ånd”, forklarer hun: ”Det er svært at sætte ord på. Min oplevelse er, at Israelsmissionen altid har været opsat på at være bibeltro uden at være firkantet. Jeg tror, det har noget at gøre med, at når man skal samarbejde med andre, så får man slebet nogle kanter. Jeg holder rigtig meget af, at vi også samarbejde med andre, som ikke ligner os. Det udfordrer os og gør os skarpe på vores mærkesager,” mener Kirsten.

Aldersmæssigt passer Kirsten med sine 26 år måske bedre ind hos Israelsmissionens Unge end hos ”de gamle” i Israelsmissionen. Men sådan ser hun slet ikke på det: ”Jeg er faktisk rigtig glad for, det er hos Israelsmissionen, jeg skal arbejde. Jeg er nok lidt nørdet, og jeg kan rigtig godt lide langsomhed og at fordybe mig.” Dermed ikke sagt, at alt bare skal blive ved med at være som ”det plejer”: ”Jeg håber at kunne være med til at vække noget mere græsrodsarbejde til live,” fortæller hun og siger, at hun glæder sig til at lære både medlemmer og frivillige bedre at kende. ”Kommunikation og fundraising handler om at få andre til at brænde med på sagen, og det glæder jeg mig til.” Derudover vil Kirsten arbejde for det, som hun kalder ”kvalitativ effektivitet”. ”Jeg håber, jeg kan være med til at stille skarpt på arbejdet i Israel og spørge: “Hvad er det, der virker? Ikke med mekaniske effektiviseringsbriller på, men så vi styrker vores formål om at række evangeliet tilbage til det jødiske folk – så vi bliver endnu bedre til det, vi allerede er gode til.”

Privat har Kirsten været gift med Kim i lidt over et år. Når hun skal slappe af ”har det noget med sofaen at gøre”, som hun siger. Kirsten nyder at være i kolonihaven, spille brætspil og være sammen med mennesker.

For 30 år siden tog amerikaneren Jonathan Miles et valg om at flytte til Israel med sin familie, da han oplevede et kald fra Gud. I dag arbejder han og sønnen Joshua tæt sammen i organisationen Shevet Achim, der er grundlagt af Jonathan, for at bringe hjertesyge børn fra Gaza, Irak og de syriske flygtningelejre i Jordan ind i Israel, og give dem medicinsk behandling på Wolfson Medical Center i Holon udenfor Tel Aviv. I år har missionspiloterne, udsendt af Israelsmissionens Unge, valgt at støtte organisationen gennem indsamlinger og ved at hjælpe til i løbet af deres ophold i Israel.

Denne artikel er en forkortet udgave af artiklen ”Shevet Achim”, bragt i vores magasin i marts 2018, som fortæller historien om Shevet Achims tilblivelse. Guro Kvakestad, Den norske Israelsmission

Sygehuset i Jaffa
En dag i november 2016 møder Misjonsblad for Israel (den norske Israelsmission) Jonathan Miles udenfor menighedshuset i Immanuelkirken i Jaffa, hvor han samler os op for at tage os med til sygehuset i Jaffa. På vej til intensivafdelingen hilser han på de fleste, både læger, sygeplejersker og rengøringsfolk. ”Alle” kender Shevet Achim og det arbejde, de laver. Vi vasker hænderne grundigt, før vi bliver vist rundt. Vi standser ved en seng, hvor en ugegammel lille dreng ligger med slanger og nåle fastsat til den lille krop. Moren står ved siden af sengen og ser kærligt på drengen. Vi får fortalt, at hun er en yasidi-kvinde, som er flygtet fra hjembyen Mosul på grund af ISIS.

Mens vi står der, kommer dr. Khoury hen til os og hilser på Jonathan. Sammen med dr. Ami Cohen startede han samarbejdet med Jonathan og Shevet Achim i halvfemserne. Han forklarer, at drengen foran os er blevet opereret for to huller i hjertet. Dr. Khoury bliver afbrudt af en telefon, der ringer. Det viser sig at være en kardiolog fra Gazastriben, som spørger, om de kan tage et to dage gammelt barn ind, som er født med en kritisk hjertefejl. I løbet af et år tager sygehuset i Holon imod flere hundrede børn fra Gazastriben.

Fra Irak til Israel 
Dr. Khoury fortæller også om dengang, den første baby fra Irak kom til hospitalet gennem en kardiolog i det amerikanske militær. Han havde flere gange måtte afvise forældrene med hjertesyge børn, da han ikke havde det nødvendige medicinske udstyr til at operere. På det tidspunkt var Jonathan Miles i landet for at undersøge forholdene på sygehusene efter Golfkrigen. Mens han er på den amerikanske kardiologs kontor, kommer der en familie ind med en nyfødt baby, som er tydeligt syg. Kardiologen undersøger barnet, og det viser sig, at det skal opereres inden for to uger, hvis det skal overleve. Jonathan ved, at de kan hjælpe babyen på sygehuset i Holon. Men er familien villig til at rejse til Israel? Er det i det hele taget muligt, når ingen i familien har et pas? Men den ene forhindring efter den anden bliver overvundet, og familien fik lov at rejse til Israel.

Dyrebare i Guds øjne
Men i nogle arabiske lande nægter myndighederne at samarbejde med ”den zionistiske enhed”. Familierne kan også være skeptiske nogle gange. Det er sket, at et barn er gået bort, fordi forældrene ikke ville have, at barnet skulle opereres af en jødisk kirurg. Dr. Khoury synes, det er trist, at det skal være sådan. ”Skal man boykotte nogen, må det være dem, som lader børnene dø i stedet for at give dem den behandling, de trænger til, bare fordi, den bliver udført af jøder,” fortæller han. “Ellers er det eneste negative ved det her arbejde, at man bliver afhængig af det,” siger han med et glimt i øjet og fortsætter: ”Det er dejligt at vide, at man er med til at redde uskyldige børns liv. Børn har ikke noget med konflikten at gøre, men bliver alligevel offer for den. Her spørger vi aldrig, om de er palæstinensere eller jøder, her er alle liv lige værdifulde.” Dét er et signal Jonathan Miles også ønsker at sende. Under Gazakrigen i november 2012 skrev han på sin blog:

“Mens flere vestlige lande understreger Israels ret til at forsvare sig selv mod raketter fra Gazastriben, virker de omkringliggende nabolande enige i deres kritik af Israels respons, og bruger ord som ”massakre” og ”kriminel”. Hvordan er det muligt, at to folk opfatter samme situation så forskellig? Allerede tre gange i denne uge har jeg set døde børns kroppe blive holdt op foran kameraer ude foran sygehuset her i Gaza.

Vi må forstå, at disse billeder går ind i hjerterne på det palæstinensiske folk. De kradser skorpen af et sår, som måske går lige så langt tilbage, som dengang Hagar græd over sønnen Ismael i ødemarken. I en sådan kontekst bliver argumenterne for hvem, der startede konflikten, overdøvet af følelser.

Findes der en udvej? Alt jeg ved er dette: når familier fra Gaza bliver taget ind på sygehuset i Israel, giver det et helt andet signal. De modtager et budskab om liv og menneskeværd, et budskab om, at disse børn er dyrebare i Guds øjne. Kun i en sådan sammenhæng, kan man begynde at lytte til hinanden.”

I år er det 70 år siden staten Israel blev oprettet. Det markerer vi i vores magasin ”Evangeliet og den jødiske verden” det kommende år gennem en artikelserie, der sætter fokus på dette emne. Herunder kan du læse et uddrag af Jan Mortensens første artikel, der handler om Israel, og de løfter, der er knyttet til landet. Hele artiklen kan læses her: http://israel.dk/fortaellinger/magasinet/

Jan Mortensen, sognepræst og medlem af landsstyret, marts 2018

Har Gud snydt sit folk?
Alle Guds løfter har fået deres ”ja” i Jesus Kristus (2 Kor 1,20). Det er det Nye Testamentes (NT) påstand. Jesus er den længe ventede Messiaskonge, der bringer den nye pagts gudsrige. Guds rige kom imidlertid ikke helt på den måde, Jesu samtid forventede det og sådan som dele af det Gamle Testamente (GT) kunne tolkes: i form af en genrejst jødisk nation med verdensherredømme. Guds rige kom i et ”allerede/endnu ikke”, hvor den korsfæstede og opstandne Messias allerede sidder på sin trone og har etableret et åndeligt rige for både jøder og hedninger ved dåb og tro – og hvor endnu ikke relaterer til den nye jord, vi stadig venter på.

På Jesu tid var der mange jøder, der afviste Jesus, fordi de mente, at dette ikke stod mål med løfterne til det etniske Israel: Var landløfterne ikke mere konkrete end som så? I dag er der lige så mange kristne, der stiller samme spørgsmål. De accepterer ganske vist opfyldelsen i Kristus som skitseret ovenfor, men tilføjer, at hvis Gud ikke også giver jøderne et land i Mellem­østen, har han snydt sit folk. Det er i mine øjne en fejllæsning af både GT og NT – og sammenhængen mellem dem.

GT selv fordrer ikke en ”bogstavelig” opfyldelse
NT bekræfter GT’s autoritet ned til det mindste bogstav, men ikke sådan forstået, at ethvert konkret løfte i GT skal finde en ”bog­stavelig” opfyldelse. GT selv fordrer ikke sådan en forståelse. I beskrivelsen af Israels herlige fremtid gør profeterne fortidens embeder og institutioner til ”typer” på denne tids frelse: Moses, David, Melkisedek, eksodus, templet osv. Når NT tolker landet som en type på Guds rige og den nye jord, gør det derfor ikke vold på GT.

Landløfterne til Abraham blev givet på bagkant af det tabte land, Paradis, og med hele jordens velsignelse som mål. Løftet til Abraham får en universel og ikke-dennesidig karakter allerede i GT. Men først i NT afsløres hvordan. NT forholder sig til GT som opfyldelse til løfte, men ikke én til én, som hvis en far lovede sin søn en IPhone7 og det får han så. Opfyldelsen transformerer og overbyder løftet. Denne transformering er et gennemgående træk i Bibelen. GT selv bevæger sig indenfor en fremadskridende frelses- og åben­barings­historie, hvor opfyldelsen af Guds løfter udfoldes i stadig nye lag.

Med Jesus afsløres løfternes endelige ”hvordan”
Både Jesus – og NT med ham – hævder, at GT’s løfter sigter på ham (Joh 5,39). Ikke bare som løfternes slutpunkt, men i virkeligheden som deres evige udgangspunkt. For i virkeligheden blev Israel ikke udvalgt i og af sig selv, men i ham (Ef 1). Han er den ene, der er udvalgt for de mange. Han er Abrahams afkom, hvem løftet gælder (Gal 3,16). Alle trådene fra GT samles i Kristus.

I ham er jøder og hedninger blevet til ”ét nyt menneske” (Ef 2,15), den nye pagts gudsfolk (1 Pet 2,9). Det er den ”Kristus-hemmelighed”, som Gud ikke havde åbenbaret i tidligere slægtled (Ef 3,1-13). Alene derfor giver det ikke mening i den nye pagts tid at ville insistere på to ”mennesker” (jødekristne med særlige landløfter og hed­nin­ge­kristne uden) eller ligefrem to gudsfolk (kirken med frelsen og det fysiske Israel med landet). Det første sønderlemmer Kristi legeme. Det andet sidestiller Israel med Kristus, som om Israel var frelseshistoriens ”oliventræ” – og ikke Kristus (Rom 11,17-24).

Pagten og arven hører sammen
Den del af Israel, der forkastede deres Messias, er ikke forkastet, men den eneste vej tilbage til arven går gennem dåbsvandet, Kristus-omskærelsen, og tilslutning til Jesusfolket, den nye pagts gudsfolk, ved hvem Gud åbenbarer sin herlighed (Joh 17,9-10; Ef 1,22–23; 3,10.21).

Sådan får GT’s løfter en kristologisk binding i den nye pagts tid. Israels arv er forløsningen ved Jesus Kristus, den nye pagts Guds rige. At Guds løfter har fået deres ja i Jesus Kristus, henviser derfor ikke bare til deres bekræftelse, men til selve det sted, de finder deres opfyldelse: I Kristus. Der går ikke nogen anden tråd fra GT ind i vor tid – end netop denne.

Vi hjælper ikke jøderne til deres fædrene arv ved at gøre staten Israel til en selvfabrikeret opfyldelse, en “Ismael”. Vi har ikke andre veje end at elske dem og forkynde evangeliet om deres Messias for dem (Rom 10).

Julie Kajgaard har været kirkevolontør i Immanuelkirken i Tel Aviv. Her gjorde hun et uventet bekendtskab, som har sat et særligt præg på hende. Nedenfor kan du læse om deres vandring med hinanden, og de udfordringer, der kan være, når to mennesker med forskellige baggrunde åbner Bibelen sammen.

  Julie Kajgaard, stud.theol. og tidligere praktikant i Immanuelskirken, marts 2018

Et begejstrende møde
Det var en helt almindelig onsdag i oktober i Tel Aviv-Jaffa. Solen skinnede, og det var dejligt varmt. Jeg havde på ingen måde forventet, at dette skulle blive dagen, hvor jeg skulle have æren af at møde en amerikansk jøde, som netop var kommet til tro på Jesus. Men det skete.

Midt i dagens trummerum, da jeg sad i Immanuelkirkens foyer og bød turister og andre interesserede velkommen, kom der en mand, som gerne ville se kirken. Jeg gav ham pamfletten, hvor han kunne læse om mosaikvinduerne, der hver især giver glimt af den bibelske fortælling. Efter noget tid kom manden ud fra kirkerummet – jeg havde faktisk helt glemt, han var der. Han begyndte at stille nogle spørgsmål om kirken: Om præsten var god nok og om hvornår, der var gudstjeneste.

Midt i de velkendte spørgsmål, begyndte han at fortælle om sit liv. Om hvordan det havde været vanskeligt, og om hvordan han længtes efter at blive et bedre menneske. Det havde ledt ham til at søge på internettet, og der faldt han over en salme i Bibelen og en prædiken af Billy Graham på YouTube. Prædikenen havde han lyttet til på sit soveværelse, og da Graham opfordrede til, at man kunne knæle, lige hvor man var og overgive sit liv til Jesus, havde min ven gjort det. Han tog imod Jesus som herre i sit liv.

Jeg har lært mange ting på teologistudiet, men det her var dog en ret unik situation, og min respons til denne fantastiske begivenhed, der var sket i hans liv, blev spontane indskydelser. Jeg spurgte, om jeg måtte bede for ham lige der i foyeren. Det måtte jeg gerne, og vi havde en fin stund sammen. Dernæst tænkte jeg, at jeg hellere måtte invitere ham med til vores bibelstudie samme aften. Han takkede ja, og jeg var begejstret for, hvad Gud var i gang med at gøre i hans liv.

“Skal vi læse i Bibelen sammen?”
Et par dage efter vores bibelstudie fik jeg spurgt, om vi skulle mødes og læse i Bibelen sammen. Det ville han gerne. Vi fandt en café, hvor vi købte noget kaffe og satte os i solen. Jeg tog min Bibel frem, og jeg slog op i Markusevangeliet kapitel et. Vi læste kapitlet sammen, og min ven stillede mange spørgsmål. Hvor var det fascinerende, at Jesus lod sig forstyrre af mennesker, der havde brug for ham. Hvor var det udfordrende, at Jesus udfordrede den religiøse elite. Hvorfor skulle Jesus døbes? Betød det også, at det ville være godt for min ven at blive døbt? Og lige pludselig var der gået halvanden time. Vi aftalte at mødes igen om en uges tid. Sådan begyndte vi at mødes på ugentlig basis, for der var meget at tale om. For mig var det nyt at få lov til at samtale med en person, der var så “sulten” efter at lære Gud at kende.

Jeg er dybt overbevist om, at en af kirkens vigtigste opgaver, uanset om man er i Tel Aviv eller herhjemme i Danmark, er at vandre med de mennesker, som Gud sender på vores vej. Vandringen kan se forskellig ud alt afhængig af, hvem man har fået betroet et følgeskab med. Men vi må vandre. Min gode ven var dybt nysgerrig på teologi. Da vi mødtes for anden gang, havde han læst både Matthæus-, Markus-, og Lukasevangeliet og en portion Paulus. Derudover havde han også læst forskellige teologiske artikler online. Derfor tog vores vandring afsæt i teologiske spørgsmål.

“Vi lyttede til hinanden”
Særligt var der et spørgsmål, der blev ved med at vende tilbage. Hvordan kunne han anerkende Paulus’ breve, når særligt de var blevet brugt som grundlag for at retfærdiggøre forfølgelserne af det jødiske folk? Det folk som han tilhørte. Det folk, som desperat har brug for at høre, at Jesus er de gode nyheder. Det folk, han elskede.

Vi lyttede til hinanden i dette spørgsmål. Jeg opdagede, hvor vigtigt det er, at den etablerede kirke tager afstand fra den del af dens historie, hvor mennesker er blevet gjort fortræd. Hvordan vi, som Jesustroende-mennesker, der elsker kirken, skal stå ved, at der er gjort mange ting i Jesu navn, som Jesus på ingen måder støtter, men som han vil fordømme.

Min jødiske ven kæmper stadig i spørgsmålet, om han kan bruge Paulus’ breve til noget. Som døbt, som Jesustroende, som et Guds barn er han på vej i en større erkendelse af, at Jesus er Herre over hele hans liv og langt større: Hele Israel og hele universet. Derfor glæder jeg mig med ham, selvom vi ser forskelligt på Paulus’ skrifter. Jeg er selv på vej i en større erkendelse af, hvem Gud er. På den vej sendte Gud mig et fantastisk menneske. Et menneske, der udfordrede mig til at overveje, om jeg virkelig forstår det, jeg læser i Bibelen? Om jeg forstår det, så det får konsekvenser ind i mit liv og så jeg rejser mig op, og taler imod den uret, kirken har forvoldt mennesker? For det er let for mig og måske også for dig, at forstå Bibelen med vores hjerner. Spørgsmålet, som min ven har efterladt mig med, er, om vi er klar til at forstå Bibelen med vores hjerter og vores hænder?

Tør vi at lade Guds ord forme vores tanker om de mennesker, der er marginaliseret, forfulgte og anderledes? Tør vi tage afstand til de dele af kirkens historie, som Jesus vil tage afstand fra? Tør vi forstå det, vi læser?

*Jeg har valgt at holde hans navn anonymt

Joakim Hjorth, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen, 2. februar 2018

For fjerde år i træk afholdte Lausanne Congress on Reconciliation (Lausanne bevægelsens forsoningsafdeling) en konference om forsoning mellem messianske jøder og palæstinensiske kristne. Konferencen fandt sted på Cypern i januar måned i år og havde overskriften: ”Udfordringer med social uretfærdighed i Israel.” Baggrunden for emnet var, at selvom der er udbredte problemer med social uretfærdighed over det meste af den vestlige verden i dag, så står Israels og de palæstinensiske områders mindretal af Jesus-troende med særlige udfordringer, i forhold til diskrimination, konflikten i området og levestandarder. Desuden er det en stor udfordring for de kristne grupperinger i landet at fastholde deres holdninger og synspunkter, samtidig med et ønske om at respektere de andres fortællinger og ståsteder.

Efter diskussioner om baggrunden, betydningen af og teologien omkring social uretfærdighed, fik repræsentanter fra henholdsvis det israelsk-arabisk kristne, det messiansk-jødiske og det palæstinensiske områders kristnes samfund mulighed for at holde et oplæg om udfordringer med social uretfærdighed indenfor deres respektive områder. Efter oplæggene diskuterede de tre grupper internt, hvordan de hver især håndterer udfordringen med social uretfærdighed, hvad de i sidste ende ønsker at de andre grupperinger skal forstå om dem og hvordan de kan hjælpe hinanden. Derefter præsenterede hver gruppe deres forståelse, af den sociale uretfærdigheds udfordringer for de andre.

Den røde tråd gennem de tre grupperingers oplevelser var den virkelighed, at deres samfund er marginaliserede grupper i Israel, om end af vidt forskellige årsager. For de israelsk-arabiske blev problemet med ulighed taget op, specielt i forbindelse med tildeling af regerings ressourcer i arabiske byer, skoler, sundhedsvæsenet og udvikling. For de messianske jøder var de vigtigste temaer diskrimination vedrørende immigration, de ultra-ortodokse jøders monopol over landets religiøse anliggender, den fortsat uafklarede situation med de palæstinensiske områder og samfundsmæssig diskrimination imod den arabiske befolkning. Den sidste gruppe, de kristne fra de palæstinensiske områder, berørte problemer med generel fattigdom, korruption i regeringen og det israelske militærs kontrol over deres samfund. De fleste af oplæggene ledte til livlige og intense spørgsmål og diskussioner, da hver gruppe forsøgte at forstå de andres perspektiver. Kongressen resulterede i en oprigtig oplevelse af at have delt hinandens perspektiver og en lyst til at forsøge at hjælpe hinanden. Grupperne forpligtede sig på jævnligt at have fællesskab med hinanden, at anerkende hinandens smerte, at rejse sammen til nogle områder der er relevante for de andre grupperinger, at fortsætte den teologiske debat og at være fortalere på vegne af de andre på sin egen hjemmebane.

James Cowen fra det messianske samfund i Israel fortæller om sin oplevelse af konferencen: “Denne konference var den tredje jeg har haft mulighed for at deltage i. Det forbløffer mig at se fremskridtet på disse konferencer, ved at deltagerne deler og beder sammen over meget intense emner, hvoraf nogle af dem vedrører selve identiteten af individerne selv. Mere end nogensinde viste dette skriftsted sig rammende: ”Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!” (Sl 133,1).

Artiklen er en redigeret version af en artikel fra det israelske medie Kehila News. Læs den oprindelige artikel her: http://kehilanews.com/2018/01/28/israeli-messianic-jews-and-palestinian-christians-discuss-social-justice/