Skip to main content

Vend ikke ryggen til

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Artikel skrevet af Andreas Johansson og Guro Kvakestad bragt i det norske magasin ”Først”. Teksten er oversat af kommunikationsmedarbejder Maria Strøm d. 12/9 2019

//LONG READ//

En weekend i sensommeren 2004 blev der afholdt en konference på klosteret Latrun, der ligger ved foden af højdedragene, som leder op til Jerusalem. Temaet for konferencen – familievold og kvindemishandling i det messianske miljø i Israel – stod i stærk kontrast til de ellers dejlige og fredfyldte omgivelser.

Initiativtager Lena Levin havde gennem længere tid forsket i fænomenet som en del af sine studier i pastoral vejledning på den israelske bibelskole ”Israel College of the Bible.” En af hendes opgaver bestod i at sammensætte et terapiprogram for enlige mødre i messianske menigheder.

Tabubelagte emner skaber uro

Arbejdet skulle vise sig at afdække et sårbart og tabubelagt område i det messianske landskab. Af de ti deltagere i gruppen, hun forskede i, fremgik det, at hele syv var blevet skilt på grund af vold og misbrug, én på grund af utroskab og en tredje fordi det viste sig at manden var homoseksuel. Da hun præsenterede fundene for resten af klassen, blev hun dog overrasket. ”Gud hader skilsmisse.” ”Det er bedst ikke at snakke om det.” ”Det er en gråzone.” ”Det tilhører privatlivet.” Dette var argumenterne. De mente, at hun ikke burde gå videre med studierne, men i stedet lade det hele ligge.

Men Lena mente dog noget andet. Hun kunne ikke bare lade det, kvinderne havde fortalt hende, ligge. Hun følte, at hun havde et ansvar for at forvalte historierne på en måde, der kunne give kvinderne, der havde oplevet så meget ondt, oprejsning og respekt. Derfor bestemte hun sig for at fortsætte sit eget studie af vold i hjemmet.

En ny start – Machaseh bliver til

Det viste sig faktisk, at op til flere messianske præster var interesseret i de fund, hun havde gjort, og de inviterede hende til en konference, som blev den første af sin slags. Her samledes præster, ledere og professionelle fra sundhedssektoren samt kvinder, der havde levet årevis med mishandling, og som havde lyst til at dele deres historier.

Det blev et gennembrud, som gjorde det muligt at starte et feltarbejde med forskellige kvinder, der havde besluttet sig for at bryde tavsheden. Dette blev også starten på Machaseh, organisationen Lena senere grundlagde, der betyder ”tilflugt”, og som hjælper marginaliserede mennesker i samfundet – blandt andet voldsramte kvinder.

15 år senere sidder international leder Elisabeth Levy på sit kontor på Caspari Centeret i Jerusalem, da hun får en forespørgsel om at samarbejde med Lena om tabubelagte temaer i messianske miljøer med fokus på kvindemishandling og vold i hjemmet.

Dette var ikke helt indenfor Casparis specialefelt og kompetenceområde – en udgivelse af en bog om børneopdragelse, var det nærmeste de kom – men Elisabeth var alligevel overbevist om, at det var noget, hun gerne ville være med til, så hun takkede ja til invitationen.

Gamle bibeltekster får nye perspektiver

Hvad fik Elisabeth til at takke ja? Hun så en sammenhæng mellem tolkningen af forskellige bibeltekster og kvindemishandling og familievold i menighederne. Selvom Caspari ikke havde de samme praktiske kompetencer som Machaseh i forhold til, hvordan man hjælper disse kvinder, så kunne Caspari belyse temaet fra nye vinkler, og på den måde skabe en bevidsthed om problemet. I mange af de tilfælde, der var snak om, var der netop blevet brugt enkelte bibelvers til at retfærdiggøre og forsvare voldelige handlinger.  

Flere af de præster, Elisabeth havde snakket med, syntes, at det var i orden at slå børn i forbindelse med opdragelsen. Der står jo i Bibelen, at det er i orden, ja det bliver ligefrem opmuntret. At det ikke er i orden i forbindelse med den israelske lov, kom i anden række. Her kunne Caspari Centret byde ind med sine teologiske kompetencer og sætte fokus på, hvordan vi læser Bibelen.

Det norske magasin ”Først” interviewede Elisabeth om det nye samarbejde. Vi møder hende på kontoret i toppen af bygningen, hvor Caspari holder til.

Hvordan blev Caspari Centret involveret i samarbejdet om tabubelagte emner i det messianske miljø, som nogle vil hævde, er lidt ved siden af det, I normalt arbejder med?

Samarbejdet blev faktisk påbegyndt af Rolf Gunnar Heitmann, generalsekretær i Den Norske Israelsmission. Han spurgte både Lena Levin på Machaseh og os på Caspari, om vi kunne tænke os at tage arbejdet op. Jeg kendte Lena og det arbejde, hun var i gang med, godt, og ved, at det har hjulpet mange. De har vist over tid, at de er en solid organisation, som ved, hvad de har med at gøre, og som kender det messianske miljø fra indersiden.

Er familievold og kvindeundertrykkelse ikke lidt ved siden af det, Caspari Centret ellers arbejder med? Hvordan kan du bidrage?

Det er rigtigt, at Caspari Centret traditionelt set beskæftiger sig med teologisk oplæring og undervisning frem for familieterapi, og det skal vi helt sikkert fortsætte med. I dette samarbejde er der imidlertid snak om undervisning og diskussion af bibelsynet i mange messianske menigheder, og der har Caspari kompetencer at byde ind med. Jeg har selv arbejdet meget med bibelteksterne i forbindelse med oversættelsen af Bibelen 2011, hvor jeg var en af oversætterne. Denne udgave er oversat direkte fra grundsproget til moderne norsk, og det gav os et grundigt og indgående kendskab til bibelteksterne på detaljeniveau, samtidig med at det gjorde os ydmyge overfor kompleksiteten i teksterne.

Vi diskuterede for eksempel Ordsprogenes Bog kapitel 3 vers 12 grundigt – det vers, som ofte bliver brugt til at retfærdiggøre fysisk afstraffelse af børn. Her kiggede vi på, hvilke ord, der var rigtige at bruge. Skulle vi bruge ”slå”? Eller ”tugte”? Eller måske ”revse”? Mange læser Bibelen meget konkret, og så kan udfaldet blive uheldigt. Jeg mener, at der findes tekster i Bibelen, som ikke uden videre kan læses direkte ind i vores kultur. Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Teksterne må læses i lys af hinanden. Kærligheden må være overordnet og motiverende for opdragelse og samliv. Fysisk afstraffelse kan derfor ikke forsvares med enkelte bibelreferencer.

Elisabeth Levy


Hvordan skal vi så læse teksterne? Findes der flere måder at forstå dem på? Hvad siger grundteksten? Er det ord, som er brugt, entydigt? Det er flere tusinder af år siden mange af teksterne blev skrevet ned. Det er virkelig vigtigt at tage hensyn til.

Hvordan kan man begynde at sætte fokus på et så ømtåleligt tema? Alle mener jo, at de læser Bibelen ”rigtigt”?

Det er et meget ømtåleligt emne, og jeg tror ikke, at vi opnår noget ved at fortælle mennesker, hvordan de skal læse Bibelen. Én måde at behandle emnet på, kan være at planlægge paneldebatter. Det er en ”ufarlig” form, som kan få forskellige synsvinkler frem på en respektfuld måde.

Hvor stort er problemet egentligt?

Det er nok større i Israel end i Norge. Generelt set er kulturen mere aggressiv her. Og ofte ser vi det mere i den arabiske kultur end i den jødiske. Men også hos jøder fra arabiske lande. Her snakker vi ikke bare om fysisk afstraffelse i børneopdragelsen, men også om kvindeundertrykkelse og mandsdominans i parforhold. Psykisk såvel som fysisk. Ud fra den ene af skabelsesberetningerne i 1. Mosebog, hvor manden bliver skabt før kvinden (men efter dyrene…), bliver det forventet, at kvinden skal underordne sig manden. Derfra er vejen til fysisk og åndelig manipulation kort for nogen.

Men hvem er det, som afgør hvad der er en rigtig tolkning af disse vers?

Der vil altid være forskellige opfattelser af bibelsyn og hvordan man skal forholde sig til teksterne. Men er der for eksempel snak om kvindemishandling, mener vi, at det menneskelige hensyn må komme i første række, selvom der aldrig står hvor meget, hun skal underordne sig. Han har jo misbrugt sin myndighed og udøvet vold. Men dette er ofte tabuiseret.

Bliver man beskyldt for at være relativistisk? Man udplukker kun de bibelvers, man kan lide, og smider dem ud, man ikke kan lide?

Bibelen er meget ofte i dialog med sig selv, og snakker ikke altid med én stemme. De som siger, at alt der står i Bibelen er utvetydigt, må genoverveje deres standpunkt. Der er for eksempel to skabelsesberetninger. Men det er indiskutabelt, at der eksisterer et mandsdomineret syn i Bibelen. Det var jo et patriarkalsk samfund på den tid. Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang. Vi kan ikke bare tage hele Bibelen og anvende den i vores kultur uden at differentiere. Meget af det, der står, er evige sandheder, mens andre ting er historisk eller kulturelt betinget. Vi plukker ikke efter godt befindende, men må finde ud af kriterierne for, hvorfor nogle bibelvers er relevante i dag og andre ikke. Hvordan kan man begrunde at følge nogle bibelvers, men andre ikke, uden at blive beskyldt for at være relativist? Er det noget alle gør – bevidst eller ubevidst?

Jesus tager derimod et opgør med den kultur. Han brød med mange af de tabuer, der herskede dengang.

Elisabeth Levy

Det er her Caspari Centret kommer ind. Hvordan kan vi belyse tabuiserede emner på en konstruktiv måde? Her kan en paneldebat fungere godt. Hvordan læser vi Bibelen? Vi trænger til at blive bevidstgjort i forskellige bibelsyn.

Tidligere udsendt af Den Norske Israelsmission, Andreas Johansson, er en af dem, der i samarbejde med Machaseh har været med til at udforme et ressourcehæfte for de messianske menigheder, der sætter fokus på håndtering af vold og misbrug i hjemmet. Hæftet udkom på hebraisk i 2015, og har overskriften ”Du må ikke vende ryggen til.” Verset stammer fra 5. Mos 22,3:

”På samme måde skal du gøre med hans æsel, på samme måde med hans tøj og med hvad som helst, din landsmand har mistet, hvis du finder det. Du må ikke vende ryggen til.”

5. Mos 22,3

Her refereres der til materielle tab og skader på dyr. Men hvor meget mere må de samme principper ikke gælde, når der er snak om mennesker, der bliver udsat for vold – åndeligt og fysisk? Vi må ikke vende ryggen til, når et andet mennesker lider.

Andreas uddyber:

Hovedgrunden til at Machaseh startede for lidt over ti år siden er, at der var flere kvinder, der led under familievold. De kom og havde brug for hjælp. Siden da er organisationen vokset og har engageret sig i mange forskellige problemstillinger og skæbner. Men Machaseh har ikke forladt sit første kald.
Undervejs i arbejdet med at tage vare på voldsramte kvinder og i processen med at tage problematikken op i menighederne og blandt ledelser, blev det klart, at temaet ”familievold” i stor grad er tabubelagt i den messianske bevægelse.

Det handler blandt andet om, at det er for smertefuldt og om, at kendskabet til, hvad der bør gøres, er for lille. I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse? Siger Andreas.

I hvilken familie – troende eller ikke troende – har der ikke forekommet psykisk pres på andre familiemedlemmer? Hvem har ikke på noget tidspunkt misbrugt sin autoritet og indflydelse?

Andreas Johansson

For at give større viden og skabe større refleksion om emnet, arrangerede Machaseh i flere år seminarer om familievold, hvor sundhedspersonale, jurister og præster blev inviteret til at belyse problematikken – og lære af hinanden. Nogle gange var der også vidnesbyrd fra dem, som selv havde oplevet at blive mishandlet og slået. Jeg har selv været med på nogle af disse seminarer og lyttet til fortællingerne. Hvordan finder man passende ord for det, som sker? Består familievold altid af fysisk vold? Hvad siger Bibelen egentlig om ægteskab, skilsmisse, underordning? Og hvad er misbrug af bibelteksterne? Hvad siger israelsk lov? Hvad bør og må en menighed gøre, når nogle af dem, som kommer i menigheden, lider under familievold eller selv udøver den? Hvordan bliver børn præget af at vokse op med vold i hjemmet? Hvordan forebygger man familievold? Findes der muligheder for opgør og forsoning? Det er bare nogle af de temaer, der bliver diskuteret, siger Johannson.

Samtalerne i de forskellige fora og seminarer om familievold var med til at bringe ting frem i lyset, som var blevet ”fejet under tæppet”. Flere af dem, der i udgangspunktet reagerede med at bekende problemet, indså, at det ikke bare forsvandt, fordi der ikke blev snakket om det. Det, at lytte til hjerteskærende fortællinger fra kvinder, som er blevet psykisk nedbrudt af måden, deres ægtemand har behandlet dem på, udfordrer så meget, at man ikke er den samme efterfølgende.

Det blev klart, at de erfaringer, som kom ud af disse seminarer og de praktiske hjælpetiltag, som blev iværksat, måtte samles og skrives ned – for at nå endnu flere af menighederne i den messianske bevægelse, forklarer Johansson.

En af medarbejderne i Machaseh, Dana Chason, er jurist og fik hovedansvaret for at udarbejde et ressourcehæfte, som skulle belyse både teologiske, psykologiske, juridiske og praktiske sider ved problemstillingerne.

De kvinder, som gik i gang med at skrive, er modige, for hvordan skulle de blive hørt og respekteret blandt de messianske præster, som er mænd? En ting var at få præsterne i tale angående enkeltsager i den enkelte menighed, men hvordan ville et hæfte på tryk blive modtaget bland præsterne? Ville de reagere ved at fornægte fænomenet og på den måde skade Machaseh’s rygte?

De messianske præster, som har været tættest på Machaseh i denne proces, tøver ikke med at sige, at den ægtemand, som slår sin kone, skal meldes til politiet. Men det har ikke altid været sådan. Det er let at se, at det er et stort nederlag og prestigetab for en messiansk præst – vi snakker om en meget lille og delvist ikke vellidt minoritet i Israel – at melde sine egne medlemmer til politiet. Og jeg ved hvem, der har taget mange af de lange og ophedede diskussioner, som gjorde, at disse præster kom til et sådant standpunkt.

Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned.

Dana Chason

Titlen på hæftet er ”Du må ikke vende ryggen til.” Jesus kom med lys, men selv blandt Jesustroende, kristne og messianske kan mørket være så stort og farligt, at det bryder mennesker ned. De fleste vil ikke tage fat i problematikken. Det er ubehageligt, men hvis Gud siger, at vi ikke må vende ryggen til, når oksen og æslet er blevet væk, hvor meget mere må vi så ikke gribe ind, når det er mennesker, der er blevet brudt ned?

Andy Ball

“Den unge mands ansigt lyste”

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Af Andy Ball, indehaver af Bibelselskabets bibelbutik i Tel Aviv. Teksten er oversat af Kirsten Bitsch Lang, 30. august 2019

Vi er altid meget begejstrede, når nogen kommer til vores butik, og vi får lov til at give eller sælge ham hans første bibel. Det er sket ofte i år.

For få dage siden kom et ungt par ind i butikken. Kvinden var fra Indien, og manden var fra Israel. De spurgte efter en bibel på hebraisk. Den unge mands ansigt lyste så meget, at jeg blev nødt til at spørge ham, hvad det var, der var sket i hans liv. Den unge mand svarede, at han lige havde sagt ja til at lukke Jesus ind i sit liv. Vi var meget begejstrede, og vi sagde til ham, at vi også var jøder, der troede på Jesus.

Den unge mand begyndte at stille en masse spørgsmål, og han var ligesom en svamp, der ville vide så meget som muligt om, hvordan troen på Jesus havde ændret vores liv, og hvordan vores forældre reagerede, da vi fortalte dem, at vi troede på Jesus.

Han fortalte os, hvordan han var kommet til tro:

“Jeg mødte min kone, som var troende. Hun delte evangeliet med mig, og for sjov begyndte jeg en dag at læse i min kones bibel. Jeg ville læse Det Nye Testamente for at overbevise hende om, at det var forkert at tro på Jesus som hendes Messias.

En dag, mens jeg læste i Det Nye Testamente, følte jeg, at Jesus talte til mig, og jeg var chokeret. Der gik det op for mig, at Jesus er den sande Messias, og jeg gav mit liv til ham. Nu er vi så her, hvor jeg er på vej til at købe min første hebraiske bibel.”

Han fortalte også, at han havde delt de gode nyheder med en ældre kvinde, og at han også ville købe Det Nye Testamente på hebraisk til hende.

Vi takkede Gud sammen, og vi var meget begejstrede for, at den unge mand allerede delte evangeliet med andre. Vi gav ham en masse materialer, der kunne hjælpe ham til at vokse i hans nye tro, og vi gav ham nogle nye testamenter, han kunne dele med sine venner.

I må meget gerne bede for denne mand, der skal til at dele evangeliet med sine forældre og fortælle dem om sit nye liv. Bed for visdom og for, at han vil vokse i troen, og at hans ansigt fortsat vil lyse og på den måde vise, hvem Jesus er.

Støt Bibelselskabet og Andys bibelbutik i Tel Aviv her.

Torvets højskole

TORVETs Højskole

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Skal du med på efterårets højskole, hvor temaet er “Fællesskab for alle”? Højskolen er arrangeret af Israelsmissionen, Promissio og Menighedsfakultet og finder sted på det smukke Virksund Kursuscenter, der ligger ud til Hjarbæk Fjord. De tre organisationer leverer undervisningen hver sin kursusdag, og værtsparret Hanne og Johannes Esmarch bidrager med blandt andet ‘halvbibeltimer’ og andagter, samt gør deres yderste for at give alle deltagere en uforglemmelig oplevelse.

Julie Kajgaard fra Israelsmissionen vil blandt andet bidrage med sine refleksioner over forsoning, men også tanker og erfaringer fra den mangfoldige menighed, hun har oplevet på egen krop i forbindelse med sin praktikperiode i Immanuelkirken i Tel Aviv.

I 2019 afholdes højskolen i dagene den 23.-26. september, og du kan se programmet HER. De sidste par år har der været fuldt booket, så sørg for at melde dig til hurtigst muligt ved at skrive en mail til mf@teologi.dk.

Gør alting nyt: LCJE-konference 2019

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

26. august 2019, LCJE-konferencens udtalelseskomité, oversat af Kirsten Bitsch Lang

Medarbejdere og landsstyremedlemmer kom i sidste uge berigede, trætte og inspirerede hjem fra LCJE-konference i Toronto med fokus på jødemission. Læs udtalelsen fra konferencen her.

”Så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud.” (Kol. 1:10)

Den 11. internationale konference for LCJE (Lausannes Samråd for Jødisk Evangelisation – The Lausanne Consultation on Jewish Evangelism) mødtes i Toronto, Canada fra 11.-16. august 2019 med over 200 deltagere, repræsenteret af 16 lande fra seks kontinenter.

LCJE er et internationalt netværk af organisationer, menigheder, uddannelsesinstitutioner og individer, der er engageret i mission til det jødiske folk, og som er tilknyttet den globale Lausanne-bevægelse. LCJE blev grundlagt i 1980 på Rådet for Verdensevangelisation (COWE: Consultation on World Evangelization) i Thailand som en arbejdsgruppe, der har som formål at nå det jødiske folk med evangeliet. Siden er netværket vokset til at inkludere otte regionale afdelinger.

På konferencen fejrede deltagerne, hvad Gud gør blandt sit folk i hele verden ved fortsat at kalde det jødiske folk fra alle aldersgrupper og baggrunde ikke bare tilbage til landet, men vigtigere; tilbage til en personlig og meningsfyldt relation med Ham gennem Jesus, Messias. Som konklusion på konferencen udstedte de delegerede følgende udtalelse:

Evangeliet til alle jøder

Vi bekræfter vores forpligtigelse til at dele de gode nyheder om nyt liv i Yeshua (Jesus red.) med vores jødiske brødre og søstre, ligesom vi skal dele det med mænd og kvinder fra alle folkeslag, kulturer og grupperinger.

Vi bekræfter vores tro på, at en jødisk persons eneste mulige skridt er at blive en efterfølger af Jesus, fordi Han er opfyldelsen af håbet for det jødiske folk som udtrykt i toraen, ved profeterne og i skriften. Messianske jøder udtrykker legitimt deres identitet som både jøder og som efterfølgere af Messias.

Vi bekræfter behovet for innovative og relevante tilgange til jødisk evangelisation, der er tilpasset de forskellige subgrupper inden for det jødiske samfund. Vi glæder os over den åbenhed for evangeliet, der er set blandt de ultra-ortodokse, de unge samt russisk- og amharisktalende jøder både i Israel og i hele verden.

En messiansk menighed eller kirke til ethvert jødisk fællesskab

Vi bekræfter vores forpligtigelse til i fællesskab med menigheder, kirker, missionsselskaber og trosretninger at plante messianske menigheder og kirker med et hjerte for at nå det jødiske folk med evangeliet.

Vi bekræfter læren fra Det Nye Testamente om, at følgere af Yeshua fra både Israel og resten af verden er blevet forsonet ind i én samlet krop i Messias. Vi er klar over udfordringerne, som dette fører med sig, og vi opfordrer både ”naturlige” og ”unaturlige” grene af oliventræet (Rom. 11: 17-24) til at fremme og udleve enheden, som Messias kalder os til at leve i.

Vi bekræfter, at jødiske disciple af Jesus er kaldet til at deltage fuldt ud i kirker, menigheder og fællesskaber, hvor de kan lovprise, gro og tjene med andre troende.

Gudfrygtige ledere til enhver messiansk menighed

Vi ser et behov for messianske ledere, der både har kaldet fra Gud, passion for at tjene ham, kærlighed til det jødiske folk og hensigtsmæssig oplæring i mission til jøder.

Vi opmuntrer og byder en generation af unge ledere samt gudfrygtige mænd og kvinder velkommen ind i et fornyet kald til evangelisation blandt jøder.

Sprede gudsriget inden for de jødiske grupperinger

Vi bekræfter behovet for, at følgere af Yeshua må være intentionelle ved at engagere sig i det jødiske fællesskab for Messias.

Vi opmuntrer messianske troende til at fordybe sig i det bredere jødiske samfund ved at deltage i jødiske events og begivenheder, støtte op om deres folk og leve som del af det jødiske miljø, når det er muligt.  

Vi forpligter os selv til at give hele evangeliet videre til det jødiske folk, hvilket indebærer forløsningen af det hele menneske i Jesus. Dette involverer at overveje spirituelle, følelsesmæssige, fysiske, sociale og materielle behov som del af det at give evangeliet videre.

Vi afviser på det kraftigste alle former for antisemitisme. Vi er dybt bekymrede for den nuværende stigning af anti-semitiske angreb mod uskyldige ofre i Nordamerika, Europa, Asien og i hele verden.

Vi kalder kirken til at have en fast holdning, der går imod ondskab i alle dets former ved at prædike sandheden om Guds ord – også i forhold til Israels placering i Guds formål.

Vi kalder specifikt autoriteterne i Canadas regering til at tage et retfærdigt standpunkt i støtten til dets allierede, Staten Israel, så de klart bekræfter Israels historiske ret til sit land, Israels ret til at eksistere, trives, leve frit og forsvare sig selv over for fjender.

Til sidst kalder vi troende i hele verden til at bede åbent og ærligt for det jødiske folks frelse, som vi ser frem til mod den snarlige genkomst af Jesus, vores frelser og Messias.

Konferencens udtalelseskomité,

Toronto, 15. august 2019.

Ændringer i Immanuelkirkens ledelse

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Skrevet af Den Norske Israelsmission d. 3. juli 2019 og oversat til dansk af Kirsten Lang d. 8. juli 2019

Præst Bradley Long og Marit Long, der begge er udsendt til Immanuelkirken i Tel Aviv af Den Norske Israelsmission, afslutter deres tjeneste i Tel Aviv, når ansættelsesperioden på fire år er ovre d. 31. december 2019.

Bradley og Marit er på betalt orlov fra 1. juli 2019 til slutningen af deres ansættelse. De er fritstillet fra alle ansvars- og arbejdsopgaver knyttet direkte til Immanuelkirken, men Marit Long vil fortsat tage vare på arbejdsopgaver knyttet til samarbejdsaftalen med Det Palæstinensiske Bibelselskab.

Ledelsen for Immanuelkirken (Immanuel Ministries) er ansvarlig for kirkens virksomhed og har i samråd med det lokale lederskab i menigheden ansat Yoel Ben David som menighedens præst i en periode på tre år.

Den Norske Israelsmission giver udtryk for taknemlighed til Marit og Bradley Long for deres tjeneste ved Immanuelkirken, og for den indsats, de har lagt i arbejdet.

Den Danske Kirke i Jerusalem

Vær med til at være lys i Jerusalem

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Blandet.

Den Danske Kirke ligger midt i Jerusalem og er et vidnesbyrd om evangeliet. Både når mennesker lader sig bruge af Gud i deres møde med andre, men også når jøder, ateister, danskere og arabere kommer til kirken og får et positivt perspektiv på, hvem Jesus er. Med din støtte gør du det muligt at give lyset fra korset videre – midt i Jerusalem.

Opmuntrende vidnesbyrd fra kirken

For mig står det stadig som en lidt mærkværdig oplevelse. Jeg var kirkevolontør i Den Danske Kirke, og en aften gik jeg ned mod Jaffa Gate i aftensolen. Der kom en ortodoks jøde imod mig, og han insisterede på, at der kom et lys ud fra det kors, jeg havde om halsen. Han hed Israel, og han var meget nysgerrig på korset. Jeg fortalte ham om, hvem Jesus var, og han spurgte, om han måtte få korset. ’Modtag Guds kærlighed i Jesus,’ sagde jeg og gav ham det. Han tog det på under skjorten. Jeg bad for ham, og lidt senere tog han afsted i en bus. Jeg har ikke set eller hørt fra ham siden, men jeg er sikker på, at Gud havde en plan med ham.

Asbjørn Sahlholdt, tidligere kirkevolontør

Man så folk kom til tro – og man hørte om det. Det er jo helt fantastisk, at der var nogen, som tog imod budskabet og stadig holder fast ved det den dag i dag.

Jens Arne Skjøtt, tidligere præst i kirken

”Der er noget særligt ved at have en dansk kirke på så historisk et sted. Jerusalem skaber en religiøs nysgerrighed. Jeg har fået nogle spændende snakke med danskere hernede, som jeg aldrig ville få på samme måde i Danmark, fordi Jerusalem skaber nye spørgsmål til troen, som vi gennem Den Danske Kirke har mulighed for at gribe”.

Henriette Engberg Jensen, tidl. kirkevolontør og teologistuderende

”Som dansk kirke har vi en indgang til både danskere og danske jøder i Israel. Det er en unik mulighed, vi ikke kan få andre steder i verden. En mulighed for at elske jøderne, som de er, ligesom vi kan være til stede for en mangfoldighed af baggrunde hernede.”

David Serner, præst i Den Danske Kirke

”Gennem Den Danske Kirke har vi været til stede i Jerusalem over mange år. Det skaber en stabilitet og relation der gør, at vi på en særlig måde får mulighed for at række Guds kærlighed ud til mennesker.”

Henriette Engberg, tidligere kirkevolontør

Messiansk leder: “Der er en langt større åbenhed for evangeliet blandt jøder i dag”

Skrevet af Joakim Hjorth d. . Bogført i Blandet.

Af Joakim Hjorth, 25. juni 2019

”Der er i dag en langt større åbenhed for evangeliet blandt jøder i Nordamerika, Østeuropa – og også i Israel.”

Sådan lyder det fra Tuvya Zaretsky. Han har gennem flere årtier været en central figur i den globale jødemission, hvilket hans CV tydeligt vidner om.

Tuvya var med til at starte Jews For Jesus tilbage i 1970’erne og er i dag en af lederne på globalt plan i samme organisation. Desuden er han bestyrelsesformand for Jews For Jesus i Israel og har siden slut-halvfemserne været en af nøglefigurerne i LCJE (Lausannebevægelsens netværk for jødemission, som Israelsmissionen også er en del af).

Men sådan har det ikke altid set ud for Tuvya. Han voksede op som del af en jødisk kultur, og det var først i midten af 20’erne at han, gennem en kristen kollega, kom til tro på Jesus.

Tuvya blev hurtigt involveret i den globale mission gennem Lausanne bevægelsen: ”Jeg var på Lausanne-kongressen for verdensevangelisation i Schweiz i 1974, selvom jeg kun var 27 år gammel. Det var mit første møde med tanken om verdensmission,” fortæller han.

I 1980 afholdt Lausanne en konference om ”unåede folkeslag” i Thailand. Her blev de første skridt mod dannelsen af LCJE-netværket taget. Et netværk Tuvya værdsætter: ”Det er nu et af de mest udviklede netværk inden for Lausanne, og det eneste som sætter jødemission på verdensplan på dagsordenen.”

Tre evangeliske bølger

Når Tuvya Zaretsky skal sige noget om evangeliets fremdrift inden for jødedommen, starter han med et historisk tilbageblik. Han fortæller om tre bølger af messiansk vækkelse.

”I 1970’erne var der en stor bølge af nordamerikanske unge jøder, der kom til tro på Jesus, og det antal er steget siden da i takt med, at modstanden fra det amerikanske jødiske samfund er dalet,” siger Tuvya og fortsætter:

”I 1990’erne skyllede en åndelig bølge hen over det jødiske samfund i det tidligere Sovjetunionen. Disse nye troende flyttede med russisk-talende jøder, som begyndte at emigrere til USA og Israel. Det ændrede jødisk demografi og attituden over for evangeliet blandt jøder de steder.”

Og ifølge Tuvya er den tredje bølge i gang – ikke mindst i Israel: ”Vi ser nu en tredje åndelig bølge bryde ud blandt den yngre del af den israelske befolkning. Desuden estimerer vi, at lige under 2 procent af verdens 12,9 millioner jøder (omkring 250.000 red.) i dag er messianske.”

”Samtidig ser vi et skift i kirkens holdning til Israel, jøder og jødemission – og måske ikke til det bedre. Vi hører oftere og oftere kirkens ledere vælge side mellem jøder og arabere eller mellem israelere og palæstinensere,” siger han.

Ifølge Tuvya er der brug for, at kirken minder sig selv om en vigtig del af evangeliets budskab.

”Der er for mange kirker, der mangler budskabet om, at Jesus Messias er det eneste håb for frelse for både jøder og arabere og for forsoning med Gud og med hinanden,” siger han.

En kulturel outsider kigger indad

På spørgsmålet om, hvordan han ser kirkens tilstand i forhold til at dele evangeliet, afslører Tuvyas svar et stort hjerte for at engagere sig i kulturen omkring sig: “Som jeg ser det, er den mest dynamiske kirke den, der er knyttet til lokalsamfundet og udtrykker Jesu kærlighed, som det er udtrykt i evangeliet, gennem møder med naboer og fremmede,” siger han og fortsætter:

”Det glæder mig at se nogle af de forsøg, jeg ser i kirker i de større byer, som sigter efter at gøre mennesker, der ikke tror, interesserede i åndelige problemstillinger, der faktisk siger dem noget. Som en kulturel outsider i Kristi legeme, med min jødiske baggrund, har jeg oplevet kirker kæmpe for at bryde med komfortable traditioner og prøve at involvere sig i et samfund, der er sekulariseret, bibelsk analfabetisk og frakoblet organiseret religion, men som alligevel er åndeligt sultent.”

For Tuvya er det afgørende, at vi tør involvere os i en kompliceret verden.

“Jeg er imponeret og inspireret af kristne, som tænker længe og grundigt over, hvordan vi skal møde nutidens kultur. Jeg voksede op uden for kristendommen og hørte ofte kristne tale som om, de var en kulturel majoritet i Amerika, der gik meget lidt op i, hvordan de blev hørt af andre eller af den egentlige majoritet – ikke-frelste som mig selv,” fortæller han.

Hjælp dem med at høre

Tuvya slutter af med en opmuntring og et råd til kirken i dag: ”Jeg ønsker at opmuntre til, at vi, ydmygt, involverer os i kulturerne omkring os.” Han mener, at vores samfund er i gang med at ændre sig, både ideologisk og kulturelt, og at vi som kristne er nødt til at indstille os på at navigere i denne nye situation.

”Samtidig har jeg lyst til at råde kristne ledere til at tjene med Guds Ord og at tillade Guds sind at få taleret i vores kulturer. Jeg foretrækker at høre fra Jesus selv og ikke fra nogens forestillinger om, hvem Jesus er. Kristne bør studere og forstå det ”sprog” som dem, der ikke kender Jesus, taler, for at hjælpe dem med at høre deres frelsers stemme,” afslutter Tuvya.

Denne artikel er en oversat og redigeret udgave af en artikel fra Christianity Today, som kan læses her: https://www.christianitytoday.com/edstetzer/2019/may/one-on-one-with-tuvya-zaretsky-on-jewish-evangelism.html?fbclid=IwAR20YISDu6BLVbO2d7GSjyHx__fwuZuPjXkF2h2vAYf3wwn_7eJ4gepVTkA

Den fremmede – et medmenneske

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder

Hundredvis af flygtninge vandrer op ad den sønderjyske motorvej. Danmark er i chok. Politiet prøver febrilsk at lede folk væk fra vejen – men uden held. Det er september 2014, og det, vi senere har navngivet flygtningekrisen, er netop blevet en erfaret virkelighed i vores lille land.
Flygtninge og migranter har på mange måder været med til at sætte fokus på det at være fremmed – både i medierne, den offentlige debat og måske også i vores egen kirke. Men hvem er den fremmede egentlig? Og kan jeg lære noget i mødet med mennesket, der synes anderledes end mig selv? Jeg har taget en snak med Krista Rosenlund Bellows om netop dette.

Krista er formand for Israelsmissionen, og til daglig fungerer hun som leder for det tværkulturelle arbejde i Indre Mission. I sin stilling beskæftiger hun sig med mennesker, der på den ene eller den anden måde er fremmede i Danmark.

”I det tværkulturelle arbejde har vi et udsagn: Tag godt imod mennesker. Det er med vilje, vi er landet på den vending, for der er en pointe i at understrege, at den syrer, der kommer gående op ad motorvejen, også er et menneske – og det er hans kone og børn også. Tag godt imod mennesker, for det er det, de er,” mener hun.

I denne artikel hjælper Krista os med at stille skarpt på fremmedhed. Det gør hun ved at tage tre forskellige briller på, som kan bidrage med hver sit perspektiv. Med det første par kigger hun på Bibelen, og hvad den har at sige om den fremmede. Derefter skifter hun fokus til dansk kirkeliv og de konsekvenser, fremmedhed og gæstfrihed har ind i vores egne fællesskaber. Til slut vender hun blikket mod Mellemøsten og Israelsmissionens arbejde, der befinder sig i en kontekst fyldt med så mange andre mennesker end lige netop dem, vores formålsparagraf kan rumme.

Vi dykker nu ned i det teologiske perspektiv og begynder ved en fortælling fra Bibelen. Nærmere bestemt med et billede fra Johannes’ åbenbaring, hvor folkeskarerne lovsynger sammen.

Folkeslag og forskellige kulturer er villet af Gud

En stor skare er samlet. Den består af så mange mennesker, at den umuligt kan tælles. Menneskene kommer fra alle folkeslag og stammer, og de taler alle forskellige sprog. De står foran en trone. På tronen sidder lammet – klædt i hvidt og med palmegrene i hænderne. Sammen råber de: ”Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra lammet”.

Fortællingen fra Johannes’ åbenbaring er et stærkt billede på Guds mangfoldighed: ”Forskellige folkeslag er en del af Guds husholdning. Vi ser det som en rød tråd gennem Bibelen – lige fra det jødiske folk i Det Gamle Testamente til den store, hvide, mangfoldige flok foran tronen i Det Nye Testamente,” fortæller Krista.

Da hun begyndte at beskæftige sig med det tværkulturelle, havde hun svært ved at gribe om den fremmedes skikkelse. Men da hun begyndte at grave i Det Gamle Testamente, stødte hun igen og igen på størrelserne ”folk” og ”folkeslag”, og det blev en indgangsvinkel til en dybere forståelse af fremmedhed:

”Et folk forholder sig til en fremmed. At være fremmed er netop at befinde sig i et folk, man ikke selv stammer fra.”

Grænser, sprog og kultur er derfor ikke et udtryk for tilfældighed ifølge Krista: ”Det er noget, Gud har villet, og det er noget, han ser positivt på. Det ser vi også i den nye pagt – her er Guds folk et fællesskab, der består af mennesker fra alle folkeslag. Her bliver den kulturelle mangfoldighed et positivt tegn på, at Guds rige når langt ud og rummer mange – og ikke tvinger folk ind i en bestemt kultur eller skabelon. Deri ligger der en kæmpe anerkendelse af diversitet og forskellighed.”

Den kærlighed, som Gud har til det mangfoldige, ønsker han også, at vi skal have. Faktisk bruger han forskellige mennesker hele vejen gennem Bibelen til sine planer, og her er gæstfrihed blandt andet et vigtigt karaktertræk. Det ser vi også i fortællingen om Rahab i Det Gamle Testamente.

Gæstfriheden er hjertets holdning

Det er midt om natten. To israelitiske mænd har i al hemmelighed begivet sig ind i byen Jeriko for at spionere og skaffe sig oplysninger om landet til deres leder, Josva. Mændene har brug for at overnatte et sted og finder plads hos en prostitueret kvinde.

Kvinden hedder Rahab. Selvom mændene er fremmede for hende, har hun hørt utallige fortællinger om deres folk, israelitterne. Hun har hørt, hvordan deres gud har ført dem ud af Egypten og banet vej for dem helt hertil. Der lyder to bank på døren. Det er kongens mænd, der forlanger, at hun skal udlevere spionerne. Men i stedet for at udlevere dem, fortæller hun, at de er redet ud af byen igen – selvom hun har skjult dem på taget af sit eget hus. Før mændene lægger sig til at sove, går hun op til dem. Hun ved, at Gud Herren har givet dem landet, og beder dem love hende, at de vil bevare hendes familie, når de indtager det.

”Rahab blev brugt af Gud som en nøgle til at åbne Jeriko til sejr for israelitterne. Han brugte hende, selvom hun var en fremmed for Guds folk. Det reddede hende selv og hendes familie. Rahab blev omvendt til Israels Gud og blev en af de berømte kvinder blandt israelitterne. Hun er hædret i Det Nye Testamente for sin tro og for sine gode gerninger (Hebr 11,31 og Jak 2,25 red.). Hun gik fra at være udlænding til at være en del af Guds folk,” fortæller Krista.

I Det Nye Testamente ser vi også, at netop gæstfrihed er et markant kendetegn for de kristne og de kristne fællesskaber. Paulus instruerer eksempelvis Timotheus i, hvad der kendetegner en god tilsynsmand, og her nævnes gæstfrihed som noget af det første.

”Det er meget interessant. Gæstfrihed nævnes før oplæringen. Mange kristne hjem er fyldt med kristen undervisning , men hvor mange er åbne for fremmede? Vi er nødt til at erkende, at gæstfrihed ikke er et valg, men en befaling. Gæstfrihed er ikke alene en handling. Det er også hjertets holdning,” fortæller Krista.

”Det græske ord for gæstfrihed, der bruges i Det Nye Testamente, er philoxenia. Det betyder faktisk kærlighed til fremmede. Så hver gang vi får en befaling om at praktisere gæstfrihed, påbyder Gud os i bogstavelig forstand at have og vise kærlighed til andre. I Det Gamle Testamente ser vi samme holdning til den fremmede, hvor Gud ligefrem fortæller israelitterne, at de skal elske den fremmede som dem selv (3. Mos 33-34).”

Men hvordan skal vi forholde os til den fremmede i dag? Ifølge Krista skal kirken være en modkultur, og vi som kristne skal åbne døren, når der bliver banket på. Det var heldigvis også tilfældet i mange missionshuse og kirker, da flygtningene dukkede op. Og det blev en helt særlig oplevelse for de mange missionshuse, der pludselig fik omverdenen helt tæt på. For eksempel i Fredericia missionshus.

Missionshuset som modkultur til det rå menneskesyn

Det vrimler med gæster. Ikke bare en, to eller tre – men hvad, der synes som en kæmpe mængde mennesker, har fundet vej til missionshuset. Som mange andre steder i Danmark har Fredericia by fået et asylcenter, og derfor måtte der holdes en velkomstfest for de nytilkomne. Nu var dagen kommet. Glæden og overraskelsen over at se, hvor mange der havde takket ja, fyldte huset med forventning. Hvem havde troet, at vi i Danmark skulle opleve missionshusene blive overrendt – og så med mennesker fra alverdens lande?

”Selvom asylcentret i dag er lukket, og langt de fleste stort set er flyttet igen, så står denne oplevelse tilbage for mange som en øjenåbner,” fortæller Krista om oplevelsen fra Fredericia missionshus. Hun fortsætter: ”Det gav en oplevelse af at få rykket murene i missionshuset et godt stykke ud. Rammen for, hvad der var almindeligt, blev udvidet, og det gjorde, at man ikke bare fik et nyt syn på det med flygtninge, men at man også kunne tænke på nye måder om andre ting.”

Mange steder engagerer mennesker sig i det tværkulturelle arbejde. Man har måske fået nydanskere af den ene eller den anden slags med i sin menighed eller kristne fællesskab, og det har ledt til en konkret erfaring af, at Guds folk består af mange etniske grupper – af mange folkeslag: ”Man har lært noget om at udvise gæstfrihed og åbenhed, og det har vi brug for,” mener Krista.   

I Danmark raser en hård debat om flygtninge og migranter, og den negative retorik afspejler ifølge Krista et skredet menneskesyn: ”Her er det menneskets nytteværdi, der får lov at stå i centrum. Det ser vi ikke udelukkende i synet på den fremmede, men også i forhold til vores behandling af ældre og handicappede, fordi de ikke er produktive eller til nytte. Det er et udslag af det samme. For mig at se er det et råt menneskesyn.”

”Jeg mærker, at der også i kirken er et behov for at tage fat på et emne som menneskesyn. Der er behov for, at vi minder hinanden om, at også muslimen fra Syrien eller Irak er et menneske skabt i Guds billede. Der er grund til at minde om det, fordi også folk i kirkelige miljøer bliver påvirket af den negative retorik og af skræmmekampagnerne. Kirkelivet skal tage stilling og turde være en modkultur,” slår hun fast.

Men det er ikke kun i det kirkelige arbejde i Danmark, vi støder på den fremmede. Også i internationalt missionsarbejde må vi forholde os til den fremmede og til de mennesker, vi møder, men som ikke nødvendigvis falder ind under vores formålsparagraf. For at billedliggøre dette fortæller Krista om Jesus, der netop tog sig tid til at stoppe op – uden, at det forhindrede ham i at holde målet for øje.

Israelsmission foregår ikke i et vakuum

Jesus er på vej mod Jerusalem. Han har et mål, og det står lysende klart for ham: Han skal dø på korset for menneskers skyld, så vi kan være sammen med ham igen. Planen er lagt. Men vejen dertil er ikke uden ophold. Efterfulgt af en stor folkeskare kommer han forbi Jeriko. ”Forbarm dig over os, Herre, Davids søn!” Råbet kommer fra to blinde, der sidder langs vejen. Den store folkemængde truer ad dem, men de råber bare endnu højere: ”Forbarm dig over os!” Jesus standser op, kalder på dem og spørger: ”Hvad vil I have, at jeg skal gøre for jer?” Mændene svarer: ”Herre, at vores øjne må blive åbnet.” Jesus mærker deres smerte i hjertet. Han træder nærmere, rører ved deres øjne og straks kan de se. Så drager Jesus videre mod Jerusalem, og mændene, der havde fået synet igen, følger med ham.

Netop denne fortælling om Jesus er blevet et vigtigt billede på mission for Krista. Her viser Jesus, at det er muligt at stoppe op og være til stede i den kontekst, han befandt sig i – uden at opgive sit eget mål:

”Vi er sat i verden for at nå det jødiske folk med evangeliet, uanset hvor det befinder sig i verden. Om det er Danmark, Europa eller Israel. Men om man er i landet Israel, eller om man er et andet sted, så er man i en kontekst, hvor der er mange andre mennesker omkring det jødiske folk. Der er altid en kontekst, nogle vilkår og en situation, som kalder på overvejelser af en eller anden slags,” mener Krista. 

Selvom der i Israelsmissionens formålsparagraf står, at vi arbejder for at fortælle jøder om evangeliet, så foregår det arbejde blandt en masse andre mennesker: ”Helt konkret stødte vi på de kristne på Vestbredden. Her oplevede vi, at vi måtte stoppe op. Jesus valgte ikke at ignorere den kontekst, han befandt sig i. Han gik ind i den uden at slippe det, der var hans kald og mission. Det tror jeg også, han kalder os til – og alt andet missionsarbejde. Vi skal holde fast i det, der er vores mission, men uden at ignorere de vilkår, den foregår i. Det vil nogle gange være bøvlet – det er mange gange bøvlet – men hvis ikke vi gør det, så er vi en ringe partner og medvandrer for de lokale kristne,” slutter Krista.  

Det er kompliceret, når den fremmede trænger sig på, men det er en kompleksitet, vi bliver nødt til at tage imod. ”Åbn vores øjne,” bad de to blinde mænd i fortællingen om Jesus på vej til Jerusalem.

Måske har vi i det kirkelige Danmark brug for at bede om det samme i dag? At han må åbne vores øjne for de mennesker, der råber om hjælp i vores liv. At han ikke vil lade vores hjerter blive kolde, men at han må fylde det med sin kærlighed, så vi forstår, at ethvert menneske er elsket og skabt i sit billede.


Seniorvolontører: ”Vi kunne unde alle at tage af sted”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionen

Ann-Mari og Sten Nielsen er netop kommet hjem fra Israel. De har brugt tre måneder i Jerusalem som præstepar og hjælpende hænder i Den Danske Kirke. Her har de blandt andet hjulpet med gudstjenesterne, volontører og missionspiloter. Opholdet står tilbage for dem begge som en særlig tid, og i denne artikel får du lov at dykke ned i parrets tanker og refleksioner over liv og hverdag i en israelsk kontekst.  

”Da vi lige var kommet hjem til Danmark, havde jeg faktisk svært ved at huske, hvor tingene skulle ligge i køkkenskufferne,” fortæller Sten med et smil på læben: ”De daglige rutiner var pludselig helt anderledes.”

Det er heller ikke mere end nogle uger siden, parret satte fødderne på dansk jord efter tre måneders ophold i Israel. Det har været en tid, som er kommet til at betyde noget helt særligt for dem begge. Nu går Ann-Mari rundt og tørrer lidt af og gør klar, for parret venter besøg af missionspiloterne – en flok unge, som har sat sine tydelige spor.

”Vi skal have gensynsdag,” forklarer hun og fortsætter: ”Jeg har været i gang med at finde lidt forskellige madopskrifter frem. Det bliver typisk israelsk. Vi starter i kirken sammen, hvor Sten skal prædike. Og så skal vi bare råhygge og dele minder med hinanden.”  

En kærkommen mulighed

Parret stiftede bekendtskab med Israel i 80’erne, og siden da har de været tilbage en del gange. Både som rejseledere, på ferie og også som sommerferieafløsere i Den Danske Kirke. Det gjorde det lettere at skulle tage skridtet og være der tre måneder i streg.

Det er heller ikke lang tid siden, Ann-Mari og Sten forlod arbejdsmarkedet for at gå en roligere tilværelse i møde, og det har også gjort det muligt for dem at tage af sted:

”Vi kalder os seniorvolontører, for vi er jo pensionister. Og det er vi glade for at være, for hvem har ellers tid til at tage tre måneder ud af kalenderen?” spørger Sten.

Parret har haft et rigt arbejdsliv, som har budt på meget forskelligt. Men selvom det er dejligt at have mere tid i hverdagen, har det også krævet noget tilvænning.

”Det har faktisk været lidt svært,” fortæller Ann-Mari og fortsætter: ”Det bliver jeg nødt til at sige. Så det var meget kærkomment, da vi fik den her opfordring.”  

Generationer på tværs er en gave

Sten og Ann-Mari har tilbragt mange timer sammen med både kirkevolontør Stine og de seks missionspiloter.

”Vi indrømmer, at vi var lidt spændte på, hvordan det var i vores alder at være sammen med en flok unge i starten af 20’erne – vi kunne jo være deres bedsteforældre,” fortæller Ann-Mari med et smil.

”Kan vi finde ud af at være sammen med dem? Og endnu vigtigere, gider de være sammen med os? Men vi synes, vi fik et utroligt dejligt fællesskab og et familiært og hjerteligt forhold til dem alle. Det nød vi,” fortæller Sten.

Parret har både haft undervisning med missionspiloterne hjemme i deres lejlighed, men de har også sammen været rundt i Israel og oplevet landet helt tæt på.  

”Det er jo en gave at få lov til at rejse sammen med syv unge, der er nysgerrige på tingene og på livet. Det er vi også selv. Så vi har lært rigtig meget om både dem og om os selv. Det er fantastisk at få lov at være så tæt på de unge midt i det land, hvor hele den bibelske historie udspiller sig,” fortæller Sten.

Ann- Mari og Sten hygger sig med missionspiloterne.

Den Danske Kirke skaber nysgerrighed

Hverdagen i Israel har også budt på samtaler og møder med mange forskellige mennesker. Åbenheden er en af de ting, Ann-Mari og Sten især har bidt mærke i.  

”Jeg synes, vi har haft mange snakke med mennesker i vores daglige gang. Mennesker, vi har mødt tilfældigt på gaden, eller som har været indenom i vores lejlighed. Vi fik også et utroligt fint forhold til vores nabo, som vi delte altan med. Der er stor imødekommenhed fra jøder og andre folkeslag,” fortæller Ann-Mari.  

”Det var en meget positiv oplevelse. Det var nemmere, end jeg troede. Jeg har i hvert fald haft en forestilling om, at det kunne være svært at præsentere sig som kristen i Israel overfor en jøde. Det kunne man godt tænke,” tilføjer Sten.

”Det, at præsentere sig som seniorvolontør ved Den Danske Kirke i Jerusalem, er faktisk en god indgangsvinkel, når man møder folk i supermarkedet, på fortovet eller hvor det nu kan være. De bliver nysgerrige: ”Er der en dansk kirke i Jerusalem? Hvorfor det?” Så kan man begynde at fortælle, hvad det drejer sig om for os. Det har været en skøn oplevelse oveni det, vi havde forventet,” siger Sten.  

Sten prædiker i Den Danske Kirke.

Jødisk plejehjem og Jesus-snak

Særligt én oplevelse har sat sine spor i Sten. Han fik kontakt til en ældre jøde, som sad på plejehjem, og som gerne ville tale dansk. Han havde haft noget forbindelse til Danmark for mange år siden. Men nu var han gammel, sad på plejehjem og havde ingen børn.

”Det viste sig, at han var et dybt ensomt menneske, som ingen kendte. Jeg fik lov at besøge ham nogle gange. Det var en meget stor oplevelse,” fortæller Sten.

Da Sten ankom til plejehjemmet, præsenterede han sig ved receptionen og spurgte efter manden. Ved receptionen sad en mand med kippa på, og han blev lettere forundret over Stens forespørgsel:

”Jo han bor her, men hvem er du, siden du skal besøge ham? Han får jo aldrig besøg,” svarer receptionisten undrende.

”Jeg er en præst fra Danmark, som har lyst til at besøge ham, fordi jeg har fået at vide, at han ønsker besøg,” forklarer Sten ham.

Receptionisten lyser op og udbryder: ”Nå, så du er kristen? Jamen Jesus talte jo også om at elske hinanden.”

”Det synes jeg er et meget stærkt vidnesbyrd, ikke?” fortæller Sten og fortsætter: ”At der sidder en jøde i en reception på et plejehjem og taler om Jesus overfor mig.”

Vi har mærket, at Gud er god

Når Ann-Mari og Sten ser tilbage på de tre måneder i Israel, er det taknemmeligheden, der fylder i deres tanker.

”Det har bare været en stor gave, at vi overhovedet kunne gøre det – når vi ser på det liv, der ligger bag os. Derfor fylder oplevelsen også rigtig meget på mit taknemmelighedsbarometer,” forklarer Ann-Mari.

Parret har været sygdomsramt, og inden de kunne tage af sted, måtte Sten en tur forbi sygehuset for at høre, hvad de syntes om ideen.

”De syntes heldigvis, det var den god ide. Se bare at komme afsted, sagde de! Og Gud er god. Dels at han lader os opleve noget så fantastisk, men også at han bruger. Det synes vi, at vi har mærket under vores seniorvolontørophold i Jerusalem,” reflekterer Sten.

”Og vi har sådan set ikke siddet stille,” tilføjer Ann-Mari med et smil på læben. ”Nej, der har været nok at se til. Men det har givet mening alt sammen,” nikker Sten.

Israelsk perspektiv udfordrer kristenlivet

At befinde sig i Israel sætter gang i mange tanker og overvejelser, og Ann-Mari og Sten har oplevet, at de er blevet udfordret på deres tro og kristenliv i dagligdagen:

”Men det er en velsignelse. Der er rigtig mange nye ting, vi opdager, selvom vi har været i Israel mange gange. Og der er mange ting, man pludselig ser i en ny vinkel og i et nyt lys. Det har været stort for os begge to. Mange at bibelteksterne har fået nyt liv igen. Det har noget at gøre med, at man har nogle bestemte oplevelser, som man forbinder med nogle bestemte steder, tekster, Jesusord eller noget helt fjerde. Så det har også været værdifuldt på den måde.”

Men der er også udfordringer, fortæller Sten: ”Vi finder lige pludselig ud af, at vi måske går rundt i vores egne tanker, måder og rutiner herhjemme i det daglige. Når man så bor dernede, får man måske et nyt perspektiv på nogle ting og bliver også udfordret på det.”

Det er en gave at prøve kræfter med nye opgaver

”Vi kunne unde alle at komme afsted – alle, der har en form for udlængsel. Det er en gave, når man i vores alder får lov at opleve nye ting og prøve kræfter med nye opgaver,” fortæller Ann-Mari.

”Vi er jo fyldt med gode ønsker for Israelsmissionens arbejde i Israel, som er kaldet til at forkynde evangeliet blandt jøder og alle andre i Israel. Og det er bare blevet endnu stærkere for os, fordi vi har oplevet, at det kan lade sig gøre. Der er lydhørhed. Det er meget stort at opleve. At man kan tale frit om, at Jesus er Messias, Guds søn og verdens Frelser – også for dig. Derfor ønsker vi Guds rige velsignelse over Israelsmissionens arbejde,” afslutter Sten.


Israelske studerende: “Vi må være frontlinjen for forsoning”

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Blandet, Nyheder fra samarbejdspartnere.

Maria Strøm, kommunikationsmedarbejder 30/5 2019

Hen over påsken besøgte Avery og Samia fra det israelske studenterarbejde (FCSI) Danmark. Israelsmissionen havde inviteret pigerne med på Kristeligt Forbund for Studerendes Påskelejr, hvor mange hundrede gymnasieelever og studerende fra hele landet mødtes i fællesskab om tro og eksistens. Udover at det var første gang, pigerne besøgte Danmark, var det også første gang, de mødte hinanden. Pigerne kommer nemlig fra hver deres gren af studenterarbejdet – Avery fra den hebraisktalende gren og Samia fra den arabisktalende.

Den intense summen af snak, larmende stole og klirren af bestik og tallerkener, der opstår, når man klemmer 500 unge ind i samme rum, forstummer. Vi har fundet os en fredfyldt plet grønt græs i, hvad der synes som orkanens øje. Jeg er mødtes med pigerne for at tale lidt om hverdagslivets udfordringer som både ung studerende og troende i en israelsk kontekst.

”I FCSI støtter vi hinanden”

Fælles for begge piger er, at de er en del af det israelske studenterarbejde (FCSI) og er bosat i byen Haifa nord for Tel Aviv. Avery læser til kemiingeniør på det tekniske universitet og Samia læser psykologi. Begge piger oplever, at studenterarbejdet danner ramme for en vigtig del af deres hverdagsliv.

Avery er vokset op med fortællinger om studenterarbejdet, og da en veninde en dag spurgte, om hun ikke også skulle være en del af en hebraisktalende gruppe, tog hun med og er sidenhen blevet hængende.

”Det er afgørende for mig, at jeg har fundet et sted med ligesindede, som på en særlig måde er interesserede i en akademisk tilgang til bibelen, og som ønsker at tale om forskellige problemstillinger i forbindelse med troen. Her bliver jeg taget seriøst, og det er meget opmuntrende,” fortæller hun.

Samia oplevede, at da hun startede på universitet, blev hun præget af en masse nye tanker og principper, som udfordrede hende.

”Jeg studerer psykologi, og det er ikke det mest trosopmuntrende fag. Her var det vigtigt for mig, at jeg mødtes med andre studerende i FCSI hver uge. Så bad vi for hinanden og læste i bibelen – det var bare utroligt godt for mig,” forklarer hun.

Det kan Avery nikke genkendende til, og hun tilføjer:

”Når man begynder på universitet, møder man en masse ikke-troende. Her har FCSI hjulpet mig med at balancere mine relationer på en sund måde. Vi støtter hinanden. Selvom det kun er en ugentlig ting, lærer man langsomt hinanden at kende. Vi er alle i samme båd. Der er en fælles forståelse for det pres, man kan opleve som både studerende og troende. Jeg ved, at jeg har et fællesskab, som kan bede for mig og støtte mig, når jeg har brug for det.”

”Gud, hvorfor er der så mange, som ikke tror dig?”

Til dagligt bor Avery på et kollegie med andre studerende. Det er både en glæde og en udfordring for hende.

”Det er udfordrende at bo så tæt med mennesker, som ikke tror på det samme, som man selv gør,” fortæller hun og uddyber:

”Jeg oplever ofte, at jeg har en stærk relation til nogen, men fordi vi lever på så forskellig vis, kan det være svært at tale ind i deres liv. Jeg ser dem måske gå igennem nogle svære perioder, hvor de håndterer problemer på en uhensigtsmæssig måde,” siger hun og fortsætter:

”At elske nogen, som ikke tror, er smertefuldt. Jeg kan ikke lade være med at spørge Gud: ”Hvorfor er der ikke flere, som kommer til tro på dig? Disse mennesker, jeg elsker så højt, hvorfor frelser du ikke dem?”

Avery oplever det som et spændingsfelt at leve sammen med mennesker, der er forskellige fra hende selv med alt, hvad det indebærer. Hun vil gerne være en del af deres verden, men samtidig sætte de nødvendige grænser.

Israeler, araber og venskaber på tværs?

FCSI er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende. Men selvom organisationen rummer mange

forskellige mennesker, kan det alligevel være svært at modarbejde nogle af de forestillinger, man vokser op med på tværs af etniske skel.

Avery er selv vokset op på en tosproget skole, hvor hun både har lært hebraisk og arabisk, men det er langtfra tilfældet for den gængse befolkning. ”Jeg er en anormalitet. De fleste israelere møder først arabere, når de kommer på universitetet,” fortæller hun og tilføjer: ”Jeg bliver ofte mødt med undren: ’Jamen du er israeler, og hun er araber? Og I er venner?’ I Israel er det faktisk en helt legitim undren. Selv i Haifa, som er en af Israels mest integrerede byer, er der stadig lang vej igen.”

I Israel skal både mænd og kvinder tilbringe tid i hæren, og her har Avery mærket det etniske skel på egen krop. ”Jeg er ærligt taget stadig en smule rystet efter hæren. Her bliver arabere set som fjenden. Sådan må man tænke. Men at være i et miljø med den tankegang, samtidig med at jeg har arabiske venner hjemme i min hverdag, har været hårdt.”

På trods af den oplevelse holder hun stadig fast i ønsket om at skabe enhed:

”Fællesskabet på tværs er en af de vigtigste aspekter af FCSI for mig. Jeg har længe ønsket at se et stærkere samarbejde. Ikke at der er fjendtlighed imellem de studerende, men mit ønske er at se flere venskaber blomstre – at vi besøger hinanden, hænger ud sammen og skaber ægte relationer. Jeg ønsker, at vi må være frontlinjen for forsoning på et nationalt plan. At vi må være eksemplet, som får mennesker til at ændre deres adfærd.”

Fælles konferencer danner grobund for relationer

Selvom de ugentlige møder i FCSI er opdelt efter sprog, mødes de studerende flere gange i året til fælles flersprogede konferencer, som giver dem mulighed for at tilbringe tid med hinanden:

”Jeg er araber,” fortæller Samia og fortsætter: ”Og for det meste hænger arabere ud med arabere, og jøder hænger ud med jøder. Sådan er det også, når man kommer på universitetet. Her kan de fælles konferencer være et godt udgangspunkt for at skabe relationer på tværs.”

Avery mener også, at de fælles konferencer er et godt sted at starte, men hun synes, at der er lang vej igen: ”Det kan være svært at skabe forbindelser på tværs af kulturelle og teologiske skel. Hvis jeg skal være helt ærlig, så oplever jeg også, at den hebraisktalende del af FCSI ikke er så gode til at komme til de fælles konferencer. Det kan der være mange grunde til – jeg tror ikke at det nødvendigvis er fordi de tænker, at de ikke vil hænge ud med de andre, men jeg tror, det er et spørgsmål om prioritering. Hvor man vælger at gå hen først og hvorfor.”

”Vores tro er bygget på kærlighed og fred. Og det er smukt, at vi får lov til at praktisere det så konkret til de her konferencer – også selvom vi endnu ikke interagerer så meget med hinanden,”

konstaterer Samia.

Håbet viser sig i glimt

Da snakken falder på fremtidsdrømme, rammer det både sorg og glæde i pigernes liv.

”Som araber,” fortæller Samia ”kan jeg ikke håbe på meget i vores land. Jeg mener, jeg kan håbe, men i sidste ende vil jeg blive skuffet.”

Der er stille et øjeblik, før hun fortsætter. Tyngden og alvoren af hendes ord rammer en kompliceret virkelighed, som ikke sådan lige lader sig besvare.

”Men jeg har et ønske om, at der vil blive skabt en øget forståelse mellem begge sider, og at vi vil se på hinanden med respekt og ligeværd,” afslutter hun.

Avery håber på, at FCSI vil vokse sig endnu større, og at alle troende studerende vil deltage i fællesskabet, så der kan blomstre tætte venskaber på tværs.

”Jeg ønsker, at vi, på grund af vores kærlighed i Kristus og til hinanden, må være i stand til at tilsidesætte vores forskelle og være et forbillede for resten af Israel,” fortæller hun og fortsætter: ”Jeg ønsker, at mennesker må blive draget til os på grund af vores kærlighed til hinanden og vores enhed. For det er jo, hvad Jesus siger, ikke? At mennesker kan vide, at vi er hans, fordi vi har kærlighed til hinanden. Denne kærlighed er ikke begrænset til en særlig kultur eller politisk overbevisning.”