I otte intense dage har 14 præster og provster været på studieturen “Prædiken i kontekst” sammen med Bodil Skjøtt og Arne Mårup i Israel. Kirsten Sønderby, der er provst i Aabenraa og var med på turen, fortæller:

”Studierejsen til Israel var en oase af skønhed, indsigt og visdom. Jeg tror, den får varig betydning for mit prædikenarbejde.”

Præsterne fik undervisning om Israel og den bibelske kontekst af Bodil Skjøtt, og Arne Mårup indførte deltagerne i forskellige metoder til at skrive og opbygge prædikener.

Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj, har helt sikkert fået et stort udbytte af turen. Det skyldes særligt “en kombination af faglige input, andagter, at være på stedet, at være sammen og at få konteksten ind i kroppen gennem gåture og samtaler,” fortæller han.

Eva Thorgaard Jerg, der er sognepræst i Christianskirken i Fredericia, fortæller sådan her om udbyttet af turen:

“Nu har jeg, trods corona, allerede skrevet de første to onlineprædikener, inspireret af turen. De bliver næppe de sidste. Med Bodil Skøtt som et utrætteligt omvandrende google, hvor intet spørgsmål forblev ubesvaret og med Arne Mårup, udstyret med tømrerblyanter og andre prædiken-kickstartere blev det en intens oplevelse på alle parametre. Jeg håber, I vil udbyde kurset igen, så mange flere præster må få glæden af det. Og jeg melder klar igen. Helst uden coronakrise. “

Ole Rasmussen, der er provst i Lemvig, fortæller, at det var et rigtigt godt kursus. Hans udbytte af turen blev stærkt betinget af samspillet mellem de to undervisere, og han fortæller hvordan eksempelvis det, at skulle arbejde med prædikenforberedelse med en tømrerblyant i Israel, satte nogle gode refleksioner i gang, og på samme måde åbnede den geografiske indsigt op for nogle nye perspektiver på bibelteksten. Han fortæller:

“Pludselig har jeg både en geografisk og en teologisk forståelse for, hvorfor det betyder noget, at Jesus gik over Kedron-bækken.”

Alt i alt har deltagerne haft en berigende tur, som kan berige prædikenskrivningen i et godt stykke tid fremover. Og heldigvis nåede deltagerne sikkert hjem igen, før Corona-virussen for alvor brød løs.

Er du selv forkynder eller præst, og har du lyst til at komme afsted og blive skarpere på dine prædikener, så skriv endelig til kontor@israel.dk.

Grundet risiko for coronavirus har vi valgt at aflyse årsfesten på lørdag.

Sabbatsmåltid fredag aften er også aflyst.

En ny generalforsamling for Israelsmissionen vil finde sted d. 11. maj fra 16.30-18.30, hvor vi vil afholde et kort årsmøde og spise et let aftensmåltid efterfølgende.

Tilmeld dig til den ved at skrive til kontor@israel.dk senest d. 5. maj.

Har du lyst til at give en årsmødegave, modtager vi dit bidrag med stor tak!

Du kan støtte online her: http://israel.dk/giv/gave/ eller på MobilePay 30503.

Generalsekretær Arne siger sådan om aflysningen:

“Vi er helt med på, at det kan virke drastisk at aflyse vores årsmøde, og vi er virkelig ærgelige over, at det må være sådan.

Alligevel mener vi, at det er den rigtige og mest ansvarlige beslutning vi kan træffe i lyset af de retningslinjer, vores sundhedsmyndigheder har udsendt.

Vi vil gerne tage ansvar for vores lille hjørne af verden, vise hensyn og handle i solidaritet med resten af samfundet.

Det handler ikke om, hvorvidt vi er bange eller ej – men om at have omsorg for hinanden.”

TAK for dit engagement i Israelmissionen og rigtig god weekend!

 Af Vegard Soltveit, oversat af Anika Thorø Møller 6/3 2020

Foto: Yoel Ben David på prædikestolen ved indsættelsesgudstjenesten i Immanuelkirken, november 2019. Yoel har tidligere arbejdet en årrække ved Israelmissionens samarbejdspartner Jews for Jesus.

Som nysgerrig, ung mand udforskede Yoel Ben David troen og nåede både at blive ortodoks jøde og læse koranen, før han lærte Jesus at kende som jødernes messias.

Hovedpræsten i Immanuelkirken i Tel Aviv, Yoel Ben David, havde helt fra barndommen en klar overbevisning om, at Israels Gud eksisterede. 

Yoel var en nysgerrig, jødisk dreng, og han fik tidligt en interesse for at lære mere om Gud. Han begyndte derfor at læse en lang række bøger – alt fra rabbinsk litteratur til koranen. 

Men en dag mens Yoel sad og læste på sit drengeværelse, slog det ham: Hvis Gud virkelig findes, burde han kunne vise sig på andre måder end gennem bøger. Yoel råbte derfor ud i rummet: 

”Er du der virkelig Gud, så vis dig for mig!”. 

I samme øjeblik så Yoel et billede af en mand, og han vidste, det var Jesus. Men han begyndte ikke at tro. I stedet bortforklarede han hændelsen for sig selv. 

Ikke længe efter flyttede den snart voksne teenager Yoel hjem til sit fødeland Israel, efter en årrække hvor han blandt andet havde boet i flere europæiske lande sammen med sin familie.

Her mødte han sin kone Adel. De var begge meget optaget af tro, og de brugte meget tid på at studere og debattere tro sammen. Men Yoel og Adel fandt hurtigt ud af, at de ikke bare ville snakke om tro, men også gøre den til en aktiv del af deres hverdag. De endte derfor med at blive ortodokse jøder og forsøgte at efterlevede og overholde den rabbinske tradition og lære. 

Da Yoel kom ind i det israelske militær, blev han en del af det rabbinske militærkorps, som er en religiøs afdeling af forsvaret. En dag faldt han i snak med en kvinde, som spurgte, om han havde læst biblen (Det Gamle Testamente) selv. Yoel måtte indrømme, at det havde han ikke gjort, selvom han havde læst mange bøger. Det fik Yoel og Adel til at læse den hebræiske bibel sammen. 

Da Yoel kom til Esajas’ Bog kapitel 53, forstod han ikke særlig meget af det, han læste. Hvem handlede afsnittet om? Han gik derfor tilbage til kvinden, som havde opfordret ham til at læse i biblen. Yoel fandt ud af, at hun var kristen, og hun fortalte Yoel hvordan hun forstod Messias-kapitlet. Mens hun forklarede, huskede Yoel tilbage på dengang Jesus havde vist sig for ham, og han vidste fra det øjeblik, at Jesus var Israels messias.

Da Yoel kom hjem den aften, sad Adel og læste i Det Gamle Testamente. Yoel sagde til hende: ”Jesus er messias!”. 

Dagen efter, da Yoel kom hjem fra arbejde, sad Adel og græd. Hun havde læst Mattæusevangeliet for første gang og sagde med tårer i øjnene: ”Hvorfor har ingen fortalt os om det her før?”. 

Dét forandrede noget i Yoels hjerte. Både Yoel og Adel kendte kristne, men ingen havde fortalt dem om deres tro eller delt evangeliet. Fra den dag besluttede Yoel og Adel sig derfor for, at de fremover ville fortælle mennesker om Jesus. 

Det engagement og den brand for mennesker har Yoel og Adel taget med sig til Tel Aviv, hvor stadig flere kirkefremmede kommer forbi, når der arrangeres ”Åben kirke” og Yoel fortæller sit personlige vidnesbyrd. Den seneste tid har kirken desuden delt Det Nye Testamente ud til flere besøgende i kirken. 

Af Kirsten Bitsch Lang, 7. jan. 2020

Maria, Mark, Anne Sofie, Jakob, Jeppe og Sidsel. Seks missionspiloter er netop landet og er begyndt på et dejligt gensyn med gamle venner, leverpostej, familie og den danske vinter. Og selvom det er godt at komme tilbage til Danmark igen, så er de alle seks enige om, at de har haft tre fantastiske og lærerige måneder i Israel, hvor de i høj grad er blevet klogere på sig selv, mission og på, hvem Gud egentlig er:

”Jeg har lært, at Gud er rummelig,” siger Anne Sofie og fortsætter: ”Vi har mødt så mange forskellige mennesker, der gør tingene på helt forskellige måder, og det er svært at sætte sig ind i, at Gud værdsætter alle de forskellige måder, men det gør han jo.” Missionspiloterne har besøgt mange organisationer, der på forskellige måder er en del af Guds mission, og Mark fortæller, at han er blevet meget inspireret af de mennesker, de har mødt:

”De har Gud med i alt. Og jeg har fundet ud af, at Guds mission er bred – den rummer så meget,” fortsætter Mark. Jakob supplerer: ”Det er gået op for mig, at vi alle har en gave, vi skal bruge, og som er nødvendig i Guds plan.”

Trods bøvl med visum i begyndelsen af deres ophold, gik alt efterhånden i orden, og missionspiloterne fik lov til at få alle de forventede tre måneder i Israel. Og i alt dette blev bøn en stor faktor:

”Jeg er blevet bevidst om, at bøn kan gøre en forskel,” fortæller Mark. For det var ikke altid nemt at gå i uvisheden om, om man pludselig kunne blive smidt hjem til Danmark igen, eller hvad der skulle ske. Men her fik bøn en særlig plads.

Missionspiloterne har både brugt tid sammen, hvor de har lært hinanden rigtig godt at kende, og så har de fået undervisning af kirkevolontørerne og David, der er præst i Jerusalem:

”David er virkelig god til at fortælle, og han har gjort undervisningen relevant og bibelnær,” siger Jeppe.

Samtidig har turene rundt i Israel været fantastiske: ”Bibelen bliver åbnet op på en helt anden måde, når man står midt i det hele,” forklarer Jakob.  

Relationerne til andre mennesker og hinanden har fyldt meget for piloterne. De har været seks personer afsted sammen. Seks mennesker, der ikke har valgt hinanden, og som på mange måder er meget forskellige:

”Ved at bo med de andre er jeg blevet meget klogere på mig selv. Jeg har kunnet se mine tankemønstre og trosperspektiver i et andet lys,” fortæller Anne Sofie, og Sidsel og Maria er enige:

”Fordi vi har kunnet følge hinanden meget tæt i tre måneder, har vi virkelig kunnet udfordre hinanden på tro og liv. Vi har kunnet stille spørgsmål, reflektere og blive klogere ved at høre overvejelser fra de andre,” fortæller Sidsel, og Maria supplerer: ”Der har været et godt rum til at dele og blive inspirerede af hinanden.  

Alt i alt har det været en fantastisk og lærerig oplevelse for piloterne, hvor de er blevet klogere på Gud, sig selv og hinanden:

”Jeg har lyst til at vandre med ham. Og jeg er blevet klogere på mig selv og andre mennesker. Alle har en spændende historie at fortælle,” siger Mark.

Gran i håret, god kaffe og godt selskab blandt børn, unge og voksne – Israelsmissionen afholdte for første gang Danmarks dejligste julebanko i starten af december, og her samledes omkring 50 mennesker for at nyde hinandens samvær. Vi kan allerede afsløre, at konceptet er kommet for at blive.  

Den livlige snak og summen fortager sig lige så stille, og en intens stilhed indfinder sig. Banko-meister Christian stikker hånden i posen, og der lyder en stille raslen af plastik, mens han roder efter den rigtige brik. Han trækker hånden ud, der går et sus igennem rummet: ”50” bliver der råbt efterfulgt ad et højlydt ”hurra”, og en blanding af jubel og ærgrelse spreder sig blandt de ivrige bankospillere.  

”Jeg synes, det er dejligt. Der er god stemning, og det er sjovt at mærke, hvordan intensiteten stiger, når vi bevæger os over i bankospillet. Det kan jeg godt lide. Oplevelsen af at være sammen om noget, er bare rigtig god,” fortæller Ditte, der er med til et af Israelsmissionens arrangementer for første gang.  

Bordene er fyldt med gevinster, og man kan købe både specialristet kaffe og hjemmelavet kage.  

”Jeg går efter de store gevinster,” griner Ester, en ung pige i starten af tyverne og tilføjer med et smil i øjet: ”Ja vi vinder jo ikke så meget endnu, men vi håber det ændrer sig.”  

”Men det går jo til et godt formål,” bryder Anders ind, der er Esters forlovede. 

Men selvom bankospillet fylder en del blandt gæsterne, så er det dog hyggen og nærværet, der får lov at stå som centrum:  

”Noget af det, jeg lægger mærke til, er at vi er forskellige aldre – unge, børn og ældre. Det er virkelig skønt,” fortæller Sofie, der nyder den brogede forsamling, aftenens arrangement har budt på.   

”Nu lovede vi jo at lave Danmarks hyggeligste julebanko, og skal jeg beskrive stemningen, ville jeg klart bruge ordet hyggelig. Det må da være en succes,” siger Christian, der har været aftenens banko-meister.   

Vi vil gerne herfra Israelsmissionen sige tak for en dejlig aften til alle, glædelig jul og på gensyn til næste år!  

Skrevet af Elisabeth Eriksen Levy, international leder af Caspari Center, 7. oktober 2019 (oversat af Kirsten Bitsch Lang d. 21. oktober)

Den messianske bevægelse i Israel bliver både større og mere moden. For næsten 40 år siden, da Caspari Center blev oprettet, kunne fællesskabet af Jesus-troende jøder i Israel sammenlignes med et lille barn, som havde brug for det meste. I dag er situationen en helt anden. Barnet er vokset op og har mindre brug for støtte. Det er en normal udvikling for alle børn – men også kirker og organisationer.

Når det gælder missionsarbejde, bliver det sædvanligvis hævdet, at når to procent af en befolkningsguppe er nået med evangeliet, så bør de lokale kirker og organisationer være stærke og modne nok til at tage mere ansvar. Udenlandsk hjælp, som er nødvendigt i begyndelsen, må udfases eller ændre karakter. Det betyder ikke, at udenlandsk arbejde og arbejdere ikke længere behøves. Det betyder derimod, at arbejde udført af udlændinge måske må ændre karakter; udenlandske udsendinge bør gå fra at være hovedledere og beslutningstagere til at have en funktion af mere støttende art.

Mens den kritiske to procents-grænse endnu ikke er nået i den lokale jødiske befolkning, ser vi, at den langsomt, men sikkert nærmer sig*. Vi på Caspari Center ved, hvor vigtigt det er, at det lokale arbejde drives lokalt. Vores organisation blev oprettet i 1982 af udlændinge, som havde et stærkt ønske om at støtte og opbygge det lokale fællesskab af troende. Siden dengang har vores lederskab og vores bestyrelse traditionelt været udenlandsk. Da vi har fulgt udviklingen i det lokale arbejde gennem mange år, må vi erkende, at det lokale fællesskab er solidt etableret og næsten fuldvoksent – og at det snart er tid til forandringer fra vores side.

Det er grunden til, at vi er kommet frem til den afgørende beslutning, at vi langsomt men sikkert skal ændre vores ledelsesmodel. Vi vil give plads til flere lokale personer. Dette er et stort skridt og ikke noget, vi tager let på. Denne nye model vil indeholde et flertal af lokale i vores bestyrelse (fire ud af syv skal være lokale, tre udenlandske), og arbejdet skal ledes af en lokal. Vi regner med, at denne nye model vil være på plads inden 2021.

Vær med os i bøn, når vi tager fat på denne vigtige proces med at lede efter nye lokale bestyrelsesmedlemmer og en ny lokal leder.

*Når undersøgelsen til vores nye bog, den opdaterede verson af ”Facts og Myths about the Messianic Congregations in Israel” er afsluttet, vil vi få et mere nøjagtigt antal af de Jesus-troende jøder i Israel.

Genopslået af Kirsten Lang, 8. oktober 2019.

Louis Goldberg voksede op i en jødisk-ortodoks familie. Helt fra barnsben søgte han efter Guds nærvær, men oplevede, at de jødiske rabbinere ikke kunne give hverken svar eller vished. Som resultat heraf endte han ud som agnostiker. Senere i sit voksenliv, konfronterede en kollega ham med spørgsmål om tro og Jesus, og dette blev et afgørende vendepunkt i Louis’ liv. Læs hans personlige fortælling herunder.

Der er særligt én Yom Kippur (den store forsoningsdag), der står tydeligt for mig. Jeg var ti år gammel, endnu ikke bar mitzva og til trods for mine forældres protester insisterede jeg på at tage med i synagogen. Jeg måtte jo have mine synder tilgivet! Med barnlig iver deltog jeg i alle begivenhederne den dag. Fyldt med opmærksomhed lyttede jeg til oplæsningen af de hellige skrifter, reciterede de gamle hebræiske bønner og blev dybt berørt af den særlige rytme, kantorens stemme skabte.

Med hele mit hjerte søgte jeg tilgivelse for de synder, jeg havde begået, ved at være til stede den dag. Men selv da jeg gik hjem med min far den aften, blev jeg hjemsøgte af spørgsmål som ”har Gud virkelig hørt mine bønner?” og ”hvordan kan jeg være sikker på, at mine synder er blevet tilgivet?”.

De svar, mine jødiske undervisere gav mig, viste sig ikke at være nok. De beroligede ikke min tvivl. Til sidst stoppede jeg med at stille de spørgsmål, som tilsyneladende ikke havde nogle svar. Jeg blev optaget af videnskabelige studier, ingeniørvidenskab og filosofi og deltog i alt, hvad livet kunne tilbyde mig. Min religiøse opvækst holdte mig fra at falde i dybere synd, men jeg endte ud som agnostiker. På trods af min søgen, betragtede jeg stadig mig selv som jødisk. Under overfladen lurede ubesvarede spørgsmål som: ”Hvem er jeg? Er det muligt at lære Gud at kende? Hvad sker der, når jeg dør? Er det muligt at vide, at mine synder er tilgivet?”.

Hvordan kan denne hedning vide så meget om bibelen?

Da jeg havde afsluttet min ingeniøruddannelse, fandt jeg et arbejde. Her fik jeg en kollega, der troede, han var Guds ambassadør. Dette kom til udtryk, når vi holdt frokostpause, og når vi var på vej fra firmaet til togstationen. Han ville ikke lade mig være. I løbet af de næste to måneder fornærmede jeg ham og gjorde alt for at få ham væk fra mit kontor, men han blev ved med at have et smil på sine læber. Når jeg kom med mine indsigelser, havde han altid skriftsteder klar som modsigelser. Jeg spurgte mig selv, hvordan denne hedning kunne vide så meget om vores tanakh. Det var jo mig, der burde vide alle disse ting. Jeg svarede ham aldrig, når han kom med sine argumenter. Det eneste jeg sagde til ham, var; ”er det alt, du ved?” og han svarede; ”det er nok, især for dig.”

Efter tre måneder lagde han sin bibel på mit skrivebord og sagde: ”Læs den, det vil ikke skade dig. Hvad du synes om den, er noget mellem dig og Gud.” Jeg var så træt af situationen, at jeg sagde: ”Jeg vil læse Det Nye Testamente og finde alle fejlene.” Jeg tænkte ved mig selv, at jeg ville bevise, at hans tro ikke havde noget grundlag, og at han aldrig mere skulle forstyrre mig igen. Jeg besluttede mig for at starte med Romerbrevet. Størstedelen forstod jeg ikke, men Gud begyndte at tale til mig. Jeg kom til Romerbrevet kapitel tre vers 23 ”… for alle har syndet og mistet herligheden fra Gud…”.

Snart gjorde jeg min næste opdagelse. Alle forfattere i denne bog var jødiske, og den handlede om jødiske anliggender, anliggender som jeg kendte til! Det eneste, jeg havde problemer med, var de steder, Jesus blev kaldt Guds søn. På trods af dette var bogen, jeg havde ventet at være anti-jødisk, for jøder.

Jeg vil ikke!

Nogle måneder senere spurgte min kollega mig: ”Nå, hvad synes du?”. Jeg svarede ham, at Jesus kunne være Messias. ”Mener du det virkelig?,” spurgte han og tilføjede: ”Du skal være helt sikker med hele dit hjerte!”. Jeg ved ikke, hvad der senere skete, men jeg råbte: ”nej, jeg vil ikke!”, løb op til mit kontor og smækkede døren i. Jeg ville aldrig se ham igen!

Næste dag kom han på arbejde, som om intet var sket. Som sædvanlig sad han over for mig til frokost. Han talte om alt muligt, men ikke et ord om tro eller Jesus. Dette stod på i omkring en måned. Jeg begyndte at føle mig dårligere og dårligere tilpas. Så talte Gud til mig: ”Du kender sandheden. Hvad har du tænkt dig, at gøre med den? Hvorfor løber du væk fra den?”. Derefter pinte jeg mig selv i en måned med disse spørgsmål, indtil jeg endelig gav op og bad: ”Herre, det er nok!”. Jeg knælede ved min seng og bad Jesus om at komme ind i mit hjerte. Jeg husker, at jeg følte en intens fred, som jeg aldrig havde oplevet før.

I den jødiske tradition er en tzaddik et retfærdigt menneske, som kommer fra Gud med ilden fra hans alter. Han kommer til verden og rækker ud til de mest ensomme mennesker, og bringer Guds ild ind i deres hjerter for at lede dem ind i Guds nærvær. Jeg har opdaget, at Jesus er den sande tzaddik! Må mange flere komme til at kende til hans kærlighed og sandhed!

Indlægget er et genopslag. Det er bragt igen på grund af Yom Kippur, der falder fra aftenen d. 8. oktober til d. 9. oktober 2019, og det er oversat fra engelsk.

FCSI er en kristen studenterbevægelse i Israel, hvor kristne arabere og messianske jøder mødes og bliver styrket i troen sammen.

“Jeg voksede op i en kristen familie, og jeg så mig selv som kristen, men det var kun af navn. Da jeg blev en del af en FCSI-bibelstudiegruppe i Beer Sheva, begyndte jeg virkelig at tro,” fortæller en leder i FCSI og fortsætter:

“Når du støtter studerende, rækker du ud til mennesker som mig.”

FCSI har netop holdt en lederskabskonference, og det var til stor velsignelse for både lederne på konferencen, deres respektive FCSI-grupper og for de ansatte at se disse unge mænd og kvinder træde ind i deres kald til at påvirke deres medstuderende – jøder, arabere og internationale fra hele verden.

De unge blev klogere gennem undervisning og bibelstudie, hvor de blandt andet satte fokus på, hvordan man bevarer troen under forfølgelse.

FCSI blev grundlagt omkring 1980, og er en af de få organisationer i Israel, som skaber fællesskab på tværs af arabere, israelere og internationale studerende.

Organisationen har det formål at undervise i Bibelen, styrke de studerende i troen, hjælpe dem med at leve deres tro ud i hverdagen, koordinere og organisere aktiviteter og bibelstudiegrupper – og til sidst at opmuntre de kristne studerende i Israel til at dele evangeliet med deres medstuderende.

Støt op om de studerende her

Af Hannah Belk, lejrleder for Musalahas sommerlejr, oversat 24. sep. 2019 af Kirsten Bitsch Lang

“Jeg bliver”. Den ti-årige pige kiggede på mig med en klar overbevisning. Hun tørrede sine tårer væk og gik modigt tilbage til sit værelse – tilbage til lederen fra den ”anden side”. Det var anden nat i lejren, og vi havde lige haft en lang samtale om hendes frygt, hendes ønske om at flytte til et andet værelse og hendes lyst til at tage hjem. Det føltes bare for hårdt. Men – hun blev. Selvom hun var bange.

Pigen var med på Musalahas sommerlejr sammen med en masse israelske og palæstinensiske børn, og temaet var “Helte”. Vi lærte om unge helte i Bibelen og samfundet, og så havde børnene mulighed for at være som helte. Om det kom til udtryk ved at sætte sig ved en, der var anderledes eller sige godnat på den andens sprog, så var børnene med til at arbejde for forsoning. Og børnene var modige. De ødelagde murene, som samfundet havde bygget op – et smil, en samtale og en skør sang ad gangen.

Musalaha-sommerlejre er en masse sjov. Vi spiller fodbold, leger og danser, som om ingen kigger. Men der sker også noget dybere, når børnene er på lejr. Musalaha lærer børnene om kærlighed. En kærlighed, der er radikal, revolutionerende og forsonende. En kærlighed, der ikke lader din frygt diktere ord eller handlinger. En kærlighed, der får dig til modigt at gå tilbage til dit værelse, selvom du er bange, som den ti-årige pige gjorde. Og kærlighed? Det skubber dig længere ud, end du troede, du kunne komme.
På lejrens sidste aften sad pigen glad og skrev hilsner sammen med sin værelseskammerat og deres leder.

Inden børnene tog hjem, fik de en superhelte-kappe og et diplom, der sagde, hvilket helte-træk, de havde vist gennem ugen. Den unge pige fik ordet mod – modet til at elske, modet til at fortsætte og modet til at blive.

Støt Musalahas arbejde her