Du er velkommen på Torvets højskole 26-29. september 2022. Det foregår på Virksund Kursuscenter ved det naturskønneområde omkring Hjarbæk fjord. Opholdet er fyldt med spændende undervisning og dejligt samvær under temaet “troens dilemmaer”.
“Igen i år er det en særlig stor glæde at kunne byde velkommen til tankevækkende højskoledage på Virksund Kursuscenter ved Hjarbæk Fjord. Vi har sat “troens dilemmaer” som overskrift i år. Mennesker har altid oplevet at stå i dilemmaer, hvor et valg ikke er nemt eller givet på forhånd. Hvordan finder den kristne kirke vej i et samfund, der i tiltagende grad bliver sekulært både politisk, økonomisk og socialt? Sammen skal vi følges ad gennem tre højskoledage, hvor vi opbygges, dykker ned i historie og samtid, oplever kirkekunst, går en tur i det fri, samtaler med hinanden og nyder stedets altid gode forplejning. Velkommen til TORVETs Højskole 2022,” fortæller Elisabeth og Claus Olsen, der er værtspar for opholdet.
Arrangører:
TORVETs Højskole arrangeres i fællesskab af organisationerne bag TORVET i Aarhus: Israelsmissionen, Menighedsfakultetet og Promissio.
Tilmelding:
Tilmeld dig og betal her, og oplys os gerne om særlige behov i forhold til kost, allergier eller andet.
Tilmeldingsfrist: 5. september 2022
Tak for opbakning, medleven, forbøn og økonomisk støtte i 2021. Det betyder meget for os, som går på arbejde her på sekretariatet hver dag, at vi ved, at der mennesker i alle afkroge af Danmark, som lever med i vores mission om at jøder i Danmark, Israel og andre steder i verden, må få mulighed for at forholde sig til, hvem jøden Jesus er. Tak!
I 2022 er det 137 år siden Den Danske Israelsmission blev grundlagt. Vores formål er fortsat det samme, selvom verden i dag naturligvis ser væsentligt anderledes ud, end den gjorde for 137 år siden. Også efter dette år, vil verden se anderledes ud. På den ene eller den anden måde. Men både i løbet af dette år og når året er omme, vil vores formål forsat være, at jøder må høre de gode nyheder om Jesus af Nazareth. Samtidig håber vi på, at kristne i Danmark må blive klogere på kristendommens jødiske rødder.
Det håber vi, du fortsat vil være med til at bakke op om. Tak, fordi du både går og lever med i arbejdet.
Guds fred,
Arne Pedersen
Generalsekretær.
Den Danske Kirke
Selvom der har været meget at glæde sig over i 2021, så har menighedslivet i Den Danske Kirke og arbejdet i Jerusalem været præget af restriktioner og nedlukninger:
”Det har været udfordrende. Foråret var især præget af aflysninger, men vi glæder os over, at påskens gudstjenester blev afholdt med mange både troende og ikke-troende deltagere. Fællesskabet med de lokale og internationale bliver ved med at åbne nye muligheder og vi ser frem til et år, hvor volontører og gæster igen kan blive udfordret og få udvidet horisonter,” fortæller David Serner.
Gennem de sidste år har David arbejdet på en bog om messianske menigheder i Israel, og den er nu færdig. Formålet med den er at give en opdatering på den messianske bevægelse.
”Hvor mange er de? Hvilken teologi former dem? Det er nogle af de spørgsmål, vi stiller,” forklarer han.
Bogen har fået titlen ”Jesus-Believing Israelis: Exploring Messianic Fellowships”, og den kan købes fra 1. februar.
Immanuelkirken
Immanuelkirken i Jaffo har det som sin vision at være en levende og synlig lokal kirke – og et inkluderende fællesskab med Jesus som centrum for alle de mennesker. Selvom menigheden har været foruden en fast præst de seneste år, så oplever menigheden alligevel, at Jesus finder vej til mennesker gennem kirken:
”På trods af de vanskelige omstændigheder, er vi blevet velsignet med nysgerrige israelere, som er oprigtigt søgende, og som ønsker at lære Jesus at kende. Nogle af dem bekender sig som troende i dag, og er i gang med at forberede sig på at blive døbt. Det er helt fantastisk,” fortæller Sahar Gold, der selv er kommet til tro i kirken, og som i dag er med til at lede menigheden.
Julen var også en særlig tid for kirken:
”Vi afholdt mange arrangementer, såsom julesang og julekagebagning, som mange børn og voksne fra vores nabolag deltog i. Det gav gode muligheder for at tale om tro med hinanden. Selve juleaften deltog omkring 160 israelere i gudstjenesten.”
Processen med at finde en fast præst til at lede kirken er allerede i fuld gang, og det er planen, at Den Norske Israelsmission ansætter den rette person fra sommeren 2022. Det glæder vi os over!
Arbejdet i Danmark
Siden efteråret 2020 har Israelsmissionen sat fokus på at skabe dialog med danske jøder i København. I København bor den største del af de danske jøder, og derfor ønsker vi at være til stede der. Denne tilstedeværelse sker igennem Israelsmissionens dialogmedarbejder Mads Bjørn Thuren, som på forskellige måder går ind i dialogen med danske jøder og israelere i Købehavn.
“Som gæst i Det Jødiske Hus, synagogen på Krystalgade samt i private hjem oplever jeg åbenhed fra både sekulære og religiøse danske jøder. De værdsætter min nysgerrighed. Jeg ved, at Gud ikke har glemt de danske jøder, og jeg glæder mig over at få lov til at skabe rum for samtaler og møder, hvor flere perspektiver på Jesus kan åbne sig op,” fortæller Mads Bjørn.
Bed med
Bøn er hjerteslaget i al vores arbejde. Vil du være med til at bede for at endnu flere jøder må få et levende møde med Jesus? Tusind tak!
Velkommen til årsmøde 2022
Husk at sætte kryds i kalenderen til vores årsmøde d. 26. marts, hvor vi mødes i Aarhus til dejligt samvær og fællesskab. Flere informationer følger.
Det er en våd regnvejrsdag, og jeg er på vej ned ad strøget med kurs mod den jødiske synagoge, der ligger i det indre København. Jeg har nemlig en aftale med Jonas Demsitz på 25 år, der selv er praktiserende jøde, og som er en del af den ortodokse menighed på Krystalgade nummer 12. Jeg er nysgerrig på, hvordan de er menighed, og på hvordan det ser ud at være jøde i Danmark anno 2021. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er udfordringer knyttet til det at udleve sin jødiske identitet – i verden generelt men også i Danmark. Allerede da jeg drejer om hjørnet fra Fiolstræde bliver jeg konfronteret med to tydeligt bevæbnede betjente, der bevæger sig op og ned ad gaden foran det bastante jerngitter, der skiller den smukke gule murstensbygning og resten af den danske befolkning ad. Det høje sikkerhedsniveau står som en påmindelse om både det tragiske terrorangreb i 2015, hvor Dan Uzan mistede livet, samt om en generel (højre)ekstremisme, der har vist sit ansigt gentagne gange bare det seneste år. Men selvom der er meget at sige om intolerance og antisemitisme, så ved jeg også, at det ikke er alt, der er at sige om de danske jøder. Derfor håber jeg, at jeg sammen med Jonas kan komme et spadestik dybere ned i, hvordan det kan være meningsfuldt at blive ved med at insistere på kalotten.
En jødisk synagoge i danske rammer
Jonas Demsitz er 25 år og en del af den jødiske menighed i synagogen på Krystalgade nr. 12. Jonas er iført skovmandsskjorte og har et smil på læben, da han møder mig foran synagogen. Sammen går vi igennem sikkerhedstjekket og videre ind i gården. En sikkerhedsvagt hilser på os, og Jonas minder ham om, at jeg er her for at lave et interview med ham.
Synagogen blev indviet i 1833 og er bygget i en storslået nyklassicistisk stil. Bygningens facade er trukket tilbage i forhold til gadens andre ejendomme, da det var et krav fra myndighederne i sin tid, at den ikke måtte virke for prangende i gadebilledet. Også i 1833 var der nemlig stærke holdninger til, hvordan de danske jøder måtte udleve deres tro.
Bevæger man sig indenfor i synagogen, finder man en stor sal fyldt med mørke træbænke, der alle peger med retning fremad mod et forhøjet podium og en prædikestol. Det minder mig på mange måder om en dansk folkekirke, og det er ikke tilfældigt, fortæller Jonas:
”I de fleste synagoger befinder podiet sig i midten, og der er ikke nogen prædikestol. Men det var et krav, da man i sin tid fik lov til at bygge synagogen, at den skulle have nogle fællesstræk med de danske folkekirker.”
Den helt store forskel finder man i det forhæng, der beklæder bagvæggen, og som gemmer på menighedens håndskrevne toraruller. Torarullerne er hellige, om må derfor ikke berøres direkte. På podiet leder rabbineren eller kantoren menigheden i bøn og læser op fra Toraen. Der er et tekststykke til hver uge, og på den måde når man igennem hele Toraen på et jødisk år.
I landsbyen kommer man hinanden ved
I salen er der plads til 420 mænd og 256 kvinder, og efter jødisk skik sidder kvinderne på balkonen, da man mente, at det på denne måde ville være nemmere for alle at koncentrere sig. Her trækker Jonas på smilebåndet, for i praksis forholder det sig nok egentlig omvendt. Alle medlemmer har hver deres faste plads, som går i arv fra generation til generation.
Til en almindelig sabbatsgudstjeneste om lørdagen kommer der i dag mellem 50 og 100 mennesker.
De daglige samlinger morgen og aften de andre af ugens dage er svære at fylde ud, og da man skal være mindst 10 mænd samlet for at kunne gennemføre en gudstjeneste, bliver det ikke altid til noget.
Officielt er menigheden ortodoks, men graden af ortodoksi er meget varierende fra medlem til medlem.
”Vi er en broget flok, og det er der plads til,” forklarer Jonas.
På programmet begynder sabbatsgudstjenesten kl. 9, men det er meget almindeligt, at folk kommer løbende ind til kl. 10.
”Man kan sammenligne menigheden lidt med en landsby og gudstjenesten med en markedsplads. Her kommer vi hinanden ved, og man får vendt verdenssituationen. Og så er det helt særligt at kunne lovprise og sige tak til Gud i fællesskab. Er man vant til stilheden under en almindelig gudstjeneste i folkekirken, får man nok lidt af et chok.”
I Danmark bor der omkring 5-6000 jøder, og selvom de alle langt fra er en del af den lille ortodokse menighed, har de alligevel fællesskab med hinanden, fortæller Jonas:
”Vi skelner mellem menigheden, altså vores fællesskab her på Krystalgade, og så det store jødiske samfund. For mig er der forskel på menigheden og det jødiske fællesskab som helhed. I menigheden har jeg plads til at fordybe mig og praktisere jødedommen på et spirituelt og intellektuelt niveau. Det store fællesskab, det jødiske samfund, giver mig mulighed for at fordybe mig mere i det kulturelle og sociale. Personligt værdsætter jeg begge dele meget, men for mange danske jøder er det primært sidstnævnte, der fylder mest. Fælles for både menigheden og det jødiske samfund er, at vi deler en fælles historie, et fælles ophav, sprog (både dansk og hebraisk) og en fælles relation til landet Israel på den ene eller den anden måde.”
Flertallet har ikke altid ret
Jonas er tredje generation i sin familie, der er vokset op i Danmark. Hans forældre har begge rødder i Østeuropa, og i løbet af hans barndom har de overholdt kosher reglerne for mad og fejret de jødiske helligdage. Derudover har han gået på den jødiske Carolineskole. Ellers er han vokset op som ”kulturjøde,” som han selv beskriver det. Det ser dog anderledes ud i dag, hvor han har en personlig tro og er mere på linje med en ortodoks jødedom. Han skiftede retning i sine teenageår, da han, efter en årrække som brændende ateist, begyndte at tænke over livets store spørgsmål:
”Jeg havde behov for noget, der stod uden for mig selv, jeg kunne forholde mig til. At der var forskel på godt og ondt. Så det hele ikke bare afhang af mine følelser,” forklarer Jonas og fortsætter: ”Selv demokratiet kan vi ikke nødvendigvis stole på. Det har vi set gennem historien. Bare fordi flertallet siger, noget er rigtigt, betyder det ikke, det er det.”
I takt med at en interesse for filosofi voksede frem hos ham, fandt han ud af, at det gav mening for ham at tro på en Gud. Ikke lang tid efter stod det klart for ham, at han gerne ville være rabbiner en dag. I dag har han en bachelor i teologi fra Københavns Universitet og skal læse diakoni som kandidat efter sommerferien.
Når Jonas oplever sit forhold til Gud stærkest, er det når han står overfor svære valg i sin hverdag.
Her bruger han tid på at reflektere over jødiske bønner og passager fra Toraen. Han er særligt glad for sætningen: Jeg binder mig til dig i kærlighed, retfærdighed, barmhjertighed og erkendelse.
”Jeg bruger bøn som en måde at koble af på og gør det ofte, før jeg går i seng. På den måde lukker jeg for dagen ved at reflektere over, hvad der er vigtigt for mig i livet,” fortæller han.
Det handler om praksis – ikke om tro
På Jonas’ venstre underarm er tatoveret tre hebraiske tegn, der tilsammen staver ordet tsdaka. Oversætter man det, bliver betydningen noget i retningen af ”en genoprettende retfærdighed.” For Jonas ligger en stor del af jødedommens essens gemt her. For i forholdet til Gud handler det nemlig ikke om den personlige tro men om at have den rette praksis: ”Det drejer sig om, hvordan jeg påvirker verden. Dét har betydning.”
Mennesket har ifølge Jonas til opgave at skabe orden i vores ødelagte verden, og når det har gjort sin del af arbejdet, vil Messias komme og skabe en perfekt verden. I kristendommen mener man, at Messias allerede er kommet i form af Jesus, men i jødedommen venter man stadig på ham. Her er de 613 bud fra Toraen en konkret vejledning og en manual til, hvordan vi følger Guds gode vilje. De handlinger, der udføres for at bringe verden tættere på sin perfekte tilstand, kan også beskrives med det jødiske begreb tikkun olam og hænger tæt sammen med Jonas tatovering og hjertebrand for retfærdighed.
”Det er ikke en straf, at vi er her på jorden. Vi skal ikke frelses fra verden, men vi har et job at udføre her,” fortæller han og fortsætter: ”I Toraen står der, at vi skal tage os af de socialt udsatte. Hvad nu hvis vi skaber et samfund, hvor der slet ikke er socialt udsatte?”
Denne tankegang og praksis ønsker han også skal afspejle sig i sit liv, hvis han en dag kan kalde sig selv for rabbiner:
”Én ting er at kunne læse en tekst og udlægge den – en anden ting er at kunne bruge den med andre mennesker. At kunne tage teksten med ind i verden og ned i folks hænder. At være rabbiner er en måde at leve på. En måde at være på over for andre.”
Vi har brug for at genopdage tolerancen
Jonas drømmer om, at skellet mellem synagogen og den enkelte dansker må blive mindre. Ikke fordi vi i Danmark skal ligne hinanden, men fordi vi har behov for at kende til hinanden for at kunne leve med hinanden:
”Det handler ikke om, at vi nødvendigvis skal acceptere hindanden. Men vi skal tolerere hinanden. Jeg oplever, at ordet tolerance i høj grad har mistet sin betydning i dag. For der er forskel på accept og tolerance. Vi tolererer smerte. Vi elsker den ikke.”
På samme måde skal vi ifølge Jonas give hinanden plads til at leve livet på forskellig vis – også selvom vi ikke nødvendigvis sympatiserer med hinanden.
”Jeg ser desværre en tendens i Danmark, hvor alt for mange tror, de ved, hvad der er bedst for andre. Det bliver sværere og sværere for den generelle dansker at relatere til det religiøse og det ortodokse. Det ser vi også i debatten om omskærelse.”
Siden omskærelse på ny kom på den politiske radar for nogle år siden, har den højrenationalistiske bevægelse ”Nordfront” været aktive med forskellige ulovlige aktioner såsom hærværk af jødiske kirkegårde og chikanering af enkeltpersoner.
”Det handler ikke om, at vi ikke må tage debatten. Men den måde, vi gør det på, gør faktisk en forskel,” mener Jonas.
På hans egen banedel håber han, at synagogen vil åbne mere op for offentligheden og på den måde kunne være en aktiv medspiller i at bygge bro mellem danskerne. Så vi igen kan tilbageerobre tolerancen i Danmark på konstruktiv vis.
Torsdag d. 22. april afholdt Israelsmissionen sit årsmøde online på grund af covid-19.
Over 50 ansigter dukkede op på vores computerskærm, da vi i sidste uge afholdte vores årsmøde online – og kaffen, ja den skulle I endda selv sørge for!
Tusind tak til alle jer, der deltog. Vi er utroligt taknemmelige for, at så mange nye og gamle Israelsmissions-venner fra både Danmark og udlandet lever med og følger med i arbejdet.
Vi håber, at der i 2021 vil være mulighed for at afholde arrangementer, hvor vi kan mødes fysisk, nyde hinandens selskab og være sammen om vores fælles brand for det jødiske folk.
I dag, tirsdag den 20. april, skal Folketinget behandle et lovforslag vedr. omskæring af drengebørn. Det er et betændt emne med mange følelser. I nedenstående indlæg reflekterer generalsekretær Arne Pedersen over emnet med udgangspunkt i en udtalelse fra Etisk Råd fra et par år siden.
Etisk Råd udgav inden sommerferien 2018 en udtalelse vedrørende rituel omskæring af drenge. En udtalelse, som efter min mening, slet ikke har fået den opmærksomhed, den burde. Etisk Råds udtalelse er både interessant og bekymrende læsning. Interessant, fordi den vidner om splittelse og uenighed i Etisk Råd, både hvad angår lovgivning og etisk vurdering af spørgsmålet. Bekymrende, fordi et faktuelt flertal i rådet mener, at omskæring af drenge under den eksisterende omskæringspraksis er etisk forkert.
Det begrundes primært i det som udtalelsen kalder ”barnets ret til autonomi og selvbestemmelse”. Det problematiseres i udtalelsen, at man med omskærelse påfører barnet et ”kulturelt mærke”, som man bærer med sig altid – også hvis man skulle ønske sig senere i livet at bryde med den kultur, mærket er en markør for.
Naturligvis skal vi respektere barnets autonomi og selvbestemmelse, men spørgsmålet er om denne respekt for barnet altid bør medføre, at barnet selv skal bestemme? For hvordan udruster vi bedst vores børn til autonomi og selvbestemmelse? Er det ved undladelser eller ved påvirkning? Det er som om, Etisk Råd og tidsalderen som sådan efterlyser en grænseløshed for vores børn. Værdineutraliteten hyldes som idealet, fordi vores børn dermed påvirkes så lidt som muligt og selv kan tage stilling. Der er en forestilling om, at hvis vi blot vakuumpakker vores børn til de bliver 15 eller 18 år gamle, så vil de bryde ud som smukke sommerfugle fra deres tidligere så iltfattige omgivelser med selvdannede holdninger, værdier og syn på verden.
Men det er for mig at se en falsk forestilling om det grænseløses godhed. Børn har ret til en ”åben fremtid”, konkluderer udtalelsen, ”hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åbent.” Ved denne konstante pålæggelse af ansvar på barnet, overses både fællesskabets og forældres betydning i dannelsen af holdninger, værdier og syn på verden. For hvor bliver muren så af, de skal spille bold op ad? Hvor bliver de mennesker af, de skal spejle sig i? Hvor er den jord, de skal have fødderne solidt plantet i? Hvor er det fællesskab, som skal lære dem, at her favner vi hinanden uanset tilhørsforhold, overbevisning og syn på verden?
Tendensen i vores tid er, at flere valgmuligheder altid er lig med det bedste; altid er lig med autonomi. Der er en forestilling om, at mængden af valgmuligheder er ligefremproportional med graden af frihed.
Tænk hvis nu det ikke er sådan? Tænk, hvis vi i rettighedernes navn er blevet så autonomi- og valgmulighedsfokuseret, at vi helt har glemt begrænsningens evangelium.
Hver gang vi bliver en del af et fællesskab, begrænser vi netop os selv – vi giver afkald på en del af os selv for at blive en del af noget større. Det er godt og vigtigt at lære begrænsningens kunst, for fællesskaber – altså sunde fællesskaber – skaber sunde individer. Individ og fællesskab må være i sund balance med hinanden.
Derfor må jeg også være uenig i, at rituel omskæring udgør ”et meget radikalt forsøg på at indsnævre det givne barns mulighed for at vælge sit eget religiøse ståsted og finde sin egen mening med tilværelsen,” som det hedder i udtalelsen. Eller det vil sige: Jeg kan sagtens kognitivt sætte mig ind i, hvorfor det ser sådan ud for en ikke-religiøs udenforstående.
En anden måde at se det på kunne være, at her er nogle forældre, som ønsker at give sit barn den bedste start i livet overhovedet – ved at lade det blive en del af noget større end sig selv. Ved at lade det blive en del af et fællesskab, hvor det hører til og kan blive favnet. At forældrene i ren kærlighed ønsker, at deres barn skal blive et helt individ i et sundt fællesskab.
Etisk Råds omtale af en barneret ”til en åben fremtid, hvor mulighederne for at forme sine værdier og holdninger selv i så høj grad som muligt holdes åben”, bygger for mig at se på en forestilling om det vakuumpakkede barn. Måske målet for vores børn ikke skal være en åben fremtid, hvor grænseløshedens uendelige muligheder i sidste ende kan lukke barnet om sig selv.
Måske målet skulle være en ”forankret fremtid”. Et ønske om at vores børn og unge lærer at forvalte deres autonomi og former holdninger, værdier og syn på verden gennem respektfuld påvirkning fra forældre og favnende fællesskaber.
Det er religiøs praksis ikke en modsætning til. Tværtimod.
TORVETs højskole løber af stablen d. 27. september – 30. september 2021.
Du er velkommen på det skønne Virksund Kursuscenter ved Hjarbæk Fjord til dejlige og indholdsfyldte højskoledage med godt samvær. For årets højskole er der sammensat et spændende program under temaet ”Løft jeres hoveder!”.
Kursusledere Elisabeth og Claus Olsen fortæller:
”I år er det en særlig stor glæde at kunne byde velkommen til indholdsrige højskoledage på Virksund Kursuscenter. For vi har længtes efter samvær med mennesker og ser ekstra frem til fællesskab om foredrag, hygge og gode samtaler. Det sidste års globale krise har rejst mange spørgsmål om, hvor vi er på vej hen. Derfor trænger vi til at få blikket rettet mod Kristus og de fantastiske løfter i Guds Ord, som kan kaste lys og nyt håb og glæde ind over dagligdagen og over det liv, der venter. Sammen skal vi både opbygges, oplyses, opleve skønheden i musik, natur, kultur samt nyde stedets altid gode forplejning.”
ARRANGØRER
TORVETs Højskole arrangeres i fællesskab af organisationerne bag TORVET i Aarhus: Israelsmissionen, Menighedsfakultetet og Promissio.
Højskoledagene afholdes på Virksund Kursuscenter, der bliver drevet af Luthersk Mission. Kursuscentret ligger i smukke omgivelser kun et stenkast fra Hjarbæk Fjord med en skøn udsigt ud over vandet. Centret råder over skov og store græs-og strandarealer med rige muligheder for at gå ture i området. Indkvarteringen sker på værelser, der alle er med eget bad og toilet.
I aften torsdag d. 10. december begynder jøder verden over at fejre chanukka. Derfor er det på sin plads at ønske det jødiske folk glædelig Chanukka!
For os her i Danmark ser vi ikke så meget til den festlige fejring, og måske ved vi heller ikke helt, hvad den handler om. Men chanukka er en rigtig spændende fest, og derfor dykker vi ned i den her på bloggen.
Når man er i Tel Aviv eller i Jerusalem, altså når der ikke lige er corona, er chanukka tiden, hvor der købes de særlige chanukka kager, som ligner berliner, der er tid for børnene at spille et lille spil, hvor de kan vinde slik, og ja chanukkaugen er bare enorm festlig. Det er en tid til at være sammen med familie og venner, og hver aften samles man i huset og tænder de lys, der skal tændes. Vi kender det en lille smule fra advent, hvor vi om søndagen måske samles for at tænde adventskransen. I stedet for fire lys over fire søndage, tændes der otte lys over otte dage i chanukkastagen.
Image by Ri Butov from Pixabay
Hvad handler chanukka om?
Når man læser i den jødiske bibel (GT), kan man ikke læse om festen chanukka. Men når der læses i Det Nye Testamente, er der et enkelt sted, der beretter om, hvordan Jesus deltog i Chanukah, Joh. 10,22-39. Chanukah opstod altså i perioden mellem GT og NT. Det der var årsag til fejringen af Chanukah var egentlig en tragedie for det jødiske folk.
I det 2. århundrede f.v.t., var jøderne underlagt en syrisk konge, Anitiokus d. 4., som forsøgte at påtvinge jøderne at tilbede de græske guder. Anitokus gjorde det forbudt for jøder at praktisere deres egen religion så som at overholde sabbatten; festerne, omskærelsen, og han tvang dem til at spise svinekød. Han placerede også en statue af Zeus på alteret i templet i Jerusalem ligesåvel som i de mange synagoger, hvormed han tvang jøderne til at tilbede Zeus.
I begyndelsen forsøgte fromme jøder at gøre passiv modstand, men på et tidspunkt blev undertrykkelsen så voldsom, at en præstefamilie fik nok og gjorde modstand med magt. Mattathias og hans sønner fik samlet en hær, som gjorde modstand. Mattathias døde og hans søn overtog opstanden, og opstanden blev opkaldt efter ham: Makkabæeropstanden. Makkabæeropstanden vandt Jerusalem tilbage til det jødiske folk, og efter en fredsaftale med en ny konge, hvor jøderne fik lov til at dyrke deres religion, hvis de accepterede syrisk kongedømme, blev templet genindviet. I templet var den syvarmede lysestage, men i følge den legende, der udviklede sig, var der kun olie til en dag, og det tog syv dage for præsterne i templet at producere nok olie til lysestagen, men Gud var trofast, og han lod olien til den ene dag virke i syv, hvormed lysestagen ikke gik ud.
Det betyder, at når jøder i dag fejrer chanukka, da fejrer de, at Gud var trofast i, at de fik templet igen, og at der var lys nok til den syvarmede lysestage. Derfor har chanukka også en særlig ni-armet lysestage. De otte lys på lysestagen fortæller om, hvordan Gud var trofast til at give olie nok til den syvarmede lysestage, så den kunne brænde i otte dage. På nogle lysestager er der ni lys. Det niende lys bruges som en tjener til at tænde de otte lys med. ≤≤≤>
Jesus og Chanukka
I Det Nye Testamente fortælles der om, hvordan Jesus fejrede chanukka. Festen så anderledes ud på Jesu tid end i dag, for den gang var der stadig et tempel i Jerusalem. Nogle af de temaer, der fyldte til chanukkafejringen, var også anerledes end dem, der tales om i dag. For på Jesu tid var chanukka en forsinket fejring af efterårsfesten, løvhyttefesten.
I Joh. 10,22-39 møder vi Jesus ved festen chanukka.
Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Atter samlede jøderne sten op for at stene ham.
Hvad er der på spil her? Intet mindre end Jesu identitet. Hvem er du? De vil gerne have, at Jesus med sin mund siger, at han er Messias, men Jesus peger på, at han igennem sine handlinger allerede har sagt det.
Noget, der er godt at være opmærksom på, når man læser sig igennem Johannesevangeliet er, hvordan Johannes bruger ordet ‘jøderne’. Nogle gange mener han alle dem, der er jøder, hvor Jesus for eksempel er inkluderet. Men i den her sammenhæng er det nogle bestemte jøder, Johannes sigter til. Han sigter til de teologisk uddannede, og dem der altså gik mest op i, hvilke tegn der ville følge Guds Messias – Gud salvede.
Jesus taler så om, hvordan han igennem sine handlinger har vist, at han er den gode hyrde. Dette tema giver ret god mening at hive frem, når man husker på, at chanukka indeholder de samme temaer som løvhyttefesten. Fokus på, hvordan folket var i en idealtilstand med Gud under ørkenvandringen, og dermed hvordan Gud var den gode hyrde der. Derfor siger Jesus meget, når han siger, at han er hyrden, og at dem, der anklager ham, er ikke en del af den hjord, han er kommet for at give evigt liv. Jesus siger, at selvom de har studeret teologi hele deres liv, har de ikke forstået, hvem Messias er, og hvem han kalder på.
Igennem beretningerne om Jesu liv og virke kan vi læse på, at dem Jesus kalder ind til fællesskabet med sig er de fattige, fremmede og faderløse. Det er dem, som de andre ikke vil have med ind i deres fællesskab.
Chanukka i dag
I år vil chanukka falde d. 10. dec. – 18. dec. Det er fortsat en fest, hvor man fejrer, hvordan templet bliver indviet. I dag vil der også være nogle jøder, som bruger chanukka til at håbe på, at en dag vil der komme et nyt tempel, hvor Guds nærvær vil tage bolig igen.
I sammenfaldet mellem chanukka og adventstiden, må vi der allerede tror på, at Messias har været her, være i taknemmelighed over for, at vi behøver ikke at vente på, at Guds nærvær vil komme til mennesket, for det kom med Jesus og med Helligånden. Guds nærværet bor i dig og mig, og det giver os kraft og nåde til at tjene de mennesker, vi er sat i blandt.
Men chanukka kan passende minde os om, at vi i denne adventstid og alle de adventer, der kommer, også venter. At vi venter på, at Jesus fra Nazareth skal komme igen til os. Men det skal han ikke gøre som en ubetydelig baby, hvor kun nogle hyrder kom. Han skal tværtimod komme i megen magt og herlighed. Jesus, jødernes og verdens Messias, skal komme og hvert knæ skal bøje sig for ham og bekende, at han er Herre. Når dette sker vil han også forløse hele skabningen og alt vil falde på plads i den orden, som alt var tiltænkt. Så skal alt venten slutte. Om det er på et tempel, på at leve fuldt ud i Guds nærvær eller på alt det andet, vi venter på. Så skal Guds skabning være sammen med Livets Herre, og alt død, sygdom og smerte er tilintetgjort.
I Israelsmissionen har vi i samarbejde med forlaget Lohse udgivet en bog.
Det er ikke noget, vi gør hver dag, og derfor er det også vores ønske, at bogen må blive læst af andre end bare os selv. Derfor vil dette blogindlæg sætte fokus på nogle af de pointer, jeg tager med mig efter at have læst bogen: Jøder har også brug for Jesus.
I bogen fortæller forfatteren Avi Snyder, hvorfor jøder har brug for at høre om Jesus. Umiddelbart kan vi måske tænke, at selvfølgelig har jøder brug for at høre om Jesus, men Avi Snyder viser, hvordan der i dag blandt kristne er mange indvendinger mod, at jøder skal høre om Jesus.
De fleste indvendinger drejer sig om en dårlig samvittighed. Kristne har det svært med det, der skete med det jødiske folk op igennem historien, og som havde sit forfærdelige klimaks i holocaust. Samtidig peger Avi Snyder også på, at der har udviklet sig nogle misforståelser i forhold til forståelsen af Israels plads i Guds historie, som leder til, at nogle mener, at det ikke er nødvendigt at fortælle jøder om Jesus. Disse misforståelser vedrører for eksempel, hvordan man læser nogle af Paulus’ formuleringer i Romerbrevet, og hvordan man fortolker landløfterne i Bibelen. For Avi Snyder er det afgørende, at selvom man forstår Israels rolle på en særlig måde i Guds historie, da kan det aldrig lede til, at jøder ikke skal høre om Jesus. Tværtimod ser Avi Snyder, at lige netop for, at det jødiske folk kan udleve deres bestemmelse, da er det helt afgørende, at de hører om Jesus. Kærlighed til det jødiske folk kan aldrig være tavs, men den må indebære, at der fortælles om, hvordan jøderne også er kaldet til at tro på Jesus som deres Messias.
For de fleste kristne i Danmark gør det sig gældende, at de ikke er jøder, og derfor kan det være et spørgsmål, om vi kan engagere os i jødemission, eller om det kun kan være Jesus-troende jøder, der giver evangeliet videre? Avi Snyder peger på, at det faktisk er helt afgørende, at ”hedninger” er med til at fortælle jøder om Jesus. For nogle jøder kan det nemlig være en hjælp i deres åndelige søgen at tale med ikke jøder om troen på Jesus. Derfor skal evangeliet til det jødiske folk deles af både Jesus-troende jøder og helt almindelige kristne – også i Danmark.
Selvom bogen ”Jøder har også brug for Jesus” handler om de argumenter og synspunkter, som gør, at nogle vil undlade at fortælle jøder om Jesus, kan bogen også med fordel læses ind i en større samtale om mission. Om det så er til gammeldanskere, nydanskere eller andre befolkningsgrupper ude i verden. i de senere år er hele tanken om mission blevet mere ømtålig og til tider vanskeligt at forsvare. For er mission ikke en åndelig kolonisering? Eller er det overhovedet tilladt at sige noget om, at mennesker skal høre om Jesus? Her giver bogen igennem jødemission flere perspektiver på, hvorfor det er kristendommens pulsåre at fortælle om Jesus. For hvis jøder ikke skal høre om Jesus, hvordan kan det så være, at andre folkeslag skal? For hvis Jesus ikke er jødernes Messias, da kan heller ikke være hedningernes Kristus. Enten er Kristus alt for alle, ellers er han ikke noget for nogen. Dermed er Avi Snyders bog et vigtigt bidrag til drøftelsen af mission, hvem end der så tænkes på.
I Avi Snyders bog sættes der ord på, hvorfor mission i det hele taget og specifikt til det jødiske folk er det, Jesus troende mennesker er kaldet til. Den går i brechen med de indvendinger som der ses flere og flere af, når det handler om mission til det jødiske folk, men som også kan ses i andre diskussioner om mission.
